1. Indledning og sammenfatning

1.1. Indledning

De samlede offentlige udgifter i stat, amter og kommuner udgjorde i 2002 knap 655 mia. kr. Opgjort på nationalregnskabsform var der tale om udgifter svarende til godt 55 pct. af BNP. I 2002 havde kun Sverige et højere udgiftstryk blandt de lande, som vi normalt sammenligner os med.

Samme år udgjorde det samlede personaleforbrug i stat, amter og kommuner knap 685.000 årsværk. Godt 30 pct. af samtlige beskæftigede i Danmark er offentligt ansatte.

Alene størrelsen af de offentlige udgifter og den offentlige beskæftigelse betyder, at styringen af de offentlige udgifter må tillægges stor vægt.

God udgiftsstyring stiller krav om samordning af en række hensyn. Det gælder hensynet om at leve op til de samfundsøkonomiske målsætninger, hensynet til at leve op til prioriteringen mellem udgiftsområder i de årlige, politisk vedtagne aftaler og budgetter, og hensynet til at sikre, at ressourcerne udnyttes bedst muligt.

De samfundsøkonomiske målsætninger udstikker rammerne for de samlede offentlige udgifter, så udviklingen set over en årrække er finanspolitisk holdbar, dvs. at udgiftsbeslutninger i dag ikke samtidig indebærer et krav om besparelser eller skattestigninger i de kommende år. Udgiftspolitikken tilrettelægges således under hensyn til de fremtidige udfordringer, herunder at der i de kommende år bliver flere ældre og færre i den erhvervsaktive aldersgruppe.

I perioden 1992-2002 lykkedes det ikke at leve op til de opstillede udgiftspolitiske målsætninger – særligt for det offentlige forbrug, hvor realvæksten i næsten alle år har ligget over det forudsatte.

Problemet med styringen af det offentlige forbrug i 1990’erne kan blandt andet henføres til udviklingen i kommuner og amter, der set under ét både ved budgetlægningen har overskredet de aftalte vækstrater for de samlede serviceudgifter, og siden i løbet af året har overskredet de vedtagne budgetter. Derved har de endelige kommunale regnskaber år efter år  ligget væsentligt over de aftalte niveauer.

I 2003 og 2004 har de kommunale og amtslige budgetter flugtet med det aftalte. Budgetterne for 2003 og 2004 indikerer således en klar forbedring af udgiftsstyringen.

Den konkrete prioritering mellem forskellige udgiftsområder fastlægges på finansloven og i de kommunale og amtslige budgetter. I perioden 1992-2002 er væksten i de offentlige serviceudgifter særligt prioriteret til sundhed, uddannelse og socialområdet.

Videnskabsområdet er ét af de områder, hvor udgifterne relativt set er vokset mest i perioden 1992-2002.

De samlede offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i Danmark udgjorde i 2001 knap 36 mia.kr., svarende til ca. 2,7 pct. af BNP. Heraf udgjorde de offentlige udgifter knap 14 mia.kr.

Hvad angår de offentlige forskningsudgifter i snæver forstand udgjorde disse godt 10 mia. kr. i 2001, svarende til ¾ pct. af BNP. Det placerer Danmark i det brede midterfelt i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

De offentlige udgifter til forskningsbaseret uddannelse udgjorde samme år knap 4 mia. kr. Det er ikke muligt i internationale sammenligninger at afgrænse udgifterne til de forskningsbaserede uddannelser fra de øvrige videregående uddannelser. De samlede danske udgifter til videregående uddannelse eksklusive uddannelsesstøtte og udgifter til forskningsaktivitet på omtrent 1,1 pct. af BNP i 2000 overgås imidlertid kun af USA, hvor en væsentlig del af de videregående uddannelser er privat finansierede.

Set i forhold til det samfundsmæssige afkast er det vigtigt, hvordan den offentlige forskningsindsats prioriteres mellem områder. De seneste knap 10 år er størstedelen af væksten i forskningsudgifterne gået til den samfundsvidenskabelige forskning, jordbrugsvidenskab og humaniora. På natur­­videnskab har der været en relativt mindre stigning i udgifterne, mens forsk­ningsindsatsen på sundhedsvidenskab og teknik har været stort set uændret.

Samtidig stod humaniora og samfundsvidenskab i 2001 for over 60 pct. af de nyuddannede kandidater fra de forskningsbaserede uddannelser. Fin­land og Sverige har i modsætning til Danmark uddannet en relativt stor andel teknisk videnskabelige kandidater.

De danske studerende bliver sammenlignet med studerende i andre lande forholdsvis sent færdige med deres studier. På humaniora er gennemsnitsalderen ved færdiggørelsen af kandidatuddannelsen på 31 år, mens den for de fleste øvrige områder ligger på omkring 28-29 år. Den høje færdiggørelsesalder mindsker det samfundsmæssige afkast af uddannelsesindsatsen.

EU-regulering har stigende betydning for dansk lovgivning. Omtrent en ottendedel af EU-sagerne i de seneste fem år har medført økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor i Danmark som følge af deres implementering. Kun i enkelte sager har de økonomiske konsekvenser været mærkbare. 

I modsætning til andre udgiftspolitiske beslutninger, der typisk træffes for det kommende år, vedtages forslag i EU ofte flere år, før de får udgifts- eller indtægtsvirkning i Danmark, og det er derfor en særlig udfordring at sikre integrationen af forslag til ny EU-regulering i den overordnede prioritering af den økonomiske politik, herunder udgiftspolitikken. Der er et vist råderum med hensyn til, hvordan implementeringen sker og dermed vedrørende de udgifter, som skal afholdes. Råderummet kan dog være begrænset, og i disse tilfælde finder den udgiftspolitiske beslutning knyttet til ny EU-regulering hovedsageligt sted i forbindelse med forhandlingsforløbet i EU og på basis af de på dette tidspunkt tilgængelig oplysninger og vurderinger.

Kravene om, at ressortministerierne som udgangspunkt selv forventes at afholde udgifter som følge af beslutninger i EU inden for deres eksisterende bevillinger medvirker sammen med systematisk udarbejdelse af konsek­vensvurderinger til at skabe klarhed om de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor af ny EU-regulering og til at ny EU-regulering kan indgå i den samlede økonomisk-politiske prioritering.

