7.3. Appendiks: Forskelsbeløb for efterlønsmodtagere

Nedenfor uddybes en række forhold vedrørende det økonomiske incita­ment til tilbagetrækning til efterløn. Det foreliggende datagrundlag har ikke muliggjort en beregning af en potentiel efterløn, det vil sige en efter­løn til efterlønsberettigede personer over 59 år i beskæftigelse. Person­kredsen i analysen er derfor de personer, der modtager efterløn hele året.

Ved beregning af indkomsten i overførselsalternativet indgår de registrere­de supplerende indkomster, herunder efterlønsmodtagerens eventuelle pensionsudbetalinger og arbejdsindkomst.

Hovedparten af efterlønsmodtagerne følger de gamle regler for modreg­ning i efterlønnen for arbejde, hvor der ikke modregnes for de første 200 timers arbejde. I løbet af nogle år vil hovedparten af efterlønsmodtagerne følge den fleksible efterlønsordning, hvor efterlønsmodtagerne kan fast­sætte deres arbejdstid mere fleksibelt end tidligere. Der er eksempelvis større mulighed for, at den enkelte fortsætter på arbejdsmarkedet, men på reduceret tid.

Den fleksible efterlønsordning vil også påvirke tidspunktet for tilbage­trækning, idet nogle personer vil blive tilskyndet til at trække sig helt (eller delvist) tilbage på et senere tidspunkt end under de gamle regler. Medvirkende hertil er, at tilbagetrækning efter det 62. år giver mulighed for at få efterlønnen beregnet efter mere gunstige regler og for at optjene en skattefri præmie.

Effekterne af disse regler kan ikke umiddelbart indregnes inden for ram­merne af den anvendte, relativt simple model med forskelsbeløb og kom­pensationsgrader. Den skattefri præmie udbetales eksempelvis som et engangsbeløb ved folkepensionsalderen, og efterlønsydelsens størrelse af­hænger af tilbagetrækningstidspunktet. En fuld belysning af det økono­miske incitament til at vælge efterløn forudsætter således en samlet vur­dering af den økonomiske situation fra (det mulige) tilbagetrækningstids­punkt indtil folkepensionsalderen.

Det er endvidere ikke alene den løbende indtjening, som påvirker tilbage­trækningsbeslutningen. Pensionsformue og andre former for opsparet for­mue har også betydning og må isoleret set forventes at trække i retning af tidligere tilbagetrækning.

Cirka 60 pct. af efterlønsmodtagerne har en nettoformue (ekskl. pen­sionsformue) over 250.000 kr., og 36 pct. har en nettoformue over 500.000 kr., jf. figur 1.a. Disse formuer i form af friværdi i egen bolig, bankindeståender, værdipapirer mv. repræsenterer en forbrugsmulighed ved siden af den løbende indkomst. Formuer i form af friværdi i ejerbolig vil endvidere isoleret set indebære lavere betaling af husleje ud af den løbende disponible indkomst[1].

Figur 1. Efterlønsmodtagernes nettoformue og private pensionsudbe­talinger, 2001

Anm.:  Nettoformuen er opgjort som familiens samlede formue ekskl. pensionsformuer pr. voksen.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Ved overgang til efterløn vælger nogle at påbegynde udbetaling fra en privat pensionsordning med løbende udbetalinger. I alt 27 pct. af efter­lønsmodtagerne får udbetalinger fra en sådan ordning, og 12 pct. modta­ger over 50.000 kr. årligt, jf. figur 1.b. Pensionsudbetalinger vil ofte indebære en aftrapning af efterlønnen.

Under den fleksible efterlønsordning vil personer med pensionsordninger af en vis størrelse kun få udbetalt efterløn med en reduceret sats – uanset om de hæver pensionen eller ej. Under den gamle efterlønsordning bliver efterlønnen alene reduceret for personer, der løbende modtager udbetalin­ger fra pensionsordninger, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold. Sker der ikke udbetaling af pensionen, aftrappes efterlønnen ikke efter de gamle regler. Alle typer af kapitalpensioner kan hæves uden aftrapning.

Pensionsudbetalinger øger den disponible indkomst i overførsels­alternativet, men har beregningsteknisk ikke nogen betydning for størrel­sen af forskelsbeløbet.

[1] Sammenhængen mellem nettoformue og forbrugsmuligheden er beskrevet nærmere i kapitel 2 i rapporten Ældres økonomiske vilkår, september 2003.