5. Betydningen af metodevalg

5. Betydningen af metodevalg

5.1. Indledning

I analyserne af indkomstfordelingen er det nødvendigt at foretage en række metodevalg, blandt andet for at kunne sammenligne indkomsterne på tværs af familier af forskellig størrelse. I dette kapitel afprøves robust­heden af indkomstanalyserne ved at variere metodevalgene på tre områ­der: Valget af stordriftsfordele i det anvendte ækvivalensmål, valget af familieenhed og ansættelsen af imputeret afkast af ejerbolig.

Resultaterne af følsomhedsanalyserne peger på, at graden af stordrifts­fordele kun i mindre omfang påvirker udviklingen i indkomstforskellene over tid. Både størrelsen af de målte indkomstforskelle og størrelsen af lavindkomstgruppen i de enkelte år er imidlertid mere følsomme overfor antagelserne om stordriftsfordele. Det skyldes, at den ækvivalerede indkomst for par- og børnefamilier øges relativt til indkomsterne for enlige med stigende stordriftsfordele.

Såvel valget af familieenhed som ansættelsen af imputeret afkast af ejerbolig har forholdsvis lille betydning for de målte indkomstforskelle. Stigningen i ejendomsværdierne siden midten af 1990’erne har dog ført til, at de opgjorte indkomstforskelle er blevet mere følsomme med hensyn til det imputerede afkast af ejerbolig, navnlig for gruppen af over 66-årige.

Med henblik på at tilvejebringe et groft skøn over størrelsesordenen af stordriftsfordele er foretaget en analyse forbrugsbehovet for familier i forskellige livssituationer. Resultaterne peger på, at en familie med to voksne kan have omtrent samme materielle velfærd pr. person som en familie med én voksen ved et samlet forbrug, der er ca. 50 pct. større. Stordriftsfordelen fremstår umiddelbart større for ældre par end for par i den erhvervsaktive alder.

Disse resultater peger på, at det ækvivalensmål, der blev anvendt i Fordeling og Incitamenter 2002 og i tidligere indkomstfordelingsanalyser i Finansredegørelsen, formentlig undervurderer størrelsesordenen af stor­driftsfordele. Det er derfor valgt at ændre ækvivaleringsmetoden i ind­komstfordelingsanalyserne i retning af en antagelse om større stor­driftsfordele. Denne ændring indebærer primært en forøgelse af de ækvi­valerede indkomster for personer i par relativt til indkomsten for enlige, men har som nævnt ikke nævneværdig betydning for udviklingen i indkomstfordelingen.

Samtidigt er det valgt at anvende et andet familiebegreb end tidligere, så hjemmeboende over 18 år nu betragtes som en del af forældrenes familie.

Analysen af metodevalgets betydning for indkomstforskellene er gennemgået i afsnit 5.2. I afsnit 5.3 belyses størrelsesordenen af stor­driftsfordelene med udgangspunkt i en analyse af forbrugs­mulighederne for familier i forskellige livssituationer. I afsnit 5.4 belyses konsekvenserne af de valgte metodeændringer.

5.2. Metodevalgets betydning for indkomstforskelle mv.

I det følgende analyseres indkomstberegningernes følsomhed overfor antagelserne om stordriftsfordele, den økonomiske enhed (dvs. det anvendte familiebegreb) og det imputerede afkast af ejerbolig.

Betydning af graden af stordriftsfordele

Ved sammenligning af indkomsterne for personer i familier af forskellig størrelse og sammensætning er det nødvendigt at foretage en talmæssig korrektion af indkomsterne – en såkaldt ækvivalering. Derved tages der højde for stordriftsfordele forbundet med at være mere end én person i en husholdning samt det forhold, at børn i familien skal forsørges af de voksnes indkomster.

Graden af stordriftsfordele afhænger af koefficienten i ækvivalerings­funktionen. Den ækvivalerede indkomst, som tildeles hver person i fami­lien, er givet ved familieindkomsten/(antal voksne + antal børn)^a. Ækviva­leringsfaktoren a er et tal mellem 0 og 1, hvor 1 svarer til ingen stordriftsfordele. Den fastsatte grad af stordriftsfordele øges med faldende værdier af a. I fordelingsanalyserne i denne publikation er valgt en ækvivalensfunktion, hvor a har værdien 0,6.

Indkomstforskellene mellem enlige og par øges med stigende stordriftsfordele, mens indkomstforskellene mellem familier med og uden børn mindskes med stigende stordriftsfordele, jf. figur 5.1.a.

Figur 5.1. Gennemsnitlige disponible indkomster, 2002

a. Betydningen af stordriftsfordele	b. Betydningen af børn i ækvivaleringen

Anm.:  Ækvivalensfunktion: (antal voksne + antal børn)^a. I figur 5.2b bruges ækvivale­ringsfaktoren 0,6.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Tilstedeværelse af børn i familien reducerer de gennemsnitlige disponible indkomster for familiens voksne medlemmer, fordi indkomsten forudsæt­tes delt mellem flere personer. Ved samme nominelle (ikke-ækvivalerede) indkomst har familier med børn således lavere ækvivaleret disponibel ind­komst end familier uden børn. For personer mellem ca. 25 og 55 år reduceres den ækvivalerede indkomst betragteligt som følge af, at en stor del af gruppen har børn, jf. figur 5.1.b.

