UndervisningsministerietDu har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.
80 Forenkling af regler for voksenuddannelsesstøtte
Beskrivelse
Reglerne for uddannelsesstøtte og godtgørelse til voksne er fordelt på en række love og bekendtgørelser. Nu forenkles og harmoniseres reglerne i lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) og godtgørelsesloven for at gøre ansøgningsprocessen mere overskuelig for uddannelsessøgende og myndigheder. Blandt andet ophæves bestemmelser i lovene, så der ikke længere er en begrænsning på 30 uger for unges forbrug af godtgørelse. Desuden ophæves en bestemmelse i SVU-loven, så der ikke længere sker fradrag af uddannelsesorlov. Dermed slipper ansøgeren fremover for at henvende sig til sin a-kasse for at få en opgørelse over et eventuelt tidligere forbrug af godtgørelse eller uddannelsesorlov.
Formål
Initiativet forenkler sagsgangen i forbindelse med ansøgning om SVU og godtgørelse, fordi uddannelsessøgende ikke længere skal fremskaffe dokumentation fra deres a-kasser.
Initiativet gavner
Borgere, uddannelsessteder og a-kasser.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Ændringen træder i kraft januar 2005.
81 Forenklet tilskudsberegning for frie kostskoler
Beskrivelse
Reglerne for tilskud til efterskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler og folkehøjskoler (frie kostskoler) gøres enklere at administrere. Området er i dag kendetegnet ved en kompliceret tilskudsstruktur, hvor tilskud efter kursuslængde beregnes på grundlag af tillægstakster. Nu ændres reglerne, så tilskuddet fremover kan beregnes på grundlag af én takst for hver kursuslængde. Samtidig overvejes det, om muligheden for afkortede kursusuger på 4½ døgn, 5 døgn og 5½ døgn skal bortfalde.
Formål
Ændringen vil lette administrationen for skolerne såvel som for offentlige myndigheder.
Initiativet gavner
Uddannelsesinstitutioner og myndigheder.
Metode
Regelforenkling.
Tidshorisont
Overgangen til én tilskudstakst gennemføres i januar 2006. Initiativet er fuldt gennemført inden udgangen af august 2006. Spørgsmålet om bortfald af muligheden for afkortede kursusuger vil indgå i højskoleudvalgets rapport i december 2004 med henblik på eventuel gennemførelse i august 2006.
82 Digital indberetning for produktionsskoler
Beskrivelse
Landets produktionsskoler skal hvert kvartal indsende oplysninger til Undervisningsministeriet til brug for beregning af kommunalt bidrag. Fremover digitaliseres indberetningerne, så skolerne selv kan indtaste de relevante oplysninger. Det gør det samtidig nemmere for Undervisningsministeriet og kommunerne at udveksle de nødvendige oplysninger til brug for beregningerne.
Formål
Initiativet skaber administrative lettelser for skoler, kommuner og Undervisningsministeriet.
Initiativet gavner
Produktionsskoler, kommuner og Undervisningsministeriet.
Metode
Digitalisering og regelforenkling.
Tidshorisont
Forslaget træder i kraft i januar 2005.
83 Forenkling og digitalisering af eksamensadministrationen
Beskrivelse
Regler om prøver og eksaminer forenkles og samles i to bekendtgørelser. Ændringerne betyder, at forvaltningen af prøver og eksaminer bliver mere enkel og gennemskuelig. Fx kommer beskikkelsen af censorer og behandlingen af klager til at foregå efter ensartede regler. Samtidig digitaliseres eksamensadministrationen, hvilket yderligere er med til at lette sagsbehandlingen på området.
Formål
Initiativet forenkler eksamensadministrationen på hele undervisningsområdet.
Initiativet gavner
Elever/studerende og offentlige myndigheder.
Metode
Regelforenkling og digitalisering.
Tidshorisont
August 2005.
84 Digital ansøgning til ungdomsuddannelser
Beskrivelse
I maj 2004 blev det muligt for kvote 1 ansøgere til videregående uddannelser at udfylde deres ansøgninger digitalt. Nu udvides målgruppen, så også ansøgere til ungdomsuddannelserne og eventuelt kvote 2 ansøgere til de videregående uddannelser fremover kan søge ind på deres ønskeuddannelse digitalt. For ansøgere til videregående uddannelser vil det betyde, at eksamenskarakterer og CPR-oplysninger fremover overføres digitalt til ansøgningen, så ansøgeren slipper for besvær med selv at udfylde rubrikkerne. Samtidig mindskes risikoen for snyd med eksamensbeviser og karakterudskrifter, fordi oplysningerne overføres direkte mellem uddannelsesinstitutionerne.
Formål
Initiativet forenkler ansøgningsproceduren for uddannelsessøgende til ungdomsuddannelser og eventuelt kvote 2 ansøgere til videregående uddannelser. Samtidig lettes uddannelsesinstitutionernes administrative arbejde, fordi ansøgningerne kan overføres og modtages digitalt.
Initiativet gavner
Uddannelsessøgende og uddannelsesinstitutioner.
Metode
Digitalisering.
Tidshorisont
Marts 2005.
85 Digitale oplysninger om SU tilbagebetalingskrav
Beskrivelse
Studerende behøver fremover ikke at henvende sig til kommunerne for at få ændret en årsopgørelse eller for at få refunderet skat ved tilbagekrævet SU-stipendium. SUstyrelsen vil sammen med ToldSkat oprette en ny service, hvor kommunerne oplyses digitalt om tilbagebetalingskrav vedrørende SU.
Formål
Initiativet forbedrer servicen for studerende, som ikke behøver at henvende sig til kommunerne om ændring af årsopgørelse. Færre personlige henvendelser forventes også i et vist omfang at lette arbejdet hos kommunerne.
Initiativet gavner
Studerende og kommuner.
Metode
Digitalisering og forenkling.
Tidshorisont
De planlagte serviceforbedringer gennemføres inden udgangen af 2004.