Økonomi- og ErhvervsministerietDu har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.
87 Reduktion af administrative byrder indenfor bygge- og energiområdet og det finansielle område
Beskrivelse
Det er regeringens målsætning, at de administrative byrder for erhvervslivet skal være reduceret med op til 25 pct. i 2010. Der nedsættes derfor byrdekomitéer på tre udvalgte områder. Byrdekomitéerne skal komme med konkrete forslag til forenklinger af lovgivningen. I første omgang er der nedsat byrdekomiteer i Økonomi- og Erhvervsministeriet inden for bygge- og energiområdet og det finansielle område. De relevante brancheorganisationer deltager i byrdekomitéernes arbejde.
Formål
Formålet er at lette de administrative byrder for virksomheder inden for bygge- og energiområdet og det finansielle område.
Initiativet gavner
Virksomheder.
Metode
Analyse og efterfølgende regelforenkling.
Tidshorisont
Byrdekomitéerne kommer med deres første forslag til forenklinger inden udgangen af 2004. Komitéerne afslutter arbejdet inden udgangen af 2005.
88 Udvidet adgang for andre håndværkere end el- og VVS-installatører
Beskrivelse
Autorisationsordninger for el- og VVS-installatører kan virke som en adgangsbarriere til markedet, svække konkurrencen og resultere i højere priser end nødvendigt. Derfor udvides adgangen for andre håndværkere til områderne. Reglerne foreslås ændret, så andre håndværkere end el- og VVS-installatører kan udføre visse simple arbejdsopgaver (fx montering af belysningsarmaturer) på linie med, hvad der er tilladt for private selv at udføre. Der åbnes samtidig mulighed for, at virksomheder uden autorisation kan opnå en særlig godkendelse til at udføre visse andre arbejdsopgaver på vand- og sanitetsområdet, der kræver et specifikt produktkendskab. Disse lempelser vil give adgang for flere aktører på markedet for de omhandlede arbejdsopgaver, hvilket vil fremme konkurrencen.
Formål
Formålet er at forenkle regler og forbedre konkurrence på el- og VVS området.
Initiativet gavner
Borgere og virksomheder.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Forslaget træder i kraft 1. januar 2006.
89 Bortfald af aftagepligt på el-området
Beskrivelse
El-forbrugere har hidtil haft pligt til at aftage el-produktionen fra en række værker til en særlig, administrativt fastsat pris. Aftagepligten ophæves nu for elektricitet fra miljøvenlige el-produktionsanlæg, som fremover skal sælge elektricitet på markedsvilkår - dog med et pristillæg, der modsvarer det hidtidige støtteniveau. Dermed forenkles de opgaver, som i dag påhviler den systemansvarlige virksomhed (Eltra og Elkraft System for henholdsvis Jylland/Fyn og Sjælland) med at registrere og videresælge den aftagepligtige el-produktion og indpasse elektricitetsmængden i driftsplanlægningen. Ændringen medfører endvidere, at el-handelsselskaberne lettere kan disponere langsigtet, hvorved el-markedet bliver mere velfungerende.
Formål
Formålet er at forenkle og afbureaukratisere de opgaver, som i dag påhviler den systemansvarlige virksomhed.
Initiativet gavner
Den systemansvarlige virksomhed samt el-forbrugerne og el-handelsselskaberne.
Metode
Administrativ forenkling.
Tidshorisont
Ændringen træder i kraft den 1. januar 2005
90 Ændret beregning af prisen på el fra vindmøller
Beskrivelse
Markedsprisen på el fra vindmøller beregnes i dag ud fra spotprisen i den enkelte produktionstime. Der beregnes et negativt pristillæg, når markedsprisen overstiger et loft på 36 øre pr. kWh. Nu afskaffes det negative pristillæg, så markedsprisen fremover beregnes enklere ud fra et månedsgennemsnit af værdien af el-produktionen i det pågældende område.
Formål
Formålet er at forenkle prisfastsættelsen af elektricitet fra vindmøller.
Initiativet gavner
Den systemansvarlige virksomhed (Eltra og Elkraft System for henholdsvis Jylland/Fyn og Sjælland) og vindmølleejerne.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Ændringen træder i kraft den 1. januar 2005.
91 Mulighed for at opnå fritagelse efter konkurrenceloven uden anmeldelse
Beskrivelse
Konkurrenceloven indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler mellem virksomheder. Hidtil har virksomhederne skullet anmelde konkurrencebegrænsende aftaler til Konkurrencestyrelsen for at opnå en eventuel fritagelse. Virksomheder, som opfylder betingelserne for en fritagelse fra forbudet, kan fremover undlade at foretage en anmeldelse til myndighederne.
