Forenkling af den offentlige sektor
Den offentlige sektor skal være så enkel som mulig og organiseres omkring de opgaver, som borgeren skal have løst. Indviklede regler og skarpe grænser mellem forskellige institutioner skal ikke forhindre en effektiv opgavevaretagelse.
Regeringen har iværksat en omfattende oprydning og forenkling af love og regler. Formålet er at afbureaukratisere den offentlige sektor, så borgere og virksomheder får lettere ved at efterleve de krav og pligter, der følger af love og regler. Samtidig bliver de administrative procedurer i den offentlige forvaltning gennemgået med henblik på forenkling og digitalisering.
Enkle regler og administrative procedurer gør borgere og virksomheders dagligdag lettere. Samtidig kan der spares offentlige ressourcer, som kan bruges på andre områder, hvor der er et større behov.
Siden regeringen tiltrådte, har alle ministerier gennemgået deres område for overflødig og usmidig regulering. I sommeren 2002 præsenterede regeringen resultatet af gennemgangen i en handlingsplan med knap 200 initiativer. Formålet med initiativerne i handlingsplanen var forenkling og administrative lettelser til gavn for borgere, virksomheder og offentlige myndigheder.
Regeringen gør nu status på de opnåede resultater og kan i efteråret 2003 præsentere mere end 100 eksempler på, at reglerne er blevet enklere for borgere, virksomheder og myndigheder. Arbejdet med at forenkle er en fortløbende proces, og regeringen følger derfor op på de opnåede resultater med en ny handlingsplan for forenkling af regler og administrative procedurer.
Eksempler på forenkling af regler og administrative procedurer:
• 700 foreninger og almennyttige organisationer er blevet fritaget for at registrere og betale moms. Forenklingen betyder, at foreninger og almennyttige organisationer slipper for at have et kasseapparat stående i klubhuset samt opgøre og afregne moms hver måned.
• 26.000 små virksomheder er blevet fritaget for at organisere sikkerhedsarbejdet. Det betyder, at de små virksomheder med mellem fem og ti ansatte ikke længere skal sende sikkerhedsrepræsentanter på kursus af en uges varighed.
Regeringen udsendte i januar 2002 et frihedsbrev til alle landets kommunalbestyrelser og amtsråd med en opfordring til at indsende forslag og idéer til, hvordan man kan opnå mere effektivitet og kvalitet i den kommunale opgaveløsning.
• Der blev i alt indsendt 2.500 forslag til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Mange af forslagene er allerede blevet gennemført. På folkekoleområdet og daginstitutionsområdet er der f.eks. blevet lagt op til større frihedsgrader i tilrettelæggelsen af skolestrukturen og pasningen af børnene.