1. Sammenfatning

1. Sammenfatning

1.1. Indledning

Danmark er formentlig det land i den vestlige verden, hvor indkomstfor­skellene i befolkningen er mindst. Danmark er også blandt de lande, hvor den mindste del af befolkningen har relativt lave disponible indkomsteri forhold til det typiske i befolkningen.

Indkomstforskelle måles sædvanligvis ved at sammenligne befolkningens disponible indkomster i et bestemt år. Denne metode indebærer imidler­tid en betydelig overvurdering af forskellene i personernes indkomst set i et livsperspektiv.

De fleste mennesker har således størst løbende indkomst i midten af den erhvervsaktive alder og mindre indkomst som unge og efter pensionering. Når man sammenligninger indkomsterne på tværs af hele befolkningen i et bestemt år, vil en stor del af de målte indkomstforskelle derfor afspejle, at folk befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet, og at deres løbende indkomster varierer systematisk med alderen.

Personer, som i et bestemt år har en relativt lav indkomst i forhold til resten af befolkningen – fx fordi de er under uddannelse – kan set i et livsperspektiv have helt normale eller større end gennemsnitlige ind­komster. Det er relativt få personer, som over en længere årrække eller set i et livsperspektiv hvert år har markant lavere indkomst end det typiske i befolkningen.

Forskellene i indkomsterne set over hele livsforløb er derfor betydeligt mindre end indkomstforskellene i et enkelt år. Konkret anslås, at for­skellene i livsindkomsterne er ca. halvt så store som forskellene i de løbende disponible indkomster i et bestemt år.

De i international sammenligning ret små forskelle i befolkningens løben­de indkomster skyldes blandt andet, at der gennem den offentlige sektor sker en omfordeling af disponibel indkomst ved opkrævning af skatter og udbetaling af indkomstoverførsler.

En væsentlig del af omfordelingen af de løbende indkomster kan anskues som omfordeling af indkomst over livsforløbet. De fleste mennesker betaler således mest i skat i den periode af livet, hvor deres egen indtjening og muligheder for selvforsørgelse er størst, og modtager mest i indkomstoverførsler i de perioder, hvor deres egen indtjening er mindst, fx under uddannelse eller efter pensionering.

Omfordelingen via skatter og en række indkomstoverførsler har derfor overordnet set mindre betydning for forskellene i livsindkomster end for forskellene i de løbende disponible indkomster i et bestemt år.

Det indebærer blandt andet, at de fordelingsmæssige konsekvenser af eksempelvis en nedsættelse af mellemskatten isoleret set vil være mindre set i et livsperspektiv, end når effekten opgøres i et bestemt år, fordi der i et livsperspektiv – eller flerårigt perspektiv – er en større del af befolknin­gen, der betaler mellemskat, end i et enkelt år.

Det gælder omvendt, at eksempelvis førtidspension har større betydning for forskellene i livsindkomsterne end for forskellene i de løbende ind­komster i et bestemt år. Førtidspensionister har gennemsnitligt en relativ lav livsindkomst, fordi de set over et helt livsforløb typisk ikke har haft samme muligheder for at optjene erhvervsindkomst og pensionsopsparing som personer med et mere almindeligt erhvervsforløb. Men i de enkelte år er førtidspensionister typisk ikke er blandt familierne med de laveste indkomster.

En del af de målte indkomstforskelle i befolkningen i de enkelte år er resultatet af valg, som forskellige mennesker selv træffer. Det drejer sig blandt andet om mulighederne for at vælge mellem arbejde og fritid, fx ved deltidsarbejde, orlov eller efterløn, og valg af uddannelse. Nogle af disse valg har kun betydning for indkomsten i en kortere periode, mens andre valg har mere varig betydning og dermed kan påvirke forskellene i livsindkomsterne.

Skattesystemet og de offentlige overførsler påvirker også de økonomiske incitamenter til at vælge beskæftigelse eller uddannelse. Et stort velkvalifi­ceret arbejdsudbud er en central forudsætning for at finansiere velfærds­ydelserne og sikre den finanspolitiske holdbarhed.

Skatte- og overførselssystemet kan derfor ikke kun indrettes udfra hensynet til indkomstfordelingen, men må også tage hensyn til kon­sekvenserne for de økonomiske incitamenter til beskæftigelse mv. Analy­ser af indkomstfordeling og økonomiske incitamenter skal derfor ses i sammenhæng.

