3. Indkomstfordelingen 1983-2002 og set i et livsperspektiv

3. Indkomstfordelingen 1983-2002 og set i et livsperspektiv

3.1. Indledning

Væksten i de disponible realindkomster har i perioden 1983 til 2002[1] været på 1,5 pct. årligt. I perioden fra 1994 til 2002 er de disponible realindkomster vokset lidt mere, nemlig med 1,9 pct. årligt. I denne peri­ode er det specielt de over 50-årige, der har haft fremgang i disponibel realindkomst.

Omkring 2/3 af væksten fra 1994 til 2002 i de disponible realindkomster kan henføres til væksten i de personlige indkomster efter skat.

Fordelingen af de disponible realindkomster har været omtrent uændret fra starten af 1980’erne og frem til omkring midten af 1990’erne. Fra midten af 1990’erne og frem til 2002 er indkomstforskellene generelt blevet lidt større, både for de erhvervsaktive aldersgrupper og for de over 66-årige.

De øgede indkomstforskelle i perioden 1994 til 2002 kan næsten udeluk­kende henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne. For såvel de 25-59-årige som for de over 66-årige er det hovedsagelig udviklingen i aktieind­komsterne samt det imputerede afkast af ejerbolig, der har bidraget til ændringen i indkomstforskellene fra 1994 til 2002.

Forskellene i indkomsterne set over hele livsforløb er betydelig mindre end indkomstforskellene i et enkelt år. Konkret anslås, at forskellene i livsindkomsterne er ca. halvt så store som forskellene i de løbende disponible indkomster i et bestemt år.

Særligt de private indkomster udlignes, når indkomsterne ses i et livsper­spektiv. De fleste overførsler påvirker ligeledes indkomstforskellene mindre set i et livsperspektiv. Det gælder særligt kortvarige ydelser, der er knyttet til bestemte perioder i livet, som efterløn. Modsat har mere langvarige ydelser som førtidspension større omfordelende virkning set over livet end set i et enkelt år. Ydelser, der har karakter af forsikring, udlignes kun i det omfang, at sandsynligheden for at modtage ydelserne udlignes over livet. Udligningen af bruttoindkomsterne over livsforløbet medfører en tilsvarende mindre omfordeling via indkomstskatterne.

I afsnit 3.2 er udviklingen i de disponible realindkomster fra 1983 til 2002 analyseret. Afsnit 3.3 analyserer udviklingen i fordelingen af indkomsterne, herunder indkomsterne set i et livsperspektiv. I afsnit 3.4 belyses årsagerne til udviklingen i indkomstforskellene fra 1994 til 2002.

3.2. Udviklingen i de disponible realindkomster

De disponible realindkomster er set over hele perioden 1983-2002 i gen­nemsnit vokset med 1,5 pct. årligt, jf. tabel 3.1. I perioden 1994-2002 har den gennemsnitlige vækst i de reale disponible indkomster været 1,9 pct. årligt. Væksten har således været højere i den sidste del af perioden, fra 1994 til 2002, end i den første del af perioden, fra 1983 til 1994.

Tabel 3.1. Udviklingen i de disponible realindkomster, 1983-2002

	Gnst. disponibel indk. 2002		Antal i 2002		Årlig vækst i realindkomst
1983-1994					1994-2002	1983-2002
	1.000 kr.		1.000 pers.		Pct.
Børn under 18 år	147		1.163		1,2	1,9	1,5
18-24-årige	134		410		0,2	0,8	0,5
Heraf:
- hjemmeboende	187		157		1,0	1,7	1,2
- udeboende	101		253		-0,5	0,0	-0,3
25-39-årige	152		1.167		1,0	1,5	1,2
40-49-årige	176		744		1,2	1,6	1,4
50-59-årige	202		752		1,4	2,6	1,9
60-66-årige	175		382		1,1	2,7	1,8
Over 66-årige	137		694		1,3	2,0	1,6
Hele befolkningen	160		5.313		1,1	1,9	1,5
25-59-årige i alt	173		2.663		1,2	1,9	1,5

Anm.: Indkomsten er opgjort på familieniveau og ækvivaleret under hensyntagen til an­tallet af personer i familien, jf. boks 3.1. Den ækvivalerede indkomst fordeles lige­ligt på alle personer i D-familien. Den disponible realindkomst udgøres af per­sonlig indkomst tillagt nettokapitalindkomst fratrukket indkomstskat og – fra 2000 – ejendomsværdiskat. Inddeling i aldersgrupper er foretaget i hvert af årene, således at de 60-66-årige i 1983 er sammenlignet med de 60-66-årige i 1994, henholdsvis 2002.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

I den første del af perioden, fra 1983 til 1994, har der ikke været særlig stor forskel i indkomstvæksten for de betragtede aldersgrupper. I den sidste del af perioden, fra 1994 til 2002, har der derimod været noget større forskelle i vækstbilledet, idet indkomsterne for de 50-59-årige og de 60-66-årige er vokset noget mere end gennemsnittet.

De ældres indkomster er generelt vokset lidt mere end indkomsterne for gruppen af 25-59-årige set under ét, både i den første og sidste del af perioden.

Gruppen af 18-24-årige har set under ét haft en markant lavere realindkomstvækst end de øvrige aldersgrupper. Den samlede indkomst­udvikling for gruppen dækker over en meget forskellig indkomstudvikling for henholdsvis udeboende og hjemmeboende 18-24-årige.

De 18-24-årige, som ikke bor hos deres forældre, har i gennemsnit haft negativ vækst i indkomsten fra 1983 til 2002 og stort set nul-vækst fra 1994 til 2002, blandt andet som følge af at en større andel af denne gruppe er under uddannelse.

De hjemmeboende 18-24-årige, hvis indkomstudvikling hovedsagelig af­spejler udviklingen i forældrenes indkomster, har derimod haft en realind­komstvækst nogenlunde svarende til gennemsnittet for de øvrige aldersgrupper.

De opgjorte disponible indkomster er ækvivaleret inden for den enkelte familie for at kunne sammenligne indkomsterne på tværs af familier med forskellig størrelse. I ækvivaleringsmetoden indgår en antagelse om stor­driftsfordele i familier med 2 eller flere personer. Eksempelvis er den ækvivalerede indkomst for hver enkelt person i en familie med to voksne større end indkomsten for en enlig person, selvom de betragtede personer har den samme individuelle indkomst.

Endvidere antages det, at indkomsten fordeles ligeligt mellem alle perso­ner i familien, således at de voksne familiemedlemmers indkomst deles med eventuelle børn i familien. Det indebærer, at i en familie med børn vil den ækvivalerede indkomst for de enkelte personer i familien være mindre end i en familie uden børn, selvom de voksne i begge familier har samme individuelle indkomst.

De ækvivalerede indkomster for gruppen af børn under 18 år afspejler derfor forældrenes indkomster. Det samme er typisk tilfældet for de hjemmeboende børn over 18 år, som indgår i de ældre aldersgrupper. Ækvivaleringsmetoden er nærmere beskrevet i boks 3.1.

Såvel ækvivaleringsmetoden som det anvendte familie­begreb er ændret i forhold til tidligere[2]. Ændringen af ækvivalensmålet indebærer primært, at den opgjorte ækvivalerede indkomst for parfamilier er opjusteret i forhold til indkomsten for enlige. Ændringen af familie­begrebet indebærer, at hjemmeboende børn over 18 år betragtes som en del af forældrenes familie (hvor de med det tidligere anvendte familiebe­greb betragtedes som deres egen familie), hvilket især har ført til en bety­delig opjustering af de ækvivalerede indkomster for gruppen af 18-24-årige, jf. kapitel 5.

