7.2. Appendiks: Opgørelse af dækningsgrader

Beregningsmetoden for dækningsgrader er i reglen afhængig af formålet med den pågældende analyse:

Hvis formålet er at give en beskrivelse af, hvorledes den enkeltes økono­miske vilkår ændrer sig i forbindelse med pensioneringen, vil en sammen­ligning af indkomstforholdene som henholdsvis 66-årig og 68-årig være velegnet. Er formålet derimod at vurdere fx arbejdsmarkeds­pensionsord­ningernes dækningsgrader vil en sammenligning af ind­komsterne blandt de beskæftigede i fx en tiårig periode inden tilbagetrækningen med de pågældendes indkomster som fx 68-årig, være relevant. (Det vil dog i begge typer af analyser være nødvendigt at lave sammenligningen efter det 68. år, hvis personen fortsat er på arbejdsmarkedet og har betydelig erhvervsindkomst på dette tidspunkt.)

Begge de beskrevne metoder stiller imidlertid meget store krav til datama­terialet: I førstnævnte tilfælde kræves ganske vist kun data for to år for hver person i analysen, men hvilke to år vil blandt andet afhænge af personens alder. I begge tilfælde kræves endvidere flerårige data omfatten­de en lang periode. Bemærk eksempelvis at en 90-årig i 2001 var 66 år gammel ved udgangen af 1977. Der findes imidlertid ikke detaljerede indkomstdata så langt tilbage i tiden.

Det er i den foreliggende sammenhæng valgt at benytte en metode, der adskiller sig fra begge ovenstående: Analysen tager udgangspunkt i data for årene 1988, 1993 og 2001. Oplysninger om disponible indkomster inden pensioneringen tages fra de to første år, og oplysninger om disponi­bel indkomst efter pensionering tages fra 2001. Derfor må analysen af dækningsgrader begrænses til den personkreds, der ikke var pensionerede allerede i 1988 henholdsvis 1993. Det indebærer, at der med anvendelse af indkomster for både 1988 og 1993 kan beregnes dæk­nings­grader for de 68-74-årige, og med anvendelse af kun 1988-indkomster kan der desuden beregnes dækningsgrader for de 75-79-årige. Når der tages udgangspunkt i to forskellige indkomstår inden pensioneringen, sikres det til en vis grad, at de beregnede dækningsgrader ikke forstyrres af helt tilfældige udsving i indkomsterne i et enkelt år.

Dækningsgraderne beregnes med udgangspunkt i familiens ækvivaleredeindkomst[1]. For personer i par er det således en andel af parrets samlede indkomst, der indgår i beregningen. For at sikre, at indkomsterne før og efter pensionering er fuldt sammenlignelige, må ingen af parterne derfor være fyldt 68 år i startårene 1988/1993, samtidig med at begge skal være fyldt 68 år i slutåret 2001. Dette begrænser personkredsen yderligere, således at analysen af dækningsgraderne omfatter ca. 61 pct. af de 68-74-årige og ca. 32 pct. af de 75-79-årige. Stikprøven omfatter 10 pct. af disse personkredse.

Dækningsgraderne er opgjort ved at der først beregnes et ”indeks” for real disponibel indkomst i 2001:

a= Id₀₁ / ½(Id₈₈+Id₉₃), hvor

Id₀₁ = disponibel indkomst i 2001 i årets prisniveau

Id₈₈ og Id₉₃ er disponibel indkomst i henholdsvis 1988 og 1993 i 2001- prisniveau.

Opskrivningen af 1988- og 1993-indkomsterne er foretaget med udvik­lingen i forbrugerpris­indekset. Herefter beregnes dækningsgraden ved at fratrække den del af indkomstudviklingen, der kan tilskrives den generelle indkomstvækst, i såvel perioden fra 1988/93 til pensioneringen og i perio­den fra pensioneringen til 2001:

Dækningsgrad = a/(1+(Id_f/100))

Id_f= Indeks for vækst i disponibel realindkomst i perioderne før og efter pensionering.

Formålet hermed er at rense det beregnede ”indeks” for den generelle vel­standsstigning – den stigning i disponibel indkomst en familie med uændrede socioøkonomiske forhold har haft over hele perioden. Den resterende del af udviklingen i ”indekset” er således tilnærmelsesvis et udtryk for indkomstændringen som følge af ændringen i socioøkonomiske forhold – overgangen til folkepension – og resultatet af denne beregning kan dermed fortolkes som en dækningsgrad.

