6. De ældres fremtidige økonomiske vilkår

6.1. Indledning

Forskelle i de ældres indkomster afspejler først og fremmest forskelle i den forudgående opsparing, dvs. forskelle i både opsparingstilbøjelighe­der og –muligheder. Udviklingen i de fremtidige indkomstforskelle blandt de ældre vil derfor primært afhænge af de ændringer i pensionsop­sparingens udbredelse og omfang, herunder særligt i arbejdsmarkeds­pensionsordningerne, der har fundet sted i de senere år samt af eventuel­le yderligere ændringer, der måtte finde sted fremover.

Boks 6.1. Hovedresultaterne om udviklingen i de ældres økonomiske vilkår  

Arbejdsmarkedspensionsordningerne er udvidet betydeligt op gennem 1990’erne, således at hovedparten af de beskæftigede nu er omfattet af ordningerne. Bidragsprocenterne i de nyere ordninger er gradvist optrappet, således at hovedparten af de beskæftigede kan forvente dækningsgrader af en vis størrelse. For at sikre personer med ingen eller perifer tilknytning til arbejdsmarkedet imod væsentlig ringere indkomstforhold som ældre, er ATP-pensions­opsparingen for overførselsmodtagere optrappet sideløbende med udvidelsen af arbejdsmarkedspensionsordningerne for de beskæftigede, og en ny frivillig opsparingsordning - Den Supplerende Arbejdsmarkedspension - er blevet indført for førtidspensionister. Sammen med indførelsen af SP-ordningen fra og med 1999 indebærer dette en forøget pensionsopsparing blandt over­førselsmodtagerne. Mangel på oplysninger om individuelle indeståender i arbejdsmarkeds- og andre pensionsordninger umuliggør en velunderbygget forudsigelse af fordelingen af indkomsterne blandt de fremtidige ældre. Ændringer i fordelingen af pensionsindbetalingerne fra 1995 til 2001 tyder dog på, at spredningen i de private pensionsudbetalinger må forventes langsomt at aftage fremover. Andelen af folkepensionisterne, der modtager ATP, forventes at stige fra knap 70 pct. i 2001 til ca. 93 pct. i 2018, og udbredelsen forventes at stige yderligere i de følgende år.

Indtil slutningen af 1980’erne var kun ca. en tredjedel af befolkningen i den erhvervsaktive alder omfattet af arbejdsmarkedspensioner udover ATP, jf. afsnit 6.2.

Fra og med starten af 1990’erne blev der, som led i overenskomstaftaler­ne, oprettet nye arbejdsmarkedspensionsordninger indenfor en række overenskomstområder, der ikke hidtil havde været omfattet af sådanne. Hovedparten af de fremtidige ældre, der har haft stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed være omfattet af arbejdsmarkedspensions­ordninger, om end udbetalingerne fra disse i de nærmeste år ofte vil være relativt små.

For at sikre personer med svingende, eller helt perifer, tilknytning til ar­bejdsmarkedet imod væsentlig ringere indkomstforhold som ældre, skete der sideløbende med opbygningen af de nye arbejdsmarkeds­pensioner blandt andet en optrapning af pensionsopsparingen for overførsels­mod­tagerne i form af forøgede indbetalinger til ATP.

Kun med betydelig usikkerhed ville det kunne forudsiges, i hvilket om­fang de beskrevne ændringer i arbejdsmarkedspensionernes fordeling vil medvirke til at reducere indkomstforskellene på det korte til mellemlange sigt blandt fremtidens ældre.

Det er imidlertid med en relativt høj grad af sikkerhed muligt at forudsi­ge den fremtidige fordeling af ATP-pensionsudbetalinger. En analyse af udviklingen i fordelingen af ATP-udbetalingerne frem til 2018 foretaget af ATP viser, at der sker en meget kraftig vækst i antallet af personer, der modtager pension fra ATP – fra knap 500.000 i 2001 til lidt over 1 mio.kr. i 2018, jf. afsnit 6.3.

Andelen af folkepensionisterne, der modtager ATP, stiger dermed fra knap 70 pct.i 2001 til ca. 93 pct. i 2018, og udbredelsen vil stige yderli­gere i de følgende år. Samtidig vokser den gennemsnitlige udbetalte ATP-pension, og ændringerne i ATP-ordningen op gennem 1990'erne bety­der, at spredningen i udbetalingerne bliver mindre.

