Bilag: Principper for takststyring af sygehusene

Det danske sygehusvæsen er blandt andet karakteriseret ved, at:

• den enkelte patient har fri og lige adgang til sygehusbehandling
  
  
• der er frit valg mellem sygehuse
  
  
• udgifterne er skattefinansierede
  
  
• patienterne søges behandlet på det laveste, effektive omsorgsniveau.

Disse grundlæggende præmisser har stor betydning for, hvordan takststyringen af sygehusene kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt.

Takststyring indebærer, at udvidelser af aktiviteten automatisk medfører øgede indtægter for sygehuset og omvendt at en vigende aktivitet medfører lavere indtægter for sygehuset. Takststyring giver således sikkerhed for, at udgifter også modsvares af en konkret aktivitet.

Amternes takststyringsmodeller bør søges afvejet i forhold til at kunne understøtte følgende hensyn:

• en høj aktivitet og korte ventetider
  
  
• en høj grad af udgiftskontrol
  
  
• en høj omkostningsproduktivitet
  
  
• en høj kvalitet i behandlingen

Virkningerne i forhold til udgiftsstyringen vil afhænge af den konkrete takstfastsættelse og kan søges modificeret ved at taksterne bygger oven på et væsentligt element af grundbevillinger til den faste kapacitet, og ved at indbygge elementer såsom trinvise reduktioner af taksterne med stigende aktivitet, afregningslofter e.l. i en takststyringsmodel.

Ligeledes skal takststyring suppleres med en række andre styringsværktøjer, der skal sikre overvågning af kvaliteten, udviklingen i henvisningspraksis mv.

De konkrete takststyringsmodeller bør følge nedenstående principper:

• Somatiske behandlingsområder bør være omfattet.
  
  
• Sundhedsstyrelsens omkostningsdatabaser indeholder endnu ikke et fuldt udviklet grundlag for at fastsætte marginaltakster.
  
  
• Taksterne bør fastlægges diskretionært med udgangspunkt i en konkret vurdering af de underliggende omkostningsstrukturer og overordnede prioriteringer i forhold til aktiviteten mv.
  
  
• Taksten bør som minimum dække de direkte patientrelaterede omkostninger, (f.eks. implantater, medicin, utensilier).
  
  
• Modellerne skal være gennemskuelige, robuste og fair, f.eks. i form af synlige konsekvenser for sygehuse, hvis produktivitet eller aktivitet afviger fra de fastlagte krav.
  
  
• Mellemamtslig betaling afregnes mellem de enkelte amter, således at afregningen til de enkelte sygehuse er uafhængig af patienternes bopæl.
  
  
• Takststyring skal understøttes af øgede frihedsgrader til sygehus- og afdelingsledelsen, jf. det Rådgivende udvalgs anbefaling.
  
  
• Sygehusene bør i hensigtsmæssigt omfang føre ”takstmidlerne” og incitamenterne ud på de udførende afdelinger for at understøtte en effektiv arbejdstilrettelæggelse.

Amterne skal inden budgetårets begyndelse redegøre for implementeringen af takststyring og hvordan de beskrevne principper udmøntes i praksis. Ligeledes skal det af budgettet fremgå hvilke takster, der gælder for afregning af sygehusene.

Der bør endvidere ske en løbende tilpasning af sygehusenes grundbevillinger i forhold til den præsterede aktivitet.

I tilknytning til mere synlighed omkring sygehusenes produktivitet bør der arbejdes med en mere systematisk udbredelse af de gode eksempler på god arbejdstilrettelæggelse – også på tværs af amter.