God udgiftsstyring indebærer også, at ressourcerne udnyttes bedst muligt. Det forudsætter, at det på alle niveauer i den offentlige sektor løbende overvejes, om opgaverne kan løses bedre eller billigere ved en ændret arbejdstilrettelæggelse, en anden organisering eller en ændret struktur. Brug af digitale løsninger og anden ny teknologi vil i mange tilfælde kunne medvirke til at sikre, at det bliver muligt enten at forbedre servicen uden merudgifter eller at levere den samme service for færre penge.

Den teknologiske udvikling inden for mobil og trådløs teknologi skaber i disse år nye muligheder for at gøre relevante data tilgængelige for offentligt ansatte, som er beskæftiget med udgående arbejde. Ved at anvende den nye teknik kan informationssøgning, genindtastning af data, journalisering og andre administrative opgaver i forbindelse med besøg og lignende hos borgere og virksomheder begrænses, og ressourcerne kan i stedet frigøres til at øge kvaliteten i de egentlige kerneopgaver. Det gælder blandt andet i hjemmeplejen, hvor brug af ny teknologi kan frigøre tid til bedre pleje og omsorg.

Anvendelsen af mobil og trådløs teknologi for udgående arbejde er således et eksempel på, at ny teknologi kan give effektiviseringer. Men der vil være mange andre muligheder for at løse offentlige opgaver bedre eller billigere – ved at ændre på arbejdsgange, ved at bruge ny teknologi og ved at lære af de bedste.

I Danmark administreres beskæftigelsesindsatsen i tre forskellige systemer: A-kasserne, der udbetaler dagpenge til de forsikrede ledige, AF, der varetager den aktive indsats for de forsikrede ledige, og kommunerne, der tager sig af de ikke-forsikrede ledige og ikke-arbejdsmarkedsparate grupper.

Der er i dag stor forskel på de administrative udgifter pr. bruttoledig – både mellem de tre systemer og inden for systemerne blandt de enkelte kommuner, AF-regioner og A-kasser. Trods forskelle i opgaver og modtagergrupper tyder de fundne forskelle på, at der i alle tre led er muligheder for en bedre ressourceanvendelse.

Budgetredegørelse 2004 indeholder seks kapitler, der belyser udgifter, udgiftsstyring og effektivitet i den offentlige sektor:

Kapitel 2:     Offentlige udgifter og personale – status og udvikling

Kapitel 3:     Udgiftsstyring i den offentlige sektor

Kapitel 4:     Den danske forskningsindsats – forskning og forskningsbaseret uddannelse

Kapitel 5:     Digitalisering af udgående arbejde

Kapitel 6:     Administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen

Kapitel 7:    Ny EU-regulerings økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor

I det følgende er indholdet af de enkelte kapitler sammenfattet.

1.2.Offentlige udgifter og personale – status og ud­vik­ling

De samlede offentlige udgifter udgjorde i 2002 knap 655 mia. kr. Målt i faste priser er de offentlige udgifter vokset med omtrent 13 pct. fra 1992 til 2002. Fra 2001 til 2002 faldt de samlede offentlige udgifter med godt ½ pct. som følge af lavere renteudgifter. De offentlige udgifter ekskl. rente­­udgifter steg fortsat svagt fra 2001 til 2002.

Opgjort på nationalregnskabsform udgjorde de samlede offentlige udgifter i 2002 godt 55 pct. af BNP. Blandt OECD-landene var det kun Sverige, der havde et højere offentligt udgiftstryk. Fra 1992 til 2002 er det danske udgiftstryk reduceret i lighed med udgiftstrykket i hovedparten af de lande, vi normalt sammenligner os med, om end den danske reduktion ligger i den lave ende.

I 2002 afholdt kommunerne knap halvdelen af de samlede offentlige udgifter eksklusive renter. Udgifterne i staten og amterne udgjorde henholdsvis godt en tredjedel og godt en sjettedel. De statslige udgifter var i 2002 ca. 7 pct. højere end udgifterne i 1992 målt i faste priser, mens de amtslige og kommunale udgifter var steget med henholdsvis godt 30 og knap 20 pct. realt.

Knap 60 pct. af de samlede offentlige udgifter medgår til produktionen af de offentlige serviceydelser, dvs. drifts- og anlægsudgifter samt tilskud, mens godt en tredjedel anvendes til indkomstoverførsler og knap 7 pct. er renteudgifter. Fra 1992 til 2002 har hovedparten af væksten i de samlede offentlige udgifter fundet sted på serviceområderne, som er vokset næsten 25 pct. realt.

Blandt OECD-landene var det i 2002 kun Sverige, der målt som andel af BNP havde højere serviceudgifter end Danmark. Danmark er samtidig det land, der har haft den højeste realvækst i de offentlige serviceudgifter i perioden 1992 til 2002.

Mere end halvdelen af de offentlige serviceudgifter i Danmark anvendes på socialområdet, undervisningsområdet og sundhedsområdet, og det er også på disse tre områder, den absolutte ressourcetilførsel har været størst mellem 1992 og 2002.

De tre store serviceområder har ligeledes haft en stor relativ vækst mellem 1992 og 2002, men den største relative vækst i perioden har fundet sted på beskæftigelsesområdet, hvor serviceudgifterne er steget med knap 50 pct. i faste priser. Også på videnskabsområdet, miljøområdet og kultur­området har den relative udgiftsvækst været betragtelig med stigninger på mellem 25 og 40 pct.

De offentlige indkomstoverførsler – som i 2002 udgjorde godt 225 mia. kr. – er siden 1992 vokset med godt 7 pct. målt i faste priser. Udviklingen har dog ikke været jævn over hele perioden og afspejler i et vist omfang konjunkturudviklingen. Mens udgifterne til især arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp har været kraftigt faldende siden 1994, har der været stigende udgifter til blandt andet efterløn, sygedagpenge, folkepension, førtidspension, uddannelsesstøtte og børnefamilieydelse.

Det offentlige personaleforbrug udgjorde i 2002 knap 685.000 årsværk. Mellem 1992 og 2002 er personaleforbruget vokset med godt 85.000 årsværk, svarende til mere end 14 pct. Personaleforbruget er dermed steget mindre end serviceudgifterne opgjort i faste priser, hvilket blandt andet afspejler den udlicitering og overgang til tilskudsfinansiering, der har fundet sted i perioden, samt den øgede brug af mere veluddannet og samtidig højere lønnet personale. Fra 2001 til 2002 steg personaleforbruget i den offentlige sektor med godt 7.000 årsværk.

