6. Dansk økonomi til 2010
6.1. Indledning
Formålet med fremskrivningerne er at belyse de mellemfristede krav til finans- og strukturpolitikken med udgangspunkt i de overordnede beslutninger, som er truffet, og en vurdering af de underliggende strukturer i økonomien. Hovedsigtet er, at finanspolitikken skal være robust i forhold til det demografiske pres, som tager til i styrke efter 2010. Den første fremskrivning til 2010 blev fremlagt i januar 2001 og er siden opdateret flere gange på baggrund af nye informationer og ændringer i den økonomiske politik.
Den mellemfristede fremskrivning, som præsenteres i dette kapitel, er en teknisk opdatering af det forløb, som blev præsenteret i Finansredegørelse 2002 (FR02). Fremskrivningen indregner virkningen af skatteaftalen, nye mål for realvækst i det offentlige forbrug, finanslovsaftalen for 2003 samt nye skøn for tilgangen til tidlig tilbagetrækning og andre arbejdsmarkedspolitiske og sociale ordninger frem til 2010. Fremskrivningen skal ses i forlængelse af den konjunkturvurdering, som er præsenteret i de foregående kapitler, jf. boks 6.1.
Boks 6.1.Reviderede beregningsforudsætninger i forhold til FR02
|
Fremskrivningen tager udgangspunkt i forløbet fra FR02, med realvækst i det offentlige forbrug på ½ pct. årligt fra 2006 til 2010, og fastholder samme krav til strukturreformer på arbejdsmarkedet. Forløbet opdateres på følgende områder:
|
Kravene til finanspolitikken på mellemfristet sigt afhænger af den aktuelle stilling på de offentlige finanser og mulighederne for at styrke indtægtsgrundlaget og derfor beskæftigelsen fremadrettet. Den historiske udvikling i beskæftigelsen fra 2000 og frem til 2003 har kun betydning for de mellemfristede finanspolitiske muligheder i det omfang udviklingen påvirker den aktuelle, underliggende stilling – eller den fremadrettede udvikling – i de offentlige finanser. Gennemgangen er på den baggrund koncentreret om udviklingen fra 2003 (som er dækket af den seneste finanslov) og frem til 2010.
Der er som udgangspunkt ikke foretaget ændringer i størrelsen af de overordnede krav til strukturforbedringer på arbejdsmarkedet, som indregnes i fremskrivningen. Det indebærer, at den stigning i beskæftigelsen frem til 2010, som skønnes at kræve en yderligere strukturpolitisk indsats (de ikke-udmøntede krav) er uændret i forhold til FR02, hvis der ses bort fra skatteaftalens virkning på arbejdsudbuddet, som ikke er indregnet i tidligere fremskrivninger. Dermed får ændrede forudsætninger, fx for tilgangen til tidlig tilbagetrækning, fuldt gennemslag på de offentlige finanser.
Opdateringen med de nye informationer medfører kun begrænsede justeringer af den samlede vurdering. Med de opstillede forudsætninger om større beskæftigelse opfylder finanspolitikken de overordnede betingelser for holdbarhed. Kravet er, at beskæftigelsen (strukturelt) skal øges med 53.000 personer fra 2003 til 2010 i forhold til et centralt forløb, som indregner virkninger af gennemførte reformer mv. Kravet til nye initiativer er ca. 9.000 mindre end i FR02 som følge af skatteaftalen.
De offentlige finanser er samlet set svækket i forhold til FR02, men ændringen er begrænset i forhold til tidligere revisioner og den usikkerhed, som beregningerne er underlagt. Ændringen skyldes blandt andet lavere vækst i arbejdsstyrken som følge af større tilgang til efterløn, jf. boks 6.2.
Boks 6.2. Konsekvenser af ændrede forudsætninger, hovedresultater
|
|
6.2. Hovedtræk af det mellemfristede forløb
I det mellemfristede forløb forudsættes for perioden 2003-10 en vækst i BNP på omtrent 1,9 pct. årligt, jf. tabel 6.1. Afdæmpningen af væksten sammenlignet med perioden 1995-03 skyldes bl.a., at det kraftige fald i ledigheden i denne periode ikke kan gentages, og at der – i modsætning til perioden siden 1995 – kan forventes en reduktion af den gennemsnitlige arbejdstid frem til 2010 som følge af ændringer i befolkningens sammensætning og aftaler om flere feriefridage.
Det er forudsat, at timeproduktivitetsvæksten i de private byerhverv i gennemsnit svarer til ca. 2 pct. årligt blandt andet understøttet af initiativerne i forlængelse af Vækst med Vilje, Regeringen 2002, jf. appendiks 6.2.
Tabel 6.1. Samfundsøkonomiske nøgletal
|
1995-03 |
2004-05 |
2006-10 |
2003-10 | ||
|
Årlig vækst, pct. | |||||
|
BNP, realt. |
2,3 |
2,2 |
1,9 |
1,9 | |
|
Forbrugerprisdeflator |
2,3 |
1,8 |
1,7 |
1,8 | |
|
Nettoprisdeflator |
2,0 |
2,0 |
1,8 |
1,9 | |
|
Timeløn |
4,0 |
3,7 |
3,8 |
3,8 | |
|
1.000 personer, niveau i slutår |
Ænd. | ||||
|
Beskæftigede |
2.731 |
2.756 |
2.790 |
59 | |
|
- Privat |
1.888 |
1.908 |
1.932 |
44 | |
|
- Offentlig |
842 |
848 |
858 |
15 | |
|
Arbejdsstyrke |
2.894 |
2.908 |
2.920 |
26 | |
|
Ledighed |
163 |
152 |
130 |
-33 | |
|
Strukturel ledighed |
156 |
151 |
130 |
-26 | |
|
Pct. af BNP, niveau i slutår |
Ænd. | ||||
|
Offentlig saldo |
1,3 |
1,8 |
1,7 |
0,5 | |
|
Betalingsbalance |
3,0 |
3,2 |
3,5 |
0,5 | |
|
Offentlig ØMU-gæld |
42,5 |
38,1 |
28,1 |
-14,4 | |
|
Udlandsgæld |
14,7 |
7,5 |
-9,4 |
-24,1 | |
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Fremskrivningen er baseret på en forudsætning om en stigning i arbejdsstyrken på 26.000 personer fra 2003 til 2010 og et fald i den faktiske ledighed på 33.000 personer. Det muliggør en samlet fremgang i beskæftigelsen på 59.000 personer, som er fordelt med 44.000 personer i den private sektor og 15.000 i den offentlige sektor.
Da en del af ledigheden i 2003 skønnes konjunkturbetinget (ca. 7.000 personer), forudsættes en stigning i den strukturelle beskæftigelse på 52.000 personer fra 2003 til 2010. Det er 14.000 færre end i FR02.
Omtrent 1/3 af nedjusteringen skal ses i lyset af, at den gennemsnitlige arbejdstid er opjusteret som følge af skatteaftalen, og at kravet til øget beskæftigelse derfor kan reduceres i forhold til tidligere. Den resterende del af reduktionen slår fuldt igennem på de offentlige finanser, og afspejler navnlig større tilgang til efterløn og i mindre grad førtidspension end hidtil antaget.
