7. Økonomiske incitamenter til at være i beskæf­tigelse

7. Økonomiske incitamenter til at være i beskæf­tigelse

7.1. Indledning

I dette kapitel beskrives de enkelte personers økonomiske tilskyndelse til at være i og søge beskæftigelse frem for at modtage overførselsindkomst. For såvel beskæftigede som ikke-beskæftigede sammenlignes den skønne­de disponible indkomst i beskæftigelse med indkomsten i en situation med ledighed eller efterløn.

Det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse måles dels ved forskelsbeløbet, som angiver forskellen i disponibel indkomst ved hen­holdsvis beskæftigelse og ledighed mv., dels ved kompensationsgraden, som angiver forholdet mellem den disponible indkomst i de to situationer, jf. afsnit 7.2. Den enkeltes økonomiske incitament til at være i beskæf­tigelse skal blandt andet ses i sammenhæng med aktiveringsreglerne og rådighedsforpligtelsen i A-dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

Der er for de fleste en betydelig økonomisk gevinst ved at være i beskæf­tigelse i forhold til en situation med ledighed eller efterløn. Blandt de ca. 2,5 mio. personer, som er omfattet af beregningerne, var den gennemsnit­lige kompensationsgrad 65 pct. i 2001, jf. afsnit 7.3. Med andre ord var den disponible indkomst ved ledighed i gennemsnit 35 pct. lavere end indkomsten i beskæftigelse. Det svarer til en merindkomst i beskæftigelse (et forskelsbeløb) på gennemsnitlig 5.400 kr. om måneden efter skat mv.

Fra 2001 til 2004 er de økonomiske incitamenter til at være i beskæftigel­se styrket – blandt andet som følge af gennemførte reformer af personbe­skatningen (Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken) og af arbejds­markedspolitikken (Flere i arbejde). Den gennemsnitlige kompensations­grad skønnes at være reduceret med 2 pct.enheder i perioden til knap 63 pct. i 2004. Kompensationsgraden reduceres mest for gifte langvarige kontanthjælpsmodtagere (7-9 pct.enheder) især som følge af initiativerne i Flere i arbejde.

Beskæftigelsesfradraget, der udgør 2,5 pct. af arbejdsindkomst op til den nye mellemskattegrænse, har særligt styrket det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse for personer med en relativ lav eller mellemstor mulig lønindkomst. Forhøjelsen af mellemskattegrænsen har bidraget yderligere til at styrke incitamentet for personer med mellemstore lønind­komster.

Det skønnes, at knap 200.000 personer har et forskelsbeløb under 1.000 kr. i 2001. Det svarer til ca. 7,8 pct. af de omkring 2,5 mio. personer, der er omfattet af beregningerne, jf. afsnit 7.4. Denne andel skønnes reduce­ret med 2,4 pct.enheder til 5,4 pct. i 2004. Andelen med en kompensa­tionsgrad over 90 pct. skønnes reduceret med 2,7 pct.enheder fra 8,9 pct. i 2001 til 6,2 pct. i 2004.

Det er navnlig personer med en lav potentiel timeløn, som har høje kom­pensationsgrader og lave forskelsbeløb. Inden for gruppen med en faktisk eller mulig timeløn under 90 kr. har 53 pct. et forskelsbeløb under 1.000 kr. i 2001, og inden for gruppen med en timeløn på 90-100 kr. er ande­len 33 pct. Derimod har kun 3 pct. af gruppen med en timeløn over 100 kr. et forskelsbeløb under 1.000 kr.

Dagpengeberettigede vil typiskhave lavere økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse ved en given potentiel timeløn end personer uden le­dighedsforsikring, fordi A-dagpenge som udgangspunkt medfører en hø­jere indkomsterstattende ydelse ved ledighed end kontanthjælp, jf. afsnit 7.5. Dagpengeberettigede med en relativt lav løn vil samtidig kun få en lille styrkelse af incitamentet til at være i beskæftigelse veden forøgelse af timelønnen. Andelen med en relativt lav løn er dog lavere blandt ledig­hedsforsikrede end blandt ikke-forsikrede.

Forsørgere (især enlige forsørgere) vil tilsvarende alt andet lige have lavere incitamenter til beskæftigelse end ikke-forsørgere. Det skyldes dels, at forsørgere modtager en højere ydelse i kontanthjælpssystemet end ikke-forsørgere, dels særlige overførsler til forsørgere, der vil være lavere eller helt bortfalde i en situation med beskæftigelse som følge af større ind­komst (boligstøtte, tilskud til daginstitution mv.), jf. afsnit 7.6. Indkomst­aftrapning af indkomstafhængige ydelser bidrager isoleret set til at øge den gennemsnitlige kompensationsgrad for enlige forsørgere med 4,5 pct.enheder mod omkring 0,7 pct.enheder for de øvrige familiekategorier, jf. afsnit 7.7.

I afsnit 7.2 redegøres for den anvendte opgørelsesmetode, og i afsnit 7.3 beskrives de økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse i 2001 og 2004. I afsnit 7.4 fokuseres på gruppen med de laveste incitamenter, og i afsnit 7.5 analyseres betydningen af den potentielle timeløn. Afsnit 7.6 omhandler betydningen af overførselssystemet herunder Flere i arbejde, mens afsnit 7.7 omhandler betydningen af indkomstaftrapning af ind­komstafhængige ydelser.