I 2002 udgjorde de offentligt ansatte mere end 30 pct. af samtlige beskæftigede i Danmark. Kun i Norge og Sverige er den offentlige beskæftigelses andel af den samlede beskæftigelse på samme niveau. Samtidig er det kun i Danmark og Norge, at denne andel er øget siden 1992.

I 2002 var fire femtedele af det offentlige personale beskæftiget i amter og kommuner, og det er også her, hovedparten af personaletilvæksten siden 1992 er foregået. Personaleforbruget i den kommunale sektor er således steget med knap 80.000 årsværk, svarende til ca. 16 pct. i perioden, mens det statslige personaleforbrug er steget med godt 7.000 årsværk, svarende til knap 6 pct.

Mere end to tredjedele af det samlede offentlige personale er beskæftiget på socialområdet, undervisningsområdet og sundhedsområdet. Det er samtidig her mere end 95 pct. af personaletilvæksten har fundet sted mellem 1992 og 2002.

Boks 1.1. Offentlige udgifter og personale – status og udvikling

·  De offentlige udgifter udgjorde i 2002 knap 655 mia. kr. (opgjort med nationalregnskabets definition af den offentlige sektor er der tale om udgifter for godt 740 mia. kr. eller 55 pct. af BNP). ·  Målt i faste priser er de offentlige udgifter vokset med omtrent 13 pct. fra 1992 til 2002. ·  Danmark har et højt offentligt udgiftstryk i forhold til andre lande. Blandt OECD-landene havde kun Sverige et højere udgiftstryk i 2002. ·  Omtrent to tredjedele af de offentlige udgifter afholdes i amter og kommuner, og det er også her væksten fra 1992 til 2002 har været koncentreret. ·  Blandt de OECD-lande, vi normalt sammenligner os med, er Danmark det land, der har haft den højeste realvækst i de offentlige serviceudgifter i perioden 1992 til 2002. ·  I kroner og øre har væksten i perioden 1992 til 2002 været størst indenfor socialområdet, sundhed og undervisning. Relativt er beskæftigelses-, videnskabs- og miljøområderne vokset mest. ·  Udgifterne til offentlige indkomstoverførsler udgjorde i 2002 godt 225 mia. kr. ·  Fra 1992 til 2002 er overførselsudgifterne, trods et væsentligt fald i ledigheden, vokset med godt 7 pct. målt i faste priser. ·  Det offentlige personaleforbrug udgjorde i 2002 ca. 685.000 årsværk, svarende til knap en tredjedel af samtlige beskæftigede i Danmark. ·  Fra 1992 til 2002 er det offentlige personaleforbrug vokset med ca. 85.000 årsværk, svarende til næsten 14 pct. ·  Fra 2001 til 2002 er personaleforbruget i stat, amter og kommuner øget med godt 7.000 årsværk.

1.3. Udgiftsstyring i den offentlige sektor

Styringen af de offentlige udgifter skal tilgodese en række hensyn. Det gælder hensynet om at leve op til de samfundsøkonomiske målsætninger, hensynet til at understøtte den besluttede prioritering mellem forskellige udgiftsområder, og hensynet til at sikre, at ressourcerne udnyttes bedst muligt.

De samfundsøkonomiske målsætninger fastsættes af regeringen, og inden for disse rammer udarbejdes finanslovforslag, og der indgås aftaler med de kommunale parter om den kommunale økonomi. I staten er det den enkelte minister, der har ansvaret for budgetoverholdelsen. For aftalerne om den kommunale økonomi er forudsætningen, at kommunerne henholdsvis amterne kollektivt følger det aftalte.

En stram udgiftsstyring forudsætter, at finansloven og de kommunale bud­getter set under ét udmøntes inden for de fastsatte rammer for væksten i det offentlige forbrug og de offentlige investeringer, samt at de opstillede overordnede målsætninger for overskud på de offentlige finanser og nedbringelse af den offentlige gæld overholdes.

Det afgørende er imidlertid ikke, at regnskaberne på decimalen overholder de overordnede målsætninger hvert enkelt år. Så præcist kan den offentlige økonomi kun styres med stor vanskelighed og med risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne. Det afgørende er, at målsætningerne realiseres som gennemsnit over en kortere årrække, dvs. at der ikke sker systematiske afvigelser fra de opstillede mål.

I perioden 1992-2002 har realvæksten i det offentlige forbrug i gennemsnit udgjort knap 2½ pct. årligt, hvilket er væsentligt mere end de skiftende målsætninger, der i samme periode har ligget på omkring 1 pct. om året. I den foregående tiårsperiode (1983-1992) udgjorde realvæksten i gennemsnit ½ pct. årligt, svarende til den nuværende målsætning for perioden 2005-2010.

Problemet med styringen af det offentlige forbrug i 1990’erne kan blandt andet henføres til udviklingen i kommuner og amter. I perioden 1998-2002 har kommuner henholdsvis amter set under ét i næsten alle år både ved budgetlægningen overskredet de aftalte vækstrater for de samlede serviceudgifter, og siden hen i løbet af året tillige overskredet de vedtagne budgetter. Derved har de endelige kommunale regnskaber ligget væsentligt over de aftalte niveauer.

I 2003 og 2004 har de kommunale og amtslige budgetter flugtet med det aftalte. Budgetterne for 2003 og 2004 indikerer således en klar forbedring af udgiftsstyringen.

I staten er budgettet samlet set blevet overholdt i perioden 2000-2002. I 1998 og 1999 har staten dog haft betydelige budgetoverskridelser, som især hænger sammen med meraktivitet i henholdsvis arbejdsmarkedsuddannelserne og den aktive arbejdsmarkedspolitik samt forskellige finansielle forhold.

I amter og kommuner modsvares budget- og aftaleoverskridelserne på serviceudgifterne blandt andet af, at anlægs­indtægterne fra salg af ejendomme og byggegrunde hvert år har ligget betydeligt over budgettet, hvilket kan have medvirket til at finansiere merforbruget på serviceområderne.

God udgiftsstyring i praksis må endvidere ses i et mere langsigtet perspektiv. Tolv offentlige udgiftsområder har de seneste 10 år haft en vedvarende høj vækst, der i mindst to tredjedele af den analyserede periode har været mere end dobbelt så høj som den gennemsnitlige vækst for alle service- og overførselsudgifter.