6.2. Forventningerne om indkomstudviklingen blandt de ældre på kort til mellemlangt sigt

Forskellene i disponible indkomster mellem de ældre skyldes, jf. kapitel 2, på helt afgørende vis forskelle i de ældres private indkomster; dvs. forskelle i kapitalindkomst og private pensionsindtægter, herunder ar­bejdsmarkedspensioner og ATP. Offentlige overførsler til pension­isterne tjener, sammen med indkomstbeskatningen, til i nogen grad at udjævne forskellene i de private indkomster.

Udviklingen fremover i indkomstforskellene blandt de ældre afhænger derfor dels af de ændringer i pensionsopsparingsmønsteret, særligt ar­bejdsmarkedspensionsordningerne, der er fundet sted i de senere år, jf. boks 6.2 og dels af eventuelle ændringer, der måtte finde sted fremover.

Indtil slutningen af 1980’erne var kun ca. en tredjedel af befolkningen i den erhvervsaktive alder omfattet af arbejdsmarkedspensioner udover ATP. På baggrund af et forslag fra LO og Arbejdsmarkeds­pensions­udvalgets arbejde, og som led i overens­komstfornyelserne på en række centrale områder, blev der fra og med starten af 1990’erne oprettet nye arbejdsmarkedspensionsordninger indenfor en række overenskomstom­råder, der ikke hidtil havde været omfattet af sådanne.

Op igennem 1990’erne optrappedes bidragspro­centerne i de nye ordnin­ger, således at store dele af arbejdsmarkedet nu er omfattet af pensions­ordninger med bidragsprocenter på mellem 7,2 og 16,8 pct. Forskellen i bidragsprocenter afspejler, udover overenskomstområdernes individuelle præferencer, dels at pensionsordningerne på nogle områder formentlig endnu ikke er fuldt udbyggede, og dels at bidragsprocenterne skal være højere, des højere den gennemsnitlige aflønning i en given overenskomst er og jo senere indbetalingerne påbegyndes, for at sikre dækningsgrader af nogenlunde samme størrelsesorden[1], jf. kapitel 7.

Boks 6.2. Den historiske udvikling i arbejdsmarkedspensionerne  

	1849	De kongeligt udnævnte tjenestemænds sociale goder etableres.
	1870’erne	Enkelte pengeinstitutter opretter pensionsordninger
	1900	Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer i Jernindustrien i Dan­mark oprettes. Den ældste fortsat fungerende selvstændige arbejds­markedspensionsordning.
	1919	Den første tjenestemandslov. Pensionskasserne for penge­institut­terne blev også udvidet i disse år. Endvidere oprettedes omkring dette tidspunkt en række pensionsforsikringsselskaber: Pensions­forsikringsanstalten (PFA) og Arbejdernes Pension (AP).
	1950’erne	Oprettelse af en række tværgående ordninger med udgangspunkt i den offentlige sundhedssektor. Disse ordninger fik en pendant blandt akademikere.
	1960’erne	De offentligt ansatte LO’ere og FTF’ere får egne pensionsordnin­ger.
	1985	LO fremlægger et forslag til en pensionsreform. Begrundelserne var blandt andet, at kun en tredjedel af befolkningen var omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning og hensynet til fremtidig forsørgelse.

