Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies
Forrige8  af  12Næste

8. Klagesystemet på øvrige områder


Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

1. Indledning

I kapitlerne 5, 6 og 7 er der set nærmere på mulighederne for en forenkling af klagesystemet inden for bestemte sektorer: miljøområdet, skatteområdet og social- og beskæftigelsesområdet. Uden for de nævnte sektorer findes der imidlertid også en mere blandet kategori af klageorganer med et betydeligt mindre sagsantal, som kan være med til at komplicere billedet af de kommunale klageveje. I kapitel 8 undersøges derfor mulighederne for en forenkling på nogle øvrige områder, som ikke indgår i de sektorer, der er gennemgået i kapitel 5, 6 og 7.





2. Udvalgte områder og mulige veje til forenkling

2.1. Udvalgte områder

Udvalget har i dette kapitel koncentreret sine overvejelser om typer af sag­er, hvor der trods et lille sagsantal er grund til at overveje en forenkling gennem sammenlægning med andre klageorganer, der behandler lignende sager.

Ikke omfattet af udvalgets overvejelser er således de klageorganer, hvor der eksempelvis på grund af et meget lille sagsantal, sagernes helt specielle karakter eller en me­g­et nær sammenhæng med myndighedens øvrige opgaver allerede på det foreliggende grundlag ikke er fundet grundlag for at gå vid­ere med overvejelser om en forenkling gennem sammenlægning med an­dre klageorganer.

Nedenfor gives en skematisk oversigt over de retsområder og klageorganer på det kommunale opgaveområde, der analyseres i afsnit 3.

Tabel 2.1. Klageområder og klagemyndigheder – overblik

Område/

retsgrundlag

Klageorganer

Sager
(årligt)

Prøvelse

Vurdering

Egnet til regionali
sering?

Veje m.v.

  • vejbidragslov
  • lov om vintervedligehold
  • lov om offentlige veje
  • privatvejsloven

Vejdirektoratet

Ca. 300 sager

Retlig prøvelse. I ekspropriations­sager dog fuld prøvelse.

Muligvis egnet

  • lov om offentlige veje
  • privatvejsloven

Taksations-kommissionerne

Ej oplyst. Ikke central registrering – dog indtrykket, at det er ganske få sager.

Retlig prøvelse fsva. lov om offentlige veje og privatvejsloven.

Erstatnings- og bidragsfastsættelse i øvrigt.

Ikke egnet

  • færdselsloven

Justitsministeriet

Ej oplyst (omlagt fra Trafikministeriet i 2001)

Retlig prøvelse

Ikke egnet

Vandløb

  • vandløbsloven

Skov- og Naturstyrelsen (se kapitel 5)

-

-

-

Taksations-kommissionerne

Ej oplyst. Ikke central registrering – dog indtrykket, at det er ganske få sager

Fuld prøvelse af kommunernes fastsættelse af bidrag til vandløbsregulering og vedligeholdelse.

Ikke egnet

Byfornyelse

  • lov om byfornyelse

Byfornyelses-nævnene

21 sager i 2001

Retlig prøvelse

Egnet

Taksations-kommissionerne

Ej oplyst. Ikke central registrering – dog indtrykket at det er få sager

Fuld prøvelse af kommunernes fastsættelse af erstatning eller godtgørelse

Ikke egnet

Erhvervs- og Boligstyrelsen

Ganske få sager

Ekspropriation, fuld prøvelse

Muligvis egnet

Uddannelse

  • lov om grundlæggende social- og sundheds-uddannelser

Klageudvalgene for grundlæggende social- og sundheds-uddannelser

Ej oplyst (nyoprettet)

Fuld prøvelse

Ikke egnet

  • folkeskoleloven (special-undervisning)

Klagenævnet for vidtgående special-undervisning

Ca. 200 sager

Fuld prøvelse

Muligvis egnet

 

 


2.2. Mulige veje til forenkling

Forenkling af klagevejene inden for de udvalgte områder kan f.eks. ske gennem en sammenlægning med andre klageorganer enten på centralt niveau eller gennem en regional model.

I den forbindelse bemærkes, at regionale statslige myndigheder, der behandler en bred vifte af kommunale klagesager, allerede i dag er en velkendt model. Den største samlede regionale klagemyndighed er baseret på statsamterne, som dels sekretariatsbetjener de sociale nævn og de psykiatriske patientklagenævn og samtidig fungerer som egentlig klageinstans i forhold til kommunernes afgørelser efter byggeloven.