Det skønnes usikkert, at beskæftigelsen underliggende vil være omtrent uændret fra 2003 til 2010 i fravær af yderligere strukturpolitiske initiativer. Dermed forudsættes, at en forstærket indsats giver grundlag for en fremgang på i alt 52.000 beskæftigede fra 2003 til 2010. Kravet er ca. 9.000 mindre end i FR02 som følge af udmøntning af skatteaftalen.
Fuldt indfaset medfører skatteaftale en reduktion i beskatningen på godt 9½ mia.kr. (i 2003-niveau) – eller 2/3 pct. af BNP. Inklusiv nominalprincippet i skattestoppet, er der dermed samlet tale om en skattenedsættelse på godt 1¼ pct. af BNP fra 2003 til 2010 (i 2003-niveau).
Det offentlige forbrug forudsættes at vokse realt med 0,7 pct. i 2004 og 0,6 pct. i 2005, mod 1 pct. i begge år i de tidligere fremskrivninger. Fra 2006 til 2010 sigtes uændret efter en realvækst på 0,5 pct. årligt.
Kravet til beskæftigelsesudviklingen og den forudsatte finanspolitik indebærer, at det strukturelle overskud på de offentlige finanser kan opgøres til ca. 1,7 pct. af BNP i gennemsnit fra 2003 til 2010, hvilket ligger inden for det opstillede målinterval på 1½-2½ pct. af BNP. Desuden kan den finanspolitiske holdbarhed beregnes til -0,1 pct. af BNP. Det indebærer med en beskeden manko – og de opstillede krav til arbejdsmarkedet – at gældsnedbringelsen frem mod 2010 sker med den nødvendige styrke, og at målsætningerne omkring niveauet for beskatning og offentlige udgifter frem til 2010 kan fastholdes, når ældreandelen øges, uden at overvælte krav om senere stramninger.
I fravær af den forudsatte mervækst i beskæftigelsen, sammenlignet med et centralt skøn for stigningen i beskæftigelsen i fravær af yderligere strukturpolitiske tiltag, udestår alt andet lige et behov for en finanspolitisk tilpasning på i størrelsesordenen godt 1 pct. af BNP. Det er en anelse mere end beregnet i FR02.
Den finanspolitiske holdbarhed er således svækket lidt siden FR02 (med 0,2 pct. af BNP). Ændringen kan navnlig tilskrives lidt lavere arbejdsstyrkevækst, en marginal forringelse af det finanspolitiske udgangspunkt (den strukturelle primære saldo i 2003) og at provenutabet i forbindelse med imødegåelse af bortfald af 24-timers reglen (herunder grænsehandels-pakken) tidligere (i FR02) var forudsat finansieret. Givet usikkerheden i beregningerne, og i forhold til tidligere revisioner, er der tale om meget begrænsede justeringer i de mellemfristede krav til finanspolitikken.
Det skal understreges, at der – som i tidligere fremskrivninger – alene er anlagt beregningstekniske forudsætninger om den økonomiske politik, herunder arbejdsmarkeds- og skattepolitikken, efter 2010.
Gældsnedbringelsen indebærer, at der skabes mulighed for, at gældende regler for regulering af overførslerne kan fastholdes, at de offentlige udgifter til service i pct. af BNP kan reguleres op som følge af ændringerne i befolkningssammensætningen, og endelig at skatteprocenterne som udgangspunkt ikke øges efter 2010. Den konkrete prioritering efter 2010 er ikke besluttet eller planlagt. Forudsætningerne for forløbet er alene, at finanspolitikken netto og korrigeret for demografiske ændringer virker uændret efter 2010.
Fremskrivningen indebærer en holdbar lønudvikling på ca. 3¾ pct. og forbrugerprisstigninger på omkring 1¾ pct., der samlet indebærer en reallønsfremgang på omtrent 2 pct. årligt i hele forløbet. Det svarer stort set til den forudsatte vækst i produktiviteten i de private byerhverv.
Et voksende overskud på vare- og tjenestebalancen medfører sammen med faldende renteudgifter, at betalingsbalancen forbedres lidt i løbet af fremskrivningen. Fortsatte overskud bidrager til en væsentlig reduktion af udlandsgælden, som med forbehold for de normalt betydelige værdireguleringer kan vendes til nettotilgodehavender i løbet af perioden 2005-10.
6.3. Forudsætninger om finanspolitikken
Det er forudsat, at det reale offentlige forbrug øges med 0,7 pct. i 2004 og 0,6 pct. i 2005, mod tidligere 1 pct. i begge år. Fra 2006 til 2010 forudsættes realvæksten uændret at svare til ½ pct. om året, jf. tabel 6.2.
Væksten i det reale offentlige forbrug indregner, at der i henhold til skatteaftalen er afsat et rammebeløb på 1 mia.kr., som først udmøntes senere. I fremskrivningen er rammebeløbet beregningsteknisk indlagt med ½ mia.kr. til overførsler fra 2004 og ½ mia.kr. til større offentligt forbrug fra 2005 og frem, hvilket isoleret set øger realvæksten med godt 0,1 pct.enhed i 2005, jf. boks 6.3, som redegør for ændringer i forhold til FR02 som følge af skatteaftalen.
Det reale offentlige forbrug vokser dermed – akkumuleret – 2,4 pct. mere end ændringer i befolkningens størrelse og sammensætning isoleret set tilsiger fra 2003 til 2010 (det demografiske træk). Det er mindre end i FR02, hvor forskellen var 2,8 pct. Ændringen siden FR02 er ikke helt så stor, som ændrede realvækstforudsætninger isoleret set tilsiger. Det skyldes en revision af den anvendte befolkningsprognose, som indebærer en lille mindre nedjustering af det beregnede demografiske træk frem til 2010 og en modgående stigning i årene efter.
Tabel 6.2. Realvækst i offentligt forbrug og demografisk træk1)
|
2004 |
2005 |
2006-10 |
2003-10 | ||||
|
Årligt |
Akk. | ||||||
|
Offentligt forbrug |
Realvækst, pct. | ||||||
|
FR02 |
1,0 |
1,0 |
0,5 |
0,6 |
4,5 | ||
|
Beregnet demografisk træk på service |
0,4 |
0,3 |
0,2 |
0,2 |
1,7 | ||
|
Forskel, FR02 |
0,6 |
0,7 |
0,3 |
0,4 |
2,8 | ||
|
ØR03, maj |
0,7 |
0,6 |
0,5 |
0,5 |
3,8 | ||
|
Beregnet demografisk træk |
0,3 |
0,3 |
0,2 |
0,2 |
1,4 | ||
|
Forskel, ØR03, maj |
0,4 |
0,3 |
0,3 |
0,3 |
2,4 | ||
Anm.: I FR02 blev der vist to forløb. Der sammenlignes i tabellen med forløbet med realvækst i det offentlige forbrug på ½ pct. årligt fra 2006 til 2010, hvilket svarer til forudsætningerne i DK2010.
