4. Betydningen af social- og skattelovgivningen for de ældres økonomiske situation

4.1. Indledning

Folkepensionen er den vigtigste indkomstkilde for de ældre. Formålet med folkepensionen er at sikre de ældre et passende forsørgelsesniveau. Set i sammenhæng med finansieringen finder der endvidere en væsentlig omfordeling sted gennem folkepensionssystemet.

Der ydes desuden en række økonomiske tilskud enten kun til ældre eller efter mere gunstige regler end de, der gælder for andre aldersgrupper. Disse tilskud, der som hovedregel er indtægtsregulerede og skattefrie, omfatter blandt andet:

Boligydelse
Varmetillæg
Helbredstillæg
Personligt tillæg
Tillæg som følge af højt kommunalt skatteniveau
Den supplerende engangsydelse til folkepensionister i 2003
Betaling for ophold på plejehjem
Børnetilskud
Reduceret ejendomsværdiskat
Mulighed for indefrysning af ejendomsskat
Tilskud til energibesparende foranstaltninger

Udover disse ydelser eksisterer der en række offentligt finansierede rabatordninger forbeholdt pensionister i form af blandt andet nedsat licens og rabatordninger ved den kollektive trafik, museer, teatre mv.

I afsnit 4.2 beskrives de samlede virkninger af de supplerende ydelser for de ældres økonomiske situation, hvorefter virkningen af de enkelte regler beskrives i afsnit 4.3. Hovedresultaterne fremgår af boks 4.1.

Boks 4.1. Hovedresultater

Udover folkepensionen ydes en række supplerende ydelser til ældre enten i form af særlige indkomstoverførsler eller mere gunstige regler end for andre. Disse ydelser er som hovedregel indkomstregulerede og behovsafhængige. Derimod er kun få af ydelserne direkte formueafhængige.
De økonomisk svagest stillede blandt de ældre modtager i gennemsnit relativt lave supplerende ydelser sammenlignet med ældrebefolkningen som helhed. Det kan blandt andet dels skyldes, at udgiftsbehovet er relativt lavt, eksempelvis pga. lave boligudgifter, dels at udmålingskriteriet ikke er indrettet på særligt at tilgodese pensionister med atypiske indkomstforhold, fx store renteudgifter.
Set i forhold til en fordeling af de disponible indkomster eksklusive værdien af de supplerende ydelser aftager den gennemsnitlige størrelse af de supplerende ydelser samlet set med voksende indkomst, dog sådan at en vis andel af de supplerende ydelser tilfalder den økonomisk bedst stillede halvdel af isærde enlige pensionister.
Set i forhold til en fordeling af de disponible indkomster inklusive værdien af de supplerende ydelser er den gennemsnitlige størrelse af de supplerende ydelser samlet set størst for pensionister omkring midten af indkomstfordelingen. Dette gælder specielt for de enlige.
Forskellen mellem de to fordelinger afspejler, at indkomstforskellene for de 50-60 pct. af de ældre med de laveste indkomster som udgangspunkt er ret små, hvorfor relativt små forskelle i supplerende ydelser kan være bestemmende for den enkeltes placering i indkomstfordelingen.

4.2. Samlede virkninger af supplerende ydelser til de ældre

Af de supplerende ydelser har boligydelsen langt den største betydning, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1. Oversigt over offentlige udgifter til de enkelte ydelser, 2003

2003	Udgift	Antal modtagere	Gns. beløb pr. modtager
	Mio.kr.	1.000	1.000 Kr.
Folkepension¹⁾	61.630	717	86,0
Boligydelse^{2) 3)}	4.800	325	14,8
Varmetillæg	510	229³⁾	2,2
Helbredstillæg	600	-	-
Øvrige personlige tillæg	300	-	-
Tillæg s.f.a. højt kommunalt skatteniveau	130	238	0,5
Den supplerende engangsydelse¹⁾	340	105	3,2
Børnetilskud	<1	<1	-
Reduceret ejendomsværdiskat	550	225	2,4
Tilskud til energibesp. foranstaltninger	40	3	13,3

Noter: 1) Inkl. folkepensionister bosiddende i udlandet.

2) Særfordelen i fht. boligsikring til ikke-pensionister udgør ca. 3,6 mia.kr.

3) Tal for 2002.

( - ): Antallet kendes ikke.

Kilde: Rammeredegørelse II, 2003, FL 2003, særudtræk fra KMD og lovmodelberegning på en stikprøve på 1 pct. befolkningen i 2001

I figur 4.1 er en række supplerende ydelser til ældre udover folkepensionen fordelt efter størrelsen af den disponible indkomst.

I figur 4.1.a og figur 4.1.b er ydelserne vist fordelt efter den disponible indkomst eksklusive værdien af de viste ydelser.

Ydelserne er set under ét størst for de ældre med de laveste indkomster. Den ringe variation i de gennemsnitlige supplerende ydelser til enlige i de fem første indkomstdeciler skal ses i lyset af, at indkomstvariationen mellem disse deciler er forholdsvis lille, fordi ca. halvdelen af de enlige over 67 år har et indkomstgrundlag stort set svarende til folkepensionen. De supplerende ydelser til enlige i 1. decil er lidt lavere end i 2.-4. decil, fordi 1. decil blandt andet omfatter et antal ældre, der ikke er berettiget til folkepension og derfor heller ikke til boligydelse. De supplerende ydelser til enlige ældre i 6.-8. indkomstdecil udgør i gennemsnit rundt regnet 10.000 kr. årligt og er således af et betydeligt omfang.

De supplerende ydelser er for parrene i højere grad end for de enlige målrettet mod familierne i de laveste indkomstdeciler. Parrene i de to laveste indkomstdeciler modtager således i gennemsnit væsentlig større ydelser end parrene i de højere deciler.

Figur 4.1. Gennemsnitsydelser til over 67-årige fordelt efter indkomst, 2001

a. Enlige, indkomst uden ydelser	b. Par, begge o. 67 år, indkomst u. ydelser

c. Enlige, indkomst med ydelser	d. Par,begge o. 67 år, indkomst m. ydelser

Anm.: Der er anvendt to forskellige decilfordelinger. I figur 4.1a-b er den disponible indkomst opgjort eksklusive de ydelser, der er vist i figuren, mens den i figur 4.1c-d er opgjort inklusive de viste ydelser. Figuren viser gennemsnittet for alle i decilet, uanset om de modtager den pågældende ydelse.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Samlet set aftager størrelsen af de supplerende ydelser med voksende indkomst. Det bemærkes, at ydelserne som hovedregel er indkomstregulerede og behovsafhængige, dvs. fordelingen af ydelserne afhænger ikke blot af indkomsten, men også af forskelle i fx udgiften til husleje og opvarmning. Graden af målrettethed skal endvidere ses i lyset af hensynet til at undgå samspilsproblemer. En højere grad af målretning af ydelserne mod ældre med de laveste indkomster ville indebære en forholdsvis kraftig indkomstaftrapning af ydelserne. Det ville i givet fald medvirke til at mindske incitamentet til privat opsparing og kunne således få en ugunstig virkning på de offentlige finanser på længere sigt.