En mulig vej til at forenkle klagestrukturen på det kommunale opgaveområde kunne således være at se på, om der vil være fordele forbundet med at lægge klagesager, der i dag er placeret hos forskellige regionale eller centrale klageinstanser, samme sted som de mange klagesager, der i dag behandles i de sociale nævn. Der henvises herved til kapitel 4.

I kapitlet ses der både på klageorganer, der i forvejen er regionale, og på klageorganer, der er organiseret centralt.

I analysen af de klageorganer, der i forvejen er regionale, vil det navnlig være relevant at se på, om der vil være fordele eller ulemper knyttet til eventuelt at udskille eller omlægge opgaver fra de eksisterende klageorganer til en ny regional klagemyndighed for at opnå forenkling af den vej.

For så vidt angår de klageorganer, der i dag er organiseret centralt, vil det være relevant at se på, dels om der kan ske en forenkling gennem samling i eksisterende eller nye, centrale klageorganer, dels om de pågældende klageorganers opgaver vurderes at have en sammenhæng med opgaver, der i dag løses regionalt, således at opgaverne med fordel kan udskilles til en eksisterende eller ny regional klagemyndighed, eller om der af andre grunde vurderes at kunne være fordele forbundet med en regionalisering.





3. Analyse af de enkelte områder

3.1. Vejområdet

3.1.1. Vejdirektoratet

Beskrivelse

Vejdirektoratet behandler klager over afgørelser truffet af kommuner og amtskommuner efter lov om offentlige veje, lov om private fællesveje (privatvejsloven), lov om grundejerbidrag til offentlige veje (vejbidragslov) og lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje. Sagerne efter lov om offentlige veje og privatvejsloven udgør langt hovedparten af sagerne.

Der er kun adgang til at klage til Vejdirektoratet efter de ovennævnte love for så vidt angår retlige spørgsmål. I ekspropriationssager foretages dog tillige en prøvelse af skønnet. Der foretages ikke besigtigelser. Antallet af indkomne sager i 2001 var ca. 315 og antallet af realitetsbehandlede sager i samme tidsrum ca. 188.

Vejdirektoratet behandler ikke klagesager på det statslige område. Vejdirektoratets vejlovsjuridiske enhed varetager imidlertid en række andre opgaver på vejlovsområdet, herunder opgaver, der løses i tæt samarbejde med Vejdirektoratets tekniske eksperter. Endvidere besvarer Vejdirektoratet forespørgsler om fortolkning af vejlovgivningen og formidler viden på vejlovsområdet, ligesom Vejdirektoratet yder bistand til Trafikministeriet i forbindelse med ministerbetjening, herunder ved besvarelse af folketingsspørgsmål og udarbejdelse af lovforslag. Hertil kommer, at Vejdirektoratets vejlovsjuridiske enhed yder juridisk bistand til Vejdirektoratets driftsenhed, der som vejbestyrelse for statens veje (hovedlandevejene) i sin administration er undergivet vejlovgivningens regler vedrørende offentlige veje.

De opgaver, Vejdirektoratet udfører på vejlovsområdet, varetages af ca. 5 AC-årsværk (jurister) og ca. ½ HK-årsværk. Det er Vejdirektoratets vurdering, at ca. halvdelen af de 5 AC-årsværk på vejlovsområdet går til løsning af opgaver uden for det kommunale opgaveområde, som fortsat vil skulle varetages centralt.

Vurdering

Der ses ikke umiddelbart at være grundlag for en forenkling af klagestrukturen på vejlovsområdet på centralt niveau. Der er senest ved ressortomlægningen i november 2001 taget stilling til fordelingen af sager efter vejlovgivningen mellem Justitsministeriet og Trafikministeriet, og der findes ikke på det foreliggende grundlag at være basis for at ændre herved.

Vejdirektoratets opgaver som klageinstans i forhold til kommunale og amtskommunale afgørelser på vejlovsområdet kunne muligvis være egnede til regionalisering, blandt andet fordi der er tale om meget konkret funderede afgørelser, der er af betydning for lokalsamfundet.