Valget af ækvivaleringsfaktor har stor betydning for niveauet af de målte indkomstforskelle, men mindre betydning for udviklingen i indkomstfordelingen. For de 25-59-årige er stigningen i indkomst­forskellene fra 1983 til 2002 0,8 pct.enheder uden stordriftsfordele (a=1) og 2,5 pct.enheder med stordriftsfordele svarende til en ækvivalerings­faktor på 0,6. I perioden fra 1994 til 2002 er stigningen 3,1 pct.enheder uden stordriftsfordele og 3,5 pct.enheder med stordriftsfordele svarende til en ækvivaleringsfaktor på 0,6. jf. figur 5.2.a.

For de over 66-årige har den konkrete antagelse om stordriftsfordele mindre betydning for udviklingen i indkomstforskellene, hvilket hoved­sageligt skyldes, at en relativt stor andel af de ældre er enlige, samt at kun få ældre har børn, jf. figur 5.2.b.

Figur 5.2. Ækvivalensskalaens betydning for udviklingen i indkomstfor­skellene, 1983-2002

a. 25-59-årige	b. Over 66-årige

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den gennemsnitlige ækvivalerede disponible indkomst øges, med stigen­de stordriftsfordele. Uden stordriftsfordele (a=1) er den gennemsnitlige disponible indkomst 114.900 kr. Med den aktuelt anvendte ækvivale­ringsfaktor i denne publikation (a=0,6) er den gennemsnitlige ækviva­lerede disponible indkomst 159.600 kr. De anvendte ækvivalerede ind­komster er altså i gennemsnit 39 pct. større end det almindelige gennemsnit af de disponible indkomster per person, jf. tabel 5.1.

Tabel 5.1. Ækvivalensfaktorens betydning, hele befolkningen, 2002

Ækvivaleringsfaktor:	0,5	0,6	0,7	0,8	0,9	1,0
Gns. disp. indkomst, kr.	174.400	159.600	146.400	134.600	124.200	114.900
Index (a=1) = 100, pct.	152	139	127	117	108	100
Gini-koefficient, pct.	23,5	23,2	23,2	23,6	24,3	25,4
Median indkomst, kr.	162.400	147.400	134.000	122.500	112.200	103.400
Lavindkomstgruppe, antal	264.300	224.000	215.300	228.000	254.600	293.800
- Heraf enlige (pct.)	74,3	67,2	59,0	50,0	42,5	36,0

Anm.:  Ækvivaleringsfunktion: (antal voksne + antal børn)^a.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Indkomstforskellene i befolkningen er mindst ved en ækvivaleringsfaktor omkring 0,6-0,7, hvor Gini-koefficenten er 23,2. Uden stordriftsfordele (a=1) er Gini-koefficienten 25,4.

Antallet af personer i lavindkomstgruppen (med en indkomst under 50 pct. af medianindkomsten) er alt andet lige mindst ved en ækviva­leringsfaktor på 0,7. Samtidigt øges andelen af enlige i lavindkomst­gruppen med voksende stordriftsfordele, hvilket afspejler den relative forskydning af indkomsten mellem enlige og personer i par.  

Den økonomiske enhed – familien eller husstanden

En økonomisk enhed er som udgangspunkt personer, der deler indtægter. Derimod kan der ofte være tale om deling af udgifter udenfor den økonomiske enhed. Dette kan eksempelvis være boligforeninger, der deler vaskemaskiner, telefon og internetforbindelse, eller foreninger med fællesrejser og lignende.

Det er i denne publikation valgt som udgangspunkt at benytte Danmarks Statistiks D-familiebegreb, som afgrænsning for personer, der deler økonomiske ressourcer. D-familien omfatter ægtefæller og samlevende samt disses hjemmeboende børn, herunder også hjemmeboende over 18 år.

Som alternativ økonomisk enhed kan Danmarks Statistiks husholdnings­begreb anvendes. En husstand består af alle personer, der bor på samme fysiske adresse, og kan dermed omfatte op til flere familier.

Hvis indkomst ækvivaleres inden for husstanden i stedet for det anvendte D-familie begreb (med uændret ækvivalensskala), bliver resultatet en større gennemsnitlig disponibel indkomst, mindre målte indkomstfor­skelle, en mindre lavindkomstgruppe og en lavere andel af enlige i lavindkomstgruppen, jf. tabel 5.2.

Tabel 5.2. Ækvivalering indenfor husstanden, 2002

Ækvivale­ringsfaktor	Fordeling (Gini)	Disponibel indkomst	Median indkomst	Lavindkomst­gruppen	Heraf enlige
Husstanden:	Pct.	Kr.		Personer	Pct.
0,5	23,0	178.700	166.300	214.600	60,8
0,6	22,6	162.600	150.200	182.700	50,7
0,8	23,1	135.800	123.600	200.200	35,0
1,0	25,0	114.600	103.300	275.300	24,9
Familien:
0,5	23,5	174.400	162.400	264.300	74,3
0,6	23,2	159.600	147.400	224.000	67,2
0,8	23,6	134.600	122.500	227.900	50,0
1,0	25,4	114.900	103.400	293.800	36,0

Anm.:  Ækvivaleringsfunktion: (antal voksne + antal børn)^a.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den højere indkomst er en konsekvens af, at husstanden er en større enhed end familien. Ved en given ækvivaleringsfaktor tillægges stordrifts­fordelene implicit større vægt. Størrelsen af ækvivalerings­faktoren kan dog ikke beregnes uafhængigt af familiedefinitionen. Det forventes, at stordriftsfordelene er relativt mindre, ved valg af større enhed.