Økonomiske incitamenter til at arbejde vedrører de beskæftigedes tilskyndelse til at arbejde flere timer (timebeslutningen) og tilskyndelsen for såvel beskæftigede som ikke-beskæftigede til at være i beskæftigelse frem for at modtage en overførselsindkomst (deltagelsesbeslutningen).

Incitamentet til at arbejde flere timer afhænger især af marginalskatten på arbejdsindkomst. Den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst er reduceret siden 1986, men er i international sammenligning fortsat ganske høj i Danmark, blandt andet fordi en relativt stor andel af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er berørt af de progressive skatter. Det afspejler blandt andet, at nedsættelsen af de formelle skattesatser og dermed marginalskatten delvist er finansieret ved at udbrede skat­tegrundlaget og reducere fradrag.

Initiativerne Lavere skat på arbejds­indkomst og Forårspakken indebærer, at den gennemsnitlige marginalskat for fuldtidsbeskæftigede reduceres med knap 2 pct. enheder frem til 2006. Samtidig reduceres andelen, som er berørt af de progressive skatter.

Det umiddelbare økonomiske incitament til at være i beskæftigelse frem for at modtage overførselsindkomst afhænger af forskellen mellem den disponible indkomst i beskæftigelse og den disponible indkomst i en situation, hvor forsørgelsesgrundlaget er overførselsindkomst.

For de fleste danskere i den erhvervsaktive alder er der et betydeligt økonomisk incitament til at være i beskæftigelse. For en mindre gruppe, herunder især personer med relativt lav aktuel (eller mulig) timeløn, er incitamentet imidlertid mere beskedent. Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken har – sammen med initiativerne i Flere i arbejde – styrket den økonomiske tilskyndelse til at være i beskæftigelse.

Betydningen af de økonomiske incitamenter til beskæftigelse skal blandt andet ses i sammenhæng med den øvrige arbejdsmarkedspolitik i form af aktiveringsindsatsen og rådighedsforpligtelsen i A-dagpenge- og kontanthjælpssystemet samt fleksible afskedigelsesregler. For grupper på arbejdsmarkedet med relativt lave økonomiske incitamenter stilles der større krav til disse elementer i arbejdsmarkedspolitikken, som medvirker til at reducere negative virkninger af høje kompensationsgrader, jf. kapitel 5 i Finansredegørelse 2004.

I kapitel 2 beskrives udviklingen i rådighedsbeløbet for en række stiliserede familietyper. De fleste familietyper kan vente en kraftig real stigning i rådighedsbeløbet i 2004 som følge af Forårspakken og Lavere skat på arbejdsindkomst. Stigningen er størst for fuldt beskæftigede familietyper og for pensionistfamilier, der modtager supplerende pen­sionsydelse i 2004, men ikke engangsydelse i 2003.

I kapitel 3 belyses udviklingen i indkomstfordelingen fra 1983 til 2002 på grundlag af repræsentative data. I en ny analyse af indkomstfordelingen i et livsperspektiv anslås det, at forskellene i livsindkomsterne er ca. halvt så store som forskellene i de løbende disponible indkomster i et givet år.

I kapitel 4 beskrives størrelsen og sammensætningen af lavindkomst­gruppen i Danmark samt mobiliteten ud af gruppen. Størrelsen af lav­indkomstgruppen opgjort efter forskellige definitioner er betydeligt mindre i Danmark end i de fleste andre OECD-lande.

Kapitel 5 omfatter en analyse af de anvendte indkomstfordelingsmåls føl­somhed med hensyn til en række metodemæssige valg samt en ny analyse af økonomiske stordriftsfordele i familier. Stordriftsfordele har betydning for sammenligning af indkomster i familier af forskellig størrelse.

Kapitel 6 omhandler marginalskatten på arbejdsindkomst med særlig fokus på betydningen af Lavere skat på arbejde og Forårspakken. I kapitlet analyseres også samspillet mellem den marginale beskatning af arbejds­indkomst og indkomstaftrapning af indkomstafhængige ydelser.

I kapitel 7 analyseres de økonomiske incitamenter til at arbejde frem for at modtage en overførselsindkomst i 2001 og 2004. Reformerne af person­beskatningen (Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken) og af ar­bejdsmarkedspolitikken (Flere i arbejde) har bidraget til at styrke incitamenterne fra 2001 til 2004.