Formål
Formålet er at lette virksomheders arbejde, ved at de kan undgå en anmeldelsespligt.
Initiativet gavner
Erhvervsvirksomheder.
Metode
Administrativ forenkling.
Tidshorisont
Ændringen forventes at træde i kraft den 1. februar 2005.
92 Digital indberetning af oplysninger om søfarende
Beskrivelse
Mønstringsdata for søfarende bruges blandet andet til kontrol af, at danske skibe er korrekt bemandede, og at de søfarende er helbredsmæssigt egnede. Det undersøges nu, om der kan gennemføres en rent digital håndtering af sådanne oplysninger. Der indsendes årligt cirka 45.000 mønstringsskemaer og cirka 12.000 lægeattester til Søfartsstyrelsen, som betaler for udfærdigelsen af lægeattesterne.
Formål
Formålet er, at al indberetning, behandling og efterfølgende honorering for indberetning af mønstringsdata sker digitalt.
Initiativet gavner
Indberetningspligtige danske skibe og rederier, søfartslæger og de søfarende.
Metode
Analyse og efterfølgende digitalisering.
Tidshorisont
August 2005.
93 Digital og papirløs skibsregistrering
Beskrivelse
Som led i opfølgningen på regeringens vækststrategi undersøges muligheden for at indføre digital forvaltning af skibsregistreringen, så den kan foretages papirløst. Det vil lette de administrative byrder for erhvervet og indebære en effektivisering på myndighedssiden.
Formål
Formålet er at analysere mulighederne for en digitalisering af skibsregistreringen.
Initiativet gavner
Søfartserhvervet, fiskere og fritidssejlere.
Metode
Analyse og efterfølgende digitalisering.
Tidshorisont
Når analysen er afsluttet, kan de første digitale omlægninger finde sted inden udgangen af august 2005. Initiativet vil være endeligt afsluttet i januar 2008.
94 Ny godkendelsesordning for vand- og afløbsmateriel
Beskrivelse
Bygningsreglementerne ændres, så det bliver lettere for producenter af vand- og afløbsprodukter at få godkendt deres produkter. Fremover vil der kun blive krævet godkendelse af produkter, der har betydning for drikkevandskvaliteten. For øvrige vand- og afløbsprodukter vil producenterne i fremtiden selv stå til ansvar for overholdelse af funktionskravene, som det er tilfældet for alle andre byggevarer. Der findes i dag cirka 1.800 produktgodkendelser fordelt på cirka 230 vand- og afløbsproduktgrupper. Cirka ¾ af produktgrupperne vil med ændringen kunne undvære en national godkendelse.
Formål
Formålet er at gavne konkurrencen ved at lempe adgangen til markedet. Det vil give billigere byggeri.
Initiativet gavner
Ændringen vil gavne danske og udenlandske producenter af vand- og afløbsprodukter samt forbrugerne.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Forenklingen vil være gennemført inden udgangen af december 2004.
95 Forenkling af havanlægsloven
Beskrivelse
Havanlægsloven har eksisteret næsten uændret i mere end tyve år og området - sikkerheds- og sundhedsforhold på boreplatforme, rørledninger og øvrige offshoreinstallationer - reguleres i dag af en række bekendtgørelser, der siden er udstedt. Det har skabt en uoverskuelig retstilstand, som ikke lever op til regeringens målsætning om enkel, klar og brugervenlig lovgivning. Derfor skal havanlægsloven moderniseres og forenkles. Ved revisionen vil myndighedernes tilsyn med virksomhederne skifte karakter, så der i mindre grad føres kontrol med detaljer. I stedet skal der føres kontrol med virksomhedernes systemer til styring af sikkerhed og sundhed.
Formål
Formålet er at skabe et tidssvarende, enkelt og gennemskueligt regelgrundlag for sikkerhed og sundhed på offshoreinstallationer.
Initiativet gavner
Virksomheder og medarbejdere i offshorebranchen.
Metode
Regelforenkling og administrativ forenkling.
Tidshorisont
Lovforslaget fremsættes i folketingssamlingen 2005-06. Mulig ikrafttræden juni 2006.