  Boks 6.2. Fortsat  

	1989-93	På baggrund af LO’s forslag oprettedes en række nye overens­komstbaserede pensionsordninger i den offentlige sektor og på det private arbejdsmarked bl.a. inden for transport, bygge- og anlæg samt for kvindelige arbejdere.Arbejdsmarkedspensions­ordninger­ne blev etableret, fordi det var aftalt af parterne i "Fælleserklæring fra regeringen, DA, LO, FTF og SALA" af 8. december 1987, hvoraf det fremgår: Der er enighed om, at en forøgelse af den private opsparing bl.a. bør ske ved en udbygning af ordningerne med arbejds­markedspensioner til de grupper, der ikke har supplerende ordninger til folkepensionen og ATP. Med henblik herpå vil regeringen i det nye år indbyde parterne på det private og det offentlige arbejdsmarked til drøftelse om igangsætning af et udvalgsarbejde om pensionsordninger. På baggrund af dette udvalgsarbejde blev det ved overenskomstfor­handlingerne i 1991 aftalt, at der med virkning senest fra 1. januar 1993 etableredes en pensionsordning for ansatte under overens­komster, hvor kravet om pensionsordning var rejst.
	1993-2000	Løbende udbygning af arbejdsmarkedspensionsordningerne på specielt LO/DA-området til samlede pensionsbidrag på over 5 pct. For hovedparten af lønmodtagere i 2000.
	2000-	Yderligere opbygning på LO/DA-området med ca. 80 pct. af løn­modtagerne på 9 pct. i 2004. Fortsat mindre udbygning på land­brugsområdet og i den finansielle og offentlige sektor.
	Generelt har størrelsen og opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne været for­holdsvis forskellig på tværs af fagområder siden midten af 1980’erne, jf. tabel a.
	Tabel a. Samlet pensionsbidrag på udvalgte overenskomstområder
	Pct. 1985 1993 2000 2003/4 DA/LO-området - DI/CO-Industri (Industrien) 0,0 0,9 6,7 9,0 - DI/CO-Industri (Funktionærer) 0,0 0,9 5,4 8,1 - Dansk Handel og Service/HK (Butik) 0,0 0,9 5,4 7,2 Staten - akademikere1) 15,0 15,0 15,0 16,8 - kontorfunktionærer 0,0 7,2 12,0 12,0
	1) Er pr. 1. april 2000 beregnet på grundlag af nettolønnen

Hovedparten af de fremtidige ældre, der har haft stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed være omfattet af arbejdsmarkeds­pen­sions­ordninger. Udbetalingerne fra disse vil dog i de nærmeste år ofte være relativt små. For at sikre personer med svingende, eller helt perifer, til­knytning til arbejdsmarkedet imod væsentlig ringere indkomstforhold som ældre, skete der sideløbende med opbygningen af de nye arbejdsmar­kedspensioner en optrapning af pensionsopsparingen for overførselsmod­tagerne i form af forøgede indbetalinger til ATP, jf. tabel 6.1.

Tabel 6.1. Årlig indbetaling til ATP for forskellige grupper på og uden­for arbejdsmarkedet, 2003  

Persongruppe	Årligt ATP-bidrag i kr.
Privatansatte.	2.684
Offentligt ansatte, A-sats	2.684
Offentligt ansatte, B-sats	1.166
Offentligt ansatte, C-sats	1.517
Ledige, sygedagpengemodtagere, barselsorlov, aktiverede forsikrede mfl.	6.234
Kontanthjælpsmodtagere, revalidender, førtidspensionister mfl.	2.684
Efterlønsmodtagere	2.732

Anm.: For visse af overførselskategorierne er indbetaling til ATP frivillig. A-kassen, kommunen eller staten betaler bestemte andele af overførselsmodtagernes bidrag til ATP, typisk to tredjedele. I praksis kan indbetalingerne for visse grupper afvige marginalt fra de angivne satser pga. afrundings- og periodiseringsforskelle.

Kilde: www.ATP.dk

Indkomstfordelingen blandt fremtidens ældre på langt sigt - dvs. omkring 2040-50 - lader sig med nogen sikkerhed forudsige, fordi hovedparten af den tids ældre har levet hele deres arbejdsliv i perioden efter indførelsen og udbygningen af de nye arbejdsmarkedspensionsordninger[2]. Eksempler på analyser af arbejdsmarkedspensionernes fordelingsvirkninger på langt sigt kan findes i blandt andet: Pensionsopsparin­gens udbredelse og dækning, Finans- og Økonomiministeriet, juni 1995, i Et bæredygtigt pensionssy­stem, Regeringen (Nyrup Rasmussen), januar 2000 samt i Finansredegørel­se 2002.