1) I tabellen er vist realvæksten i det offentlige forbrug ekskl. afskrivninger (dvs. offentlig lønsum og nettovarekøb). Realvæksten i det samlede offentlige forbrug (dvs. inkl. afskrivninger) kan godt afvige herfra, hvis de reale afskrivninger vokser hurtigere eller langsommere end den resterende del af det offentlige forbrug. Det har imidlertid hverken betydning for væksten i ressourcerne til offentlig service eller overskuddet på de offentlige finanser.
Kilde: ADAM’s databank, DREAM’s befolkningsprognose og egne beregninger.
Boks 6.3 Ændret realvækst siden FR02 i lyset af skatteaftalen
|
Skatteaftalen indeholder en samlet reduktion i beskatningen af arbejdsindkomst på godt 9½ mia.kr. (svarende til 2/3 pct. af BNP). Derudover afsættes som nævnt yderligere 1 mia.kr. som et rammebeløb til større overførsler og service. De samlede provenuvirkninger udgør derfor godt 10½ mia.kr. (¾ pct. af BNP). I FR02 var beregningsteknisk indregnet et beløb til lavere skat på arbejdsindkomst på ½ pct. af BNP i et forløb med samme realvækst i det offentlige forbrug som i 2010-fremskrivningen fra januar 2001. For at finansiere en yderligere provenuvirkning på ¼ pct. af BNP sammenlignet med tidligere fremskrivninger blev den forudsatte realvækst i det offentlige forbrug, som udgangspunkt nedsat med 0,3 pct.enheder i 2004 og 0,5 pct.enheder i 2005 i forhold til tidligere, jf. skatteaftalen. Antages beregningsteknisk, at halvdelen af det nævnte rammebeløb udmøntes som større offentligt forbrug fra 2005 og frem, løftes realvæksten fra de nævnte 0,5 pct. til 0,6 pct. i 2005. |
Det demografiske træk er et groft gennemsnitsmål for, hvordan de offentlige finanser påvirkes af befolkningsændringer, hvis de reale enhedsomkostninger forudsættes konstante. Mervækst i det offentlige forbrug på nogle områder i forhold til det demografiske træk må derfor modsvares af mindre vækst – og måske endda tilbagegang – på andre områder. Endvidere kan en realvækst i det offentlige forbrug svarende til det demografiske træk ikke opfattes som udtryk for status quo – heller ikke på enkeltområder – blandt andet fordi effektiviseringer i den offentlige sektor giver et bidrag til bedre service i tillæg til væksten i ressourcerne.
Det fremtidige demografiske pres på de offentlige finanser – sammenlignet med i dag – øger kravet til gældsnedbringelse, hvilket alt andet lige reducerer rammen for vækst i det reale offentlige forbrug frem mod 2010 sammenlignet med udviklingen i 1990’erne.
Som andel af BNP falder det nominelle offentlige forbrug (ekskl. afskrivninger) med 0,7 pct.enhed fra 2003 til 2010. Faldet er større end i tidligere fremskrivninger, hvor det offentlige forbrug var omtrent uændret i forhold til BNP. Fra 2005 til 2010 er faldet dog omtrent af samme størrelsesorden som i FR02, jf. tabel 6.3. Udviklingen – og de beregnede krav til gældsnedbringelse mv. – forudsætter uændret, at lønudviklingen i den offentlige sektor følger udviklingen i den private sektor.
Tabel 6.3. Udgifter til offentlig forbrug1)
|
2003 |
2005 |
2010 | |||
|
Pct. af BNP | |||||
|
ØR02, januar |
23,3 |
23,5 |
23,4 | ||
|
FR02 |
23,4 |
23,6 |
23,2 | ||
|
ØR03, maj |
24,2 |
24,0 |
23,5 | ||
Kilde: ADAM’s databank, DREAM’s befolkningsprognose og egne beregninger.
1) I tabellen er vist udgifter til offentligt forbrug ekskl. afskrivninger.
Ændringen i realvæksten i det offentlige forbrug i 2004 og 2005 er beregningsteknisk fordelt proportionalt på offentlig beskæftigelse og nettovarekøb. Det indebærer, at forløbet er afstemt med en stigning i den offentlige beskæftigelse på godt 15.000 personer fra 2003 til 2010, jf. tabel 6.4. Det svarer til en gennemsnitlig årlig vækst i beskæftigelsen på godt 2.000 personer. I forhold til FR02 er stigningen nedjusteret med i alt ca. 6.000 personer – eller knap 1.000 personer om året.
Tabel 6.4. Forudsætninger om det offentliges forbrug og investeringer
|
1995-02 |
2003-05 |
2006-10 |
2003-10 | |
|
Årlig ændring, 1.000 personer | ||||
|
Offentlig beskæftigelse |
9,9 |
2,8 |
2,0 |
2,2 |
|
Årlig vækst, pct. | ||||
|
Offentlige investeringer, realt |
3,0 |
1,3 |
2,0 |
1,7 |
|
Offentlig beskæftigelse |
1,1 |
0,3 |
0,2 |
0,3 |
|
Antal udførte arbejdstimer |
1,1 |
0,1 |
0,1 |
0,1 |
|
Offentligt nettovarekøb |
4,3 |
2,0 |
1,4 |
1,6 |
|
Årlig vækst, pct. | ||||
|
Forbrugsdeflator |
2,5 |
3,0 |
3,1 |
3,1 |
|
Implicit timelønsdeflator |
3,0 |
3,9 |
3,8 |
3,8 |
|
Løn i privat sektor |
4,0 |
3,8 |
3,8 |
3,8 |
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Som følge af aftaler om flere feriefridage og ændret alderssammensætning er der indregnet et fald i den gennemsnitlige årlige arbejdstid på i gennemsnit 0,2 pct. årligt fra 2003 til 2010. Det indebærer, at det samlede antal præsterede arbejdstimer i den offentlige sektor vokser svagt med ca. 0,1 pct. årligt i gennemsnit. Den forudsatte realvækst i nettovarekøbet giver herudover mulighed for køb af lidt flere personalekrævende tjenesteydelser i den private sektor. Desuden kan eventuelle effektivitetsgevinster i den offentlige serviceproduktion og mulighederne for omprioriteringer medvirke til, at kvaliteten af de højt prioriterede serviceområder kan vokse mere end den gennemsnitlige vækst i ressourcerne til offentligt forbrug.
Den konkrete fordeling af ressourcerne til offentlig service mellem køb af varer og tjenesteydelser i den private sektor og offentlig beskæftigelse vil blandt andet afhænge af rekrutteringsmulighederne, den teknologiske udvikling, mulighederne for gevinster ved udlicitering og den konkrete prioritering af de offentlige serviceudgifter.
Indkomstoverførslerne er i henhold til satsreguleringsloven forudsat reguleret med udgangspunkt i lønudviklingen i den private sektor. De reale offentlige investeringer antages at stige med 2 pct. årligt. Det indebærer, at investeringerne udgør en nogenlunde konstant andel af BNP.
