4.2. Appendiks: Supplerende lavindkomstmål

I det følgende er udviklingen i lavindkomstgruppens indkomstforhold be­lyst med nogle supplerende lavindkomstmål.

Anm.:  I de viste beregninger indgår kun familier med positiv disponibel indkomst.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Fra 1993 til 1994 stiger gennemsnitsindkomsten i lavindkomstgruppen forholdsvis kraftigt samtidig med, at forskellen mellem lavindkomstgræn­sen og gennemsnitsindkomsten i lavindkomstgruppen falder, jf. figur 1.b og figur 1.c. Gennemsnitsindkomsten i lavindkomstgruppen vokser såle­des mere end lavindkomstgrænsen og medianindkomsten.

Også Gini-koefficienten for lavindkomstgruppen falder relativt kraftigt, jf. figur 1.d.

Udviklingen kan i høj grad henføres til et kraftigt fald i andelen af familier med meget lav disponibel indkomst fra 1993 til 2002, jf. figur 2. Udviklingen gælder også andelen af familier med negativ disponibel indkomst. Hovedparten af reduktionen finder sted fra 1993 til 1994.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Familier med meget lav eller negativ disponibel indkomst i et givet år har ofte relativt svingende indkomster. De har typisk store renteudgifter eller underskud af virksomhed, og en relativt høj andel bor i ejerbolig.

Reduktionen i andelen af familier med meget lave indkomster kan blandt andet ses i lyset af en omfattende konverteringsbølge i 1993-94, der medførte et fald i husholdningernes samlede renteudgifter på 10 mia.kr. samt skattereformen, der indebar en reduktion af rentefradragets værdi, hvilket kan have motiveret til en reduktion af renteudgifterne[1].

I 2001 og 2002 er gennemsnitsindkomsten i lavindkomstgrupperne vok­set lidt mindre end medianindkomsten. Derfor har der været en mindre stigning i forskellen mellem gennemsnitsindkomsten og lavindkomst­grænsen, jf. figur 1.c. Ginikoefficienten for lavindkomstgruppen er samti­dig vokset en smule, jf. figur 1.d.

Sen-indekset kombinerer oplysningerne i figur 1.a-d og tager således hen­syn til både indkomstfordeling og gennemsnitsindkomst i lavindkomst­gruppen.

Sen-indeket beregnes som: Sen = A*( D + (1-D)*G_P)

Sen-indekset varierer fra 0 (hele befolkningen har indkomster over lavind­komstgrænsen), til 100 pct. (hele befolkningen har indkomster under lav­indkomstgrænsen samtidig med, at indkomstfordelingen er fuldstændig ulige svarende til en Gini-koefficient på 1).

Udviklingen i Sen-indekset følger i høj grad udviklingen i andelen af be­folkningen i lavindkomstgruppen, uanset om lavindkomstgrænsen sættes ved 50 eller 60 pct. af medianindkomsten, jf. figur 3. Da Gini-koeffi­cienten og forskellen mellem gennemsnitsindkomsten i lavindkomstgrup­pen og lavindkomstgrænsen falder over perioden, jf. figur 1.c og 1.d, falder Sen-indekset dog lidt mere set over hele perioden.

a. Indkomst<50 pct. af medianindk.	b. Indkomst<60 pct. af medianindk.

Anm.:  I de viste beregninger indgår kun familier med positiv disponibel indkomst.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

[1] Reduktionen af rentefradragets skatteværdi var særlig stor for familier med en samlet skattepligtig indkomst ekskl. fradrag for ligningsmæssige fradrag på mindre end 130.000 kr., idet disse ikke kunne udnytte rentefradraget i mellemskatten. For dem blev rentefra­dragets værdi alene fra 1993 til 1994 reduceret fra 52 til knap 45 pct. Reduktionen af skatteværdien af rentefradraget har dog samtidig en negativ effekt på den disponible indkomst via den stigende skattebetaling, men de gennemsnitlige samlede nettorenteud­gifter falder.