4. Den danske forskningsindsats - forskning og forskningsbaseret uddannelse

4.1. Indledning og sammenfatning

Investeringer i forskning og uddannelse har stor betydning for velstandsudviklingen i samfundet.

De samlede offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i Danmark udgjorde i 2001 knap 36 mia. kr., svarende til ca. 2,7 pct. af BNP. Heraf udgjorde udgifterne til forskning, herunder forskeruddannelse (ph.d.), knap 32 mia. kr., mens udgifterne til forskningsbaseret uddannelse udgjorde knap 4 mia. kr. Godt 60 pct. af de samlede udgifter til forskning inklusiv forskningsbaseret uddannelse afholdes i den private sektor.

Med private og offentlige forskningsudgifter svarende til ca. 2,4 pct. af BNP i 2001 opnår Danmark en placering i midterfeltet blandt de lande, vi normalt sammenligner os med.

Hvad angår de offentlige forskningsudgifter i snæver forstand udgjorde disse godt 10 mia. kr. i 2001, svarende til ¾ pct. af BNP. Det placerer Danmark i det brede midterfelt i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Den private sektors udgifter til forskning i Danmark udgør en mindre andel af BNP end i en række sammenlignelige lande.

De samlede danske udgifter til videregående uddannelse eksklusive uddannelsesstøtte og udgifter til forskningsaktivitet på omtrent 1,1 pct. af BNP i 2000 overgås kun af USA, hvor en væsentlig del af de videregående uddannelser er privat finansieret.

Ud over de direkte udgifter til videregående uddannelse kommer udgifter til uddannelsesstøtte. Med ca. 1 pct. af BNP i 2000 anvender Danmark i en international sammenhæng mange ressourcer til uddannelsesstøtte til videregående uddannelse.

Målt i forhold til BNP er de samlede offentlige og private udgifter til forskning steget i perioden 1995-2001 som følge af en markant stigning i den private sektors udgifter. På trods af en samlet vækst i udgifterne er de danske offentlige forskningsudgifter opgjort som andel af BNP faldet en smule fra 1995 til 2001.

I 2001 blev omkring halvdelen af de danske offentlige forskningsudgifter (eksklusive udgifter til forskningsbaseret uddannelse) anvendt på hovedområderne natur- og sundhedsvidenskab. De resterende 50 pct. af forskningsudgifterne fordelte sig forholdsvis ligeligt på humaniora, samfundsvidenskab, teknisk videnskab og jordbrugsvidenskab.

De offentlige forskningsudgifter til samfundsvidenskab blev næsten fordoblet fra 1993 til 2001. For jordbrugsvidenskab og humaniora har udgiftsstigningen været på omkring 40 pct. Inden for naturvidenskab er forskningsudgifterne steget med godt 20 pct., mens udgifterne har været stort set uændrede inden for områderne sundhedsvidenskab og teknisk videnskab.

Særligt de tekniske, natur- og sundhedsvidenskabelige områder synes at være af væsentlig betydning for den private sektor. Den private sektor aftager eksempelvis næsten 60 pct. af de færdiguddannede ph.d.er inden for teknisk videnskab. Til sammenligning får omkring 80 pct. af de humanistiske og samfundsvidenskabelige ph.d.er offentlig ansættelse.

Det samfundsmæssige afkast af offentlige investeringer i forskning vurderes typisk ud fra det videnskabelige, teknologiske og uddannelsesmæssige afkast.

I 2000 resulterede den danske forskningsindsats blandt andet i udgivelsen af ca. 800 videnskabelige publikationer pr. mio. indbyggere, hvilket alene overgås af Sverige og ligger på niveau med Finland. Danmark er ligeledes ét af de lande, der producerer flest højt citerede videnskabelige artikler pr. mio. indbyggere.

Danmark ligger i midterfeltet for så vidt angår antallet af patenter pr. mio. indbyggere, der er ansøgt samtidig i USA, Europa og Japan. Til sammenligning ansøger Sverige og Finland om dobbelt så mange patenter pr. mio. indbyggere

For så vidt angår antal personer med en afsluttet videregående uddannelse pr. 1.000 indbyggere i alderen 20-29 år, ligger Danmark relativt højt placeret blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Med omkring 190 færdiguddannede ph.d.er pr. mio. indbyggere i 2001 ligger Danmark noget under Finland og Sverige, som uddannede henholdsvis 230 og 270 ph.d.er pr. mio. indbyggere.

Humaniora og samfundsvidenskab stod i 2001 tilsammen for over 60 pct. af den samlede kandidatproduktion i Danmark. Finland og Sverige har i modsætning til Danmark en relativt stor andel personer med en afsluttet videregående uddannelse på det tekniske område. Dette billede genfindes, når man ser på antallet af færdiguddannede naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er pr. 10.000 indbyggere i alderen 25 til 34 år. Her placerer Danmark sig væsentlig under eksempelvis Sverige, Finland og Tyskland.

I 2001 lå den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for universitetsuddannede i Danmark inden for de fleste hovedområder i intervallet 28 til 29 år. Gennemsnitsalderen for kandidater er imidlertid noget højere for særligt humaniora (31 år). Sammenlignet med andre lande er medianalderen ved afslutning af en videregående uddannelse høj. Den høje gennemsnitlige færdiggørelsesalder forkorter den efterfølgende erhvervsaktive periode og mindsker dermed det samfundsøkonomiske afkast. Dog skal det bemærkes, at den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for ph.d.er er lavere i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

Afsnit 4.2 redegør for de samlede udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i et nationalt og internationalt perspektiv. Herefter ser afsnit 4.3 på de offentlige udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse, herunder fordelingen af forskningsudgifterne på hovedområder. Afsnit 4.4 behandler det samfundsmæssige afkast af forskning og forskningsbaseret uddannelse, herunder det videnskabelige afkast, det teknologiske afkast og det uddannelsesmæssige afkast.

4.2. De samlede udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse

Produktionen af kandidater og ph.d.er er en af de mest effektive måder, hvorpå forskningens resultater kan spredes i samfundet, herunder til den private sektor. Analysen af den danske forskningsindsats omfatter derfor også de forskningsbaserede uddannelser, jf. boks. 4.1.

Figur 4.1a. Samlede offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse, 1995-2001	Figur 4.1b. Den gnst. årlige realvækst i de samlede offentlige og private udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse, 1995-2001

Anm.: Udgifterne til forskning og forskningsbaseret uddannelse er som følge af datamangel i enkelte lige år i forskningsstatistikken alene opgjort i ulige år. Mens udgifterne til forskning angiver de enkelte institutioners faktiske afholdte udgifter til forskning, er udgifterne til forskningsbaseret uddannelse baseret på de samlede bevillinger, dvs. budgetterede bevillinger. Det betyder, at der er en vis usikkerhed om opgørelsen. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde, 2003 Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor (opdateret), 2003; Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt egne beregninger.

Den gennemsnitlige årlige realvækst i udgifterne til forskning og forskningsbaseret uddannelse har været henholdsvis knap 7 og ca. ¾ pct. i perioden 1995 til 2001, jf. figur 4.1b.

Boks 4.1. Datagrundlaget for opgørelsen af forskning og forskningsbaseret uddannelse

Analysen af den danske forskningsindsats omfatter både udgifterne til forskning, herunder forskeruddannelse, og til de forskningsbaserede uddannelser. Det skyldes, at uddannelse og særligt forskningsbaseret uddannelse er en vigtig forudsætning for forskning og udvikling.

For det første er uddannelse af velkvalificerede kandidater afgørende for rekrutteringen til forskeruddannelserne. For det andet bringer nyuddannede kandidater viden om den nyeste forskning med sig ud på arbejdspladserne. Kandidat- og ph.d.-produktionen er således en vigtig faktor for spredningen af forskningsresultater til både den private og den offentlige sektor. For det tredje er en velkvalificeret arbejdsstyrke en forudsætning for, at nye forsknings- og udviklingsresultater kan udnyttes af erhvervslivet og i den offentlige sektor.

Der eksisterer ikke nogen entydig definition af begrebet forskningsbaseret uddannelse. I dette kapitel betragtes forskningsbaseret uddannelse som universitetsuddannelse, dvs. uddannelser, der formidler faglig viden og skaber grundlag for ny forskning. I analysens internationale sammenligninger har det dog som følge af datamangel været nødvendigt at betragte de videregående uddannelser under ét, og således tage udgangspunkt i en noget bredere afgrænsning af uddannelsesbegrebet end forskningsbaseret uddannelse.

Forskning dækker i kapitlet både over forskning og udvikling.

