6. Marginalskatter og sammensatte marginalprocenter

6.1. Indledning

I de kommende år medfører den demografiske udvikling, at der bliver relativt færre i den erhvervsaktive alder og relativt flere ældre. Den demografiske udvikling stiller dermed store krav til den samtidige udvikling i arbejdsudbuddet, hvis det skal lykkes på én gang at fastholde den offentlige service, fortsætte afviklingen af den offentlige gæld og nedbringe skattetrykket. Det er derfor af væsentlig betydning, at skatte- og overførselssystemerne er indrettet sådan, at incitamenterne til beskæftigelse generelt er af betydelig størrelse.

Skatte- og overførselssystemerne har samtidig betydning for incitamenterne til uddannelse og for de uddannelsessøgendes tilskyndelse til hurtigere at afslutte uddannelserne.

Marginalskatten har betydning for det marginale valg mellem arbejde og fritid, dvs. for de beskæftigedes valg af arbejdstid – den såkaldte timebeslutning. I dette kapitel beskrives marginalskatten på arbejdsindkomst.

Forskelsbeløbet, som måler forskellen i disponibel indkomst ved henholdsvis fuldtidsbeskæftigelse og fuld ledighed, har betydning for valget mellem at være i beskæftigelse eller ikke at være i beskæftigelse, den såkaldte deltagelsesbeslutning. Forskelsbeløbet er emnet for kapitel 7.

Fra 2004 indføres et beskæftigelsesfradrag, og mellemskattegrænsen forhøjes. Det indebærer, at andelen af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere berørt af de progressive skatter (mellem- og topskat) reduceres fra 88 pct. i 2003 til 64 pct. i 2004 (og med yderligere 1 pct.enhed i 2006). Andelen af fuldtidsbeskæftigede på mellemskattetrinnet reduceres fra 48 til 23 pct., mens andelen, der betaler topskat, uændret er på omkring 40 pct.

Samtidig reduceres den gennemsnitlige marginalskat for fuldtidsbeskæftigede med 1,9 pct.enheder fra 53,8 pct. i 2003 til 52,2 pct. i 2004 og til 51,9 pct. i 2006. Det skønnes, at marginalskatten bliver reduceret for 1,7 mio. erhvervsaktive. Omkring 700.000 af disse vil få marginalskatten reduceret med de maksimale 6,3 pct.enheder, jf. afsnit 6.2.

Fra 1986 til 2006 forventes den gennemsnitlige marginalskat på løn for fuldt beskæftigede at blive reduceret med knap 6 pct.enheder. Denne ændring afspejler den kombinerede effekt af en reduktion af skalaskattesatserne – på henholdsvis 13 pct.enheder på mellemskattetrinnet og 10 pct.enheder på topskattetrinnet – og en forøgelse af andelen af skatteydere på det højeste progressionstrin.

Den effektive marginalbeskatning inkl. virkningen af moms og afgifter på forbrug er gennemsnitlig godt 64 pct. i 2004, hvilket er 12 pct.enheder mere end den gennemsnitlige marginalskattesats fra indkomstbeskatningen. Bidraget fra moms og afgifter til den effektive marginalbeskatning er vokset fra 1986 til 2004, men falder efterfølgende som følge af skattestoppet[1], jf. afsnit 6.3.

De såkaldte sammensatte marginalprocenter angiver den samlede virkning af øgede indkomstskatter og indkomstaftrapning af indkomstafhængige offentlige ydelser ved en marginal indkomstforøgelse.Inden for gruppen af erhvervsaktive er boligstøtte og tilskud til nedsættelse af forældrebetaling til daginstitution de vigtigste tillægsydelser, der aftrappes med stigende indkomst.

Godt 200.000 personer i den erhvervsaktive alder (ekskl. førtidspensionister) ville få aftrappet en eller flere offentlige tillægsydelser ved en marginal forøgelse af indkomsten og har derfor en sammensat marginalprocent, der er højere end marginalskattesatsen. Godt 53.000 personer havde i 2003 en sammensat marginalprocent over 64 pct. som følge af indkomstaftrapning af sociale ydelse, og heraf var ca. 32.000 – eller ca. 60 pct. – enlige forsørgere. Det svarer til, at godt en fjerdedel af de enlige forsørgere havde en sammensat marginalprocent over 64 pct.

Bidraget til den sammensatte marginalprocent fra aftrapning af indkomstafhængige ydelser udgør i gennemsnit knap 1 pct.enhed, men for enlige forsørgere er det gennemsnitlige bidrag godt 8 pct.enheder. Som følge af skatteaftalen falder den sammensatte marginalprocent for fuldtidsbeskæftigede med i gennemsnit 1,9 pct.enheder frem til 2006, jf. afsnit 6.4.

Afsnit 6.2 omhandler marginalskatten på arbejdsindkomst herunder betydningen af Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken. I afsnit 6.3 beskrives udviklingen i marginalskatten og virkningen af de indirekte skatter fra 1986 til 2006. Afsnit 6.4 omhandler sammensatte marginalprocenter.

6.2. Marginalskatten på arbejdsindkomst

Marginalskat kan beregnes for flere typer af indkomst: Arbejdsindkomst, kapitalindkomst eller andre typer af indkomster. I dette kapitel fokuseres alene på (marginal)beskatning af arbejdsindkomst.

Marginalskattesatsen beregnes som den skat, der betales af den sidst tjente krone. Den beregnede marginalskat skal dermed for de beskæftigede ses som et skøn for den skat, der skulle betales af den næste tjente krone. Det er denne marginalskat, som har betydning for de beskæftigedes økonomiske tilskyndelse til at arbejde én time ekstra.

Indkomstskattesystemet er progressivt, og derfor stiger marginalskatten med indkomstens størrelse. De enkelte elementer i skattesystemet er omtalt i boks 6.1. Der tages her, som i resten af kapitlet, udgangspunkt i reglerne i 2003. Reglerne i 2003 tjener som grundlag for vurderinger af blandt andet beskæftigelsesfradraget og den højere grænse for mellemskatten, som med Forårspakken er gennemført med fuld virkning fra og med 2004.

I figur 6.1. er vist marginalskattesatsen på de fire gældende progressionstrin i 2003 samt den skønnede fordeling af bruttoindkomsten for fire grupper af erhvervsaktive i dette år.

Boks 6.1. Beskatningen af lønindkomst i 2003

Skattesystemet opererer med 5 centrale indkomstbegreber: · Arbejdsmarkedsbidragsgrundlag: Lønindkomst samt indkomst fra selvstændig virksomhed. · Personlig indkomst: Lønindkomst og indkomst fra selvstændig virksomhed opgjort efter arbejdsmarkedsbidraget er fratrukket. Hertil lægges skattepligtige offentlige overførsler samt løbende, private pensionsudbetalinger og ATP mv. Der er fradrag for indbetalinger til pensionsopsparing i den personlige indkomst. · Kapitalindkomst: Renteindtægter og –udgifter, opgjort netto, tillagt øvrige kapitalindkomster, herunder kapitalafkast fra selvstændig virksomhed. · Skattepligtig indkomst: Personlig indkomst plus nettokapitalindkomst fratrukket summen af ligningsmæssige fradrag. De ligningsmæssige fradrag omfatter først og fremmest fradragene i forbindelse med erhvervelse af indkomsten, fx befordringsfradrag og kontingenter til fagforening og A-kasse. · Aktieindkomst i form af kursgevinster og udbytter indgår ikke i den skattepligtige indkomst, men beskattes separat. Alt efter indkomstens størrelse er arbejdsindtægter omfattet af op til 6 forskellige skatter, jf. tabel a. Bortset fra AM-bidraget er der til hver skat knyttet et bundfradrag. Den pågældende skat pålignes kun den del af indkomsten, som overstiger bundfradraget. Tabel a. Skattearterne og skattegrundlagenes sammensætning, 2003
Skatteart	Grundlag	Sats, pct.	Bundfradrag, kr.
AM-bidrag¹	Arbejdsmarkedsbidragsgrundlag	8	0
Kommuneskat	Skattepligtig indkomst	32,58²	35.600^3,5
Kirkeskat⁴	Skattepligtig indkomst	0,73	35.600^3,5
Bundskat	Personlig indkomst plus positiv nettokapitalindkomst⁶	5,5	35.600^3,5
Mellemskat	Personlig indkomst plus positiv nettokapitalindkomst	6	198.000⁵
Topskat	Personlig indkomst plus positiv nettokapitalindkomst plus kapitalpensionsindbetalinger	15	295.300
Skatteloft	Summen af skatteprocenterne, inkl. arbejdsmarkedsbidrag, kan maksimalt udgøre	62,7 + evt. kirkeskat	-
Anm.: ¹Derudover betaler 18-66-årige et SP-bidrag på 1 pct. af dette grundlag samt af visse overførselsindkomster. SP-bidraget opfattes dog ikke som en skat, men har karakter af en tvungen opsparing. Bidraget er midlertidigt suspenderet i 2004-2005. ²Kommuneskatten varierer fra kommune til kommune, det vægtede landsgennemsnit i 2003 er 32,58 pct. ³Bundfradraget i kommune-, kirke- og bundskatten (personfradraget) er lavere for unge under 18 år. ⁴Kirkeskatten pålignes kun medlemmer af Folkekirken. ⁵Ikke-udnyttet personfradrag og bundfradrag i mellemskatten kan overføres mellem ægtefæller. ⁶Fratrukket ligningsmæssige fradrag i overgangsordning.