Boks 3.1. Centrale metodevalg

Analyserne i dette kapitel tager udgangspunkt i repræsentative lovmodeldata for den danske befolkning, som aktuelt dækker perioden 1983-2002. Kvaliteten og omfan­get af disse data indebærer, at stikprøveusikkerhed ikke påvirker resultaterne i større omfang. Metodemæssigt er det valgt at opgøre indkomsterne på familieniveau (udfra Dan­marks Statistiks D-familiebegreb) og derefter fordele indkomsten ligeligt på alle medlemmer af familien. Indkomsterhvervelsesenheden er altså familien, mens ana­lyseenheden er personer. Familiens faktiske indkomst korrigeres, så der tages højde for forskelle i familiens størrelse. Hertil anvendes et såkaldt ækvivalensmål givet ved (antal voksne + antal børn)0,6. Ækvivalensmålet indebærer dels en antagelse om stordrifts­fordele inden for familien, dels en antagelse om, at forekomsten af børn reducerer forbrugsmulighederne for familiens voksne medlemmer. Såvel det anvendte fami­liebegreb som ækvivalensmålet er ændret i forhold til tidligere, jf. kapitel 5. Det primært anvendte indkomstbegreb er disponibel indkomst inkl. samlet netto­kapitalindkomst, dvs. negativ nettokapitalindkomst modregnes fuldt ud i indkoms­ten. For boligejere indgår i kapitalindkomsten et afkast af ejerbolig, som i alle de betragtede år udgør 4 pct. af ejendomsvurderingen. Dette imputerede boligafkast erstatter det skattemæssige overskud af ejerbolig i indkomstopgørelsen. Det anvend­te kapitalindkomstbegreb svarer således ikke til den skattemæssige kapitalindkomst. Beskatningen af overskud af ejerbolig (og fra 2000 ejendomsværdiskatten) indgår derimod med de faktisk betalte beløb. Indkomstfordelingsanalyserne bør fortolkes med det generelle forbehold, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem forskelle i indkomster og forskelle i velfærd. Blandt andet må en del af de observerede indkomstforskelle i befolkningen tilskrives resultatet af valg, som træffes ud fra rent personlige præferen­cer, herunder især valget mellem arbejde og fritid. Der henvises til appendiks 3.1 for en nærmere metodebeskrivelse.

Indenfor gruppen af 25-59-årige, som omfatter den mest erhvervsaktive del af befolkningen, er de disponible indkomster i gennemsnit vokset mere for de ældre end for de yngre grupper, navnlig i perioden efter 1994.

Figur 3.1. Gennemsnitlig årlig vækst, uddannelsesniveau og beskæfti­gelsesandel fordelt på aldersgrupper

a. Årlig realvækst i disponibel indkomst	b. Uddannelse og beskæftigelse

Anm.:  Uddannelsesniveauet for en aldersgruppe er beregnet som et gennemsnit af personernes uddannelsesniveau, hvor 1=grundskole eller uoplyst, 2=faguddan­nelser og gymnasiale uddannelser, 3=korte videregående uddannelser, 4=mellem­lange videregående uddannelser og 5=lange videregående uddannelser. Beskæfti­gelsesandelen er beregnet som den andel af aldersgruppen, der er enten selvstæn­dige eller beskæftigede. Personer, der kun har været beskæftiget en del af året, regnes som en halvt beskæftiget.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Specielt grupperne i alderen fra omkring 50 til omkring 65 år har i perioden 1994-2002 haft en markant højere indkomstvækst end gen­nemsnittet i befolkningen, jf. figur 3.1.a. Det hænger især sammen med en ændring i aldersgruppens sammensætning i retning af flere med højere uddannelsesniveau og større beskæftigelsesgrad i 2002 end i 1994, jf. figur 3.1.b. Specielt de over 50-årige har i 2002 et højere uddannelsesniveau end i 1994. Stigningen i beskæftigelsesgraden for personer i 50’erne skal blandt andet ses i lyset af afviklingen af overgangsydelsen.

Beskæftigelsen er øget for alle aldersgrupper over 25 år. Den lidt lavere andel i beskæftigelse blandt de unge skal ses i sammenhæng med, at en større andel af disse tager en videregående uddannelse i 2002 end i 1994.

Omkring 63 pct. af væksten i de reale disponible indkomster fra 1994 til 2002 kan henføres til udviklingen i de personlige indkomster efter skat, mens ca. 34 pct. kan henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne efter skat, jf. tabel 3.2.

Tabel 3.2. Bidrag fra personlig indkomst og kapitalindkomst til væksten i disponibel indkomst, 1994-2002

	Aldersgruppe
	25-39	40-49	50-59	25-59 i alt	60-66	Over 66	Hele bef.
	Pct.enheder
Personlig indkomst	10,9	6,6	21,2	13,6	20,3	11,2	13,7
- Skat heraf	-2,2	-0,8	-7,2	-3,6	-6,0	0,6	-3,3
Pers.indk. efter skat	8,6	5,8	13,9	10,1	14,3	11,9	10,4
Kapitalindkomst	6,0	9,6	10,3	8,7	9,8	6,5	8,2
- Skat heraf	-2,7	-3,5	-3,0	-3,1	-1,4	-0,7	-2,6
Kap.indk. efter skat	3,3	6,2	7,3	5,6	8,4	5,8	5,6
- Pensionsindbet	0,5	1,5	1,5	0,9	0,7	-0,7	0,6
Disp.indk. i alt	12,4	13,5	22,8	16,6	23,3	17,0	16,6
Årlig vækst	1,5	1,6	2,6	1,9	2,7	2,0	1,9

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

For gruppen af 50-59-årige er indkomstvæksten som nævnt en del større end for de øvrige i gruppen af 25-59-årige. En stor del af denne forskel kan henføres til forskelle i udviklingen i de personlige indkomster efter skat. Bidraget herfra til den samlede indkomstvækst er på 13,9 pct.enheder mod kun 10,1 pct.enheder for hele gruppen af 25-59-årige. Det er i overensstemmelse med den øgede beskæftigelsesandel blandt de 50-59-årige.

For de 40-49-årige er andelen i beskæftigelse og det gennemsnitlige uddannelsesniveau stort set uændret fra 1994 til 2002 og vækstbidraget fra de personlige indkomster er derfor mindre end for de øvrige aldersgrupper. De 40-49-åriges kapitalindkoms­ter er omvendt vokset mere end gennemsnittet.

For gruppen af 60-66-årige er andelen i beskæftigelse kun øget marginalt, og det relativt store bidrag til den samlede realindkomstvækst fra de per­sonlige indkomster skal derfor ses i sammenhæng med, at det gennem­snitlige uddannelsesniveau er øget markant for netop de 60-66-årige. Det højere uddannelsesniveau må forventes at afspejle sig i højere erhvervs­indkomst for den del af aldersgruppen, der stadig er i beskæftigelse.

Indkomstvækstens fordeling på indkomstgrupper

Set over hele perioden fra 1983-2002 har den gennemsnitlige indkomst­udvikling været relativt ensartet for alle indkomstgrupper bortset fra 1. og 10. indkomstdecil, dvs. de 10 pct. med henholdsvis de laveste og de højeste disponible indkomster.

Figur 3.2. Udvikling i disponible realindkomster opdelt på indkomst­grupper, 1983-2002

a. 25-59-årige	b. Over 66-årige
c. 25-59-årige, 10. decil	d. Over 66-årige, 10. decil

Anm.:  10. decil i indkomstfordelingen er opdelt i 10 lige store grupper kaldet percenti­ler, som hver rummer 1 pct. af befolkningen. 100. percentil udgør dermed den ene pct. af befolkningen med de højeste indkomster. 91.-99. percentil er lagt sammen, idet indkomstudviklingen er nogenlunde ens for disse grupper.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i den gennemsnitlige indkomst for personer i 10. indkomst­decil svarer frem til midten af 1990’erne stort set til udviklingen for de øvrige indkomstgrupper, men er markant højere i de efterfølgende år, jf. figur 3.2.a og b.

Den gennemsnitlige mervækst i indkomsterne i 10. indkomstdecil siden midten af 1990’erne kan i høj grad tilskrives indkomstvæksten for den ene pct. af befolkningen med de højeste indkomster, jf. figur 3.2.c og d. Den højere vækst i indkomsterne i denne gruppe for både 25-59-årige og over 66-årige kan tilskrives høj vækst i kapitalindkomst og navnlig i aktieindkomst i tilknytning til de store aktiekursstigninger i 1990’erne.

Inden for gruppen af 25-59-årige er de gennemsnitlige disponible ind­komster blandt personerne i 1. indkomstdecil set over hele den betragtede periode vokset mere end gennemsnittet for befolkningen. Denne udvik­ling skyldes blandt andet en meget kraftig realindkomstvækst (med over 20 pct.) fra 1993 til 1994. Det afspejler blandt andet, at ændringerne i skatte- og overførselssystemet som følge af Ny Kurs – herunder bruttofise­ringen af kontanthjælpen – har en relativt stor effekt på de målte dispo­nible indkomster blandt personerne i 1. decil[3].

