3.1. Appendiks: Datagrundlag og metode
3.1. Appendiks: Datagrundlag og metode
Datagrundlaget
Grundlaget for fordelingsanalysen kaldes lovmodelbefolkningen. Det er en stikprøve på 3,3 pct. af den danske befolkning i årene 1983 til 2002, baseret på en samkøring af Danmarks Statistiks centrale personregistre. Lovmodelbefolkningen omfatter i hvert år omkring 170.000 anonymiserede personer, og i delperioden 1993-2002 er det de samme personer, der er medtaget år for år således, at individerne kan følges over tid. I kraft af stikprøvens størrelse og med oplysningernes høje detaljeringsgrad udgør Lovmodelbefolkningen et i international sammenhæng enestående grundlag for analyser af befolkningens økonomiske forhold.
Indkomsten er opgjort på såkaldt D-familieniveau og derefter fordelt på familiens medlemmer. Lovmodellens D-familie kan bestå af en enlig voksen, et ægtepar eller et papirløst samlevende par, alle med eller uden hjemmeboende børn (herunder også børn over 18 år).
Indkomsten er korrigeret på en måde, der tager højde for forskelle i familiens størrelse og sammensætning. Der anvendes til dette formål et ækvivalensmål givet ved: (antal voksne + antal børn)0,6. Dette indebærer dels en antagelse om stordriftsfordele inden for familien, dels en antagelse om, at eventuelle børn reducerer forbrugsmulighederne for de voksne medlemmer af familien.
For hver familie i stikprøven findes fuldstændige oplysninger om de faktiske registrerede indkomster, fradrag, direkte skatter og overførsler fra det offentlige.
Indkomstopgørelsen
De detaljerede indkomstoplysninger, som hovedsagelig stammer fra selvangivelser og slutligningen, samles i nogle hovedbegreber:
Erhvervsindkomsten består hovedsagelig af lønindkomst og virksomhedsindkomst. Til lønindkomsten medregnes jubilæumsgratialer, fratrædelsesgodtgørelser, honorarer, sømandsindkomst, sygedagpenge og udenlandske personlige indkomster. Lønindkomsten er opgjort inkl. Arbejdsmarkedsbidrag, men ekskl. arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger, herunder ATP og SP-bidrag. Til virksomhedsindkomsten medregnes indkomst som medhjælpende ægtefælle.
De private indkomster består af erhvervsindkomsten tillagt indkomst i form af pensionsudbetalinger samt anden privat indkomst, hovedsagelig i form af børnebidrag og tilhørende fradrag hos den af forældrene, der er bidragspligtig.
Summen af de offentlige overførsler og de private indkomster kaldes de personlige indkomster. Til de offentlige overførsler henregnes sociale pensionsydelser, dagpenge og andre ydelser fra A-kasser, orlovsydelse, ydelse ved tidlig tilbagetrækning (hovedsagelig efterløn), uddannelsesstøtte, kontanthjælp, boligstøtte, børnefamilieydelse og børnetilskud. De tre sidstnævnte overførsler (samt indtil 1994: kontanthjælpen) er skattefrie, derfor adskiller den her opgjorte personlige indkomst sig fra det tilsvarende skatteretlige indkomstbegreb.
Kapitalindkomsten opgøres som summen af renteindtægter minus renteudgifter, aktieindkomst, imputeret afkast af ejerbolig samt øvrige kapitalindkomster, herunder fx udlodninger fra foreninger og fonde, genvundne afskrivninger og ophævet indskud på etableringskonto. Kapitalindkomst opgjort på denne måde adskiller sig fra det tilsvarende skatteretlige begreb, først og fremmest fordi aktieindkomst og imputeret afkast af ejerbolig medregnes.
Summen af de personlige indkomster og kapitalindkomsten udgør bruttoindkomsten.
Endelig dannes den disponible indkomst som bruttoindkomsten fratrukket personlige skatter samt fradrag for private pensionsindbetalinger.
Fradragene omfatter private indbetalinger til løbende pensionsordninger og kapitalpension og fratrækkes for at sidestille private indbetalinger med arbejdsgiveradministrerede ordninger, ATP mv.
Til skatten henregnes arbejdsmarkedsbidrag, kommuneskatter, kirkeskatter, statsskat og andre skatter. Andre skatter består hovedsagelig af aktieskat, herunder udbytteskat, særlig indkomstskat (til og med 1986) og formueskat (til og med 1996). Fra 2000 indgår tillige ejendomsværdiskatten, som afløste (indkomst-)beskatningen af overskud af ejerbolig.
Aktieindkomst
Beskatningsforholdene for aktieindkomster (udbytte og kursgevinster) har varieret i periodens løb. Det medfører, at oplysningerne om aktieindkomst ligeledes har varieret over perioden, og derfor indgår sådanne indkomster i forskelligt omfang i opgørelsen af den samlede indkomst.