Det bemærkes dog, at Vejdirektoratet i forbindelse med klagebehandlingen på vejlovsområdet ikke foretager besigtigelser. Det lokalkendskab, der kan opnås via grund- og temakort, herunder elektroniske, er tilstrækkeligt. Det kan dog ikke udelukkes, at et lokalkendskab ud over det, der kan opnås ved grund- og temakort, vil være en fordel.

Hertil kommer, at en regionalisering muligvis vil kunne indebære tab af specialistviden på området. Det bemærkes herved, at vejlovgivningen efter Vejdirektoratets vurdering er relativt kompleks og svært tilgængelig. Endvidere er klagesagsantallet geografisk meget skævt fordelt og varierer betydeligt fra år til år. Det må på den baggrund anses for nødvendigt, at en eventuel regionalisering i givet fald begrænses til færre, større regionale myndigheder. Det vil ikke kunne udelukkes, at sådanne færre, større regionale myndigheder set over tid vil kunne opbygge en vis ekspertise ved behandlingen af klagesager på vejlovsområdet.

Herudover må det tages i betragtning, at der er en vis synergieffekt mellem de sager, der i Vejdirektoratet behandles på det kommunale opgaveområde, og de sager på vejlovsområdet, som Vejdirektoratet i øvrigt varetager. Vejdirektoratets brede opgaveportefølje på vejlovsområdet er således grundlaget for en samlet faglig ekspertise på området, der er til gensidig gavn for såvel behandling af kommunale klagesager som minister- og borgerbetjening i øvrigt. Der vil således ved en eventuel regionalisering være risiko for en forringelse af kvaliteten af opgaveløsningen på begge felter.

Betydningen af synergi med statsamternes øvrige opgaver bør endvidere – selv om der er tale om retlig prøvelse med sædvanlig juridisk metodeanvendelse – ikke overvurderes på grund af vejlovgivningens komplekse karakter.

Det må endelig overvejes, om der ved en eventuel regionalisering af klagebehandlingen på dette område vil være behov for at kunne påklage den regionale klagemyndigheds afgørelse til en 2. klageinstans i sager af generel eller principiel karakter. Behovet herfor understøttes af vejlovgivningens komplekse og svært tilgængelige karakter.

Det må på baggrund af ovenstående umiddelbart vurderes som temmelig usikkert, om der samlet set vil være fordele forbundet med at regionalisere klagebehandlingen på vejlovsområdet.

3.1.2. Taksationskommissionerne

Beskrivelse

Der er nedsat i alt 17 taksationskommissioner. Kommissionerne følger som udgangspunkt amtsgrænserne, idet der dog for enkelte, større amter er nedsat 2 taksationskommissioner. Taksationskommissionernes afgørelser kan påklages til 7 overtaksationskommissioner.

En taksationskommission består af en af trafikministeren udpeget formand, der skal være jurist, samt to andre medlemmer, der af formanden udtages til den enkelte taksationsforretning blandt de af amtsrådskredsen dertil udpegede personer. Medlemmerne af taksationskommissionerne skal have indsigt i vurdering af ejendomme. Formanden antager selv en akademisk sekretær, der normalt er jurist, f.eks. retsassessor, dommerfuldmægtig eller lignende.

Taksationskommissionerne er uafhængige instanser, hvis hovedopgave er at fastsætte erstatning mv. i forbindelse med ekspropriation i henhold til vejlovgivningen samt erstatningsfastsættelse m.m. på en række andre lovområder. Der er tale om et domstolslignende organ, der træffer afgørelse på grundlag af besigtigelse.

Taksationskommissionerne fungerer kun i meget begrænset omfang som klageinstans i forhold til kommunale og amtskommunale afgørelser. Det drejer sig om visse sager efter lov om offentlige veje og privatvejsloven samt efter lov om vandløb, jf. afsnit 3.2. og lov om byfornyelse, jf. afsnit 3.3.2.Et meget forsigtigt bud fra Trafikministeriets side er, at der behandles omkring 10 klagesager på landsplan årligt af både taksations- og overtaksationskommissionerne.

På vejlovsområdet har taksationskommissionerne kun en rolle som klagemyndighed for så vidt angår kommunernes afgørelser om nedlæggelse af offentlige veje, private fællesveje og lignende. Taksationskommissionerne kan i den forbindelse – kort sagt – alene tage stilling til, om en vej skal opretholdes, idet der ellers ikke vil være fornøden vejforbindelse til den pågældende ejendom. Hvis en kommune træffer afgørelse om at nedlægge en vej og klager gør gældende, at vejen er eneste adgangsvej eller er af vigtighed for ejendommen, kan dette spørgsmål således indbringes for taksationsmyndighederne.