1.2. Familieindkomster

Familietypeeksempler viser rådighedsbeløbet for hypotetiske familier med samme karakteristika hvert år med hensyn til beskæftigelse, løn, børnenes alder osv. Beregningerne er således ikke foretaget på et datagrundlag, der er repræsentativt for befolkningen.

De fleste familietyper kan vente en stor real stigning i rådighedsbeløbet i 2004 med den største fremgang for fuldt beskæftigede familietyper. Rådighedsbeløbene efter udgift til bolig og daginstitution ventes at vokse 4-8 pct. i 2004 for familietyperne af fuldt beskæftigede, jf. tabel 1.1. For modtagere af supplerende pensionsydelse, der ikke modtog den supplerende engangsydelse i 2003, er den tilsvarende vækst 6-8 pct.

Tabel 1.1. Realvækst i rådighedsbeløb for udvalgte familietyper

Familietyper	Gnst. årlig stigning	Stigning
	Pct.	Pct.
	1995-2005	2003	2004	2005
Ejere:
110. LO-par med 2 børn	1,3	0,3	6,4	1,0
140. Privat ansat funktionærpar med 2 børn	2,4	1,9	6,1	2,4
157. Pensionistpar med 1 ATP-indtægt	1,8	1,7	7,6	1,6
Lejere:
115. LO-par med 2 børn, relativt lav løn.	1,4	0,5	4,1	0,9
181. Enlig LO’er med 1 barn, delvist ledig	1,8	1,4	3,0	1,1
152. Pensionistpar med 1 ATP-indtægt	1,7	1,9	6,4	1,5

Anm.:  Realvækst i rådighedsbeløb efter skat, boligudgift samt eventuel udgift til dag­institution.

Kilde:  Egne beregninger, jf. bilag, tabel B.1.-B.22. Forudsætninger jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2004.

I 2005 øges rådighedsbeløbene ligeledes for alle familietyper. Stigningen skønnes typisk til 1-2 pct. Det er for de fleste familietyper mere end i 2003, men mindre end i 2004, hvilket skal ses på baggrund af de meget store stigninger i dette år.

For de fuldt beskæftigede familietyper kan 3-6 pct.enheder af væksten i rådighedsbeløbet i 2004 henføres til indførelsen af beskæftigelsesfradraget, forhøjelsen af mellemskattegrænsen samt den midlertidige suspension af SP-bidraget, jf. figur 1.1. Suspensionen af SP medfører en umiddelbar stigning i indkomsterne, som modsvares af lavere udbetalinger fra ordningen på et senere tidspunkt.

Figur 1.1. Bidrag til realvækst i rådighedsbeløb i 2004, beløb efter skat, boligudgift samt eventuel udgift til daginstitution

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.:  115: LO-par i lejebolig, relativt lav løn, 181: Enlig delvis ledig LO’er i lejebolig med 1 barn, 110: LO-par i ejerbolig, 140: Privat ansat funktionærpar i ejerbolig, 152: Pensionistpar med 1 ATP i lejebolig, 157: Pensionistpar med 1 ATP i ejerbolig.

Kilde:  Egne beregninger.

Beskæftigelsesfradraget indebærer isoleret set en skattenedsættelse på op til 2.300 kr. for fuldtidsbeskæftigede.

Forhøjelsen af mellemskattegrænsen giver isoleret set en skattereduktion på op til 3.000 kr. pr. skatteyder i 2004. Et LO-par med relativt lav løn (115) betaler ikke mellemskat og får derfor udelukkende en skatte­nedsættelse via beskæftigelsesfradraget.

Den supplerende pensionsydelse på op til 5.100 kr. i 2004 bidrager med 3½-5 pct.enheder af væksten i rådighedsbeløbet i 2004 for de familietyper, der modtager ydelsen i 2004, men ikke modtog engangs­ydelsen i 2003. Skattenedsættelserne mv. er finansieret inden for de rammer og forudsætninger om fremgang i beskæftigelsen, som er opstillet frem mod 2010, jf. Finansredegørelse 2004.