De mindre indkomstforskelle er også en konsekvens af, at husstanden er en større enhed. For det første bliver forskelle inden for husstanden elimineret, og for det andet får en stor del af familierne med lav indkomst en noget højere indkomst, når hele husstandens indkomst medregnes.

Imputeret afkast af ejerbolig

Boligejere besidder i form af ejerboligen et formueaktiv, hvis afkast består i, at ejeren frit kan bo i ejendommen. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst.

For at sikre sammenlignelighed imellem ejeres og lejeres disponible indkomster forøges ejernes kapitalindkomst med et imputeret afkast af ejerboligen. Det imputerede afkast forudsættes i analyserne i denne publikation at udgøre 4 pct. af ejendomsvurderingen i hvert år. Dette svarer til fremgangsmåden i Fordeling og incitamenter 2002 og Finansredegørelsen tidligere år. Det imputerede afkast udgør i gennemsnit 24.900 kr. for alle ejere, jf. tabel 5.3.

Det imputerede afkast af ejerbolig modsvares delvist af udgifterne til ejendomsværdiskat, der i 2000 erstattede beskatningen af overskud af ejerbolig.

Tabel 5.3. Ændring i fordelingen af indkomsterne ved imputeret afkast af ejerbolig, 2002

	Uden imputeret afkast	Med imputeret afkast	Forskel
	Gennemsnitlig disponibel indkomst
Hele befolkningen	143.600	158.100	14.500
Ejere	154.400	179.300	24.900
Lejere	128.700	128.700	0
	Gini-koefficient
Hele befolkningen	22,5	23,2	0,7
Ejere	22,6	21,6	-1,0
Lejere	21,1	21,1	0,0

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Uden et imputeret afkast har ejere i gennemsnit en disponibel indkomst, der er ca. 25.700 kr. større end lejernes gennemsnitlige disponible indkomst, jf. figur 5.3.a. En forøgelse af den fastsatte afkastsprocent med 1 pct.enhed øger ejernes gennemsnitlige disponible indkomst og dermed forskellen mellem ejere og lejeres disponible indkomster med omkring 6.200 kr. i 2002.

Figur 5.3. Afkastprocentens indflydelse på den disponible indkomst, 2002

a. Gennemsnitlig disponibel indkomst	b. Forskelle i disponible indkomster

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Det imputerede afkast øger dermed indkomstforskellene, og jo større afkastprocent, der vælges, desto større bliver indkomstforskellene i befolkningen.

Inden for gruppen af boligejere falder indkomstforskellene imidlertid med stigende afkastprocent op til et niveau omkring 6 pct. Fra omkring 6 pct. vokser indkomstforskellene inden for ejergruppen svagt, når afkastprocenten øges, jf. figur 5.3.b. Det skyldes, at den gruppe boligejere, der besidder den laveste halvdel af indkomstmassen, ejer lidt mere end halvdelen af den samlede boligformue, jf. boks 5.1.

Boks 5.1. Boligformuens fordeling på indkomstskalaen

	Indkomstforskellene indenfor gruppen af ejere reduceres når afkastprocenten for ejendomsaktiver øges, jf. figur 5.3.b. Dette skyldes, at over halvdelen af boligmassen ejes af familier, hvis disponible indkomster udgør mindre end halvdelen af indkomstmassen blandt ejerne, jf. figur a. Dermed får gruppen af familier med den mindste indkomstmasse det største imputerede afkast.
	Figur a. Akkumuleret boligformue fordelt på akkumuleret indkomst.             Kilde:  Egne beregninger på basis af stik­prøver på 3,3 pct. af befolkningen.	Årsagen er blandt andet, at relativt unge/nye boligejere med store rente­udgifter alt andet lige vil fremstå med relativt lave disponible indkomster i forhold til ældre boligejere, som har mindre renteudgifter. Derimod vil indkomstforskellene øges ved højere afkastprocent ved en afkast­procent på mere end 6 pct., fordi ind­komsterne dermed øges nok til, at gruppen af familier med mere end halvdelen af boligmassen får over halv­delen af indkomstmassen.

De stigende ejendomspriser i perioden fra 1994 til 2002 har medført, at indkomstforskellene er blevet mere følsomme overfor antagelserne om imputeret afkast af ejerbolig. Med den anvendte afkastprocent på 4 pct.  bidrager det imputerede afkast af ejerbolig til de stigende indkomstforskelle i perioden, jf. kapitel 3. Særligt de over 66-årige påvirkes af det imputerede afkast, da ejendomsværdierne for over 66-årige er relativt høje i forhold til deres indkomst. I 2002 bidrager det imputerede afkast til at øge de opgjorte indkomstforskelle for både personer i den erhvervsaktive alder og over 66-årige, jf. figur 5.4.a og b.

Figur 5.4. Betydning af imputeret afkast af ejerbolig for udviklingen i indkomstforskellene, 1983-2002

a. 25-59-årige	b. Over 66-årige

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

5.3. Forbrugsmuligheder for familier i forskellige livs­situationer

Forskellige familiekategorier har systematiske forskelle i den disponible indkomst. Par uden børn har i gennemsnit mere end dobbelt så høj samlet indkomst som enlige uden børn i samme aldersgruppe, jf. tabel 5.4 Blandt de over 66-årige er indkomsten ca. 80 pct. højere for par end for enlige. For de ældre er det størrelsesforholdet mellem folkepensionen for henholdsvis enlige og par, der har størst betydning for den opgjorte indkomstforskel.

