2. Råd og nævn uden klagebehandling

1. Indledning



I dette kapitel foretages indledningsvist en gennemgang af råd og nævn uden for klagesystemet og rettet mod det kommunale område, idet organerne inddeles i fire hovedtyper. Efterfølgende fremlægges udvalgets principielle overvejelser med udgangspunkt i de fire typer. Der foretages en samlet vurdering i form af udvalgets anbefalinger for så vidt angår råd og nævn uden klagebehandling.

De principielle overvejelser har taget afsæt i målsætningerne nævnt i kommissoriet, hvoraf særligt to har relevans for råd og nævn uden klagebehandling: at sikre en enkel og effektiv struktur og at mindske det administrative ressourceforbrug.

2. Beskrivelse af råd og nævn uden klagebehandling

Råd og nævn rettet mod det kommunale område kan inddeles i fire typer. Inddelingen er baseret på to sondringer. For det første, om et givent råd nedsættes af ministeren eller kommunalbestyrelsen og derved er henholdsvis statsligt eller kommunalt. For det andet, hvorvidt organet er tillagt administrative beføjelser eller rådgivende funktioner.

Et eksempel på et statsligt nævn med administrative beføjelser er Valgbarhedsnævnet[1], som træffer afgørelse i spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf. Et eksempel på et statsligt råd, der har til opgave at rådgive ministeren om et kommunalt opgaveområde, er ÆldreForum[2].

Et eksempel på et kommunalt organ med administrative beføjelser er beredskabskommissionerne[3], der skal varetage den umiddelbare forvaltning af redningsberedskabet. Endelig som eksempel på et kommunalt råd, der rådgiver kommunalbestyrelsen, kan nævnes integrationsrådene[4], som kan afgive vejledende udtalelser om blandt andet den almindelige integrationsindsats i kommunen.

I tabel 2.1. vises den samlede fordeling på de fire hovedtyper af de i alt 67 statslige og kommunale råd og nævn, som retter sig mod det kommunale område.[5] De er fordelt på 11 ministerområder, idet Stats-, Udenrigs-, Finans-, Forsvars-, Kirke- og Videnskabsministeriet ikke har råd og nævn på det kommunale område.

Tabel 2.1. Fordelingen på de fire hovedtyper af råd og nævn

Forvaltnings­niveau Opgavetyper	Statslige	Kommunale
Rådgivende opgaver	30 råd og nævn F.eks. ÆldreForum	12 råd og nævn F.eks. integrationsråd
Administrative opgaver	10 råd og nævn F.eks. Valgbarhedsnævnet	15 råd og nævn F.eks. beredskabskommissioner

Det samlede antal organer fordeler sig med en overvægt af statslige organer i forhold til kommunale organer.

Boks 2.1. Fordelingen af statslige og kommunale råd og nævn

Råd og nævn i kortlægningen fordeler sig på: 60 pct. statslige råd og nævn 40 pct. kommunale råd og nævn

Der er 40 statslige råd og nævn rettet mod det kommunale område. Undervisningsministeriet, Miljøministeriet og Socialministeriet tegner sig for mere end halvdelen af de statslige råd og nævn, jf. figur 2.1. Der er en klar overvægt af organer med rådgivende opgaver i forhold til organer med administrative beføjelser. Knap trefjerdedel af organerne sekretariatsbetjenes af ministerierne, herunder styrelser. Ministeriernes skøn for ressourceforbruget ved sekretariatsbetjeningen af de statslige råd og nævn ligger typisk på mellem 0,1 og 0,75 årsværk.

Boks 2.2. Andel af råd og nævn med rådgivende opgaver

75 pct. af de statslige råd og nævn har rådgivende opgaver 44 pct. af de kommunale råd og nævn har rådgivende opgaver

Der er 27 kommunale råd og nævn, som nedsættes af kommunalbestyrelsen. Af disse er 21 lovpligtige, og kommunalbestyrelsen er derfor forpligtet til at nedsætte dem.