7.2. Økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse

Den enkeltes økonomiske tilskyndelse til at arbejde i forhold til at mod­tage en overførselsindkomst[1] opgøres ved to forskellige mål: forskelsbelø­bet og kompensationsgraden.

Forskelsbeløbet angiver forskellen i disponibel indkomst i henholdsvis en situation med beskæftigelse (beskæftigelsesalternativet) og en situation, hvor forsørgelsesgrundlaget alene er overførselsindkomst (overførsels­alter­nativet). Den disponible indkomst i beskæftigelses- og overførsels­alterna­tivet er opgjort under den beregningsmæssige forudsætning, at personen er beskæftiget henholdsvis ledig mv. i hele kalenderåret.

Kompensationsgraden angiver forholdet mellem den disponible indkomst i overførselsalternativet og den disponible indkomst i beskæftigelse. En høj kompensationsgrad eller et lavt forskelsbeløb indebærer et lavt økonomisk incitament til at være i beskæftigelse. I boks 7.1 vises et eksempel på bereg­ning af forskelsbeløbet og kompensationsgraden.

Boks 7.1. Eksempel på beregning af forskelsbeløb og kompensations­grad

	Opgørelsen af det månedlige forskelsbeløb og kompensationsgraden er her vist som et familietypeeksempel med en enlig forsørger i lejebolig. Med udgangspunkt i en situation med fuld beskæftigelse til en timeløn på 120 kr. vises, hvor meget mindre indkomsten efter skat mv. er i en situation med ledighed. Tabel a. Eksempel på beregning af forskelsbeløbet (kr./mdr.), 2001
		Som beskæftiget	Som ledig	Forskel
	Lønindkomst ekskl. pensionsindbetalinger	18.752	0	18.752
	A-dagpenge ekskl. ATP-indbetalinger	0	12.591	-12.591
	AM- og SP-bidrag	-1.688	-126	-1.562
	Bruttoindkomst ekskl. AM- og SP-bidrag	17.064	12.465	4.599
	Skat	-5.675	-3.726	-1.949
	Indkomst efter skat	11.389	8.739	2.650
	Boligstøtte	243	1.068	-825
	Tilskud til daginstitutionsbetaling	815	1.118	-303
	Børnefamilieydelse og børnetilskud	1.557	1.557	0
	Disponibel indkomst	14.004	12.482	1.522
	Pensionsindbetaling (netto)	734	258	476
	Transportudgift (netto)	-350	0	-350
	Disp. indk. inkl. pensionsindb. og transp.	14.388	12.740	1.648
	Anm.:   Pensionsindbetalingerne udgør 6,45 pct. af timelønnen (svarende til det samlede pensionsbidrag i overenskomst mellem Dansk industri og CO-industri) plus SP-bidrag samt højeste ATP-sats. Se i øvrigt beregnings­forudsætningerne i kapitel 2. Kilde:   Egne beregninger. Ved ledighed mister personen sin lønindkomst på 17.064 kr. om måneden (efter AM- og SP-bidrag), men antages at modtage en overførselsindkomst i form af A-dagpenge, som udgør 12.465 kr. efter SP-bidrag. Det medfører en reduktion i ind­komstskat på 1.949 kr. og en samlet forskel i indkomst efter skat på 2.650 kr. Ved ledighed er personen berettiget til højere boligstøtte og højere tilskud til betaling for daginstitution end i situationen med beskæftigelse som følge af forskellen i bruttoindkomsten. Den disponible indkomst inkl. diverse tilskud udgør 14.004 kr. i beskæftigelse og 12.482 kr. ved ledighed svarende til en forskel i disponibel indkomst på 1.522 kr. om måneden. Det er 1.128 kr. mindre end for­skellen i indkomst efter skat, hvilket svarer til den samlede effekt af indkomstaftrap­ningen af boligstøtten og tilskud til daginstitution. (Betydningen af indkomstaftrap­ning er større i dette eksempel end for befolkningen som helhed). Ved ledighed reduceres personens indbetalinger til arbejdsmarkedspension svarende til en skønnet forskel på 476 kr. efter skat ved udbetalingstidspunktet. Udgifter til transport mellem bopæl og arbejdsplads reducerer det økonomiske udbytte ved at være i beskæftigelse og forudsættes i regneeksemplet at udgøre 350 kr. Den samlede disponible indkomst inkl. værdien af pensionsindbetalinger og fra­trukket transportudgifter udgør 14.388 i beskæftigelse og 12.740 kr. ved ledighed. Forskellen på 1.648 kr. om måneden udgør forskelsbeløbet. Kompensationsgraden beregnes som 1 minus forholdet mellem forskelsbeløbet (1.648 kr.) og den disponible indkomst i beskæftigelsesalternativet (14.004 kr.), hvilket indebærer en kompensationsgrad på 88 pct. Denne definition af kompensationsgra­den anvendes gennemgående i dette kapitel, såfremt intet andet er nævnt. Det svarer omtrent til det procentvise forhold mellem den disponible indkomst ved ledighed og den disponible indkomst i beskæftigelse. Kompensationsgraden kan alternativt beregnes for eksempelvis bruttoindkomsten (73 pct.) og for indkomsten efter skat (77 pct.). Den relativt lille forskel på kom­pensationsgraden efter disse to definitioner viser, at kompensationsgraden i mindre grad end forskelsbeløbet er påvirket af indkomstbeskatningen, idet det alene er progressionen i indkomstbeskatningen (herunder beskæftigelsesfradraget fra 2004), som har betydning for kompensationsgraden.