Tabel 5.4. Indeks for gennemsnitlig disponibel indkomst, ikke ækviva­leret, 2002

Alder, år	Enlige uden børn		Enlige med børn	Par uden børn	Par med børn
	Pct. af enlige uden børn						Pct. af par uden børn
18-24	100	165		242	280	116
25-29	100	132		214	231	108
30-39	100	128		206	234	113
40-49	100	128		217	247	114
50-59	100	117		218	234	107
60-66	100	.		207	.	.
Over 66	100	.		176	.	.

Anm.:  Hjemmeboende over 18 år er udeladt af denne analyse.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Par med børn har i gennemsnit 10-15 pct. højere disponible indkomster end par uden børn i samme aldersgruppe. Enlige forsørgere har i gen­nemsnit 20-30 pct. højere indkomster end enlige uden børn i samme aldersgruppe. Blandt de 18-24-årige har enlige forsørgere dog i gennem­snit 65 pct. større disponible indkomster end enlige uden børn[1].

Det er imidlertid ikke umiddelbart muligt at afgøre, hvad forskellene i de gennemsnitlige disponible indkomster betyder for forskellene i ”materiel velstand” pr. person på tværs af familiekategorierne.

For at kunne sammenligne disponible indkomster mellem familier af forskellig størrelse og sammensætning er det nødvendigt at tage højde for systematiske forskelle i ”forbrugsbehov” – herunder om der er børn i familien, stordriftsfordele ved at være flere i en familie og mulige forskelle over livsforløbet. En 2-årig, en 40-årig og en 80-årig er i meget forskellige livssituationer med forskellige forbrugsbehov, jf. boks 5.2.

Boks 5.2. Disponibel indkomst og materiel velstand for forskellige familiekategorier

Analyser af forskelle i forbrugsmuligheder og materiel velfærd kompliceres af, at forbrugssammensætningen ikke kan forventes at være ens i familier med forskellige antal medlemmer. Eksempelvis kan begge personer i et par have samme glæde af et større forbrugsgode (fx bil, båd, sommerhus, tv) som en enlig. Men enlige skal alt andet lige anvende en større andel af indkomsten på anskaffelsen af dette gode, end et par. Det kan forventes, at den enlige oftere end parret vælger ikke at anskaffe dette forbrugsgode, men i stedet vælger andre former for forbrug, fx restaurationsbesøg, ferierejser mv. som ikke i samme grad er forbundet med stordriftsfordele. Forskelle i familiernes forbrugsmønster understøtter denne formodning, jf. appendiks 5.1. Det kan derfor være rationelt for enlige at sammensætte et forbrug af goder med forholdsvis lav grad af stordriftsfordele, mens det vil være rationelt for familier med flere medlemmer at sammensætte et forbrug af goder med en højere grad af stor­driftsfordele. Omvendt kan enlige være nødt til at anvende en større andel af budgettet på goder med stordriftsfordele, der må betragtes som nødvendige. Det kan fx være udgifter til husleje, el og varme. Dette forhold kan isoleret set trække i retning af, at enlige anvender en større del af budgettet på goder med stordriftsfordele. Graden af stordriftsfordele kan estimeres ud fra repræsentative undersøgelser af familiernes faktiske forbrug. Med den metode vil det være nødvendigt at korrigere for, at det faktiske forbrug afhænger af indkomsten. Par uden børn tjener fx i gennemsnit omtrent det dobbelte af enlige uden børn og har derfor som udgangspunkt råd til et forbrug, der er dobbelt så stort. Men et par vil kunne opnå samme materielle velfærd som en enlig med et forbrug, der er mindre end dobbelt så stort på grund af stordriftsfordele. Hvis forbrugskvoten for enlige og par er ens, vil en direkte sammenligning af det faktiske forbrug derfor undervurdere parrenes materielle velfærd og dermed graden af stordriftsfordele i forbruget. I dette kapitel er det derfor valgt at analysere stordriftsfordele med udgangspunkt i budgetter opstillet af Forbrugerinformation.

Familiers stordriftsfordele

I det følgende analyseres stordriftsfordele ved at være flere i en familie med udgangspunkt i Forbrugerinformations standardbudgetter, der viser skøn over udgiften til de fleste almindeligt forekommende forbrugsgoder i familiebudgettet på basis af vurderinger af et rimeligt forbrug. Et rimeligt forbrug er ifølge forbrugerinformation ”.et forbrug, som er almindeligt i forhold til aktiv deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret”[2] Stan­dardbudgetterne er baseret på en analyse af familiers forbrugsudgifter, som derudover er forsøgt justeret i forhold til officielle anbefalinger for blandt andet ernæring og tidligere analyser udarbejdet af blandt andet Socialforskningsinstituttet. Desuden er budgetterne afprøvet af både ved interviewundersøgelser og af rådgivere, jf. Forbrugerstyrelsens familiebud­get, Hovedrapport 1993.

Standardbudgetterne omfatter særskilte forbrugsskøn for en række for­skellige familietyper indenfor ni forbrugsområder, der omfatter forskellige typer dagligvarer, beklædning, ferie og fritid, transport, opsparing til varige forbrugsgoder samt børneopsparing, men ikke udgifter til bolig mv.

I de aktuelle beregninger er oplysningerne fra standardbudgetterne derfor suppleret med skønnede boligudgifter baseret på median-huslejer og ejen­domsværdier, samt ejendomsskatter og udgifter til forbrug af el og varme, svarende til forudsætningerne i Finansministeriets familietype­model, jf. appendiks 5.2.