Boks 1.1. Konklusioner om familieindkomster

·  De fleste familietyper kan vente en kraftig real stigning i rådighedsbeløbet i 2004 som følge af Forårspakken og Lavere skat på arbejdsindkomst med størst fremgang for fuldt beskæftigede familietyper og for pensionistfamilier, der modtager den supplerende pensionsydelse i 2004, men ikke i 2003. ·  Fra 1995 til 2005 udgør den årlige realvækst i rådighedsbeløbet i gennemsnit 1-2 pct. for næsten alle familietyper. ·  Stigninger i betalingen for pasning i dagtilbud målt som landsgennemsnit påvirker stort set ikke væksten i familietypernes rådighedsbeløb i perioden 2001-2005. ·  Boligstøttereformen, der blev påbegyndt i 1999 og er fuldt indfaset i 2004, har for de fleste familietyper med boligstøtte ført til en reduktion af den andel af huslejen, der dækkes af boligstøtte.

1.3. Indkomstfordelingen 1983-2002 og set i et livsperspektiv

Fra starten af 1980’erne og frem til midten af 1990’erne har forskellene i de disponible indkomster (opgjort på basis af repræsentative data) været omtrent uændrede. Fra midten af 1990’erne er indkomstforskellene generelt blevet lidt større, både for de erhvervsaktive aldersgrupper og for de over 66-årige, jf. figur 1.2.a. Denne udvikling er fortsat i 2002, som er det seneste år med detaljerede indkomstoplysninger.

Figur 1.2. Udvikling i indkomstforskellene, 1983-2002

a. Udvikling, 1983-2002	b. Bidrag til ændring, 1994-2002

Anm.:Den disponible indkomst er opgjort inkl. den samlede nettokapitalindkomst. De mørkerøde (første) søjler i figur 1.2.b viser ændringen i Gini-koefficienten for fordelingen af de disponible indkomster. De andre søjler viser bidraget til denne ændring fra udviklingen i henholdsvis personlig indkomst efter skat, kapitalind­komst efter skat samt indbetalinger på private pensionsordninger.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

De øgede indkomstforskelle siden midten af 1990’erne kan næsten ude­lukkende henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne efter skat – her­under hovedsagelig udviklingen i afkastet af ejerbolig samt aktieindkoms­ten. Udviklingen i de personlige indkomster efter skat, herunder løn og indkomstoverførsler, bidrager derimod ikke i væsentligt omfang til at øge indkomstforskellene, jf. figur 1.2.b.

Forskellene i indkomsterne set over hele livsforløb er betydeligt mindre end indkomstforskellene i et enkelt år. Konkret anslås det, at forskellene i livsindkomsterne er ca. halvt så store som forskellene i de løbende dispo­nible indkomster i et bestemt år, jf. tabel 1.2.

Tabel 1.2. Gennemsnitlig disponibel indkomst, Gini-koefficient og an­del med lav indkomst, 18-90-årige

	Gini-koefficient	Ændring i forhold til 1-årig Gini-koefficient	Indkomst under 50 pct. af median
	Pct.	Pct. enheder	Pct. af befolkningen
1 år (2002)	23,7	-	4,2
3 år (2000-2002)	21,6	2,1	2,7
5 år (1998-2002)	20,4	3,3	2,0
Livsindkomst	12,3	11,4	0,1

Anm:   Indkomsterne er reguleret til 2002 niveau.

Kilde:  Beregninger på basis af sammensatte livsindkomster, jf. appendiks 3.2.

En stor del af de anslåede indkomstforskelle i et enkelt år afspejler således, at folk befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet, og at deres indkomster varierer systematisk med alderen.

Boks 1.2. Konklusioner om indkomstfordelingen

·  Indkomstforskellene er fortsat på et meget lavt niveau i sammenligning med andre OECD-lande. ·  Indkomstforskellene har været forholdsvis konstante frem til midten af 1990’erne, men er herefter vokset lidt. ·  Stigningen i indkomstforskellene siden midten af 1990’erne kan hovedsagelig tilskrives udviklingen i kapitalindkomsterne – specielt aktieindkomst og imputeret afkast af ejerbolig. ·  Forskellene i livsindkomsterne er ca. halvt så store som forskellene i de løbende disponible indkomster i et bestemt år ·  Omfordelingen via skatter og indkomstoverførsler har overordnet set mindre betydning for forskellene i livsindkomster end for forskellene i de disponible indkomster i et bestemt år.

1.4. Personer med relativt lav indkomst

Lavindkomstgruppen, dvs. gruppen med relativt lave indkomsteri forhold til befolkningen som helhed, kan afgrænses på forskellig vis, men er i international sammenligning under alle omstændigheder lille i Danmark.