Af de supplerende ydelser er boligydelsen langt den største i næsten alle indkomstdeciler. Nedslag i ejendomsværdiskatten har derimod størst betydning for den halvdel af de enlige med de højeste indkomster og de 70 pct. af parrene med de højeste indkomster før supplerende ydelser. Det skyldes, at andelen af ældre i ejerbolig i de lavere indkomstdeciler er relativt lav.

I figur 4.1c og figur 4.1.d er ydelserne vist fordelt efter den disponible indkomst inklusive værdien af de viste ydelser. Med denne opgørelsesmetode er de supplerende ydelser gennemsnitligt set størst omkring de midterste indkomstdeciler. Forskellen mellem de to fordelinger afspejler, at indkomstforskellene for de 50-60 pct. af de ældre med de laveste indkomster som udgangspunkt er ret små, hvorfor relativt små forskelle i supplerende ydelser kan være bestemmende for den enkeltes placering i indkomstfordelingen.

Det bemærkes, at der udover de ydelser, der fremgår af figuren, ydes en række andre tillæg – blandt andet helbredstillæg og personligt tillæg – til dækning af konkrete udgifter. Hertil kommer den supplerende éngangsydelse i 2003.

Virkningen af folkepensionen er ikke vist, da folkepensionen for de fleste ældre udgør så væsentlig en del af indkomsten, at det ikke er meningsfyldt at fordele denne efter størrelsen af indkomsten ekskl. folkepensionen.

Sættes de supplerende ydelser i forhold til de ældres formueforhold, ses en tilsvarende fordelingsprofil i de samlede ydelser, jf. figur 4.2. Det skyldes først og fremmest sammenhængen mellem de ældres indkomstforhold og formueforhold, jf. kapitel 2, idet tildelingen af de fleste sociale ydelser ikke er afhængige af formuen, men kun af indkomsten. Boligydelsen er ganske vist formueafhængig, men kun i det omfang formuen overstiger knap 600.000 kr.

Figur 4.2. Gennemsnitsydelser til over 67-årige fordelt efter formue, 2001

a. Enlige over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Anm.: Figuren viser gennemsnittet for alle i decilet, uanset om de modtager den pågældende ydelse.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den reducerede ejendomsværdiskat er overvejende til gavn for den halvdel af de ældre med de største formuer. Det skyldes dels, at ældre i de lavere formuedeciler i overvejende grad er lejere, dels at de højeste ejendomsværdier findes i de højeste formuedeciler. Også varmetillæg ydes i betydeligt omfang til ældre med relativt store nettoformuer i forholdsvis store boliger med en høj varmeudgift.

4.3. Virkningen af de enkelte regler

I dette afsnit beskrives blandt andet fordelingsvirkningerne af de enkelte regler. Ved tildelingen af de fleste sociale ydelser udgøres indkomstgrundlaget af den personlige indkomst tillagt positiv nettokapitalindkomst og aktieindkomst over 5.000 kr. I de øvrige kapitler og i afsnit 4.2 er det derimod den disponible indkomst, der lægges til grund for fordelingsanalyserne, jf. boks 2.4.

I figur 4.3 er de ældre fordelt efter størrelsen af indkomsten, der anvendes ved tildelingen af ydelserne.

Figur 4.3. Fordeling af over 67-årige efter indkomst, 2001

a. Enlige over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Anm.: Indkomsten er opgjort som summen af personlig indkomst, positiv nettokapitalindkomst samt aktieindkomst over 5.000 kr.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Målt på det anvendte indkomstbegreb er fordelingen af de enlige ældres indkomster meget koncentreret, idet næsten 60 pct. har indkomster mellem 100.000 og 125.000 kr. En meget lille andel af de enlige ældre har indkomster under 100.000 kr. 37 pct. af parrene har indkomster mellem 150.000 og 175.000 kr. En meget lille andel har indkomster under 150.000 kr.

I figur 4.4 er de ældre fordelt efter størrelsen af nettoformuen. Knap 30 pct. af de enlige ældre har nettoformuer mellem 0 og 50.000 kr. 37 pct. af de enlige har formuer på over ½ mio.kr. 40 pct. af parrene har nettoformuer over 1 mio.kr. En mindre del af parrene har nettoformuer under 250.000 kr.

Figur 4.4. Fordeling af over 67-årige efter formue, 2001

a. Enlige over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen.

4.3.1. Folkepension

Personer med dansk indfødsret, der er født den 1.7.1939 eller senere, har ret til folkepension fra det 65. år, hvis de har haft fast bopæl i Danmark og har boet her i mindst tre år mellem det 15. og det 65. år[1]. For personer, der er født før den 1.7.39 er folkepensionsalderen 67 år, og bopælskravet skal være opfyldt inden det 67. år.

Der udbetales fuld folkepension ved bopæl her i landet i mindst 40 år. Ved kortere bopælstid beregnes pensionen forholdsmæssigt. 10 års bopæl giver eksempelvis ret til 10/40 af den fulde pension. Folkepension består af et grundbeløb og et pensionstillæg.

Grundbeløb

Grundbeløbet udbetales som udgangspunkt til alle pensionister. Grundbeløbet er skattepligtigt og udgør i 2003 54.204 kr. om året. Grundbeløbet indtægtsreguleres alene på baggrund af pensionistens indtægter ved personligt arbejde, dvs. pensionsudbetalinger og renteindtægter mv. fører ikke til aftrapning af grundbeløbet. Ved en årlig arbejdsindkomst over 230.300 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag nedsættes grundbeløbet med 30 pct. af den del af indtægten, som overstiger 230.300 kr. årligt. Grundbeløbet er derfor helt bortreguleret ved en arbejdsindtægt over 410.900 kr. I figur 4.5 er vist grundbeløbets størrelse ved varierende arbejdsindkomst.

Figur 4.5. Indkomstregulering af folkepensionens grundbeløb, 2003

Figur_4_5

Pensionstillæg

Pensionstillægget udbetales til pensionister med begrænsede indtægter ved siden af pensionen. Pensionstillægget udgør i 2003 54.564 kr. til reelt enlige og 25.464 kr. til andre. Pensionstillægget er skattepligtigt og indkomstafhængigt. Indkomstgrundlaget for beregning af pensionstillægget opgøres på grundlag af de samme indkomstbegreber, som anvendes i skattelovgivningen, dvs. personlig indkomst, kapitalindkomst og aktieindkomst. Pensionstillægget nedsættes på baggrund af pensionistens og ægtefællens/samleverens samlede indtægter ud over den sociale pension.

For reelt enlige[2] nedsættes pensionstillægget med 30 pct. af den del af den supplerende indtægt, som overstiger 50.800 kr. Pensionstillægget bortfalder derfor ved en supplerende indtægt over 232.600 kr.

For andre nedsættes pensionstillægget med 30 pct. af den del af den samlede supplerende indtægt, som overstiger 102.000 kr. Hvis pensionistens ægtefælle også har ret til pensionstillæg, nedsættes pensionstillægget dog med 15 pct. for hver ægtefælle. Pensionstillægget bortfalder derfor ved en supplerende indtægt over 271.700 kr. for pensionistpar og 186.800 kr. for par med en pensionist.

For pensionister, hvis ægtefælle/samlever ikke modtager pension, ses der ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregningen af pensionstillægget bort fra halvdelen af ægtefællens/samleverens indtægter op til 159.000 kr. Figur 4.6 illustrerer sammenhængen mellem indtægtsgrundlaget og pensionisternes pensionstillæg/samlede folkepension.

