10. Kvoter for energisektoren – herunder virkninger på el-markedet

10. Kvoter for energisektoren – herunder virkninger på el-markedet
10.1. Indledning

I dette kapitel behandles kvoteregulering af el- og fjernvarmesektoren. Først beskrives den nuværende danske kvoteordning for el-sektoren, herunder erfaringerne med reguleringen og de indgåede handler. Det forslag til EU-kvotedirektiv, der er opnået fælles holdning til, afviger fra den gældende danske kvoteordning, hvorfor indførelsen af fælles EU-kvoter vil have en betydning for energisektoren.

Sammen­hængen mellem kvoteregulering af energisektoren og energi-selskabernes muligheder for at anvende JI/CDM-projekt-mekanismerne beskrives, og en række forhold og overvejelser knyttet til indførelsen af disse muligheder bliver præsenteret.

Derefter analyseres de økonomiske konsekvenser af en fortsat kvotere­gu­lering af energisektoren – med og uden gennemførelse af EU’s kommende direktiv om CO₂-kvoter. Herunder belyses virkningerne på el-prisen og de fordelingsmæssige effekter for henholdsvis el-producenter, el-for­bru­gere og staten.

Endvidere gennemgås relationen mellem kvoteregulering af el-pro­du­cen­terne og miljøbonus for el-produktion baseret på vedvarende energi. Afslutningsvist fokuseres på tidsfaktoren – hvornår et nyt kvotesystem kan/bør starte – herunder om den eksisterende kvoteregulering bør videreføres efter udgangen af 2003, hvortil den nuværende ordning gælder.

10.2. Den nuværende danske kvoteordning for el-sektoren

Folketinget vedtog den 2. juni 1999 som en del af el-reformen at indføre CO₂-kvoter for el-produktion med virkning for perioden 2000-2003. Systemet, der er det første af sin art i verden, omfatter de største danske el-producenter (ca. 35 pct. af Danmarks samlede CO₂-udledning). Da EU’s godkendelse af loven efter statsstøtte­reglerne tog ca. 9 måneder, kunne loven først sættes i kraft med virkning fra 2001.

Loven fastlægger en samlet kvote på 22 mio. ton CO₂for de danske el-producenter[1]i 2001[2]. Kvoterne fordeles gratis ud fra den historiske udledning – med korrektion for historisk kraftvarmeproduktion. Dette indebærer, at der først reserveres kvoter svarende til den historiske kraftvarmeproduktion; dernæst fordeles af resterende kvoter forholdsmæssigt i forhold til den enkelte producents historiske kondensproduktion. Kvoten nedtrappes med 1 mio. ton CO₂årligt til et niveau på 20 mio. ton i 2003. En eventuel overskridelse af kvoten medfører betaling af en strafafgift på 40 kr. pr. ton CO₂. Dette afgiftsniveau sikrer kvoteoverholdelse, såfremt forholdet mellem elpris og kulpris er under et vist niveau. Årsagen til det valgte afgiftsniveau må søges i hensynet til den danske el-industri i en situation, hvor Danmark er det eneste land med CO₂-kvoter. Et eventuelt provenu fra afgiften skal ifølge loven anvendes til energibesparelser.

Kvoteloven åbner – gennem en bemyndigelsesbestemmelse – for el-pro­du­centernes deltagelse i JI- og CDM-projekter. Regler for JI og CDM har dog foreløbig ikke været efterspurgt i forbindelse med kvoteloven, formentlig på grund af dels kvotelovens korte tidshorisont, dels at betalingen ved kvoteoverskridelse er på niveau med den forventede pris på fleksible mekanismer.

Kvoterne er frit omsættelige. Der er i løbet af 2001 indgået 14 handler med danske CO₂-kvoter med et samlet volumen på knap ½ mio. ton. 8 af handlerne er indgået mellem de danske kvotemodtagere indbyrdes. I de 6 øvrige handler har udenlandske aktører været involveret. Et eksempel er en handel indgået med et amerikansk elselskab med en selvpålagt CO₂-kvote. Fem af de indgåede handler er “swaps”, hvor en dansk CO₂-udlednings­tilladelse er byttet med en projektkredit. Der er endnu ikke tale om inter­nationalt anerkendte og certificerede kreditter, og der er derfor pt. ikke taget stilling til, hvordan disse skal håndteres i el-pro­du­cen­ter­nes CO₂-regnskab.

Selv om der er stor usikkerhed om, hvordan et internationalt kvotemarked vil fungere, er en række aktører således begyndt at teste markedet af, og det danske kvotemarked fungerer i et vist omfang som “prøveklud”. For 2002 er der ultimo september 2002 indgået 10 handler med et samlet volumen på 0,3 mio. ton CO₂. Kvoten blev overholdt i 2001, og der blev således ikke betalt strafafgift.

Kvoteloven har vist sig at være relativt enkel at administrere. En af forklaringerne er, at der i loven er indlagt præcise forskrifter for fordeling af kvoterne. Kvote­lovens klagemulighed til Energiklagenævnet har således ikke været udnyttet. En anden forklaring er, at lovens bagatelgrænse reducerer antallet af aktører fra flere hundrede til 8 uden væsentligt tab af dækning.

På den anden side viser erfaringerne også, at det tager en vis tid for aktørerne på kvotemarkedet at “finde hinanden”. Volumenet i det danske marked er for lille til, at der har kunnet oprettes en kvotebørs. El-produ­centerne er derfor foreløbig henvist til bilaterale kontakter. Mæglere har spillet en vis rolle ved igangsætning af kvotehandelen.

Kvoteloven ophører med at have virkning fra 1. januar 2004.

10.3. EU’s kvotedirektiv set i relation til el- og fjernvarme-sektoren

EU-landene opnåede i december 2002 fælles holdning til direktivforslag om CO₂-kvoter. Direktivforslaget er nærmere beskrevet i kapitel 4. Her ses udelukkende på virkningerne for el- og fjernvarmesektoren.

Direktivforslaget adskiller sig med hensyn til el- og fjernvarmesektoren på visse punkter i forhold til den nuværende kvotelov.

Direktivforslaget opererer med “installations”(anlæg) som enhed, mens kvoteloven opererer med “el-producenter” (selskaber). Direktivet har også en anden tærskelværdi, 20 MWt[3]pr. anlæg, mens der i kvoteloven er en tærskelværdi på 100.000 ton CO₂for selskabet. Disse to ting betyder, at direktivet, når det skal implementeres i Danmark, vil få en større dækning end kvoteloven, som med blot 8 producenter dækker mere end 90 pct. af CO₂-udledningen fra el-produktion.