Det drejer sig primært om SU og efterløn, hvor en betydeligt større andel af de berørte årgange i dag modtager ydelserne, samt udgifter til udsatte børn og unge og udgifter til pleje af handicappede, hvor enhedsomkostningerne har været stigende. Desuden har der været en markant stigning i udgifterne til fri- og efterskoler samt til medicin.

Med hensyn til udgifterne til udsatte børn og unge og til pleje af handicappede må udgiftsudviklingen ses i lyset af, at finansieringsansvaret var delt mellem amter og kommuner frem til grundtakstreformens ikrafttrædelse 1. januar 2002, således at den myndighed, der besluttede en given foranstaltning, ikke afholdt den fulde udgift hertil.

For så vidt angår SU, efterløn samt fri- og efterskoler må udgiftsudviklingen ses i lyset af, at der er tale om ikke-visiterede ydelser, hvor det er op til den enkelte at vælge at gøre brug af dem – forudsat at han eller hun er optaget på en relevant uddannelse eller opfylder kriterierne for efterløn.

Boks 1.2. Udgiftsstyring i den offentlige sektor

·  Realvæksten i det offentlige forbrug har i perioden 1992-2002 udgjort knap 2½ pct. årligt i gennemsnit, hvilket er noget højere end de skiftende målsætninger. ·  Derimod var realvæksten i det offentlige forbrug i 1980’erne i gennemsnit omkring ½ pct. årligt, eller det samme som det forudsættes for perioden 2005-2010. ·  Amter og kommuner har i næsten alle år i perioden 1998-2002 overskredet aftaler og budgetter, mens staten siden 2000 har overholdt budgettet. For 2003 og 2004 har kommuner og amter vedtaget budgetter, der ligger inden for det aftalte. ·  Merindtægter på anlægsområdet og de brugerfinansierede områder i forhold til budgettet kan have medvirket til at finansiere kommunernes budget­over­skridelser på serviceudgifterne. ·  Realvæksten i de samlede service- og overførselsudgifter har de seneste 10 år udgjort 1½ pct. årligt. Tolv udgiftsområder er vokset med over dobbelt så meget som gennemsnittet i mindst to tredjedele af perioden, blandt andet: -  SU og efterløn, hvor en betydelig større andel af de berørte årgange i dag vælger at modtage ydelserne -  udgifter til udsatte børn og unge og udgifter til pleje af handicappede, hvor enhedsomkostningerne har været stigende -  og udgifter til fri- og efterskoler samt medicin. ·  Disse områder er for overførslernes vedkommende kendetegnet ved, at der er tale om ikke-visiterede ydelser, hvor det er op til den enkelte at vælge at gøre brug af dem – forudsat at han eller hun er optaget på en relevant uddannelse eller opfylder kriterierne for efterløn. ·  På andre udgiftsområder har der været et delt finansieringsansvar, således at den myndighed, der traf beslutning om opgavernes udførelse, ikke skulle betale den fulde udgift selv.

1.4. Den danske forskningsindsats – forskning og forsk­nings­­baseret uddannelse

Investeringer i forskning og uddannelse har stor betydning for velstandsudviklingen i samfundet.

De samlede offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i Danmark udgjorde i 2001 knap 36 mia. kr., svarende til ca. 2,7 pct. af BNP. Heraf udgjorde udgifterne til forskning, herunder forskeruddannelse (ph.d.), knap 32 mia. kr., mens udgifterne til forskningsbaseret uddannelse udgjorde knap 4 mia. kr. Godt 60 pct. af de samlede udgifter til forskning inklusiv forskningsbaseret uddannelse afholdes i den private sektor.

Med private og offentlige forskningsudgifter svarende til ca. 2,4 pct. af BNP i 2001 opnår Danmark en placering i midterfeltet blandt de lande, vi normalt sammenligner os med.

Hvad angår de offentlige forskningsudgifter i snæver forstand udgjorde disse godt 10 mia. kr. i 2001, svarende til ¾ pct. af BNP. Det placerer Danmark i det brede midterfelt i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Den private sektors udgifter til forskning i Danmark udgør en mindre andel af BNP end i en række sammenlignelige lande.

De samlede danske udgifter til videregående uddannelse eksklusive uddannelsesstøtte og udgifter til forskningsaktivitet på omtrent 1,1 pct. af BNP i 2000 overgås kun af USA, hvor en væsentlig del af de videregående uddannelser er privat finansieret.

Ud over de direkte udgifter til videregående uddannelse kommer udgifter til uddannelsesstøtte. Med ca. 1 pct. af BNP i 2000 anvender Danmark i en international sammenhæng mange ressourcer til uddannelsesstøtte til videregående uddannelse.

Målt i forhold til BNP er de samlede offentlige og private udgifter til forskning steget i perioden 1995-2001 som følge af en markant stigning i den private sektors udgifter. På trods af en samlet vækst i udgifterne er de danske offentlige forskningsudgifter opgjort som andel af BNP faldet en smule fra 1995 til 2001.

I 2001 blev omkring halvdelen af de danske offentlige forskningsudgifter (eksklusive udgifter til forskningsbaseret uddannelse) anvendt på hovedområderne natur- og sundhedsvidenskab. De resterende 50 pct. af forskningsudgifterne fordelte sig forholdsvis ligeligt på humaniora, samfundsvidenskab, teknisk videnskab og jordbrugsvidenskab.

De offentlige forskningsudgifter til samfundsvidenskab blev næsten fordoblet fra 1993 til 2001. For jordbrugsvidenskab og humaniora har udgiftsstigningen været på omkring 40 pct. Inden for naturvidenskab er forskningsudgifterne steget med ca. 20 pct., mens udgifterne har været stort set uændrede inden for områderne sundhedsvidenskab og teknisk videnskab.

Særligt de tekniske, natur- og sundhedsvidenskabelige områder synes at være af væsentlig betydning for den private sektor. Den private sektor aftager eksempelvis næsten 60 pct. af de færdiguddannede ph.d.er inden for teknisk videnskab. Til sammenligning får omkring 80 pct. af de humanistiske og samfundsvidenskabelige ph.d.er offentlig ansættelse.

Det samfundsmæssige afkast af offentlige investeringer i forskning vurderes typisk ud fra det videnskabelige, teknologiske og uddannelsesmæssige afkast.

I 2000 resulterede den danske forskningsindsats blandt andet i udgivelsen af ca. 800 videnskabelige publikationer pr. mio. indbyggere, hvilket alene overgås af Sverige og ligger på niveau med Finland. Danmark er ligeledes ét af de lande, der producerer flest højt citerede videnskabelige artikler pr. mio. indbyggere.