Analysen er i vidt omfang baseret på den danske forskningsstatistik, universiteternes bevillinger under finanslovens §19, samt international forsknings- og uddannelsesstatistik hovedsageligt fra OECD og EU. Som følge af variation i de enkelte landes forsknings- og uddannelsessystemer skal særligt de internationale sammenligninger fortolkes med nogen varsomhed.

Anm.: Se endvidere appendiks 4.1 for en uddybning af definitioner, datagrundlag mv.

Af de samlede danske udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i 2001 udgjorde den offentlige sektors udgifter knap 14 mia. kr. og den private sektors udgifter knap 22 mia. kr.[2], jf. figur 4.2a, svarende til henholdsvis knap 40 og godt 60 pct.[3]

Figur 4.2a. Udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse fordelt på offentlig hhv. privat sektor, 1995-2001	Figur 4.2b. Den gnst. årlige realvækst i udgifterne til forskning og forskningsbaseret uddannelse fordelt på offentlig hhv. privat sektor, 1995-2001

Anm.: Som følge af datamangel har det ikke været muligt at opgøre de private udgifter til forskningsbaseret uddannelse. Det skønnes dog, at disse er relativt begrænsede, idet de forskningsbaserede uddannelser i Danmark i vidt omfang betragtes som en offentlig opgave. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Mens den gennemsnitlige årlige realvækst i de offentlige udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse har været på godt 1 pct. fra 1995 til 2001, er forskningsudgifterne i den private sektor i samme periode i gennemsnit vokset med knap 10 pct. realt om året, jf. figur 4.2b.

Når den offentlige og private sektor investerer stadig stigende beløb i forskning og forskningsbaseret uddannelse, sker det i forventning om en øget produktivitet. Der er dog grænser for, hvor store investeringer der kan være samfunds- og privatøkonomisk rentable. Som for andre investeringer gælder således, at det marginale afkast før eller siden vil være faldende og mindre end det gennemsnitlige afkast, jf. boks 4.2.

Boks 4.2. Økonomiske gevinster ved forskning og forskningsbaseret uddannelse

Det Økonomisk Råds rapport fra december 2003 viser, at der generelt er et positivt samfundsøkonomisk afkast af uddannelse, selvom visse uddannelser er forbundet med en høj ledighedsrisiko og et lavt afkast. For de lange videregående uddannelser, som er analyseret i rapporten, er der gennemsnitligt et højt afkast af samfundsvidenskab og naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, mens det gennemsnitlige samfundsøkonomiske afkast af humaniora er relativt lavt.

Flere økonomiske studier peger ligeledes på, at investeringer i forskning vil kunne bidrage til øget produktivitet. Denne konklusion bygger på analyser af det gennemsnitlige afkast.

En vurdering af det gennemsnitlige afkast giver imidlertid ikke nogle retningslinjer for en vurdering af det optimale niveau for forsknings- og uddannelsesinvesteringerne. Som for enhver anden produktionsfaktor må det forventes, at der over et vist investeringsniveau vil være faldende marginalt afkast.

Kilde: Jones, C. og Williams, J., Too Much of a Good Thing? The Economics of Investment in R&D, 1999; Grilliches, Z., R&D and Productivity Econometric Results and Measurement Issues, 1995; Bassanini, A. og Scarpetta, S., Does Human Capital Matter for Growth in OECD Countries? OECD Working Paper No.282, 2001; Det Økonomiske Råd, Dansk Økonomi 2003, december 2003.

Danmark opnår med udgifter til forskning på ca. 2,4 pct. af BNP i 2001 en placering i midterfeltet af de betragtede lande, jf. figur 4.3a.

Med danske udgifter til videregående uddannelse [4]på ca. 1,1 pct. af BNP i 2000 er Danmark på niveau med Finland og kun overgået af USA, hvor en væsentlig del af de videregående uddannelser er privat finansieret, jf. figur 4.3b.

Figur 4.3a. Samlede offentlige og private udgifter til forskning og videregående uddannelse i pct. af BNP i udvalgte OECD-lande, 2001	Figur 4.3b. De samlede udgifter til forskning og videregående uddannelse i udvalgte OECD-lande fordelt på offentlig hhv. privat sektor i pct. af BNP, 2001

Anm.: Udgifterne til forskning er opgjort i 2001, mens udgifterne til videregående uddannelse er opgjort i 2000. Udgifterne til de videregående uddannelser er opgjort eksklusive udgifter til SU og udgifter til forskning og udvikling. OECD’s opgørelse af de danske udgifter til videregående uddannelse stemmer overens med Danmarks Statistiks opgørelse af udgifter til videregående uddannelse i den funktionelle fordeling af de offentlige finanser. Den funktionelle fordeling er baseret på Classification of the functions of government (Cofog), udsendt af FN i 1980. Det er også denne klassifikation, ENS95 (Det nye europæiske national- og regionalregnskabssystem) anvender, jf. appendiks 4.1. Der er en vis risiko for en overvurdering af det samlede udgiftsniveau som følge af, at der kan være et vist overlap i dele af udgifterne til forskning og videregående uddannelse, såfremt de enkelte forskningsinstitutioner delvist indberetter de samme oplysninger både til forsknings- og uddannelsesstatistikken. Der er i denne sammenhæng forsøgt korrigeret herfor ved at fratrække de særskilt opgjorte forskningsudgifter på de videregående uddannelsesinstitutioner fra de samlede udgifter til videregående uddannelse. Det kan dog ikke udelukkes, at der stadig på enkelte områder kan forekomme enkelte overlap. Ifølge OECD er forskningsudgifterne for USA opgjort helt eller delvist uden kapitaludgifter. For Sverige er forskningsudgifterne baseret på underestimerede tal. Tal for Norge er ikke medtaget, eftersom det ikke har været muligt at opgøre forskningsaktiviteten på de videregående uddannelser særskilt. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 2003, samt OECD, Main Science and Technology Indicators Database.

Boks 4.3. Udgifter til uddannelsesstøtte til videregående uddannelse i udvalgte OECD-lande

De fleste lande yder uddannelsesstøtte i form af stipendier og/eller lån til uddannelsessøgende. Uddannelsesstøtte kan også ydes som fx støtte til husleje for studerende og skattefradrag til forældrene. Udgifter til skattefradrag indgår ikke i opgørelsen af ressourceforbruget til uddannelsesstøtte.

De offentlige udgifter til uddannelsesstøtte til videregående uddannelse er markant højere i Danmark sammenlignet med andre lande, jf. figur a. I 2000 udgjorde de knap 1 pct. af BNP i Danmark. Samtidig er andelen af støtten, der ydes som stipendier, høj i Danmark sammenlignet med de øvrige lande, hvor der både ydes stipendier og lån.¹

Figur a. Offentlige udgifter til uddannelsesstøtte til videregående uddannelse op-delt på stipendier og lån i pct. af BNP i udvalgte OECD-lande, 2000

Anm.: Der er ikke taget højde for, om ydelserne er skattepligtige. I opgørelsen indgår uddannelsesstøtte til unge, voksen- og efteruddannelse og ledige, når uddannelsen er på videregående niveau.

1) Udgifterne til studielån angiver det samlede bruttoudlån til studerende i året. Der tages således ikke højde for tilskrivning af renter og tilbagebetaling af lån. Den reelle omkostning for det offentlige af en låneordning kan variere betydeligt mellem landene afhængigt af udformningen af låneordningerne.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 2003.

Fordelingen af de offentlige og private udgifter til forskning og videregående uddannelse varierer væsentligt mellem de lande, vi normalt sammenligner os med.

De offentlige udgifter til forskning ligger på niveau med flertallet af de lande, vi normalt sammenligner os med. For så vidt angår de private udgifter til forskning placerer Danmark sig i midten, jf. figur 4.3b.

EU’s stats- og regeringschefer var på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i 2003 enige om fortsat at bakke op om Barcelona-erklæringens målsætning, jf. boks 4.4.

Boks 4.4. Barcelona-målsætningen

Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i Barcelona i marts 2002 følgende erklæring om medlemslandenes investeringer i forskning og udvikling:

”For at EU skal kunne indhente sine største konkurrenter, må der sættes kraftigt skub i den generelle indsats inden for FoU og innovation i EU med særlig vægt på frontteknologier. Det Europæiske Råd er derfor enigt i, at de samlede udgifter til FoU og innovation i EU bør øges med henblik på at nærme sig 3% af BNP senest i 2010. To tredjedele af disse nye investeringer bør komme fra den private sektor.”

På Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i oktober 2003 blev formuleringen af Barcelona-erklæringen udvidet:

”Hvis den europæiske økonomis konkurrenceevne skal udvikles i overensstemmelse med Lissabon-dagsordenen, er det en forudsætning, at både den offentlige og den private sektor igen bakker op om målet om at investere 3% af BNP i forskning, med særlig vægt dels på teknologisk innovation og herunder miljøteknologi, dels på udvikling af human kapital gennem øgede investeringer i uddannelse og forskning efter de retningslinjer, som Rådet anbefalede den 22. september 2003.”

Kilde: Det Europæiske Råd, Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råd i Barcelona, marts 2002, og Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råd i Bruxelles, oktober 2003.

I Danmark steg de samlede offentlige og private forskningsudgifters andel af BNP med knap 0,6 pct.-enheder i perioden 1995-2001, jf. figur 4.4a. Kun Finland og Sverige har oplevet en højere vækst. IDanmark, Finland og Sverige er forskningsudgifternes andel af BNP endvidere steget ganske kraftigt samtidig med en pæn vækst i BNP.

Figur 4.4a Udvikling i de samlede offentlige og private udgifter til forskning i pct. af BNP i udvalgte OECD-lande, 1995-2001

Figur 4.4b. Udviklingen i de samlede udgifter til forskning i udvalgte OECD-lande fordelt på offentlig hhv. privat sektor i pct. af BNP, 1995-2001

Anm.: Som følge af datamangel og ændrede opgørelsesmetoder har det ikke været muligt at udskille forskningsudgifterne på de videregående uddannelsesinstitutioner i de internationale opgørelser før 2001 og hermed beregne væksten i udgifterne til de videregående uddannelser i perioden 1995-2001. Tallene beskriver derfor udviklingen i forskningsudgifterne eksklusive forskningsbaseret uddannelse. Ifølge OECD er forskningsudgifterne for USA opgjort helt eller delvist uden kapitaludgifter. For Sverige er forskningsudgifterne baseret på underestimerede tal. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Kilde: OECD, Main Science and Technology Indicators Database.

Målt i pct. af BNP er de danske offentlige udgifter til forskning faldet en smule fra 1995 til 2001, jf. figur 4.4b.

Væksten i de private udgifter til forskning i pct. af BNP har i Danmark været på ca. 0,6 pct.-enheder i perioden 1995-2001, hvilket er mindre end Sverige og Finland, men mere end i de øvrige sammenligningslande.

Der synes at være en positiv sammenhæng mellem den private sektors andel af forskningsudgifterne og de samlede udgifter til forskning i pct. af BNP. I de lande, som investerer en relativ større andel af BNP i forskning, er den private sektors andel af de samlede forskningsudgifter større end i Danmark, jf. figur 4.5. I Danmark afholdes i underkanten af 70 pct. af de samlede forskningsudgifter af den private sektor.

Figur 4.5. Sammenhængen mellem den private sektors andel af udgifterne til forskning og de samlede udgifter til forskning som andel af BNP i udvalgte OECD-lande, 2001

Anm.: Forskningsudgifterne er opgjort eksklusive forskningsbaseret uddannelse.

Kilde: OECD, Main Science and Technology Indicators Database.

Forskningsindsatsen i den offentlige og private sektor fokuserer på forskellige forskningsaktiviteter. Mens de private virksomheder fokuserer på de forskningsaktiviteter, der vurderes at have et umiddelbart realiserbart og højt privatøkonomisk afkast, dvs. først og fremmest udviklingsarbejde og mere anvendelsesorienteret forskning, jf. boks 4.5, er den offentlige sektors opgave blandt andet at sikre grundforskning og bidrage til gode rammevilkår og et godt samspil mellem offentlig og privat forskning.

Boks 4.5. Den offentlige og private sektors forskningsindsats fordelt på forskningsart mv.

Den offentlige forskningsindsats i Danmark – her målt ved antal forskningsårsværk – koncentrerer sig for knap 50 pct.’s vedkommende om grundforskning, mens ca. 40 pct. vedrører anvendt forskning og kun godt 10 pct. karakteriseres som udviklingsarbejde, jf. figur a. Omvendt forholder det sig for den private sektor, hvor udviklingsarbejdet alene udgør ca. 80 pct. af den udførte forskning. Mens grundforskning er originalt eksperimenterende eller teoretisk arbejde med det formål at opnå ny viden og forståelse uden nogen bestemt anvendelse i sigte, er anvendt forskning primært rettet mod bestemte prak-	Figur a. Offentlige og private forskningsårsværk fordelt på forskningsart, 1999

tiske mål eller anvendelser. I udviklingsarbejde anvendes den eksisterende viden opnået gennem forskning med henblik på at frembringe nye eller væsentligt forbedrede materialer, produkter, processer eller tjenesteydelser. I den private sektor er ca. 60 pct. af forskningsindsatsen koncentreret i fremstillingsindustrien, jf. figur b. Blandt disse er det særligt de højteknologiske virksomheder, der udfører egen forskning og udvikling. Videnservice står for ca. 1/3.
Figur b. Den private sektors forskningsindsats fordelt på brancher, 2001	Figur c. Den private sektors forskningsindsats fordelt på slutprodukt/tjenesteydelser, 2001

Den private sektors forskningsaktivitet kan i høj grad henføres til slutprodukter og tjenesteydelser som medicinalvarer, IKT-services (informations- og kommunikationsteknologi), maskiner, elektronik og måleinstrumenter samt fødevarer, jf. figur c.

Anm.: Ved et årsværk forstås en heltidsansat persons fulde arbejdsindsats i et år. De offentlige forskningsårsværk vedrører ansatte ved de højere læreanstalter, i den øvrige offentlige sektor samt private ikke-erhvervsdrivende.

Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor, 1999; Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde, 1999 og 2003.

De offentlige investeringer i forskning begrundes ved, at det samfundsøkonomiske afkast af forskning er større end det privatøkonomiske afkast. Det betyder, at der vil være tilfælde, hvor private virksomheder ikke vil gennemføre forskning, som ellers vil være samfundsøkonomisk rentabel, jf. boks 4.6. Omvendt kan der være en risiko for, at offentlig anvendelsesorienteret forskning fortrænger private investeringer, og dermed får karakter af erhvervsstøtte.

Boks 4.6. Behovet for en offentlig forskningsindsats

Den offentlige sektors opgave er i vidt omfang at sikre grundforskning og bidrage til gode rammevilkår og et godt samspil mellem offentlig og privat forskning.

For det første har viden karakter af et offentligt gode, idet produktionen af ny viden kommer flere end blot producenten til gode. Forskningsresultater kan fx blive spredt gennem medarbejdere, der bringer værdifuld viden med sig til en ny arbejdsplads. Uden mulighed for at beskytte den kommercielle værdi af ny viden, herunder fx opfindelser, i en periode, er der risiko for, at det ikke vil kunne betale sig for den enkelte virksomhed at forske.

For det andet kan investeringer i forskning være meget risikofyldte og resultaterne først vise sig på langt sigt. Det samfundsmæssige afkast vil typisk være langt større end det privatøkonomiske jo mere grundlæggende forskning, der er tale om.

Selvom de mange og vidt forskellige resultater fra empirien peger på positive samfundsøkonomiske afkast af investeringer i forskning, kan der ikke konkluderes noget entydigt, omhvor meget øgede offentlige forskningsmidler vil kunne bidrage til velstandsudviklingen. Økonomisk teori giver heller ikke noget konkret bud på fordelingen mellem den offentlige og private indsats.

I beregningen af det samfundsøkonomiske afkast af offentlige investeringer i forskning og uddannelse skal der tages hensyn til alle omkostninger samt forvridnings- og dødvægtstab forbundet med at øge den offentlige forskningsindsats, herunder forvridningstabet ved offentlig skattefinansiering og risikoen for fortrængning af en privat forskningsindsats.

Særligt på kort sigt kan der fx være en risiko for, at flere offentlige forskningsmidler som følge af et begrænset forskerudbud i betydelig grad ender i fortrængning af udviklingsopgaver i den private sektor og/eller højere lønninger for forskere.

Når den offentlige sektor involverer sig i udviklingsaktiviteter og anvendelsesorienteret forskning inden for udvalgte områder, kan der være en risiko for, at den offentlige forskningsindsats får karakter af indirekte erhvervsstøtte.