Desuden skelnes der ikke i direktivet mellem el- og fjernvarmesektoren, hvorfor sidstnævnte omfattes, i modsætning til kvoteloven, hvor fjernvarmesektoren holdes udenfor, jf. tidligere.

Tærskelværdien i direktivet vil dele el- og fjernvarmeanlæggene i to grupper, jf. tabel 10.1 og 10.2 nedenfor. De fleste kondensanlæg, det vil sige kraftværker uden fjernvarmeudnyttelse, og stort set hele kapaciteten heri vil blive omfattet. For kraftvarmeanlæg vil de fleste falde udenfor, men langt størsteparten af kapaciteten vil blive omfattet. For fjernvarmekedler vil de fleste falde udenfor, men kapaciteten deles nogenlunde ligeligt mellem anlæg, der omfattes af kvoter, og anlæg, der ikke omfattes.

Tabel 10.1. Antal anlæg over og under tærskelværdien i direktivet på 20 MWt

Antal	Fjernvarme-kedler	Kraftvarme-anlæg	Kondens-anlæg	Total
>20 MWt1)	161	59	11	231
<20 MWt	772	310	4	1.086
Total	933	369	15	1.317

1) Estimeret ud fra Energiproducenttællingen ved hjælp af en antagelse om 85 pct. totalvirkningsgrad for kraftvarme.

Hvor mange kvoter, som samlet bør allokeres til elsektoren, bør ideelt set afgøres på baggrund af mankoopgørelsen samt en plan/fremskrivning med afvejning af initiativer inden for og uden for de kvoteregulerede sektorer. I direktivet kaldes dette en national allokeringsplan. En sådan plan skal medlems­landene udarbejde og fremsende til Kommissionens godkendelse (for så vidt angår de omfattede virksomheder) forud for kvotetildelingen i hver periode. Kommis­sionen skal med sin godkendelse påse, at der ikke gennem kvotefordelingen sker konkurrenceforvridning eller skævvridning i forhold til ikke-kvoteregulerede sektorer.

Tabel 10.2. Total termisk kapacitet (MWt) i anlæg over og under tærskelværdien i direktivet på 20 MWt

Kapacitet (MWt)	Fjernvarmekedler	Kraftvarmeanlæg	Kondensanlæg	Total
>20 MWt	6.901	18.994	1.648	27.544
<20 MWt	5.128	1.734	31	6.894
Total	12.030	20.729	1.679	34.438

10.4. Afgiftsmæssige overvejelser i forbindelse med kvote-regulering af el-produktionen

Ved kvoteregulering af el-produktionen opstår spørgsmålet om dobbelt­regulering i forbindelse med CO₂-afgiften på el. En fuldstændig ophævelse af afgiften i forbindelse med indførelse af kvoteregulering vil have væsentlige provenumæssige virkninger, idet provenuet fra afgifter på el udgjorde 2,9 mia.kr. i år 2001. I perioden 2005-2007, og indtil der kan ske bortauktion af kvoter, vil det næppe være relevant at afskaffe CO₂-afgiften på el. Under alle omstændigheder kræves nærmere analyser af provenuvirkning, fordeling og konkurrence set i forhold til, hvilken del af el-produktionen som er omfattet af kvoter. Herunder kræves overvejelser af CO₂-afgiftsbelastningen af husholdninger og erhverv.

En fælles EU-kvoteordning, der fra 2008 baseres på tildeling af kvoter efter et auktionsprincip, betyder således, at der principielt er tale om en dobbeltregulering af CO₂-udledningen. Hvis kvoterne på længere sigt afløser CO₂-afgiften på el, og hvis kvoteprisen bliver lavere end svarende til den nuværende afgiftssats på 10 øre pr. kWh, vil elprisen alt i alt kunne falde for husholdninger og virksomheder omfattet af regler for let proces, mens elprisen vil stige for virksomheder med tung proces.

I forbindelse med tærskelværdien på 20 MW opstår der et problem med konkurrenceforvridning, idet anlæg under tærskelværdien får en fordel. Man kunne derfor (i forbindelse med gratis kvotetildeling) overveje at operere med CO₂-afgift for el produceret på anlæg under 20 MW. Kvoterne vil imidlertid påvirke prisen på el generelt og således også den el, som der i givet fald stadig skulle betales afgift af. En løsning kunne være at lade også de mindre anlæg være omfattet af kvoter ved brug af ”opt-in”-klausulen i kvotedirektivet eller at have et afgiftselement på fossile brændsler i de mindre el-produktions­anlæg, som ikke er omfattet af kvoter.

10.5. Afgiftsmæssige overvejelser i forbindelse med kvote-regulering af fjernvarmesektoren

Brændsel til fjernvarmeproduktion på kedler er i dag belagt med energi- og CO₂-afgift. Kraftvarmeværkerne er afgiftsbelagt på den del af brændslet, som går til varmeproduktion[4]. Ved indførelse af kvoteregulering bør følgende hensyn derfor indgå i overvejelserne om de fremtidige afgifter:

• Såfremt nogle af fjernvarme­producenterne kvotereguleres, vil der op­stå et spørgsmål om dobbelt­regulering, i hvert fald for så vidt angår CO₂-afgift og CO₂-kvoter. 
• Ændringer af CO₂-afgiften vil påvirke statens afgiftsprovenu[5], så længe kvoterne ikke kan auktioneres. 
• Hvis ikke alle fjernvarmeproducenter er omfattet af kvoter, vil der være et spørgsmål om fordelingspolitiske virkninger mellem kvotebelagte og afgiftsbelagte producenter. Dette gælder både mellem fjernvarme­producenter indbyrdes og mellem fjernvarme og individuel opvarmning.
• Endelig bør hensynet til administrerbarhed indgå.

Dette kunne tale for, at så få fjernvarmeproducenter som muligt skal være kvotereguleret. En løsning i en overgangsfase kunne være at udnytte direktivets ”opt-out”-bestemmelse indtil 2008 til at undtage hele fjernvar­meproduktionen fra kvotesystemet. Alt efter omfanget af og restriktionerne på auktionering af kvoterne i det endelig direktiv samt kvoteprisen kan man overveje en model, hvor de kvotebelagte fjernvarmeproducenter helt eller delvist fritages for CO₂-afgift.

En anden måde at løse problemet på er at bruge ”opt-in”-bestemmelsen til at inkludere allefjernvarmeproducenter under et kvotesystem. Her skal man dog nøje overveje de provenumæssige og administrative ulemper i forhold til fordelene. Der vil være en vis administration i forbindelse med kvote­håndtering, som mange små aktører ikke nødvendigvis er organisatorisk gearet til. Det bør også med i overvejelserne, at CO₂-kvoter sigter mod reduktion af CO₂-udledningen, men da størsteparten af kraftvarme­mulighederne allerede er udnyttet i Danmark, vil kvoter på varmesektoren formentlig kun have begrænset miljømæssig effekt.