Det skal bemærkes, at de målte disponible indkomster vokser betydeligt for alle indkomstgrupper fra 1993 til 1994, svarende til en gennemsnitlig realvækst på 5,6 pct. for gruppen af 25-59-årige under ét. Udover de nævnte effekter af Ny Kurs – herunder en delvis omlægning af skatterne fra indkomstskatter til grønne afgifter, som ikke umiddelbart indgår i indkomstopgørelsen – er der også fra 1993 til 1994 tale om en ret betydelig stigning i nettokapitalindkomsterne, blandt andet som følge af lavere renteudgifter i forbindelse med låneomlægninger mv. Denne æn­dring gør sig også gældende for personerne i 1. indkomstdecil.

Inden for gruppen af over 66-årige svarer indkomstudviklingen for perso­nerne i 1.decil nogenlunde til resten af gruppen.

Udviklingen i de gennemsnitlige indkomster inden for forskellige ind­komstgrupper skal ses på baggrund af, at der over tid er tale om en bety­delig indkomstmobilitet, således at de enkelte personer i stort omfang flytter rundt i indkomstfordelingen. Det er med andre ord ikke de samme personer, der hvert år er i grupperne med henholdsvis de højeste og de laveste indkomster. Der er blandt andet fra år til år tale om en ret stor ”udskiftning” af personerne i 1. indkomstdecil.

3.3. Indkomstfordelingen i perioden 1983-2002 og set i et livsperspektiv

Fra starten af 1980’erne og frem til midten af 1990’erne har forskellene i de disponible indkomster været omtrent uændrede. Fra midten af 1990’erne er indkomstforskellene generelt blevet lidt større, både for de erhvervsaktive aldersgrupper og for de over 66-årige, jf. figur 3.3.a. Denne udvikling er fortsat i 2002, som er det seneste år med detaljerede ind­komstoplysninger.

Figur 3.3. Forskelle i disponibel indkomst

a. Udvikling, 1983-2002	b. OECD-lande i midten af 1990’erne

Anm.:Gini-koefficienten er i figuren angivet i pct. Gini-koefficienten er beregnet på bag­grund af den disponible indkomst, som er opgjort inkl. den samlede nettokapital­indkomst.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

I international sammenligning er indkomstforskellene i Danmark små. Ifølge den seneste offentliggjorte sammenligning af indkomstforskellene blandt OECD’s medlemslande fra midten af 1990’erne er Danmark det land, der har de mindste indkomstforskelle, jf. figur 3.3.b.[4]

Indkomstforskellene er her målt ved den såkaldte Gini-koefficient for fordelingen af de disponible indkomster. Hvis alle i befolkningen havde den samme disponible indkomst, ville Gini-koefficienten være lig 0. Hvis én enkelt person havde al indkomsten, ville Gini-koefficienten være lig 1 eller 100 pct. hvis Gini-koefficienten udtrykkes i pct. Dvs. jo mindre Gini-koefficienten er, jo mindre er indkomstforskellene i befolkningen.

Fra 1994 til 2002 er Gini-koefficienten vokset med 3,4 pct.enheder, dvs. indkomstforskellene er blevet lidt større, jf. tabel 3.3. De øgede indkomstforskelle siden midten af 1990’erne kan næsten udelukkende henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne, jf. afsnit 3.4. Derimod har udviklingen i de personlige indkomster, herunder løn og indkomstover­førsler, ikke i væsentligt omfang bidraget til at øge indkomstforskellene.

Tabel 3.3. Fordeling af de disponible indkomster, 1983-2002

	1983	1990	1994	2001	2002	Ændring
83-94						94-02	83-02
Hele befolkningen	20,7	20,6	19,8	22,8	23,2	-0,9	3,4	2,5
25-59-årige	19,8	19,9	18,9	21,8	22,4	-0,9	3,5	2,6
Over 66-årige	18,7	18,2	18,0	20,8	21,0	-0,7	3,0	2,3

Anm.:  Gini-koefficienten er udtrykt i pct.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Stigningen i indkomstforskellene fra 1994 til 2002 kan i nogen grad tilskrives indkomstudviklingen for den del af befolkningen, der i de enkelte år har de højeste indkomster. Ses der bort fra den ene pct. af befolkningen med de højeste indkomster i hvert år (svarende til den 100. percentil i indkomstfordelingen) øges Gini-koefficienten fra 1994 til 2002 kun med 2,5 pct.enheder for de 25-59-årige og med 1,9 pct.enhe­der for de over 66-årige mod en stigning på henholdsvis 3,5 og 3,0 pct.enheder, når hele befolkningen medregnes, jf. tabel 3.4. Ses der bort fra de 5 pct. med de højeste indkomster, reduceres stigningen i Gini-koef­ficienten til 2,1 pct.enheder for de 25-59-årige og 1,5 pct.enheder for de over 66-årige.

Stigningen i indkomstforskellene fra 1994 til 2002 kan derimod ikke til­skrives indkomstudviklingen for den del af befolkningen, der har de laves­te disponible indkomster i de enkelte år. Således er stigningen i Gini-ko­efficienten fra 1994 til 2002 omtrent upåvirket, når der ses bort fra den ene pct. – eller de 5 pct. – af befolkningen med de laveste disponible indkomster i hvert år. Blandt de over 66-årige er der tale om større forøgelse af indkomstforskellene, når der ses bort fra dem med de laveste indkomster, dvs. indkomstudviklingen for denne gruppe må alt andet lige antages at have bidraget til at reducere stigningen i de samlede ind­komstforskelle.

Tabel 3.4. Udvikling i indkomstfordelingen, 1994-2002

	Hele befolkningen				25-59-årige						Over 66-årige
	1994	2002	Forskel		1994		2002	Forskel			1994	2002		Forskel
	Gini-koefficient, pct.
Alle indkomster	19,8	23,2		3,4		18,9	22,4		3,5	18,0		21,0	3,0
Ekskl. 1 pct. højeste	18,5	20,9		2,4		17,6	20,2		2,5	16,2		18,0	1,9
Ekskl. 5 pct. højeste	17,0	19,0		2,0		16,3	18,4		2,1	13,7		15,2	1,5
Ekskl. 1 pct. laveste	18,9	22,0		3,3		18,0	21,5		3,5	17,3		20,6	3,3
Ekskl. 5 pct. laveste	17,6	21,0		3,4		16,6	20,1		3,4	16,8		20,2	3,4

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Indkomstfordeling i et livsperspektiv

Indkomstforskelle måles sædvanligvis ved at sammenligne disponible ind­komster i et bestemt år. Forskellene i indkomsterne set i et livsperspektiv – altså over hele livsforløb – er imidlertid betydeligt mindre end ind­komstforskellene i et enkelt år. Det anslås, at forskellene i livsindkomster er ca. halvt så store som forskellene i de disponible indkomster i et be­stemt år.

Gini-koefficienten for fordelingen af de anslåede livsindkomster fra det 18. til det 90. år er således 12,3 pct., mens Gini-koefficienten for forde­lingen af de 18-90-åriges indkomster i 2002 er 23,7 pct., jf. tabel 3.5.

Tabel 3.5. Gennemsnitlig disponibel indkomst, Gini-koefficient og an­del med lav indkomst, 18-90-årige

	Gini-koefficient	Andel med indkomst:
Under 50 pct. af medianen		Under 70 pct. af medianen
	Pct.	Pct. af befolkningen
1 år (2002)	23,7	4,2	17,4
3 år (2000-2002)	21,6	2,7	15,8
5 år (1998-2002)	20,4	2,0	14,9
Livsindkomst	12,3	0,1	3,2

Anm.:  Indkomsterne er reguleret til 2002 niveau. De sammensatte livsindkomster består af årlige indkomster dækkende det 18. til det 90. år.

Kilde:  Beregninger på basis af sammensatte livsindkomster, jf. appendiks 3.2.

En stor del af de målte indkomstforskelle i et enkelt år afspejler, at de lø­bende indkomster varierer systematisk med alderen. Dvs. indkomstfor­skellene på tværs af befolkningen i et bestemt år er til dels en konsekvens af, at folk befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Ved i stedet at betragte forskellene i de skønnede livsindkomster er det muligt at skønne over, hvor stor en del af indkomstforskellene, der ikke knytter sig til syste­matiske aldersbestemte variationer.