Skattestoppets nominalprincip for punktafgifter og ejendomsværdiskat indebærer, at indtægterne fra disse områder stiger mindre end nominelt BNP og de offentlige udgifter, som med de givne regler automatisk stiger, når lønninger og priser stiger. Denne fastfrysning af ejendomsværdiskat og punktafgifter i faste kronebeløb vil isoleret set reducere skatteindtægterne med ca. 0,6 pct. af BNP fra 2003 til 2010 (i 2003-niveau). Det er en reel skattenedsættelse, fordi det betalte beløb falder i forhold til indkomsterne.
Skatteaftalen indebærer en samlet reduktion af beskatningen på ca. 9½ mia.kr. (svarende til 2/3 pct. af BNP), som er ligeligt fordelt på et beskæftigelsesfradrag og en forhøjelse af mellemskattegrænsen. Skattenedsættelsen er ca. 2½ mia.kr. større end forudsat i FR02, jf. tabel 6.5. Formålet med aftalen er at øge tilskyndelsen til at søge arbejde frem for at være på overførselsindkomst (især beskæftigelsesfradraget) og at øge tilskyndelsen til at arbejde mere for personer, der allerede har job (især højere bundgrænse for mellemskatten).
Tabel 6.5. Lavere skat på arbejdsindkomst
|
2004 |
2005 |
2006 |
2007-10 | ||
|
Mia.kr. i 2003-niveau | |||||
|
Forhøjelse af mellemskattegrænse |
1,4 |
2,8 |
3,8 |
4,8 | |
|
Beskæftigelsesfradrag |
4,3 |
4,5 |
4,7 |
4,8 | |
|
ØR03maj |
5,7 |
7,3 |
8,3 |
9,6 | |
|
FR02 |
2,5 |
5,0 |
7,0 |
7,0 | |
|
Forskel |
3,2 |
2,3 |
1,3 |
2,6 | |
Anm.: I tabellen er sammenlignet med det forløb i FR02, hvor realvæksten i det offentlige forbrug svarer til ½ pct. årligt fra 2006 til 2010.
Ud over nedsættelse af skatten på arbejdsindkomst og rammebeløbet indeholder skatteaftalen en omlægning af registreringsafgiften. Omlægningen indebærer, at ændringer i bilpriserne, der afviger fra den generelle prisudvikling, som udgangspunkt ikke udløser en stigning i moms og registreringsafgift på en gennemsnitsbil. Omlægningen af registreringsafgiften er indrettet, så den er omtrent neutral i forhold til den finanspoli-tiske holdbarhed.
6.4. Forudsætninger om arbejdsstyrke og ledighed
I perioden 2003 til 2010 er det forudsat, at arbejdsstyrken vokser med 26.000 personer, mens den (strukturelle) ledighed gradvist reduceres fra ca. 5½ pct. af arbejdsstyrken i 2003 til ca. 4½ pct. af arbejdsstyrken i 2010, svarende til et fald på (ligeledes) 26.000 personer. Samlet indebærer det en (strukturel) stigning i beskæftigelsen på 52.000 personer i perioden 2003-2010. Det stiller som nævnt krav om yderligere strukturpolitiske initiativer, som øger beskæftigelsen med i størrelsesordenen 53.000 personer fra 2003 til 2010[1].
Som udgangspunkt kan stigningen i beskæftigelsen på de nævnte 52.000 personer ses i sammenhæng med, at den demografiske udvikling beregningsteknisk medfører et fald i arbejdsstyrken på 40.000 personer frem til 2010. Lavere strukturel ledighed og stigende erhvervsdeltagelse for de enkelte køn, alders- og herkomstkategorier skal derfor give et samlet bidrag på 92.000 personer. Stigende erhvervsdeltagelse giver det største bidrag på 66.000 personer, jf. tabel 6.6. Kravet til større erhvervsdeltagelse er dermed reduceret med 9.000 personer i forhold til FR02 som følge af skatteaftalen.
Tabel 6.6. Stigning i den strukturelle beskæftigelse fra 2003 til 2010|
FR02 |
ØR03, maj | |
|
1.000 personer | ||
|
Demografisk grundforløb |
-40 |
-40 |
|
Udmøntet stigning i beskæftigelse |
5 |
-1 |
|
Ikke-udmøntet stigning i beskæftigelse |
62 |
53 |
|
Strukturel stigning i beskæftigelse |
66 |
52 |
Kilde: Egne beregninger.
Det er vurderingen, at beskæftigelsen vil være omtrent uændret fra 2003 til 2010 i fravær af yderligere økonomisk politiske tiltag (det udmøntede forløb). Det svarer til, at stigende erhvervsdeltagelse i de enkelte årgange m.v. samt faldende ledighed kan ventes at give et bidrag svarende til 39.000 personer i kraft af allerede besluttede initiativer, jf. tabel 6.7.
Tabel 6.7. Bidrag til beskæftigelsen fra 2003 til 2010, 1.000 personer
|
ØR03maj | |
|
Konstant bestandsforløb |
-40 |
|
Konstant tilgang til overgangsydelse |
+9,5 |
|
Konstant tilgang til førtidspension |
+7,5 |
|
Konstant tilgang til efterløn |
-3 |
|
Konstant tilgangsforløb |
-26 |
|
Ændret tilgang til førtidspension, førtidspensionsreform mv. |
+15 |
|
Ændret tilgang til efterløn, efterlønsreform mv. |
-6 |
|
- reform samt ophævelse af bopælskrav |
(+14) |
|
- større underliggende tilgang |
(-20) |
|
Omlægning af barselsorlov mv. |
-4,5 |
|
Flere i arbejde (heraf 5.000 sfa. lavere strukturel ledighed) |
10 |
|
Lavere skat på arbejdsindkomst |
3,5 |
|
Andre forhold |
2,5 |
|
Udmøntet forløb |
-1 |
|
Ikke-udmøntet krav til erhvervsdeltagelsen |
32 |
|
Ikke-udmøntet krav til lavere strukturel ledighed |
21 |
|
Kravforløb |
52 |
Anm.: I forløbet med fast bestandsfrekvens er andelen af modtagere i de enkelte aldersgrupper i 2000 antaget uændret. I forløbene med uændret tilgang er i stedet tilgangsfrekvenserne fastholdt i hele fremskrivningsperioden. Overgangsydelsen blev afskaffet i 1996, hvorfor tilgangen har været nul siden. For førtidspension er tilgangsfrekvenserne fra 2002, som er det sidste år inden førtidspensionsreformen træder i kraft, benyttet. For efterløn er frekvenserne fra 1997-1998 benyttet, da det er de sidst kendte tilgangsfrekvenser, der ikke er påvirket af efterlønsreformen.
Kilde: Egne beregninger
Beskæftigelsesudviklingen i fravær af yderligere tiltag skal især ses i lyset af det stedfundne fald i perioden 1996-01 i tilgangen til førtidig tilbagetrækning og gennemførte reformer af blandt andet overgangsydelse, efterløn og førtidspension. Desuden er indregnet de anslåede virkninger af udvidet barselsorlov, initiativerne i forbindelse med Flere i arbejde og skatteaftalen, jf. boks 6.4.