Figur 6.1. Marginalskat på arbejdsindkomst inkl. AM-bidrag, 2003

a. Fuldtidsbeskæftigede	b. Selvstændige

c. Deltidsbeskæftigede	d. Delårsbeskæftigede

Anm.: Marginalskatterne er opgjort inkl. arbejdsmarkedsbidrag. Indkomstgrundlaget i figuren er personlig indkomst plus positiv nettokapitalindkomst svarende til grundlaget for mellemskatten. Personerne er fordelt efter indkomst i 10.000 kr. intervaller. De vandrette linjestykker viser skalasatserne i 2003, jf. boks 6.1.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Knap 40 pct. af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere ligger på det øverste progressionstrin, mens knap halvdelen er placeret på mellemskattetrinnet., jf. de præcise tal i tabel 6.1. Således er ca. 88 pct. af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere berørt af de progressive skatter, mens 12 pct. alene betaler bundskat (inkl. kommune- og eventuelt kirkeskat). Inden for de øvrige kategorier af erhvervsaktive er det en betydeligt lavere andel, der betaler de progressive skatter i 2003.

Blandt de selvstændige var 52 pct. berørt af de progressive skatter i 2003, mens 42 pct. betaler arbejdsmarkedsbidrag og kommune- og bundskat, og de resterende 6 pct. alene betaler arbejdsmarkedsbidrag.

For deltidsbeskæftigede afspejler placeringen på progressionstrin variationer i såvel arbejdstid som timeløn. Knap 52 pct. af de deltidsbeskæftigede er placeret på mellem- eller topskattetrinnet. Indkomstspredningen for de delårsbeskæftigede er mindre end for de deltidsbeskæftigede, og færre betaler topskat.

Opdelingen af de beskæftigede mfl. på arbejdsmarkedsstatus er beskrevet i boks 6.2.

Tabel 6.1. Fordeling af 18-66-årige på progressionstrin, 2003

	Kun AM-bidrag	Bund-skat	Mellem-skat	Topskat uden mellem-skat¹	Topskat og mellem-skat	Pro-gressive skatter i alt	Marginal-skat (arbejds- indk.)
	Pct. af gruppen						Gnst. pct.
Fuldtidsbesk.	0,2	12,3	48,3	0,7	38,6	87,6	53,8
Selvstændige	5,9	42,1	25,3	1,2	25,5	52,0	47,8
Deltidsbesk.	0,9	47,2	38,8	0,2	12,9	51,9	48,1
Delårsbesk.	0,5	56,5	38,3	0,2	4,5	43,0	46,8
Fuldt ledige mfl.	1,8	87,3	10,4	0,0	0,4	10,8	43,7
Efterlønsmodt.	0,1	78,5	17,9	0,3	3,3	21,5	45,5
Studerende mv.	12,7	81,4	5,7	0,0	0,3	6,0	39,5
Alle²	3,0	36,8	35,9	0,5	23,8	60,2	49,3

Anm.: Placeringen på progressionstrin er foretaget efter overførsel af ikke-udnyttede person- og bundfradrag mellem ægtefæller.

Note : 1) En mindre gruppe betaler topskat, men ikke mellemskat. Det skyldes primært overførsel af bundfradrag i mellemskatten mellem ægtefæller. For en gift person, hvis ægtefælle ikke har nogen indkomst, er det effektive bundfradrag i mellemskatten således højere end fradraget i topskatten, jf. satserne i boks 6.1.

2) Eksklusive førtidspensionister.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst varierer mellem grupperne af erhvervsaktive som følge af forskelle i fordelingen på progressionstrin. For de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er den gennemsnitlige marginalskat knap 54 pct. i 2003, jf. tabel 6.1. For selvstændige, deltids- og delårsbeskæftigede er den målte gennemsnitlige marginalskat cirka 48 pct. For de øvrige grupper er den gennemsnitlige marginalskat noget lavere.

Boks 6.2. Opdeling af 18-66-årige efter arbejdsmarkedsstatus

Beregningerne og præsentationen af analyserne i dette og næste kapitel er baseret på en opdeling af de 18-66-årige efter arbejdsmarkedsstatus (jf. appendiks 7.1):

· Fuldtidsbeskæftigede er personer, som har været i beskæftigelse hele året som lønmodtager på normale vilkår mindst 27 timer om ugen, jf. afgrænsningen for betaling af fuldt ATP-bidrag.

· Deltidsbeskæftigede er tilsvarende personer, som har været beskæftiget under 27 timer om ugen. Fuldtidsbeskæftigede og deltidsbeskæftigede benævnes tilsammen fuldt beskæftigede.

· Delårsbeskæftigede er personer, som i en eller flere perioder i året har haft ustøttet beskæftigelse som lønmodtager, men som også i perioder har modtaget en overførselsindkomst eller været i støttet beskæftigelse.

· Selvstændige omfatter selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.

· Fuldt ledige mfl. har modtaget midlertidige overførselsindkomster eller været i støttet beskæftigelse hele året. Personerne har typisk modtaget enten kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge eller orlovsydelser eller en kombination af disse.

· Efterlønsmodtagere omfatter her personer, der ved årets udgang modtog efterløn og ikke er overgået fra beskæftigelse til efterløn i løbet af året.

· Studerende mv. omfatter hovedsageligt personer, der er i gang med en videregående uddannelse, gymnasium mv. samt elever. Personer med en forholdsvis høj lønindkomst (om)klassificeres dog til beskæftigede.

Der beregnes ikke marginalskatter for førtidspensionister.

Indkomsterne for fuldt ledige mfl. er koncentreret omkring niveauerne for de typisk forekommende overførselssatser. Det er – regnet fra oven – maksimale A-dagpenge, kontanthjælp til forsørgere og kontanthjælp til ikke-forsørgere, jf. figur 6.2.a. A-dagpengesatsen er i 2003 på 161.980 kr., hvilket er noget lavere end mellemskattegrænsen på 198.000 kr.

Tilsvarende er indkomsterne for efterlønsmodtagere koncentreret om det mest almindelige efterlønsniveau – 82 pct.-satsen – og et kort interval lige derover, der blandt andet inkluderer 100 pct.-satsen, jf. figur 6.2.b.

Figur 6.2. Overførselsmodtageres placering på progressionstrin, 2003

a. Fuldt ledige mfl.	b. Efterlønsmodtagere

Anm.: Jf. anmærkning til figur 6.1.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Knap 11 pct. af de fuldt ledige mfl. og 21-22 pct. af efterlønsmodtagerne er berørt af de progressive skatter i 2003, jf. tabel 6.1, typisk som følge af supplerende indtægter gennem året. Blandt de ledige drejer det sig især om aktiverede i privat jobtræning med løn (jf. boks 6.2) og blandt efterlønsmodtagerne om personer med store pensionsudbetalinger. Desuden vil gifte personer fra disse grupper, hvis ægtefælle har en høj indkomst og derfor udnytter det overførte uudnyttede bundfradrag i mellemskatten, være placeret på mellemskattetrinnet.

For overførselsmodtagere har marginalskatten på arbejdsindkomst ikke samme fortolkning som for de beskæftigede. Kontanthjælpsmodtagere og efterlønsmodtagere har fx mulighed for at arbejde et vist antal timer, men arbejdsindkomsten medfører typisk et betydeligt fradrag i overførselsindkomsten. Dermed er det kombinationen af den marginale indkomstskat og de konkrete fradragsregler i forbindelse med den pågældende ydelse, som er bestemmende for overførselsmodtagernes økonomiske incitament til at arbejde nogle timer ekstra. Aftrapningsreglerne betyder, at indkomstskatten typisk har begrænset betydning for overførselsmodtagernes timebeslutning, jf. boks 6.3.

Boks 6.3. Marginalskatter og overførselsindkomster (2003)

For personer uden lønindkomst, herunder især personer i grupperne fuldt ledige mfl. og efterlønsmodtagere, skal den beregnede marginalskat ses i sammenhæng med, at overførselsindkomsten kan blive aftrappet med lønindkomsten.

A-dagpenge:: A-dagpenge beregnes for 1 uge ad gangen, idet der foretages et proportionalt fradrag pr. times beskæftigelse. Effekten af en ekstra indkomst afhænger dermed af, om den ekstra indkomst opstår som følge af højere timeløn eller som følge af en længere arbejdstid. Det er kun en forøgelse af indkomsten ved længere arbejdstid, som vil føre til en aftrapning af dagpengene (og dermed til en højere reel marginalskattesats). Aftrapningen afhænger af (time)lønnen i beskæftigelse og af personens individuelt beregnede dagpengesats. Dagpengesatsen vil oftest være lig satsen for dagpengemaksimum, der i 2003 svarer til 84,19 kr. pr. time. Ved en timeløn på 108,70 kr. (efter SP-bidrag) – svarende til 100,00 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag (og SP-bidrag) - mistes således 84,19 kr. af overførselsindkomsten ved en ekstra times arbejde. Af de resterende 15,81 kr. skal der betales almindelig indkomstskat. Den samlede marginalprocent bliver i dette tilfælde 91,1 pct. (= (8,70 + 84,19 + (38,8 pct. af 15,81 kr.))/108,70). Der udbetales dog kun dagpenge, hvis antallet af ledige timer i en given uge er mindst 7,4, og der vil således være et ”knæk” i aftrapningskurven ved et arbejdsomfang på 30,6 timer pr. uge.