I 2002 havde omkring 225.000 personer, svarende til ca. 4,2 pct. af befolkningen, en disponibel indkomst under 50 pct. af medianind­komsten i befolkningen, mens godt 470.000 personer, svarende til ca. 8,9 pct. af befolkningen, havde indkomster under 60 pct. af medianind­komsten.

Den andel af befolkningen, som har indkomster under 50 pct. (eller 60 pct.) af medianindkomsten, er faldet lidt fra 1983 og frem til midten af 1990’erne og er derefter igen steget frem mod 2002, jf. figur 1.3. Lavindkomstgruppernes størrelse har dermed udviklet sig nogenlunde efter samme mønster som de samlede indkomstforskelle.

Figur 1.3. Andel af befolkningen med relativt lav indkomst, 1983-2002

a. Indkomst under 50 pct. af median	b. Indkomst under 60 pct. af median

Anm.:  Lavindkomstgruppen er afgrænset med udgangspunkt i medianindkomsten i befolkningen, der bestemmes som indkomsten hos den midterste person i indkomstfordelingen. Sammenlignet med denne person har halvdelen af befolkningen lavere indkomster, og halvdelen har højere indkomster.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Der er en betydelig mobilitet ud af lavindkomstgruppen. Omkring 60 pct. af de 212.000 personer med indkomster under 50 pct. af medianind­komsten i 1993 var året efter – altså i 1994 – ikke længere i lavindkomst­gruppen, jf. figur 1.4. Efter 9 år i 2002 havde 91 pct. forladt lavindkomst­gruppen

Kun ca. 2.500 personer, eller ca. 1 pct. af lavindkomstgruppen i 1993, har haft indkomster under 50 pct. af medianindkomsten i alle årene fra 1993 til 2002.

Figur 1.4. Afgang fra lavindkomstgruppen i 1993

a. Indkomst under 50 pct. af median	b. Indkomst under 60 pct. af median

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Boks 1.3. Konklusioner om lavindkomstgruppen

·  I 2002 havde omkring 225.000 personer, svarende til ca. 4,2 pct. af befolkningen, en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen, mens godt 470.000 personer, svarende til ca. 8,9 pct. af befolkningen, havde indkomster under 60 pct. af medianindkomsten. ·  Lavindkomstgrupperne i Danmark er betydeligt mindre end i de fleste andre OECD-lande. ·  I 2002 var 39.000 børn svarende til 3,3 pct. af alle børn under 18 år i lavindkomstgruppen med en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten. Andelen af børn i lavindkomstgruppen er betydeligt mindre end i de fleste andre OECD-lande. ·  Unge uddannelsessøgende, selvstændige, indvandrere og personer med langvarig kontanthjælp er overrepræsenterede i lavindkomstgruppen. ·  Lavindkomstgruppens størrelse har været ret stabil i den betragtede periode fra 1983-2002. ·  De samme personer er typisk kun i lavindkomstgruppen i kort tid, og relativt få personer er i lavindkomstgruppen gennem mange år. ·  Indkomsterne over et helt liv er mere lige fordelt end indkomsterne i et enkelt år, og næsten ingen har anslåede livsindkomster under 50 pct. eller 60 pct. af median-livsindkomsten.

1.5. Betydning af metodevalg

Ved sammenligning af indkomster for personer i familier af forskellig størrelse og sammensætning er det nødvendigt at tage højde for stordriftsfordele forbundet med at være mere end én person i en familie, og at børn i familien skal forsørges af de voksnes indkomster.

I fordelingsanalyserne reduceres de gennemsnitlige disponible indkomster for børnefamiliers voksne medlemmer, fordi familiens indkomst forud­sættes ligeligt fordelt mellem alle familiens medlemmer. For personer mellem ca. 25 og 55 år reduceres den disponible indkomst derfor betragteligt som følge af, at en stor del af gruppen har børn, jf. figur 1.5.a.