Figur 4.6. Indkomstregulering af folkepensionens pensionstillæg, 2003

a. Aftrapning af pensionstillæg	b. Husstandens folkepension ved fuldt grundbeløb

De samlede udgifter til folkepension udgør ca. 61,6 mia.kr. i 2003.

4.3.2. Boligydelse

Boligydelse ydes som udgangspunkt som et skattefrit tilskud til lejere. Boligydelse kan også ydes til pensionister med ejerbolig som et lån og til pensionister med andelsbolig som et 60 pct. lån/ 40 pct. tilskud.

Boligydelse til pensionister beregnes fra 1. januar 2004 som 75 pct. af lejen med et tillæg på 4.700 kr., fratrukket 22,5 pct. af indkomsten over 111.600 kr.[3] Dog skal boligydelsesmodtageren altid selv betale mindst 11.800 kr. af lejen og mindst 11 pct. af sin indkomst. Grænsen for, hvornår boligydelse påvirkes af indkomstens størrelse, forøges fra 111.600 kr. med 29.400 kr. for hvert af det 2.–4. barn i husstanden.

Til husstanden medregnes samtlige beboere i lejligheden undtagen logerende. Støttemodtagerens hjemmeboende børn betragtes som børn, indtil de fylder 23 år.

Den indkomst, der ligger til grund for beregningen, er samtlige husstandsmedlemmers bruttoindtægt, primært i form af personlig indkomst og positiv nettokapitalindkomst. Derudover indgår 10 pct. af nettoformuen over 587.500 kr. og yderligere 10 pct. af formuen over 1.175.500 kr. i indkomstopgørelsen. Ved indkomstopgørelsen ses bort fra de første 15.700 kr. i hvert barns indkomst, som et lommepengebeløb barnet kan tjene, uden at forældrenes boligydelse påvirkes.

Den leje, der ydes boligydelse til, er normalt den leje, som betales. Dog beregnes boligstøtten af et forhøjet beløb, hvis lejeren udover lejen selv skal betale udgifter til fx vand eller vedligeholdelse, der kunne være opkrævet af udlejeren i huslejen, eller hvis lejeren har fjernvarme eller anden kollektiv varmeforsyning. Dermed ligestilles lejere, uanset hvad der indgår i huslejen. For ejere beregnes boligstøtten på grundlag af 80 pct. af renter og afdrag på lån i ejendommen samt ejendomsskatter og et standardbeløb til vedligeholdelse.

Boligydelse ydes maksimalt til lejen for et vist areal (bruttoetageareal dvs. inkl. opgang, svalegange, fællesrum, gavlvægge mv.). Der ydes boligstøtte til 65 m² for den første person i husstanden. Arealet forøges med 20 m² for hver person i husstanden herudover. En pensionist har dog ret til at få boligydelse til et uændret stort areal, hvis ægtefællen dør eller flytter på plejehjem eller i plejebolig, forudsat pensionisten ikke skifter bolig.

Boligydelse ydes til leje indtil et maksimum på 62.600 kr., der forhøjes med 5 pct. for hvert af de 4 første børn i husstanden. Boligydelsen kan som hovedregel maksimalt udgøre 33.036 kr. årligt. Der gælder dog ikke noget maksimum for lejens og boligydelsens størrelse, hvis en pensionist af kommunen anvises til en almen bolig eller en ældrebolig efter den tidligere ældreboliglov. Der gælder endvidere den regel, at kommunen kan afslå at yde støtte eller nedsætte støtten, hvis huslejen udgør en uforholdsmæssig stor andel af indkomsten.

Boligydelse er mere gunstig end boligsikring, som ydes til andre end folkepensionister. Disse gunstige regler for folkepensionister indebærer i forhold til andre, at:

Pensionister ikke er omfattet af ”15 pct. reglen”, som gælder for ikke-pensionister uden børn. 15 pct. reglen betyder, at ikke-pensionister uden børn maksimalt kan få boligsikring svarende til 15 pct. af boligudgiften.
Huslejen indgår med større vægt i beregningen af boligydelse end boligsikring. Boligydelsen beregnes således som 75 pct. af huslejen, mens der i forhold til boligsikring anvendes en medregningsprocent på 60 pct.
Ved beregning af boligydelse tillægges huslejen rent beregningsteknisk et beløb på 4.700 kr. årligt. I beregningen af boligsikring indgår alene den faktiske boligudgift.
Ydelsen gives ikke blot til lejere, men også til pensionister i private andelsboliger. Boligydelse til pensionister i andelsboliger udbetales med 40 pct. som tilskud og 60 pct. som lån. Der kan også udbetales boligydelse til boligejere i form af lån.
I tilfælde af at pensionistens ægtefælle/husstandsfælle dør eller samlivet ophører, idet ægtefællen/husstandsfællen optages i plejebolig eller lignende, dispenseres for arealnormen, hvilket giver mulighed for en højere boligstøtte. En tilsvarende dispensationsmulighed findes ikke for modtagere af boligsikring.
Mindsteegenbetalingen er i de fleste tilfælde lavere. Den skal mindst udgøre 11.800 kr. af lejen og mindst 11 pct. af indkomsten mod 18.800 kr. for modtagere af boligsikring.
Der er ikke et maksimumsbeløb for boligydelse og den støtteberettigede husleje, hvis pensionister af kommunen er anvist en ældrebolig eller en almen bolig.
Boligydelsen aftrappes dog med en højere procentsats af husstandsindkomsten end boligsikring (22,5 pct. i stedet for 18 pct.).

Forskellen mellem de to regelsæt er illustreret i figur 4.7. For relativt lave husstandsindkomster er boligstøtten op til fem gange så høj efter reglerne om boligydelse som efter reglerne for boligsikring.

Figur 4.7. Boligydelse og boligsikring som funktion af indkomst og boligudgift, 2004

Figur_4_7

Anm.: Boligudgiften i de viste eksempler udgør henholdsvis 36.000 kr. og 43.000 kr.

Betydningen af boligydelsesreglerne kan illustreres ved en familietypeberegning, der sammenligner 3 folkepensionister, som er udenindkomst udover folkepensionen, og hvor den eneste forskel er huslejens størrelse. Der er taget udgangspunkt i månedlige huslejer på henholdsvis 2.500 kr., 3.750 kr. og 5.000 kr. Den disponible indkomst efter bolig er ca. henholdsvis 65.000 kr. 64.000 kr. og 52.000 kr.

Tabel 4.2. Effekt af boligydelsesregler, 2004

Kr.	Lav husleje	Middel husleje	Høj husleje
Årlig husleje	30.000	45.000	60.000
Beregnet boligydelse	15.972	29.904	33.036
Disponibel indkomst efter nettoboligudgift	65.186	64.118	52.250
Forskel i disp. indk. i forhold til lav husleje	0	1.068	12.936

Kilde: Egne beregninger

Eksemplet viser, at boligstøtten virker endog meget udlignende på de ældres nettoboligudgifter. Der er således kun ca. 1.000 kr. til forskel i den disponible indkomst efter bolig mellem de to pensionister, der betaler henholdsvis lav og middel husleje, selv om der er tale om en huslejeforskel på 15.000 kr. om året. Forskellen i disponibel indkomst ved henholdsvis den højeste og den laveste husleje er ca. 13.000 kr. om året.