Udviklingen i fordelingen på kortere sigt lader sig vanskeligere forudsige, fordi de personer, der fylder 65 år og dermed bliver pensionister de kommende 10-15 år, allerede har gennemløbet hovedparten af deres ar­bejdsliv. For disse personer har den allerede foretagne pensionsopsparing langt større betydning for størrelsen af de kommende udbetalinger end de resterende indbetalinger, der finder sted frem til pensioneringen. Der fin­des imidlertid ikke centrale registre over summen af allerede foretagen pensionsopsparing, og heller ikke over indestående pensionsformue, på individniveau[3].

I fraværet af sådanne data må et forsøg på at give et skøn over indkomst­fordelingen blandt de ældre på kort til mellemlangt sigt derfor tage udgangspunkt i ændringer i fordelingen af de årlige pensionsind- og ud­betalinger i årene 1995-2001.

Fra 1995 til 2001 vokser andelen af både 30-årige og 45-årige, som fore­tager pensionsopsparing i ordninger med løbende udbetaling ekskl. ATP, jf. figur 6.1. Blandt de 30-årige vokser andelen, der indbetaler fra ca. 50 pct. til ca. 60 pct. af aldersgruppen, og de gennemsnitlige indbetalinger pr. person vokser nogenlunde ligeligt, uanset indbetalingens størrelse. Blandt de 45-årige vokser andelen, der indbetaler fra ca. 55 pct. til ca. 60 pct., og hertil kommer, at de gennemsnitlige indbetalinger vokser mest ca. midt i fordelingen, og stort set ikke i toppen af fordelingen. Begge disse resultater – udvidelsen af personkredsen og den marginale ændring i fordelingen af indbetalingerne – trækker alt andet lige i retning af mindre forskelle i pensions­indbetalingerne over tid.

Figur 6.1. Pensionsindbetalingernes fordeling, 1995 og 2001

 

a. 30-årige	b. 45-årige

Anm.: De 30- og 45-årige er rangordnet efter størrelsen af de løbende pensionsindbeta­linger ekskl. ATP. Indbetalingerne er 2001-prisniveau.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2000.

6.3. Fremskrivning af de ældres ATP-indkomster frem til 2018

Hovedparten af de ældre i 2003 har supplerende indtægter i form af ATP-udbetalinger. De årlige løbende udbetalinger til modtagerne varierer fra ca. 1.000 kr. til 24.-26.000 kr., men hovedparten har ATP-indkomst på mellem 4.000 og 18.000 kr. årligt. I de kommende år sker der en vækst i dels andelen af pensionisterne med ATP-indkomst, dels i de gennemsnitlige ATP-pensioner.

ATP har foretaget en fremskrivning af ATP-udbetalingerne fordelt på pensionsintervaller frem til 2018. Fremskrivningen er foretaget med udgangspunkt i ATP's medlemsbestand i 2001 med forudsætninger om afkast og lønudvikling som forudsat af Udvalget for ældres økonomiske vilkår, jf. appendiks 6.1 om beregningsforudsætningerne.

6.3.1. Fremskrivningens resultater

Fremskrivningen viser, at ATP fremover får endnu større betydning som supplement til folkepensionen, end det er tilfældet i dag.

Andelen af folkepensionister, der er berettiget til løbende pensionsudbe­talinger fra ATP, stiger fra de nuværende ca. 68 pct. (her i ikke medreg­net de ca. 26.000, der modtager løbende ægtefællepension) til et væsent­lig højere niveau, jf. tabel 6.2. Sammenlignes fremskrivningens vurdering af det samlede antal herboende ATP-pensionister med tilsvarende tal fra Danmarks Statistiks befolkningsprognose, vil ca. 93 pct. af alle folkepen­sionister modtage ATP-pension i 2018. Fremskrivningerne er imidlertid ikke fuldt ud sammenlignelige pga. forskelle imellem de to fremskrivnin­gers forudsætninger om dødelighed og udvandring.

Med forbehold for disse metodeforskelle skønnes andelen af de ældre, der har løbende ATP-indkomst således at vokse fra ca. 68 pct. i 2003 til knap 93 pct. i 2018, jf. tabel 6.2. Udbredelsen må forventes at stige yderligere efter 2018, efterhånden som yngre årgange når pensions­alderen.