Figur 1.5. Gennemsnitlige disponible indkomster, 2002

a. Betydningen af børn	b. Betydningen af stordriftsfordele

Anm.:  Ækvivalensfunktion: (antal voksne + antal børn)^a. Ingen stordriftsfordele svarer til a=1, og høje stordriftsfordele svarer i figur 1.5.b til a=½.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Indkomstforskellene mellem henholdsvis enlige og par og familier med og uden børn afhænger af, hvilken vægt stordriftsfordele tillægges. Indkomstforskellene mellem enlige og par vil fx øges med stigen­de stordriftsfordele. Derimod vil indkomstforskellene mellem familier med og uden børn alt andet lige mindskes med stigende stordriftsfordele, jf. figur 1.5.b.

Den samlede udgift til et ”almindeligt forbrug” anslås at være omkring 50 pct. højere for par i den erhvervsaktive alder uden børn end for enlige. Et par kan således opnå omtrent samme materielle velstand som en enlig med en indkomst, som kun er ca. 50 pct. større, på grund af stordriftsfordele. For personer over 66 år er den samlede udgift til et almindeligt forbrug knap 40 pct. større for par end for en enlig.

På baggrund af analysen af stordriftsfordele er det valgt at ændre den anvendte metode til at opgøre indkomsterne, så stordriftsfordele tillægges større vægt end i Fordeling og incitamenter 2002. Det er endvidere valgt at benytte et nyt familiebegreb, så hjemmeboende over 18 år betragtes som en del af forældrenes familie, hvor de i tidligere analyser udgjorde deres egen familie. Konsekvenserne af metodeændringerne for analysen af de disponible indkomster er nærmere beskrevet i afsnit 5.4.

1.6. Marginalskatter og sammensatte marginalprocenter

Initiativerne i Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken skønnes at reducere andelen af fuldtidsbeskæftigede, der er berørt af de progressive skatter, med 25 pct.enheder fra ca. 88 pct. i 2003 til ca. 63 pct. i 2006, hvor suspensionen af SP-bidraget ophører, jf. tabel 1.4.

Tabel 1.4. Fordeling af fuldtidsbeskæftigede (18-66-årige) på progres­sionstrin, 2003-2006

	Kun AM-bidrag	Bund-skat	Mellem-skat	Topskat ikke mellem-skat	Topskat ogMellem-skat	Progres-sive skatteri alt	Marginalskat(arbejds-indk.)
	Pct. af gruppen						Gnst. pct.
2003	0,2	12,3	48,3	0,7	38,6	87,6	53,8
2004	0,2	35,6	23,5	3,3	37,4	64,2	52,2
2006	0,2	37,2	23,3	3,3	35,9	62,5	51,9
Ænd. 2003-06	0,0	24,9	-25,0	2,6	-2,7	-25,1	-1,9

Anm.:  Se anmærkning og note til tabel 6.1.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

For fuldtidsbeskæftigede reduceres den gennemsnitlige marginalskat med ca. 1,9 pct.enheder i 2006. Alt i alt reduceres marginalskatten for 1,7 mio. personer med erhvervsindkomst. Heraf vil omkring 700.000 personer få reduceret marginalskatten med de maksimale 6,3 pct.enheder.

Indkomstaftrapningen af de indkomstafhængige ydelser kan bidrage til at svække arbejdsudbuddet på samme måde som almindelige indkomst­skatter. Den samlede forøgelse af indkomstskatten og aftrapning af indkomstafhængige ydelser i forhold til en indkomstforøgelse betegnes som den sammensatte marginalprocent. Bidraget til den sammensatte marginalprocent fra aftrapning af indkomstafhængige ydelser udgør i gennemsnit knap 1 pct.enhed, men for enlige forsørgere er det gen­nemsnitlige bidrag godt 8 pct.enheder. Reduktionen af skatten på arbejdsindkomst medfører også lavere sammensatte marginalprocenter.

Boks 1.5. Konklusioner om marginalskatter og samspilsproblemer

·  Marginalskatten på arbejdsindkomst skønnes reduceret for 1,7 mio. erhvervsaktive, og heraf vil omkring 700.000 få reduceret marginalskatten med de maksimale 6,3 pct.enheder. ·  Marginalskatten på arbejdsindkomst reduceres gennemsnitligt med 1,9 pct.enheder for de fuldtidsbeskæftigede fra 53,8 pct. i 2003 til 51,9 pct. i 2006 (hvor suspensionen af SP-bidraget ophører). ·  Den effektive marginalbeskatning inkl. virkningen af moms og afgifter på forbrug er gennemsnitlig godt 64 pct. i 2004, hvilket er 12 pct.enheder højere end den gennemsnitlige marginalskattesats fra indkomstbeskatningen. Bidraget fra moms og afgifter til den effektive marginalbeskatning er vokset fra 1986 til 2004, men falder i perioden derefter som følge af skattestoppet. ·  Bidraget til den sammensatte marginalprocent fra aftrapning af indkomstafhængige ydelser udgør i gennemsnit knap 1 pct.enhed, men for enlige forsørgere er det gennemsnitlige bidrag godt 8 pct.enheder.