Vurdering

Taksationskommissionernes opgaver som klagemyndighed i forhold til kommuner og amtskommuner findes fortsat bedst egnet til en regional løsning, navnlig fordi lokalkendskab og besigtigelser har så stor betydning for afgørelsen af sagerne.

Det er imidlertid tvivlsomt, om det vil være en fordel for løsningen af taksationskommissionernes kommunale og amtskommunale klagesager at udskille disse til en anden regional klagemyndighed.

Nedlæggelse af veje er således ekspropriationslignende afgørelser, der har nær sammenhæng med blandt andet taksationskommissionernes opgave som den myndighed, der afgør, om der i forbindelse med anlæg eller ombygning af offentlige veje, er fornøden forbindelse til offentlig vej, og i modsat fald fastsætter erstatningens størrelse.

Ved vurderingen af mulige fordele og ulemper ved en udskillelse af taksationskommissionernes opgaver på det kommunale og amtskommunale område kunne det overvejes at inddrage muligheden for tillige at omlægge taksationskommissionens øvrige sagsområde – udmåling af erstatninger i forbindelse med kommunale ekspropriationer – til en ny regional klagemyndighed blandt andet med henblik på at få samlet borgerens indgang til klagesystemet ét sted samt af hensyn til mulige effektiviseringer i sekretariatsbetjeningen. Da taksationskommissionerne på dette område ikke fungerer som en egentlig kommunal/amtskommunal klagevej, falder sådanne overvejelser imidlertid uden for udvalgets kommissorium.

3.1.3. Justitsministeriet

Beskrivelse

Justitsministeriet behandler klager over kommunale og amtskommunale afgørelser om fastsættelse af visse færdselsmæssige bestemmelser efter færdselslovens § 92.

Efter færdselslovens § 92 kan vejbestyrelsen/vejmyndigheden for en offentlig vej eller en privat fællesvej således med politiets samtykke træffe bestemmelser om blandt andet parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

I forbindelse med klagebehandlingen foretages ikke besigtigelser. Der er kun adgang til retlig prøvelse. Der var i 2001 ingen sager, hvorved bemærkes, at Justitsministeriet først pr. 27. november 2001 overtog sager om dansk og international regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager vedrørende færdselsadfærd fra Trafikministeriet.

Justitsministeriet behandler ikke klagesager på det statslige område, men Justitsministeriet behandler klager over politiets afgørelser efter færdselslovens § 92 a om indførelse af ubetinget vigepligt, påbud om ensrettet færdsel og afgørelser om lokale hastighedsbegrænsninger.

Vurdering

Der ses ikke umiddelbart at være basis for en forenkling af klagebehandlingen for disse sager på centralt niveau. Der er senest ved ressortomlægningen i november 2001 taget stilling til fordelingen af sager efter vejlovgivningen mellem Justitsministeriet og Trafikministeriet, og der findes ikke på det foreliggende grundlag at være basis for at ændre herved.

Justitsministeriets behandling af klager over kommunale og amtskommunale afgørelser om fastsættelse af visse færdselsmæssige bestemmelser efter færdselsloven må endvidere på grund af sagsantallet som udgangspunkt anses for uegnet til regionalisering.

For regionalisering kunne dog tale, at sagstypen muligvis har sammenhæng med visse afgørelser efter lov om offentlige veje og privatvejsloven, der kunne overvejes omlagt til et nyt regionalt klageorgan, jf. ovenfor.

Endvidere bemærkes, at nærtbeslægtede afgørelser, der efter loven træffes af politiet med samtykke fra eller efter forhandling med vejmyndigheden, ligeledes kan påklages til Justitsministeriet. Disse afgørelser falder uden for udvalgets kommissorium.

På den baggrund findes der umiddelbart at være flere ulemper end fordele forbundet med en regionalisering af klagesagerne på dette område.

3.2. Vandløb

Beskrivelse

Skov- og Naturstyrelsen er den almindelige klageinstans for vandløbsmyndighedens afgørelser efter vandløbsloven. For så vidt angår Skov- og Naturstyrelsens opgaver som klagemyndighed henvises til kapitel 5.