Fordelingen på ministerområder viser, at der på Kulturministeriets, Socialministeriets samt Økonomi- og Erhvervsministeriets område er flest kommunale råd og nævn. Tilsammen er der på disse områder mere end halvdelen af alle kommunale råd og nævn. Blandt de kommunale råd og nævn har et flertal af organerne enten administrative eller en blanding af administrative og rådgivende opgaver. Langt overvejende sekretariatsbetjenes råd og nævn af kommunerne. I enkelte tilfælde er det angivet, at der opkræves brugerbetaling i forbindelse med administrative opgaver. Det er vanskeligt at anslå kommunernes ressourceforbrug, som ofte varierer fra den ene kommune til den anden.

Det skal bemærkes, at klagerådene vedrørende personlig pleje og praktisk hjælp ligeledes kan siges at være en form for råd uden klagebehandling i den forstand, at rådene ikke har kompetence til at træffe afgørelse i klagesager, men kun til at udarbejde indstillinger i klagesagerne til kommunalbestyrelsen. Eftersom de dog har en funktion i klagesystemet på det sociale område, henvises der til behandlingen af rådene i kapitel 7 om klagesystemet på det sociale og beskæftigelsesmæssige område.

Figur 2.1. Fordelingen af statslige og kommunale råd og nævn på ministerområder  

3. Udvalgets overvejelser vedrørende principper for råd og nævn uden klagebehandling

Af målsætningerne beskrevet i kommissoriet er især to relevante for råd og nævn uden for klagesystemet. Det drejer sig om målsætningerne om at sikre en enkel og effektiv struktur og at mindske det administrative ressourceforbrug. Udvalget har drøftet disse målsætninger i relation til de fire hovedtyper af råd og nævn.

3.1. Statslige råd og nævn

Kommissoriets målsætninger om såvel en enkel og effektiv struktur som det administrative ressourceforbrug er begge relevante ved betragtninger om nedsættelsen af statslige råd og nævn med administrative opgaver.

Det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet[6],at det ved udformningen af ny lovgivning så vidt muligt bør tilstræbes, at eksisterende administrative enheder og strukturer anvendes. Der er to centrale begrundelser for, at der som udgangspunkt ikke bør oprettes nye enheder med administrative beføjelser uden for de eksisterende strukturer.

For det første er det både ud fra udgiftsmæssige og administrations­politiske hensyn uhensigtsmæssigt, at den offentlige sektor gøres unødigt kompliceret gennem administrative knopskydninger. For det andet kan det føre til, at den offentlige administration opfattes som mere uoverskuelig og mindre tilgængelig for den enkelte borger.

Der kan imidlertid være særlige aspekter, der taler for at udlægge visse administrative opgaver til statslige råd og nævn. Der kan f.eks. være behov for at sikre uafhængighed i opgavevaretagelsen. Eller der kan være behov for en særlig ekspertise eller et lokalkendskab, som ønskes inddraget i bestemte typer af afgørelser.

Boks 2.3. Valgbarhedsnævnet som eksempel

Valgbarhedsnævnet træffer i henhold til §105 i lovbekendtgørelse nr. 263 om kommunale valg afgørelse i spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf. Hensynet til uafhængighed og retssikkerhed ligger bag udlægningen af afgørelserne til et særligt nævn.

For så vidt angår statslige råd og nævn med administrative opgaver finder udvalget på denne baggrund, at det er relevant at fremhæve betydningen af en enkel struktur. Det er udvalgets opfattelse, at det er opgavens karakter, der kan berettige en eventuel opgavevaretagelse uden for den sædvanlige statslige administration.