Som følge af boligydelsens indkomstafhængighed modtager ældre med relativt lav indkomst forholdsvis mere i boligstøtte end ældre med relativt høje indkomster, jf. figur 4.8. Boligydelsens aftrapningsprofil indebærer, at også pensionister med ganske høje indkomster kan modtage betydelige beløb i boligydelse. Andelen af enlige, der modtager boligydelse, er størst for indkomster mellem 100.000 og 125.000 kr., hvor den udgør godt 60 pct. Andelen af modtagere blandt enlige med indkomster under 100.000 kr. udgør derimod kun 30 pct. Det skal dog ses i lyset af, at relativt få enlige har indkomster under 100.000 kr.

Figur 4.8. Gennemsnitlig boligydelse og andel af modtagere og samlet udgift hertil fordelt efter indkomst, 2001

a. Enlige, over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Anm.: Indkomsten er opgjort som summen af personlig indkomst, positiv nettokapitalindkomst samt aktieindkomst over 5.000 kr.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Det er samtidig sådan, at en stor del af de ældre med de laveste disponible indkomster slet ikke modtager boligydelse, jf. tabel 4.3. Gennemsnitsbeløbet for de ældre med lave disponible indkomster, der modtager boligydelse, er lavere end gennemsnittet for modtagerne blandt de over 67-årige som helhed.

Tabel 4.3. Modtagere af boligydelse og gennemsnitsbeløb for ældre med de laveste disponible indkomster, 2001

	Enlige		Par, begge o. 67 år
Indkomst	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere
	Pct.	Kr.	Pct.	Kr.
A. Gruppe afgrænset ved indkomst alene
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	9	15.900	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	11	10.400	18	9.400
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat.	9	16.500	-	-

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	21	9.300	28	8.700

B. Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	-	-	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	26	9.300	28	9.300
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat	-	-	-	-

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	41	8.400	39	8.900

C. Alle enlige/samgifte over 67 år	49	22.000	23	17.100

Anm.: Disponibel indkomst, jf. boks 2.1. Afgrænsning af grupperne, jf. afsnit 3.6.

Note: ”-” angiver mindre end 15 observationer i stikprøven. Disse grupper omfatter forholdsvis få ældre, jf. tabel 3.9. Se i øvrigt tabel 3.12, hvoraf andelen af lejere i grupperne fremgår. Beløbsstørrelser er afrundet til nærmeste hundrede kr.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Der er en række forklaringer på, at andelen af modtagere blandt ældre med de laveste indkomster er relativt lav. For det første yder boligydelsen et betydeligt bidrag til omfordelingen mellem de ældre, jf. figur 4.1. En væsentlig forklaring på en meget lav indkomst kan således netop være, at man ikke modtager boligydelse. Hertil kommer, at en mindre del af de ældre i gruppen har boligudgifter under minimumsegenbetalingen. Andre er i gruppen med de laveste indkomster som følge af store negative nettokapitalindkomster, der ikke indgår i indkomstgrundlaget for udmåling af boligstøtte. Endelig kan nogle i gruppen have undladt at søge om boligstøtte, selvom de erberettiget dertil.

Da boligydelsen ikke er påvirket af formuer under 587.500 kr., er der ikke den store forskel i de modtagne beløb for enlige pensionister med en formue på op til ½ mio.kr., jf. figur 4.9. For formuer over ½ mio.kr. falder gennemsnitsydelsen en smule. Formuekriteriet giver sig dog især udslag i en faldende andel af modtagere. For par er der nogenlunde den samme tendens, dog falder ydelsens størrelse allerede ved formuer over 100.000 kr. på trods af, at afhængigheden af formue først sætter ind ved en betydeligt højere formue. For begge grupper af pensionister gælder dog, at hovedparten af den samlede boligydelse gives til personer med en formue under 50.000 kr.

Figur 4.9. Gennemsnitlig boligydelse og andel af modtagere og samlet udgift hertil fordelt efter formue, 2001

a. Enlige, over 67 år, formue	b. Par, begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Boligydelsen afhænger foruden af indkomsten også af boligudgiften, jf. figur 4.10. Med stigende boligudgift vokser den gennemsnitlige boligydelse.

Den største del af udgiften til boligydelse til folkepensionister gives til boligudgifter mellem 30.000 og 50.000 kr. årligt.

Udgifterne til boligydelse til folkepensionister udgør omtrent 4,8 mia.kr. i 2003. Opgøres folkepensionisternes særfordele i forhold til boligsikring til ikke-pensionister, herunder at der ikke tildeles boligsikring til ikke-pensionister i andels- og ejerboliger, udgør denne omtrent 3,6 mia.kr. Den samlede boligstøtteudgift til pensionisterne ville således udgøre ca. 1,2 mia.kr. i 2003, hvis boligstøtten til folkepensionisterne blev beregnet efter sikringsreglerne.

Figur 4.10. Sammenhæng mellem boligudgift og boligydelse til folkepensionister, 2001

Figur_4_10

Anm.: Gennemsnit af faktisk udbetalt boligydelse og andel af samlet udgift for de viste intervaller af boligudgifter. Fordelingen af modtagere svarer stort set til fordelingen af de samlede udgifter.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

4.3.3. Den personlige tillægsprocent

Varmetillæg og helbredstillæg til folkepensionister jf. afsnit 4.3.4 og 4.3.5, beregnes på baggrund af den personlige tillægsprocent. Den personlige tillægsprocent fastsættes på baggrund af såvel pensionistens som en eventuel ægtefælles/samlevers samlede indtægter ud over den sociale pension. For gifte eller samlevende pensionister er den personlige tillægsprocent 100, hvis pensionistens og ægtefællens/samleverens samlede indtægter ud over pensionen ikke overstiger et fradragsbeløb på 29.100 kr. årligt i 2003. For enlige er den personlige tillægsprocent 100, hvis den samlede indtægt ikke overstiger et fradragsbeløb på 14.700 kr.

For gifte eller samlevende pensionister nedsættes tillægsprocenten med 1 pct.enhed for hver 729 kr., som pensionistens og ægtefællens/samleverens samlede indtægter overstiger fradragsbeløbet for gifte/samlevende. For enlige pensionister nedsættes tillægsprocenten med 1 pct.enhed for hver 361 kr., som pensionistens indtægter overstiger fradragsbeløbet for enlige. Det betyder, at særydelser, som beregnes på baggrund af den personlige tillægsprocent, ikke udbetales, hvis gifte/samlevende har et indtægtsgrundlag på 102.000 kr. eller derover, og hvis enlige har et indtægtsgrundlag på 50.800 kr. eller derover. I figur 4.11 ses sammenhængen mellem den personlige indkomst og den personlige tillægsprocent.

Figur 4.11. Aftrapningen af den personlige tillægsprocent, 2003

Figur_4_11

Mens varmetillægget er uafhængigt af formueforholdene, kan helbredstillæg alene udbetales til pensionister, som har en personlig tillægsprocent, der er større end nul og en likvid formue, der er mindre end 53.100 kr. (i 2003). For pensionister, der er samlevende eller gift, opgøres den likvide formue for parret under ét. Ved likvid formue forstås indestående i pengeinstitutter, kursværdien af obligationer, aktier og investeringsforeningsbeviser, pantebreve i depot, kontant beholdning og andre værdipapirer.