Kommunale og amtskommunale afgørelser om fastsættelse, fordeling og udmåling af bidrag til vandløbsregulering og vedligeholdelse efter vandløbslovens §§ 67 og 68 kan indbringes for taksationskommissionerne. Der henvises til afsnit 3.1.2. for en nærmere beskrivelse af disse organer. Prøvelsesgrundlaget er fuld prøvelse.

Sager om bidrag efter vandløbsloven er overført til taksationskommissionerne fra de tidligere landvæsensretter med virkning fra 1. juli 2001. Taksationskommissionerne blev i den forbindelse tillagt en række andre opgaver efter lov om vandløb, herunder erstatningssager. Disse andre sager vedrører ikke kommunale og amtskommunale afgørelser, men har et vist slægtskab til sager vedrørende fastsættelse, fordeling og udmåling af bidrag til regulering og vedligeholdelse.

Det er Trafikministeriets indtryk, at taksationskommissionerne alene behandler ganske få kommunale klagesager efter vandløbsloven på landsplan årligt.

Vurdering

Taksationskommissionernes prøvelse af vandløbsmyndighedernes afgørelser om bidrag er – i modsætning til Vejdirektoratets prøvelse af kommuners og amtskommuners pålæg af vejbidrag – ikke begrænset til retlig prøvelse.

I betragtning af det nære slægtskab mellem taksationskommissionens sager vedrørende bidrag til regulering og vedligeholdelse af vandløb og øvrige sager efter vandløbsloven samt det begrænsede slægtskab mellem disse sager og vejbidragssagerne, findes der samlet set ikke at være holdepunkter for en selvstændig udskillelse af bidragssagerne efter vandløbsloven fra tak­sationskommissionerne.

Det bemærkes herved, at det ved vurderingen af mulige fordele og ulemper ved en udskillelse af taksationskommissionernes opgaver på det kommunale og amtskommunale område kunne overvejes at inddrage muligheden for tillige at omlægge taksationskommissionens øvrige sagsområde – udmåling af erstatninger i forbindelse med kommunale ekspropriationer mv. – til en ny regional klagemyndighed blandt andet med henblik på at få samlet borgerens indgang til klagesystemet ét sted samt af hensyn til mulige effektiviseringer i sekretariatsbetjeningen. Da taksationskommissionerne på dette område ikke fungerer som en egentlig kommunal/amtskommunal klagevej, falder sådanne overvejelser imidlertid uden for udvalgets kommissorium.

3.3. Byfornyelse

3.3.1. Byfornyelsesnævnene

Beskrivelse

Der er nedsat et byfornyelsesnævn i hver amtskommune samt i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Et byfornyelsesnævn består af en formand, der skal være dommer, 2 byggesagkyndige, en grundejer og en boliglejer. I sager vedrørende private andelsboliger tiltrædes nævnet af yderligere 1 medlem, der skal være privat andelshaver, og i sager, hvori der indgår erhvervslejemål, tiltrædes nævnet af yderligere 1 medlem, der skal være erhvervslejer. Ved afgørelser om kondemnering mv. af sundheds- og brandfarlige boliger eller opholdsrum tiltrædes nævnet af yderligere 2 medlemmer, hvoraf den ene skal have brandmæssig sagkundskab, det andet skal være læge med bolighygiejnisk sagkundskab.

Formanden beskikkes af økonomi- og erhvervsministeren. De 2 bygningssagkyndige medlemmer, medlemmerne med brandmæssige og bolighygiejnisk sagkundskab samt de medlemmer, der skal være henholdsvis grundejer, privat andelshaver, boliglejer og erhvervslejer, beskikkes af amtsrådet efter indstilling fra landsomfattende sammenslutninger i henholdsvis grundejerforeninger, private andelsboligforeninger og lejeforeninger.

Sekretariatsfunktionen for byfornyelsesnævnene varetages af amtskommunen ved en ekstern medarbejder eller ved en medarbejder, der er ansat i amts­kommunen henholdsvis kommunen – typisk en akademiker, som og­så har andre arbejdsopgaver.

Amtskommunen afholder de udgifter, som nævnets virksomhed medfører, herunder til kontorhold mv. Vederlag til formanden betales af staten. Der kan tillægges nævnets øvrige medlemmer vederlag, som betales af amtskommunen.