Kilde: Salter, A. og Martin, B., The economic benefits of publicly funded basic research: a critical review, 2000; Jones, C. og Williams, J., Too Much of a Good Thing? The Economics of Investment in R&D, 1999; Grilliches, Z., R&D and Productivity: Econometric Results and Measurement Issues, 1995; Romer, P., Endogenous Technological Change, 1990, Guellec, D. og Van Pottelsberghe de la Potteri, The Effectiveness of Public Policies in R&D, 2001; Jaffe, A.B. og Stern, L., Innovation Policy and the Economy, Volume 1, 2000.

Finland er et eksempel på, at både den private og den offentlige sektor har spillet en væsentlig rolle i forhold til at realisere de samfundsøkonomiske gevinster ved forskning. Finland har således gode erfaringer med en målrettet forskningsindsats inden for bestemte områder og udvikling af et integreret forsknings- og innovationssystem, jf. boks 4.7.

Boks 4.7. Det finske mirakel – hvad har de gjort?

Finland udmærker sig ofte i internationale sammenlignende studier af konkurrenceevne, innovation mv. Nogle af de mulige forklaringer på Finlands position, der ofte fremhæves er følgende:

· Tidlig identifikation og satsning på nationale og regionale styrkepositioner, herunder IT- og Telekommunikationssektoren. Denne målrettede satsning begyndte tidligt i 1990’erne.

· Fokus på især teknisk videnskabelig forskning og ph.d.er.

· Tæt samspil om forskning i den offentlige og private sektor. Således indgår en stor andel af virksomhederne i Finland i et samarbejde med et eller flere offentlige forskningsinstitutter.

· Stor privat forskningsindsats, der må forventes at have hovedvægt på udviklingsarbejde og anvendt forskning.

· Som led i fokuseringen på teknologiområdet administrerer Finlands nationale agentur for teknologisk udvikling, TEKES, ca. 25 pct. af de offentlige forskningsmidler. Midlerne formidles som tilskud eller lån under teknologiprogrammer, hvor fokus er samarbejde mellem forskningsinstitutioner og erhvervsliv.

· Det rådgivende organ Statens Råd for Videnskab og Teknologi, hvor vigtige aktører fra det politiske system, forskningsinstitutioner og erhvervslivet er samlet, har en fremtrædende rolle med hensyn til at påvirke forskningspolitikken og forskningsindsatsområder.

· Systematisk evalueringspraksis i forhold til den statslige forskningsindsats.

· Høj faglig kvalitet i grunduddannelsen. Finske grundskoleelever ligger i toppen internationalt med hensyn til faglige færdigheder inden for læsning, matematik og naturvidenskab.

OECD roser Finlands forskningsindsats, men nævner dog også, at den målrettede indsats på enkelte områder giver anledning til bekymring for manglende diversifikation, hvilket kan give en sårbarhed overfor udviklingen i enkelte brancher.

Kilde: Det svenske Finansdepartement, Langtidsudredningen, 2003; FORA, Et benchmark studie af innovation og innovationspolitik – hvad kan Danmark lære?, 2003; OECD, Economic Surveys: Finland, 2003; www.tekes.fi; OECD, Education at a Glance, 2003.

4.3. Offentlige udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse

De offentligeudgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse i Danmark var på henholdsvis godt 10 mia. kr. og knap 4 mia. kr. i 2001[5], jf. figur 4.6a.

Figur 4.6a. Offentlige udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse, 1995-2001

Figur 4.6b. Den gnst. årlige realvækst i de offentlige udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse, 1995-2001

Anm.: For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1. Den særlig høje realvækst i forskningsudgifterne i perioden 1997-1999 skyldes i et vist omfang ændringer i indsamlingsproceduren i forskningsstatistikken, herunder en ændring i hospitalernes indberetning.

Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde, 2003; Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor (opdateret), 2003; Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt egne beregninger.

Den gennemsnitlige årlige realvækstrate har for forskningens vedkommende været på ca. 1,3 pct., mens den gennemsnitlige årlige realvækst har været ca. 0,7 pct. for udgifterne til forskningsbaseret uddannelse, jf. figur 4.6b.

Ifølge Dansk Center for Forskningsanalyse[6] kan de offentlige udgifter til forskning opgøres til ca. 10,5 mia. kr. i 2002. Udgifterne er således steget med ca. 2 pct. i faste priser fra 2001 til 2002.[7] De offentlige udgifter til forskningsbaseret uddannelse i 2002 er stort set uændrede i forhold til niveauet i 2001 i faste priser.[8]

Med offentlige forskningsudgifter på ¾ af BNP i 2001 ligger Danmark i midtergruppen blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, jf. figur 4.7a.

Figur 4.7a. Offentlige udgifter til forskning i udvalgte OECD-lande i pct. af BNP, 2001

Figur 4.7b. Udviklingen i de offentlige udgifter til forskning i udvalgte OECD-lande i pct. af BNP, 1995-2001

Anm.: Som følge af datamangel eller ændrede nationale opgørelsesmetoder har det ikke været muligt at beregne væksten i udgifterne til videregående uddannelse fra 1995 til 2001. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Kilde: OECD, Main Science and Technology Indicators Database.

På trods af en samlet vækst i udgifterne er de danske offentlige forskningsudgifter opgjort som andel af BNP faldet en smule fra 1995 til 2001, jf. figur 4.7b.

For så vidt angår de offentlige udgifter til de videregående uddannelser ligger Danmark med ca. 1,1 pct. af BNP i 2000 højst blandt de betragtede lande[9], jf. figur 4.8.

Figur 4.8. Offentlige udgifter til videregående uddannelse i udvalgte OECD-lande i pct. af BNP, 2000

Anm.: Som følge af datamangel eller ændrede nationale opgørelsesmetoder har det ikke været muligt at beregne væksten i udgifterne til videregående uddannelse fra 1995 til 2000. For en nærmere beskrivelse af datagrundlaget henvises til appendiks 4.1.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 2003.

Offentlige udgifter til forskning fordelt på hovedområder[10]

I 2001 blev omkring halvdelen af de danske offentlige forskningsudgifter anvendt på hovedområderne natur- og sundhedsvidenskab, jf. figur 4.9a. Den resterende halvdel af forskningsudgifterne fordelte sig forholdsvis ligeligt på humaniora, samfundsvidenskab, teknisk videnskab og jordbrugsvidenskab.

Figur 4.9a. Offentlige forskningsudgifter fordelt på hovedområder, 2001	Figur 4.9b. Udviklingen i de offentlige forskningsudgifter efter hovedområde i 2003-priser, 1993-2001

Anm.: Ifølge de seneste tal fra Dansk Center for Forskningsanalyse præsenteret i publikationen Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor - Forskningsstatistik 2002, 2004, har der været et fald i jordbrugsområdets andel af de samlede offentlige forskningsudgifter fra 2001 til 2002, mens der har været en stigning i sundhedsområdets andel.

Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor (opdateret), 2003 samt egne beregninger.

De offentlige forskningsudgifter til samfundsvidenskab blev næsten fordoblet fra 1993 til 2001, jf. figur 4.9b. For jordbrugsvidenskab og humaniora har udgiftsstigningen været på omkring 40 pct. Inden for naturvidenskab er forskningsudgifterne steget med godt 20 pct. med en faldende tendens siden 1997, mens udgifterne har været stort set uændret inden for områderne sundhedsvidenskab og teknisk videnskab.

Udviklingen i forskningsudgifterne på de enkelte hovedområder skal ses i sammenhæng dels med forskningsinstitutionernes egne interne prioriteringer og de afledte virkninger af udviklingen i studenterbestanden, dels med prioriteringerne inden for det forskningsrådgivende system og de politiske prioriteringer på finansloven.

Særligt på det naturvidenskabelige område er en stor andel af de ansatte forskere beskæftiget med grundforskning. Inden for teknisk videnskab og jordbrugs- og veterinærområdet er derimod henholdsvis 80 pct. og 70 pct. af de offentligt ansatte forskere beskæftiget med anvendt forskning og udviklingsarbejde, jf. figur 4.10a.

Figur 4.10a. Fordelingen af offentlige forskningsårsværk på forskningsart og hovedområder, 2001	Figur 4.10b. Udviklingen i offentlige forskningsårsværk fordelt på hovedområder, 1993-2001

Anm.: Ifølge de seneste tal fra Dansk Center for Forskningsanalyse præsenteret i publikationen Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor - Forskningsstatistik 2002, 2004, fortsætter udviklingstendensen fra 2001 til 2002 inden for de fleste områder.

Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor (opdateret), 2003 samt egne beregninger.