For par i den erhvervsaktive alder uden børn anslås den samlede udgift til et ”almindeligt forbrug” at være i størrelsesordnen 50 pct. højere end for enlige, jf. tabel 5.5. Merudgifterne er mindst for ejere med bil og størst for lejere uden bil som følge af de større stordriftsfordele ved at have bil. Merudgiften til et sammenligneligt forbrug  (dvs. når der korrigeres for stordriftsfordele) er ca. 60 pct. større for et par end for en enlig, når der ses bort fra udgifter til bil og bolig.

For personer over 66 år er den samlede udgift til et ”almindeligt forbrug” knap 40 pct. større for par end for en enlig. For personer over 66 år er merudgifterne mindre for lejere end for ejere, hvilket i høj grad skyldes, at lejere modtager boligydelse. Merudgifterne er fortsat mindst ved at have bil. Enlige ældre har et relativt højt boligforbrug sammenlignet med ældre i par, jf. appendiks 5.1. Desuden betaler ældre ikke A-kasse, fagforenings­kontingent og efterlønsbidrag[3].

Tabel 5.5. Merudgift for et par uden børn i pct. af udgiften til en enlig uden børn, beregningseksempel, 2002

Alder :	18-29	30-49	50-64	Over 65
	Merudgift for par i pct. af udgift for enlig i samme alder
Personlige udgifter	90	90	90	89
Familierelaterede udgifter	12	12	12	9
I alt ekskl. bolig og transport	61	61	60	54
Boligudgifter – lejere	32	27	25	15
Boligudgifter – ejere	29	29	29	14
Transport, kollektiv	100	100	100	100
Transport, bil	42	42	42	23
Samlede udgifter:
Ejere med bil	46	47	47	36
Lejere med bil	50	48	47	34
Ejere, kollektiv transport	49	50	50	42
Lejere, kollektiv transport	55	52	50	38
Alle, vægtet gennemsnit	50	48	47	36

Kilde:  Egne beregninger på basis af Forbrugerinformationens husholdningsbudget 2002, Danmarks Statistiks huslejeundersøgelse 1999, ejendomsvurderingen 2001 mfl., jf. appendiks 5.2.

Merudgiften til børn

Merudgiften til det første barn varierer mellem 21 og 53 pct. af udgiften til en enlig voksen afhængig af forbrugssammensætning, barnets alder og hvorvidt barnet bor sammen med begge forældre, jf. tabel 5.6.

Tabel 5.6. Merudgift til første barn i pct. af udgiften til en enlig voksen uden børn, beregningseksempel, 2002

Barnets alder, år	2	5	8	13	16
	Merudgift til første barn i pct. af samlet udgift for en enlig
Par:
Ejere med bil	29	25	26	21	24
Ejere, kollektiv transport	35	29	31	26	31
Lejere med bil	37	31	32	27	30
Lejere, kollektiv transport	45	38	41	34	40
Enlige:
Ejere med bil	39	34	33	28	31
Ejere, kollektiv transport	40	35	34	28	33
Lejere med bil	49	43	42	37	40
Lejere, kollektiv transport	53	46	45	39	45

Kilde: Beregninger på basis af Forbrugerinformationens husholdningsbudget 2002, Danmarks Statistiks huslejeundersøgelse 1999 samt ejendomsvurderingen 2001.

Den målte udgift til det første barn er generelt større for enlige end for par. Merudgiften skyldes, at enlige forsørgere har et større boligforbrug end enlige uden børn. Det skal blandt andet ses i lyset af, at boligstøt­tereglerne er mere gunstige for enlige med børn.

Udgiften til det første barn er 10 pct.enheder højere for lejere end for ejere. Det afspejler, at boligudgiften for par i ejerbolig er næsten uafhæn­gig af, om de har et barn, mens boligudgiften for lejere med børn er systematisk større end for lejere uden børn.

Forskelle i boligudgiftsniveauet afspejler formentligt blandt andet, at par ofte er etableret i ejerbolig inden de får børn, og at boligen måske anskaf­fes i forventning om, at de vil få børn. Dermed undervurderer de viste tal for ejerne muligvis udgiften for det første barn.

Udgiften til børn afhænger i høj grad af barnets alder. For de ældste børn er der øgede udgifter til forbrug af konsumgoder og fritidsinteresser,  men det opvejes i nogen grad af, at de ældste børn ikke længere benytter dagin­stitution. Merudgiften til 13-årige børn er noget mindre end udgiften til yngre og ældre børn.

Endelig afhænger stordriftsfordelene af valg af transportmønster. Ved an­vendelse af offentlig transport er merudgiften ved første barn således høje­re end ved transport med bil.

Den målte merudgift til barn nummer to er stort set uafhængig af foræl­drenes valg af boform, jf. tabel 5.7.

Tabel 5.7. Merudgift til andet barn sammenlignet med udgiften til en enlig

Børnenes alder, år	5+2	8+5	16+13
Par:	Merudgift i pct. af udgift til enlig
Ejere med bil	28	24	24
Ejere, kollektiv transport	34	29	29
Lejere med bil	30	25	25
Lejere, kollektiv transport	36	31	31

Kilde:  Beregninger på basis af Forbrugerinformationens husholdningsbudget 2002, Danmarks Statistiks huslejeundersøgelse 1999 samt ejendomsvurderingen 2001.

Det andet barn er noget mindre udgiftskrævende end det første. Medvir­kende hertil er, at familierne som oftest er etableret med bolig og bil inden fødslen af det andet barn. Også søskenderabatten i daginstitutioner har betydning.