De målte indkomstforskelle i et enkelt år er også påvirket af midlertidige udsving i enkeltpersoners indkomst, som udlignes over kortere perioder. Indkomstforskellene er således 2,1 pct.enheder mindre (svarende til 8,9 pct.), hvis indkomsten opgøres som gennemsnittet af 3 års indkomster. Opgøres enkeltpersonernes indkomster som et 5-årigt gennemsnit, er Gi­ni-koefficienten 3,3 pct.enheder mindre (svarende til 13,9 pct.), jf. tabel 3.5.

Tilsvarende er andelen af befolkningen med indkomster under 50 pct. af medianindkomsten mindre, når der ses bort fra de årlige udsving i personernes indkomster. Andelen med indkomster under 50 pct. af medianindkomsten er 2,7 pct., når indkomsten er et 3-årsgennemsnit, og 2,0 pct., når indkomsten er et gennemsnit af 5 års indkomster. Stort set ingen har en anslået livsindkomst under 50 pct. af medianlivsindkomsten.

De største forskelle ses i yderpunkterne af indkomstfordelingen, hvilket afspejler, at de samme personer sjældent ligger enten i toppen eller i bun­den af indkomstfordelingen gennem hele livet. Den såkaldte 90/10-ratio, der måler forholdet mellem 90 pct. percentilen og 10 pct. percentilen i indkomstfordelingen, er 2,6 målt udfra indkomstfordelingen i året 2002, men 1,7 når forskellene opgøres på basis af fordelingen af de skønnede livsindkomster, jf. tabel 3.6.

Tabel 3.6. Decilfordeling af ækvivalerede disponible indkomster

	Decil											90/10
	1.	2.	3.	4.	5.	6.	7.	8.	9.	10.	Alle	ratio
	1.000 kr.
Gnst. årlig Livsindkomst	112	130	140	148	155	163	171	182	197	249	165	1,7
Disp. indk. 2002	66	100	115	130	144	159	175	195	222	327	163	2,6
Forskel	46	30	25	18	11	4	-4	-13	-25	-78	2

Anm:   Tabellen omfatter 18–90-årige. 90/10 ratio beregnes udfra øvre indkomstgrænse for henholdsvis 1. og 9. decil.

Kilde:  Beregninger på basis af sammensatte livsindkomster, jf. appendiks 3.2.

Lønindkomsten er væsentligt mere lige fordelt målt ved livsindkomster, end når opgørelsen foretages i et enkelt år. Bidraget fra de private indkomster (som navnlig består af lønindkomst) til de samlede indkomstforskelle er 27,9 pct.enheder i modsætning til 46,0 pct.enheder de enkelte år, hvilket svarer til en forskel på 39 pct. Det medfører, at omfordelingen via indkomstskatterne er tilsvarende lavere. Således er omfordelingen via indkomstskatterne 12,1 pct.enheder i modsætning til 19,2 pct.enheder de enkelte år, hvilket svarer til en forskel på 37 pct., jf. tabel 3.7.

Tabel 3.7. Dekomponering af Gini-koefficienten, 18-90-årige

	Årlige indkomster	Livs­indkomster	Forskel
	Pct.enheder			Pct.
Privat indkomst	46,00	27,92	-18,08	-39
Overførsler	-7,20	-5,17	2,03	-28
Personlig indkomst i alt	38,80	22,75	-16,05	-41
Kapitalindkomst	3,42	2,70	-0,72	-21
Skat	-19,18	-12,05	7,13	-37
Pensionsindbetalinger	-1,53	-1,09	-0,44	-29
Disponibel indkomst (i alt)	21,51	12,32	-9,19	-43

Kilde:  Årlige indkomster og livsindkomster er beregnet på basis af sammensatte livsfor­løb, jf. appendiks 3.2.

Overførslernes effekt på indkomstforskellene er ligeledes lavere set i et livsperspektiv. Overførslernes bidrag er således 28 pct. lavere med et bi­drag på -5,2 pct.enheder i modsætning til -7,2 pct.enheder de enkelte år.

De enkelte bidrag til indkomstforskellene er et udtryk for modtagernes placering i indkomstfordelingen vægtet med ydelsens omfang. Forskelle i bidragene til indkomstforskellene kan derfor være udtryk for, at modta­gerne er placeret anderledes i indkomstfordelingen, eller at modtagerkred­sen er anderledes i et livsperspektiv end i de enkelte år, jf. tabel 3.8.

Permanente ydelser bidrager mere til en lige indkomstfordeling set i et livsperspektiv, fordi modtagerne typisk ikke opnår høje arbejdsindkomster i andre dele af livet. Førtidspensionen påvirker således indkomstforskellene markant mere i et livsperspektiv. Dette skyldes blandt andet ydelsernes niveau, som medfører, at førtidspensionister ikke i de enkelte år er blandt familierne med de laveste indkomster. Derimod medfører ydelsens permanente karakter, at modtagerne har en relativ lav indkomst set over livet. Ydelsens bidrag bliver derfor større set i et livsindkomstperspektiv. Bidraget til de samlede indkomstforskelle fra førtidspension er -2,02 pct.enheder set over livet og -0,99 pct.enheder de enkelte år, jf. tabel 3.8.

Tabel 3.8. Overførslers andel af indkomstforskellene, 18-90-årige

	Årlige Indkomster	Livs­indkomster	Forskel
	Pct.enheder			Pct.
Førtidspension	-0,99	-2,02	-1,03	104
Folkepension	-3,34	-0,94	2,40	-71
Kontanthjælp	-1,05	-0,92	0,13	-12
A-dagpenge	-0,40	-0,60	-0,20	50
Boligstøtte	-0,55	-0,48	0,07	-12
Overlovsordninger mv.	-0,04	-0,22	-0,18	450
Børnetilskud og børnefamilieydelse	-0,25	-0,10	0,15	-60
Efterløn	-0,22	-0,01	0,21	-95
Uddannelsesstøtte	-0,39	0,10	0,49	-125
Overførsler i alt	-7,20	-5,17	2,03	-28

Anm.:  Orlovsordninger mv. opfatter desuden personer på overgangsydelse og del­pen­sion.

Kilde:  Årlige indkomster og livsindkomster er beregnet på basis af sammensatte livsfor­løb, jf. appendiks 3.2.

Ydelser, der har karakter af forsikring, udlignes kun i det omfang, sand­synligheden for at modtage ydelsen udlignes over livet. Bidraget fra kontanthjælp i et livsperspektiv afviger kun relativt lidt fra bidraget i et enkelt år, og bidraget til indkomstudligningen via A-kasseydelser er 0,20 pct.enheder højere set i et livsperspektiv. Dette skyldes hovedsageligt, at personerne i gennemsnit ikke opnår relativ høj indkomst i andre perioder. Ydelsernes bidrag afhænger desuden af modtagernes placering i indkomstfordelingen. Således betyder niveauet for A-dagpenge, at modtagerne ikke tilhører gruppen med de laveste indkomster i de enkelte år.

Det er særligt ydelser, der er knyttet til bestemte perioder i livet eller tildeles en stor andel af befolkningen, som bidrager mindre set i et livsper­spektiv. Den største forskel ses for folkepension, der tildeles næsten hele befolkningen. Forskellen i bidraget til indkomstforskellene er 2,40 pct.en­heder med -3,34 i det enkelte år og -0,94 set i et livsperspektiv. Men fol­kepensionens bidrag er fortsat relativt stort, blandt andet på grund af det store antal modtagere.

Uddannelsesstøtten har til hensigt at medvirke til finansieringen af ud­dannelse, som senere kan give afkast i form af højere løn til den enkelte og dermed øget velfærd generelt. Idet modtagerne af uddannelsesstøtte typisk modtager en relativ høj lønindkomst senere i livet, bidrager uddannelsesstøtten isoleret set til at øge forskellene i livsindkomsterne med 0,10 pct.enheder målt på Gini-koefficienten, jf. tabel 3.8. Ligeledes bidrager uddannelsesstøtten til at afdæmpe de negative effekter af progressiv beskatning, som svækker incitamenterne til uddannelse.

Skatternes bidrag til udligning af indkomstforskellene reduceres i et livsperspektiv som følge af udligning af de private og personlige indkomster. Den procentvise forskel mellem skatternes omfordelende virkning i et enkelt år i forhold til i et livsperspektiv er størst for arbejdsmarkedsbidraget. Det skyldes blandt andet, at arbejds­markedsbidraget i de enkelte år hovedsageligt betales af erhvervsaktive, mens det set i et livsperspektiv betales af næsten alle. For bidragene fra de mest progressive skatter er forskellene derimod mindst som følge af, at de både de enkelte år og over livsforløbet betales af en mindre gruppe, jf. tabel 3.9.