Væksten i antal offentlige forskningsårsværk fra 1993 til 2001 har ligeledes været størst på samfundsvidenskab, jf. figur 4.10b. Der har dog været en stigning på omkring 20-30 pct. på alle andre områder med undtagelse af det teknisk videnskabelige område. Sammenholdes udviklingen i forskningsudgifterne og antal forskningsårsværk på de enkelte hovedområder ses, at disse i vidt omfang er fulgtes ad, om end der er en tendens til, at væksten i udgiftsniveauet næsten har været det dobbelte af væksten i antal forskningsårsværk.

4.4. Det samfundsmæssige afkast af forskning og forskningsbaseret uddannelse

Det samfundsmæssige afkast af de offentlige investeringer i forskning og forskningsbaseret uddannelse vurderes typisk med udgangspunkt i tre overordnede kategorier:

· Det videnskabelige afkast (målt ved produktionen af videnskabelige artikler mv.)

· Det teknologiske afkast (målt ved optagelsen af nye patenter mv.)

· Det uddannelsesmæssige afkast (målt ved udbudet af højt kvalificeret arbejdskraft i form af kandidater og ph.d.er)

Hvorvidt det er muligt at realisere et højt afkast af den offentlige forskningsindsats, herunder sikre kvantiteten og kvaliteten af de forskningsmæssige resultater, vil i høj grad afhænge af forskningssystemets indretning. En OECD-rapport peger på, at det i en lille økonomi som den danske vil være afgørende, at forskningsindsatsen koncentreres, jf. boks 4.8.

Boks 4.8. Koncentration af forskningsindsatsen

OECD har i en rapport fra januar 2004 gennemgået det danske universitetssystem. I rapporten fremhæves det blandt andet, at det i et lille land, hvor midlerne til forskning nødvendigvis er relativt små, er essentielt, at de offentlige midler til forskning koncentreres for at opnå maksimal effekt.

I Danmark er den offentlige forskningsindsats fordelt på et forholdsvis stort antal institutioner. I 2003 var der 12 universiteter, 25 sektorforskningsinstitutioner mv., en lang række sygehuse, museer og andre kulturinstitutioner, 10 Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, 7 forskerparker og 8 innovationsmiljøer.

Danmark har således – sammen med Sverige og Finland – relativt få indbyggere pr. universitet i forhold til andre OECD-lande, jf. figur a.

På anbefaling af Danmarks Forskningsråd har regeringen gennemført en koncentration af forskningsindsatsen på færre institutioner. Fra

Figur a. Mio. indbyggere pr. universitet i udvalgte OECD-lande, 2003

2004 er de 25 sektorforskningsinstitutioner mv. blevet reduceret til 17 institutioner, ved at fem af sektorforskningsinstitutionerne indfusioneres på universiteter, og ved at tre af sektorforskningsinstitutionerne sammenlægges med andre institutioner.

OECD-rapporten peger på to muligheder for yderligere koncentration af den danske offentlige forskningsindsats gennem forenkling af institutionsstrukturen:

· For det første anbefales det, at regeringen fortsætter med at gennemgå sektorforskningsinstitutionerne med henblik på at overføre så mange som muligt til universiteterne.

· For det andet anbefales det at overveje dels den optimale størrelse på universiteterne i Danmark, dels perspektivet i at indfusionere de monofakultære universiteter¹⁾ i de flerfakultære.

Anm.: Der er tale om et skøn over antallet af universiteter, idet de enkelte landes definitioner af et universitet kan variere. For Tyskland er 13 teologiske uddannelsesinstitutioner, der primært hører under kirkelige institutioner, ikke medregnet. Eftersom det for Norge alene har været muligt at opgøre de offentlige institutioner, og en betydelig del af den videregående uddannelse foregår i privat regi, må antallet af universiteter forventes at være undervurderet. For alle lande gælder, at de kunstneriske uddannelser ikke er medtaget. Antallet af indbyggere er opgjort i 2002.

1) Som eksempel på et monofakultært universitetet kan nævnes Danmarks Farmaceutiske Universitet.

Kilde: OECD, Reviews of National Policies for Education: University Education in Denmark – examiners’ report, 2004; Undervisningsministerierne i de enkelte lande samt OECD, Main Science and Technology Indicators Database.

I det følgende ses nærmere på de tre former for samfundsøkonomisk afkast af forskning og forskningsbaseret uddannelse.

Det videnskabelige afkast af forskning

Det videnskabelige afkast af forskning opgøres som oftest ved brug af forskellige bibliometriske indikatorer, herunder antallet af videnskabelige publikationer og citationer i internationalt anerkendte tidsskrifter.

I 2000 blev der i Danmark udgivet ca. 800 videnskabelige publikationer pr. mio. indbyggere.Et omfang der alene overgås i Sverige og ligger på niveau med Finland, jf. figur 4.11a.

Figur 4.11a. Videnskabelige publikationer pr. mio. indbyggere i udvalgte OECD-lande, 2000

Figur 4.11b. Videnskabelige publikationer pr. forsker i udvalgte OECD-lande, 1996-1999

Anm.: Publikationer dækker over tidsskrifter og artikler. Det skal bemærkes, at afgrænsningen af publikationer kan variere alt efter, hvilken kilde der anvendes.

Kilde: OECD, Science and Technology and Industry Outlook, 2002.

Anm.: Publikationer dækker over tidsskrifter, artikler og arbejdspapirer.

Kilde: European Commission, Third European Report on Science & Technology Indicators, 2003.

Det samme billede tegner sig, når det samlede antal videnskabelige publikationer pr. forsker i perioden 1996-1999 betragtes. Der udgives således i gennemsnit knap to publikationer pr. fuldtidsbeskæftiget forsker i Danmark mod under halvdelen i USA, jf. figur 4.11b.

Overordnet set eksisterer der en positiv sammenhæng mellem den videnskabelige produktion og de samlede forskningsudgifter pr. indbygger, jf. figur 4.12. Sammenlignet med andre lande har Danmark i 2001 et forholdsvis højt niveau af videnskabelige publikationer set i forhold til udgifterne til forskning pr. indbygger.

Figur 4.12. Sammenhængen mellem videnskabelige publikationer og udgifter til forskning

Anm.: Det skal bemærkes, at opgørelsen af antal publikationer kan variere alt efter hvilken afgrænsning, der benyttes. Udgifterne til forskning er opgjort i 1998, mens antal publikationer er opgjort i 2000. I Norges og Sveriges tilfælde er antal publikationer opgjort i 1999 og forskningsudgifterne i 1997.

Kilde: OECD, Science and Technology and Industry Outlook, 2002, samt Main Science and Technology Indicators Database.

Danmark er ligeledes ét af de lande, der producerer flest højt citerede videnskabelige artikler pr. mio. indbyggere. Blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, er det kun Sverige, der klarer sig bedre, jf. figur 4.13a.

Figur 4.13a. Antal højt citerede videnskabelige artikler pr. mio. indbyggere i udvalgte OECD-lande, 2000

Figur 4.13b.Citationer pr. videnskabelig publicering i udvalgte OECD-lande, 1995-1999

Kilde: Eurostats forskningsdatabase, 2003.

Anm.: Beregnet som forholdet mellem antallet af citationer og videnskabelige publikationer. Det har ikke været muligt at indhente oplysninger om andre lande end de her anførte.

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Videnstrategien, 2003.

Med gennemsnitlig knap 5 citeringer pr. videnskabelig publikation har Danmark en relativ høj placering blandt de betragtede lande. Forskningens gennemslagskraft vurderes kun at være højere i Holland samt i USA, jf. figur 4.13b.

Også i forhold til højt citerede videnskabelige publikationer på forskellige områder klarer Danmark sig godt i et internationalt perspektiv. Eksempelvis har Danmark flere højt citerede videnskabelige publikationer inden for blandt andet områderne kemi, teknik, matematik, statistik, fysik og astronomi end Sverige og Finland, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1. Indeks for højt citerede videnskabelige publikationer på forskellige områder i udvalgte nordiske lande

Områder	Danmark	Finland	Sverige
Basal naturvidenskab	0,79	0,92	0,78
Biomedicin	0,66	0,78	0,82
Klinisk medicin og sundhed	1,11	1,23	1,16
Biologi	0,98	0,64	1,10
Landbrug og fødevarer	1,15	0,98	1,21
Miljø	1,00	0,69	0,86
Kemi	1,63	0,95	1,44
Teknisk videnskab	1,50	0,78	0,96
Datalogi	1,22	1,07	0,58
Matematik og statistik	1,40	0,69	0,78
Fysik og astronomi	1,50	0,87	1,09

Anm.: De markerede felter signalerer den højeste score. Det skal bemærkes, at der ikke i den anvendte kilde oplyses tal for Norge.