10.6. Energiselskabernes mulighed for at købe kvoter; her­under JI- og CDM-projektkreditter

Det er endnu ikke defineret i EU-regi, hvordan JI- og CDM-kreditter kan spille sammen med EU’s kvotemarked. Et direktiv herom er undervejs og skal efter hensigten træde i kraft sideløbende med kvotedirektivet. I det følgende tages forbehold for, hvad det kommende EU-direktiv om JI og CDM konkret kommer til at indeholde.

Hvis el-producenterne får mulighed for at købe kvoter, herunder JI- og CDM-projektkreditter, vil det give producenterne en øget fleksibilitet i forbindelse med opfyldelsen af en given kvote. Herudover vil el-producenterne kunne videreudvikle deres ekspertise til projektudvikling i udlandet.

Hvis projektkreditterne bliver prissat på samme marked som kvoterne og optræder som et helt sammenligneligt alternativ for el-producenterne til at leve op til deres reduktionsforpligtelse, vil aktørerne i kvotesystemet have tre valgmuligheder indenfor rammerne af det samme kvotemarked:

• at gennemføre emissionsreduktioner hos sig selv
• at købe kvoter
• at gennemføre et JI- eller CDM-projekt og få godskrevet kreditten

Dette vil give et “selvregulerende system”, hvor højere pris på internationale kvoter automatisk fører til flere hjemlige reduktioner (og omvendt). Det bliver derfor ikke en statslig opgave at tage stilling til omfanget af internationalt kvotekøb for så vidt angår de kvoteregulerede sektorer.

Danske el- og varmeproducenter besidder en viden og erfaring, der vil kunne udnyttes i forbindelse med såvel planlægning som gennemførelse af JI- og CDM-projekter. Også producenter af energiteknologi vil kunne have interesse i at deltage i sådanne projekter. Inden for både el- og varmeområdet er der sket en væsentlig teknologiudvikling med et vist eksportpotentiale, som blandt andet kunne tænkes realiseret via denne type projekter.

Det kan forventes, at mere omfattende deltagelse i JI- og CDM-projekter især vil være realistisk for de større el-producenter. Det relativt omfattende forarbejde, der er nødvendigt i forbindelse med planlægning og gennemførelse af JI- og CDM-projekter, vil kunne medføre, at kun virksomheder af en vis størrelse vil kunne magte sådanne projekter. Dog kan muligheden for at gå sammen om et JI/CDM-projekt øge antallet af danske virksomheder, der deltager i JI/CDM-projekter.

Der er visse forhold ved projektkreditterne, man skal være opmærksom på i forbindelse med overvejelserne om, hvordan de vil kunne udnyttes. Disse indgår i arbejdet med det kommende direktiv om projektkreditter:

• JI- og CDM-kreditterne skal certificeres for at kunne anvendes som virkemiddel under Kyoto-protokollen. Det er desuden forventeligt, at der vil blive stillet særlige krav til udstedelse af projektkreditter, der foretages inden for rammerne af en fremtidig europæisk ordning. Det må forventes at blive en både tids- og omkostningskrævende proces at opnå certificering og godkendelse af såvel JI- som CDM-projekter.
• Kreditter fra CDM-projekter vil muligvis kunne udnyttes i et særskilt europæisk system allerede fra 2005 (ifølge Kyoto-bestemmelserne vil CDM-kreditter kunne udstedes for projekter startet i år 2000 eller senere, men først anvendes fra 2008). Kreditter, som udnyttes i et europæisk system inden 2008, vil så ikke kunne bruges til opfyldelse af den nationale målsætning i Kyoto-forpligtelsesperioden, 2008-2012.
• Kreditter fra JI-projekter forventes ikke at kunne udstedes og anvendes før 2008, hvilket også fremgår af bestemmelser i Kyoto-pro­tokollen. Der forsøges dog startet projekter inden 2008, hvor det indgår som led i projektaftalen, at værtslandet overfører ”rigtige” kvoter efter 2008 for de reduktioner, der genereres inden 2008 (såkaldt ”early crediting”).
• Det forventes ikke, at der i europæisk sammenhæng bliver forbud mod særlige projekttyper. Dog med den vigtige undtagelse, at A-kraft formentlig ikke vil kunne godkendes som JI- eller CDM-projekt.

10.7. Økonomiske konsekvenser af kvoteregulering af el-pro­duktionen

CO₂-kvoter på elsektoren vil have indvirkning på el-markedet – i princippet uanset om der er tale om en ensidig dansk kvoteordning eller en fælles EU-ordning. Virkningen vil afhænge af en række forhold, blandt andet hvordan kvoterne tildeles (gratistildeling eller auktionering). For en nærmere beskrivelse af forskellige kvotetildelingsmetoder henvises til kapitel 9.

Det har også betydning for el-producenternes indbyrdes konkurrence-situation, hvordan kvoterne fordeles mellem producenterne. Principielt ville det for eksempel være muligt at fremme miljøvenlig el-produktion direkte via kvotefordelingen, hvis man tildelte gratis kvoter til vindmøller og decentral kraftvarme i forhold til for eksempel deres el-produktion (og ikke i forhold til deres historiske CO₂-emission som ved ren ”grandfathering” af kvoterne). Herved ville behovet for anden støtte kunne aflastes. Med det foreliggende udkast til EU-direktiv forekommer denne mulighed dog mindre sandsynlig, i hvert fald i forhold til vindmøller. En kvoteauktionering ville have samme effekt. Men i første omgang skal en overvejende del af kvoterne formentlig tildeles gratis.

I det følgende vurderes konsekvenserne for el-markedet ved primært en gratis kvotetildeling. Dette kan efterfølgende anvendes til at vurdere de økonomiske muligheder og de fordelingsmæssige virkninger ved en eventuel auktionering. Beregningerne omfatter ikke el-produktionen i off shore-sektoren.

CO₂-kvoter kan få indvirkning på elprisen på el-markedet. Med en ensidig dansk kvoteordning vil påvirkningen af den gennemsnitlige elpris i praksis dog formentlig være lille. Det danske el-marked udgør kun 1/10 af det nordiske og en endnu mindre andel af det nordiske+nordtyske el-marked. Elprisen påvirkes kun af danske kvoter i de driftssituationer, hvor et dansk kraftværk ligger i krydset mellem udbud og efterspørgsel (uden kvoter), og dette kraftværk som følge af kvotereguleringen trækker sit bud ud af markedet (eller byder ind til en højere pris). I disse driftssituationer vil det “næste” kraftværk på udbudskurven definere elprisen. Dette kraftværk kunne være et finsk eller tysk kulkraftværk, og disse har næsten samme marginalomkostninger som de danske.