I 2001 var der i alt godt 691.000 folkepensionister bosiddende i Danmark, jf. tabel 4.4. Heraf havde ca. 63 pct., svarende til 436.000 personer, en personlig tillægsprocent over 0 – og var dermed potentielt berettigede til varmetillæg – mens de resterende 37 pct., svarende til 255.000 personer, havde en tillægsprocent på 0 og dermed ikke var berettiget til varmetillæg.

Tabel 4.4. Folkepensionister fordelt på personlig tillægsprocent og likvid formue, 2001

Personlig tillægsprocent	Likvid formue under 50.100 kr.	Likvid formue over 50.100 kr.	I alt	Andel, pct.
	Antal personer
0	74.700	180.500	255.200	37
1-50	14.600	28.900	43.500	6
51-99	27.900	49.300	77.200	11
100	205.500	110.000	315.400	46
1-100 i alt	248.000	188.200	436.100	63
I alt	322.700	368.600	691.400	100
Andel, pct.	47	53	100

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Af de 436.000 folkepensionister med en tillægsprocent over 0 havde ca. 248.000 en likvid formue under 50.100 kr. og var dermed potentielt berettigede til at modtage helbredstillæg. De resterende godt 188.000 folkepensionister med en tillægsprocent over 0, men en likvid formue over 50.100 kr., var ikke berettigede til varmetillæg.

4.3.4. Personlige tillæg til varmeudgifter

Pensionister kan modtage varmetillæg til delvis dækning af varmeudgifter over 3.500 kr. årligt for enlige og 5.250 kr. for gifte/samlevende pensionister. Varmetillæg kan alene ydes til de egentlige opvarmningsudgifter, dvs. udgifter til køb af el, gas, olie og andre brændselsformer.

Efter de gældende regler foretages der derfor et standardfradrag på 10 pct. af varmeregningen for drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for pensionister med kollektiv varmeforsyning, og der foretages en samordning med kompensationen efter boligsstøttereglerne.

Varmetillæg er skattefrit og ydes både til lejere og ejere efter ansøgning. Varmetillægget, der beregnes i forhold til gennemsnittet af de seneste tre års opvarmningsudgift (beregningsgrundlaget), udgør summen af:

¾ af den del af beregningsgrundlaget, der ligger over egenbetalingen og op til 9.800 kr.,
½ af den del af beregningsgrundlaget, der ligger over 9.800 kr. og op til 12.800 kr., og
¼ af den del af beregningsgrundlaget, der ligger over 12.800 kr. og op til 15.900 kr.

Det beregnede varmetillæg udbetales med størrelsen af den personlige tillægsprocent. Er den personlige tillægsprocent eksempelvis 50, udbetales halvdelen af det beregnede varmetillæg. I figur 4.12 ses størrelsen af varmetillæg som en funktion af varmeudgiften ved en personlig tillægsprocent på 100.

Figur 4.12. Sammenhæng mellem varmeudgifter og varmetillæg, 2003

Figur_4_12

Varmetillægget kan højest udgøre 5.688 kr. for gifte/samlevende og 7.000 kr. for enlige om året.

Dette maksimum gælder dog ikke for pensionister, der ved udgangen af 1987 modtog varmetillæg og har bopæl i samme kommune som dengang. For disse pensionister gælder en overgangsregel, hvorefter de får varmetillæg efter de dengang gældende regler, der var fastsat af den enkelte kommune, såfremt en sådan beregning giver et større beløb end en beregning efter de nugældende regler. Dette bevirker også, at der er pensionister, som får varmetillæg, selvom deres personlige tillægsprocent er 0.

I figur 4.13 er vist en fordeling af de gennemsnitlige varmetillægsudbetalinger til ældre, der får udbetalt varmetillæg. Det er ældre med indkomster op til 125.000 kr. for enlige og 175.000 kr. for par, der modtager de største varmetillæg. Kun meget få ældre med en indkomst over 150.000 kr. for enlige og 250.000 kr. for samlevende modtager varmetillæg.

Figur 4.13. Gennemsnitligt varmetillæg og andel af modtagere og samlet udgift hertil fordelt efter indkomst, 2001

a. Enlige over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Anm.: Indkomsten er opgjort som summen af personlig indkomst, positiv nettokapitalindkomst samt aktieindkomst over 5.000 kr.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Der er en tendens til, at en lidt større andel af grupperne af ældre med de laveste disponible indkomster modtager varmetillæg end blandt de ældre som helhed, jf. tabel 4.5. Det gennemsnitlige beløb for modtagerne er dog omtrent det samme i grupperne med de laveste indkomster som blandt hele ældregruppen.

Tabel 4.5. Modtagere af varmetilllæg og gennemsnitsbeløb for ældre med de laveste disponible indkomster, 2001

	Enlige		Par, begge o. 67 år
Indkomst	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere
	Pct.	Kr.	Pct.	Kr.
A. Gruppe afgrænset ved indkomst alene
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	16	2.400	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	33	1.800	41	2.500
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat.	19	2.300	31	3.300

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster.	35	2.000	47	2.500

B. Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	-	-	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten.	34	2.200	45	2.600
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat	27	2.600	-	-

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	40	2.200	48	2.400

C. Alle enlige/samgifte over 67 år	35	2.500	32	2.400

Anm.: Disponibel indkomst, jf. boks 2.1. Afgrænsning af grupperne jf. afsnit 3.6.

Note: ”-” angiver mindre end 15 observationer i stikprøven. Disse grupper omfatter forholdsvis få ældre, jf. tabel 3.9. Se i øvrigt tabel 3.12, hvoraf andelen af ejere i grupperne fremgår. Beløbsstørrelser er afrundet til nærmeste hundrede kr.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen

I overensstemmelse med at varmetillægget er formueuafhængigt, er andelen af modtagere af varmetillæg stort set uafhængig af formuen, bortset fra formuer over 1 mio.kr., jf. figur 4.14. Endvidere er det gennemsnitlige varmetillæg størst for ældre med de største formuer. En stor del af udgiften til varmetillæg går til enlige med en formue mellem 0 og 50.000 kr., fordi en stor del af de enlige har formuer i dette interval. Disse er i overvejende grad lejere. Der er ligeledes en stor andel af udgiften til varmetillæg, der tilfalder enlige med en formue på over 500.000 kr. og par med formuer på mellem ½ og 1½ mio.kr. Det skyldes, at en stor del af disse er ejere, der bor i forholdsvis store boliger, som har en høj varmeudgift.

Figur 4.14. Gennemsnitligt varmetillæg og andel af modtagere og samlet udgift hertil fordelt efter formue, 2001

a. Enlige over 67 år, formue	b. Par, begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

De samlede udgifter til varmetillæg forventes i 2003 at være på 510 mio.kr.

4.3.5. Helbredstillæg og personlige tillæg i øvrigt

Pensionister kan søge om helbredstillæg. Helbredstillæg ydes til dækning af pensionistens egne udgifter til medicin, tandlæge, fysioterapi, kiropraktor og psykologhjælp. Der kan kun ydes tilskud til de typer medicin og behandling, som sygesikringen giver tilskud til.