Betydningen af de økonomiske incitamenter til beskæftigelse skal ses i sammenhæng med den øvrige arbejdsmarkedspolitik i form af aktive­ringsindsatsen og rådighedsforpligtelsen i A-dagpenge- og kontanthjælps­systemet, der betyder, at disse ydelser ikke blot kan vælges som alternativ til arbejde. For grupper på arbejdsmarkedet med relativt lave økonomiske incitamenter stilles der større krav til disse elementer i arbejdsmarkedspo­litikken, jf. kapitel 5 i Finansredegørelse 2004.

Arbejdsmarkedsstatus og overførselsalternativ

Beregning og præsentation af forskelsbeløb og kompensationsgra­der i dette kapitel er baseret på en opdeling af de 18-66-årige efter arbejds­markedsstatus, jf. appendiks 7.1.

Samtidig opdeles personerne efter typen af deres (potentielle) forsørgelses­grundlag i overførselsalternativet – det vil sige den type overførselsind­komst, de faktisk modtager eller antages at ville modtage i tilfælde af, at de ikke er i beskæftigelse.

Forsørgelsesgrundlaget for de fuldt beskæftigede og delårsbeskæftigede be­stemmes ud fra registrerede oplysninger om medlemskab af A-kasse og familieforhold. Der kan herved skelnes mellem personer med A-dagpenge som overførselsalternativ (ledighedsforsikrede) og personer med kontant­hjælp som alternativ (ikke-forsikrede).

For gruppen af fuldt ledige mfl. fastlægges typen af overførselsindkomst i overførselsalternativet ud fra personernes væsentligste faktiske ydelse i løbet af året. Fuldt ledige mfl. med A-dagpenge eller kontanthjælp som væsentligste ydelse klassificeres på den måde som henholdsvis ledigheds­forsikrede og ikke-forsikrede. De øvrige fuldt ledige mfl. har overvejende modtaget andre ydelser i form af orlovsydelser, sygedagpenge eller ydelser, der indgår som en del af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Denne gruppe klassificeres som ”øvrige”.

For alle efterlønsmodtagere er overførselsalternativet efterløn. For de efter­lønsberettigede 60-66-årige i beskæftigelse har det ikke været muligt at foretage en beregning af en potentiel efterløn, så for denne gruppe er det tekniske overførselsalternativ i beregningerne A-dagpenge.

På baggrund af disse definitioner klassificeres 76 pct. af de 2,5 mio. perso­ner, der er omfattet af beregningerne, som ledighedsforsikrede, jf. tabel 7.1. For denne gruppe er A-dagpenge alternativet til lønindkomst i en situa­tion uden beskæftigelse. I alt 17 pct. er klassificeret som ikke-forsikrede og forudsættes derfor at modtage kontanthjælp i overførselsalternativet. En­delig er 5 pct. af personerne klassificeret som efterlønsmodtagere og de resterende 2 pct. som øvrige.

Tabel 7.1. Overførselsalternativ efter arbejdsmarkedsstatus, 2001

	A-dag-penge	Konthj. m. børn	Konthj. u. børn	Efterløn	Øvrige	I alt	Antal i alt
Arbejdsmarkedsstatus	Pct.						1.000
Fuldt beskæftigede	85	4	10	0	0	100	1.870
Delårsbeskæftigede	81	4	14	0	0	100	313
Fuldt ledige mfl.	25	25	28	0	22	100	184
Efterlønsmodtagere	0	0	0	100	0	100	136
Alle	76	6	11	5	2	100	2.502

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Bruttoindkomst i overførsels- og beskæftigelsesalternativerne

I overførselsalternativet forudsættes de fuldt beskæftigede og de delårsbe­skæftigede at modtage en indkomsterstattende ydelse i form af A-dagpen­ge eller kontanthjælp, men antages ikke at være i aktivering mv. Der er tale om en hypotetisk beregnet overførselsindkomst.

For fuldt ledige mfl. består bruttoindkomsten i overførselsalternativet af personens faktiske registrerede indkomst i året i form af eksempelvis A-dagpenge, kontanthjælp mv. Fuldt ledige mfl. kan have modtaget flere forskellige former for overførsler i løbet af året (uanset om personen i øvrigt er klassificeret som ledighedsforsikret, ikke-forsikret eller som øvri­ge).

For efterlønsmodtagere udgøres indkomsten i overførselsalternativet lige­ledes af den faktiske indkomst (der hovedsagelig består af efterløn, men i mindre grad også af supplerende arbejdsindkomster mv.).