Merudgiften til det andet barn afhænger af, om familien benytter kol­lektiv transport. På trods af søskenderabatten i daginstitutioner er ældre børn stadig mindre udgiftskrævende end yngre børn.

5.4. Familiedefinition og indkomstækvivalering

I forhold til Fordeling og incitamenter 2002 er definitionen af familiers disponible indkomst metodemæssigt ændret på to punkter: For det første er den anvendte metode til sammenligning af indkomst på tværs af fami­lier med forskellig størrelse og sammensætning ændret. Den nye metode afspejler som udgangspunkt en antagelse om større stordriftsfordele end tidligere, og samtidig skelnes der ikke længere mellem børn og voksne i ækvivaleringsfunktionen.

For det andet er familiedefinitionen ændret til også at omfatte personer over 18 år, der deler husstand med mindst én af deres forældre, hvor per­soner over 18 år før blev betragtet som deres egen familie uanset, om de stadig boede hjemme. Denne ændring i familiebegrebet svarer til et skift fra Danmarks Statistiks C-familiebegreb til Danmarks Statistiks D-fami­liebegreb.

Indregning af hjemmeboende over 18 år som en del af forældrenes familie betyder en reduktion af lavindkomstgruppen med 93.500 personer, mens større vægt på stordriftsfordele bidrager til en forøgelse af lavindkomst­gruppen med 43.000 enlige (idet enliges disponible indkomster reduceres i forhold til par), jf. tabel 5.8. Samlet medfører metodeændringerne en reduktion af lavindkomstgruppen med knap 54.000 personer.

Tabel 5.8. Betydning af metodeændringer for indkomstforskellene, 2002

	Tidligere anvendt metode	Ny metode	Forskel
Gnst. disponibel indkomst, kr.	140.900	159.600	18.700
- heraf enlige	128.100	127.800	-300
- heraf par	146.000	172.200	26.200
Gini-koefficient, pct.	23,4	23,2	-0,2
Median disponibel indkomst, kr.	130.300	147.400	17.100
Antal personer i lavindkomstgruppen,	277.800	224.000	-53.800
- heraf enlige (ekskl. hjemmeb. over 18 år)	106.400	149.400	43.000
- heraf hjemmeboende børn over 18 år	95.800	2.300	-93.500
- heraf øvrige	75.600	72.300	-3.300

Anm.:  Lavindkomstgruppen er defineret som personer med en disponibel indkomst under 50 pct. af medianen for disponibel indkomst.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Både antagelsen om større stordriftsfordele og indregning af hjemme­boende over 18 år i forældrenes familie medvirker til, at den gennemsnit­lige disponible indkomst øges med 18.700 kr. Det afspejler en stigning på 26.200 kr. for par og næsten uændrede disponible indkomster for enlige som følge af metodeændringerne.

Ækvivalering af indkomster

Den nye metode til ækvivalering af indkomsterne medfører primært to ændringer: For det første antages stordriftsfordelene at være større, således at parfamiliernes ækvivalerede indkomst forøges. Ændringen i den an­vendte ækvivaleringsfaktor svarer til, at den ekstra forbrugsudgift for et par i forhold til en enlig reduceres med 22 pct.enheder fra 74 pct. til 52 pct., hvilket i højere grad svarer til resultaterne af analysen af stordrifts­fordele, jf. tabel 5.9.

For det andet er ækvivalensfunktionen ændret, så børn nu indgår på sam­me måde som voksne svarende til en antagelse om, at merudgiften til et barn modsvarer merudgiften til en ekstra voksen. For enlige med børn indebærer disse ændringer samlet set en lille forøgelse af den forudsatte merudgift ved at have børn. For par med børn indebærer ændringerne omvendt en reduktion af merudgiften til det første barn, jf. tabel 5.9.

Tabel 5.9. Merudgift ved forskellige ækvivaleringsmetoder

		2. voksen	1. barn	2. barn	3. barn	4. barn
		Merudgift i pct. af udgift til enlig
Ny metode :      (voksne+børn)0,6	Enlig	52	52	42	36	33
	Par	-	42	36	33	30
Gammel metode : (voksne0,8+½*børn0,8)	Enlig	74	50	37	33	31
	Par	-	50	37	33	31
		Pct.enheder
Ændring	Enlig	-22	2	5	3	2
	Par	-	-8	-1	0	-1

Kilde:  Egne beregninger.

Antagelserne om øgede merudgifter til børn for enlige indebærer en gen­nemsnitlig reduktion af de disponible indkomster på 2,1 pct. i børne­familier med 1 voksen. Samlet indebærer ændringerne i ækvivalensmålet en gennemsnitlig forøgelse af parfamiliernes ækvivalerede indkomster øges med omkring 14-15 pct., jf. tabel 5.10. Samlet øges børnefamiliernes ækvivalerede disponible indkomster i gennemsnit med 12 pct., mens indkomsten i familier uden børn i gennemsnit øges med 9 pct.

