5. Ældreservice og ældres forbrug af sundhedsservice

5.1. Indledning

I kapitel 2 blev de ældres forbrugsmuligheder belyst ud fra indkomst- og formueforhold. Disse forhold beskriver imidlertid ikke fuldt ud forbrugs­mulighederne for den enkelte. Det offentlige stiller således en række servi­ceydelser til rådighed for de ældre blandt andet i form af sundhedsydelser, plejehjemspladser og hjemmehjælp. Disse ydelser bør tages i betragtning i en samlet vurdering af de ældres økonomiske situation. I dette kapitel be­tragtes de ældres forbrug af sundhedsydelser og ældreservice.

Boks 5.1. Hovedresultater  

De over 67-årige er den aldersgruppe, som har størst fordel af de samlede offentlige servicetilbud, idet de af naturlige årsager nyder godt af en stor del af sundheds- og ældreplejeydelserne. De ældre er i højere grad end den øvrige befolkning afhængige af et velfunge­rende offentligt sygehusvæsen med kvalitet i behandlingen og korte ventelis­ter. Denne afhængighed forstærkes yderligere af de nuværende ældres begræn­sede muligheder for at tegne private sygdomsforsikringer. De senere års tilførsel af øgede ressourcer til det offentlige sundhedsvæsen er i særlig grad kommet de ældre til gavn. Et velfungerende sygehusvæsen har ikke blot stor betydning for de ældres samlede velfærd, men i særdeleshed for velfærden for de økonomisk svagest stillede blandt de ældre, idet de benytter sygehusene mest. Det skønnes, at der blev brugt 25,4 mia.kr. på ældreservice i 2002. Dette sva­rer til en gennemsnitlig udgift på 36.300 kr. pr. person på 67 år og derover.

I afsnit 5.2 diskuteres betydningen af skattefinanseringen af offentlige serviceydelser til ældre. Derefter betragtes de ældres forbrug af henholds­vis sundhedsydelser og ældreservice i afsnit 5.3 og 5.4.

5.2. Betydningen af skattefinansieringen af service­ydelser

De ældre har, i lighed med den øvrige befolkning, mulighed for at benytte en række offentlige servicetilbud, der, som hovedregel, stilles gra­tis til rådighed for brugerne. De ældres samlede forbrugsmuligheder kan derfor i udvidet form opgøres inklusiv de kronebeløb, som produktionen af de enkelte serviceydelser koster. Fordelingen af den disponible indkomst tillagt forbrug af offentlig service kan ikke ses som et udtryk for, at des stør­re den enkeltes behov for eksempelvis sundhedsydelser, des større dennes ”forbrugsmulighed” og dermed velfærd. De færreste vil således forbinde forbrug af sygehusydelser med øget velfærd.

Men i fraværet af skattefinansieret offentlig service ville de ældre skulle forsikre sig til rettigheder til sundhedsydelser og foretage en forudgående opsparing for at kunne betale for fx hjemmehjælp. Dette modsvares af, at skattebetalingen ville være mindre. Det ville dog ikke være sådan, at for­delingsprofilen af skattebesparelsen ville svare til fordelingsprofilen af for­sikringsbetalinger. Eksistensen af skattefinansieret service indebærer såle­des et element af omfordeling mellem grupper med forskellig indkomst og risiko for brug af sygehusydelser m.m.

Retten til at modtage offentlige serviceydelser betyder imidlertid, at de forbrugsmuligheder, der er beskrevet i kapitel 2, ikke indskrænkes af, at behovet for en række serviceydelser stiger med alderen. Derfor er det relevant som supplement at vurdere de ældres samlede forbrugsmulighe­der ved at indregne værdien af forbruget af offentlig service. Den samlede forbrugsmulighed kan således opgøres som disponibel indkomst tillagt forbruget af offentlig service fratrukket betalingen af afgifter og ejendoms­skatter[1].