Bruttoindkomsten i beskæftigelse beregnes for alle personer med udgangs­punkt i en ugentlig arbejdstid på 37 timer og den faktiske eller den muli­ge timeløn.

For de fuldt beskæftigede og de delårsbeskæftigede anvendes den faktiske timeløn, der kan opgøres ud fra de registrerede data.

For personer i grupperne fuldt ledige mfl. og efterlønsmodtagere kan der ikke opgøres en faktisk timeløn, men i stedet anvendes en skønnet mulig (potentiel) timeløn som beskrevet i boks 7.2. Indkomsten i beskæftigelses­alternativet for fuldt ledige og efterlønsmodtagere beregnes på basis af denne skønnede mulige timeløn.

Boks 7.2. Antagelser om ikke-beskæftigedes mulige timeløn

For personer, der ikke har været i beskæftigelse i løbet af året, er det valgt at benytte tilgængelige registeroplysninger om den faktiske timeløn i beskæftigelse i tidligere år, hvor dette er muligt. Personer, for hvem det ikke har været muligt at finde timelønsoplysninger i tidligere år, vil typisk have haft en meget svag arbejdsmar­kedstilknytning igennem længere tid, hvorfor den mulige timeløn må formodes at være relativt lav. For denne gruppe fastsættes den mulige timeløn til 5-pct.-fraktilen i de beskæftigedes lønfordeling (91,90 kr. i 2001). Denne forudsatte mulige time­løn kan afvige fra både den faktisk mulige løn givet den enkeltes kvalifikationer og den individuelle reservationsløn (dvs. den løn, som lige akkurat indebærer, at den ledige er villig til at acceptere et jobtilbud givet rådighedsregler, aktiveringsregler mv.) Den mulige timeløn, en ledig kan opnå i beskæftigelse, vil ikke nødvendigvis svare til timelønnen i tidligere beskæftigelse. Eksempelvis kan langtidsledighed medføre tab af kvalifikationer, så det efterfølgende ikke vil være muligt at finde beskæftigelse til det tidligere lønniveau. Opkvalificering under ledighed kan omvendt medføre, at det er muligt at opnå en højere løn i beskæftigelse efter en ledighedsperiode. I beregningerne af forskelsbeløb og kompensationsgrader er sådanne effekter ikke indregnet.

7.3. Økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse i 2001 og 2004

Fuldt beskæftigede har generelt en betydelig økonomisk gevinst ved at være i beskæftigelse i forhold til en situation med ledighed. Den gennemsnit­lige kompensationsgrad er 62 pct. blandt de 1,9 mio. fuldt beskæftigede i 2001, jf. tabel 7.2. En fuldt beskæftiget ville med andre ord i gennemsnit få reduceret sin disponible indkomst med ca. 38 pct. ved overgang til le­dighed. Det svarer til et gennemsnitligt forskelsbeløb på 6.000 kr. om måneden efter skat mv.

Delårsbeskæftigede og fuldt ledige mfl. har generelt et mindre økonomisk incitament til beskæftigelse end de fuldt beskæftigede[2]. Det skyldes først og fremmest, at personer med ledighedsperioder i løbet af året generelt har – eller skønnes at have – en lavere mulig timeløn end de fuldt beskæf­tigede, jf. afsnit 7.5. Delårsbeskæftigede og fuldt ledige mfl. har en gen­nemsnitlig kompensationsgrad på henholdsvis 73 og 74 pct. i 2001. Efterlønsmodtagere har i gennemsnit en kompensationsgrad på 69 pct.

Blandt samtlige 2,5 mio. personer, som er omfattet af beregningerne, er den gennemsnitlige kompensationsgrad 65 pct. i 2001. Det svarer til et gennemsnitligt forskelsbeløb på 5.400 kr. om måneden.

Tabel 7.2. Incitamenter til at være i beskæftigelse, 2001 og 2004

	Forskelsbeløb			Kompensationsgrad
	2001	2004	Ændring 2001-2004	2001	2004	Ændring 2001-2004
Arbejdsmarkedsstatus	Gnst. kr./mdr.		Kr./mdr.	Gnst. pct.		Pct.enheder
Fuldt beskæftigede	6.000	6.500	500	62,0	60,3	-1,7
Delårsbeskæftigede	3.500	3.900	400	72,6	70,3	-2,3
Fuldt ledige mfl.	3.000	3.500	500	73,6	70,1	-3,5
Efterlønsmodtagere	4.300	4.700	400	68,7	67,1	-1,6
Alle	5.400	5.900	500	64,6	62,6	-2,0

Anm.:  Forskelsbeløbet er angivet i 2001-lønniveau.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Fra 2001 til 2004 er de økonomiske incitamenter til at være i beskæfti­gelse styrket – blandt andet som følge af gennemførte reformer af person­beskatningen (Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken) og af ar­bejdsmarkedspolitikken (Flere i arbejde)[3]. Den gennemsnitlige kompensa­tionsgrad skønnes at være reduceret med 2,0 pct.enheder fra 64,6 pct. i 2001 til 62,6 pct. i 2004, jf. tabel 7.2. Den største reduktion er blandt de fuldt ledige mfl., for hvem kompensationsgraden skønnes at være reduce­ret med 3,5 pct.enheder i perioden 2001 til 2004.