Tabel 3.9. Indkomstskatters andel af indkomstforskellene, 18-90-årige

	Årlige indkomster	Livs­indkomster	Forskel
	Pct.enheder			Pct.
Arbejdsmarkedsbidrag	-3,20	-1,82	1,38	-43
Kommune- og bundskat	-12,49	-7,59	4,90	-39
Mellemskat	-1,23	-0,83	0,40	-33
Topskat	-1,51	-1,16	0,35	-23
Øvrige skatter	-0,75	-0,64	0,11	-15
Skatter i alt	-19,18	-12,05	7,13	-37

Anm.: De sammensatte livsindkomster er baseret på data fra perioden 1996 til 2002, derfor udtrykker skatterne en sammenvejning af skattereglerne fra samme perio­de.

Kilde:  Årlige indkomster og livsindkomster er beregnet på basis af sammensatte livsfor­løb, jf. appendiks 3.2.

Personer med en lang videregående uddannelse har en gennemsnitlig livs­indkomst på 220.200 kr. årligt, hvilket er 50 pct. mere end en ufaglært. Målt ved Gini-koefficienten er indkomstforskellene i livsindkomsterne godt 10 pct. inden for alle uddannelsesniveauer, undtagen for personer med en lang videregående uddannelse, hvor indkomstforskellene er 13,4 pct., jf. tabel 3.10.

Tabel 3.10. Gennemsnitlig livsindkomst og Gini-koefficient fordelt på uddannelseskategorier

	Gnst. årlig indkomst, kr.	Indeks	Gini-koefficient
Ufaglært og uoplyst	147.100	89	10,9
Faglært	163.200	99	10,1
Kort videregående	174.600	106	10,3
Mellemlang videregående	180.300	109	10,4
Lang videregående	220.200	133	13,4
Alle	165.300	100	12,3

Kilde:  Beregninger på basis af sammensatte livsindkomster, jf. appendiks 3.2.

Figur 3.4. Gennemsnitsindkomst fordelt på alder og uddannelses-kategori

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde:  Beregninger på basis af sammensatte livsindkomster, jf. appendiks 3.2.

For personer med videregående uddannelse falder den disponible ind­komst i starten af 20-års alderen. Dette skyldes, at en stor gruppe flytter hjemmefra og begynder at studere. For de faglærte og ufaglærte ses denne tendens kun meget svagt. For personer med en lang videregående uddan­nelse øges indkomsterne efterfølgende hurtigere end for de øvrige grup­per, og indkomstnedgangen i forbindelse med tilbagetrækningen fra ar­bejdsmarkedet er desuden noget mindre. Forskellen mellem uddannelses­grupperne er størst efter pensionering, jf. figur 3.4.

De ækvivalerede disponible indkomster stiger generelt frem til 55-60-års alderen, hvorefter de aftager. Indkomsterne vokser kraftigst i 25-30-års alderen og i 45-50-års alderen, jf. figur 3.4. Den lave vækst i de mellem­liggende år skyldes, at mange får børn i denne alder, hvilket betyder, at familiens indkomst skal deles mellem flere personer.

En del af de anslåede indkomstforskelle over livsforløbet skyldes, at ikke alle lever lige længe. Personer, som lever længe, vil alt andet lige have en mindre gennemsnitlig indkomst end andre, da ældres indkomster i gen­nemsnit er noget mindre end befolkningsgennemsnittet.

Fordelingen af livsindkomster er baseret på ca. 50.000 livsforløb konstru­eret ved hjælp af en metode kaldet statistisk match, jf. appendiks 3.2. Til hvert livsforløb er tilknyttet oplysninger om årlige indkomster, uddan­nelse mv. for perioden fra det 18. til det 90. år. Ved måling af forskelle i livsindkomster er det nødvendigt at foretage en række metodevalg, jf. boks 3.2. Livsindkomsten er som udgangspunkt beregnet som den gennemsnitlige årlige indkomst. En lille del af de målte forskelle i livsindkomsten skyldes derfor, at nogle er pensioneret længere end andre.

Boks 3.2. Definition af livsindkomst

Der findes ikke data, som dækker hele livsforløb. Livsindkomsterne i kapitlet er derfor beregnet udfra fiktive livsforløb, som er dannet ved hjælp af statistisk match ud fra en flerårig stikprøve. Livsindkomsterne repræsenterer de samfundsmæssige forhold i perioden 1995 til 2002 korrigeret for inflation og vækst. De fiktive livsforløb er derfor også påvirket af udviklingen i perioden med eksempelvis fal­dende ledighed og stigende produktivitet. De sammensatte livsforløb dækker livsforløbet fra det 18. til det 90. år. Hvert livs­forløb består af omkring 9 delforløb, der er sat i forlængelse af hinanden udfra 7 kri­terier: Køn, antal voksne i familien, antal børn i familien, uddannelsesniveau, boligtype, kapitalindkomstkategorier og disponibel indkomst, jf. appendiks 3.2. Livsforløbene består af en række årlige ækvivalerede disponible indkomster, som kan aggregeres til en livsindkomst på forskellige måder. De centrale metodevalg an­går gennemsnit versus sum samt vækst og diskontering. Sum eller gennemsnit I beregningerne benyttes den gennemsnitlige årlige indkomst som den gennemgå­ende definition af livsindkomsten. Hvis livsindkomsten i stedet defineres som sum­men af de årlige indkomster, vil personer, som dør tidligt, blive tildelt en lav livs­indkomst, mens personer med en høj levealder vil have en høj livsindkomst. Det modsatte er tilfældet, såfremt gennemsnittet af de årlige indkomster benyttes. Da indkomsterne typisk falder ved tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, vil gennem­snitsindkomsten over et livsforløb alt andet lige falde med levealderen. Alternativt kan personkredsen og aldersintervallet begrænses, således at alle lever hele perioden, hvilket ikke er valgt i analysen. Diskontering og vækst Det er alt andet lige en fordel at optjene indkomsten så tidligt som muligt i livs­forløbet, da eventuel opsparing kan forrentes, og forbrugsmuligheder nemmere kan fordeles frit over livsforløbet. Dette taler for at diskontere de årlige indkomster med realrenten efter skat, hvilket vil betyde, at indkomster optjent tidligt i livsforløbet indgår med større vægt i livsindkomsten end indkomster optjent sent i livsforløbet. Som følge af teknologiske fremskridt mv. vokser realindkomsterne år for år med i gennemsnit 1,5-2 pct. Hvis denne vækst indbygges i livsforløbene, vil det indebære, at indkomster optjent sent i livsforløbet vil indgå med størst vægt i livsindkomsten. Det antages i modellen, at væksten svarer til realrenten. Dermed indregnes hverken vækst over livsforløbet eller en diskontering af indkomsterne med realrenten. Hele livsforløbet regnes således i 2002 pris- og indkomstniveau. I datagrundlaget korrigeres indkomsterne for perioden 1995-2001 (fordelt på aldersklasser) til 2002-niveau.

 

3.4. Årsager til udviklingen i indkomstforskellene 1994-2002

De samlede årlige indkomstforskelle målt ved Gini-koefficienten er vokset med 3,4 pct.enheder fra 1994 til 2002. Langt den overvejende del af denne stigning kan henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne efter skat, jf. figur 3.5. Udviklingen i de personlige indkomster efter skat, dvs. den samlede effekt af ændringerne i befolkningens erhvervsindkoms­ter, overførsler og beskatning heraf, har derimod stort set ikke påvirket indkomstforskellene siden 1994.

Figur 3.5. Bidrag til ændring i fordelingen af disponible indkomster fra personlig indkomst og kapitalindkomst, 1994-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.:  De mørkerøde (første) søjler viser ændringen i Gini-koefficienten for fordelingen af de disponible indkomster. De andre søjler viser bidraget til denne ændring fra udviklingen i henholdsvis personlig indkomst efter skat, kapitalindko­mst efter skat samt indbetalinger til private pensionsordninger.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

For de 25-59-årige har udviklingen i kapitalindkomsterne og beskatnin­gen heraf isoleret set bidraget til en forøgelse af de samlede indkomst­forskelle med ca. 2,8 pct.enheder (målt ved Gini-koefficienten) fra 1994 til 2002, jf. tabel 3.11. Det svarer til ca. 80 pct. af den samlede forøgelse af indkomstforskellene blandt de 25-59-årige.