Byfornyelsesnævnene behandler klager over kommunale afgørelser af en lang række sagstyper efter byfornyelsesloven. Det kan f.eks. være beslutninger om ombygning og istandsættelse, om tilbudspligt og stiftelse af andelsboligforeninger, om huslejefastsættelse efter bygningsfornyelse, om anvisning af erstatningsboliger, om kondemnering af sundheds- og brandfarlige boliger eller opholdsrum mv.

Indbringelse af sager for byfornyelsesnævnene kan ske, hvis kommunalbestyrelsens afgørelse omfatter spørgsmål om forståelse af byfornyelsesloven eller en i medfør af denne fastsat bestemmelse. Nævnets prøvelsesgrundlag er i denne situation rent retligt. Indbringelse kan endvidere tillades, hvis afgørelsen efter byfornyelsesnævnets vurdering har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren. I denne situation har byfornyelsesnævnene adgang til fuld prøvelse af kommunens beslutning.

Nævnet kan indkalde parterne til at afgive forklaring, ligesom nævnet kan foretage besigtigelse. Det er oplyst, at der i 2001 blev realitetsbehandlet i alt 21 sager. Der er ikke adgang til at indbringe nævnets afgørelser for en 2. administrativ klageinstans.

Vurdering

De sager, som byfornyelsesnævnene fungerer som klageinstans for, findes fortsat at være egnede til regionalisering på grund af den afgørende betydning af adgangen til at foretage besigtigelse mv. samt betydningen af lokalkendskab i øvrigt. Det kan i den forbindelse ikke anses for afgørende, at der er tale om relativt få sager årligt.

Udvalget finder endvidere, at det vil kunne være forbundet med visse fordele at overflytte byfornyelsesnævnets klagesager til en eksisterende eller ny regional klagemyndighed, der tillige behandler klagesager vedrørende kommunalbestyrelsens afgørelser efter byggeloven. Sådanne klagesager behandles i dag i statsamterne. Afgørelser efter byggeloven vedrører blandt andet byggetilladelser samt på­bud og forbud i henhold til byggelovens bestemmelser. Der er således i et vist om­fang fællestræk mellem klagesager efter byfornyelsesloven og klagesager efter byggeloven. En omlægning af byfornyelsesnævnets klagesager til en ny regional klagemyndighed ville således kunne indebære den fordel, at borgeren får en mere samlet indgang til klagebehandlingen på dette område.

På grund af den vidtstrakte brug af eksperter i de sager, byfornyelsesnævnene behandler, må det i forbindelse med en eventuel omlægning af sagerne sikres, at der fortsat bliver adgang til at trække på den fornødne ekspertbistand i forbindelse med behandlingen af sagerne.

Det vil kunne ske ved, at man bevarer den eksisterende sammensætning af byfornyelsesnævnene, men overflytter sekretariatsbetjeningen af nævnene til statsamterne. Herved opnås, at borgeren får en samlet indgang til klagebehandlingen på bygge- og byfornyelsesområdet samtidig med, at den nødvendige ekspertise i nævnsbehandlingen bevares.

Det er udvalgets vurdering, at det i forbindelse med den kommende reform af byfornyelsesloven skal overvejes, om den eksisterende adgang til at klage over skøns­mæssige afgørelser bør opretholdes.

3.3.2. Taksationskommissionerne

De kommunale afgørelser efter lov om byfornyelse, der kan indbringes for taksationskommissionerne, drejer sig om udmåling af konkrete beløb til dækning af erstatningskrav, ret til godtgørelse eller et kommunalt tilbagebetalingskrav. Afgørelsestyperne har et vist slægtskab med erstatningsudmåling ved ekspropriation og er da også beskrevet i lovens kapitel 8, der netop vedrører fremgangsmåden ved ekspropriation mv. Afgørelserne fordrer blandt andet indsigt i ejendomsforhold, værdiansættelse og erstatningsregler. Prøvelsesgrundlaget er fuld prøvelse.

Det er Trafikministeriets indtryk, at taksationskommissionerne behandler ganske få sager årligt efter lov om byfornyelse.

Umiddelbart vurderes det, at disse opgaver hænger tæt sammen med taksationskommissionens kerneområde – erstatningsfastsættelse – og derfor ikke er egnede til at blive udskilt til en eventuel ny regional klagemyndighed.