Målsætningen om en enkel struktur er tillige relevant for så vidt angår statslige råd og nævn med rådgivende opgaver. Det skyldes hensynet til overskuelighed og ikke mindst udgifter. De udgiftsmæssige konsekvenser hænger også sammen med, at organerne typisk repræsenterer bestemte interesser. Jo mere snævre interesser organet skal repræsentere, des mere ensidig bliver interessevaretagelsen. Den ensidige interessevaretagelse medfører i sagens natur, at der ikke tages stilling til den nødvendige afvejning af forskellige interesser og prioritering af ressourcerne i forhold til andre sektorer. Det kan medvirke til, at der skabes et udgiftsmæssigt pres på sektorområder.

De snævre interesser relaterer sig i denne sammenhæng til et givent emnefelt, eksempelvis socialt udsatte eller grundskoleområdet. Inden for dette emnefelt har repræsentanterne imidlertid ofte forskellig baggrund, viden og eventuelt interesser.

Der kan være væsentlige styringsmæssige begrundelser for, at ministeren har brug for sagkyndig viden, aktuel information og tilbagemelding om effekterne af politiske tiltag. [7] Udgangspunktet må være, at muligheden for sådan information etc. er udnyttet via dialog med og indberetninger fra kommunerne. Der kan dog være særlige situationer, hvor viden ikke er tilstrækkelig, hvorfor der kan være behov for at nedsætte organer med rådgivende funktioner.

I en samlet afvejning finder udvalget, at der bør udvises tilbageholdenhed med at nedsætte råd og nævn i staten i lyset af overvejelserne om enkelhed og ressourceforbrug. Udvalget anerkender imidlertid de styringsmæssige hensyn, der kan tale for at nedsætte statslige råd og nævn med rådgivende opgaver.

Det er endelig udvalgets opfattelse, at der hvor det er relevant bør sikres en evaluering af nye råd og nævn, for eksempel ved at indsætte en revisionsklausul i retsgrundlaget. Alternativt kan indsættes en udløbsklausul i retsgrundlaget for at gøre tidsbegrænsningen utvetydig. Sådanne instrumenter skal være med til at sikre, at organerne ikke eksisterer i længere tid, end hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til organets formål.

3.2. Kommunale råd og nævn

Målsætningen om en enkel og overskuelig struktur er væsentlig for hele den offentlige administration, ikke blot den statslige men også den kommunale. I kommunerne bygger forvaltningsstrukturen på kommunalbestyrelsen som kommunens øverste myndighed. Kommunalbestyrelsen er således kompetent til at træffe afgørelse i enhver sag, som vedrører kommunen, medmindre andet følger af lovgivningen. Der er ikke andre kommunale organer, som har kompetence til at efterprøve kommunalbestyrelsens beslutninger. Kommunalbestyrelsen kan frit delegere beslutningskompetence til økonomiudvalget, et stående udvalg eller til den kommunale administration medmindre andet følger af lovgivningen.

Kommunalbestyrelsen har en generel adgang til at nedsætte særlige udvalg,[8] der kan bestå af kommunalbestyrelsesmedlemmer og andre, herunder ansatte i den kommunale administration. Særlige udvalg kan enten have forberedende ellerrådgivende funktioner for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller et stående udvalgeller tillægges en beslutningskompetence inden for et bestemt, nærmere afgrænset område. Et særligt udvalg kan ikke tillægges almindelige administrerende funktioner.

Boks 2.4. Hovedprincippet for råd og nævn i styrelsesloven

Hovedprincippet er, at kommunalbestyrelsen afgør, hvilke råd og nævn den ønsker at oprette og – inden for de begrænsninger, den kommunale styrelseslov sætter - med hvilke opgaver.

Der er imidlertid afvigelser fra dette hovedprincip. Visse råd og nævn med selvstændig beslutningskompetence eller med rådgivende og vejledende funktioner er kommunalbestyrelsen pålagt at oprette i henhold til særlig hjemmel i sektorlovgivning.