Tabel 5.10. Gennemsnitlige procentvise ændringer i ækvivaleret dispo­nibel indkomst ved ændring af ækvivalensmålet, 2002

	Enlige		Par		I alt
	Uden børn	Med børn	Uden børn	Med børn	Uden børn	Med børn
	Pct.				Pct.
Børn under 18 år		-2,6		13,6		11,3
18-24-årige	0,0	-2,0	14,9	14,5	6,5	11,2
25-39-årige	0,0	-2,0	14,9	14,2	7,1	12,5
40-49-årige	0,0	-1,9	14,9	14,1	7,9	12,3
50-59-årige	0,0	-1,4	14,9	15,2	11,4	13,1
60-66-årige	0,0	-1,2	14,9	15,4	11,3	12,2
Over 66-årige	0,0	-1,3	14,9	15,7	7,3	8,7
Hele befolkningen	0,0	-2,1	14,9	14,1	9,0	11,9
25-59-årige i alt	0,0	-1,8	14,9	14,3	9,3	12,5

Anm.:  Ækvivaleringsfunktionen ændres fra (antal voksne)^0,8+½*(antal børn)^0,8 til (antal voksne + antal børn)^0,6.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

I parfamilier med børn medfører de øgede stordriftsfordele, at den ækvivalerede disponible indkomst øges med 14,1 pct. Ændringerne varierer lidt på tværs af aldersgrupper, hvilket skyldes forskelle i det gennemsnitlige antal børn. I parfamilier uden børn øges den gennemsnit­lige ækvivalerede disponible indkomst med 14,9 pct. Ændringen er her den samme på tværs af aldersgrupper. For parfamilier uden børn er den absolutte ændring størst, idet disse familier i udgangspunktet har de højeste gennemsnitlige ækvivalerede indkomster, jf. tabel 5.11.

Tabel 5.11. Gennemsnitlige ændringer i ækvivaleret disponibel ind­komst ved ændring af ækvivalensmålet, 2002

	Enlige		Par		I alt
	Uden børn	Med børn	Uden børn	Med børn	Uden børn	Med børn
	Kr.				Kr.
Børn under 18 år		-2.880	12.180	18.440	12.180	14.930
18-24-årige	0	-2.760	17.080	23.620	6.100	17.770
25-39-årige	0	-2.380	23.890	18.890	10.370	16.440
40-49-årige	0	-2.510	28.320	22.020	13.420	18.820
50-59-årige	0	-2.180	28.780	26.980	20.760	22.900
60-66-årige	0	-2.220	24.040	26.310	17.610	21.070
Over 66-årige	0	-2.150	18.960	24.190	9.290	13.800
Hele befolkningen	0	-2.650	24.140	20.220	13.290	16.790
25-59-årige i alt	0	-2.400	27.300	21.130	15.440	18.200

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Familiedefinition

Med det hidtidigt anvendte C-familiebegreb blev over 18-årige, der er bosiddende hos deres forældre, betragtet som en selvstændig familie med en målt indkomst, som alene afspejler egne individuelle indkomster.

De individuelle indkomster for hjemmeboende over 18 år er imidlertid hyppigt ikke et retvisende mål for deres faktiske forbrugsmuligheder, fordi de ofte stadig er økonomisk afhængige af forældrene. Omvendt er der nogen, der indretter sig økonomisk uafhængigt af deres forældre, selvom de stadig bor hjemme (bidrager til huslejen og andre faste udgifter), men også disse vil i mange tilfælde stadig opnå stordriftsfordele ved at være en del af en families husholdning.

I beregninger af indkomstforskelle mv. vurderes det derfor samlet set mere hensigtsmæssigt at betragte hjemmeboende over 18 år som en del af forældrenes familie. Ændringen af familiedefinitionen fra C- til D-familiebegrebet indebærer, at gruppen af hjemmeboende over 18 år får øget deres ækvivalerede disponible indkomst. Stigningen er størst for de yngste, jf. figur 5.5.a. Forældrenes (og øvrige hjemmeboende børns) ækvivalerede indkomst bliver omvendt mindre[4], men virkningen afdæmpes af stigende stordriftsfordele, idet antallet af personer i familien øges.

Figur 5.5. Hjemmeboende over 18 år, 2002

a. Disponibel indkomst	b. Antal

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Over halvdelen af de hjemmeboende over 18 år er 18-20 år og omkring ¾ er under 24 år, jf. figur 5.5.b. I gennemsnit øges den ækvivalerede disponible indkomst for hjemmeboende over 18 år med 116.000 kr. fra 73.000 kr. til 189.000 kr. For hjemmeboende mellem 18 og 20 år øges den disponible indkomst i gennemsnit med 130.000 kr. fra 50.000 kr. til 180.000 kr., jf. figur 5.5.a.

Samlet effekt af metodeskift

Metodeændringerne påvirker indkomstforskellene på to måder: For det første øges indkomstforskellene som følge af ændringen i indkomst-ækvivaleringsfunktion, fra(antal voksne)^0,8+½*(antal børn)^0,8 til (antal voksne + antal børn)^0,6. For det andet mindskes indkomstforskellene som følge af ændringen i familiebegreb ved at medtage hjemmeboende over 18 år.

Målt ved Gini-koefficienten er indkomstforskellene i hele befolkningen ca. 0,2 pct.enheder mindre ved den nye metode i forhold til den tidligere anvendte metode, jf. tabel 5.12.

Tabel 5.12. Ændring i fordelingen af indkomsterne ved metodeskift, 2002

	Tidligere anvendt metode	Ny metode	Forskel
	Gini-koefficient
Hele befolkningen	23,4	23,2	-0,2
Over 17-årige	24,3	23,7	-0,6
25-59-årige	22,0	22,4	0,4
Over 66-årige	20,5	21,0	0,5

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Indkomstforskellene for de 25-59-årige øges relativt lidt på trods af, at gruppen som nævnt påvirkes markant af antagelserne om stordriftsfordele. Dette skyldes, at de 25-59-årige både påvirkes af ændringen af ækvivalensskalaen, der øger indkomstforskellene, og ændringen i familiedefinitionen, der mindsker indkomstforskellene.