Den offentlige service gavner først og fremmest de grupper, der nyder godt af de store offentlige serviceydelser såsom uddannelses- og børnepas­ningstilbud samt sundheds- og ældreplejeydelser, jf. figur 5.1. Inddragel­sen af offentlig service i beskrivelsen af det samlede forbrug viser således en kraftig omfordeling af forbruget mellem befolkningsgrupper i forskel­lige aldre.

De over 67-årige er den aldersgruppe, som har størst fordel af de samlede offentlige servicetilbud, idet de af naturlige årsager nyder godt af en stor del af sundheds- og ældreplejeydelserne. Forbruget af disse ydelser ervæsentligt større end den disponible indkomst efter afgifter for de ældste aldersgrupper.

Figur 5.1. Forbrugsmuligheder fordelt efter alder, 2000  

a. Forbrug af offentlige serviceydelser	b. Disponible indkomst tillagt forbrug af offentlig service

Anm.: Personer over 17 år er fordelt efter ækvivaleret disponibel indkomst. Øvrig service dækker over eksempelvis kulturtilbud, offentlig transport, støttet boligbyggeri m.m.

Kilde: Fordeling og incitamenter, Finansministeriet, 2002.

5.3. Ældres forbrug af offentlige sundhedsydelser

Sygehusydelserne udgør langt størstedelen af de samlede sundhedsudgifter pr. indbygger – omkring 75 pct. Aldersgruppen over 67 år, der udgør 13 pct. af befolkningen, forbruger godt 35 pct. af sygehusydelserne. Forbru­get af sundhedsydelser stiger generelt med alderen, jf. figur 5.2.

De ældre er derfor i højere grad end den øvrige befolkning afhængige af et velfungerende offentligt sygehusvæsen med kvalitet i behandlingen og korte ventelister. Denne afhængighed forstærkes yderligere af ældres be­grænsede muligheder for at tegne private sygdomsforsikringer.

Der har i de senere år været en stærk stigning i andelen af befolkningen, der er dækket af private forsikringsordninger. En stigende del af befolk­ningen har dermed blandt andet forsikret sig mod risikoen for at vente på behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Dansk Institut for Sundheds­væsen anslår således, at ca. 250.000 personer i dag er dækket af arbejdsgi­verbetalte sygdomsforsikringer.

Befolkningen over 60 år har imidlertid på nuværende tidspunkt ikke samme forsikringsmuligheder som den øvrige befolkning. Sundhedsfor­sikringer kan således som hovedregel kun tegnes, hvis man endnu ikke er fyldt 60 år. Kvaliteten i det offentlige sygehusvæsen må således siges at udgøre en vigtig parameter for de ældres samlede velfærd.

Figur 5.2. Fordeling af forskellige typer offentlig service efter alder, 2000

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Figuren illustrerer den relative aldersfordeling af udgifterne til den enkelte ser­viceydelse, men ikke udgifternes absolutte niveau.

Kilde: Fordeling og incitamenter, Finansministeriet, 2002.

Generelt benytter ældre med de laveste indkomster sygehusene væsentligt mere end ældre med de højeste indkomster, jf. figur 5.3. Antallet af sengedage er således godt 30 pct.enheder højere for ældre med en bruttoindkomst, der er mindre end 100.000 kr., end for ældre med en bruttoindkomst, der er højere end 200.000 kr.

Figur 5.3. Sammenhængen mellem indkomst og brugen af sygehuse  

a. Andel af ældre, der har været indlagt i løbet af året, fordelt efter bruttoindkomst, 2001.	b. Indeks for sengedage blandt ældre over 67 år opdelt på bruttoindkomst, standar­diseret for køn og alder, 2001, 100=gen­nemsnitforbruget

Anm: Bruttoindkomsten er opgjort på familieniveau (ud fra Danmarks Statistiks C-familiebegreb). Familiens indkomst er korrigeret for at tage højde for forskelle i familiens størrelse og sammensætning. Ækvivalensmål lig (antal personer i famili­en)^0,6

Kilde: Forebyggelsesregisteret.