Kontanthjælp: Som hovedregel fratrækkes indtægter (både egne og en eventuel ægtefælles) i kontanthjælpen, men der ses dog bort fra 11,87 kr. pr. udført arbejdstime. Dermed vil en kontanthjælpsmodtagers reelle marginalskattesats også afhænge af, om den ekstra indkomst fremkommer som følge af en længere arbejdstid eller som følge af en højere timeløn – samt af timelønnen. Marginalskatten af en ekstra indkomst som følge af en højere timeløn vil som udgangspunkt være 100 pct., idet der marginalt sker en krone-for-krone aftrapning af kontanthjælpen. Marginalskatten af en ekstra indkomst fremkommet som følge af en længere arbejdstid beregnes på en måde svarende til dagpengemodtageren. For kontanthjælpsmodtageren vokser aftrapningsprocenten imidlertid med timelønnen, hvor den falder for A-dagpengemodtageren. Ved en timeløn på 100 kr. (efter arbejdsmarkedsbidrag) kan kontanthjælpsmodtageren beholde de 11,87 pct. (netto for AM-bidrag) og marginalprocenten bliver derved (med denne forudsætning om timeløn) 93,3 pct. i 2003. Satsen på de 11,87 kr. bliver forhøjet med Flere i arbejde.

Efterløn (ny, fleksibel ordning): Lønindtægter modregnes i efterlønnen efter samme principper som gælder for arbejdsløshedsdagpenge, men modregningssatsen vil ofte være en anden. I et regnestykke over marginalskattesatsen skal endvidere indregnes en effekt af, at den skattefri præmie, der eventuelt optjenes og udbetales, når personen bliver 65 år, vil kunne vokse som følge af et ekstra arbejdsomfang.

Efterløn (gammel ordning): Efter den gamle efterlønsordning er det muligt at arbejde i indtil 200 timer årligt uden fradrag i efterlønnen. For personer i denne ordning vil en ekstra lønindkomst derfor ikke føre til en aftrapning af efterlønnen, med mindre personen øger arbejdstiden udover 200 timer. I denne situation vil personen som udgangspunkt blive tvunget til at overgå til reglerne i den nye ordning og vil således miste en del af efterlønnen ved 1 times ekstra arbejde (timen udover de 200 ”tilladte” arbejdstimer). Marginalskatten vil i dette tilfælde derfor være over 100 pct.

Initiativer, der giver efterlønsmodtagere større økonomisk tilskyndelse til at arbejde, vil reelt reducere forskelsbeløbet (forskellen i den disponible indkomst henholdsvis i beskæftigelse og som overførselsmodtager), jf. kapitel 7, og dermed give modtagere en større tilskyndelse til at vælge ordningen. Det betyder, at sådanne tiltag har en usikker virkning på arbejdsudbuddet og typisk en negativ virkning på de offentlige finanser.

Den gennemsnitlige marginalskatteprocent er beregnet som gennemsnittet af de enkelte personers marginale skatteprocenter. Alle personer indgår dermed med samme vægt i opgørelsen. En alternativ opgørelse af den gennemsnitlige marginalskatteprocent kunne ske ved at vægte personernes marginalskatter med arbejdsindkomsten, svarende til at foretage en beregning, hvor al arbejdsindkomst øges med fx 0,1 pct. En sådan opgørelse ville vise en højere gennemsnitlig marginalskattesats på grund af progressionsknæk i skattesystemet. Der kan dog ikke kan beregnes en marginalskattesats for personer uden arbejdsindkomst med denne metode.

Udviklingen i marginalskatten 2003-2006

I maj 2004 vedtog Folketinget at fremskynde de skattelettelser, der var indeholdt i initiativerne i Lavere skat på arbejdsindkomst. Det skete med aftalen om Forårspakken (Flere i beskæftigelse – lavere ledighed). Lavere skat på arbejdsindkomst bestod af 2 elementer: Indførelse af et beskæftigelsesfradrag og en forhøjelse af mellemskattegrænsen frem til 2007. Med den nye aftale gennemføres forhøjelsen af mellemskattegrænsen fuldt ud i 2004. Samtidig suspenderes SP-bidraget midlertidigt i 2004 og 2005, jf. boks 6.4.

Boks 6.4. Nedsættelse af skatten på arbejdsindkomst og suspension af SP-bidraget.

Med aftalen om Forårspakken gennemføres de besluttede skattenedsættelser fuldt ud i 2004.

· Der indføres et beskæftigelsesfradrag på 2,5 pct. af arbejdsindkomst (fratrukket private pensionsindbetalinger) op til en maksimumsgrænse svarende omtrent til mellemskattegrænsen. Maksimumsbeløbet for beskæftigelsesfradraget er på 6.800 kr.

· Grænser for betaling af mellemskat øges med 48.000 kr. (fra 198.000 kt. til 246.000 kr.)

Desuden gennemføres en midlertidig suspension af bidraget til den særlige pensionsopsparing (SP-bidraget). Bidraget var i 2004 og 2005 før suspensionen på 1 pct. af arbejdsindkomst mv.

Beskæftigelsesfradraget og den højere mellemskattegrænse reducerer marginalskatten på arbejdsindkomst, som beskrevet i nærværende kapitel og vil øge incitamentet til at være i beskæftigelse for såvel beskæftigede som ikke-beskæftigede som beskrevet i kapitel 7. Forhøjelsen af mellemskattegrænsen kan tillige reducere den marginale beskatning af andre former for indkomst, herunder renteindtægter.

Personer med indkomster over den nye mellemskattegrænse vil få en skattereduktion på op til 5.145 kr. som følge af skatteaftalen (i en gennemsnitskommune). For gifte personer kan beløbsændringerne være højere som følge af reglerne om overførsel af fradrag. For et gift par vil den samlede skattereduktion dog maksimalt være på 2 gange det nævnte beløb.

Alle beløb er i 2003-niveau.

Initiativerne medfører, at marginalskatten reduceres for 1,7 mio. personer med erhvervsindkomst. For fuldtidsbeskæftigede medfører skattenedsættelsen en reduktion af den gennemsnitlige marginalskat med ca. 1,9 pct.enheder.

Beskæftigelsesfradraget er udformet, så det bidrager til en reduktion af marginalskatten på arbejdsindkomst for personer med (arbejds)indkomst under den ny mellemskattegrænse. For denne gruppe indebærer beskæftigelsesfradraget en reduktion af marginalskatten med godt 0,8 pct.enheder.

Forhøjelsen af mellemskattegrænsen indebærer derudover en nedsættelse af marginalskatten med 5,5 pct.enheder for personer, der ikke længere skal betale mellemskat. For personer med indkomst mellem den gamle og den ny mellemskattegrænse nedsættes marginalskatten på arbejdsindkomst således som udgangspunkt med i alt 6,3 pct.enheder.

Det midlertidige bortfald af SP-bidraget medfører lavere skattemæssige fradrag og kan dermed øge marginalskatten for personer med en indkomst lige omkring en af progressionsgrænserne[2]. Eksempelvis kan bortfaldet af SP-bidraget flytte en person fra mellemskattetrinnet op på topskattetrinnet, da den personlige indkomst forøges som følge af bortfaldet af SP-bidraget. I det følgende fokuseres derfor primært på ændringerne fra 2003 til 2006.[3]

Andelen af fuldtidsbeskæftigede, der er berørt af de progressive skatter, reduceres som følge af de nævnte initiativer fra ca. 88 pct. i 2003 til ca. 64 pct. i 2004 og yderligere til omkring 63 pct. i 2006, svarende til en reduktion med 25 pct.enheder, jf. tabel 6.2. Det svarer til, at ca. 430.000 færre fuldtidsbeskæftigede vil være berørt af de progressive skatter i 2006 end i 2003. Andelen af de fuldtidsbeskæftigede, der alene betaler mellemskat, reduceres tilsvarende – fra 48 pct. i 2003 til 23 pct. i 2006.

Andelen af fuldtidsbeskæftigede, der betaler topskat, vil uændret være godt 39 pct. i 2006. Andelen, der ikke samtidig betaler mellemskat (som følge af overførsel af ægtefælles bundfradrag i mellemskatten mv.), øges dog som følge af, at mellemskattegrænsen hæves. Andelen af fuldtidsbeskæftigede, der betaler både top- og mellemskat, reduceres derfor fra knap 39 til 36 pct. frem til 2006.