1.7. Økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse

Den enkeltes økonomiske incitament til at være i beskæftigelse frem for at modtage overførselsindkomst afhænger af forskellen mellem den dispo­nible indkomst i beskæftigelse og den disponible indkomst i en situation, hvor forsørgelsesgrundlaget alene er overførselsindkomst. Denne forskel benævnes forskelsbeløbet. Forholdet mellem den disponible indkomst i ikke-beskæftigelse og den disponible indkomst ved beskæftigelse benæv­nes kompensationsgraden.

De økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse er styrket fra 2001 til 2004 – blandt andet som følge af gennemførte reformer af person­beskatningen (Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken) og af arbejdsmarkedspolitikken (Flere i arbejde).

Den gennemsnitlige kompensationsgrad skønnes reduceret med 2,0 pct.enheder fra 64,6 pct. 2001 til 62,6 pct. i 2004, jf. tabel 1.8. For gifte fuldt ledige mfl. på kontanthjælp har reduktionen været noget større (7-9 pct.enheder) især som følge af initiativerne i Flere i arbejde.

Tabel 1.8. Incitamenter til at være i beskæftigelse, 2001 og 2004

	Forskelsbeløb			Kompensationsgrad
	2001	2004	Ændring 2001-2004	2001	2004	Ændring 2001-2004
Arbejdsmarkedsstatus	Gnst. kr./mdr.		Kr./mdr.	Gnst. pct.		Pct.enheder
Fuldt beskæftigede	6.000	6.500	500	62,0	60,3	-1,7
Delårsbeskæftigede	3.500	3.900	400	72,6	70,3	-2,3
Fuldt ledige mfl.	3.000	3.500	500	73,6	70,1	-3,5
Efterlønsmodtagere	4.300	4.700	400	68,7	67,1	-1,6
Alle	5.400	5.900	500	64,6	62,6	-2,0

Anm.:  Forskelsbeløbet er angivet i 2001-lønniveau.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Beskæftigelsesfradraget, der er indført som et element i Lavere skat på arbejdsindkomst, indebærer isoleret set en forøgelse af det gennemsnitlige forskelsbeløb med ca. 100-175 kr. om måneden (2001-lønniveau), jf. figur 1.6. Beskæftigelses­fradraget har målt ved kompensationsgraden størst betydning for incitamentet til beskæftigelse blandt de relativt lavt lønnede.

Forhøjelsen af mellemskattegrænsen øger som udgangspunkt forskels­beløbet for personer med indkomster over den gamle mellemskattegrænse med op til ca. 225 kr. Dette medfører den største reduktion af kompensationsgraden for personer med en timeløn omkring 130 kr.

Figur 1.6. Isoleret betydning af Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken for incitamenterne fordelt efter timeløn, 2004

a. Ændring i forskelsbeløb	b. Ændring i kompensationsgrad

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Boks 1.6. Konklusioner om det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse

·  Der er generelt en betydelig økonomisk gevinst ved at være i beskæftigelse i forhold til en situation med ledighed eller efterløn. Den gennemsnitlige kompensationsgrad i 2001 er 65 pct. svarende til, at den disponible indkomst ved ledighed i gennemsnit er 35 pct. lavere end indkomsten i beskæftigelse. ·  Gennemførte reformer af personbeskatningen (Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken) og af arbejdsmarkedspolitikken (Flere i arbejde) har bidraget til at reducere den gennemsnitlige kompensationsgrad med 2,0 pct.enheder fra 2001 til 2004. ·  Andelen, for hvem den økonomiske gevinst ved at være i beskæftigelse er under 1.000 kr. om måneden, er tilsvarende reduceret fra knap 7,8 pct. i 2001 til 5,4 pct. i 2004. ·  Dagpengeberettigede med en relativ lav løn vil kun opnå en mindre styrkelse af incitamentet til at være i beskæftigelse ved en forøgelse af timelønnen.