Boks 6.4. Virkninger af lavere skat på arbejdsindkomst
|
De afledte (adfærdsmæssige) virkninger af skatteaftalen anslås med betydelig usikkerhed at svare til arbejdsindsatsen fra 10-11.500 helårspersoner – eller 0,35-0,40 pct. af arbejdsudbuddet – efter skattenedsættelserne er fuldt indfaset i 2007. Heraf tilskrives 0,26 pct. (7.500 personer) en forventet stigning i den gennemsnitlige arbejdstid, mens 0,09-0,14 pct. (2.600-4.000 personer) vurderes at komme fra øget erhvervsdeltagelse, jf. tabel a. Bidraget fra større erhvervsdeltagelse (primært som følge af beskæftigelsesfradraget) er i fremskrivningen indregnet som et større udmøntet bidrag til stigning i beskæftigelsen på 3.500 personer, som antages modsvaret af et tilsvarende fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsstyrken. Samtidig er det ikke-udmøntede krav til beskæftigelsen (kravet til nye initiativer) sat tilsvarende ned. Det resterende bidrag til større effektivt arbejdsudbud er indregnet som en stigning i den gennemsnitlige arbejdstid, som bidrager til at styrke de offentlige finanser, og derfor isoleret set dæmper kravet om yderligere strukturtiltag. Den anslåede virkning på de offentlige finanser af den stigning i arbejdstiden, som tilskrives skatteaftalen (primært større bundgrænse for mellemskatten) svarer til bidraget fra en stigning i arbejdsstyrken på knap 5.500 personer. Derfor er de ikke-udmøntede krav til vækst i arbejdsstyrken (og selve arbejdsstyrkevæksten) reduceret tilsvarende. Reduktionen af kravet til beskæftigelse (5.500 personer) er lidt mindre end virkningen på det samlede effektive arbejdsudbud på de nævnte 7.500 personer. Det skyldes, at stigninger i den gennemsnitlige arbejdstid for de grupper, som berøres af skatteaftalen, har mindre virkning på de offentlige finanser, end en tilsvarende stigning i det effektive arbejdsudbud som følge af større erhvervsdeltagelse. Tabel a. Skatteaftalens virkning på arbejdsudbud og kravene til større beskæftigelse
Anm: Det er forudsat, at virkningen på de offentlige finanser som følge af en stigning i den gennemsnitlige arbejdstid svarer til 70 pct. af den virkning, som fås ved en stigning i erhvervsdeltagelsen, der giver samme bidrag til det effektive arbejdsud- bud, jf. FR02. De afledte virkninger af skatteaftalen medfører derfor samlet en reduktion af kravet om yderligere tiltag (de ikke-udmøntede krav) på i størrelsesordenen 9.000 personer i forhold til FR02. Det afspejler, at de umiddelbare provenuvirkninger i forvejen forudsættes finansieret inden for de rammer, som er opstillet frem til 2010. |
I FR02 var skønnet, at beskæftigelsen steg med 5.000 personer fra 2003 til 2010 i fravær af nye strukturtiltag. Den nye fremskrivning indebærer dermed en nedjustering af det udmøntede forløb med 6.000 personer på trods af, at skatteaftalen isoleret set skønnes at give et mindre positivt bidrag til større erhvervsdeltagelse, svarende til 3.500 personer. Den svagere beskæftigelsesvækst i det udmøntede forløb skyldes således primært en større underliggende stigning i tilgangen til efterløn og førtidspension end forventet i FR02, jf. boks 6.5.
Boks 6.5. Sammenligning af arbejdsstyrkefremskrivning med FR02
|
I forhold til FR02 er stigningen i arbejdsstyrken fra 2003 til 2010 nedjusteret med 15.000 personer. Den mindre stigning i arbejdsstyrken kan bl.a. henføres til stigende tilgang til efterløn og førtidspension, jf. tabel a. Det modgående bidrag på 6,500 personer fra 2003 til 2010 skyldes bl.a. et større fald i antallet af kontanthjælps-modtagere fra 2003 til 2004 i henhold til den nye konjunkturvurdering. Tabel a. Ændring i arbejdsstyrke i kravforløbet, 1.000 personer
1) Primært ledigheds- og fleksydelse. Kilde: Egne beregninger. Skatteaftalens bidrag til højere gennemsnitlig arbejdstid indebærer som nævnt, at kravet til arbejdsstyrken kan nedsættes med i størrelsesordenen 5.500 personer (uden at de offentlige finanser svækkes). Det lavere krav er indregnet som en reduktion i de ikke-udmøntede krav til arbejdsstyrken på 9.000 personer, og en stigning i det udmøntede forløb på 3.500 personer. De 3.500 personer er det bidrag fra skatteaftalen som ikke kan henføres til lavere arbejdstid. For perioden 2000 til 2010 er væksten i arbejdsstyrken nedjusteret med 29.000 personer i forhold til FR02, også som følge af flere modtagere af efterløn og førtidspension, jf. appendiks 6.5, der nærmere beskriver arbejdsstyrkefremskrivningen fra 2000 til 2010. Det afspejler, at stigningen i arbejdsstyrken fra 2000 til 2003 har været omkring 14.000 mindre end tidligere antaget. Virkningen heraf er opfanget i skønnet for de offentlige finanser i 2003, og der er derfor taget højde for den historiske nedjustering af arbejdsstyrkevæksten i beregningerne af den finanspolitiske holdbarhed og det mellemfristede forløb. |
For at realisere den forudsatte beskæftigelsesstigning i det mellemfristede forløb kræves derfor yderligere initiativer, som kan øge beskæftigelsen med 53.000 personer. Det er 9.000 personer mindre end i FR02, hvilket skal ses i lyset af det anslåede bidrag fra udmøntningen af skatteaftalen. Det ikke-udmøntede krav omfatter mulige bidrag til større erhvervsdeltagelse fra blandt andet forbedret integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, hurtigere gennemstrømning i uddannelsessystemet samt en styrket seniorpolitik.
Forudsætningen om at nå et ledighedsniveau på 4½ pct. af arbejdsstyrken i 2010 indebærer, at ledigheden altovervejende er af kortere varighed og modsvares af jobskifte og særlige forhold som dagpenge under ferie, midlertidig hjemsendelse, supplerende dagpenge m.v. Det vil stille store krav til arbejdsmarkedets funktionsmåde. De gennemførte strukturforbedringer i 1990’erne, inklusive målretningen af den aktive arbejdsmarkedspolitik og skærpede rådigheds- og optjeningskrav, skal således bevares fuldt ud samtidig med, at der bygges videre i samme retning, jf. også Flere i arbejde.
Fremskrivningen indebærer et lavt gennemsnitligt ledighedsniveau, hvilket kræver, at et mærkbart konjunkturtilbageslag undgås i perioden frem til 2010. Konjunkturbetingede stigninger i ledigheden har dog på længere sigt ikke betydning for de finanspolitiske muligheder, fordi de medfølgende svækkelser af finanserne kan forventes modsvaret af forbedringer, når konjunkturerne vender.