Fra 1983 til 1990 findes oplysninger om personernes samlede udbytter. Fra 1991 blev reglerne for beskatning af aktieudbytter lavet om således, at der blev tilbageholdt en á conto skat af aktieudbyttet som endelig beskatning for de personer, hvor summen af udbytter ikke overstiger et nærmere defineret progressionstrin. Kun udbytter, der overstiger progressionsgrænsen, er omfattet af ligningsoplysningerne, tillige med oplysninger om kursgevinster, der ikke er omfattet af 3-årsreglen for skattefrihed.
Fra 1994 indførtes beskatning af kursgevinster vedrørende porteføljer, der oversteg 100.000 kr. i udgangsåret, samt en tilsvarende fradragsret for kurstab. Beskatningen/fradragsretten indtræder først, når de pågældende aktier handles, og kursgevinsten/-tabet optræder dermed i ligningsoplysningerne i handelsåret, uanset hvornår kursbevægelserne fandt sted.
Fra 1997 blev der lavet om på reglerne for indberetning således, at personernes samlede aktieudbytter almindeligvis fremgår af ligningsoplysningerne.
Dermed er der databrud både fra 1990 til 1991, fra 1993 til 1994 og fra 1996 til 1997.
Det er i alle årene valgt at medtage aktieindkomsterne i det omfang, data tillader det, selvom det nævnte databrud kan medvirke til at overdrive det reelle omfang af udsving i indkomstfordelingen. Analysen af databruddet fra 1996 til 1997 peger dog på, at i det mindste denne regelændring ikke har haft nogen væsentlig betydning for udviklingen i de målte indkomstforskelle, jf. boks 2.4 i Fordeling og incitamenter 2002.
Imputeret afkast af ejerboliger
Boligejere besidder i form af ejerboligen et formueaktiv, hvis afkast består i, at ejeren frit kan bo i ejendommen. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst.
For at sikre sammenlignelighed imellem ejeres og lejeres disponible indkomster forøges ejernes kapitalindkomst med et imputeret afkast af ejerboligen, en såkaldt økonomisk lejeværdi. Det imputerede afkast forudsættes i hvert af årene at udgøre 4 pct. af ejendomsvurderingen, uafhængigt af renteniveauet. Dette svarer, på nær mindre korrektioner, til fremgangsmåden i såvel Familier og Indkomster som Finansredegørelsen fra de senere år.
Det imputerede afkast af ejerboliger erstatter det skattemæssige overskud af ejerbolig. Fra 2000 er beskatningen af overskud erstattet af ejendomsværdibeskatningen, hvorfor det herefter under alle omstændigheder er nødvendigt at benytte et imputeret afkast af ejerboliger.
Det er valgt at anvende en fast sats i form af 4 pct. af ejendomsvurderingen. Resultatet er, at den del af de stigende ejendomsvurderinger, der skyldes et faldende renteniveau, ikke dæmpes af en modgående, lavere afkastsats. Dermed bliver udsvingene i det imputerede afkast af ejerboliger større, end de ellers ville være.
Opdeling af skatterne
Kapitalindkomsterne har specielt gennem 1990’erne spillet en afgørende rolle for indkomstfordelingen. Analysen af indkomstfordelingen er centreret omkring de disponible indkomster, dvs. indkomsterne efter skat. I kortlægningen af kapitalindkomstens betydning for indkomstforskellene er det derfor nødvendigt også at kunne opdele bidraget fra skatterne på den del, der vedrører henholdsvis personlig indkomst og kapitalindkomst.
Arbejdsmarkedsbidragene henregnes fuldt ud som skat vedrørende personlig indkomst, mens kommune-, kirke- og bundskat, samt mellem- og topskat fordeles imellem kapitalindkomst og personlig indkomst efter hvor stor en andel af de respektive beskatningsgrundlag, kapitalindkomsten udgør. Endelig henregnes udbytteskat, ejendomsværdiskat og til og med 1996 også formueskat som skat af kapitalindkomst.
Opdelingen er gennemført fra 1993 og frem til 2002. I de fleste tilfælde er skat af kapitalindkomst negativ, idet kapitalindkomsten er negativ, dvs. kapitalindkomsten udgøres af et (rente-)fradrag.
Tabel 1. Fordeling af skatterne på kapitalindkomst og personlig indkomst, 1993-2002, 2002-niveau
|
|
1993 |
1994 |
1996 |
1998 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
|
1.000 kr. | ||||||
|
Skat af kapitalindk. |
-4,7 |
-3,1 |
-2,3 |
-1,8 |
0,6 |
0,4 |
0,6 |
|
Skat af anden indk. |
79,3 |
82,6 |
83,6 |
84,2 |
86,0 |
88,3 |
87,2 |
|
- heraf AM-bidrag |
0,0 |
8,3 |
12,0 |
14,5 |
15,0 |
15,2 |
15,2 |
|
Skat i alt |
74,6 |
79,6 |
81,3 |
82,3 |
86,5 |
88,7 |
87,7 |
Anm.: Skatterne er gennemsnitlige husstandsækvivalerede størrelser og dermed ikke direkte sammenlignelige med andre skatteopgørelser.