Sammenhængen skyldes i nogen grad, at det først og fremmest er de æld­ste over 67-årige, der benytter sygehusene,og de ældste blandt de over 67-årige har en relativ lav indkomst, jf. kapitel 2. Samtidig er indkomsten dog også i gennemsnit lavere for indlagte patienter end for ikke indlagte indenfor de enkelte aldersgrupper[2].

Det er således ældre med de laveste indkomster, som har det største behov for sundhedsydelser. Et velfungerende offentligt sundhedsvæsen er derfor ikke blot en vigtig parameter for velfærden for de ældre som samlet grup­pe, men i særdeleshed for de økonomisk svagest stillede blandt de ældre.

Igennem de seneste år er der gradvist tilført flere ressourcer til det offent­lige sygehusvæsen. Fra 1996 til 2001 steg de offentlige sundhedsudgifter fra 62 mia.kr. til 72 mia.kr. i 2001-priser. Det svarer til en stigning på 16 pct. realt. Herudover blev der særligt i 2002 afsat en pulje på 1,5 mia.kr. til at øge aktiviteten og dermed nedbringe ventetiderne i sygehusvæsenet.

Figur 5.4 giver et indtryk af, hvordan de øgede midler til sundhedsvæse­net fordeles mellem aldersgrupperne. Figuren sammenligner udgifterne pr. indbygger i hver aldersgruppe henholdsvis i 1996 og 2001. Det frem­går, at de ældre forbruger stadig flere sundhedsydelser i forhold til den øvrige befolkning. De øgede ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen er dermed i særlig grad kommet de ældre til gavn.

Figur 5.4. Aldersgruppernes gennemsnitlige forbrug af offentlige sund­hedsydelser i 1996 og 2001 (kr. pr. indbygger)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Beregningerne er for en standardbefolkning. Løbende 5-års gennemsnit.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriets beregning af data fra DRG-systemet, lægemiddelregisteret og sygesikringsregisteret. 
 

5.4. Offentlige tilbud om ældreservice

Udgifterne til ældreservice er i det kommunale budget- og regnskabssy­stem delt op i Pleje og omsorg mv. og Plejehjem og beskyttede boliger. Pleje og omsorg mv. dækker over udgifter til hjemmehjælp (personlig og prak­tisk bistand), generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, hjemmesygepleje samt forebyggende hjemmebesøg. Plejehjem og beskyttede boliger dækker over de udgifter, som er forbundet med driften af disse.

Betragtes hjemmehjælpen isoleret, blev det i uge 10 i 2002 opgjort, at der var godt 203.000 modtagere af varig hjemmehjælp. Det er i høj grad de ældste ældre, som modtager hjemmehjælp. Tabel 5.1 viser, at over halvde­len af disse hjemmehjælpsmodtagere er på 80 år og derover. Godt 30 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne er mellem 67 år og 79 år, mens knap 15 pct. af modtagerne af varig hjemmehjælp er under 67 år. Dette svarer til, at 50 pct. af alle personer på 80 år og derover modtager hjemmehjælp, at 13,4 pct. af personer i aldersintervallet 67 til 79 år modtager hjemmehjælp, samt at 0,6 pct. af personer under 67 år modtager hjemmehjælp. Dertil kommer, at de ældste modtagere af hjemmehjælp får hjælp i væsentlig flere timer end såvel yngre over 67 år som øvrige modtagere.