Udviklingen i de personlige indkomster efter skat har isoleret set bidraget til en forøgelse af indkomstforskellene blandt de 25-59-årige med 0,4 pct.enheder, mens ændringerne i indbetalingerne til private pensionsordninger har øget de målte indkomstforskelle med ca. 0,3 pct.enheder.

Tabel 3.11. Bidrag fra personlig indkomst og kapitalindkomst til for­skelle i disponibel indkomst for de 25-59-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Personlig indkomst	38,7	38,3	38,3	38,5	38,6	38,3	-0,39
- Skat heraf	-19,1	-18,8	-18,4	-18,7	-18,7	-18,3	0,81
Pers.indk. efter skat	19,6	19,6	19,9	19,8	19,9	20,0	0,42
Kapitalindkomst	0,6	0,6	2,5	3,8	4,0	4,6	3,93
- Skat heraf	0,1	0,5	-0,4	-1,1	-0,9	-1,0	-1,10
Kap.indk. efter skat	0,7	1,1	2,1	2,8	3,1	3,6	2,83
- Pensionsindbet	-1,4	-1,4	-1,5	-1,2	-1,2	-1,2	0,27
Disp.indk. i alt	18,9	19,2	20,5	21,4	21,8	22,4	3,52

Anm.:  Den nederste række i tabellen viser den samlede forskel i de disponible indkoms­ter målt ved Gini-koefficienten. Rækkerne ovenfor angiver bidragene til den sam­lede indkomstforskel fra de indkomstkomponenter, der indgår i den disponible indkomst. Den samlede Gini-koefficient kan beregnes som summen af bidragene fra personlig indkomst efter skat og kapitalindkomst efter skat minus bidraget fra indbetalinger til private pensionsordninger. Se boks 3.3 for en nærmere beskri­velse af dekomponeringen af den disponible indkomst.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

For de over 66-årige har udviklingen i kapitalindkomsterne efter skat til­svarende ført til en forøgelse af indkomstforskellene med ca. 2,7 pct.enhe­der fra 1994 til 2002, jf. tabel 3.12. Det svarer til godt 90 pct. af den samlede forøgelse af indkomstforskellene blandt de over 66-årige.

Udviklingen i de personlige indkomster efter skat har isoleret set ført til en forøgelse af indkomstforskellene med 0,4-0,5 pct.enheder, mens æn­dringer i indbetalinger til private pensionsordninger har ført til en isoleret formindskelse af indkomstforskellene med ca. 0,2 pct.enheder.

Tabel 3.12. Bidrag fra personlig indkomst og kapitalindkomst til for­skelle i disponibel indkomst for de over 66-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Personlig indkomst	25,7	25,3	25,0	24,4	24,3	24,5	-1,19
- Skat heraf	-12,4	-11,9	-11,5	-11,1	-11,0	-10,8	1,64
Pers.indk. efter skat	13,3	13,4	13,5	13,3	13,3	13,7	0,45
Kapitalindkomst	9,0	8,6	10,6	11,6	12,1	11,4	2,37
- Skat heraf	-3,8	-3,3	-3,4	-3,9	-3,8	-3,4	0,36
Kap.indk. efter skat	5,3	5,4	7,2	7,7	8,3	8,0	2,73
- Pensionsindbet	-0,5	-0,6	-0,6	-0,6	-0,8	-0,7	-0,19
Disp.indk. i alt	18,0	18,1	20,2	20,5	20,8	21,0	2,99

Anm.:  Se anmærkning til tabel 3.11.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Boks 3.3. Dekomponering af den disponible indkomst

Den disponible indkomst kan dekomponeres på flere måder med henblik på at analysere betydningen af forskellige elementer i indkomstdannelsen. Den personlige indkomst betegner normalt summen af private indkomster (som udgør indkomst fra erhvervsdeltagelse samt udbetalinger fra private pensionsordninger mv.) og offentlige indkomstoverførsler. Summen af kapitalindkomsten og den personli­ge indkomst betegnes som bruttoindkomsten. Den disponible indkomst fremkommer som bruttoindkomsten fratrukket de personlige skatter (herunder ejendomsværdiskat fra 2000) og indbetalinger til private pensionsordninger (som ikke logisk kan hen­regnes til nogen af de øvrige indkomstbegreber). I den aktuelt anvendte opdeling af den disponible indkomst på personlig indkomst efter skat og kapitalindkomst efter skat er det tilstræbt at fordele de samlede personli­ge skatter på henholdsvis den del, der påhviler den personlige indkomst, og den del, der påhviler kapitalindkomsten. Arbejdsmarkedsbidrag henregnes som skat af per­sonlig indkomst. De kommunale og statslige indkomstskatter fordeles proportionalt mellem kapitalindkomst og personlig indkomst på basis af kapitalindkomstens andel af de respektive beregningsgrundlag for de enkelte skattetyper. Skat af aktie­indkomst, ejendomsværdiskat og andre ”rene” kapitalskatter henregnes fuldt ud som skat af kapitalindkomst. Opdelingen af skatterne følger i princippet de skattemæssige regler for hver enkelt skattetype i de betragtede år, men metoden indebærer dog et element af skøn.

Den personlige indkomsts betydning for indkomstforskellene

De personlige indkomster udgør gennemsnitligt langt den største andel af de disponible indkomster. Bidraget fra de personlige indkomster til de samlede indkomstforskelle er derfor også langt større end bidraget fra kapitalindkomsten.

De personlige indkomsters bidrag til de samlede indkomstforskelle har været næsten konstant i perioden 1994-2002, dvs. udviklingen i de per­sonlige indkomster har som nævnt isoleret set ikke bidraget til stigningen i indkomstforskellene siden 1994.

For de 25-59-årige er bidraget til de samlede indkomstforskelle fra de per­sonlige indkomster efter skat vokset fra 19,6 pct.enheder i 1994 til 20 pct.enheder i 2002, jf. tabel 3.13.

Tabel 3.13. Bidrag fra private indkomster og overførselsindkomst til forskelle i disponibel indkomst for de 25-59-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Private indkomster	44,9	44,9	44,0	44,1	44,1	43,8	-1,11
Overførselsindkomst	-6,2	-6,5	-5,7	-5,6	-5,5	-5,5	0,73
Personlig indk. i alt	38,7	38,3	38,3	38,5	38,6	38,3	-0,39
- Skat heraf	-19,1	-18,8	-18,4	-18,7	-18,7	-18,3	0,81
Pers.indk. efter skat	19,6	19,6	19,9	19,8	19,9	20,0	0,42

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

De personlige indkomster er opdelt på private indkomster og overførsels­indkomster. De private indkomster udgøres navnlig af lønindkomst og virksomhedsindkomst (opgjort efter bidrag til ATP, bidrag til arbejdsgi­veradministrerede pensionsordninger samt SP-bidrag) samt evt. udbeta­linger fra ATP og andre private pensionsordninger.

Bidraget fra de private indkomster til de opgjorte indkomstforskelle er faldet fra 44,9 pct.enheder i 1994 til 43,8 pct.enheder i 2002, hvilket blandt andet afspejler en mere lige fordeling af de private indkomster som følge af stigningen i beskæftigelsen i perioden.

Overførselsindkomsterne bidrager som udgangspunkt til at reducere de målte indkomstforskelle. For de 25-59-årige er overførselsindkomsternes bidrag til (reduktionen af) indkomstforskellene faldet fra -6,2 pct.enheder i 1994 til -5,5 pct.enheder i 2002, dvs. udviklingen i overførselsindkoms­terne bidrager teknisk set til en isoleret forøgelse af indkomstforskellene fra 1994 til 2002. Det afspejler dog primært, at den lavere ledighed og stigende beskæftigelse har ført til et fald i antallet af overførselsmodtagere i aldersgruppen, og modsvares dermed af en relativt set mindre vægt af overførselsindkomsterne og af en mere lige fordeling af de private ind­komster.