Danmark ligger i midterfeltet for så vidt angår antallet af patenter pr. mio. indbyggere, der er ansøgt samtidig i USA, Europa og Japan. Til sammenligning ansøger Sverige og Finland om dobbelt så mange patenter pr. mio. indbyggere. 

For så vidt angår antal personer med en afsluttet videregående uddannelse pr. 1.000 indbyggere i alderen 20-29 år, ligger Danmark relativt højt placeret blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Med omkring 190 færdiguddannede ph.d.er pr. mio. indbyggere i 2001 ligger Danmark noget under Finland og Sverige, som uddannede henholdsvis 230 og 270 ph.d.er pr. mio. indbyggere.

Humaniora og samfundsvidenskab stod i 2001 tilsammen for over 60 pct. af den samlede kandidatproduktion i Danmark. Finland og Sverige har i modsætning til Danmark en relativt stor andel personer med en afsluttet videregående uddannelse på det tekniske område. Dette billede genfindes, når man ser på antallet af færdiguddannede naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er pr. 10.000 indbyggere i alderen 25 til 34 år. Her placerer Danmark sig væsentlig under eksempelvis Sverige, Finland og Tyskland.

I 2001 lå den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for universitetsuddannede i Danmark inden for de fleste hovedområder i intervallet 28 til 29 år. Gennemsnitsalderen for kandidater er imidlertid noget højere for særligt humaniora (31 år). Sammenlignet med andre lande er medianalderen ved afslutning af en videregående uddannelse høj. Den høje gennemsnitlige færdiggørelsesalder forkorter den efterfølgende erhvervsaktive periode og mindsker dermed det samfundsøkonomiske afkast. Dog skal det bemærkes, at den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for ph.d.er er lavere i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

Boks 1.3. Den danske forskningsindsats

·  De samlede danske offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse udgjorde i 2001 omkring 2,7 pct. af BNP. ·  Med offentlige forskningsudgifter på ¾ pct. af BNP i 2001 placerer Danmark sig i midten i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, mens ud­gifterne til videregående uddannelse på ca. 1,1 pct. af BNP er relativt høje.   ·  Den private sektors udgifter til forskning og videregående uddannelse udgør en mindre andel af BNP end i en række sammenlignelige lande. ·  De offentlige forskningsudgifter til samfundsvidenskab blev næsten fordoblet fra 1993 til 2001. For jordbrugsvidenskab og humaniora har udgiftsstigningen været på omkring 40 pct. Inden for naturvidenskab er forskningsudgifterne steget med ca. 20 pct. med en faldende tendens siden 1997, mens udgifterne har været stort set uændret indenfor områderne sundhedsvidenskab og teknisk videnskab. ·  I 2000 udmøntede den danske forskningsindsats sig blandt andet i udgivelsen af ca. 800 videnskabelige publikationer pr. mio. indbyggere, hvilket alene overgås af Sverige. Danmark ligger i midterfeltet for så vidt angår antallet af patenter pr. mio. indbyggere, der er ansøgt samtidig i USA, Europa og Japan. ·  Danmark har relativt mange færdiguddannede fra de videregående ud­dan­nelser, men ligger under Finland og Sverige med hensyn til antal ph.d.er. ·  Humaniora og samfundsvidenskab stod i 2001 tilsammen for over 60 pct. af den samlede kandidatproduktion i Danmark. Antallet af naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er er væsentligt under eksempelvis Sverige, Finland og Tyskland. ·  I 2001 lå den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for kandidater i Danmark inden for de fleste fagområder på 28-29 år, hvilket placerer Danmark højt sammenlignet med andre lande. ·  Den høje gennemsnitlige færdiggørelsesalder forkorter den efterfølgende erhvervsaktive periode og mindsker dermed det samfundsøkonomiske afkast.

1.5. Digitalisering af udgående arbejde

Den teknologiske udvikling inden for mobil og trådløs teknologi skaber i disse år nye muligheder for at gøre relevante data tilgængelige for offentligt ansatte, som er beskæftiget med udgående arbejde – det vil sige for­skel­lige former for service- eller tilsyns- og kontrolarbejde, som udføres hos borgere, virksomheder, i naturen eller på infrastrukturanlæg mv.

Analyser baseret på studier af eksisterende arbejdsgange, som er udarbejdet til brug for Budgetredegørelse 2004, peger på, at indførelse af mobil, digital understøttelse af det udgående arbejde forbundet med arbejdstilsyn, fødevarekontrol og hjemme(syge)pleje kan frigøre i størrelses­or­de­nen 8-15 pct. af den tid, der i dag går med at forberede, gennemføre og efterbehandle de enkelte tilsyns- og plejebesøg. Niveauet bekræftes af erfaringer fra den offentlige og private sektor i ind- og udland.

Den relativt store lighed i resultaterne fra erfaringsopsamlinger og analyser indikerer et generelt potentiale ved digitalisering af udgående arbejde, hvilket understøttes af, at der er grundlæggende ligheder i opgavevaretagelsen på tværs af områder. I alt er ca. 80.000 årsværk i den offentlige sektor beskæftiget med udgående arbejde.Hertil kommer godt 52.000 sundhedsprofessionelle årsværk på sygehusene, hvis arbejde har betydelige ligheder med udgående arbejde.

Det er afgørende, at etableringen af mobile, digitale løsninger er rentable og økonomisk effektive, når såvel besparelsesmuligheder som omkost­ninger tages i betragtning. Omkostningernes størrelse varierer fra løsning til løsning. Forsigtige regneeksempler indikerer, at investeringer i mobile, digitale løsninger kan være rentable på under 1-2 år. 

Det betyder, at det på en række områder vil være muligt enten at forbedre servicen uden merudgifter eller at levere den samme service billigere. Samtidig kan medarbejdernes tid målrettes kerneopgaven. Begge forhold rummer betydeligt perspektiv fx i hjemme(syge)plejen, hvor den demografiske udvikling de næste 10-20 år vil skabe et fortsat stigende udgiftspres samt vanskeliggøre rekruttering, fordi der bliver flere ældre og færre personer i den erhvervsaktive alder. 

For arbejdstilsyn peger den gennemførte analyse på, at ind­førel­se af mobil, digital understøttelse i gennemsnit vil kunne frigøre ca. 15 pct. af den samlede tid, der i dag går med forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af tilsynsbesøg. Frigørelsespotentialet kan især forklares med mindre tidsforbrug på administrative opgaver.