Pr. 1. januar 2003 er reglerne om helbredstillæg blevet udvidet til også at omfatte dækning af udgifter til tandproteser, briller og fodbehandling. Disse nye udgiftstyper er ikke omfattet af den offentlige sygesikring, og kommunen skal derfor i hvert enkelt tilfælde foretage en vurdering af, om der er tale om en nødvendig udgift.

Helbredstillægget dækker 85 pct. af pensionistens egen andel af udgiften for pensionister med en personlig tillægsprocent på 100. Helbredstillæggets dækning aftager i takt med den personlige tillægsprocent. Helbredstillæg kan dog ikke udbetales til pensionister, hvis den likvide formue er større end 53.100 kr. Der er mulighed for at søge om personligt tillæg til dækning af den resterende egenbetaling, jf. nedenfor.

Helbredstillæg er således målrettet pensionister med en relativ lav indkomst og tilsvarende lav likvid formue. Da helbredstillægget udbetales til dækning af konkrete udgifter, er der tale om et skattefrit beløb.

Der må forventes at være stor spredning i de udbetalte beløb blandt de økonomisk svagest stillede ældre, idet tildelingen forudsætter, at der skal afholdes konkrete udgifter. I det omfang ældre har hyppigere behov for tandproteser, nye briller, medicin og lignende, betyder helbredstillægget i lighed med de sundhedsrelaterede ydelser, at de ældres forbrugsmuligheder, der er beskrevet ovenfor, ikke indskrænkes på trods af, at der er en række udgiftskrævende risici, som stiger i takt med alderen.

Personlige tillæg

Pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige, kan tilkendes et personligt tillæg. Tillægget ydes efter ansøgning til dækning af nødvendige og rimelige udgifter. Der er ikke i lovgivningen fastlagt begrænsninger med hensyn til, hvilke formål tillægget kan ydes til eller størrelsen af tillægget. Det er den enkelte kommune, der træffer afgørelse efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold – dvs. alle indtægter og formue. Personligt tillæg ydes uafhængigt af den personlige tillægsprocent. Personlige tillæg ydes kun, hvis det økonomiske behov ikke kan dækkes på anden måde.

Personlige tillæg er skattefri, da de udbetales til hel eller delvis dækning af en konkret udgift.

I 2003 skønnes den offentlige udgift til personlige tillæg (inkl. Førtidspensionister) til ca. 900 mio.kr. Heraf skønnes udgiften til helbredstillæg at udgøre 2/3 svarende til 600 mio.kr.

4.3.6. Tillæg som følge af højt kommunalt skatteniveau

Folkepensionister bosiddende i kommuner med særlig høj skatteprocent kan få kompensationen for den ekstra høje skattebetaling. Kompensationen ydes alene på baggrund af den lokale kommune-, amts- og kirkeskatteprocent. Tillægget, der udbetales én gang årligt som et skattefrit beløb, er uafhængigt af pensionistens indkomst og er således ikke målrettet de økonomisk svagest stillede ældre. Kompensationen er under afvikling, idet den udløsende skatteprocent hvert år forhøjes med 0,4 pct.enheder. I 2003 udgør tillægget 59 kr. for enlige og 34 kr. for andre pr. 0,1 pct.enhed, hvormed skatteprocenten overstiger 33,8 pct.

På finansloven for 2003 skønnes tillægget at koste 133 mio.kr.

4.3.7. Den supplerende engangsydelse til folkepensionister i 2003

I 2003 har folkepensionister uden andre indtægter end folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg kunnet få udbetalt en supplerende engangsydelse pr. person på op til 5.000 kr. Ydelsen er skattepligtig og aftrappes med 100 pct. af pensionistens og en eventuel ægtefælle/samlevers personlige indkomst ud over grundbeløbet og pensionstillæg. Udbetaling af den supplerende engangsydelse forudsatte endvidere, at pensionisten og dennes ægtefælle/samlever ikke havde samlet likvid formue, der oversteg 53.100 kr. I alt skønnes det, at knapt 105.000 folkepensionister modtog ca. 337 mio.kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig udbetaling før skat på 3.217 kr.

Der foreligger endnu ikke centralt registrerede oplysninger om de faktiske modtagere i 2003 af den supplerende engangsydelse, men i figur 4.15 er vist en fordeling af den supplerende engangsydelse på indkomst- og formuedeciler med udgangspunkt i oplysninger om de ældres indkomster og formuer i 2001. Figur 4.15 viser således, hvordan engangsydelsens fordelingsprofil ville have været, hvis ydelsen havde eksisteret i 2001.

Ved fordeling af ydelsen efter det indkomstgrundlag, der anvendes for tildelingen, modtager kun personer i de laveste indkomstdeciler engangsydelse. I første indkomstdecil modtager over 80 pct. af de enlige og knap 60 pct. af parrene engangsydelse. I gennemsnit modtager alle enlige og par i første indkomstdecil knap 4.000 kr. Formuekriteriet er den væsentligste årsag til, at ikke alle i første indkomstdecil modtager ydelsen. Herudover er der i første indkomstdecil mange brøkpensionister, som ikke er berettigede til den fulde folkepension og dermed også kun er berettigede til en andel af engangsydelsen, samt personer som slet ikke er berettiget til folkepension og dermed heller ikke til engangsydelsen. Endvidere vil personer med forholdsvis høj indkomst i forhold til tildelingskriteriet for engangsydelsen, men med store nettokapitaludgifter, - som ikke påvirker tildelingskriteriet – kunne have en relativ lav disponibel indkomst.

Figur 4.15. Supplerende éngangsydelse til folkepensionister fordelt efter indkomst- og formuedeciler i 2001

a. Enlige, indkomst=tildelingskriterium	b. Par¹⁾ , indkomst=tildelingskriterium

c. Enlige, indkomst=disponibel indkomst	d. Par¹⁾, indkomst=disponibel indkomst

e. Enlige, formuedeciler	f. Par¹⁾, formuedeciler

Anm.: Figuren viser den gennemsnitlige ydelse beregnet på basis af alle i decilet samt andelen af modtagere i decilet.

Note : 1) Begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Fordelt efter disponibel indkomst, jf. boks 2.2, udgør andelen af modtagere blandt enlige i de fem første indkomstdeciler 35-40 pct. I 6.-8. decil udgør andelen 10-40 pct. Andelen af modtagere blandt par udgør 35 pct. i 1. indkomstdecil faldende til 9 pct. i 4. indkomstdecil. Der findes også par i 5. og 6. indkomstdecil, der modtager engangsydelse. I gennemsnit modtager enlige i 1. decil knap 1.500 kr. For parrene er tallet tilsvarende godt 1.900 kr.

Forskellen i forhold til fordelingen efter indkomstgrundlag skyldes hovedsalig boligydelsen og lejeværdikorrektionen, der ikke indgår i tildelingskriteriet.

Blandt de 30 pct. enlige ældre med de laveste formuer modtager ca. halvdelen engangsydelse, og i gennemsnit modtager de 30 pct. med de laveste formuer godt 1.700 kr. I de højere formuedeciler falder andelen af modtagere kraftigt, men der er en bemærkelsesværdig top i 7. formuedecil, hvor godt 20 pct. modtager engangsydelse. Det kan henføres til, at ejendomsformue ikke indgår i udmålingskriteriet. En tredjedel af parrene i 1. formuedecil modtager engangsydelse. Andelen i 2.-5. formuedecil er væsentlig lavere, 20-40 pct. I 7.-10. formuedecil modtager stort set ingen engangsydelse.