Tabel 6.2. Fordeling af 18-66-årige på progressionstrin, 2003-2006

	Kun AM-bidrag	Bund-skat	Mellem-skat	Topskat ikke mellem-skat	Topskat og mellem-skat	Progres-sive skatter i alt	Gnst. margi-nalskat
Alle	Pct. af gruppen						Pct.
2003	3,0	36,8	35,9	0,7	23,8	60,4	49,3
2004	3,0	55,0	16,8	2,3	23,0	42,1	47,8
2006	3,0	56,1	16,5	2,3	22,1	40,9	47,6
Ændr. 2003-06	0,0	19,3	-19,4	1,6	-1,7	-19,5	-1,7
Heraf fuldtidsbeskæftigede
2003	0,2	12,3	48,3	0,7	38,6	87,6	53,8
2004	0,2	35,6	23,5	3,3	37,4	64,2	52,2
2006	0,2	37,2	23,3	3,3	35,9	62,5	51,9
Ændr. 2003-06	0,0	24,9	-25,0	2,6	-2,7	-25,1	-1,9

Anm.: Gennemsnitlig marginalskat på arbejdsindkomst. Se i øvrigt anmærkning og note til tabel 6.1.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

For fuldtidsbeskæftigede reduceres den gennemsnitlige marginalskat fra 2003 til 2006 med 1,9 pct.enheder. Blandt alle 18-66-årige skønnes den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst at falde med 1,7 pct.enheder.[4]

Forøgelsen af mellemskattegrænsen påvirker marginalskattesatserne for en stor andel af de fuldtidsbeskæftigede, men i mindre grad for personerne i de øvrige grupper. Omvendt påvirker beskæftigelsesfradraget i mindre grad de fuldtidsbeskæftigedes marginalskattesatser, idet mange af disse har indkomster over den ny mellemskattegrænse, mens fradraget slår igennem på satsen for den marginale beskatning af arbejdsindkomst for en stor del af personerne i de øvrige grupper.

Marginalskatter for enlige og gifte 2003-2006

Mens de gennemsnitlige marginalskatter for enlige i det store hele følger skalasatserne, afspejler de gennemsnitlige marginalskatter for gifte effekterne af, at der kan overføres uudnyttede personfradrag og fradrag i mellemskatten mellem ægtefællerne. Den gennemsnitlige marginalskat for gifte udviser derfor et mere kontinuert stigende forløb end marginalskatten for enlige i 2003, jf. figur 6.3.

Figur 6.3. Gennemsnitlige marginalskatter for enlige og gifte, 2003

Anm.: Se anmærkning til figur 6.1.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Ved indkomstniveauer umiddelbart under mellemskattegrænsen er den gennemsnitlige marginalskat for gifte lidt højere end skalasatsen, fordi nogle her er gift med højtlønnede, som udnytter bundfradraget i mellemskatten. Ved indkomstniveauer umiddelbart over mellemskattegrænsen er den gennemsnitlige marginalskat lidt lavere end skalasatsen, fordi nogle her er gift med lavtlønnede, som ikke selv udnytter bundfradraget i mellemskatten.

Der er endvidere en tendens til, at de gennemsnitlige marginalskatter både for enlige og gifte ligger lidt over skalasatsen i intervallet umiddelbart under topskattegrænsen. Det hænger sammen med, at der ved afbildningen af forløbet af marginalskatterne over indkomstskalaen ikke kan tages hensyn til, at der er forskellige indkomstgrundlag for mellem- og topskat. Den indkomst, der benyttes i figuren – mellemskattegrundlaget – ligger således for en del personer under det faktiske topskattegrundlag.[5]

Samgifte med en indkomst under personfradraget vil typisk have en marginalskat svarende til laveste progressionstrin – og ikke kun til arbejdsmarkedsbidraget – fordi disse personer i kraft af overførsel af personfradraget til deres ægtefælle reelt udnytter dette fuldt ud i udgangssituationen. Modsat har enlige med en indkomst under personfradraget en marginalskat lig arbejdsmarkedsbidraget.

For enlige ligger ændringerne i de gennemsnitlige marginalskattesatser fra 2003 til 2006 ganske tæt på ændringerne i skalasatserne, mens der er et noget andet billede for samgifte, jf. figur 6.4.

For enlige med indkomster op til den nuværende mellemskattegrænse sker der således en reduktion af den gennemsnitlige marginalskat med omkring 0,8 pct.enheder som følge af beskæftigelsesfradraget. I indkomstintervallet lige herover og op til den ny mellemskattegrænse reduceres den gennemsnitlige marginalskat med omkring 6,3 pct.enheder. De små ændringer i marginalskattesatserne ved højere indkomster kan tilskrives bortfaldet af overgangsordningerne fra Pinsepakken, jf. nærmere omtale i afsnit 6.4.

For samgifte bliver marginalskattereduktionen spredt mere ud over indkomstskalaen. Det skyldes, at det er parrets samlede indkomst, der afgør, om parterne samlet set skal betale mellemskat (og dermed om begge parter marginalt set skal betale mellemskat).

Figur 6.4. Ændring i gennemsnitlig marginalskat for enlige og gifte, 2003-2006

Anm.: Jf. anmærkning til figur 6.1.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Den gennemsnitlige reduktion for samgifte i intervallet mellem den gamle og den nye mellemskattegrænse er omkring 3¼ pct.enheder eller omkring halvdelen af reduktionen for de enlige. For de sambeskattede, der får en marginalskattereduktion (udover reduktionen som følge af beskæftigelsesfradraget), svarer reduktionen til ændringen i skalasatsen på de 6,3 pct.

Den lavere reduktion i den gennemsnitlige marginalskat i midten af indkomstskalaen for samgifte kan siges at blive modsvaret af, at den gennemsnitlige marginalskat reduceres såvel i intervallet over den ny mellemskattegrænse som i intervallet under den gamle grænse (ud over ændringen på de 0,8 pct., der følger af beskæftigelsesfradraget), jf. boks 6.5.

Boks 6.5. Marginalskattereduktioner for samgifte som følge af forøgelsen af mellemskattegrænsen

I indkomstintervallet mellem den gamle og den ny mellemskattegrænse – hvor stort set alle enlige får en marginalskattereduktion på 6,3 pct.enheder – er der to grupper af samgifte, der ikke får reduceret marginalskatten (udover reduktionen som følge af beskæftigelsesfradraget):

· Personer, der efter gældende regler i 2003 ikke betaler mellemskat, fordi de udnytter et overført fradrag fra en ægtefælle med lavere indkomst.

· Personer, der med 2006-regler overfører hele det uudnyttede fradrag til en ægtefælle med en så høj indkomst, at ægtefællen (trods overførsel af fradraget) fortsat skal betale mellemskat.

For de sambeskattede, der får en marginalskattereduktion (udover reduktion som følge af beskæftigelsesfradraget), svarer reduktionen til ændringen i skalasatserne på de 6,3 pct.

Herudover kan en del sambeskattede med indkomster henholdsvis under den gamle mellemskattegrænse og over den ny mellemskattegrænse få en marginalskattereduktion (ud over en eventuel reduktion som følge af beskæftigelsesfradraget):

· Personer med indkomster under den gamle mellemskattegrænse kan få en marginalskattereduktion på 6,3 pct.enheder, hvis deres ægtefælle har en indkomst over den gamle mellemskattegrænse, og ægtefællen ved at overføre en del af det uudnyttede fradrag undgår at skulle betale mellemskat.

· Personer med indkomster over den nye mellemskattegrænse kan, hvis ægtefællens indkomst er under den nye grænse, af tilsvarende grund få en marginalskattelettelse på 5,5 pct.enheder ved at overføre en del af ægtefællens uudnyttede fradrag. (Bemærk at disse personer ikke får en marginalskattelettelse som følge af beskæftigelsesfradraget, da deres indkomst er så høj, at de får det maksimale fradrag).

6.3. Udviklingen i marginalskatterne 1986-2006

Den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst for fuldtidsbeskæftigede reduceredes fra 57,7 pct. i 1986 til 53,8 pct. i 2003, det vil sige med 3,9 pct.enheder jf. tabel 6.3. Frem til 2006 ventes den gennemsnitlige marginalskat reduceret med yderligere 1,9 pct.enheder til 51,9 pct. som følge af beskæftigelsesfradraget og den højere mellemskattegrænse.

Tabel 6.3. Skala skattesatser og gennemsnitlig marginalskat på løn for erhvervsaktive (inkl. AM-bidrag), udvalgte år

Progressionstrin	1986	1987	1993	1998	2003	2004	2006	Ændr. 1986-2006
	Pct.
Laveste	48,0	49,5	50,6	45,2	43,7	42,9	42,9	-5,1
Mellemste	62,4	57,0	58,2	50,7	49,2	49,2	49,2	-13,2
Højeste	73,2	68,7	68,7	62,0	62,9	62,9	62,9	-10,3
Fuldtidsbeskæftigede	57,7	-	59,3	54,3	53,8	52,2	51,9	-5,8

Anm.: Oplysninger om den gennemsnitlige marginalskat i 1987 foreligger ikke.

Kilde: Skatteministeriets hjemmeside, Finansredegørelse 98/99, og egne beregninger.

Udviklingen i marginalskatten skal ses på baggrund af to modsatrettede ændringer i indkomstskattesystemet. Siden skattereformen i 1986 er der sket betydelige reduktioner af skalasatserne, men der er i samme periode sket en stigning i andelen af skatteydere, der er berørt af de progressive skatter.

Satserne på de to højeste progressionstrin reduceres fra 1986 til 2004 med henholdsvis godt 13 og godt 10 pct.enheder. På det laveste trin er reduktionen godt 5 pct.enheder, hvoraf aftalen om Lavere skat på arbejdsindkomst bidrager med 0,8 pct.enheder fra 2003 til 2004. Over perioden fra 1986-2004 er den gennemsnitlige kommuneskatteprocent (skalasatsen efter arbejdsmarkedsbidrag) steget med cirka 2,2 pct.enheder.