Også i forhold til fødevarekontrol peger analysen på et frigørelses­poten­tiale i størrelsesordenen 15 pct. af den tid, der i dag går med forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af tilsynsbesøg. Omtrent 90 pct. af frigørelsespotentialet kan henføres til lettelser i administrative opgaver, mens ca. 10 pct. kan henføres til mindre kørsel.

Hjemme(syge)plejen er det markant største område med udgående arbejde i den offentlige sektor med ca. 68.000 årsværk. Den gennemførte analyse peger på, at indførelse af mobil, digital understøttelse i hjemme(syge)plejen vil kunne frigøre i størrelsesordenen 8-15 pct. af den tid, der i dag går med de mest almindeligt udførte myndigheds- og leverandøropgaver. Potentialet kan dels henføres til lettere registrering, dokumentation og efterbehandling knyttet til de enkelte besøg, dels at behovet for i den daglige pleje at afhente kørelister falder bort.

Ud over tidsmæssige gevinster viser såvel erfaringer som analyser, at indførelse af mobile, digitale løsninger kan føre til andre gevinster, som fx bedre service og fordele for medarbejderne. I fx hjemme(syge)plejen kan disse fordele bidrage til en bredere modernisering af opgaveløsningen. 

Boks 1.4. Digitalisering af udgående arbejde

·  Udviklingen inden for mobil teknologi skaber i disse år nye muligheder for at gøre data tilgængelige i forbindelse med udgående arbejde. ·  Analyser udarbejdet til brug for Budgetredegørelse 2004 peger på, at der kan fri­gø­res 8-15 pct. af den tid, der i dag går med udgående arbejde knyttet til arbejdstil­syn, fødevarekontrol og hjemmepleje, hvis der indføres mobil, digital understøttelse. Hertil kommer andre fordele, som fx bedre service og bedre arbejdsforhold. ·  Potentialet skyldes hovedsageligt lettelser i forhold til administrative opgaver knyt­tet til udgående arbejde, fx elimineret genindtastning. ·  Analyserne bekræftes af offentlige og private erfaringer fra ind- og udland. ·  Ligheder i resultater og opgavevaretagelse indikerer, at der også på andre områder kan frigøres ressourcer ved mobil, digital understøttelse. I alt er ca. 80.000 offentlige årsværk beskæftiget med udgående arbejde. ·  Forsigtige regneeksempler indikerer, at investeringer i mobile, digitale løsninger kan være rentable på under et til to år. ·  Med mobil, digital understøttelse vil det på en række områder være muligt at for­bed­re servicen uden merudgifter eller levere den samme service billigere.

1.6. Administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelsesindsatsen kan groft opdeles i to hovedopgaver – den aktive indsats i forhold til arbejdssøgende og virksomheder, og udbetalingen af ydelser til ledige og personer uden et tilstrækkeligt indkomstgrundlag. Ansvaret for den aktive del af beskæftigelsesindsatsen ligger hovedsageligt hos AF og kommunerne, mens ansvaret for udbetaling af ydelser og rådighedsvurdering hører under a-kasserne og kommunerne.

De samlede administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen i Danmark skønnes at udgøre knap 7½ mia. kr. og lægger beslag på godt 13.000 årsværk. Udover de administrative udgifter anvendes i størrelsesordenen 60 mia. kr. til forsørgelse af målgruppen og til drift af aktiveringstilbud, revalideringsinstitutioner mv. Målgruppen for beskæftigelsesindsatsen udgjorde omkring 450.000 helårspersoner i 2002.

Næsten halvdelen af de samlede administrative udgifter kan henføres til  a-kasserne, som anvender knap 3½ mia. kr. til administration af beskæftigelsesindsatsen. Kommunernes administrative udgifter til beskæftige­ses­indsatsen skønnes at udgøre ca. 3 mia. kr., mens AF’s administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen kan opgøres til godt 1 mia. kr.

Målt i forhold til målgruppens størrelse skønnes de årlige administrations­udgifter i kommunerne at udgøre ca. 10.500 kr. pr. helårsmodtager, mens de samlede administrationsudgifter for forsikrede brut­toledige i gennemsnit udgør ca. 19.000 kr. pr. helårsmodtager i AF og a-kasserne tilsammen. Størstedelen heraf – ca. 13.000 kr. – kan henføres til de administrative udgifter i a-kasserne.

Kommunernes administrationsudgifter pr. helårsmodtager varierer i be­ty­delig grad for de forskellige målgrupper. De administrative udgifter til en helårsmodtager af introduktionsydelse skønnes således at udgøre ca. 15.000 kr. årligt, mens de tilsvarende udgifter til en kontanthjælpsmodtager skønnes at udgøre godt 8.000 kr. årligt i gennemsnit.

Inden for de enkelte målgrupper er der markant spredning i de administrative udgifter mellem de billigste og de dyreste kommuner. For kontanthjælpsmodtagere skønnes de 10 pct. dyreste kommuner således i snit at bruge ca. 19.000 kr. årligt i administration pr. helårsmodtager, mens den tilsvarende udgift skønnes til knap 4.500 kr. i de billigste kommuner.

Høje administrative udgifter pr. overførselsmodtager er ikke nødvendigvis udtryk for en mindre effektiv indsats, idet forskelle i de administrative udgifter principielt kan modsvares af forskelle i effekterne af indsatsen. Her­udover skal der tages højde for de øvrige udgifter til aktiveringstilbud mv. Der er imidlertid ikke nogen systematisk sammenhæng mellem et sum­marisk mål for omkostningseffektiviteten af aktiveringsindsatsen for ar­bejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og de administrative udgif­ter pr. kontanthjælpsmodtager.

Selvom der er betydelig usikkerhed knyttet til opgørelsen af både omkostninger og effekter, indikerer den betydelige spredning, at der er et potentiale for at øge omkostningseffektiviteten i kommunerne.

I AF er der på tværs af regionerne ligeledes en betydelig spredning i administrationsudgifterne – fra godt 4.000 pr. bruttoledig i den billigste region til knap 7.000 kr. pr. bruttoledig i den dyreste region. Denne spred­ning må blandt andet henføres til, at AF’s bevilling ikke kun for­de­les med udgangspunkt i antallet af ledige, men også efter antallet af erhvervs­ak­tive og virksomheder i regionen. AF-regioner med en forholdsvis høj ledighed tildeles således relativt færre administrative midler pr. bruttoledig helårsperson end regioner med en lavere ledighed.