Den generelle velstandsstigning er sat til 1 pct. p.a. Det svarer nogenlun­de til den gennemsnitlige årlige stigning i real disponibel indkomst (fra 1993-2003) for de fleste familietyper – både pensionistfamilier og erhvervsaktive (jf. tabel 4.1 i Fordeling og incitamenter, Finansministeriet, 2002). Det skal bemærkes, at niveauet for velstandsstigningen direkte på­virker de beregnede niveauer for dækningsgraderne, men at det ikke har indflydelse på variationerne i dækningsgraderne mellem de forskellige grupper.

Den generelle velstandsstigning vil dog kunne variere fra person til per­son, eventuelt afhængig af personens alder (og dermed pensioneringstids­punktet) – i øvrigt på præcis samme måde, som dækningsgraderne kan gøre det. Det er derfor muligt, at de målte variationer i dækningsgrader delvis dækker over variationer i ”generel velstandsstigning” i perioderne lige før og lige efter pensionering. Det vurderes dog, at sidstnævnte varia­tioner er af relativt beskeden størrelse i forhold til variationerne i dæk­ningsgraderne.

Der beregnes dækningsgrader for alle i personkredsen uanset hvilken ind­komstkilde, der udgør hovedforsørgelsen i 1988 og 1993. Personer, hvis indkomst før pensionering er nul eller negativ frasorteres dog generelt.

Bemærk, at for en person, der går på efterløn før folkepensionen, vil der være forskel på om dækningsgraden beregnes som indkomsten efter folke­pensionsalderen i forhold til indkomsten som efterlønsmodtager, eller i forhold til indkomsten før personen gik på efterløn. Dækningsgraden op­gjort i forhold til efterlønnen vil typisk være højere, hvilket dog vil dække over, at indkomstreduktionen fra de erhvervsaktive år, er sket i 2 trin.

Som nævnt vedrører analysen af primært de 68-74-årige, dvs. de yngste af de ældre. Analyser af dækningsgraderne for de 75-79-årige viser dog resul­tater, der svarer til ovenstående, jf. appendiks 7.1. Der er ikke data for de over 79-åriges indkomster før de blev pensioneret, og det kan derfor ikke umiddelbart afgøres, om tilsvarende tendenser gælder for denne del af de ældre.

Analyserne viser dog generelt ikke tegn på, at mønstret for dækningsgra­dernes variationer er forskelligt for den ældste del af den analyserede per­songruppe og den yngste del. Derfor er der umiddelbart ikke noget, der tyder på, at mønstret i dækningsgraderne for i hvert fald de yngste af de over 80-årige skulle afvige markant fra undersøgelsen.

For så vidt angår analyserne af de svagest stillede ældre kan der dog være større grund til at være forsigtig med at drage for stærke konklusioner. Grunden til det er, at der er en overvægt af de over 80-årige i grupperne af svagt stillede ældre, og som nævnt ovenfor er der ingen umiddelbar in­formation om indkomsterne for denne befolkningsgruppe før pensione­ring. Konklusionerne om de svagt stillede ældres dækningsgrader skal der­for drages på grundlag af en relativt lille delgruppe (af de på forskellig vis afgrænsede grupper af svagt stillede ældre).

Det skal dog tilføjes, at overvægtningen af de over 80-årige i høj grad er en følge af, at der er relativt mange af disse, der bor på plejehjem, jf. kapi­tel 3, mens der - også absolut set - er meget få af de 68-74-årige, der gør det. Det er således især den begrænsede information om plejehjemsbe­boeres dækningsgrader, der bevirker at konklusionerne om dækningsgra­der for de svagest stillede ældre må tages med visse forbehold.

Det skal afslutningsvis fremhæves, at den gruppe, hvorom der hersker størst usikkerhed – de, der er over 79 år i 2001 – selvsagt vil udgøre en stadig mindre andel af de samlede pensionister i årene fremover.

[1] I den disponible indkomst før pensionering har det ikke været muligt at inkludere var­mehjælp. Det er dog som hovedregel kun førtidspensionister, der kan have modtaget så­danne beløb.