Afvigelserne i sektorlovgivningen om en lovpligtig nedsættelse af råd og nævn tager ikke nødvendigvis højde for forskelle kommunerne imellem. Forskelle i eksempelvis kommunestørrelse og politiske prioriteringer taler tværtimod for en høj grad af fleksibilitet.

For så vidt angår de kommunale råd og nævn med administrative opgaver kan fleksibiliteten give kommunalbestyrelsen mulighed for at indrette kommunalforvaltningen således, at det administrative ressourceforbrug minimeres. De overordnede målsætninger taget i betragtning bør afvigelser fra hovedprincippet derfor begrænses.

I visse tilfælde kan det dog alligevel være hensigtsmæssigt ved lov at fravige udgangspunktet og pålægge kommunalbestyrelsen at oprette organer med selvstændig beslutningskompetence. Hensynet til organets uafhængighed og individers retssikkerhed vil således kunne tale herfor.

Boks 2.5. Børn- og ungeudvalgene som eksempel

Børn- og ungeudvalgene træffer afgørelser i sager om blandt andet anbringelse af børn og unge. Udvalgene skal nedsættes af kommunalbestyrelsen i henhold til lovbekendtgørelse nr. 807 om administration og retssikkerhed på det sociale område §18. Børn- og ungeudvalgene er et eksempel på, hvordan særlige hensyn kan begrunde en lovpligtig nedsættelse af et kommunalt organ. Lovpligtigheden skyldes ønsket om at sikre de berørte parter en høj grad af processuel retssikkerhed, blandt andet i kraft af at en dommer skal være medlem af udvalget, lede dets møder mv.

Endvidere kan det i visse tilfælde være et hensyn til at fremme samarbejde mellem kommunale og andre myndigheder. Det gælder for eksempel i beredskabskommissionerne, hvor både politi og kommunalforvaltning deltager i opgavevaretagelsen.

Samlet finder udvalget det mest hensigtsmæssigt at lægge vægt på, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt har frihed til at nedsætte kommunale råd og nævn med administrative opgaver og dermed indrette den kommunale forvaltning under hensyntagen til målsætningerne om enkelhed og effektivitet i opgaveløsningen. Udvalget finder dog, at særlige hensyn i visse tilfælde kan tale for, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at nedsætte bestemte organer med administrative beføjelser.

Frivillighedsprincippet udelukker dog ikke, at det kan anbefales kommunerne at oprette bestemte råd og nævn. Ligeledes udelukker det heller ikke, at der for så vidt angår administrative råd og nævn udarbejdes bestemmelser om organernes medlemssammensætning, arbejdsrammer, sekretariatsbetjening etc., som kommunerne er forpligtede til at følge, såfremt kommunalbestyrelsen vælger at nedsætte organerne. Formålet med sådanne bestemmelse kan eksempelvis være at sikre retssikkerheden. Bestemmelserne kan supplere den nødvendige lovhjemmel, som en overførsel af administrative beføjelser til et råd eller nævn forudsætter.

For så vidt angår kommunale råd og nævn med rådgivende opgaver taler målsætningen om en enkel, effektiv struktur og hovedprincippet om kommunalbestyrelsen som øverste myndighed for, at frihed i nedsættelsen af råd og nævn bør være udgangspunktet. Hovedprincippet om kommunalbestyrelsen som øverste myndighed i den kommunale styrelseslov betyder nemlig, at et repræsentativt sammensat organ valgt af den lokale befolkning skal foretage en afvejning og prioritering på tværs af sektorområder. De rådgivende organer skal ikke prioritere, og derfor er der en fare for, at de skaber et udgiftsmæssigt pres på sektorområder ved at fungere som talerør for snævre sektorinteresser. Det betyder, at den kommunale økonomi kan sættes under pres af rådgivende organer, som kommunen i henhold til lovgivning er forpligtet til at nedsætte.