Et forudsat fald i den gennemsnitlige arbejdstid frem mod 2010 reducerer isoleret set det effektive arbejdsudbud i fremskrivningen. Stigningen i antallet af ældre og helt unge i arbejdsstyrken medfører en reduktion i den gennemsnitlige arbejdstid, idet de som gennemsnit arbejder mindre end andre. Derudover indebærer overenskomsterne et fald i den aftalte arbejdstid i 2004. I positiv retning trækker skatteaftalens anslåede virkninger på den gennemsnitlige arbejdstid.
Samlet set er der således forudsat, at den gennemsnitlige arbejdstid – under forudsætning af uændret aftalt arbejdstid efter 2004 – vil falde med 1,1 pct. fra 2003 til 2010, jf. tabel 6.8. I fravær af skatteaftalens virkninger ville faldet have svaret til 1,4 pct.
Tabel 6.8. Bidrag til vækst i antal udførte arbejdstimer
|
2003 |
2005 |
2010 |
2003-10 | |
|
Pct. af arbejdsstyrken | ||||
|
Ledighed |
5,6 |
5,2 |
4,5 |
-1,2 |
|
1.000 personer | ||||
|
Ledighed |
163 |
152 |
130 |
-33 |
|
Arbejdsstyrke. |
2.894 |
2.908 |
2.920 |
26 |
|
Beskæftigelse |
2.731 |
2.756 |
2.790 |
59 |
|
Timer pr. person |
Vækst | |||
|
Gennemsnitlig årlig arb.tid |
1.530 |
1.524 |
1.512 |
-1,1 |
|
Mio. timer |
Vækst | |||
|
Arbejdsudbud |
4.427 |
4.431 |
4.416 |
-0,2 |
|
Beskæftigelse |
4.177 |
4.199 |
4.220 |
1,0 |
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
6.5. Offentlige finanser og finanspolitikkens holdbarhed
Offentlig saldo og offentlig gæld
Fremgangen i den private beskæftigelse og den forudsatte finanspolitik indebærer, at overskuddet på den offentlige saldo kan udgøre ca. 1,7 pct. af BNP i gennemsnit frem til 2010, jf. figur 6.1a. Det ligger inden for det opstillede målinterval på 1½-2½ pct. af BNP – om end i den nedre halvdel – som overordnet skønnes at være afstemt med en holdbar udvikling.
|
Figur 6.1a. Offentlige saldo |
Figur 6.1b. Offentlig gæld |
|
|
|
Det opstillede interval tager højde for usikkerhed i beregningen af det specifikke krav til sikring af finanspolitikkens holdbarhed. Det afgørende er, at overskuddet frem mod 2010 i gennemsnit ligger i intervallet, men der er plads til afvigelser i enkeltår fx på grund af midlertidige aktiekursudsving eller konjunkturbevægelser. Det sikrer blandt andet, at de automatiske stabilisatorer kan få lov til at virke, når konjunkturerne er dårlige, og dermed bidrage til at dæmpe eventuelle tilbageslag. Omvendt skal de automatiske stabilisatorer forbedre de offentlige finanser, når konjunkturerne er gunstige.
Overskuddet på de offentlige finanser ekskl. fonde (ATP m.v.) indebærer, at den offentlige ØMU-gæld falder fra 42½ pct. af BNP i 2003 til 28 pct. af BNP i 2010, jf. figur 6.1b. Reduktionen af ØMU-gælden er dermed ikke helt så kraftig som i tidligere fremskrivninger, jf. tabel 6.9.
Tabel 6.9. Offentlig ØMU-gæld
|
2003 |
2005 |
2010 | |||
|
Pct. af BNP | |||||
|
FR00 |
42,4 |
37,7 |
26,9 | ||
|
DK2010 |
39,2 |
33,8 |
23,5 | ||
|
FR01 |
38,1 |
32,4 |
22,0 | ||
|
ØR02, januar |
40,1 |
35,1 |
24,4 | ||
|
FR02 |
42,1 |
36,7 |
26,0 | ||
|
ØR03, maj |
42,5 |
38,1 |
28,1 | ||
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Den finanspolitiske udfordring skal bedømmes på den finanspolitiske holdbarhed og ikke på tempoet i afviklingen af ØMU-gælden. Variationen i niveauet for ØMU-gælden i forskellige fremskrivninger skyldes blandt andet, at behovet for gældsnedbringelse frem til 2010 også afhænger af den anslåede udvikling i offentlige indtægter og udgifter efter 2010. Derudover betyder det forhold, at ØMU-gælden er opgjort som en bruttogæld (der primært omfatter statens og kommunernes obligationsgæld), at øget udlån til blandt andet statsgaranterede selskaber (der reelt er en samtidig opskrivning af statens aktiver og passiver) isoleret set vil øge den opgjorte ØMU-gæld.
Det forudsatte overskud i stat og kommuner bidrager til en reduktion i ØMU-gælden på godt 6 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Derudover vil væksten i det nominelle BNP reducere ØMU-gælden med næsten 12 pct. af BNP, mens finansielle poster – herunder betalingsforskydninger på skatteområdet, emissionskurstab, genudlån m.v. – kan forventes at forøge ØMU-gælden – der opgøres brutto – med ca. 2½ pct. af BNP. Overskuddet i de offentlige fonde (ATP m.v.) medvirker ikke til at afdrage ØMU-gælden, jf. tabel 6.10.
I perioden 1995-02 bidrog finansielle poster en anelse til reduktionen i den opgjorte ØMU-gæld. Det kan blandt andet henføres til salg af statslige aktiver – herunder salg af aktier i Tele Danmark – og ændringer i kredittiden ved afregning af moms og kildeskatter. Over en længere periode må de finansielle poster forventes at bidrage negativt under den forudsætning, at de offentlige aktiviteter knyttet hertil følger udviklingen i BNP.
Tabel 6.10. Dekomponering af ændringen i den offentlige ØMU-gæld|
1995-02 |
2003-05 |
2006-10 |
2003-10 | |
|
Pct. af BNP | ||||
|
ØMU-gæld, niveau slutår |
45,2 |
38,1 |
28,1 |
28,1 |
|
Ændring i ØMU-gæld |
-24,0 |
-7,2 |
-10,0 |
-17,2 |
| Bidrag til ændring i ØMU-gæld: | ||||
|
- Stat og kommuners saldo |
-2,5 |
-1,8 |
-4,5 |
-6,3 |
|
- Vækstbidrag |
-16,8 |
-5,0 |
-6,6 |
-11,6 |
|
- ATP’s/DSP’s andel af statsobl.1) |
-4,6 |
-1,1 |
-0,7 |
-1,8 |
|
- Finansielle poster m.v.2) |
-0,2 |
0,7 |
1,8 |
2,5 |
1) Denne post afspejler, at fondenes (ATP m.v.) og DSP’s beholdning af statsobligationer fradrages i den målte ØMU-gæld.
2) Denne post indeholder indtægter fra salg af statslige aktiver (privatiseringer m.v.), betalingsforskydninger på skatteområdet, emissionskurstab, genudlån m.v.