En ensidig dansk kvoteregulering vil altså typisk ikke påvirke den gennemsnitlige elpris ret meget under en række forudsætninger, blandt andet at der er tilstrækkelig kapacitet herunder i udlandsforbindelserne. Derimod vil den del af den danske el-produktion, som giver kvoteoverskridelse, blive erstattet af udenlandsk el-produktion. Det vil medføre et tab for de danske el-producenter og for samfundsøkonomien. Den negative påvirkning af el-producenternes konkurrenceevne er dog sammen­faldende med situationer, hvor deres indtjening er god, fordi kvoten typisk kun “strammer” ved høj elpris.

Ved en fælles EU-kvoteregulering må man forvente en afsmittende virkning på elprisen, idet hyppigheden af situationer, hvor kvoterne er snærende i forhold til de kraftværker, som ligger i markedskrydset, vil være højere. Generelt vil gælde, at jo strammere kvoterne er, og jo flere lande, der har kvoter, des større vil elprispåvirkningen være. I takt med at kvoteregulering bliver international, vil den af kvotereguleringen medførte stigning i elprisen i sig selv vil fungere som “miljøbonus” for de anlæg, der ikke udleder CO₂, og som ikke er under kvoteordningen.

Hvis det antages, at elprisen stiger svarende til kvoteprisen på CO₂-indholdet i en gennemsnitlig kWh i EU samt Norge[6], vil elprisen stige med 2 henholdsvis 4 øre pr. kWh ved en international kvote/kreditpris på 50 henholdsvis 100 kr. pr. ton CO₂. For en nærmere diskussion af prisen på internationale kvoter/kreditter henvises til kapitel 7.

I tabel 10.3 og 10.4 er vist resultaterne af en samfundsøkonomisk analyse af en fortsat kvoteregulering af elsektoren i Danmark fra 2004-2017 med gratis kvotetildeling.

Beregningerne er foretaget i 5 varianter:

1. National kvote, pris på kvoter/kreditter på 50 kr. pr. ton CO₂
2. National kvote, pris på kvoter/kreditter på 100 kr. pr. ton CO₂
3. International (EU-) kvote, pris på kvoter/kreditter på 50 kr. pr. ton CO₂
4. International (EU-) kvote, pris på kvoter/kreditter på 100 kr. pr. ton CO₂
5. National kvote uden mulighed for køb af kvoter/kreditter.

Det er antaget, at de kvotebelagte el-producenter reagerer på kvoten ved at begrænse produktionen og omprioritere deres værker mellem forskellige brændsler – forstået på den måde, at værkerne for eksempel kan skifte prioriteringsrækkefølge i lastfordelingen, hvorved forholdet mellem for eksempel kul- og naturgasforbruget ændres. Hvis der er mulighed for at købe kvoter/projektkvoter på det internationale marked, vil den internationale kvotepris sætte en øvre grænse for el-producenternes produktionsomlægninger.

Videre er det beregningsteknisk og forenklende antaget, at en ensidig national kvoteordning ikke påvirker den gennemsnitlige elpris, mens en international kvoteordning vil øge elprisen på markedet med 2 øre pr. kWh (ved en international kvotepris på 50 kr. pr. ton CO₂) henholdsvis 4 øre pr. kWh (ved kvotepris på 100 kr. pr. ton CO₂). I det omfang elprisen alligevel forhøjes af en ensidig national kvoteordning, for eksempel på grund af kapacitetsproblemer på el-markedet, vil udfaldet her ligne tilfældet ved EU-kvoter. Der henvises til bilag 10.1 for en generel diskussion af kvotereguleringens indvirkning på elprisen.

Med hensyn til kvotens størrelse er det forudsat, at 2003-niveauet fra den nuværende kvoteordning på 20 mio. ton CO₂pr. år videreføres i perioden 2004-2007, og at kvoten herefter reduceres til 14 mio. ton CO₂pr. år. De valgte kvotestørrelser er en ren beregningsteknisk forudsætning. Kvoten bør ideelt fastsættes efter vurdering af CO₂-mankoens størrelse i lyset af den mulige indsats i alle sektorer samt fordelingspolitiske overvejelser. Konsekvenserne af en ændring af kvotens størrelse er vurderet nedenfor. Kvoterne er i beregningerne som nævnt forudsat tildelt gratis. Konsekvenserne af en auktionering belyses efterfølgende.

Desuden er der gjort en række forudsætninger vedrørende el- og brændselspriser i referencen. Specielt kan nævnes, at markedsprisen for el forudsættes at stige til 24 øre pr. kWh kort efter 2010, svarende til at der på dette tidspunkt er balance mellem udbud og efterspørgsel efter kapacitet, samt at kulprisen i hele perioden antages at ligge omkring 13 kr. pr. GJ inklusive håndteringsomkostninger.

Endelig er forudsat, at afgifterne er uændrede. Det kan som nævnt tidligere være relevant at overveje ændringer i for eksempel CO₂-afgiften ved videreførelse af kvoteregulering af elsektoren.

Tabel 10.3. CO₂-reduktion og CO₂-reduktions­omkost­ninger (velfærdsøkonomisk nutidsværdi for perioden 2004-17) ved (gratis) CO₂-kvoter på el-produktionen fra 2004

Kvotetype og pris på internationale kvoter		CO2-reduktion pr. år 2008-2012 (mio. ton/år)	CO2-reduktion pr. år 2004-2017 (mio. ton/år)	Heraf national CO2-reduktion (mio. ton/år)	Gennem­snitlig CO2-reduktions-pris (kr./ton)	Marginal CO2-reduktions-pris (kr./ton)
National kvote	50 kr./ton	14,2	11,7	2,7	45	59
	100 kr./ton	14,2	11,7	6,4	71	117
EU-kvote	50 kr./ton	14,2	11,7	1,4	22	59
	100 kr./ton	14,2	11,7	3,0	35	117
National kvote	kvotekøb ej muligt	14,2	11,7	11,7	80	143

Tabel 10.3. illustrerer blandt andet:

• Jo højere den internationale kvotepris er, des flere CO₂-reduktioner foretager elsektoren selv.
• Med en international kvoteordning foretager elsektoren færre reduktioner end med en national kvoteordning. Dette skyldes forudsætningen om, at en international kvoteordning øger elprisen.
• CO₂-reduktionsprisen er lavere, jo billigere de internationale kvoter er.
• Den gennemsnitlige CO₂-reduktionspris er lavere ved en international kvoteordning end ved en national kvoteordning.
• Den velfærdsøkonomisk dyreste variant af kvotereguleringen er en national kvote uden mulighed for internationalt kvotekøb. 
• Den samlede reduktionspris ligger i intervallet 22-80 kr. pr. ton CO₂
• Den marginale CO₂-reduktionspris er højere end den gennemsnitlige og ligger i intervallet 59-143 kr. pr. ton CO₂. Dette angiver samtidig prisen for en marginal ændring af kvotens størrelse.
• Ved en international kvotepris på omkring 150 kr. pr. ton CO₂eller derover og uændret elpris vil (bør) elsektoren foretage alle CO₂-re­duk­tionerne selv.