Andelen af ”potentielle” modtagere af engangsydelse i 2001 blandt alle med indkomster under 60 pct. af medianindkomsten, udgør 40-50 pct., jf. tabel 4.6.

Det er således under halvdelen i disse grupper, der ville kunne modtage ydelsen i 2001. I gennemsnit ville de enlige kunne få ca. 3.500 kr. og parrene 5-6.000 kr. Tallene skal sammenholdes med, at 22 pct. af de enlige folkepensionister og 9 pct. af parrene ville kunne få ydelsen i 2001.

Tabel 4.6. Engangsydelse og gennemsnitlige beløb for ældre med de laveste disponible indkomster, 2001

	Enlige		Par, begge o. 67 år
Indkomst	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere
	Pct.	Kr.	Pct.	Kr.
A. Gruppe afgrænset ved indkomst alene
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	22	3.800	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	41	3.500	43	5.800
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat	29	3.900	41	7.100

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	39	3.500	40	5.500

B. Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	-	-	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	53	3.300	47	5.800
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat.	43	4.000	-	-

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	47	3.400	43	5.200

C. Alle enlige/samgifte over 67 år	22	3.300	9	5.000

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

4.3.8. Betaling for ophold på plejehjem

Beboere på plejehjem og i beskyttede boliger modtager normalt pension og betaler for deres ophold på plejehjem. Betalingen afhænger såvel af boligens omkostninger som af beboerens indkomstforhold. Den samlede betaling opgøres som 10 pct. af boligens omkostninger + 10 pct. af husstandsindkomst op til 141.100 kr. + 20 pct. af husstandsindkomst over 141.100 kr.

Boligens omkostninger bliver opgjort som driftsudgifter til boligen (ekskl. renter og afdrag på lån) + 10 pct. af den offentlige ejendomsvurdering. De samlede omkostninger forbundet med plejehjemmene bliver opdelt på en servicedel og en boligdel, hvorefter boligdelen bliver fordelt på de enkelte boliger efter arealstørrelse. Kommunerne har mulighed for at nedsætte betalingen i de tilfælde, hvor 10 pct. af den offentlige ejendomsvurdering overstiger de faktiske boligudgifter (renter og afdrag på lån i boligen). Nedsættelsen kan dog maksimalt svare til forskellen mellem 10 pct. af ejendomsvurderingen og de faktiske boligudgifter.

Betalingen afhænger derudover af husstandsindkomsten. For enlige pensionister nedsættes husstandsindkomsten med 30.700 kr. Derudover er der en særlig regel for pensionistpar. Disse får nedsat deres boligbetaling med 25 pct. Denne rabat nedsættes med 1 pct. for hver 3.655 kr., som den samlede indkomst overstiger den sociale pension.

Beboere på plejehjem modtager ikke boligydelse. Det skyldes, at betalingsreglerne afspejler boligstøttereglerne, således at betalingen for opholdet på plejehjem og i beskyttede boliger stort set svarer til nettoudgiften efter boligstøtte i en almen ældrebolig. Reglerne om betaling for ophold på plejehjem bevirker således, at betalingen nedsættes for pensionisten stort set svarende til værdien af boligstøtte.

4.3.9. Børnetilskud

Der ydes ordinært børnetilskud til folkepensionister, når begge et barns forældre modtager folkepension. Der ydes endvidere et særligt børnetilskud, når en af eller begge barnets forældre modtager folkepension eller førtidspension[4].

Det ordinære børnetilskud udgør i 2003 4.040 kr. årligt og det særlige børnetilskud 10.308 kr. årligt. Til det særlige børnetilskud kommer et tillæg på 1.332 kr. årligt såfremt begge forældre modtager folkepension eller førtidspension. Tilskuddene er skattefrie beløb.

Det særlige børnetilskud til en pensionistfamilie nedsættes, når familiens indtægt overstiger indtægtsgrænsen for bortfald af pensionstillægget. Det særlige børnetilskud nedsættes med 3 pct. af den del af indtægten, der overstiger det beløb, hvormed pensionstillægget bortfalder.

Det særlige børnetilskud til en pensionist bortfalder, hvis der kan fastsættes bidrag efter lov om børns forsørgelse. I så fald vil den bidragspligtige kunne få det særlige børnetilskud, hvis pågældende er pensionist.

Det er meget få folkepensionister, der modtager børnetilskud. Udgiften til børnetilskud til folkepensionister er derfor yderst beskeden.

4.3.10. Reduceret ejendomsværdiskat

Ejere, der er fyldt 65 år, får nedsat den beregnede ejendomsværdiskat med et pensionistnedslag, der udgør 4 promille af ejendomsværdien, dog maksimalt 6.000 kr. for helårsboliger og 2.000 kr. for fritidsboliger.

Pensionistnedslaget er indkomstafhængigt og aftrappes med 5 pct. af den del af den personlige indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst samt aktieindkomst udover 5.000 kr., der samlet overstiger 148.500 kr. i 2003. For ægtepar, hvor aktieindkomst udover 10.000 kr. indgår i indkomstgrundlaget, er grænsen 228.500 kr. i 2003. I figur 4.16 ses eksempler på størrelsen af reduktionen af ejendomsværdiskatten som funktion af ejendommens værdi for enlige pensionister med årlige indkomster på henholdsvis 108.768 kr. – svarende til den fulde folkepension uden supplerende indkomster - 200.000 kr. og 250.000 kr.

Figur 4.16. Eksempler på reduktion af ejendomsværdiskatten for enlig pensionist i helårsbolig, 2003

Figur_4_16

For pensionister begrænses den årlige stigning i ejendomsværdiskat, således at ejendomsværdiskatten maksimalt kan stige 500 kr., dog altid 20 pct. fratrukket 900 kr.

Som følge af ejendomsværdiskattestoppet fra og med 2002 vil begrænsningsreglerne kun få betydning i meget specielle tilfælde og først efter nogle år, såfremt der kommer markante ejendomsværdistigninger efter et eller flere år med fald. Udgiften til reduceret ejendomsværdiskat kan opgøres til ca. 550 mio.kr. i 2003.

Af figur 4.17 fremgår, hvilke indkomstgrupper, der har glæde af den reducerede ejendomsværdibeskatning. Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem indkomsten og nedslaget i ejendomsværdibeskatningen.

Figur 4.17. Gennemsnitlig reduktion i ejendomsværdiskat som følge af pensionistnedslaget og andel af modtagere og samlet provenutab fordelt efter indkomst, 2001

a. Enlige, over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Der er relativt få blandt de enlige ældre med de laveste indkomster, der har glæde af den reducerede ejendomsværdibeskatning, jf. tabel 4.7. Det skyldes især, at andelen i ejerbolig er lav.