96 Færre statistikindberetninger for små virksomheder
Beskrivelse
For at reducere indberetningsbyrden for små virksomheder og iværksættere er det besluttet, at en virksomhed maksimalt skal foretage indberetninger til tre statistikker om året. I 2003 var der cirka 300 små virksomheder, der indberettede til mere end tre statistikker. Indberetninger af oplysninger om udenrigshandel til Intrastat udgør den væsentligste administrative belastning i forbindelse med virksomhedernes statistikindberetning. Derfor skal færre små virksomheder fremover indberette oplysninger til Intrastat. Det forventes, at cirka 1.400 virksomheder derved vil opleve administrative lettelser.
Formål
Formålet er at reducere de administrative byrder for mindre og mellemstore virksomheder ved indberetning til Danmark Statistik.
Initiativet gavner
Små virksomheder.
Metode
Regelforenkling og administrativ forenkling.
Tidshorisont
Initiativerne træder i kraft fra januar 2005.
97 Digitaliseret byggesagsbehandling
Beskrivelse
Sagsbehandlingstiden for den kommunale byggesagsbehandling skal reduceres, og afgørelserne skal være mere gennemskuelige. Det skal desuden være muligt at aflevere og behandle byggesager digitalt. Derfor sikres borgere og sagsbehandlere digital adgang til såkaldte rådighedsindskrænkninger, som på sigt kan indgå i digitale selvbetjeningsløsninger. Rådighedsindskrænkninger findes i plandata og kommunernes byggesagsarkiver.
Formål
Forenkling og digitalisering af den kommunale byggesagsbehandling.
Initiativet gavner
Borgere, virksomheder, myndigheder.
Metode
Digitalisering.
Tidshorisont
Der etableres digital adgang til plandata fra januar 2006.
98 Digital indsendelse af regnskabsdata
Beskrivelse
Regnskabsdata, der afleveres til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, ToldSkat og Danmarks Statistik, skal fremover kunne overføres fra virksomhedernes bogføringssystemer og omformes til de oplysninger, hver af de tre institutioner skal have. Det indebærer, at der skal udvikles løsninger for modtagelse af regnskaberne, for revisorer og små virksomheders afslutning af regnskaber og koordinerede begreber for de tre myndigheder. Endelig skal det undersøges, hvordan den nye løsning gøres attraktiv for virksomhederne.
Formål
Formålet er at skabe administrative lettelser for virksomheder og myndigheder.
Initiativet gavner
Regnskabsaflæggende virksomheder, brugere af regnskaber samt forvaltningen.
Metode
Digitalisering og regelforenkling.
Tidshorisont
Hovedparten af løsningerne forventes klar inden udgangen december 2004 for så vidt angår Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Initiativet forventes endeligt gennemført inden udgangen af juni 2005.
99 Øget handlefrihed og konkurrence indenfor detailhandel
Beskrivelse
For at øge konkurrencen i erhvervslivet vil regeringen fremsætte forslag om ophævelse af forbudet mod samdrift i lov om restaurations- og hotelvirksomhed. Ændringen vil medføre, at det bliver muligt at servere alkohol i butikslokaler og foretage detailsalg fra restaurationer. Dermed vil eksempelvis restauranter kunne sælge kogebøger uden at etablere en selvstændig butik. Desuden vil regeringen fremsætte forslag om liberalisering af omførselsreglerne i næringsloven, så der generelt kan sælges fødevarer ved omførsel (fx fra vogn eller midlertidigt forretningssted).
Formål
Formålet er at fjerne regler, der begrænser konkurrencen.
Initiativet gavner
Borgere og virksomheder.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Der fremsættes lovforslag på de to områder i december 2004. Ændringerne forventes at træde i kraft 1. juli 2005.
100 Samlet boligportal
Beskrivelse
I dag skal oplysninger og data om boliger og bolighandel hentes mange forskellige steder. Derfor etableres en ny samlet boligportal, hvor man som borger kan få adgang til alle ejendomsdata og informationer om bolighandel. Portalen vil være på den nuværende ois.dk, der indeholder op til 600 informationer pr. ejendom, herunder BBR-oplysninger, vurderinger og tilstandsrapporter. Datasamlingen vil blive udvidet med blandt andet rådighedsindskrænkninger, energimærket og digitale kort. Portalen vil også indeholde hjælp til dem, der bygger om og til i form af blandt andet et digitalt bygningsreglement, hvor borgerne let og overskueligt kan finde regler om administrative procedurer og byggetekniske krav.
Formål
Det skal være nemmere og billigere for den enkelte borger at købe, sælge og eje fast ejendom.
Initiativet gavner
Borgere.
Metode
Digitalisering.
Tidshorisont
Portalen udvikles i flere etaper. Første version forventes at åbne 1. september 2005.