Tabel 10.4. Privatøkonomiske fordelingsvirkninger og total velfærdsøkonomisk virkning (årligt gennemsnit for perioden 2004-2017) af (gratis) CO₂-kvoter på el-produktionen fra 2004

Kvotetype og pris på internationale kvoter		El-producenter (mio.kr./år)	El-forbrugere (mio.kr./år)	Staten (mio. kr./år)	Velfærds-økonomisk virkning, total (mio.kr./år)
National kvote	50 kr./ton	-493	0	-16	-506
	100 kr./ton	-806	0	-27	-801
EU-kvote	50 kr./ton	217	-355	-33	-246
	100 kr./ton	499	-706	-63	-389
National kvote	kvotekøb ej muligt	-958	0	-38	-899

Anm.: Totalen indeholder – foruden en velfærdsøkonomisk opgørelse af de tre andre kolonner – også den samfunds­økonomiske værdi af sparet SO₂- og NO_X-udledning.

Tabel 10. 4. illustrerer blandt andet:

• Ved en national kvote er det el-producenterne, der bærer hoved­omkostningerne ved en kvoteregulering, mens det ved en international kvote – på grund af forudsætningen om øget elpris – er el-for­brugerne, der bærer hovedomkostningerne.
• Ved en international kvote (med gratis kvotetildeling) vinder el-producen­terne umiddelbart på kvotereguleringen, idet deres indtægtstab ved mindre el-produktion og udgifter til kvote- og kreditkøb mere end opvejes af øget indtægt på den resterende el-pro­duktion.
• Statskassen har et relativt set begrænset provenutab i alle tilfælde. Ved en national kvote skyldes provenutabet tabt svovlafgift. Ved en international kvote kommer et ekstra provenutab fra tabt elafgift, idet forudsætningen om øget elpris medfører et lidt mindre elforbrug.

De viste beregninger forudsætter som nævnt, at kvoterne er gratis. Ved en auktionering af kvoterne vil de CO₂-mæssige virkninger være uændrede (forudsat at den internationale kvotepris er uændret[7]). Auktionering vil derfor primært påvirke de fordelingsmæssige virkninger af kvoten. Der vil umiddelbart opstå et auktionsprovenu af størrelsen [kvote x kvotepris]. Den internationale kvotepris vil formentlig være retningsgivende for, hvad auktionsprisen vil blive. Antages identitet mellem auktionspris og international (projekt-)kvotepris, vil staten få et auktionsprovenu fra 2008 på 700 henholdsvis 1400 mio.kr. årligt med en kvotepris på 50 henholdsvis 100 kr. pr. ton CO₂. Med en ren national kvote uden mulighed for køb af internationale kvoter er det mere uvist, hvad auktionsprisen vil blive.

En auktion af kvoterne passer mest naturligt sammen med det internationale kvotesystem, hvor el-producenterne tjener penge på (gratis) kvoter. Hvis for eksempel 10 pct. af kvoterne bortauktioneres, vil det give et auktionsprovenu på 70 henholdsvis 140 mio.kr. som umiddelbart vil reducere el-producenternes indtægtpå ca. 217 henholdsvis 499 mio.kr. årligt til ca. 150 henholdsvis 350 mio.kr. årligt. Auktionsprovenuet kunne for eksempel anvendes til at reducere CO₂-afgiften på el[8].

10.8. Relationer mellem kvoteregulering og miljøbonus

Den gældende CO₂-afgift på elektricitet er pålagt i forbrugsleddet og ikke i produktionsleddet. Dermed skelnes der ikke imellem, hvorvidt den forbrugte el er produceret ved hjælp af fossile brændsler eller vedvarende energi. Dette betyder, at CO₂-omkostningen for samfundet ved fossil el-produktion ikke indgår i de fossile el-producenters produktionsom­kost­ninger. CO₂-fordelen ved vedvarende energi bliver således ikke belønnet i CO₂-afgiftssystemet. Dette rettes der op på ved at yde særskilt tilskud til CO₂-fri el-produktion på 10 øre pr. kWh, som netop modsvarer CO₂-af­gifts­betalingen af den vedvarende energi (hertil kommer yderligere pristillæg for særskilte VE-produktionsformer).

Den fossile el-produktion er, jf. afsnit 10.2, underlagt en national kvoteordning til og med 2003. Selv om kvoterne er omsættelige, repræsenterer kvoterne i praksis ikke en værdi ud over retten til fossil el-produktion, da der ikke er et internationalt marked, hvor de kan sælges.

Den i kvotedirektivet foreslåede regulering af el-produktionen ved hjælp af internationalt omsættelige kvoter vil i modsætning hertil fra første dag medføre, at omkostningen ved CO₂-udledning fra el-produktion værdi­sættes. De internationalt omsættelige kvoter repræsenterer en værdi svarende til kvoteprisen, idet producenterne vil have mulighed for at sælge kvoterne, hvis de reducerer produktionen af fossil el. Dette gælder også i en situation, hvor kvoterne tildeles gratis. Dermed belastes fossil energiproduktion med omkostningen ved den medfølgende udledning af CO₂. Omvendt belastes vedvarende energi ikke, da den ikke udleder CO₂. Der kan dog være fordelingsmæssige problemstillinger, såfremt konventionel energiproduktion tildeles en andel af kvoterne gratis.

En kvotepris på 50 kr. pr. ton CO₂svarer til en omkostning på ca. 5 øre pr. kWh ved traditionel fossil el-produktion (kulkondens), mens en kvotepris på 100 kr. pr. ton CO₂svarer til ca. 10 øre pr. kWh. Direktivforslagets kvoteordning vil derfor indebære, at den fossile (kulbaserede) el-produktion belastes med en omkostning af denne størrelse. Med EU-kvoter på CO₂-udledningen fra fossil el-produktion bortfalder derfor i princippet begrundelsen for det nuværende særskilte tilskud til vedvarende energi på 10 øre pr. kWh, hvorefter et tilskud dog fortsat kan begrundes som en miljøbonus ud fra nedenstående betragtninger.