Tabel 4.7. Modtagere af pensionistnedslag i ejendomsværdiskatten og gennemsnitsbeløb for ældre med de laveste disponible indkomster, 2001

	Enlige		Par, begge o. 67 år
Indkomst	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere	Andel mod-tagere	Gns. beløb, mod-tagere
	Pct.	Kr.	Pct.	Kr.
A. Gruppe afgrænset ved indkomst alene
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	25	2.500	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	15	2.100	32	1.700
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat	26	2.300	32	1.700

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster	17	2.000	32	1.700

B. Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten	-	-	-	-
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten	14	2.200	32	1.600
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat	32	2.300	-	-

Blandt de 10 pct. med laveste indkomster.	16	1.900	28	1.600

C. Alle enlige/samgifte over 67 år.	29	2.400	30	2.300

Anm.: Disponibel indkomst jf. boks 2.1. Afgrænsning af grupperne, jf. afsnit 2.6.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Sættes den reducerede ejendomsværdibeskatning i forhold til de ældres formueforhold, fremgår det ikke overraskende, at ældre med de største formuer får størst nedslag i ejendomsværdiskatten, jf. figur 4.18. Årsagen er en tæt sammenhæng mellem ældres boligformue og nettoformue. De mest formuende ældre bor således i de dyreste boliger og får derfor størst glæde af pensionistnedslaget.

Mere end halvdelen af det mistede provenu som følge af pensionistnedslaget går således til ældre, enlige eller par, med en formue på over en mio.kr. Andelen af modtagere er ligeledes størst for formuer på over 1 mio.kr. Selv ved formuer på over 3 mio.kr. er der en betydelig andel, der modtager nedslag i ejendomsværdiskatten. Det er dog en relativt lille andel af de ældre, der har så høj en formue, jf. figur 4.4.

Figur 4.18. Mistet provenu fra ejendomsværdiskat som følge af pensionistnedslaget og andel af samlet provenutab fordelt efter formue, 2001

a. Enlige, over 67 år	b. Par, begge over 67 år

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

4.3.11. Mulighed for indefrysning af ejendomsskatter

Boligejere har ret til at optage lån hos kommunen til betaling af ejendomsskatterne (også kaldet indefrysning af ejendomsskatter), såfremt ejeren eller dennes ægtefælle er fyldt 65 år. Låneadgangen omfatter den kommunale og den amtskommunale grundskyld. Ejendomsværdiskatten er derimod ikke omfattet af låneordningen.

Det er en betingelse, at ejeren giver kommunen sikkerhed for lånet gennem et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev med panteret inden for ejendomsværdien. Tinglysningsafgiften for skadesløsbrevet skal ifølge en særregel i tinglysningsafgiftsloven betales af kommunen.

Lån ydes derefter ved, at ejendomsskatterne ikke opkræves. I stedet anses ejendomsskatterne for betalt ved, at der, efterhånden som de forfalder til betaling, løbende tilskrives kommunen et tilsvarende lånebeløb, der har sikkerhed i skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet. Lånene forrentes med en årlig rente, der svarer til halvdelen af Nationalbankens diskonto den 1. oktober i det foregående år. Der er ikke fradragsret i indkomstopgørelsen for de tilskrevne renter.

Kommunernes samlede udestående ifølge låneordningen var ultimo 2001 ca. 2,1 mia.kr. Der foreligger ikke en sikker opgørelse over det tilsvarende beløb for amtskommunerne.

4.3.12. Tilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger

Efter denne ordning kan pensionister, der modtager varmetillæg, søge om tilskud til at gennemføre energibesparende foranstaltninger i boligen.

Tilskud ydes som udgangspunkt til ejere af tilskudsberettigede boliger, men kan også for enkelte foranstaltningers vedkommende ydes til lejere og andelshavere.

Der ydes tilskud til energibesparende foranstaltninger vedrørende rumopvarmning og varmt brugsvand, hvis foranstaltningen er:

anbefalet i en energiplan som besparelsesforslag, jf. Lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger og Bekendtgørelse om energimærkning mv. i bygninger, eller
anført på positivlisterne over tilskudsberettigede energibesparende foranstaltninger, herunder også foranstaltninger i små ejendomme (under 1.500 m²), hvis foranstaltningen er anbefalet som rentabel af en godkendt energikonsulent.

Tilskuddet kan ydes til energibesparende foranstaltninger som fx isolering af tage/lofter, gulve, ydervægge samt af uisolerede varmtvandsbeholdere, centralvarmekedler og varmerør, tætningslister, tætning af utætte fuger og samlinger, forsatsruder på vinduer med 1 lag glas, radiatortermostatventiler samt automatik til natsænkning.

Tilskud ydes med 50 pct. af de godkendte tilskudsberettigede udgifter. De samlede tilskud pr. bolig kan i alt højst udgøre 25.000 kr. Der kan årligt søges om statstilskud på ca. 44 mio.kr. til energibesparende foranstaltninger.

Ordningen er således målrettet pensionister, der opfylder betingelserne og har søgt om varmetillæg, men afhænger i øvrigt ikke af pensionistens indkomst eller formueforhold. Gennemførelse af energibesparende foranstaltninger kan desuden betyde, at udbetalingen af varmetillæg reduceres, som følge af forbedringen.

4.3.13. Nedsat licens, transportrabat samt rabatordninger i kulturtilbud

Nedsat licens

Pensionister kan søge om fritagelse for radiolicens og nedsættelse til halv fjernsynslicens. Det er en betingelse, at pensionisten har en personlig tillægsprocent på 100. I 2003 er den årlige licensbetaling for farve-TV 2.080 kr. Den årlige besparelse for pensionister med en personlig tillægsprocent på 100 er derfor 1.040 kr. Nedsat licens giver samlet pensionisterne en lettelse på 345 mio.kr. inkl. moms.

Transportrabat

I hovedstadsområdet tilbyder DSB og HT særlige pensionistkort til personer, der er fyldt 65 år (67 år). Uden for hovedstadsområdet yder DSB på de fleste strækninger rabat til personer, der er fyldt 65 år (67 år). Endvidere har de lokale og regionale trafikselskaber rabatordninger for ældre.

Det er umiddelbart svært at opgøre, hvor stor en værdi rabatten på de kollektive transportmidler har for den enkelte ældre.

DSB får i 2003 et bloktilskud på 116,7 mio.kr. fra Socialministeriets område på finansloven, heraf forudsættes ca. 75 pct. afsat til personer på 65 år og derover, svarende til ca. 88 mio.kr.

Rabatordninger på museer og teatre mv.

De statslige museer og de fleste statsstøttede museer har rabatordninger for pensionister. Det Kongelige Teater har ligeledes en rabatordning for personer over 65 år (67 år).[5]

[1] Flygtninge, personer fra lande Danmark har overenskomst med, og borgere fra andre EU/EØS lande, samt personer, der har haft bopæl i Danmark i mindst 10 år, kan også modtage folkepension.

[2] Samlevende betragtes som enlige, når pensionen er tilkendt før 1. marts 1999 og samlivsforholdet er påbegyndt før denne dato, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 914 af 16. december 1998.

[3] I perioden 1999-2003 er reglerne om boligydelse gradvist ændret. Reglerne, der er gældende i 2003 er derfor sidste led i overgangsordningen, hvorfor det her er valgt at beskrive de permanente regler, der vil være gældende fra og med 2004.

[4] Der ydes kun ordinært og særligt børnetilskud, hvis den ene eller begge forældre er førtidspensionister efter de før 1. januar 2003 gældende regler.

[5] Ifølge Kulturministeriet er der ikke lavet en sammenhængende rapport, der afdækker betydningen af rabatordninger til ældre.

Forrige9 af 17Næste

Top

Indholdsfortegnelse

Download publikation som PDF