Ikke mindst i lyset af, at kommunerne i de kommende år skal gennemføre en stram udgiftspolitik, hvis regeringens økonomiske mål skal opfyldes, er det centralt, at kommunerne i deres opgaveløsning har få detailbindinger i organisering og arbejdsprocesser, så der er mulighed for nytænkning og alternative løsninger.[9] Hvor der tidligere har været eksempler på, at frivillige råd og nævn er blevet udbredt til samtlige kommuner via en obligatorisk ordning, synes der nu at være behov for en bevægelse den modsatte vej tilbage til frivillighed.

Når der tidligere har været oprettet lovpligtige kommunale rådgivende organer, har begrundelserne blandt andet været et politisk ønske om at sikre bestemte gruppers interessevaretagelse eller at sikre implementeringen af en bestemt politik ved at skabe et organ, der sørger for løbende at følge udviklingen.

Det er udvalgets opfattelse, at det generelt bør tillægges stor vægt, at kommunalbestyrelsen som øverste myndighed selv kan afgøre, hvem der skal rådgive den, og hvilken rådgivning den har behov for. Udvalget finder det således som udgangspunkt mest hensigtsmæssigt, at det er frivilligt for kommunalbestyrelsen at nedsætte råd og nævn med rådgivende opgaver.

Med henblik på at sikre en reel kommunal frihed, forekommer det hensigtsmæssigt, at der som udgangspunkt ikke fastlægges formkrav til rådgivende organer, der frivilligt nedsættes af kommunalbestyrelsen. Dette er dog ikke i modstrid med, at et ministerium kan vælge at udforme en vejledning på området. En sådan vejledning kan give inspiration til og eksempler på opgaver, sammensætning, rammer, vilkår, etc. i forbindelse med nedsættelse af rådgivende organer.

4. Samlet vurdering: Udvalgets anbefalinger

4.1. Statslige råd og nævn

Udvalget finder, at der i det væsentlige ikke er behov for ændringer i statslige råd og nævn, som er rettet mod det kommunale opgaveområde. Dette skyldes blandt andet, at der siden regeringsskiftet ultimo 2001 har været foretaget en grundig gennemgang af de statslige råd og nævn. Enkelte statslige organer, der er nedsat regionalt, har dog været overvejet i udvalgsarbejdet.

Jordbrugskommissioner

Jordbrugskommissionerne er nedsat i medfør af landbrugslovens § 30. Medlemmerne udpeges af amtskommunen. Kommissionerne er beføjede til at træffe afgørelser efter landbrugsloven og påse, at landbrugsloven overholdes. Kun retlige spørgsmål i afgørelserne kan påklages. Kommissionerne træffer endvidere afgørelser efter jordfordelingsloven. Ved afsigelse af kendelser efter jordfordelingsloven udvides kommissionerne med en dommer og en kreditsagkyndig, som udpeges af fødevareministeren. Kendelser efter jordfordelingsloven er endelige og kan ikke ankes.

Jordbrugskommissionernes opgaver ville eventuelt kunne overføres til amtskommunerne i den nuværende kommunale struktur. Der er nedsat et udvalg om forenklinger i jordlovgivningen, hvor også spørgsmålet om jordbrugskommissionernes fremtid behandles. Udvalget skal afgive betænkning den 1. juli 2003.

På denne baggrund anbefaler udvalget, at en eventuel flytning af jordbrugskommissionernes opgaver afventer færdiggørelsen af udvalgsarbejdet om forenklinger i jordlovgivningen.

Fredningsnævn

Fredningsnævnene er statslige organer og nedsættes i hvert amt efter naturbeskyttelseslovens § 35 til behandling af fredningssager. Det kan overvejes, om opgaven i den eksisterende kommunale struktur ville kunne løses af amterne. For en sådan løsning taler, at amterne i forvejen varetager andre opgaver efter naturbeskyttelsesloven. Heroverfor har der været peget på, at det imod en overførsel kan anføres, at der kan være fordele forbundet med at have en uafhængig instans med en dommer som formand.