Reduktionen i den gennemsnitlige kompensationsgrad svarer til en stig­ning i forskelsbeløbet på 4-500 kr. om måneden.

Arbejdsmarkedsreformen Flere i arbejde skønnes isoleret set at have redu­ceret den gennemsnitlige kompensationsgrad med 2,4 pct.enheder blandt de fuldt ledige mfl., mens effekterne for de øvrige grupper er mindre, jf. tabel 7.3. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at en relativ høj andel blandt de fuldt ledige mfl. modtager kontanthjælp, og at Flere i arbejde særligt har bidraget til at styrke incitamenterne til at være i beskæftigelse for personer, der vil modtage kontanthjælp ved ledighed, jf. afsnit 7.6.

Tabel 7.3. Isolerede effekter af Flere i arbejde samt Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken, 2004

	Ændring i forskelsbeløb		Ændring i kompensationsgrad
	Flere i arbejde	Lavere skat på arbejdsindk. og Forårspakken	Flere i  arbejde	Lavere skat på arbejdsindk. og Forårspakken
Arbejdsmarkedsstatus	Gnst. kr./mdr.		Pct.enheder
Fuldt beskæftigede	10	330	-0,1	-1,0
Delårsbeskæftigede	50	240	-0,5	-1,0
Fuldt ledige mfl.	260	170	-2,4	-0,8
Efterlønsmodtagere	0	230	0,0	-0,8
Alle	40	300	-0,3	-1,0

Anm.:  Forskelsbeløbet er angivet i 2001-lønniveau. Ved beregning af den isolerede ef­fekt af de enkelte initiativer er først beregnet effekten af Flere i arbejde og dernæst effekten af skattereformerne. Det vil sige, at effekten af skattereformerne er skøn­net med udgangspunkt i overførselsindkomster beregnet efter reglerne i Flere i ar­bejde.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Lavere skat på arbejdsindkomst og Forårspakken bidrager isoleret set til at reducere den gennemsnitlige kompensationsgrad i 2004 med 1,0 pct.en­hed, jf. tabel 7.3. Ændringen i kompensationsgraden svarer til en forøgel­se af det gennemsnitlige forskelsbeløb med ca. 300 kr. om måneden (2001-lønniveau). Forøgelsen af forskelsbeløbet udgør ca. 100 kr. om må­neden ved en timeløn på 70 kr. voksende til omkring 400 kr. om måne­den ved en timeløn på 130 kr. og derover, jf. figur 7.1.a.

Indførelsen af beskæftigelsesfradraget indebærer isoleret set en forøgelse af det gennemsnitlige forskelsbeløb med ca. 100-175 kr. om måneden. De højtlønnede opnår den største absolutte stigning i forskelsbeløbet, mens beskæftigelses­fradraget har størst relativ betydning for incitamentet til beskæftigelse (kompensationsgraden) blandt de relativt lavt lønnede[4], jf. figur 7.1.b.

Figur 7.1. Isoleret betydning af Lavere skat på arbejdsindkomst og For­årspakken efter timeløn, 2004

a. Ændring i forskelsbeløb	b. Ændring i kompensationsgrad

Anm.:  Forskelsbeløb og timeløn er angivet i 2001-lønniveau. Lønnen er opgjort ekskl. pension. Den isolerede betydning af forøgelsen af mellemskattegrænsen er bereg­net før suspension af SP-bidraget og er således svagt undervurderet i figurerne. Pensionsindbetalinger i beregningerne beskattes ved udbetaling med en sammen­sat marginalprocent på 55, der i almindelighed ikke vil svare til beskatningen af personlig indkomst i optjeningsåret.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Forhøjelsen af mellemskattegrænsen øger som udgangspunkt forskelsbelø­bet for personer med indkomster over den gamle mellemskattegrænse med op til ca. 225 kr.[5] Reduktionen af kompensationsgraden er størst for personer med en timeløn omkring 130 kr.

Som den sidste fase af Pinsepakken (på nær et par stadig løbende over­gangsordninger) blev mellemskattegrænsen forøget med 8.000 kr. i 2002, og bundskatten reduceret med 0,75 pct.enheder til 5,5 pct. Dette skønnes isoleret set at have reduceret den gennemsnitlige kompensationsgrad med 0,2 pct.enheder. Det har trukket i den modsatte retning, at den gennem­snitlige kommuneskat øgedes med 0,1 pct.enheder fra 2001 til 2002[6].

Sammenhæng mellem kompensations- og beskæftigelsesgraden

For ledighedsforsikrede med en kompensationsgrad over 70 pct. er der en systematisk negativ sammenhæng mellem beskæftigelsesgrad og kompen­sation ved ledighed. En stigning i kompensationsgraden på 1 pct.enhed ledsages således op til en kompensationsgrad på ca. 95 pct. af et fald i beskæftigelsesgraden på omkring 0,9 pct.enheder. Det afspejler især en større andel af delårsbeskæftigede og fuldt ledige mfl. blandt de ledigheds­forsikrede med høje kompensationsgrader, jf. figur 7.2.a. Knap halvdelen af de ledighedsforsikrede har en kompensationsgrad over 70 pct.