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Overskuddet på de offentlige finanser indebærer, at renteudgifterne falder betydeligt som andel af BNP frem mod 2010. Nettorenteudgifterne vil således reduceres fra 1,4 pct. af BNP i 2003 til 0,2 pct. af BNP i 2010, mens nettorenteudgifterne ekskl. fonde (ATP m.v.) vil falde fra 2,3 til 1,2 pct. af BNP i perioden 2003 til 2010, jf. tabel 6.11.
Fraset renteudgifterne falder udgiftstrykket med 1,0 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Det er overvejende et fald i indkomstoverførslernes andel af BNP, der bidrager hertil.
De primære indtægter falder med 1,5 pct. af BNP fra 2003 til 2010, hvoraf 1,2 pct. af BNP kan henføres til fald i skattetrykket. Lavere skat på arbejdsindkomst bidrager her med 0,7 pct. af BNP, mens provenutabet i forbindelse med imødegåelse af bortfald af 24-timers reglen (herunder grænsehandelspakken) reducerer skattetrykket med knap 0,1 pct. af BNP.
Tabel 6.11. Offentlige indtægter og udgifter|
2003 |
2005 |
2010 |
Ændring 2003-10 | |||
|
Pct. af BNP | ||||||
|
Offentlig saldo |
1,3 |
1,8 |
1,7 |
0,5 | ||
|
Offentlig saldo ekskl. fonde |
0,3 |
0,9 |
0,9 |
0,7 | ||
|
Nettorenteindtægter |
-1,4 |
-0,9 |
-0,2 |
1,2 | ||
|
Nettorenteindtægter ekskl. fonde |
-2,3 |
-1,7 |
-1,2 |
1,1 | ||
|
Primære indtægter |
53,0 |
52,7 |
51,6 |
-1,5 | ||
|
- skatter |
48,6 |
48,4 |
47,4 |
-1,2 | ||
|
- øvrige |
4,5 |
4,3 |
4,2 |
-0,3 | ||
|
Primære udgifter |
50,6 |
50,0 |
49,6 |
-1,0 | ||
|
- offentligt forbrug |
26,1 |
25,8 |
25,4 |
-0,8 | ||
|
- indkomstoverførsler |
17,8 |
17,4 |
17,5 |
-0,3 | ||
|
- øvrige |
6,7 |
6,7 |
6,8 |
0,0 | ||
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Endvidere reducerer skattestoppet det opgjorte skattetryk med ca. 0,4 pct. af BNP. Det er ca. 0,2 pct. af BNP mindre end opgjort i pct. af BNP i 2002-niveau, hvilket afspejler, at den mindre stigning i afgifterne dæmper BNP-væksten jf. tabel 6.12.
Det kraftige fald i aktiekurserne i 2001 og 2002 indebærer, at provenuet fra pensionsafkastskatten skønnes at udgøre stort set 0 pct. af BNP i årene 2001-03. Fra 2004 og frem er forudsat en tilbagevenden til mere normale afkast, hvilket sammen med opbygningen af pensionsformuen betyder, at pensionsafkastskatten kan udgøre 1 pct. af BNP i 2010. Det medfører isoleret set en stigning i skattetrykket på 1 pct. af BNP fra 2003 til 2010.
Den forudsatte nedgang i antallet af modtagere af (skattepligtige) indkomstoverførsler indebærer desuden færre skattebetalinger og dermed et fald i skattetrykket på omtrent 0,1 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Endvidere bidrager en normalisering af det aktuelt høje provenu fra selskabsskatten til et fald i skattetrykket på 0,3 pct. af BNP.
Tabel 6.12. Ændring i skattetrykket|
2003-10 | ||
|
Pct. af BNP | ||
|
Skattestop |
-0,4 | |
|
- lavere nominelt BNP |
0,2 | |
|
- skattestop i 2002-niveau |
-0,6 | |
|
Lavere skat på arbejdsindkomst |
-0,7 | |
|
24-timersregel og grænsehandelspakken |
-0,1 | |
|
Skattestop og lavere skat på arbejdsindkomst mv. |
-1,2 | |
|
Tekniske bidrag m.v. |
||
|
- pensionsafkastskat |
1,0 | |
|
- indkomstoverførsler |
-0,1 | |
|
- selskabsskat |
-0,3 | |
|
- husholdningernes nettorenteindtægter |
-0,3 | |
|
- øvrige |
-0,3 | |
|
Skattetryk |
-1,2 | |
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
Holdbarheden af de offentlige finanser
Centralt for det mellemfristede forløb er en holdbar finanspolitik. Det vil sige, om overskuddet på de offentlige finanser inkl. virkninger af den forudsatte udvikling frem til 2010 er tilstrækkeligt til at rumme det stigende udgiftspres som følge af befolkningsaldringen[2].
I 2003 skønnes overskuddet på den primære strukturelle saldo for stat og kommuner at udgøre 3,1 pct. af BNP. Det strukturelle overskud – dvs. det faktiske overskud renset for konjunkturbetingede udsving – kan opfattes som den nuværende reserve til at finansiere renteudgifter og stigende fremtidige nettoforpligtelser for den offentlige sektor. Ved at sammenholde statens og kommunernes strukturelle primære saldo med de fremtidige nettoforpligtelser, fremkommer et mål for, om finanspolitikken er holdbar. Det vil sige, om det er muligt at finansiere de fremtidige nettoforpligtelser uden at stramme finanspolitikken i takt med stigningen i de offentlige nettoudgifter.
De fremtidige nettoforpligtelser til offentlige udgifter, der gradvist vil belaste den primære saldo for staten og kommunerne, kan omregnes til en fast årlig belastning på 2,3 pct. af BNP i 2003.
Derudover medfører statens og kommunernes nettogæld en rentebyrde på ca. 1,0 pct. af BNP i 2003. Rentebyrden består af den del af renteudgifterne, der ikke udhules af BNP-væksten, og derfor kræver finansiering for at undgå, at gælden stiger som andel af BNP. De fremtidige nettoforpligtelser og rentebyrden af gæld stiller samlet set krav om et strukturelt primært overskud på 3,3 pct. af BNP i 2003.
Den strukturelle primære saldo korrigeret for fremtidige nettoforpligtelser – den såkaldte holdbarhedsindikator – udviser således et underskud på ca. 0,1 pct. af BNP i 2003, jf. tabel 6.13. Holdbarhedsindikatoren angiver den permanente hypotetiske finanspolitiske tilpasning, som er nødvendig, for at finanspolitikken kan videreføres uden efterfølgende ændringer i skattesatser eller udgiftsstandarder.