Kvoterne på fossil energiproduktion vil i sig selv ikke forbedre rentabiliteten af vedvarende energi, men kvotereguleringen vil medføre en stigning i elprisen, som forbedrer rentabiliteten for anlæg, der ikke udleder CO₂. Stigningen i elprisen er i afsnit 10.7 beregnet til 2 henholdsvis 4 øre pr. kWh ved kvotepriser på 50 henholdsvis 100 kr. pr. ton CO₂. Grunden til, at kvoteprisen ikke slår mere igennem i elprisen er, at kvoten ikke altid strammer. Den forbedrede indtjening for vedvarende energi som følge af stigende elpriser vil i sig selv udgøre en miljøbonus til VE, da VE ikke er belastet af den modsvarende CO₂-kvoteomkostning. Prisstigningen er dog usikker både med hensyn til størrelse, og med hensyn til hvornår den slår igennem.

Det fremgår af den energipolitiske aftale af 19. juni 2002, at miljøbonusen til vindenergi skal svare til, hvad der er nødvendigt for en omkostningseffektiv opfyldelse af Danmarks internationale miljøforpligtelser sammenlignet med alternative virkemidler.

Billigste alternative virkemiddel til opfyldelse af Kyoto-forpligtelsen vil ved en international kvoteregulering være indkøb af fleksible mekanismer. Omkostningen ved køb af fleksible mekanismer vil, jf. kapitel 7, næppe overstige 10 øre pr. kWh og kan med betydelig usikkerhed skønnes til 5 øre pr. kWh. Elprisvirkningen som følge af kvotereguleringen vil imidlertid næppe overstige 4 øre pr. kWh og kan med betydelig usikkerhed skønnes til 2 øre pr. kWh.

Kvotereguleringen vil dermed isoleret set medføre en stigning i elprisen på 2 øre pr. kWh (ved en kvotepris på 50 kr. pr. ton CO₂). Selve kvoteprisen kan skønnes til 5 øre pr. kWh. Dermed mangler der en elprisvirkning på 3 øre pr. kWh, for at vindenergi afregnes til en pris der svarer til, hvad der er nødvendigt for en omkostningseffektiv opfyldelse af Danmarks internationale miljøforpligtelser sammenlignet med alternative virkemidler – her fleksible mekanismer. Den yderligere miljøbonus – ud over den der ligger i elprisstigningen – kan dermed ud fra denne betragtning beregnes til 3 øre pr. kWh.

Bliver kvoteprisen i stedet 100 kr. pr. ton CO₂(10 øre pr. kWh) vil den sandsynlige elprisvirkning være 4 øre pr. kWh, hvilket umiddelbart tilsiger en miljøbonus på 6 øre pr. kWh – de 10 øre pr. kWh fratrukket elprisvirkningen på 4 øre pr. kWh. Såfremt der slet ikke bliver nogen virkning på elprisen, vil miljøbonusen i stedet skulle være de 10 øre pr. kWh, som svarer til kvoteprisen.

Den omkostningseffektive miljøbonus er dermed sandsynligvis mindre end det nuværende tillæg til markedsprisen for nye vindmøller, som udgør 10 øre pr. kWh. Det skal understreges, at beregningen bygger på en række antagelser og præmisser, hvorfor den er forbundet med en betydelig usikkerhed.

Ovenfor er miljøbonusen alene beskrevet ud fra en betragtning om, at den værdisætter fordelen ved, at vedvarende energi ikke udleder drivhusgasser og dermed bidrager med en reduktion i CO₂-udledningen. Udbygning med vedvarende energi kan dog tillige ses i en bredere sammenhæng. Vedvarende energi bidrager ikke mindst til energiforsyningssikkerheden i Danmark ved at nedbringe afhængigheden af import af fossile brændsler. En udbygning med vedvarende energi vil dermed bidrage til forsyningssikkerheden dels på kort sigt fra selve udbygningen, dels på længere sigt via den teknologiske udvikling, efterspørgslen stimulerer.

Hvis det ud fra disse betragtninger vurderes at være samlet set fordelagtigt at fremme en given udbygning med for eksempel havvindmøller, vil den mest omkostningseffektive strategi formentlig være at bruge udbudsme­ka­nis­men. Gennem udbudsmekanismen kan der indbygges et konkurrenceelement i udbygningen, der vil medvirke til effektivisering og begrænsning af omkostningerne. I så fald vil afregningen blive fastlagt ved det mest konkurrencedygtige bud. Udbudsmekanismen er dog forbundet med den ulempe, at man risikerer ikke at modtage nogen bud på et acceptabelt niveau.

En omkostningseffektiv klimaindsats, der baseres på et kvotesystem for CO₂, passer jævnfør ovenstående godt sammen med en model med en miljøbonus, som prissættes ud fra bedste viden (herunder om kvotepris) om de alternative CO₂-reduktionsomkostninger. Et marked for VE-beviser – som oprindeligt blev aftalt – er derimod næppe et omkostnings-effektivt virkemiddel. Dette skyldes blandt andet, at et VE-bevismarked er baseret på et virkemiddel (vedvarende energi) og ikke på selve udledningen af drivhusgasser, således som et kvotemarked er det. Der vil således være tale om et begrænset og separat marked, der vil skulle virke parallelt med kvotemarkedet. Endvidere vil markedet næppe kunne være præget af en velfungerende konkurrence, ligesom man må forvente ganske betydelige prisudsving på markedet på grund af en næsten lodret udbudskurve (når vindmøllen er etableret produceres der uanset markedsprisen, da driftsomkostningen er lav).

Herudover gælder der, at et VE-bevismarked er afhængig af en efterspørgsel, som i øjeblikket er skabt via aftagepligten af vedvarende energi. Regeringen ønsker jf. Liberalisering af energimarkederne, at sikre, at hele den danske el-produktion skal handles på markedet – herunder den vedvarende energi. Såfremt VE handles på markedet og modtager miljøbonus, vil en særskilt efterspørgsel efter VE forsvinde, og VE-bevismarkedet vil ikke kunne fungere. Det bemærkes, at forbrugerne kunne tænkes at efterspørge (dyrere) VE, som det er tilfældet med økologiske fødevarer, men det synes ikke givet, at efterspørgslen vil svare til (det relativt) faste udbud på over 20 pct. af forbruget. Det bemærkes, at det i fremtiden vil være muligt at efterspørge VE ved hjælp af den forventede mærkningsordning for VE.