Kilde: European Commission, Key Figures, 2002.

Det teknologiske afkast af forskning

Det teknologiske afkastaf forskningen kan blandt andet måles ved antal patenter pr. millioner indbyggere samt ved forholdet mellem eksport og import af højteknologiske produkter og eksportkvoten for højteknologiske varer.

Danmark ligger i midterfeltet – og ikke så højt som fx Sverige og Finland – for så vidt angår antallet af patenter pr. millioner indbyggere, der er ansøgt samtidig i USA, Europa og Japan, jf. figur 4.14.

Figur 4.14. Antal patenter pr. million indbyggere i udvalgte OECD-lande ansøgt samtidig i USA, Europa og Japan, 1999

Anm.: Patenter ansøgt samtidig ved henholdsvis det Europæiske og Japanske Patentkontorer samt ved det Amerikanske US Patent & Trademark Office. Der er tale om estimater.

Kilde: OECD, Compendium of Patent Statistics, 2003 og Main Science and Technology Indicators Database.

Fra 1995 til 2001 er Danmark gået fra at være nettoimportør til nettoeksportør af højteknologiske produkter, jf. figur 4.15a. Kun Finland, Frankrig og Sverige har i 2001 en større eksport-import kvote.

Figur 4.15a. Forholdet mellem eksport og import af højteknologiske produkter i udvalgte OECD-lande, 1995 og 2001

Figur 4.15b. Højteknologisk eksport som andel af samlet eksport i udvalgte OECD-lande, 2001

Anm.: Tallene er baseret på OECD-statistik, og definitionen af højteknologiske produkter følger OECD-standarder.

Kilde: Statistics Finland 2003, www.tilastokeskus.fi.

Anm.: Højteknologisk eksport dækker over produkter, for hvilke fremstillingen involverer en høj intensitet af forskning og udvikling. De er defineret i henhold til OECD’s højteknologiske produktliste.

Kilde: European Commission, Key Figures, 2003/2004.

Betragtes i stedet den højteknologiske eksport som andel af den samlede eksport opnår Danmark dog i international sammenhæng en mindre god placering, jf. figur 4.15b.

Det uddannelsesmæssige afkast – bestanden af kandidater og ph.d.er

Et lands forskningskapacitet er blandt andet betinget af de menneskelige ressourcer til forskning. Her tænkes først og fremmest på antallet af velkvalificerede kandidater og ph.d.-studerende, samt deres færdiggørelsesalder og fordeling på fagområder.[11]

I 2001 blev der i Danmark uddannet i alt godt 11 færdige kandidater pr. 1.000 indbyggere i alderen 25-34 år, jf. figur 4.16a. Denne andel er siden 1992 steget med knap 4 kandidater.

Figur 4.16a. Udviklingen i antal færdiguddannede kandidater på de lange videregående uddannelser pr. 1.000 indbyggere i alderen 25-34 år i Danmark, 1992-2001

Figur 4.16b. Antal personer med en afsluttet videregående uddannelse pr. 1.000 indbyggere i alderen 20-29 år i udvalgte OECD-lande, 2000

Anm.: Befolkningstallet er fra 1. januar i de respektive år.

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og Danmarks Statistik.

Anm.: Tallene i figuren dækker over de videregående uddannelser under ét, dvs. både de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Den statistiske indplacering af uddannelserne varierer landene imellem, hvorfor der i denne sammenhæng, med henblik på at få en bedre sammenligningsgrundlag, er medtaget alle tre niveauer.

Kilde: Eurostats forskningsdatabase.

Humaniora og samfundsvidenskab stod i 2001 tilsammen for næsten to tredjedele af den samlede kandidatproduktion i Danmark, jf. figur 4.17a. De øvrige uddannelsesområder udgjorde den resterende godt en tredjedel.

Figur 4.17a. Færdiguddannede kandidater fordelt på hovedområder, 2001	Figur 4.17b. Væksten i antal færdiguddannede kandidater fordelt på hovedområder, 1995-2001

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Universitetsuddannelser i tal, 2003	Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Universitetsuddannelser i tal, 2003.

Antallet af færdiguddannede kandidater i Danmark har i perioden 1995 til 2001 særligt været stigende inden for hovedområderne sundhedsvidenskab og humaniora, mens væksten på det naturvidenskabelige område har været ca. det halve, jf. figur 4.17b. Inden for teknisk videnskab og jordbrugsvidenskab er antallet af færdiguddannede kandidater faldet, mens niveauet har været stort set uændret inden for samfundsvidenskab.

Danmark havde sammenlignet med Finland, Norge og Sverige en relativt stor andel af personer med en afsluttet videregående uddannelse inden for sundhedsområdet i 2001, jf. tabel 4.2.

Tabel 4.2. Andelen af personer med en afsluttet videregående uddannelse i udvalgte nordiske lande fordelt på hovedområder, pct., 2001

Områder	Danmark	Finland	Norge	Sverige
Humaniora og pædagogik	25	20	28	22
Samfund	24	23	23	23
Services	2	3	3	1
Teknik	9	21	8	22
Jordbrug	2	3	1	1
Sundhed	31	23	25	22
Naturvidenskab	7	7	7	9
Uoplyst	-	-	5	-
I alt	100	100	100	100

Anm.: Kategorien ”naturvidenskab” er sammensat af områderne biologi, fysik, matematik/statistik og datalogi. Kategorien ”service” vedrører blandt andet hotel- og restauration, transport, turisme, sport, militær mv. Det skal bemærkes, at de danske sundhedsuddannelser er kendetegnet ved mange nordiske studerende, hvorfor forskellen mellem de nordiske lande skal fortolkes med nogen varsomhed.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 2003.

Finland og Sverige har i modsætning til Danmark en relativt stor andel personer med en afsluttet videregående uddannelse indenfor det tekniske område, jf. boks 4.9.

Boks 4.9. Tekniske videregående uddannelser i udvalgte OECD-lande

I 2001 udgjorde andelen af personer med en afsluttet teknisk videregående uddannelse i forhold til det samlede antal personer, der har afsluttet en videregående uddannelse omkring 21 pct. i Sverige og Finland, mens den for Danmark kun var 9 pct., jf. figur a.

Figur a. Andelen af personer med en afsluttet videregående uddannelse på det teknisk videnskabelige område i forhold til det samlede antal personer med en afsluttet videregående uddannelse, OECD-lande, 2001

Anm.: Teknisk videnskab er i OECD’s uddannelsesstatistik klassificeret som civilingeniører samt uddannelser inden for bygge- og anlægsområdet. Kun videregående uddannelser af minimum tre års varighed (tertiær A), herunder kandidatuddannelser og masters, er medtaget i figuren, hvorfor opgørelsen hovedsageligt vedrører ingeniør-kandidater. Tertiær A uddannelser er ikke kun uddannelser på universiteter, ligesom der er nogle uddannelser, der nationalt tæller som universitetsuddannelser, som ikke er inkluderet i tertiær A. I opgørelsen af de samlede videregående uddannelser inkluderes også uddannelser, der kræver minimum to års fuldtidsstudie (tertiær A+B). Tallene skal fortolkes med nogen varsomhed, idet de enkelte landes uddannelsessystemer er forskelligt indrettet og uddannelsernes statistiske indplacering kan variere mellem landene. For Danmark omfatter kategorien tertiær A både mellemlange og lange videregående uddannelser, dvs. såvel civilingeniører som diplomingeniører.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 2003.

Der blev i 2002 optaget i alt ca. 1.000 ph.d.-studerende på de offentlige forskningsinstitutioner i Danmark, jf. figur 4.18a. Niveauet svarer nogenlunde til gennemsnittet for perioden siden 1992.

Figur 4.18a. Udviklingen i antal nyoptagne p.h.d.-studerende, 1992-2002	Figur 4.18b. Antal nyoptagne ph.d.-studerende fordelte på hovedområder, 2002

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Ph.d.-registeret, 2003.	Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Universitetsuddannelser i tal, 2003.

I 2002 stod sundhedsvidenskab, teknisk videnskab og naturvidenskab hver for ca. 20-25 pct. af de nyoptagne ph.d.-studerende, jf. figur 4.18b.

Fuldførelsesgraden blandt ph.d.-studerende er på omkring 80 pct. inden for hovedområderne teknisk videnskab, naturvidenskab og sundhedsvidenskab, jf. figur 4.19. Til gengæld gennemfører kun lidt over halvdelen af de indskrevne studerende på humaniora deres ph.d.-uddannelse, mens tallet for samfundsvidenskab er ca. 60 pct.