Udviklingen i de samlede personlige indkomster før skat bidrager isoleret set til en lille reduktion på ca. 0,4 pct.enheder af de samlede indkomstfor­skelle fra 1994-2002. Udviklingen i den del af de personlige skatter, der (til dels skønsmæssigt) kan henføres til de personlige indkomster, jf. boks 3.3, bidrager dog isoleret set til en forøgelse af de samlede indkomstfor­skelle med ca. 0,8 pct.enheder[5].

En del af denne effekt afspejler, at de personlige indkomsters andel af de samlede disponible indkomster reduceres over perioden, mens nettokapitalindkomstens andel af de disponible ind­komster øges. Det giver sig udslag i, at en relativ mindre andel af de per­sonlige skatter udgøres af skat på personlig indkomst, mens en relativt større andel udgøres af skat af kapitalindkomst[6].

For de over 66-årige er bidraget fra de personlige indkomster til de samle­de indkomstforskelle mindre end for de 25-59-årige. Det skyldes primært, at de personlige indkomster udgør en mindre andel – og kapitalindkom­sterne en større andel – af de disponible indkomster for de over 66-årige end for de 25-59-årige.

For de over 66-årige er bidraget til de samlede indkomstforskelle fra de personlige indkomster efter skat vokset fra 13,3 pct.enheder i 1994 til 13,7 pct.enheder i 2002, jf. tabel 3.14.

Tabel 3.14. Bidrag fra private indkomster og overførselsindkomst til forskelle i disponibel indkomst for de over 66-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Private indkomster	28,8	29,1	29,2	29,0	29,0	29,3	0,54
Overførselsindkomst	-3,1	-3,8	-4,3	-4,6	-4,7	-4,8	-1,69
Personlig indk. i alt	25,7	25,3	25,0	24,4	24,3	24,5	-1,19
- Skat heraf	-12,4	-11,9	-11,5	-11,1	-11,0	-10,8	1,64
Pers.indk. efter skat	13,3	13,4	13,5	13,3	13,3	13,7	0,45

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i de private indkomster bidrager for de over 66-årige isoleret set til en forøgelse af indkomstforskellene med godt 0,5 pct.enheder. Det afspejler, at flere pensionister i 2002 end i 1994 har private pensions­indtægter udover social pension, og at pensionisternes private indkomster er mere ulige fordelt end den sociale pension.

Det modsvares dog af, at udviklingen i overførselsindkomsten for de over 66-årige isoleret set har bidraget til en reduktion af indkomstforskellene med ca. 1,7 pct.enheder. De offentlige overførsler udgør i 2002 en min­dre andel af de over 66-åriges gennemsnitlige disponible indkomster end i 1994, hvilket afspejler dels, at en større del af den sociale pension til enlige har form af det indkomstafhængige pensionstillæg, dels at de gennemsnitlige private indkomster i gruppen er vokset[7].

Pensionstillægget i folkepensionen samt en række andre ydelser, herunder især boligydelse, aftrappes med stigende indkomster udover social pen­sion. Stigningen i de private indkomster indebærer derfor, at en relativt større andel af overførselsindkomsterne tilfalder en relativt mindre andel af de over 66-årige (med beskedne eller helt uden supplerende indkoms­ter), hvilket har givet sig udslag i et øget bidrag til reduktion af indkomst­forskellene.

Kapitalindkomstens betydning for indkomstforskellene

Som nævnt kan langt den største del af den samlede stigning i ind­komstforskellene tilskrives udviklingen i kapitalindkomsten.

Såvel for gruppen af 25-59-årige som for de over 66-årige er den gennem­snitlige nettokapitalindkomst vokset betragteligt, både i niveau og i pct. af den disponible indkomst, jf. tabel 3.15.

Tabel 3.15. Fordeling af nettokapitalindkomst på indkomstdeciler

	25-59-årige				Over 66-årige
		Andel af disponibel indkomst			Andel af disponibel indkomst
Decil	Gnst. 2002	Ændr. 94-02	Andel 2002	Ændring 94-02	Gnst. i 2002	Ændr. 94-02	Andel 2002	Ændring 94-02
	Kr.	Kr.	Pct.	Pct.enhed	Kr.	Kr.	Pct.	Pct.enhed
1.	-4.900	3.500	-6,9	5,2	2.300	1.700	2,9	2,0
2.	-6.000	3.400	-5,4	3,8	5.800	600	6,2	0,1
3.	-7.000	4.600	-5,5	4,5	8.200	800	8,1	0,0
4.	-7.500	5.300	-5,3	4,8	9.500	1.100	8,9	0,2
5.	-6.900	6.200	-4,5	5,1	11.100	1.700	9,8	0,6
6.	-5.500	8.000	-3,3	5,9	17.200	6.300	14,1	3,9
7.	-4.200	9.100	-2,3	6,0	20.100	4.200	15,0	1,3
8.	-1.600	11.600	-0,8	6,8	25.900	6.400	17,3	2,1
9.	3.300	15.600	1,4	7,7	38.100	11.200	21,6	3,6
10.	65.500	61.600	19,4	17,9	128.800	41.900	44,3	5,3
Alle.	2.500	12.900	1,5	8,5	26.700	7.600	19,5	3,2

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Specielt for de 25-59-årige har der fra 1994 til 2002 været en betydelig vækst i nettokapitalindkomsterne, svarende til en stigning i nettokapital­indkomstens andel af de disponible indkomster på 8,5 pct.enheder. Den samlede nettokapitalindkomst for gruppen af 25-59-årige har i gennem­snit været positiv siden 2000. Det dækker dog over betydelige forskelle på tværs af indkomstgrupperne. De 80 pct. af de 25-59-årige med de laveste disponible indkomster har fortsat negativ nettokapitalindkomst.

Væksten i nettokapitalindkomstens andel af de disponible indkomster for de 25-59-årige er størst for 10. decil, men er i øvrigt forholdsvis jævnt fordelt over resten af indkomstfordelingen.

For gruppen af over 66-årige er kapitalindkomsterne mere ulige fordelt end for de 25-59-årige. Samtidig udgør kapitalindkomsten som nævnt en langt større andel af de disponible indkomster for de over 66-årige end for de 25-59-årige. Såvel væksten i nettokapitalindkomstens andel af de disponible indkomster som ændringen i nettokapitalindkomstens niveau fra 1994 til 2002 har været mindre for de over 66-årige end for de 25-59-årige. Samtidig har væksten for de over 66-årige været mere ulige fordelt.

Kapitalindkomsten består af renteindtægter, renteudgifter, imputeret afk­ast af ejerbolig, aktieindkomst samt anden kapitalindkomst[8]. De 25-59-årige har i gennemsnit store renteudgifter og næsten ingen renteindtægter. De over 66-årige har derimod store renteindtægter og næsten ingen rente­udgifter.

Figur 3.6. Gennemsnitlig sammensætning af kapitalindkomsten, 1994-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Renteudgifterne er i gennemsnit faldet med 2.500 kr. fra 1994 til 2002 for de 25-59-årige. Tilsvarende er de gennemsnitlige renteindtægter for de over 66-årige faldet med 3.200 kr., jf. figur 3.6.

Aktieindkomsterne er for såvel de 25-59-årige som for de over 66-årige vokset betragtelig siden 1994, men udgør dog stadig en forholdsvis lille andel af den samlede kapitalindkomst.

Afkastet af bolig udgør omkring 9-10.000 kr. i 1994 og omkring 16-17.000 kr. i 2002 for såvel de 25-59-årige som de over 66-årige, og er således steget med ca. 6.500 kr. for begge aldersgrupper.

For gruppen af 25-59-årige er bidraget fra kapitalindkomsterne efter skat til de samlede indkomstforskelle vokset fra 0,7 pct.enheder i 1994 til 3,6 pct.enheder i 2002, jf. tabel 3.16. Denne ændring på 2,8 pct.enheder sva­rer som nævnt til omkring 80 pct. af den samlede stigning i indkomstfor­skellene for de 25-59-årige målt ved Gini-koefficienten.