10.9. Tidsfaktoren: Hvornår skal et (nyt) kvotesystem starte?

Efter 2003 ophører den danske kvotelov med at have virkning, idet loven kun fastsætter kvoter for “reformperioden” 2000-2003. I det følgende gennemgås en række overvejelser af relevans for stillingtagen til videreførelsen af den danske kvotelov.

Hvis kvoteloven i en eller anden form skal virke også fra 1. januar 2004, er der behov for en hurtig stillingtagen, idet en lovændring skal statsstøtte­godkendes (hvilket tog 9 måneder for den nuværende kvotelov), og idet der skal være en vis tid til at udmelde kvoterne inden 2004[9].

Argumentet imoden videreførelse af en ensidig dansk kvotelov i en over­gangsperiode er, at danske kulbaserede el-producenters konkurrence­evne i forhold til udenlandske el-producenter forringes, hvilket resulterer i et samfunds­økonomisk tab. Hertil kommer, at Danmark ikke godskrives CO₂-reduktioner før 2008. Der er imidlertid også overvejelser, der kunne tale foren videre­førelse af kvoteloven efter 1. januar 2004, idet en afskaffelse af kvotereguleringen kan skabe tvivl om de langsigtede rammer for elsektoren og føre til, at en senere genindførelse af kvoter med stramme CO₂-begrænsninger opleves som et mere voldsomt indgreb. Dette kan dog undgås, hvis der sker en tilpas klar politisk udmelding om det senere system,

Hvis det besluttes, at kvoteloven skal videreføres i 2004 og indtil EU-direktivets kvotesystem træder i kraft, kan man for eksempel fortsætte med den nuværende afgift på 40 kr. pr. ton, så længe der ikke er mulighed for internationalt kvotekøb. Uanset om man vælger en videreførelse af kvoteloven fra 2004 eller om man vælger at vente til EU-direktivet træder i kraft, vil det være relevant at tilnærme den danske lovgivning til de kommende EU-regler.

10.10. Konklusion

Der skal på kort sigt træffes beslutning om, hvad der skal ske med kvotereguleringen fra 1. januar 2004 og indtil kvotedirektivet træder i kraft.

Under kvotedirektivet vil der være relativt snævre grænser for, hvad Danmark kan gøre i forbindelse med implementeringen i dansk lov (som vil skulle finde sted i løbet af 2003). Der vil blive mulighed for at justere i sektordækningen. I den forbindelse vil det være relevant at se nærmere på fjernvarmesektoren, og blandt andet tage stilling til, om fjernvarme­siden skal holdes uden for kvotereguleringen før 2008. På længere sigt vil det fælles EU-kvotesystem i væsentligt omfang kunne medvirke til at øge omkostningseffektiviteten i den samlede drivhusgasregulering.

Den samlede velfærdsøkonomiske pris for CO₂-besparelser ved kvoter er beregnet til 22-80 kr. pr. ton CO₂, afhængigt af om der indføres internationale kvoter eller fortsættes med et nationalt kvotesystem, og afhængigt af om og til hvilken pris internationale kvoter/kreditter kan købes. Ved et nationalt kvotesystem er det især el-producenterne, der bærer omkost­ningerne, mens det ved et internationalt kvotesystem især er el-for­bru­gerne. I en samlet velfærdsøkonomisk beregning er omkostningerne ved et internationalt kvotesystem på grund af virkningen på elprisen mindre end ved et nationalt kvote­system. En fuld auktionering af kvoterne forventes at ville kunne indbringe 700-1400 mio.kr. årligt. Dette provenu vil ændre de fordelingsmæssige virkninger, afhængigt af hvad det anvendes til.

En eventuel tilpasning af CO₂-afgiften på el som følge af en ny kvoteordning og timingen heraf er der behov for at overveje nærmere.

Bilag 10.1.

Virkning på elprisen af en dansk CO₂-kvoteordning

Hvilken virkning CO₂-kvoter på de danske el-producenter har på elprisen, er et meget indviklet spørgsmål. Her er det kun muligt at angive nogle overordnede vurderinger.

CO₂-kvoterne forudsættes i første omgang fordelt gratis ved ”grandfathering” (altså med afsæt i producenternes historiske udledning). Kvoterne kan efterfølgende omsættes på markedet og får derved en værdi. Den initiale tildeling repræsenterer således en éngangs-kapitalgevinst for producenterne, som løbende udredes af el-forbrugerne over elprisen. Producenternes marginalomkostninger forhøjes svarende til kvoteprisen, hvis kvoten binder. Det gælder også, når kvoten ikke binder, hvis de altid kan afsætte kvoten – i sidste ende til udlandet.

For at overholde kvoten, vil producenterne vælge det billigste alternativ blandt følgende muligheder:

a)        Udføre egne foranstaltninger. Begrænse eller omlægge produktionen i mindre CO₂-udledende retning ved at ændre sammensætningen af brændsler osv.

b)        Betale strafafgiften ved overskridelse af kvoten. Det er dog ikke relevant ved et EU-kvotesystem, idet betaling af strafafgiften ikke fritager for CO₂-reduktionsforpligtelsen.

c)        Købe flere kvoter. De kvotebelagte producenter under ét kan kun købe flere kvoter i udlandet. Det kan ske ved at udnytte de fleksible mekanismer og herved blive krediteret for kompenserende CO₂-reduktioner i udlandet.

Det "stående alternativ" c) vil sætte overgrænsen for CO₂-omkostningerne (under forudsætning af en tilpas høj strafafgift). Hvis el-producenterne også har mulighed for at sælge egne CO₂-reduktioner i udlandet, vil det ligefrem sætte prisen på de nationale CO₂-kvoter og det marginale tiltag under alternativ a).

Hvis der er fuldkommen konkurrence, vil elprisen på markedet være bestemt af de marginale omkostninger ved at producere på det marginale værk, som det er nødvendigt at tage i brug for at tilfredsstille efterspørgslen. Hvis alle lande har CO₂-kvoter, skal omkostningerne herved indregnes. Hvis kvoterne binder, vil marginalomkostningerne forhøjes svarende til prisen på det billigste alternativ, som producenten må vælge for at overholde kvoten.

Alle lande på el-markedet har kvoter

Selvom det ikke er givet, må man på langt sigt forestille sig, at alle lande i el-markedet har kvoter. I denne situation er det relevante at diskutere, hvordan en stramning af en eksisterende dansk CO₂-kvote da vil virke.

Der er en betydelig variation i udbud og efterspørgsel af el over døgnet og over året blandt andet på grund af klimatiske forhold (vandkraft, vindkraft, elvarme osv.). Kvoter kan opspares fra år, hvor den kun er lempeligt bindende eller slet ikke, til år, hvor den binder mere. Med mindre kvoten er overordentlig stram, vil der i praksis ske det, at kvoten i nogle perioder binder mærkbart, mens den i andre situationer binder lempeligt eller slet ikke. En stramning af kvoten vil således føre til, at den binder stærkere og i flere perioder.