Tabel 6.2. Andel af de henholdsvis over-66-årige og over-64-årige med løbende ATP-pension, 2003-2018  

År	over 64-årige		over 66-årige
	Pct. af alle
2003	-		67,9
2008	80,8		-
2013	88,8		-
2018	92,7		-

Anm.: Folkepensionsalderen er i 2003 67 år, mens den er 65 år fra og med 1. juli 2004.

Kilde: Egne beregninger på basis af Danmarks Statistiks befolkningsprognose og ATP’s fremskrivning.

Samtidig med stigningen i udbredelsen sker der en stigning i den gen­nemsnitlige pension, således at andelen af pensionister, der modtager under 5.000 kr. i pension falder, jf. figur 6.2. og tabel 6.3

Figur 6.2. ATP-pensionister fordelt på beløbsintervaller, 2003-2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: Beregninger foretaget af ATP for Udvalget for ældres økonomiske vilkår.

ATP-ordningen fylder 40 år i 2004. Stigningen i den gennemsnitlige pension er først og fremmest udtryk for en modning af ordningen. De årgange, der går på pension i de kommende år, har haft mulighed for at betale bidrag i flere år end de ældre årgange af pensionister, der "dør ud". Samtidig har en højere erhvervsfrekvens for kvinder og indførelsen af ATP-bidrag af dagpenge fra 1993 og siden for flere andre typer af overførselsindkomst ført til mere stabile bidragsforløb. Derfor er der et kraftigt fald i andelen af pensionister med løbende ATP-pension under 5.000 kr. i fremskrivningsperioden, jf. tabel 6.3.


Tabel 6.3. Pensionister med ATP-pension under 5.000 kr. fordelt på aldersgrupper, 2003-2018

 

	Andel af ATP-pensionister med ATP på 5.000 kr. og derunder
	Andel af alle over 64-årige1		Aldersgruppe
			65/67 - 74		75-89		90 og derover
År	Pct. af ATP-modtagere i aldersgruppen
2003	30		20		41		100
2008	26		17		39		86
2013	22		15		33		77
2018	19		13		27		63

Note: 1) i 2003: over 66-årige.

Kilde: Beregninger foretaget af ATP for Udvalget for ældres økonomiske vilkår.

Mens der stadig vil være mange pensionister med små ATP-pensioner i aldersgruppen over 90 år, bliver andelen af ATP-pensioner under 5.000 kr. næsten halveret i gruppen under 75 år. Det sker på trods af, at pensionsalderen i 2003 er to år højere end i de senere år i fremskrivnin­gen. I forhold til en pensionsalder på 67 år reduceres pensionen for de yngre pensionister med 17-18 pct. ved pensionering som 65-årige.

Antallet af ATP-pensionister fordobles i fremskrivningsperioden, jf. tabel 6.4. Der er tre væsentlige forklaringer på stigningen i antallet af pensio­nister, der er berettiget til løbende pension fra ATP:

• Den demografiske udvikling, hvor "de store årgange" fra 1940'erne når pensionsalderen.
  
  
• Nedsættelsen af pensionsalderen fra 67 til 65 år, der i fremskriv­ningen forudsættes at slå fuldt igennem, bidrager med mere end 100.000 ekstra pensionister.
  
  
• En langt større andel af de yngre årgange har optjent pensionsret i ATP, dels på grund af højere erhvervsfrekvens for kvinder, dels på grund af indførelsen af bidrag under fravær fra arbejdsmarkedet. 

Det er det sidste element, der er grundlaget for ovennævnte stigning i ud­bredelsen af ATP-pensionen. En sammenligning af de yngste pensionist­årgange i henholdsvis 2001 og 2018 viser, at mens 85 pct. af årgangene 1928-32 var berettigede til pension fra ATP i 2001, vil 98 pct. af årgan­gene 1948-52 være berettigede til en løbende pension fra ATP i 2018. Hertil kommer et mindre antal medlemmer, der har en pensionsret, der udbetales som et engangsbeløb ved pensionering.[4] Den høje dækning for årgangene 1948-52 afspejler, at 99 pct. af den herboende befolkning i disse årgange havde optjent pensionsret i ATP ved udgangen af 2001.

For eksempel var 75 pct. af årgang 1928-32 berettiget til pension fra ATP i 2001. I 2018 viser fremskrivningen at 94 pct. af årgang 1943-47 har optjent pensionsret. Det betyder, at i 2018 vil mindst 95 pct. af de 70-74-årige være berettigede til pension fra ATP.