Spørgsmålet om i hvilken forvaltningsenhed fredningsnævnenes opgaver skal løses relaterer sig til Strukturkommissionens arbejde. Ligeledes er der planlagt en revision af naturbeskyttelsesloven, hvor fredningsinstituttet kan overvejes.

På denne baggrund anbefaler udvalget, at overvejelser om den fremtidige varetagelse af fredningsnævnenes opgaver afventer færdiggørelsen af de igangværende arbejder.

4.2. Kommunale råd og nævn

Udvalgets principielle overvejelser tilsiger, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet som hovedregel skal have frihed til at afgøre, hvilke råd og nævn der ønskes nedsat og i givet fald hvordan. Et sådant princip indebærer, at kommunerne har mulighed for at indrette administrationen efter, hvad der i den enkelte kommune vurderes at være mest hensigtsmæssigt og effektivt.

Det er vigtigt at understrege, at de opgaver, som råd og nævn med administrative opgaver aktuelt varetager, fortsat skal løses. Frivillighedsprincippet indebærer alene, at det nu er kommunernes og amternes ansvar at træffe et valg med hensyn til organiseringen af opgaveløsningen.

Udvalget har overvejet en række konkrete råd og nævn uden klagebehandling (se bilag 3). For visse råd og nævn kan der være særlige hensyn, der taler for at fravige hovedreglen om frivillighed. Især hensynet til at sikre samarbejde mellem forskellige myndigheder eller hensynet til borgernes retssikkerhed kan begrunde lovpligtighed. Ved andre råd og nævn, som f.eks. ældreråd og amtslige brugerråd, har det været fremført, at de principielle overvejelser taler for frivillighed. Heroverfor har det imidlertid været anført, at de nævnte råd fungerer som væsentlige talerør for de berørte grupper.

Nedenfor gennemgås de råd og nævn, som udvalget anbefaler opretholdes som frivillige eller gøres frivillige.

Endelig skal det bemærkes, at det er udvalgets vurdering, at eventuelle overvejelser om koordinationsudvalgene må afhænge af Strukturkommissionens arbejde. Udvalgene nedsættes ifølge retssikkerhedslovens §§ 22-29 og administrerer sammen med kommunerne tildelte midler til en særlig virksomhedsrettet indsats. Udvalgene har endvidere rådgivende opgaver og samordner og udvikler den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Det er vurderingen, at udvalgene ikke bør gøres frivillige på nuværende tidspunkt. Koordinationsudvalgenes nedsættelse hænger således tæt sammen med den fremtidige opgavefordeling på beskæftigelsesområdet, som behandles i Strukturkommissionen. Udvalget anbefaler derfor, at spørgsmålet om koordinationsudvalgenes nedsættelse afventer Strukturkommissionens arbejde.

4.2.1. Kommunale råd og nævn, der anbefales gjort frivillige

Integrationsrådene

Ifølge integrationslovens § 42 har kommunalbestyrelsen pligt til at nedsætte et integrationsråd, såfremt 50 personer ønsker det. Rådets rådgiver om den almindelige integrationsindsats og de introduktionsprogrammer, der tilbydes i kommunen.

Amtsmusikudvalgene

Udvalgeneer rådgivende udvalg, der i henhold til musiklovens § 2 skal virke til at fremme og samordne musiklivet i amtet, henholdsvis kom­munen samt afgive indstilling om støtte.

Museumsrådene

Rådene nedsættes ifølge § 18 - 22 i museumsloven. De har både administrative og rådgivende opgaver, idet de har til opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i amtet, blandt andet via en redegørelse til Kulturministeriet hvert 4. år.

De grønne råd

Rådene nedsættes i henhold til naturbeskyttelseslovens § 64 og rådgiver i spørgsmål vedrørende amtsrådets administration af loven.