Tabel 6.13. Langsigtede krav til de offentlige finanser
|
2003 |
2004 | |
|
Status for de offentlige finanser: |
Pct. af BNP | |
|
Den offentlige saldo |
1,3 |
1,5 |
|
- heraf saldo i sociale kasser og fonde |
1,0 |
0,9 |
|
- heraf saldo i stat og kommuner |
0,3 |
0,6 |
|
Stat og kommuners nettorenteudgifter |
1,9 |
1,8 |
|
Stat og kommuners primære saldo |
2,2 |
2,4 |
|
Konjunkturbidrag til stat og kommuners primære saldo |
-0,9 |
-0,3 |
|
1. Stat og kommuners strukturelle primære saldo |
3,1 |
2,7 |
|
Bidrag til fremtidige nettoforpligtelser: |
||
|
Offentlige udgifter til overførsler og konsum |
1,8 |
2,0 |
|
Skattestop, skatteaftale og grænsehandelspakken |
1,3 |
0,8 |
|
Ændringer i skat af privat pensionsopsparing |
-1,4 |
-1,5 |
|
Indtægter fra indvinding i Nordsøen Indtægter fra indvinding i Nordsøen |
0,6 |
0,6 |
|
Rentebyrde af den offentlige nettogæld |
1,0 |
0,9 |
|
2. Krav til stat og kommuners strukturelle primære saldo |
3,3 |
2,8 |
|
3. Holdbarhedsindikator/korrigeret strukturel saldo (1-2) |
-0,1 |
-0,1 |
Anm.:Som følge af afrundinger vil den anførte difference i 2003 mellem den strukturelle primære saldo og kravet til den primære saldo ikke være lig holdbarheds-indikatoren.
Kilde: Egne beregninger.
I 2004 falder det strukturelle overskud på statens og kommunernes primære saldo til 2,7 pct. af BNP, mens kravet til det primære overskud nedbringes til 2,8 pct. af BNP. Holdbarhedsindikatoren har således samme niveau som i 2003, men sammensætningen af bidragene til fremtidige nettoforpligtigelser er ændret.
Det lavere bidrag fra de fremtidige nettoforpligtelser i 2004 skyldes primært, at provenuvirkningerne af skattestop, lavere skat på arbejdsindkomst og provenutabet i forbindelse med imødegåelse af bortfald af 24-timers reglen (herunder grænsehandelspakken) i 2004 ikke længere indgår som en del af det fremtidige indtægtstab, men som en svækkelse af den strukturelle saldo. Hertil kommer, at overskud på de offentlige finanser medfører en nedbringelse af den offentlige gæld og dermed en reduktion af rentebyrden på gælden fra 1,0 pct. af BNP i 2003 til 0,9 pct. af BNP i 2004. I modsat retning trækker, at bidraget til de fremtidige nettoforpligtelser fra offentlige udgifter tiltager frem til 2004, da befolkningsaldringen rykker tættere på.
Det beregnede krav til den strukturelle primære saldo kan omregnes til et krav til den samlede offentlige sektors strukturelle saldo. Snævert fortolket indebærer kravet, at overskuddet på den strukturelle offentlige saldo skal udgøre 2,1 pct. af BNP i 2003. I 2003 er den offentlige strukturelle saldo 1,9 pct. af BNP, hvilket stort set er på niveau med det beregnede krav, jf. tabel 6.14.
Tabel 6.14. Krav til den strukturelle offentlige saldo
|
2003 | |
|
Pct. af BNP | |
|
1. Krav til stat og kommuners strukturelle primære saldo |
3,3 |
|
- Stat og kommuners strukturelle nettorenteudgifter |
2,0 |
|
+ Strukturel saldo i sociale kasser og fonde |
0,8 |
|
= 2. Krav til den strukturelle offentlige saldo |
2,1 |
|
3. Den strukturelle offentlige saldo |
1,9 |
|
4. Holdbarhedsindikator (3-2) |
-0,1 |
Anm.:Som følge af afrundinger vil den anførte difference mellem den strukturelle of-fentlige saldo og kravet til saldoen ikke være lig holdbarhedsindikatoren.
Kilde: Egne beregninger.
Den stigning i erhvervsdeltagelsen og faldet i strukturledigheden, som forudsættes realiseret i fravær af nye initiativer på arbejdsmarkedet – det såkaldte udmøntede krav – indebærer i sig selv et finanspolitisk råderum på ca. 0,7 pct. af BNP i forhold til det beregningsmæssige udgangspunkt (det demografiske grundforløb), som ikke omfatter virkningerne af nominalprincippet i skattestoppet, lavere skat på arbejdsindkomst, imødegåelse af bortfald af 24-timers reglen (herunder grænsehandelspakken) som tidligere (i FR02) var forudsat finansieret og den forudsatte realvækst i det offentlige forbrug, jf. tabel 6.15.
Tabel 6.15. Bidrag til holdbarheden af finanspolitikken i 2003
|
FR02 |
ØR03, maj | ||
|
Pct. af BNP | |||
|
Holdbarhedsindikator i demografisk grundforløb1) |
-0,1 |
-0,1 | |
|
Finanspolitisk råderum fra udmøntet krav |
0,7 |
0,7 | |
|
Skattestop2) |
-0,6 |
-0,6 | |
|
Realvækst i offentlige servicestandarder |
-0,5 |
-0,43) | |
|
Lavere skat på arbejdsindkomst mv. |
-0,4 |
-0,6 | |
|
Grænsehandelspakken |
- |
-0,1 | |
|
Holdbarhedsindikator i udmøntet forløb |
-0,9 |
-1,0 | |
|
Finanspolitisk råderum fra ikke-udmøntet krav |
1,0 |
0,9 | |
|
Holdbarhedsindikator i kravforløb |
0,1 |
-0,1 | |
1) Baseret på et forløb med uændrede reale standarder, dvs. at realvæksten i det offentlige forbruger svarer til det demografiske træk frem til 2010. Efter 2010 forudsættes uændrede nominelle standarder.
2) Skattestoppet reducerer isoleret set de offentlige skatteindtægter med ¾ pct. af BNP i 2002-niveau frem mod 2010. Beregnet som en fast årlig udgift (annuitet) med udgangspunkt i 2003 modsvarer skattestoppet 0,6 pct. af BNP af det finanspolitiske råderum i forhold til et forløb med prisindeksering af punktafgifterne m.v.
3) Omfatter også virkning af lidt lavere demografisk træk til 2010. Ses bort fra denne effekt er virkningen -0,3.
Kilde: Egne beregninger.
I det mellemfristede forløb er som nævnt forudsat en yderligere ikke-udmøntet strukturel stigning i beskæftigelsen på 53.000 personer udover de allerede udmøntede initiativer, som indebærer, at finanspolitikken samlet set er holdbar. I fravær af denne merstigning i beskæftigelsen udestår en finanspolitisk tilpasning på 1,0 pct. af BNP, eller strukturforbedringer på arbejdsmarkedet på den anden side af 2010. Det er lidt mere end i FR02, som følge af lidt lavere arbejdsstyrkevækst, en marginal svækkelse af det finanspolitiske udgangspunkt (den strukturelle saldo i 2003), og at provenuvirkningen af imødegåelse af 24-timers reglen (herunder grænsehandelspakken) tidligere (i FR02) var forudsat finansieret.
[1] Den faktiske beskæftigelse øges som nævnt lidt mere, svarende til ca. 59.000 personer, fordi en del af ledigheden i 2003 (svarende til ca. 7.000 personer) antages konjunkturbetinget.
[2] Efter 2010 er det beregningsteknisk forudsat, at den primære offentlige saldo, korrigeret for demografiske forhold mv., underliggende følger udviklingen i BNP.