Tabel 3.16. Dekomponering af kapitalindkomstens bidrag til indkomstforskelle, 25-59-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Renteindtægter	0,8	0,7	0,6	0,6	0,7	0,6	-0,20
-Renteudgifter	-2,8	-2,8	-2,7	-2,5	-2,5	-2,5	0,28
Nettorenteindtægter	-2,0	-2,1	-2,1	-1,9	-1,8	-1,9	0,08
+Aktieindkomst	0,6	-0,3	1,7	2,2	2,2	2,8	2,22
+Afkast af ejerbolig	1,7	2,1	2,4	2,8	3,0	3,3	1,60
+Anden kap.indk	0,3	0,4	0,5	0,7	0,6	0,4	0,04
Kapitalindk. i alt	0,6	0,6	2,5	3,8	4,0	4,6	3,93
- Skat heraf	0,1	0,5	-0,4	-1,1	-0,9	-1,0	-1,10
Kap.indk. efter skat	0,7	1,1	2,1	2,8	3,1	3,6	2,83

Anm.:  Den nederste række i tabellen viser nettokapitalindkomstens samlede bidrag (efter skat) til ændringen i forskellen i de disponible indkomster målt ved Gini-koefficienten. Rækkerne ovenfor angiver delbidragene fra de enkelte komponen­ter, der indgår i nettokapitalindkomsten.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i nettokapitalindkomsterne før skat har isoleret set bidraget til en forøgelse af de samlede indkomstforskelle med 3,9 pct.enheder fra 1994 til 2002. Denne ændring kan opdeles i isolerede bidrag fra udvik­lingen i henholdsvis nettorenteindtægter, aktieindkomst, afkast af ejerbo­lig og anden kapitalindkomst.

Da boligejere i gennemsnit er højere placeret i indkomstfordelingen end lejere, og da det typisk er ejerne, der har de største renteudgifter, bidrager renteudgifter til at udligne indkomstforskellene. Renteindtægter bidrager til at øge indkomstforskellene, idet der er en tendens til en positiv sammenhæng mellem indkomst og formue og dermed renteindtægt. For gruppen af 25-59-årige er renteudgifterne væsentlig større end renteindtægterne, jf. figur 3.6. Samlet set bidrager nettorenteindtægterne dermed til at reducere indkomstforskellene. De samlede nettorenteind­tægter for de 25-59-årige er som nævnt faldet over perioden, men ændrin­gen før skat har ikke bidraget væsentligt til at forøge indkomstforskellene fra 1994 til 2002.

Udviklingen i aktiekurserne har derimod isoleret set bidraget til en forø­gelse af indkomstforskellene med 2,2 pct.enheder, mens udviklingen i afkastet af ejerbolig har øget indkomstforskellene med 1,6 pct.enheder. Udviklingen i beskatningen af kapitalindkomsterne skønnes at have bi­draget til at reducere indkomstforskellene med ca. 1,1 pct.enheder fra 1994 til 2002, hvilket blandt andet afspejler den reducerede fradragsværdi af negativ nettokapitalindkomst.

For gruppen af over 66-årige er bidraget til de samlede indkomstforskelle fra kapitalindkomsterne efter skat vokset fra 5,3 pct.enheder i 1994 til 8 pct.enheder i 2002, jf. tabel 3.17. Denne ændring på 2,7 pct.enheder svarer til godt 90 pct. af den samlede stigning i indkomstforskellene for de over 66-årige fra 1994 til 2002.

Tabel 3.17. Dekomponering af kapitalindkomstens bidrag til indkomst­forskelle, over 66-årige, 1994-2002

	1994	1996	1998	2000	2001	2002	Ændring
1994-2002
	Pct.enheder
Renteindtægter	6,6	6,0	4,7	4,6	4,6	4,3	-2,36
-Renteudgifter	-0,9	-0,9	-0,9	-1,2	-1,0	-1,1	-0,23
Nettorenteindtægter	5,8	5,1	3,7	3,4	3,6	3,2	-2,59
+Aktieindkomst	0,6	0,1	2,0	2,9	2,6	2,6	1,99
+Afkast af ejerbolig	2,1	2,8	3,2	4,3	4,5	4,8	2,74
+Anden kap.indk	0,6	0,7	1,6	1,1	1,3	0,8	0,23
Kapitalindk. I alt	9,0	8,6	10,6	11,6	12,1	11,4	2,37
- Skat heraf	-3,8	-3,3	-3,4	-3,9	-3,8	-3,4	0,36
Kap.indk. efter skat	5,3	5,4	7,2	7,7	8,3	8,0	2,73

Anm.:  Se anmærkning til tabel 3.16.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i nettorenteindtægterne har isoleret set bidraget til at reducere indkomstforskellene med 2,6 pct.enheder i gruppen af over 66-årige.

Udviklingen i aktieindkomsten (før skat) fra 1994 til 2002 har isoleret set bidraget til en forøgelse af indkomstforskellene med 2 pct.enheder inden for gruppen af over 66-årige. Disse bidrag fra aktieindkomsten til indkomstforskellene er placeret på relativt få personer. Ses der bort fra den ene pct. af de over 66-årige, som har de højeste disponible indkomster, falder bidraget fra aktieindkomst fra 2,0 til 0,6 pct.enheder.

Udviklingen i afkastet af ejerbolig har øget de målte indkomstforskelle med godt 2,7 pct.enheder, mens udviklingen i anden kapitalindkomst har bidraget med godt 0,2 pct.enheder.

Pensionsindbetalinger

Til pensionsindbetalinger henregnes fradragsberettigede indbetalinger til kapitalpension samt privattegnede pensionsordninger. Indbetaling til ATP, SP-bidrag og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger indgår ikke heri, men er fraregnet i opgørelsen af den personlige indkomst. Dvs. de anvendte personlige indkomster er opgjort netto efter indbetalinger til ATP, SP og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger.

Pensionsindbetalingerne har bidraget positivt til væksten i de disponible realindkomster fra 1994 til 2002, idet der har været et fald i indbetalingerne. Det skal ses i sammenhæng med den lavere fradragsværdi af kapitalpensionsbidrag i forbindelse med pinsepakken. Samtidig kan de øgede indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede ordninger tænkes at begrænse incitamentet til øget privat pensionsopsparing.

For de 25-59-årige har udviklingen i pensionsindbetalingerne isoleret set bidraget til en lille forøgelse af de opgjorte indkomstforskelle fra 1994 til 2002.

For de over 66-årige har udviklingen i pensionsindbetalingerne derimod bidraget til en lille reduktion af indkomstforskellene.

---

[1] Det tilgængelige datagrundlag giver kun mulighed for at udarbejde repræsentative for­delingsberegninger frem til og med 2002. Det skyldes hovedsagelig, at indkomsterne først skal selvangives og slutlignes, jf. appendiks 3.1.

[2] Ækvivalensmålet er allerede ændret i forbindelse med analyserne i Ældres Økonomiske vilkår, september 2003, hvor C-familiebegrebet dog stadig er benyttet. I analyserne i Fordeling og levevilkår, AErådet 2003, som også baserer sig på Lovmodeldata, benyttes imidlertid en metode svarende til den anvendte i Fordeling og incitamenter 2002.

[3] En del af den målte effekt skyldes formentlig, at de registrerede oplysninger om skattefri kontanthjælp i 1993 og tidligere er delvis ufuldstændige, dvs. der er tale om et mindre databrud fra 1993 til 1994 for så vidt angår oplysningerne om kontanthjælp.

[4] I en ny og mere omfattende, endnu ikke offentliggjort OECD-undersøgelse med oplys­ninger fra omkring 2000 viser de foreløbige tal, at Danmark fortsat har de mindste ind­komstforskelle blandt OECD-landene. OECD forventer at kunne offentliggøre disse tal i efteråret 2004.

[5] En del af denne udvikling kan forklares ved stigningen i arbejdsmarkedsbidragene (i de første år i perioden), der er modsvaret af en tilsvarende teknisk reduktion af overførselsindkomsterne. Derved omfordeler overførselsindkomster alt andet lige mindre, og samtidig er gennemsnitsskatten på disse – der gennemgående er placeret nederst i indkomstfordelingen – teknisk reduceret, hvorved progressionen teknisk set (men ikke reelt) er blevet forøget.

[6] Medvirkende hertil har været indførelsen af det midlertidige pensionsbidrag i 1998 og SP-bidraget i de følgende år, som teknisk reducerer den del af de personlige indkomster, der beskattes i de enkelte år.

[7] Som led i Ny kurs blev enlige pensionisters forhøjede personfradrag omlagt til en højere pension i 1994. Over perioden 1994-1998 blev denne pension i højere grad gjort ind­komstafhængig.

[8] Anden kapitalindkomst omfatter indkomst vedr. skibsanparter, udenlandsk kapitalind­komst, udlodninger fra investeringsforeninger, kapitalværdistigning, ophævet indskud på etableringskonto og genvundne afskrivninger.