For de ikke-forsikrede er den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad generelt lavere end blandt de forsikrede, og beskæftigelsesgraden er mere jævnt fal­dende med kompensationsgraden, jf. figur 7.2.b.

Figur 7.2. Kompensationsgrad og gnst. beskæftigelsesgrad, 2001

a. Ledighedsforsikrede	b. Ikke-forsikrede

Anm.:  Ekskl. deltidsbeskæftigede, efterlønsmodtagere og gruppen af fuldt ledige mfl., hvor den mulige timeløn er skønnet til 5-pct-fraktilen i de beskæftigedes lønfor­deling (jf. appendiks 7.1).Der er anvendt et glidende gennemsnit for at eliminere tilfældig variation i figurerne.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Der er ikke et bestemt niveau for kompensationsgraden, der har særlig be­tydning for beskæftigelsesgraden, således at personer med en kompen­sationsgrad umiddelbart under dette niveau markant oftere er i ustøttet beskæftigelse end personer med en kompensationsgrad umiddelbart over dette niveau. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med aktiverings­reglerne og rådighedsforpligtelsen i A-dagpenge- og kontanthjælpssyste­met.

7.4. Personer med lave økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse i 2001 og 2004

Særlig interesse samler sig om personer med relativt lave økonomiske inci­tamenter til at være i beskæftigelse. Det er imidlertid ikke muligt at af­grænse denne gruppe entydigt, idet der ikke kan fastsættes nogen klar skillelinje mellem tilstrækkelige og utilstrækkelige økonomiske incitamen­ter (jf. omtale ovenfor i afsnit 7.3). I det følgende er valgt at fokusere på grupperne, som har forskelsbeløb under henholdsvis 1.000 og 2.000 kr. om måneden, eller som har kompensationsgrader over henholdsvis 80 og 90 pct.

Andelen med et forskelsbeløb under 1.000 kr. udgør i 2001 ca. 8 pct. af de ca. 2,5 mio. personer, der er omfattet af beregningerne, jf. tabel 7.4. Det svarer til knap 200.000 personer. Andelen med et forskelsbeløb under 2.000 kr. er knap 19 pct.

Tilsvarende har ca. 9 pct. en kompensationsgrad over 90 pct., og 23 pct. har en kompensationsgrad over 80 pct.

Fra 2001 til 2004 skønnes andelen med et forskelsbeløb under 1.000 kr. reduceret med 2,4 pct.enheder fra 7,8 pct. i 2001 til 5,4 pct. i 2004, jf. tabel 7.4. Som følge af initiativerne i Flere i arbejde er reduktionen blandt de fuldt ledige mfl. noget større (7,8 pct.enheder), idet en relativ høj an­del af de fuldt ledige mfl. modtager kontanthjælp. Blandt de øvrige ar­bejdsmarkedsgrupper er det særligt initiativerne i Lavere skat på arbejds­indkomst og Forårspakken – herunder i særlig grad beskæftigelsesfradraget – som har bidraget til at reducere andelen med lave forskelsbeløb.

Tabel 7.4. Andele med relativt lave økonomiske incitamenter, 2001 og 2004

	Andel med forskelsbeløb		Andel med kompensationsgrad
Arbejdsmarkedsstatus	under 1.000 kr.	under 2.000 kr.	over 90 pct.	over 80 pct.
2001	Pct.		Pct.
Fuldt beskæftigede	5,4	13,0	6,2	17,5
Delårsbeskæftigede	19,3	37,1	21,0	42,9
Fuldt ledige mfl.	15,3	41,5	19,0	44,6
Efterlønsmodtagere	4,6	25,4	4,8	24,9
I alt	7,8	18,8	8,9	23,1
2004	Pct.		Pct.
Fuldt beskæftigede	3,8	9,7	4,5	13,9
Delårsbeskæftigede	14,2	31,0	15,8	37,6
Fuldt ledige mfl.	7,5	25,7	9,1	32,2
Efterlønsmodtagere	3,0	14,7	3,4	19,5
I alt	5,4	13,8	6,2	18,5
Ændringer, 2001-04	Pct.enheder		Pct.enheder
Fuldt beskæftigede	-1,6	-3,3	-1,7	-3,6
Delårsbeskæftigede	-5,1	-6,1	-5,2	-5,3
Fuldt ledige mfl.	-7,8	-15,8	-9,9	-12,4
Efterlønsmodtagere	-1,6	-10,7	-1,4	-5,4
I alt	-2,4	-5,0	-2,7	-4,6

Anm.:  Forskelsbeløb er angivet i 2001-lønniveau. Henholdsvis 38.000 og 25.000 perso­ner i 2001 og 2004 får beregnet et negativt forskelsbeløb. Heraf har ca. to tredje­dele imputerede transportudgifter over 1.000 kr. om måneden. De øvrige er ty­pisk dagpengeberettigede med relativt lav løn samt ingen eller lave pensionsind­betalinger og/eller relativt høje transportudgifter.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Delårsbeskæftigede og fuldt ledige mfl. har oftere mere begrænsede øko­nomiske incitamenter til at være i beskæftigelse end fuldt beskæftigede og efterlønsmodtagere – især på grund af forskelle i den skønnede mulige timeløn. Andelen med et forskelsbeløb under 1.000 kr. i 2001 er 19,3 pct. af de delårsbeskæftigede og 15,3 pct. af de fuldt ledige mfl.[7] Til sammenligning har 5,4 pct. af de fuldt beskæftigede et forskelsbeløb un­der 1.000 kr., jf. tabel 7.4. Den samlede fordeling af arbejdsmarkeds­gruppernes personer efter forskelsbeløb og kompensationsgrad i 2001 er vist i figur 7.3.