Andelen af 25-59-årige på det højeste progressionstrin er i perioden 1986 til 2003 vokset med knap 19 pct.enheder fra knap 10 pct. til godt 28 pct., og skønnes i 2006 fortsat at være på dette niveau, jf. tabel 6.4. Omvendt faldt andelen på det laveste progressionstrin fra 51 pct. i 1986 til 26 pct. i 1998, hvorefter andelen er steget igen, og i 2006 vil den være på samme niveau som i 1986. Andelen af 25-59-årige på mellemste progressionstrin steg fra 1986-1998, men er herefter faldet betragteligt, og i 2006 vil andelen være knap 20 pct., svarende til et fald på knap 20 pct.enheder set over hele perioden.

Tabel 6.4. Fordelingen af 25-59-årige skatteydere på progressionstrin, 1986-2006

Progressionstrin	1986	1993	1998	2003	2006	Ændr. 2003- 2006	Ændr. 1986-2006
	Andel af skatteydere i pct.
Laveste	51,0	42,8	26,0	29,6	51,9	22,4	0,9
Mellemste	39,2	37,5	49,9	42,1	19,7	-22,4	-19,5
Højeste	9,8	19,7	24,1	28,4	28,4	0,0	18,6
I alt	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0

Anm.: Placeringen på progressionstrin er foretaget efter overførsel af uudnyttede person- og bundfradrag mellem ægtefæller. Højeste trin omfatter alle personer, der betaler topskat, inkl. personer, der ikke betaler mellemskat.

Kilde: Fordeling og incitamenter 2002 samt egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Udviklingen i andelen af personer på de forskellige skalatrin fra 1986 til 2006 skal ses i sammenhæng med, at indkomstgrundlagene for skatteopkrævningen er ændret i denne periode. Under 1986-reglerne reducerede alle former for ligningsmæssige fradrag, herunder negativ kapitalindkomst, indkomstgrundlaget for skatteudskrivningen (den skattepligtige indkomst). Det betød, at en person med en bruttoindkomst, der lå væsentlig over grænsen for det højeste progressionstrin, ikke nødvendigvis betalte den højeste skattesats. Hvis vedkommende havde tilstrækkeligt store fradrag, herunder for eksempel rentefradrag, ville vedkommende således være placeret på et lavere progressionstrin.

Skattereformerne siden 1986 har reduceret skatteværdien af ligningsmæssige fradrag og negativ kapitalindkomst væsentligt, og i dag er det stort set alene en persons bruttoindkomst, der afgør placeringen på progressionstrin. Hovedparten af de ligningsmæssige fradrag og (netto)renteudgifter kan fra og med 2002 alene fradrages i beregningsgrundlaget for de kommunale skatter[6] og er dermed alene delvist fradragsberettigede på laveste progressionstrin. Fra og med 2002 er det dermed alene indbetalinger til pensionsordninger, der kan fradrages både i bundskatten og i de progressive skatter – indbetalinger til kapitalpensionsordninger dog ikke i topskatten.[7]

Disse forskellige elementer i ændringerne i skattesystemet skal ses i sammenhæng. Reduktionen af skatteværdien af fradrag har siden 1986 ført til en betydelig udvidelse af skattegrundlaget, hvilket har skabt et provenu, der har muliggjort en markant reduktion af satserne.

Omvendt har sanering af fradrag mv. medført, at marginalskatten i højere grad afhænger af (brutto-)indkomstniveauet, og at flere personer derfor er rykket op på højere progressionstrin. Reformerne af skattesystemet, herunder navnlig reduktionerne af rentefradraget, har bidraget til at styrke den private opsparing og betalingsbalancen.

Progressionsgrænserne reguleres årligt, fra og med 1988 med det såkaldte reguleringstal. Dette har siden 1992 fulgt den generelle udvikling i lønningerne (korrigeret for indførelse af arbejdsmarkedsbidrag og eksklusive indbetalinger til pensionsordninger) – dog med 2 års forsinkelse [8].

Den årlige regulering af progressionsgrænserne har dermed ikke i sig selv haft væsentlig betydning for udviklingen i fordelingen af skatteydere på progressionstrin i årene efter 1987[9], jf. den nærmere redegørelse i boks 6.6.

Boks 6.6. Progressionsgrænserne i skattesystemet 1987-2006

Tabel a viser niveauerne for grænserne for de 3 progressionstrin i fast lønniveau i form af indekstal. Noget forenklet er et indekstal på 100 en indikation af, at progressionsgrænsen opgjort i fast lønniveau er den samme som i 1987, svarende til at grænsen for det givne progressionstrin er steget i takt med reguleringstallet i personskattelovens §20. Tabel a. ”Real” grænse for de 3 almindelige progressionstrin (korrigeret for arbejdsmarkedsbidrag), indeks 1987=100
År	1987	1993	1994-1998	1999	2000	2001	2002-2003	2004-2006
1. trin (Almindeligt personfradrag)	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0	96,6	96,6	96,6
2. trin (Mellemskattegrænse)	100,0	107,7	85,1	89,8	94,5	98,9	103,1	128,2
3. trin (Topskattegrænse)	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0	100,0
Anm.: I årene 1987-1993 var (stats)skatten på laveste progressionstrin benævnt 22pct.-skat, fra og med 1994 er den benævnt bundskat. I årene 1987-1993 var skatten på mellemste progressionstrin benævnt 6pct.-skat, fra og med 1994 er den benævnt mellemskat. Formelt set blev mellemskatten indført med Ny kurs, mens den ”gamle” 6pct.-skat blev afskaffet efter en 2-årig overgangsperiode. I årene 1994-95 var der således som en del af en overgangsordning yderligere et trin på skatteskalaen. Der er set bort herfra i denne oversigt. I årene 1987-1993 var skatten på højeste progressionstrin benævnt 12pct.-skat, fra og med 1994 er den benævnt topskat. Kilde: Egne beregninger på basis af lovgivningens satser korrigeret for arbejdsmarkedsbidrag mv. Grænsen for det laveste progressionstrin – personfradraget – blev tilstræbt fastholdt fra 1993 til 1994 i forbindelse med skattereformen Ny kurs. Det skal dog bemærkes, at der i perioden 1987-1993 blev givet et generelt fradrag på 3 pct. af den personlige indkomst op til en vis grænse (3.900 kr. i 1993). Afskaffelsen af fradraget har haft tilnærmelsesvis samme effekt som en formel nedsættelse af progressionsgrænsen. Før 1994 var der endvidere forskellige personfradrag i statsskatten og i kommuneskatten. Omlægningen i 1994 kan have haft marginal betydning for skatteydere med bopæl i enkelte kommuner. Reguleringen af grænsen for laveste progressionstrin i perioden 1987-93 kan derfor ikke opgøres helt entydigt. Derudover er personfradraget én gang blevet reguleret særskilt, i 2001, hvor personfradragets nominelle værdi blev fastholdt uændret i forhold til året før. Grænsen for det mellemste progressionstrin er i adskillige tilfælde blevet reguleret særskilt. Reguleringerne har dog i hovedparten af tilfældene været af relativt begrænset størrelse, og grænsen for mellemste progressionstrin var i 2003 på næsten samme niveau som i 1993. Grænsen er i 2004 forhøjet relativt kraftigt som følge af aftalen om (fremskyndelsen af) Lavere skat på arbejdsindkomst. Udviklingen i den mellemste progressionsgrænse gennem 1990’erne må ses i sammenhæng med, at (netto)renteudgifter var fradragsberettigede på mellemste indkomsttrin i perioden 1994-1998. Grænsen for det højeste progressionstrin er ikke blevet reguleret særskilt i perioden. Indkomstgrundlaget for opkrævning af skatten på højeste progressionstrin blev udvidet både i 1994 – hvor positiv nettokapitalindkomst ud over 20.000 kr. blev inkluderet – og i 1999 – hvor al positiv nettokapitalindkomst samt indbetalinger til kapitalpensionsordninger mv. blev inkluderet. Begge dele har i sig selv ført til, at betalingen af topskat kan starte ved et relativt lavere niveau for personlig indkomst. I grundlaget for 12pct.-skatten indgik dog positiv nettokapitalindkomst ud over et grænsebeløb (der ville have været 235.000 kr. i 1994).

Indførelsen af DMP-bidraget (og videreførelsen af dette som et SP-bidrag) har haft den afledte effekt, at indkomstgrundlagene for de progressive skatter reduceredes fra 1997 til 1998, mens den midlertidige suspension af SP-bidraget i 2004 og 2005 forøger grundlagene i 2004 (og 2005) i forhold til 2003-niveauet. Effekten svarer nogenlunde til en forøgelse/reduktion af progressionsgrænserne i tabel 6.5 på 1 pct.enhed. Med genindførelse af SP-bidraget i 2006 reduceres indkomstgrundlagene igen, nogenlunde svarende til stigningen fra 2003 til 2004.

Marginalskatter og indirekte skatter

Den beregnede marginale personskattesats tager alene højde for, hvor stor en del af indkomsterne, der marginalt betales i indkomstskatter. Ud af den disponible indkomst, der er tilbage, efter at indkomstskattene er betalt, skal der imidlertid også betales moms og afgifter i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser.

Den effektive marginalskattesats inklusive bidraget fra indirekte skatter mv. opgøres normalt som summen af marginalskattesatsen og den effektive moms- og afgiftsbelastning. Sidstnævnte viser, hvor meget en forbruger netto kommer til at aflevere til det offentlige via udgifterne til forbrug.[10]

Den gennemsnitlige effektive marginalskattesats for fuldt beskæftigede tillagt satsen for den gennemsnitlige effektive moms- og afgiftsbelastning skønnes at falde med 3,6 pct.enheder over perioden 1986 til 2006, jf. tabel 6.5, [11] mens den gennemsnitlige marginale indkomstskattesats for fuldt beskæftigede som nævnt skønnes at falde med 5,8 pct.enheder fra 1986 til 2006.