I perioden 1996-2002 er administrationsudgifterne pr. bruttoledig i AF under ét steget med knap 65 pct. i faste priser. Stigningen skal vurderes i lyset af de væsentlige ændringer af lovgivningen i tidsperioden, herunder fremrykningen af ret- og pligtindsatsen til efter 1 års ledighed. Aktiviteten er således steget nogenlunde i takt med udgifterne.

I AF-systemet kan der ligesom i kommunerne konstateres en betydelig spredning i omkostningseffektiviteten. Selvom der også her er betydelig usikkerhed knyttet til opgørelsen af effekter, indikerer spredningen, at der er et potentiale for at øge omkostningseffektiviteten i AF.

Når der tages hensyn til forskelle i a-kassernes mængde og tyngde af arbejdsopgaver, kan der konstateres en betydelig spredning i de administrative omkostninger i de 33 danske a-kasser. De varierer fra et niveau på knap indeks 40 i den mest produktive a-kasse til indeks 100 i den mindst produktive a-kasse.

Der kan ikke umiddelbart konstateres nogen systematisk sammenhæng mellem administrative udgifter og kvalitet i sagsbehandlingen. Det indikerer, at en række a-kasser kunne varetage de samme opgaver billigere, uden at det samtidig ville gå ud over kvaliteten.

Hvis administrationsudgiften pr. vægtet transaktion kunne reduceres til gennemsnittet i de a-kasser, der ligger over landsgennemsnittet, ville der kunne opnås en besparelse på ca. 200 mio. kr. Hvis administrationsudgiften pr. vægtet transaktion i stedet kunne re­duceres til gennemsnittet i den billigste halvdel af a-kasserne, i de a-kasser der ligger over dette niveau, ville der kunne opnås en besparelse på ca. 700 mio. kr. I forhold til de offentlige finanser vil det indebære en af­ledt årlig forbedring på henholdsvis ca. 65 mio. kr. og ca. 230 mio. kr., idet administrationsudgifterne i   a-kasserne altover­vejende finansieres af pri­vate medlemsbidrag, som er fradragsberettigede med en fradragsværdi på ca. 33 pct.

Selvom det er vanskeligt direkte at sammenligne systemer på tværs af lande med forskelligt lovgrundlag og i nogen grad forskellige opgaver, synes de administrative udgifter i det danske a-kasse system at være markant højere end i de øvrige nordiske lande målt i forhold til antallet af ydelsestransaktioner. Noget af forskellen kan formodentlig henføres til en, i international sammenligning, høj kompleksitet i den danske lovgivning på dagpengeområdet, herunder de administrative krav til gennemgang af løn­sedler ved beregning af dagpenge.

Boks. 1.5. Administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen

·  De samlede administrative udgifter til beskæftigelsesindsatsen skønnes at udgøre knap 7½ mia. kr. om året. ·  Administrationsudgifterne fordeler sig med knap 3½ mia. kr. i a-kasserne, skønsmæssigt ca. 3 mia. kr. i kommunerne og godt 1 mia. kr. i AF-systemet. ·  For kontanthjælpsmodtagere skønnes de 10 pct. dyreste kommuner i gennemsnit at bruge ca. 19.000 kr. årligt i administration pr. helårsmodtager, mens den tilsvarende udgift er knap 4.500 kr. årligt i de billigste 10 pct. af kommunerne. ·  I AF-regionerne varierer administrationsudgifterne fra godt 4.000 kr. pr. bruttoledig (helårsmodtager) i den billigste region til knap 7.000 kr. i den dyreste region. ·  Der er indikationer på en betydelig spredning i omkostningseffektiviteten af både kommunernes og AF's beskæftigelsesindsats. Med forbehold for usikkerheder indikerer dette et effektiviseringspotentiale. ·  Når der tages højde for forskelle i arbejdsbyrde mv. varierer den administrative udgift i a-kasserne fra knap indeks 40 i den mest produktive a-kasse til indeks 100 i den mindst produktive. ·  Hvis administrationsudgiften pr. vægtet transaktion kunne reduceres til gennemsnittet i de a-kasser, der ligger over gennemsnittet, ville der kunne opnås en besparelse på ca. 200 mio. kr. Hvis administrationsudgiften pr. vægtet transaktion i stedet kunne reduceres til gennemsnittet i den billigste halvdel af a-kasserne, i de a-kasser der ligger over dette niveau, ville der kunne opnås en besparelse på ca. 700 mio. kr. ·  I forhold til de offentlige finanser ville det indebære en afledt årlig forbedring på henholdsvis ca. 65 mio. kr. og ca. 230 mio. kr.

1.7. Ny EU-regulerings økonomiske konsekvenser for den of­fent­lige sektor

EU-regulering har stigende betydning for dansk lovgivning. I folketingsåret 2000/01 var knap 40 pct. af alle nye love i Danmark enten affødt af eller gennemført under hensyn til EU-regulering.

På EU-niveau vedtages målsætninger og retningslinjer, der er politisk, men ikke retligt bindende, og som kan berøre den indenlandske økonomisk-politiske prioritering. Eksempelvis er man som led i den såkaldte Lissabon-strategi blevet enige om en række målsætninger, hvoraf nogle har karakter af offentlige udgiftsmål.

EU-regulering medfører en række fordele for Danmark, der klart overstiger omkostningerne. For eksempel har etableringen af det indre marked medført øget konkurrence og lavere priser for forbrugerne. En række af disse fordele – blandt andet det indre marked – ville ikke være blevet realiseret uden tilnærmede eller harmoniserede regler og standarder i form af EU-regulering.

Ny regulering, herunder også EU-regulering, indebærer samfundsmæssige gevinster i form af fx økonomiske gevinster for borgere og virksomheder og bedre miljø, men kan dog også indebære samfundsmæssige omkostninger i form af fx øget administration for borgere og virksomheder og udgifter for den offentlige sektor. Det er derfor relevant at overveje, hvilken regulering der i den konkrete situation er den mest hensigtsmæssige og herunder – i lighed med blandt andet erhvervsmæssige forhold og miljøforhold – også inddrage mulige udgifter for den offentlige sektor. Med andre ord indgår økonomiske forhold som en del af den samlede vurdering af ny EU-regulering, som altså også omfatter for eksempel erhvervsmæssige forhold, miljøforhold og generelle EU-aspekter.