Figur 7.3. Forskelsbeløb og kompensationsgrad efter arbejdsmarkedssta­tus, 2001

a. Fuldt beskæftigede (forskelsbeløb)	b. Fuldt beskæftigede (kompensationsg.)
c. Delårsbeskæftigede (forskelsbeløb)	d. Delårsbeskæftigede (kompensationsg.)
e. Fuldt ledige mfl. (forskelsbeløb)	f. Fuldt ledige mfl. (kompensationsg.)

Anm.: For de fuldt ledige mfl., der får bestemt en potentiel timeløn som 5-pct-fraktilen i de beskæftigedes lønfordeling, vil der være en tendens til, at forskelsbeløb og kompensationsgrader fordeler sig omkring nogle bestemte niveauer, som danner nogle toppe i figurerne. Personerne er fordelt efter henholdsvis forskelsbeløb i in­tervaller på 250 kr. og kompensationsgraden i intervaller på 2 pct.enheder. Der er anvendt et glidende gennemsnit for at eliminere tilfældig variation i figurerne.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Det er navnlig personer med en lav potentiel timeløn, som har høje kom­pensationsgrader og lave forskelsbeløb. Inden for gruppen med en time­løn under 90 kr. har 53 pct. et forskelsbeløb under 1.000 kr. i 2001, og inden for gruppen med en timeløn på 90-100 kr. er andelen 33 pct., jf. tabel 7.5. Omvendt har kun 3 pct. af personerne med timelønninger over 100 kr. forskelsbeløb under 1.000 kr.

Tabel 7.5. Personer med forskelsbeløb under 1.000 kr., 2001 og 2004

	Alle		Andel med forskelsbeløb under 1.000 kr.
			2001	2004	Ændring 2001-04
	1.000	Pct.	Pct.	Pct.	Pct.enheder
Alle	2.502	100	8	5	-3
Timeløn
Under 90 kr.	82	3	53	50	-3
90-100 kr.	286	11	33	21	-12
Over100 kr.	2.135	85	3	1	-2
Overførselsalternativ
A-dagpenge (18-24-årige).	76	3	26	21	-5
A-dagpenge (25-66-årige)	1.819	73	8	6	-2
Kontanthj. m. børn	142	6	9	2	-7
Kontanthj. u. b. (18-24 år)	92	4	0	0	0
Kontanthj. u. b. (25-66 år)	196	8	1	0	-1
Efterløn	136	5	5	3	-2
Øvrige	41	2	13	8	-5
Alder
Under 25	181	7	12	9	-3
25-39	944	38	9	6	-3
40-49	605	24	6	4	-2
Over 50	772	31	6	4	-2
Uddannelse
Ufaglært	873	35	11	7	-4
Faglært	999	40	8	6	-2
Videregående	630	25	3	2	-1
Køn
Mænd	1.289	52	5	4	-1
Kvinder	1.213	48	10	7	-3
Oprindelsesland
Danmark	2.330	93	7	5	-2
Vestlige lande	47	2	8	5	-3
Ikke-vestlige lande	125	5	20	10	-10

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Befolkningsgrupper med en relativt høj andel af lavtlønnede er overrepræ­senterede i gruppen med forskelsbeløb under 1.000 kr. Det gælder fx unge under 25 år, ufaglærte, kvinder, og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Dog er ikke-forsikrede uden børn under­repræsenterede i gruppen, og i 2004 er ikke-forsikrede med børn også underrepræsenterede som føl­ge af ændringer i kontanthjælpssystemet i forbindelse med Flere i arbejde.

7.5. Sammenhæng mellem timeløn og incitamentet til at være i beskæftigelse

Den potentielle timeløn i beskæftigelse er afgørende for størrelsen af for­skelsbeløbet og kompensationsgraden. Sammenhængen mellem timeløn­nen og forskelsbeløbet/kompensationsgraden for fire familietyper illustre­res i figur 7.4. De fire familietyper er alle enlige i lejebolig og adskiller sig alene ved, om personen er ledighedsforsikret, og om der er et barn i fami­lien.

For forsikrede (dagpengeberettigede) med en relativ lav potentiel timeløn op til 96 kr. i 2001 (ca. 105 kr. i 2004) udgør A-dagpengene 90 pct. af lønnen, og dagpengene vokser dermed også med stigende løn. Forskelsbe­løbet vokser derfor kun relativt lidt med stigninger i timelønnen op til 96 kr., jf. figur 7.4.a. Kompensationsgraden er dermed ganske høj (over 90 pct.) og næsten konstant for ledighedsforsikrede med timelønninger un­der 96 kr., jf. figur 7.4.c.