Tabel 6.5. Skalamarginalskattesatser og gennemsnitlige marginalskattesatser for fuldt beskæftigede (begge) tillagt gennemsnitlige satser for den effektive moms- og afgiftsbelastning, 1986-2006

Progressionstrin	1986	1987	1993	1998	2003	2004	2006	Ændr. 1986-2006
	Pct.
Laveste	59,8	61,8	61,1	58,0	57,9	57,2	56,9	-2,9
Mellemste	70,9	67,4	67,1	62,2	62,1	61,9	61,7	-9,2
Højeste	79,3	76,3	75,4	70,9	72,3	72,2	72,0	-7,3
Fuldtidsbeskæftigede	67,3	-	68,0	65,0	65,5	64,2	63,7	-3,6
Heraf gnst. bidrag fra moms og afgifter:
Laveste	11,8	12,3	10,5	12,8	14,3	14,3	14,0	2,2
Mellemste	8,5	10,4	8,9	11,5	12,9	12,7	12,5	4,0
Højeste	6,1	7,6	6,7	8,9	9,4	9,3	9,1	3,0
Fuldtidsbeskæftigede	9,6	-	8,7	10,7	11,7	12,0	11,8	2,2

Anm.: I tabellen vises den samlede skattebelastning på forskellige skattetrin og for en gennemsnitlig fuldtidsbeskæftiget i de samme år som i tabel 6.3. Ved beregningen er der taget udgangspunkt i den gennemsnitlige afgiftskvote i de pågældende år og i skattesatserne i tabel 6.3. Moms- og afgiftssatsen for 2006 er opgjort som i 2003-konvergensprogrammet, for de øvrige år er anvendt december 2003-vurderingen. Oplysninger om den gennemsnitlige marginalskat i 1987 foreligger ikke. Ved en faldende marginal- eller gennemsnitssats fra indkomstskatten vil bidraget fra moms- og afgifter ved et uændret afgiftsniveau isoleret set blive øget.

Kilde: Tabel 6.3 og egne beregninger.

En stigende afgiftsbelastning, navnlig i løbet af 1990’erne, har dermed delvist modvirket faldet i marginalskatterne. Stigningen i afgiftsbelastningen i denne periode har i nogen grad været en følge af skatteomlægningen i Ny kurs i form af stigende afgifter på blandt andet elektricitet og vand.

Omvendt bidrager skattestoppet til lavere reale afgiftssatser fra 2003 og frem og forstærker dermed effekterne af de faldende gennemsnitlige marginalskattesatser. Men som følge af en relativt kraftig stigning i den reale disponible indkomst stiger den gennemsnitlige afgiftsbelastning isoleret set alligevel for de fuldtidsbeskæftigede under ét fra 2003 til 2004.[12]

Betydningen af de lavere reale afgiftssatser fremgår således ikke af tabel 6.5, men kan illustreres ved et eksempel. Hvis den gennemsnitlige marginalskattesats for fuldtidsbeskæftigede ikke var reduceret fra 2003 til 2006, ville bidraget fra den effektive moms- og afgiftsbelastning i 2006 være reduceret med 0,4 pct.enheder i forhold til niveauet i 2003.

Ved at medtage afgifterne fås et mere reelt billede af den enkeltes marginale betaling til det offentlige, især ved sammenligninger over tid, og hvis der sker skift i sammensætningen af skatterne på direkte og indirekte skatter.

Det skal understreges, at beregningerne i tabel 6.5 bygger på en kombination af marginale skattesatser og en gennemsnitlig (afgifts)sats. Det er således lagt til grund, at den marginale indkomst (efter skat mv.) gennemsnitligt set vil blive anvendt på forbrug med samme afgiftsbelastning som det gennemsnitlige forbrug.

6.4. Sammensatte marginalprocenter

I det sociale system er de offentlige ydelser som hovedregel målrettet mod familier med relativt lave indkomster. Det sker blandt andet ved at aftrappe forskellige ikke-indkomsterstattende offentlige ydelser, når modtagerens indkomst stiger. Inden for gruppen af erhvervsaktive er boligstøtte og tilskud til nedsættelse af forældrebetaling i daginstitution (økonomisk friplads) de vigtigste eksempler på sådanne indkomstafhængige ydelser.

Den samlede forøgelse af indkomstskatten og indkomstaftrapning af indkomstafhængige ydelser i forhold til en indkomstforøgelse betegnes som den sammensatte marginalprocent, jf. boks 6.7. Den sammensatte marginalprocent er højere end marginalskatten, idet den er lig marginalskatten tillagt et bidrag fra aftrapningen af de indkomstafhængige ydelser. Aftrapningen af de indkomstafhængige ydelser kan i visse tilfælde medføre sammensatte marginalprocenter, som er højere end den højeste marginalskat i indkomstskattesystemet.

Indkomstaftrapningen af de indkomstafhængige ydelser kan dermed bidrage til at svække arbejdsudbuddet på samme måde som almindelige indkomstskatter.

I dette afsnit redegøres for de sammensatte marginalprocenter og dermed for omfanget af det isolerede samspil mellem indkomstbeskatningen og indkomstaftrapningen af de indkomstafhængige ydelser. Fokus er således primært at vurdere omfanget af indkomstaftrapningen af boligstøtte og af økonomisk friplads i daginstitutioner.[13] I denne forbindelse antages det også implicit, at den ekstra indkomst ikke opspares i pensionsordninger, således at aftrapning af fremtidige pensionsudbetalinger ikke indgår i opgørelsen af den sammensatte marginalprocent for de erhvervsaktive.

Betydningen af indkomstaftrapningen af indkomstafhængige tillægsydelser for arbejdsudbuddet kompliceres af, at effekten af en indkomstændring ofte først har betydning for de indkomstafhængige ydelser to år senere. Det skyldes, at beregningsgrundlaget for eksempelvis boligstøtte ofte vil være den faktiske indkomst to år tidligere. Denne forsinkelse i nedsættelsen af indkomstafhængige ydelser må antages at mindske eventuelle negative effekter på arbejdsudbuddet, jf. boks 6.7.

Boks 6.7. Beregning og fortolkning af sammensatte marginalprocenter for erhvervsaktive

Den sammensatte marginalprocent opgøres i dette kapitel som summen af:

· Marginalskatteprocent (inklusive arbejdsmarkedsbidrag)

· Aftrapningsprocent af økonomisk friplads

· Aftrapningsprocent af boligstøtte

· Aftrapningsprocent af ægtefælles pensionstillæg (opgjort brutto)

· Aftrapningsprocent af ejendomsværdiskat (aftrapning af nedslag)

Aftrapningsprocenterne for de forskellige sociale ydelser beregnes med udgangspunkt i en forøgelse af lønindkomsten (før arbejdsmarkedsbidrag). Boligstøtten aftrappes som hovedregel med en fast pct. (16,4), men aftrapningsintervallets placering afhænger af huslejens størrelse. Aftrapningen af daginstitutionstilskuddet sker med en procentsats, der er afhængig af daginstitutionsbetalingens størrelse og dermed til dels af antal børn og pasningsform. Bidraget til den sammensatte marginalprocent er almindeligvis 5-15 pct.enheder, men kan være både højere og lavere.

De sammensatte marginalprocenter beregnes under antagelse om, at en forøgelse af indkomsten har en umiddelbar effekt på de indkomstafhængige ydelser. Dette vil imidlertid ofte ikke være tilfældet.

En person vil altid skulle betale skat af en marginal ekstra indkomst – typisk i form af en større restskat eller en mindre tilbagebetaling af skat. Selvom den marginale beskatning umiddelbart er bestemt ved forskudsprocenten på skattekortet, fastsættes den endelige skattebetaling i forbindelse med slutligningen uafhængigt af forskudsregistreringen.

I modsætning hertil vil de sociale ydelser ikke altid blive reduceret som følge af en beskeden, marginal ekstra indkomst. Er der tale om netop en beskeden ekstra indkomst, vil det ikke nødvendigvis give sig udslag i en øjeblikkelig ændring af overførslerne (i form af at disse omregnes til det nye grundlag). I en sådan situation vil der dog kunne ske ændringer af overførslerne på et senere tidspunkt, eksempelvis 2 år senere. Det vil ske, hvis indkomstgrundlaget direkte eller indirekte baseres på en forskudsopgørelse (og hvis forskudsopgørelsen er baseret på indkomsterne fra den seneste slutopgørelse).

Den beregnede sammensatte marginalprocent kan dermed siges at være korrekt, hvis personen er i samme demografiske og boligmæssige situation 2 år senere. I så fald vil de sociale ydelser blive aftrappet som følge af den ekstra indkomst, aftrapningen sker bare i et senere år. Men hvis personen 2 år senere ikke (længere) har børn i daginstitution eller har ændret boligform eller er gået fra at være enlig til at leve i parforhold, vil der til den tid ikke (kunne) ske nogen aftrapning.

Usikkerheden ved om der reelt sker en aftrapning, og det forhold, at aftrapningen kan ske 1-2 år senere, må alt andet lige forventes at dæmpe den negative virkning på arbejdsudbuddet.