De over 66-årige er stort set ikke påvirket af ændringen i familiedefinitionen, og de øgede indkomstforskelle er derfor resultat af den øgede vægt på stordriftsfordele.

For både de 25-59-årige og de over 66-årige er de opgjorte indkomstforskelle forøget lidt siden begyndelsen af 1990’erne med den nye metode i forhold til den gamle metode, jf. figur 5.6.a. Men generelt er forskellene meget små. Udviklingen i indkomstfordelingen er kun ændret marginalt. 

 

Figur 5.6. Effekter af metodeskiftet, fordelt på alder, 2002

a. Ændringer i Gini-koefficient fordelt på aldersgrupper 1983-2002	b. Disponibel indkomst fordelt efter alder, 2002

Anm.:   I figur 5.6.a viser de stiplede linjer udviklingen i Gini-koefficienten for fordelingen af de disponible indkomster efter den tidligere anvendte metode, mens de fuldt optrukne linjer viser Gini-koefficienten for de disponible indkomster efter den nye metode. I figur 5.6.b er den gennemsnitlige indkomst = 100 for begge metodevalg.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Niveauet for de disponible indkomster øges parallelt med omkring 11 pct. for personer i den erhvervsaktive alder ved den nye metode. For personer over 66 år øges de disponible indkomster i gennemsnit med 8,1 pct. som følge af, at en stor andel af de over 66-årige er enlige, og dermed ikke tildeles større stordriftsfordele. Hjemmeboende over 18 år medtages i familien ved den nye metode, hvilket medfører en opjustering af deres disponible indkomst med 61 pct. Den gennemsnitlige indkomst øges fra 141.000 kr. til 160.000 kr. jf. tabel 5.13.  Dermed er den målte indkomstforøgelse relativt set størst for de 18-24-årige og mindst for de over 66-årige, jf. figur 5.6.b.

Tabel 5.13. Ændring i de gennemsnitlige disponible indkomster ved metodeskift, 2002

	Gennemsnit		Ændring			Årlig real vækst 1983 - 2002
	Tidligere metode	Ny metode				Tidligere metode	Ny metode
	Kr.				Pct.	Pct.
Børn under 18 år	131.700	146.800		15.100	11,5	1,6	1,5
18-24-årige	83.000	133.900		50.900	61,3	-0,3	0,5
25-39-årige	135.900	151.700		15.800	11,6	1,1	1,2
40-49-årige	159.500	176.000		16.500	10,3	1,5	1,4
50-59-årige	181.200	202.100		20.900	11,5	2,0	1,9
60-66-årige	156.500	175.400		18.900	12,1	1,7	1,8
Over 66-årige	126.600	136.900		10.300	8,1	1,6	1,6
Hele befolkningen	140.900	159.600		18.700	13,3	1,5	1,5
25-59-årige i alt	155.300	172.700		17.400	11,2	1,6	1,5

Anm.: Indkomsten for den tidligere anvendte metode er opgjort på C-familieniveau og ækvivaleret efter metoden (antal voksne)^0,8 + ½(antal børn)^0,8, jf. boks 2.1.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i den disponible indkomst er samlet set upåvirket af meto­deskiftet, jf. tabel 5.13. Gruppen af 18-24-årige har med den nye metode en væsentlig højere gennemsnitlig vækst som følge af, at knap 40 pct. af gruppen er hjemmeboende. De hjemmeboende betragtes som en del af fa­milien mod tidligere at have været deres egen familie, derfor følger væksten i gruppens gennemsnitlige disponible indkomster nu resten af fa­milien, jf. tabel 5.14. De udeboende i gruppen af 18-24-årige har med den nye metode fortsat en negativ vækst i de disponible indkomster. Det­te skyldes blandt andet en stigning i andelen af studerende, jf. kapitel 3.2.

Tabel 5.14. Ændring i de gennemsnitlige disponible indkomster ved metodeskift for 18-24-årige fordelt på ude og hjemmeboende børn, 2002

	Gennemsnit				Ændring			Vækst 1983 - 2002
	Tidligere metode		Ny metode			Tidligere metode	Ny metode
	Kr.						Pct.	Pct.
18-24-årige	83.000		133.900	50.900		61,3		-0,3	0,5
heraf :
- hjemmeboende	64.900		187.700	122.800		189,2		-0,5	1,3
- udeboende	94.400		101.000	6.600		7,0		-0,2	-0,3

Anm.: Indkomsten for den tidligere anvendte metode er opgjort på C-familieniveau og ækvivaleret efter metoden (antal voksne)^0,8 + ½(antal børn)^0,8, jf. boks 2.1.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

---

[1] En række offentlige ydelser tildeles enlige forsørgere fx børnetilskud, børnebidrag, sær­ligt børnetilskud til uddannelsessøgende forældre og kontanthjælp, samt  børnefamilie­ydelse, der tildeles både enlige og par med børn.

[2] Forbrugerstyrelsens familiebudget – et standardbudget for danske husstande, Hovedrapport 1993.

[3] Hertil kommer, at Forbrugerinformation antager, at de over 65-årige har lavere udgifter end yngre til mad og beklædning, fodtøj og fritidsudstyr. Denne antagelse støttes i nogen grad af Forbrugsundersøgelsen.

[4] Jf. nærmere omtale i afsnit 5.2, hvor effekten på forældrenes indkomst er illustreret i figur 5.2.b.