Kilde : Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.
Skat af kapitalindkomst (inkl. aktieindkomst, jf. ovenfor) skifter fra reelt at udgøre et fradrag til at bidrage med en positiv skattebetaling i 2000 og frem, jf. tabel 1. Årsagen er stigende opsparing (gældsnedbringelse), stigende huspriser, ejendomsværdiskat, tiltagende aktieindkomster samt reduceret rentefradrag.
Gini-koefficienten
Gini-koefficienten er et indeks, der i ét tal karakteriserer hele indkomstfordelingen. Hvis Gini-koefficienten antager værdien 0, er indkomsterne fuldstændig lige fordelt. Hvis den derimod antager værdien 1, er indkomsterne fuldstændigt ulige fordelt, dvs. en enkelt person har al indkomsten i landet.
I boks 1 vises en grafisk repræsentation af en af de mulige måder, hvorpå Gini-koefficienten kan beregnes.
Boks 1. Gini-koefficienten
|
|
Hvis indkomstfordelingen var helt lige, ville enhver person i befolkningen have den samme andel af de samlede indkomster. Denne situation svarer til den diagonale blå linje i figur 1, hvor den lige indkomstfordeling er illustreret ved, at de første 20 pct. af befolkningen har 20 pct. af indkomsterne. |
| |
|
|
Figur 1 |
Den røde kurve angiver derimod en indkomstfordeling, der ikke er fuldstændig lige. Dette kan ses ved, at de første 20 pct. af befolkningen ikke har 20 pct. af indkomsterne, men derimod kun 10 pct., jf. punkt A i figuren. Samtidig har de sidste 20 pct. af befolkningen ikke blot 20 pct. af indkomsterne, men næsten 40 pct., jf. punkt B i figuren. Denne kurve kaldes Lorenz-kurven. Gini-koefficienten kan beregnes som arealet mellem Lorenz-kurven og den diagonale linje divideret med arealet af hele trekanten under den diagonale linje. |
|
|
|
Hvis Gini-koefficienten er 0,25, og den gennemsnitlige indkomst for alle personer i befolkningen er 100.000 kr., vil indkomstforskellen mellem to tilfældigt udvalgte personer kunne forventes at være 2*0,25 eller 50 pct. af den gennemsnitlige indkomst, dvs. 50.000 kr. Gini-koefficienten kan beregnes efter følgende formel:
Hvor m er gennemsnitsindkomsten, n er antallet af personer og dispj er indkomsten for den j’te person i rækken af personer ordnet efter stigende indkomst. Gini-koefficienten kan teknisk set beregnes, selvom nogle af personerne har negative indkomster, men fortolkningen er problematisk. Indgår personer med negative indkomster i beregningen af indkomstspredningen bør man i stedet for Gini-koefficienten benytte den normaliserede Gini-koefficient. Denne kan beregnes efter følgende formel:
Hvor k er defineret ved at summen af de k første personers indkomster er 0. Personerne skal stadig være ordnet efter stigende indkomst. Som fordelingsmål for den ækvivalerede disponible indkomst er forskellen mellem Gini-koefficienten og den normaliserede Gini-koefficient meget lille, dvs. i størrelsesorden 0,01 pct.enheder. |
| |
|
|
|
|
|
Bidrag til indkomstuligheden fra forskellige indkomstfaktorer
Uligheden i fordelingen af den disponible indkomst kan dekomponeres på delbidragfra de enkelte indkomstfaktorer, som indgår i den disponible indkomst. Dvs. det kan bestemmes, hvor stor en andel af den samlede ulighed, der kan tilskrives private indkomster, overførsler og skatter. Den disponible indkomst (D) udgør summen af private indkomster (P), overførselsindkomst (O) og direkte skatter (S), og er givet ved:
D = P + O – S,
idet skatterne indgår med negativt fortegn. Gini-koefficienten for fordelingen af de disponible indkomster (Gd) kan nu skrives på følgende måde:
Gd = ap(P/D) + ao(O/D) + as(-S/D) ,
hvor størrelserne ae, ao og as udgør de såkaldte koncentrationskoefficienter for henholdsvis private indkomster, overførselsindkomster og direkte skatter. Koncentrations-koefficienterne beregnes ligesom Gini-koefficienten, men altid med udgangspunkt i den rækkefølge i indkomstfordelingen, som er givet ved fordelingen af den disponible indkomst (og ikke med udgangspunkt i rækkefølgen givet ved fordelingen af den pågældende indkomstkomponent selv). Det indebærer fx, at koncentrationskoefficienten for overførselsindkomster ao er negativ, fordi tildelingen af overførselsindkomst falder med stigende disponibel indkomst.
Produktet af koncentrationskoefficienterne og indkomstkomponenternes andele af den disponible indkomst udgør de enkelte komponenters bidrag til den samlede indkomstulighed, de såkaldte ulighedsbidrag. Dekomponeringen af Gini-koefficienten i ulighedsbidragene er perfekt additiv.