Folkeoplysningsudvalgene

Udvalgene nedsættes i henhold til §§ 34 og 35 i folkeoplysningsloven, der tillægger udvalgene kompetence til at træffe konkrete afgørelser, stille forslag og afgive indstillinger til kommunalbestyrelsen blandt andet vedrørende fordeling af midler til folkeoplysning.

Teaterfællesudvalgene

Udvalgene administrerer i henhold til § 14 i bekendtgørelse om den landsdækkende teaterabonnementsordning fællesopgaver vedrørende abonnementsordningens administration.

Det skal bemærkes, at der forventes en kommende lovrevision i samlingen 2003/2004, hvor udvalget anbefaler, at der sigtes mod frivillighed.

De lokale radio- og tv-nævn

Nævnene nedsættes ifølge radio- og tv-lovens § 64, hvor der er behov for det, og har som hovedopgave at udstede programtilladelser til lokale radio- og tv-stationer.

Det skal bemærkes, at Kulturministeriet har oplyst, at de lokale nævns status overvejes som en del af hele den lokale radio- og tv-ordning i en arbejdsgruppe i løbet af 2003. Nævnenes fremtid vil bero på dette udvalgsarbejde, men udvalget anbefaler, at nævnene enten afskaffes eller gøres frivillige.

4.2.2. Kommunale råd og nævn, der opretholdes som frivillige

De amtslige billedkunstråd

Rådene nedsættes i henhold til billedkunstlovens § 10, og de rådgivende råds formål er at virke til fremme af billedkunsten inden for amtskommunen.

De regionale armslængde organer

Organerne har rådgivende og administrative beføjelser og nedsættes i henhold til lov om regionale kulturaftaler § 3. Organerne skal sikre balance mellem det politiske ansvar og den kulturfaglige og kunstneriske sagkundskab og frihed.

Bevillingsnævnene

Kommunalbestyrelsen kan ifølge restaurationsloven § 10 nedsætte et bevillingsnævn til at træffe afgørelser om alkoholbevilling.

Bygningsforbedringsudvalgene 
Kommunalbestyrelsen kan ifølge byfornyelsesloven § 125 nedsætte et bygningsforbedringsudvalg til at administrere bygningsmæssige problemer i landsbyer og landdistrikter samt vedrørende fredede og bevaringsværdige bygninger.

De regionale faglige kulturmiljøråd

Rådene nedsættes i henhold til lov om regionale faglige kulturmiljøråd på foranledning af de lovpligtige museumsråd og rådgiver kommunalbestyrelser, amtsrådet og statslige myndigheder vedrørende kulturmiljøet.

Sprogcenterrådene

Rådene nedsættes i medfør af danskundervisningsloven §14 og har til opgave at rådgive sprogcentrets ledelse. Integrationsministeriet har taget initiativ til, at sprogcenterrådene gøres frivillige i L158 Forslag til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., der blev skriftligt fremsat 29. januar 2003.

---

[1] Lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001 om kommunale valg § 105.

[2] Finansloven, finanslovskonto 15.11.30. ÆldreForum blev oprettet som et selvstændigt rådgivende organ under Socialministeriet som et led i satspuljeforliget i 1996.

[3] Lov nr. 1054 af 23. december 1999, beredskabsloven § 9, stk. 2, 1. pkt., og § 10, stk. 2, 1. pkt.

[4] Lovbekendtgørelse nr. 792 af 18. september 2002 om integration af udlændinge i Danmark § 42.

[5] Kortlægningen omfatter kun råd og nævn, som er oprettet i henhold til lov – såvel frivillige som lovpligtige.

[6] Vejledning om lovkvalitet, Justitsministeriet, september 2000.

[7] Budgetredegørelse 2000/2001, Finansministeriet, januar 2001.

[8] Jf. den kommunale styrelseslov, §17, stk. 4,

[9] Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi frem mod 2010, KL, ARF, Finansministeriet, maj 2002.