Det er kun muligt helt at undgå indkomstaftrapning og de heraf følgende mulige negative virkninger på arbejdsudbuddet ved enten ikke at tildele de omtalte ydelser overhovedet eller ved at lade ydelserne være indkomstuafhængige. Den første mulighed vil være i konflikt med sociale og fordelingsmæssige hensyn, og den sidste ville – hvis de nuværende ydelsesniveauer fastholdes – føre til væsentlig større offentlige udgifter og til en konflikt med ønsket om at målrette ydelserne til personer med lav indkomst.

En marginal forøgelse af indkomsten ville i 2003 for godt 200.000 modtagere af indkomstafhængige ydelser medføre en indkomstaftrapning af mindst en af de nævnte tillægsydelser, jf. tabel 6.6.

Tabel 6.6. Berørte af indkomstaftrapning efter familieforhold, 2003

		Personer med aftrapning
Familiekategori	Alle	I alt	Heraf med sammensat mariginalpct. > 64
	1.000 personer
Enlige uden børn	926	15	5
Enlige med børn	118	69	32
Gifte/samlevende uden børn	1.141	6	2
Gifte/samlevende med børn	1.036	119	14
Alle	3.220	209	53
Heraf fuldtidsbeskæftigede
Enlige uden børn	371	6	4
Enlige med børn	59	32	20
Gifte/samlevende uden børn	622	1	0
Gifte/samlevende med børn	673	27	3
Alle (fuldtidsbeskæftigede)	1.725	65	27

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Det er særligt for enlige forsørgere, at indkomstaftrapningen har betydning for marginalprocenterne. Det skyldes primært udformningen af reglerne for aftrapningen af tilskuddene. Aftrapningsgrænserne er beløbsmæssigt de samme for enlige og par, men for parrene er indkomstgrundlaget deres samlede indkomst.

Af de i alt knap 120.000 enlige forsørgere var 70.000, svarende til 60 pct., berørt af indkomstaftrapning i 2003. Det tilsvarende gælder for godt 10 pct. af de gifte med børn og for omkring 1 pct. af familierne uden børn. Der er endvidere flere fuldtidsbeskæftigede enlige forsørgere med aftrapning af tilskud end fuldtidsbeskæftigede gifte/samlevende med børn med aftrapning af tilskud, til trods for at der samlet set er mere end ti gange så mange fuldtidsbeskæftigede gifte/samlevende med børn end fuldtidsbeskæftigede enlige med børn.

I alt 53.000 personer havde i 2003 en sammensat marginalprocent over 64 pct. som følge af indkomstaftrapning af sociale ydelser, hvoraf 32.000 – dvs. omkring 60 pct. – er enlige forsørgere. Over en fjerdedel af de enlige forsørgere havde således en sammensat marginalprocent over 64 pct. Af de nævnte 53.000 personer var 27.000 fuldtidsbeskæftigede, hvoraf 20.000 var enlige forsørgere.

Indkomstaftrapning af indkomstafhængige ydelser bidrager til at øge den gennemsnitlige sammensatte marginalprocent med knap 1 pct.enhed, jf. tabel 6.7, men for enlige forsørgere er bidraget på godt 8 pct.enheder. Selvom de enlige forsørgeres gennemsnitlige marginalskat er lavere end de øvrige familiegruppers, er deres sammensatte marginalprocent gennemsnitligt en del højere. Det understreger, at det i særlig grad er enlige forsørgere, som modtager ydelser, der aftrappes med indkomsten, og hvis indkomster ligger i det interval, hvor indkomstaftrapningen finder sted.

For fuldtidsbeskæftigede enlige forsørgere ligger bidragene fra indkomstaftrapning meget tæt på gennemsnitsniveauet for hele gruppen af enlige forsørgere. Imidlertid er marginalskatteprocenten for de fuldtidsbeskæftigede højere end for gruppen som helhed, og den gennemsnitlige sammensatte marginalprocent for fuldtidsbeskæftigede enlige forsørgere er lidt over 60 pct. For fuldtidsbeskæftigede i andre demografiske grupper har indkomstaftrapningen af ydelser sjældent en væsentlig størrelse.

Tabel 6.7. Gennemsnitlig sammensat marginalprocent efter familieforhold, 2003

		Bidrag fra aftrapning af:				Sammensat marginal-procent
Familiekategori	Marginalskat	Bolig-støtte	Økonomisk friplads	Social pension	I alt	Sammensat marginal-procent
	Gnst. pct.
Enlige uden børn	45,5	0,3	-	-	0,3	45,8
Enlige med børn	48,4	5,8	2,5	-	8,3	56,7
Gift/samlevende uden børn	50,1	0,1	-	0,3	0,4	50,5
Gift/samlevende med børn	51,9	0,3	0,9	0,1	1,2	53,1
I alt	49,3	0,4	0,4	0,1	0,9	50,2
Heraf fuldtidsbeskæftigede:
Enlige uden børn	53,2	0,2	-	-	0,2	53,4
Enlige med børn	52,6	5,7	2,2	-	7,9	60,5
Gifte/samlevende uden børn	53,6	0,0	-	0,3	0,3	53,9
Gifte/samlevende med børn	54,5	0,1	0,3	0,1	0,4	54,9
Fuldtidsbesk. i alt	53,8	0,3	0,2	0,1	0,6	54,4

Anm.: Bidrag fra aftrapning af ejendomsværdiskatterabat udgør mindre end 0,01 pct.enheder og er ikke anført særskilt, men indgår i den sammensatte marginalprocent. Social pension aftrappes hos en eventuel ægtefælle.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Samspillet mellem indkomstskattesystemet og indkomstaftrapning af boligstøtte og økonomisk friplads ved forskellige indkomstniveauer er illustreret i figur 6.5. Som følge af indkomstaftrapningen er den gennemsnitlige sammensatte marginalprocent for enlige forsørgere med 1 barn i 2003 omkring 60 pct. ved indkomster væsentligt under topskattegrænsen, jf. figur 6.5.a. For enlige forsørgere med 2 eller flere børn er den gennemsnitlige sammensatte marginalprocent typisk på niveau med den højeste marginalskattesats (64 pct.), jf. figur 6.5.b.

Indkomstaftrapningen af boligstøtten udgør generelt det største (supplerende) bidrag til den sammensatte marginalprocent for de enlige forsørgere, jf. også tabel 6.7. Indkomstaftrapning af økonomisk friplads bidrager mindre, især for 1-barns familierne.

For gifte og samlevende med børn er effekten af indkomstaftrapningen på den gennemsnitlige sammensatte marginalprocent væsentlig mere beskeden end for de enlige forsørgere, jf. tabel 6.7 og figur 6.5.c-d. For denne gruppe vil de indkomstafhængige ydelser således normalt være næsten fuldt aftrappet inden mellemskattegrænsen.

Figur 6.5. Enkeltelementer i den sammensatte marginalprocent, 2003

a. Enlige, 1 barn	b. Enlige, 2 børn

c. Samlevende, 1 barn	d. Samlevende, 2 børn

Anm.: Bidraget til den sammensatte marginalprocent fra indkomstaftrapning af økonomisk friplads kan aflæses som forskellen mellem kurven for den sammensatte marginalprocent og kurven for marginalskat + bidrag fra aftrapning af boligstøtte.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Det skal tilføjes, at der i 2003 var yderligere 15.000 personer, der havde en marginalskat over 64 pct. som følge af overgangsordninger og særlige forhold i skattesystemet, jf. boks 6.8. Der henvises til de mere detaljerede opgørelser over fordelingen af befolkningen i de erhvervsaktive år efter sammensat marginalprocent i appendiks 6.1. De 15.000 personer modtog som hovedregel ikke indkomstafhængige ydelser.

Boks 6.8. Overgangsordninger og særlige skatteregler

Den højeste marginalskattesats for en person afhænger af kirkeskatteprocenten, idet denne ikke medregnes i det skrå skatteloft. I kommunerne med den højeste kirkeskatteprocent er den højeste marginalskattesats 63,66 pct.¹ Anvendes den gennemsnitlige kirkeskatteprocent er den højeste marginalskattesats 62,92 pct. (uden indregning af SP-bidraget, som ikke har karakter af en skat).

Marginalskattesatsen kan i enkelte situationer blive højere. Således forøges marginalskatten i det interval, hvor det forhøjede transportfradrag til lavtlønnede aftrappes. Forøgelsen af marginalskattesatsen afhænger af kommuneskattesatsen og af størrelsen af transportfradraget. I en gennemsnitskommune er forhøjelsen på op til godt 4,0 pct.enheder. Forøgelsen sker normalt i indkomstintervallet 211.500-261.500 kr. (2003-PL-niveau, før fradrag for arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag), dvs. ved indkomstniveauer under topskattegrænsen. Men hvis personen har andre indkomster end arbejdsindkomst, dagpenge, sygedagpenge eller lignende, vil intervallet, hvori forøgelsen af marginalskattesatsen sker, kunne falde i det interval, hvor der betales topskat. Derved vil den højeste marginalskattesats kunne komme op på et niveau af knap 68 pct. Denne situation forekommer dog i praksis meget sjældent.

Som følge af en overgangsregel i Pinsepakken kan personer med stor negativ kapitalindkomst frem til 2005 også få en højere marginalskattesats end 64 pct. Forhøjelsen af marginalskattesatsen vil være på godt 1,1 pct.enheder i 2003 og godt 0,7 pct.enheder i 2004. Placeringen og længden af aftrapningsintervallet vil afhænge af kapitalindkomstens størrelse og vil forholdsvis ofte falde sammen med intervallet, hvor der betales topskat.