I det følgende ses forenklet på en situation, hvor kvoten binder hele tiden, jf. figur 1.

Figur 1. Virkning af en strammere kvoteordning for hele markedet, når kvoten binder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

U⁰er marginalomkostningskurven, som er lig med udbudskurven i fravær af kvoter. E er efterspørgselskurven. Der dannes prisen p⁰og produktionsmængden x⁰.

Når alle landene i markedet indfører den samlede kvote 1, forskydes marginalomkostningskurven = udbudskurven til U¹(marginalomkostningerne forhøjes også til venstre for punkt C, da det er en omkostning for produktionen under kvoten, at provenuet fra alternativet kvotesalg mistes). Den lodrette afstand mellem den nye og den gamle udbudskurve, for eksempel den lodrette afstand mellem B og C, afspejler omkostningen ved det billigste alternativ for opfyldelse af kvoten, der f.eks. kan være erhvervelse af fleksible mekanismer. Der dannes prisen p¹og mængden x¹. Som figuren er tegnet, binder kvoten, der udledes mere CO₂, end kvoten umiddelbart angiver, og der købes kompenserende kvoter og kreditter ved anvendelse af fleksible mekanismer, således at der ikke er tale om en bogholderimæssig overskridelse.

Når den fælles kvote strammes til kvote 2, er marginalomkostningskurven fortsat U¹, hvisden marginale producents omkostningsforhold i punktet (x¹,p¹) er upåvirkede, for eksempel fordi den marginale producent allerede køber kvoter/kreditter til en udefra givet pris. I praksis vil denne pris dog forhøjes ved en stramning på for eksempel EU-plan, og i så fald skubbes udbudskurven yderligere opad fra U¹, men forudsætningen er mere relevant ved en isoleret dansk stramning, jf. nedenfor. De intramarginale producenter, der ligger på udbudskurven i området mellem kvote 1 og kvote 2, må efter stramningen købe kvoter/kreditter for at opretholde produktionen. Udgiften hertil angives af arealet ABCD, der også angiver det samfundsøkonomiske tab. De intramarginale producenter kan bære udgiften, fordi de næsten pr. definition har overnormal profit.

En isoleret stramning af de danske kvoter i tilfældet, hvor alle lande har kvoter, kan anskues på principielt samme måde (men det kræver en mere indviklet figur).

Markedsprisen (og mængden) påvirkes ikke, hvis den marginale producents forhold ikke påvirkes. Her er det meget mere rimeligt at antage, at prisen på kvoter/kreditter ikke påvirkes. De intramarginale danske producenter må bære tabet ved at købe kvoter/kreditter. (Forskellen til figur 1 er, at de intramarginale danske producenter typisk vil ligge spredt over den initiale udbudskurve til venstre for punkt C og ikke lige op til). Den samlede ekstra udgift til køb af kvoter/kreditter er også et samfundsøkonomisk tab for Danmark.

Det skal dog understreges, at nogle vigtige forudsætninger herfor er følgende:

• Der er (tilnærmelsesvis) fuldkommen konkurrenceherunder tilstrækkelig kapacitet i udlandsforbindelserne. Da der er en betragtelig variation i markedsforholdene over døgnet og året, kan der typisk løbende opstå situationer med forsyningsproblemer i produktion og/eller transmission. Det giver grundlag for opståen af (lokal) markedsmagt. En strammere dansk kvotering kan forstærke dette og derved styrke producenternes markedsmagt med prisforhøjelser til følge. Ved fuldkommen konkurrence fås den laveste prisvirkning.
• Prisen på fleksible mekanismer sætter prisen på det marginale tiltag. Jo strammere kvoten er, og jo lavere prisen på fleksible mekanismer er, jo mere sandsynligt er dette. Danske kvotestramninger vil ikke påvirke prisen på fleksible mekanismer (modsat europæiske kvotestramninger).
• Kvoten binder hele tiden. Da der formentlig i praksis bliver flere perioder, hvor kvoten binder mærkbart, vil der alt i alt ske en lille forhøjelse af den gennemsnitlige elpris. I så fald sker her på mange måder principielt det samme, som hvis Danmark strammer en isoleret dansk CO₂-kvote.

Kun Danmark har kvoter

Hvis Danmark isoleret viderefører/indfører kvoter på el-producenterne, vil påvirkningen af elprisen i forhold til situationen uden kvoter afhænge af, hvem der er den marginale ”prissættende” udbyder på det internationale el-marked, Danmark deltager i (aktuelt Nordpool).

En isoleret dansk indførelse af kvoter kan anskues på principielt samme måde som indførelse af kvote 1 på figur 1 ovenfor (men igen kræver det en mere indviklet figur). Markedsprisen påvirkes stort set ikke, hvis de fleste danske producenter er tilstrækkeligt intramarginale (tilstrækkeligt spredt på udbudskurven til venstre for markedskrydset). Det vil være den typiske situation, da danske producenter i runde termer kun står for 1/10 af udbuddet på Nordpool og mindre end 1/50 af udbuddet i EU.

I den udstrækning Nordpool integreres med et fælles europæisk el-marked med tilstrækkelige internationale forbindelser vil situationen, hvor danske producenter er "prisbestemmende", i praksis næsten aldrig fore­komme. Det kan derfor antages som beregningsteknisk tilnærmelse, at en isoleret dansk kvoteordning ikke vil påvirke den gennemsnitlige pris.

Kvoter fordelt ved auktionering

Her er virkningen på elprisen principielt den samme, fordi der også her sker en forhøjelse af marginalomkostningerne, der kan overvæltes på elprisen afhængig af forholdene på markedet. Blandt andet i kraft af statens provenu fra auktioneringen er de fordelingsmæssige virkninger dog anderledes, men provenuet kan eventuelt tilbageføres.

Sammenfatning

Jo mere dækkende kvoteordningen er med hensyn til antal deltagende lande på det fælles el-marked og jo mere stramhedsgraden afstemmes, jo højere vil kvoteprisen blive, jo mere vil omkostningerne ved at opfylde en given samlet kvote overvæltes i elprisen, og jo mere vil den blive betalt af el-forbrugerne. Hvis kvoten omvendt er ”løs” med hensyn til dækningsgrad og synkronisering, vil omkostningerne ved en given kvote i højere grad blive betalt af de kvotebelagte producenter.

Jo strammere kvoten er for en given dækning af deltagerne på markedet, jo større er gennemslaget på kvoteprisen og på elprisen.

---