Tabel 6.4. Fordelingen af pensionister med løbende ATP-indtægter på beløbsintervaller, 2003-2018  

	Kr. pr. år	1.000-5.000	5.001- 7.500	7.501- 10.000	10.000- 15.000	over 15.000		i alt
År	Samlet antal personer	Procentandel af ATP-modtagerne					Pct.
2003	507.800	30	19	17	22	12		100
2008	733.500	26	16	16	28	15		100
2013	920.600	22	15	18	36	9		100
2018	1.035.000	19	15	21	42	3		100

Anm.: I praksis vil kun få personer kunne have løbende udbetalinger på under ca. 1.000 kr. om året i 2003-priser, fordi ATP-opsparing under en vis størrelse udbetales som et kapitaliseret engangsbeløb.

Kilde: Beregninger foretaget af ATP for Udvalget for ældres økonomiske vilkår.

Samtidig modtager aftagende andele af pensionisterne helt små ATP-beløb pr. år, jf. tabel 6.5.

Tabel 6.5. Andele med beskedne løbende ATP-indtægter, 2003-2018

 

Kr. pr. år	1.000-2.000	2.000-3.000	3.000-4.000	4.000-5.000		Andel af samtlige
År	Andel af ATP-pensionister
2003	5,9	8,0	8,2	7,9		30
2008	6,2	6,4	6,5	6,5		25,6
2013	5,9	5,3	5,4	5,6		22,1
2018	5,2	4,4	4,5	4,9		19,0

Anm.: I praksis vil kun få personer kunne have løbende udbetalinger på under ca. 1.000 kr. om året i 2003-priser, fordi ATP-opsparing under en vis størrelse udbetales som et kapitaliseret engangsbeløb.

Kilde: Beregninger foretaget af ATP for Udvalget for ældres økonomiske vilkår.

Den større udbredelse og den højere gennemsnitspension betyder samlet, at op mod tre fjerdedele af folkepensionisterne i 2018 kan forvente et supplement til folkepensionen på mindst 5.000 kr., og denne andel vil – med den forudsatte regulering af ATP-bidraget - stige yderligere i de ef­terfølgende år.

Der er ikke en entydig sammenhæng imellem udbetalingen af ATP-pen­sioner og andre løbende pensioner, jf. tabel 6.6. Blandt personer med under 2.500 kr. i årlig ATP-udbetaling har godt tre fjerdedele ikke andre løbende pensionsudbetalinger, der overstiger 2.500 kr. Men omvendt har ca. 17 pct. af personerne med lav ATP-udbetaling andre løbende udbeta­linger, som overstiger 25.000 kr. Samme mønster gør sig gældende for fordelingen af personerne med mellem 2.500 og 5.000 kr. i årlig ATP-udbetaling.

Tabel 6.6. Sammenhæng mellem ATP- og løbende private pensionsud­betalinger, 2000  

Løbende private pensionsudbetalinger	Under 2.500 kr.		Over 25.000 kr.
Løbende ATP-udbetaling	pct. af gruppen
<2.500 kr.	76,6		16,8
2.500 – 5.000 kr.	72,9		15,8

Anm.: Private pensionsindbetalinger er inkl. tjenestemandspensioner.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen i 2000.

6.3.2. Afkast, bidragsregulering og omregning til 2003-lønni­veau

Fremskrivningen er foretaget med forudsætninger om afkast og bidrags­regulering, der afviger fra det, der ligger til grund for fremregningen af ATP's udbetalinger i årsberetningen for 2002, hvor der tages udgangs­punkt i de fælles "samfundsforudsætninger" om afkast, inflation mv., som er aftalt mellem pensionsbranchen og forbrugerombuds­manden.