1) Kirkeskatteprocenten er i 2003 1,50 i Samsø kommune og Højer kommune. I Højer reduceres satsen i 2004 til 1,40 pct.

Udviklingen i sammensatte marginalprocenter fra 2003 til 2006

Fra 2003 til 2006 reduceres de sammensatte marginalprocenter som følge af ændringerne i skattesystemet, hvorimod ændringer i aftrapningsreglerne frem til 2006 kun har en meget begrænset effekt på de sammensatte marginalprocenter. [14]

Antallet af personer med en sammensat marginalprocent over 64 falder med 14.000 personer fra 53.000 i 2003 til 39.000 i 2006, jf. tabel 6.8,[15] hvilket især skyldes forøgelsen af mellemskattegrænsen.

Tabel 6.8. Berørte af indkomstaftrapning efter familiekategori, 2003-2006

	I alt med aftrapning		Sammensat marginalprocent over 64 pct.
Familiekategori	2006	Ændring 2003-06	2006	Ændring 2003-06
Enlige uden børn	15	0	1	-4
Enlige med børn	66	-3	24	-8
Gifte/samlevende uden børn	6	0	1	-1
Gifte/samlevende med børn	119	0	13	-1
I alt	206	-3	39	-14
Heraf fuldtidsbeskæftigede
Enlige uden børn	6	0	1	-3
Enlige med børn	32	0	13	-7
Gifte/samlevende uden børn	1	0	0	0
Gifte/samlevende med børn	27	0	3	0
I alt	65	0	17	-10

Anm.: Der er set bort fra de afledte effekter af reduktionen af folkepensionsalderen til 65 år.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

Generelt er der fra 2003-2006 et kraftigt fald i antallet af personer med en marginalprocent i intervallet 45-55 pct., hvilket modsvares af en stort set tilsvarende stigning i antallet af personer med en marginalprocent i intervallet 8-45, jf. figur 6.6. Denne ændring er primært en følge af forhøjelsen af mellemskattegrænsen.

Blandt enlige forsørgere falder antallet af personer med marginalprocenter på 64 og derover, mens der sker en stigning i antallet af personer med en marginalprocent i intervallet 55-60 og 60-64 pct., jf. figur 6.6.b. Dette skyldes, at de enlige forsørgere, der er berørt af indkomstaftrapning af boligstøtte, i 2003 typisk har en sammensat marginalprocent i intervallet 64-70 pct. (eventuelt lidt højere). Nogle af disse får en lempelse i marginalskatten på de maksimale 6,3 pct.enheder, jf. figur 6.4, og de vil dermed få reduceret marginalprocenten til et niveau i intervallet 55-64 pct.

Figur 6.6. Ændring i antal personer i intervaller for sammensat marginalprocent 2003-2006 efter familietype

a. Enlige uden børn	b. Enlige med børn

c. Samlevende uden børn	d. Samlevende med børn

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve af befolkningen i 2001 fremskrevet til 2003.

For samlevende vil der ske en forskydning fra grupperne med en marginalprocent i intervallet 45-55 pct. til intervallet 8-45 pct. Derudover vil der ske en mindre forskydning i personernes fordeling fra gruppen med en marginalprocent i intervallet 60-64 pct. til intervallet 55-60 pct. Dette afspejler, at der bliver flere gifte, der betaler topskat uden at betale mellemskat, jf. også tabel 6.2.

[1] Skattestoppets princip om, at afgifter i kroner og ører fastholdes, betyder samtidig en reduktion i forbrugerprisinflationen med omkring 0,15 pct. p.a., jf. kapitel 2.

[2] SP-bidraget er ikke en skat, men en tvungen pensionsopsparing.

[3] 2006-reglerne svarer stort set til 2004-reglerne eksklusive effekten af suspensionen af SP-bidraget. Der er dog den (mindre) forskel mellem 2004-beregningerne og 2006-beregningerne, at to overgangsordninger fra Pinsepakken er i kraft under 2004-reglerne, men ikke under 2006-regler. Det kan have en isoleret effekt på de gennemsnitlige marginalprocenter på op mod 0,1 pct.point, hovedsagelig fordi overgangsordningerne kan reducere indkomstskatten til 0 for enkelte personer med store renteudgifter. Overgangsordningerne er omtalt i afsnit 6.4 nedenfor.

[4] I 2004, hvor SP-bidraget er suspenderet, er den gennemsnitlige marginalskattesats 0,2 pct.enheder højere end i 2006, og andelen af personer på topskattetrinnet er 1,2 pct.enheder højere. For fuldtidsbeskæftigede er forskellene henholdsvis 0,3 pct.enheder og 1,7 pct.enheder.

[5] Figur 6.3 viser sammenhængen mellem beregnet marginalskat og mellemskattegrundlaget. Indbetalinger til kapitalpensionsordninger mv. kan fradrages i mellemskattegrundlaget, men ikke i topskattegrundlaget. Personer med et indkomstgrundlag for mellemskat, der er lidt under topskattegrænsen, og som foretager større indbetalinger til kapitalpension, vil således skulle betale topskat (og have en marginalskattesats på typisk 62,9 pct.), men vil i figuren (fejlagtigt) være placeret på mellemskattetrinnet. For samgifte kompliceres billedet af adgangen til at overføre uudnyttede fradrag i mellemskatten, og yderligere, hvis parret tilsammen har en positiv kapitalindkomst. Det sidste skyldes, at den samlede positive kapitalindkomst beregningsmæssigt indgår i topskattegrundlaget hos ægtefællen med den højeste personlige indkomst. Skatteteknisk kan kapitalindkomsten derfor blive overført mellem ægtefællerne og indgår ikke nødvendigvis i topskattegrundlaget for den person, der faktisk har kapitalindkomsten.

[6] Fradragsretten i bundskatten for (netto)renteudgifter ophørte i 2001.

[7] Udgifter i forbindelse med selvstændig virksomhedsdrift, herunder renteudgifter, er dog som udgangspunkt fuldt fradragsberettigede, hvis virksomhedsskatteordningen anvendes.

[8] Det bemærkes, at reguleringstallet før 1992 ikke blev fastsat med samme automatik som nu, om end den årlige regulering de facto skete med en sats nogenlunde svarende til lønstigningstakten. I perioden 1988-91 fulgte reguleringstallet dog stort set den samlede lønstigningstakt. Se i øvrigt skatteministeriets hjemmeside om Reguleringstallets historie.

[9] Det er vanskeligt at vurdere effekten af reguleringen af progressionsgrænserne fra 1986 til 1987 som følge af reduktionen i fradragsmulighederne. Lønstigningstakten over de 2 år var i øvrigt ret høj sammenlignet med de omkringliggende år, og dette ville i sig selv have betydet, at flere var rykket op på højere marginalskattetrin. Den højeste og den laveste progressionsgrænse (lovgivningssatserne, herunder personfradragene) blev fra 1986 til 1987 reguleret nogenlunde svarende til den faktiske lønstigning, mens grænsen på 2. trin blev forhøjet lidt kraftigere.

[10] På den ene side betales moms og afgifter af forbruget, hvilket øger afgiftsbelastningen. På den anden side indeholder forbruget også udgifter til fx bolig og offentlig transport som subsidieres, hvilket sænker den effektive moms- og afgiftsbelastning. En teknisk beskrivelse af opgørelsen af den effektive moms- og afgiftsbelastning findes i Finansredegørelse 2002, appendiks 7.1.

[11] Denne beregning er en forsimplet analyse baseret på typeeksempler og gennemsnitspersoner. For den enkelte forbruger afhænger den samlede marginale beskatning dels af dennes (individuelt bestemte) marginalskattesats (der igen afhænger af vedkommendes indkomstniveau), dels af personens opsparingskvote og forbrugssammensætning (som begge ligeledes varierer med indkomsten).

[12] Skattestoppets princip om, at afgifter i kroner og ører fastholdes betyder en reduktion i forbrugerprisinflationen med 0,15 pct. p.a., hvilket alt andet lige bidrager til en forøgelse af de disponible indkomster, jf. kapitel 2. Det skal tilføjes, at skattestoppets betydning for ejendomsværdiskatterne ikke indgår i beregningerne i dette afsnit.

[13] Ved beregningen af de sammensatte marginalprocenter for ledighedsberørte personer er effekten af en (mulig) reduktion af den indkomsterstattende overførselsindkomst, jf. diskussionen i afsnit 6.2, ikke inkluderet. Som nævnt i forrige afsnit har marginalskattesatsen ikke den store betydning for arbejdsmarkedsbeslutningerne for fuldt ledige mfl., og følgelig er den sammensatte marginalprocent heller ikke umiddelbart vigtig for disse personers incitamenter til beskæftigelse.

[14] Det sidste trin i omlægningen af boligstøttereglerne blev taget pr. 1/1 2004, jf. omtalen i kapitel 2.

[15] Der ses i denne forbindelse bort fra de 15.000 personer, hvis sammensatte marginalprocent falder til under 64 pct. som følge af udfasningen af overgangsordningerne i skattesystemet, jf. boks 6.8.

Forrige14 af 22Næste

Top

Indholdsfortegnelse

6. Marginalskatter og sammensatte marginal­procenter

6. Marginalskatter og sammensatte marginalprocenter