Det må dog forventes, at en stor del af de personer, der falder fra deres ph.d.-studium på anden vis finder plads på arbejdsmarkedet og dermed bidrager til det samfundsøkonomiske afkast af uddannelse på kandidatniveau.

Figur 4.19. Fuldførelsesprocenten for ph.d.-studerende, 2001

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Universitetsuddannelser i tal, 2003.

Særligt de teknisk videnskabelige, natur- og sundhedsvidenskabelige områder synes at være af væsentlig betydning for den private sektor, jf. boks 4.10. Den private sektor aftager eksempelvis 60 pct. af de færdiguddannede ph.d.er inden for teknisk videnskab.

Boks 4.10. Færdige ph.d.ers ansættelse i den offentlige og private sektor

Omkring to tredjedele af det samlede antal færdige ph.d.er finder beskæftigelse i den offentlige sektor, men dette dækker over væsentlige forskelle afhængig af hvilket hovedområde, ph.d.erne er uddannet inden for. Omkring 80 pct. af de humanistiske og samfundsvidenskabelige ph.d.er får således offentlig ansættelse, mens den private sektor aftager 60 pct. af de færdiguddannede ph.d.er inden for teknisk videnskab, jf. figur a.
Figur a. Ph.d.ers sektorplacering på arbejdsmarkedet, 2001	Figur b. Ændring i den private sektors andel af den samlede ph.d.-beskæftigelse på forskellige hovedområder, 1996-2001

Anm.: I opgørelsen af ph.d.ers beskæftigelse fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling indgår alene årene 1996 og 2001. Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, ph.d. – en analyse af udbud og efterspørgsel, 2003.
Andelen af humanistiske og sundhedsvidenskabelig ph.d.er ansat i den private sektor har fra 1996 til 2001 været faldende. Omvendt har der særligt blandt ph.d.erne inden for teknisk videnskab og naturvidenskab i den betragtede periode været en væsentlig stigning i beskæftigelsesandelen i den private sektor, jf. figur b.

Med omkring 190 færdiguddannede ph.d.er pr. mio. indbyggere ligger Danmark noget under Finland og Sverige for så vidt angår det samlede antal ph.d.-grader i 2001. De to lande uddannede henholdsvis 230 og 270 ph.d.er pr. mio. indbyggere, jf. figur 4.20.

Figur 4.20. Udviklingen i antal årligt tildelte ph.d.-grader i Norden i forhold til befolkningsstørrelse, 1992-2002

Anm.: Tallene er fra den fælles nordiske forskningsdatabase, hvorfor der ikke er oplysninger for flere lande.

Kilde: Norbal database, www.nifu.no

Med 5 færdiguddannede naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er pr. 10.000 indbyggere i alderen 25 til 34 år placerer Danmark sig væsentligt lavere end lande som Sverige, Finland og Tyskland, hvor der færdiguddannes 8-14 nye naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er pr. 10.000 indbyggere, jf. figur 4.21a.

Figur 4.21a. Antal færdiguddannede naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige ph.d.er pr. 10.000 indbyggere i alderen 25 til 34 år i udvalgte OECD-lande, 2001

Figur 4.21b. Udviklingen i antal ph.d.-studerende i Norden inden for teknisk videnskab pr. mio. indbyggere, 1995-2001

Kilde: Eurostats forskningsdatabase, 2003.

Anm.: Tallene er fra en fælles nordisk forskningsdatabase, hvorfor der ikke er oplysninger for flere lande. I tallene for Sverige er også inkluderet licentiatstuderende.

Kilde: Norbal database. www.nifu.no

Mens antallet af ph.d.-studerende inden for teknisk videnskab pr. mio. indbyggere i Danmark i perioden 1995 til 2001 stort set har været konstant, har der været mere end en fordobling af antallet i Finland, jf. figur 4.21b.

Det uddannelsesmæssige afkast afhænger – udover antallet af kandidater, kvaliteten af uddannelserne og fordelingen på uddannelsesområder – af kandidaternes alder. Jo ældre kandidater er ved færdiggørelse af deres studier, jo kortere tid vil de efterfølgende have på arbejdsmarkedet.

De danske kandidater og ph.d.er blev med en gennemsnitlige færdiggørelsesalder på henholdsvis knap 30 og godt 34 år i 2001 relativt sent færdige med deres uddannelse, jf. figur 4.22a.

Den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for danske kandidater har i perioden 1992 til 2001 været stort set uændret, mens den for ph.d.er har været stigende fra 34 til 35 år fra 1992 til 1999, hvorefter den igen er faldet til 34 år i 2001. Færdiggørelsesalderen for ph.d.er er med 37-38 år højere i de øvrige skandinaviske lande.[13]

Figur 4.22a. Udviklingen i gennemsnitsalderen for kandidater og ph.d.er, 1992-2001	Figur 4.22b. Gennemsnitsalderen for kandidater og ph.d.er fordelt på hovedområder, 2001

Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling Ph.d.-register, 2003.

I 2001 lå den gennemsnitlige færdiggørelsesalder for universitetsuddannede i Danmark inden for de fleste hovedområder i intervallet 28 til 29 år. Gennemsnitsalderen er imidlertid noget højere for særligt humaniora (31 år), jf. figur 4.22b.

Den høje gennemsnitsalder fører til en relativt sen entre på arbejdsmarkedet som færdiguddannede. De højtuddannede har således en forholdsvis kort erhvervsaktiv periode, hvor de bruger deres videregående uddannelse.

Medianalderen ved afslutning af en lang videregående uddannelse var i Danmark på 27 år i 2001, hvilket er blandt de højeste af de betragtede lande, jf. figur 4.23a.

Figur 4.23a. Medianalder ved afslutning af en lang videregående uddannelse, 1995

Figur 4.23b. Medianalder for nystartede studerende på en mellemlang og lang videregående uddannelse, 2001

Anm.: I figur 4.23a. er som følge af datamangel kun oplysninger for et begrænset antal lande og kun for året 1995. Medianalderen ved afslutning af en lang videregående uddannelse, er den alder der er karakteriseret ved, at der er lige mange personer, der henholdsvis er ældre end og yngre end den pågældende alder.

Kilde: OECD, Education at a Glance, 1997 og 2003.

Den høje færdiggørelsesalder kan blandt andet henføres til, at danske studerende er forholdsvis gamle, når de starter på en videregående uddannelse, jf. figur 4.23b.

Appendiks 4.1. Statistisk grundlag mv.

Afgrænsning

Analysen af den danske forskningsindsats omfatter både udgifterne til forskning og til de forskningsbaserede uddannelser. Det skyldes, at uddannelse og særligt forskningsbaseret uddannelse er en vigtig forudsætning for forskning og udvikling.

For det første er uddannelse af velkvalificerede kandidater afgørende for rekrutteringen til forskeruddannelserne. For det andet bringer nyuddannede kandidater viden om den nyeste forskning med sig ud på arbejdspladserne. Kandidat- og ph.d.-produktionen er således en vigtig faktor for spredningen af forskningsresultater til både den private og den offentlige sektor. Og for det tredje er en velkvalificeret arbejdsstyrke en forudsætning for, at nye forsknings- og udviklingsresultater kan udnyttes af erhvervslivet og i den offentlige sektor.

Som følge af datamangel har det ikke været muligt at inddrage offentlige og private udgifter til innovation.[14] At innovationsaspektet ville være relevant at inkludere skal ses i lyset af, at det samfundsmæssige afkast af forskning i vidt omfang kommer til udtryk gennem udviklingen af nye og bedre produkter og produktionsmetoder samt ved nye, forbedrede arbejdsprocesser.

Det kan være vanskeligt at opstille præcise kriterier for afgrænsningen af forskning og udvikling i forhold til henholdsvis innovation og forskningsbaseret uddannelse. Da afgrænsningerne bygger på teoretisk funderede begreber, må det forventes, at der i praksis jævnligt forekommer overlap mellem de forskellige begreber.

Definitioner

Forskning dækker i kapitlet både over forskning og udvikling defineret i OECD’s såkaldte Frascati-manual som ”skabende arbejde foretaget på et systematisk grundlag for at øge den eksisterende viden, og udnytte denne til at udtænke nye anvendelsesområder.”

Der eksisterer ikke nogen entydig definition af begrebet forskningsbaseret uddannelse. I dette kapitel betragtes forskningsbaseret uddannelse som universitetsuddannelse, dvs. uddannelser, der formidler faglig viden og skaber grundlag for ny forskning. Forskningsbaseret uddannelse er således i denne sammenhæng, i det omfang det er muligt, opgjort ved de lange videregående uddannelser. De forskningsbaserede uddannelser kendetegnes ofte ved, at undervisningen i vidt omfang gives af lærere, der har forskning som en væsentlig del af deres arbejdsforpligtelse.