Tabel 5.1. Antal modtagere af hjemmehjælp i 2002 fordelt på alder og timer  

Timer:	< 2	2-3,9	4 -7,9	8 -11,9	12-19,9	20+	I alt		Pct.
Alder	Antal modtagere
0-66	17.200	4.900	3.500	1.400	1.300	1.700	29.900		14,7
67-79	37.900	8.700	7.500	3.500	3.300	3.600	64.600		31,8
80+	49.800	15.300	16.000	9.000	9.500	9.200	108.800		53,5
I alt	104.900	28.900	27.000	13.900	14.100	14.500	203.300		100,0

Note: Inkl. 10.300 modtagere af varig hjemmehjælp, som er bosiddende på plejehjem eller i beskyttede boliger.

Kilde: Den Sociale ressourceopgørelse 2002, Danmarks Statistik.

I uge 10 2002 blev antallet af boliger for ældre samt antallet af beboere i disse ligeledes optalt. Der var i alt 91.500 personer bosiddende i 89.300 boliger. I tabel 5.2 nedenfor ses aldersfordelingen i de forskellige boligty­per. Overordnet er knap 58 pct. af samtlige beboere 80 år eller derover, knap 28 pct. af beboerne er mellem 67 år og 79 år og knap 15 pct. er under 67 år.

Tabel 5.2. Antal beboere i boliger for ældre 2002 fordelt på type og alder

 

Bolig	Plejehjems-pladser	Beskyttede boliger	Ældre­boliger	Andre boliger	I alt	Pct.
Alder	Antal beboere
0-66	2.300	600	5.200	5.500	13.600	14,9
67-79	5.500	1.000	12.000	6.700	25.200	27,5
80+	18.200	2.400	23.200	8.900	52.700	57,6
I alt	26.000	4.000	40.400	21.100	91.500	100,0

Kilde: Den sociale ressourceopgørelse2002, Danmarks Statistik

Aldersfordelingen varierer dog mellem de forskellige boligtyper. På de tra­ditionelle plejehjem er 70 pct. af beboerne på 80 år og derover. I de be­skyttede boliger og i ældreboligerne er henholdsvis 60 pct. og 57 pct. på 80 år og derover. Andelen blandt de andre boliger for ældre er på 42 pct.

I 2002 blev der samlet brugt godt 30 mia.kr. til ældreservice. Udgifterne vedrører dog, som det er fremgået ovenfor, ikke alene tilbud til ældre, men også i et vist omfang tilbud til fysisk eller psykisk handicappede. Fx er en del modtagere af hjemmehjælp og en del beboere i plejehjem mv. under 67 år. I tabel 5.3 er der derfor lavet en skønsmæssig opdeling af ud­gifterne vedrørende over og under 67-årige[3].

Tabel 5.3. Nettodriftsudgifter til ældreservice i 2002, mia.kr.  

	Under 67 år	67+	I alt
Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede samt plejehjem og beskyttede boliger	5,1	25,4	30,5

Kilde: Socialministeriet

Tages der udgangspunkt i skønnet for de over 67-årige på 25,4 mia.kr. i 2002, giver dette en gennemsnitlig udgift pr. ældre på 67 år og derover på 36.300 kr. Bruger man fordelingen af antallet af hjemmehjælpstimer på de respektive aldersfordelinger som tilnærmelse for udgiften til ældreservi­ce til denne gruppe, bliver den gennemsnitlige udgift pr. 67-79-årige på 16.700 kr. og den gennemsnitlige udgift pr. person på 80 år og derover bliver 87.200 kr.

Den store niveauforskel skyldes, at der sker en kraftig stigning i behovet for såvel hjemmehjælp som plejehjemsbenyttelse for ældre omkring det 80. år, jf. figur 5.5.

Figur 5.5. Forbrug af ældreservice, 2000

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: Fordeling og incitamenter, Finansministeriet, 2002

---

[1] I denne sammenhæng ses bort fra de ældres muligheder for formueforbrug, som er beskrevet i afsnit 2.3.

[2] Jf. egne beregninger på baggrund af tal fra forebyggelsesregistret.

[3] Skønnet over udgifterne på +/- 67-årige er udarbejdet på baggrund af de primærkom­munale indberetninger i forbindelse med grundtakstfinansieringen