Boks 6.3. Bidragsregulering og omregning til 2003-lønniveau  

Der er ved fremskrivningen forudsat en regulering af det årlige bidrag på 3,5pct. p.a. (fra 2005), svarende til den forventede lønstigning, mens der i ATP's bonus­prognose forudsættes en regulering svarende til en inflation på 2 pct. p.a., og der er anvendt et obligationsafkast på 6 pct. p.a., hvor der i årsberetningen for 2002 er forudsat et obligationsafkast på 5,5 pct. Pensionen er i alle tabeller deflateret med lønudviklingen, således at pensionen opgøres i 2003-lønniveau (dog ikke for 2001). I fx ATP's årsberetning opgøres pensionen typisk i faste priser, frem for i fast lønniveau. Da der forudsættes en reallønsstigning på 1,5 pct. i fremskrivningsperioden, bliver fremtidige pensioner opgjort i 2003-lønniveau lavere end pensioner opgjort i 2003-prisniveau. Når ATP-pensionen udtrykkes i 2003-lønniveau, kan de opgjorte beløb umiddel­bart sammenlignes med aktuelle lønninger og med det aktuelle niveau for folke­pension. Størstedelen af de pensioner, der udbetales i fremskrivningsperioden, er optjent på ATP's gamle pensionsgrundlag, der i 2002 blev afløst af et nyt pensionsgrundlag baseret på en grundlagsrente på 2 pct.

Ifølge ATP's bonusgrundlag afdækkes pensionsrettigheder optjent på gammelt grundlag på et 3,5pct. grundlag. Med de anvendte afkastfor­udsætninger, vil der kun blive tale om en meget begrænset tilskrivning af bonus for de gamle pensionsrettigheder i fremskrivningsperioden. Det betyder, at den del af pensionen, der er baseret på bidrag indbetalt før 2002, vil aftage i realværdi i fremskrivningsperioden –dvs. ikke nominelt, men i forhold til lønninger og folkepension.

For den del af pensionen, der er optjent efter 2002, vil det stort set være muligt at tilskrive en bonus, der svarer til lønudviklingen, eller i det mindste til reguleringen af folkepensionen, hvis der tages hensyn til at satsreguleringen reduceres med 0,3 pct.enheder i forhold til lønudviklin­gen.

Størstedelen af de pensioner, der udbetales i fremskrivningsperioden, er optjent på det gamle pensionsgrundlag. Denne del af pensionen kan som nævnt ikke reguleres i takt med lønudviklingen. Det betyder, at den maksimale ATP-pension, dvs. den pension, der udbetales til et medlem, der har betalt normalt bidrag fra 20-årsalderen, falder over fremskriv­ningsperioden – målt i 2003-lønniveau. For den del af medlemmerne, der pensioneres efter 2004, falder den maksimale pension yderligere, fordi pensionsalderen nedsættes fra 67 til 65 år. Derfor viser fremskrivningen relativ færre pensionister med pension over 15.000 kr. i 2018 end i 2003, når pensionen opgøres i 2003-lønniveau. For pensionisterne under et stiger den gennemsnitlige pension – også i 2003-lønniveau – fordi de nye årgange, der går på pension har optjent langt mere pension, end de ældre årgange, hvor hovedparten af dødsfaldene sker.

---

[1] Det skyldes, at social pension og andre offentlige ydelser til de ældre sikrer et højere bi­drag til den samlede dækningsgrad, jo mindre de supplerende indkomster er. Dæknings­graden viser forholdet mellem den disponible indkomst henholdsvis efter og før pensio­nering.

[2] Virkningerne af eventuelle yderligere udbygninger af arbejdsmarkedspensionsordnin­gerne kendes dog, ifølge sagens natur, ikke.

[3] Individfordelinger af den arbejdsgiveradministrerede andel af de årlige pensions­indbetalinger kendes først fra og med 1995. Som led i efterlønsreformen er der fra 2000 blevet indsamlet data for samlede pensionsindeståender for hver generation, efterhånden som disse når efterlønsalderen. Om nogle år vil det derfor blive muligt at foretage kvan­titative analyser af pensionsopsparingens fordelingsvirkninger på kort til mellemlangt sigt.

[4] Årgangene 1928-32, hhv. 1948-52 er de yngste årgange, der kan modtage pension i et helt år i hhv. 2001 og 2018. Dækningen i 2001 og i 2018 er ikke fuldt ud sammenligne­lig, fordi de forudsætninger om dødelighed, der indgår i ATP-fremskrivningen, ikke er de samme, som de der indgår i Danmark Statistiks fremskrivning.