Statistisk grundlag

De danske udgifter til forskningsbaseret uddannelse er opgjort som universiteternes driftsudgifter på finanslovens §19 til formålene ordinær uddannelse, deltidsuddannelse og udvekslingsstuderende. Dertil kommer kapitaludgifterne og grundbevillingen, der indgår med 50 pct. Universiteternes udgifter til forskning og tilskudsfinansieret forskning samt udgifter til øvrige formål, driftsindtægter og andre tilskud er således fratrukket de samlede driftsbevillinger med henblik på at minimere risikoen for dobbeltregning, når forskning og forskningsbaseret uddannelse betragtes samlet set.

Med henblik på at kunne analysere udgiftsudviklingen i udgifterne til forskningsbaseret uddannelse er tallene bagudrettet korrigeret dels for oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i 2000, dels for indfasningen af huslejeordningen for Statens Ejendomsadministration (SEA-ordningen) i 2001, hvor en særlig bevilling til universiteternes egenbetaling af husleje blev introduceret. For så vidt angår DPU er udgifterne til forskningsbaseret uddannelse i 2001 ført uændret tilbage til 1995 som en approksimation for udgiftsniveauet inden fusionen af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole. Den tilnærmede korrektion for SEA-ordningen er foretaget ved at tilbageføre halvdelen af forskellen i kapitaludgifterne i 2000 og 2001 på universiteterne i de foregående år.

Den offentlige sektors forskningsudgifter er i de internationale sammenligninger opgjort som forskellen mellem de samlede indenlandske forskningsudgifter og erhvervslivets forskningsudgifter. Den offentlige sektor inkluderer således højere læreanstalter, øvrige uddannelsesinstitutioner, sygehuse, museer mv., landbrugsområdet, øvrige offentlige institutioner samt private ikke-erhvervsdrivende institutioner.

Mens udgifterne til forskning angiver de enkelte institutioners faktisk afholdte udgifter til forskning, er udgifterne til forskningsbaseret uddannelse baseret på finanslovens bevillingstal. Det betyder, at der er en vis usikkerhed om opgørelsen af de afholdte udgifter til forskningsbaseret uddannelse. Denne vurderes dog at være begrænset.

Det skal bemærkes, at alle de i kapitlet præsenterede internationale sammenligninger af udgifterne til forskningsbaseret uddannelse omfatter de videregående uddannelser under ét som følge af datamangel. Det betyder, at en række korte og mellemlange videregående uddannelser vil være medtaget. Der er således tale om en bredere afgrænsning af uddannelsesbegrebet end forskningsbaseret uddannelse. OECD's opgørelse af de danske udgifter til videregående uddannelse stemmer overens med Danmarks Statistiks opgørelse af udgifter til videregående uddannelse i den funktionelle fordeling af de offentlige finanser. Den funktionelle fordeling er baseret på Classification of the functions of government (Cofog), udsendt af FN i 1980. Det er også denne klassifikation, ENS95 (Det nye europæiske national- og regionalregnskabssystem) anvender.

Udgangspunktet for analyserne i Budgetredegørelsen er generelt perioden 1992 til 2002. Som følge af manglende data på forsknings- og uddannelsesområdet er perioden i dette kapitel som udgangspunkt afgrænset til 1995 til 2001. Det skal blandt andet ses i lyset af, dels at de seneste opgjorte tal i forskningsstatistikken er fra 2001, dels at udgifterne til universitetsuddannelse fra før 1994 ikke kan fordeles på forsknings- og uddannelsesformål. I nogle tilfælde, herunder ved opgørelsen af udgifterne til forskningsbaseret uddannelse, har det som følge af datamangel været nødvendigt at afgrænse perioden yderligere og fx kun opgøre dem hvert andet år. De senest opgjorte tal i den internationale uddannelsesstatistik er fra 2000. Som følge af datamangel og ændrede opgørelsesmetoder har det ikke været muligt at udskille forskningsudgifterne på de videregående uddannelsesinstitutioner i de internationale opgørelser før 2001 og hermed beregne væksten i udgifterne til de videregående uddannelser i perioden 1995-2001. For så vidt angår opgørelser dels af de offentlige forskningsudgifter og –årsværk fordelt på hovedområder dels af antallet færdiguddannede kandidater og nyoptagne ph.d.-studerende i Danmark, har det været muligt at gå tilbage til henholdsvis 1993 og 1992.

Ved opregningen af de danske udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse fra løbende priser til 2003-priser er anvendt et vægtet pris- og lønindeks baseret på nationalregnskabets deflator for lønstigninger i den offentlige sektor (60 pct.) og forbrugerprisindekset ekskl. husleje (40 pct.). Det giver for så vidt angår forskningsudgifterne en afvigelse i forhold til tallene præsenteret i den nationale forskningsstatistik fra Analyseinstitut for Forskning, hvor udgifterne er opregnet med BNP-deflatoren. Det her anvendte vægtede pl-indeks tager højde for, at en væsentlig del af udgifterne til henholdsvis forskning og forskningsbaseret uddannelse vedrører lønninger.

[1] I 2003-priser udgjorde de samlede udgifter knap 38 mia. kr. i 2001, heraf knap 34 mia. kr. til forskning og godt 4 mia. kr. til forskningsbaseret uddannelse.

[2] I 2003-priser udgjorde den offentlige sektors udgifter til forskning og forskningsbaseret uddannelse knap 15 mia. kr. og den private sektors udgifter godt 23 mia. kr. i 2001.

[3] Betragtes alene udgifterne til forskning, kan den private sektors andel af de samlede udgifter opgøres til knap 70 pct., jf. figur 4.5.

[4] Det skal bemærkes, at alle de i kapitlet præsenterede internationale sammenligninger af udgifterne til forskningsbaseret uddannelse som følge af datamangel omfatter de videregående uddannelser under ét. Det betyder, at en række korte og mellemlange videregående uddannelser vil være medtaget. Der er således tale om en bredere afgrænsning af uddannelsesbegrebet end forskningsbaseret uddannelse. Definitionen af de videregående uddannelser varierer landene imellem. Udgifterne til de korte og mellemlange videregående uddannelser i Danmark udgør omkring 60 pct. af de samlede udgifter til videregående uddannelse på finanslovens §19 og §20.

[5] Opgjort i 2003-priser udgjorde de offentlige udgifter til henholdsvis forskning og forskningsbaseret uddannelse knap 11 mia. kr. og godt 4 mia. kr. i 2001.

[6] Tallene er fra publikationen Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor - Forskningsstatistik 2002, 2004.

[7] Ifølge Dansk Center for Forskningsanalyse (tidligere Analyseinstitut for Forskning) er der i et vist omfang tale om en regnskabsteknisk korrektion, eftersom en del af stigningen fra 2001 til 2002 umiddelbart kan henføres til en stigning i fællesudgifterne for de af SEA-ordningen omfattede institutioner. De offentlige udgifter til forskning kan opgøres til knap 11 mia. kr. i 2003-priser.

[8] Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt egne beregninger.

[9] Fordelingen mellem de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser må forventes at variere de enkelte lande imellem. For Danmark vurderes omkring 40 pct. af de samlede udgifter at vedrøre de lange videregående uddannelser.

[10] Den almene videnskabelige udvikling kan efter OECD’s retningslinier klassificeres inden for hovedområderne naturvidenskab, teknisk videnskab, sundhedsvidenskab, jordbrugs- og veterinærvidenskab, samfundsvidenskab og humanistisk videnskab.

[11] Ph.d.ernes aktiviteter kan på en gang betragtes som et input til og et output af forskningsindsatsen.

[12] Ifølge Undervisningsministeriet var antallet af studerende, der afsluttede en videregående uddannelse i Danmark i 2001 på i alt knap 39.000, heraf ca. 6.600 på de korte videregående uddannelser, ca. 16.600 på de mellemlange videregående uddannelser, samt ca. 6.900 som bachelorer og ca. 8.800 som kandidater på de lange videregående uddannelser.

[13] Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Data om Dansk Forskeruddannelse, 2002.

[14] Innovation defineres i OECD’s Oslo-manual (1997) som ”introduktion af nye eller forbedrede produkter eller tjenesteydelser, der er baseret på resultatet af ny teknologisk udvikling, eller nye kombinationer af eksisterende teknologier.”

Forrige4 af 12Næste

Top

Indholdsfortegnelse