3.3.3. Erhvervs- og Boligstyrelsen

Ekspropriationsbeslutninger truffet efter byfornyelsesloven kan påklages til Erhvervs- og Boligstyrelsen. Der er efter det oplyste tale om ganske få sager. Prøvelsesgrundlaget er fuld prøvelse.

Det kan overvejes, om der fortsat er behov for at kunne påklage ekspropriationsbeslutninger til Erhvervs- og Boligstyrelsen, eller om dette sagsområde vil kunne varetages af samme myndighed, som varetager klagebehandlingen i øvrigt efter lov om byfornyelse, dvs. i dag byfornyelsesnævnene, men fremover muligvis statsamterne eller en ny regional klagemyndighed, jf. afsnit 3.3.1.

Erhvervs- og Boligstyrelsen har oplyst, at overvejelser herom vil blive taget op i forbindelse med en kommende reform af byfornyelsesloven.

3.4. Uddannelse

3.4.1.   Klageudvalgene for grundlæggende social- og sundhedsuddannelser

Beskrivelse

Der er nedsat et klageudvalg i hver amtskommune og et for Københavns og Frederiksberg Kommuner samt HS. De enkelte amtsråd nedsætter en fællesbestyrelse for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Formanden udpeges af amtsrådet. Fællesbestyrelsen nedsætter et klageudvalg, der består af formanden og to medlemmer, der repræsenterer henholdsvis kommunalbestyrelserne i amtet og de færdiguddannedes organisationer. Fællesbestyrelsens formand er formand for klageudvalget. Der stilles ingen særlige uddannelsesmæssige krav til medlemmerne af klageudvalget. Amtsrådet henholdsvis Københavns Kommune yder sekretariatsbistand til klageudvalget.

Klageudvalget behandler klager over de afgørelser, som en skole eller et praktiksted træffer efter lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Klagen skal indgives til den skole eller det praktiksted, som har truffet afgørelsen. Hvis skolen eller praktikstedet fastholder afgørelsen, videresendes klagen til klageudvalget vedlagt skolens eller praktikstedets begrundelse og genvurdering.

Der er ingen begrænsninger i klageudvalgets prøvelsesgrundlag. Klageudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Antallet af sager på årsbasis kendes ikke. Det bemærkes herved, at klageudvalget er nedsat i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 343 af 16. maj 2001 om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Vurdering

Klageudvalgenes klagesager findes fortsat at være bedst egnet til løsning regionalt. Klageudvalgenes klagesager er imidlertid umiddelbart af en anden art, end de sager, der i øvrigt behandles af regionale klagemyndigheder. Der er således tale om sager, hvor afgørelsen i første instans træffes af en skole eller et praktiksted og ikke af en sagsbehandler i kommunen eller amtskommunen. Klageudvalgene har således snarere karakter af en intern kontrol med uddannelsesstedernes afgørelser end af en egentlig klagemyndighed. Det understreges af, at amtskommunen sekretariatsbetjener udvalget, der blandt andet kan behandle klager over afgørelser truffet af en amtslig uddannelsesinstitution. Endvidere bemærkes, at klageudvalget har adgang til fuld prøvelse.

En omlægning af klageudvalgenes sager til en ny (ekstern) regional klagemyndighed vil således snarere få karakter af en udvidelse af klageadgangen på dette område, end det vil være en forenkling af en eksisterende klagevej. Klageudvalgets sager er på den baggrund formentlig ikke egnet til at omlægge til en eventuel ny regional klagemyndighed.

3.4.2. Klagenævnet for vidtgående specialundervisning

Beskrivelse

Klagenævnet for vidtgående specialundervisning er en central klagemyndighed bestående af en formand, der skal have bestået juridisk kandidateksamen og 2 faste medlemmer, der er udpeget efter indstilling af henholdsvis Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Hertil kommer ét særligt sagkyndigt medlem udpeget af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i forening og ét særligt sagkyndigt medlem, der udpeges af De Samvirkende Invalideorganisationer.

Klagenævnet behandler klager over kommunernes henvisning eller afslag på henvisning til vidtgående specialundervisning og kommunernes tilbagekaldelse af sådan henvisning samt amtskommunernes afgørelser om det nærmere indhold af foranstaltninger inden for den vidtgående specialundervisning.

Der er ingen begrænsninger i klagenævnets prøvelsesgrundlag. Dvs. klagenævnet har adgang til fuld prøvelse.