De økonomiske fordele for Danmark ved EU-samarbejdet er langt større end omkostningerne. Det er dog væsentligt løbende at sikre, at omkostningerne, herunder også den offentlige sektors ressourcer, i hvert enkelt tilfælde prioriteres bedst muligt ud fra det givne formål med reguleringen.

Forslag til ny EU-regulering forelægges Folketingets Europaudvalg sammen med vurderinger af forslagenes konsekvenser, herunder blandt andet konsekvenser for lovgivning, offentlig økonomi og administration og samfunds­økonomien. En gennemgang af de økonomiske konsekvensvurderinger i de seneste fem år viser, at hovedparten af forslagene ikke medfører økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor i Danmark som følge af deres implementering.

For ca. hver ottende sag er det vurderet, at der kunne være økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor. Kun enkelte forslag har mærkbare økonomiske konsekvenser. I 85 pct. af alle sager med økonomiske konsekvenser blev nettovirkningen på de offentlige finanser angivet som en merudgift eller mindre indtægt. Der findes ikke nogen opgørelse af det samlede omfang af de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor i Danmark. Da konsekvensvurderinger foretages inden forslagets endelige vedtagelse i EU, kan forslaget være ændret i sin endelige udformning.

I forhold til den etårige danske finanslovsproces er det en særlig udfordring at sikre integrationen af forslag til ny EU-regulering i den overordnede prioritering af den økonomiske politik, herunder udgiftspolitikken. Det skyldes, at den politiske beslutning om ny EU-regulering ofte træffes flere år, inden reguleringen implementeres og får udgifts- eller indtægtsvirkning i Danmark. Dermed adskiller EU-afledte udgifter sig fra andre udgiftspolitiske beslutninger, hvor der normalt er et tættere tidsmæssigt sammenfald mellem beslutning og udgiftsvirkning.

For de forslag, der skal omsættes til dansk lovgivning, er der et vist råderum med hensyn til, hvordan implementeringen sker og dermed vedrørende de udgifter, som skal afholdes. Råderummet kan dog være begrænset og i disse tilfælde er muligheden for at påvirke den udgiftsmæssige konsekvens af ny EU-regulering efter vedtagelsen i EU tilsvarende begrænset. Det følger deraf, at den udgiftspolitiske beslutning knyttet til ny EU-regulering i disse tilfælde hovedsageligt finder sted i forbindelse med forhandlingsforløbet i EU og på basis af de på dette tidspunkt tilgængelig oplysninger og vurderinger.

Ressortministerierne forventes som udgangspunkt selv at afholde udgifter som følge af beslutninger i EU inden for deres eksisterende bevillinger. Det medvirker – sammen med systematisk udarbejdelse af konsekvensvurderinger af forslag til ny EU-regulering – til at skabe klarhed om de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor af ny EU-regulering og til at ny EU-regulering kan indgå i den samlede økonomisk-politiske prioritering.

Det er et krav i Danmark, at alle lovforslag gennemgår en konsekvensvurdering, som skal fremgå af bemærkningerne til lovforslaget. For så vidt angår konsekvensvurderinger af forslag til ny EU-regulering indgår disse i notater til Folketingets Europaudvalg. Konsekvensvurderinger ved behandlingen af forslag til ny EU-regulering er mindre detaljerede end kravene til konsekvensvurderinger  af lovforslag, hvilket blandt andet skal ses i lyset af, at konsekvensvurderinger af forslag til EU-regulering ofte finder sted, inden forslaget er endeligt fastlagt.

Gennemgangen viser, at der i fire femtedele af EU-sagerne i de seneste fem år er foretaget en vurdering af de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor. I godt tre fjerdedele af disse vurderinger angives størrelsen af virkningerne på de offentlige udgifter eller indtægter kvalitativt. Anvendelsen af kvantitative skøn er stigende.

Der anvendes også betingede konsekvensvurderinger, hvor fx konsekvenserne af alternative muligheder for et forslags endelige ud­formning vurderes. Betingede konsekvensvurderinger kan medvirke til at gøre vurderingerne mere retvisende, når der, som det ofte er tilfældet med forslag til ny EU-regulering, sker væsentlige ændringer i forslaget under forhand­lings­forløbet.

Boks 1.6. Ny EU-regulerings økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor

·  EU-regulering har stigende betydning for dansk lovgivning. I folketingsåret 2000/01 var knap 40 pct. af alle nye love i Danmark enten affødt af eller gennemført under hensyn til EU-regulering. ·  En gennemgang af konsekvensvurderinger af EU-sager i de seneste fem år viser, at hver ottende sag blev vurderet til at kunne have øko­nomiske konsekvenser for den offentlige sektor i Danmark. Kun enkelte sager har mærkbare økonomiske konsekvenser. ·  Beslutningen om ny EU-regulering træffes ofte flere år, inden EU-reguleringen gennemføres og har udgifts- eller indtægtsvirkning i Danmark. Det medfører en særlig udfordring med hensyn til at sikre integrationen af beslutningen i den overordnede økonomisk-politiske prioritering. ·  Der er et vist råderum med hensyn til, hvordan implementeringen sker og dermed vedrørende de udgifter, som skal afholdes. Råderummet kan dog være begrænset og i disse tilfælde finder den udgiftspolitiske beslutning knyttet til ny EU-regulering hovedsageligt sted i forbindelse med forhandlingsforløbet i EU og på basis af de på dette tidspunkt tilgængelig oplysninger og vurderinger. ·  Kravene om, at ressortministerierne som udgangspunkt selv forventes at afholde udgifter som følge af beslutninger i EU inden for deres eksisterende bevillinger  medvirker sammen med systematisk udarbejdelse af konsekvensvurderinger til at skabe klarhed om de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor af ny EU-regulering og til at ny EU-regulering kan indgå i den samlede økonomisk-politiske prioritering. ·  Konsekvensvurderinger ved behandlingen af forslag til ny EU-regulering er mindre detaljerede end kravene til konsekvensvurderinger af lovforslag, hvilket blandt andet skal ses i lyset af, at konsekvensvurderinger af forslag til EU-regulering ofte finder sted, inden forslaget er endeligt fastlagt. ·  I 80 pct. af EU-sagerne i de seneste fem år er der foretaget en vurdering af de økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor. I godt tre fjerdedele af disse angives størrelsen af virkningerne på de offentlige udgifter eller indtægter kvalitativt. Anvendelsen af kvantitative skøn er stigende.