Der foretages ingen besigtigelser, men kendskab til konkrete skoler kan være re­levant i forbindelse med sagernes behandling og afgørelse.

Der blev i 2002 behandlet ca. 200 sager. Klagenævnet sekretariatsbetjenes af Uddannelsesstyrelsen i form af 1 juridisk sekretær, 1 HK og 1 elev/1 student. Uddannelsesstyrelsen yder endvidere pædagogisk bistand i forbindelse med forberedelsen af sagerne for nævnet.

Vurdering

De klagesager, som Klagenævnet for vidtgående specialundervisning behandler, har en vis lighed med de sociale nævns klagebehandling i forhold til amtskommunale afgørelser om optagelse i særlige dagtilbud af børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling mv., jf. servicelovens §§ 16 og 17, jf. § 121.

For borgeren vil det muligvis kunne ses som en fordel, hvis det – for så vidt angår børn med særlige behov – ikke er alderen, der er afgørende for, hvortil en klage skal indbringes. Endvidere vil det kunne være en fordel, at sagsbehandlingen foregår i et fagligt miljø, der har erfaring fra andre sagstyper med at træffe afgørelser om tilbud til børn med særlige behov. Herudover er kendskab til de enkelte skoler i et vist omfang relevant i forbindelse med sagsbehandlingen i klagenævnet.

Ovenstående kunne tale for en regionalisering af dette sagsområde, således at klagesagerne placeres samme sted som de mange klagesager, der i dag behandles i de sociale nævn.

Det må dog indgå i overvejelserne, at klagenævnets sager indebærer behov for tilførsel af særlig faglig viden, ligesom der er adgang til fuld prøvelse. Det må på den baggrund i forbindelse med en eventuel regionalisering overvejes, at afgørelser på dette område fortsat træffes i et nævn, hvor den fornødne ekspertise kan tilføres i forbindelse med sagsbehandlingen.

Det bemærkes i relation hertil, at klagenævnets sammensætning minder om de sociale nævns. Der vil dog ved en eventuel regionalisering og omlægning af klagenævnets sager til en ny regional klagemyndighed skulle tages højde for behovet for sagkyndig ekspertise specifikt på det uddannelsesmæssige område.

Imod regionalisering taler behovet for en ensartet, landsdækkende praksis på området. Det ville således i tilfælde af regionalisering formentlig være nødvendigt med en praksiskoordinerende overbygning eller eventuelt en 2. klageinstans i sager af generel eller principiel karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at de sociale nævns afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse i sager af generel eller principiel karakter.

Det er udvalgets vurdering, at det i forbindelse med den forestående lovrevision i 2004/2005 kan vurderes, om klagenævnets funktion med fordel kan varetages på anden måde.





4. Sammenfatning

Udvalgets overvejelser om mulige forenklinger har taget udgangspunkt i en lille og usammenhængene gruppe af sager på Trafik-, Undervisnings- og Økonomi- og Erhvervsministeriets områder.

Det er dog udvalgets vurdering, at det i forhold til flertallet af de sager, der er omfattet af denne gruppe, må anses for tvivlsomt, om der vil kunne opnås reelle forenklinger ved at ændre på den nuværende klagestruktur.

Det er udvalgets dog vurdering, at det i forbindelse med den forestående lovrevision i 2004/2005 kan vurderes, om den funktion, der varetages af Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, med fordel kan varetages på anden måde.

Klagebehandlingen i byfornyelsesnævnene vil efter udvalgets opfattelse fort­sat være egnet til regionalisering. Der er herved lagt vægt på, at lokal­kendskab samt den generelle mulighed for – i forbindelse med sagsbe­handlingen – at foretage besigtigelser har stor betydning. Endelig har ud­valget lagt vægt på, at der ved en overflytning af sekretariatsbetjeningen kan opnås en synergieffekt i forhold til klagebehandlingen af de kommu­nale afgørelser efter byggeloven, der allerede be­handles i statsamterne.

Det anbefales på den baggrund, at sekretariatsbetjeningen af byfornyel­sesnævnene overføres til statsamterne.

Det er endelig udvalgets vurdering, at det i forbindelse med den kommende re­form af byfornyelsesloven skal overvejes, om den eksisterende adgang til at klage over skøns­mæssige afgørelser bør opretholdes.

Forrige8  af  12Næste