For timelønninger over 96 kr. udgør A-dagpengene den maksimale sats, dvs. A-dagpengene vokser ikke (yderligere) med lønnen. Forskelsbeløbet stiger derfor noget kraftigere med timelønnen ved timelønninger over 96 kr. Tilsvarende falder kompensationsgraden mere markant med timeløn­nen for timelønninger over 96 kr.

I eksemplet med en enlig dagpengeforsikret uden børn modsvares et for­skelsbeløb på 1.000 kr. pr. måned af en timeløn på ca. 99 kr., dvs. time­lønnen skal overstige 99 kr., for at fremgangen i disponibel indkomst ved overgang fra fuld ledighed til beskæftigelse i 37 timer om ugen overstiger 1.000 kr. pr. måned. Et forskelsbeløb over 2.000 kr. forudsætter en time­løn på over 112 kr., jf. figur 7.4.a. For den enlige dagpengeforsikrede med et barn modsvares et forskelsbeløb på 1.000 kr. af en noget højere timeløn på 107 kr. Forskellen skyldes især indkomstaftrapning af tilskud til dagin­stitution for den enlige forsørger.

Figur 7.4. Forskelsbeløb og kompensationsgrader efter timeløn for 4 fa­milietyper (enlige), 2001

a. Forsikrede (forskelsbeløb)	b. Ikke-forsikrede (forskelsbeløb)
c. Forsikrede (kompensationsgrader)	d. Ikke-forsikrede (kompensationsgrader)

Anm.:  Enlige henholdsvis uden børn eller med ét barn i børnehave, der bor i lejlighed på 70 m². De månedlige transportomkostninger er fastsat til 350 kr. (netto), og pensionsindbetalingerne udgør 6,45 pct. af timelønnen (svarende til det samlede pensionsbidrag i overenskomst mellem Dansk industri og CO-industri) plus SP-bidrag samt højeste ATP-sats. Se i øvrigt beregningsforudsætningerne i kapitel 2.

Kilde:  Egne beregninger.

For ikke-forsikrede indebærer en given timeløn generelt et højere forskels­beløb (og lavere kompensationsgrad) end for de forsikrede, fordi ind­komsten i forbindelse med ledighed typisk er lavere. Andelen med en rela­tivt lav løn er dog lavere blandt ledighedsforsikrede end blandt ikke-for­sikrede, jf. omtale nedenfor.

I eksemplet med en ikke-forsikret med ét barn modsvares et forskelsbeløb på 1.000 kr. således af en timeløn på 90 kr., idet kontanthjælpsydelsen er lavere end dagpengesatsen, jf. figur 7.4.b. I eksemplet med en ikke-forsikret uden børn overstiger forskelsbeløbet 2.000 kr. ved en timeløn på 80 kr. Tilsvarende er kompensationsgraden generelt lavere for ikke-forsik­rede end for forsikrede, især for ikke-forsikrede uden børn, jf. figur 7.4.d.

Karakteristik af personer med en timeløn under 100 kr.

Det er navnlig personer med en relativt lav potentiel timeløn, der har lave forskelsbeløb og høje kompensationsgrader. For lavtlønnede ledigheds­forsikrede forøges den økonomiske tilskyndelse til at arbejde endvidere re­lativt lidt ved en forøgelse af den potentielle timeløn.

Tabel 7.6. Beskæftigede med timeløn under 100 kr., 2001

	Alle		Personer med timeløn under 100 kr.		Andel med timeløn under 100 kr.
	1.000	Pct.	1.000	Pct.	Pct.
Alle	2.182	100	192	100	9
Arbejdsmarkedsstatus
Fuldt beskæftigede	1.870	86	117	61	6
Delårsbeskæftigede	313	14	75	39	24
Overførselsalternativ
A-dagpenge (18-24-årige)	75	3	18	9	24
A-dagpenge (25-66-årige)	1.775	81	102	53	6
Kontanthj. m. børn	96	4	11	6	12
Konthj. u. børn (18-24 år)	82	7	42	22	52
Konthj. u. børn (25-66 år)	155	4	18	10	12
Alder
Under 25	160	7	62	32	39
25-39	861	39	69	36	8
40-49	568	26	29	15	5
Over 50	594	27	33	17	6
Uddannelse
Ufaglært	687	31	116	60	17
Faglært	899	41	62	32	7
Videregående	597	27	14	7	2
Køn
Mænd	1.152	53	70	37	6
Kvinder	1.030	47	122	63	12
Oprindelsesland
Danmark	2.070	95	172	90	8
Vestlige lande	41	2	4	2	11
Ikke-vestlige lande	71	3	15	8	22

Anm.:  Kun fuldt beskæftigede og delårsbeskæftigede. Timeløn er inkl. egenandel af pen­sionsindbetalinger.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Ca. 9 pct. af de fuldt beskæftigede og delårsbeskæftigede har en timeløn under 100 kr. i 2001 svarende til 192.000 personer, jf. tabel 7.6. Heraf er 61 pct. fuldt beskæftigede, og 39 pct. er delårsbeskæftigede.

Forskellige befolkningsgrupper er i forskellig grad repræsenteret i gruppen med en timeløn under 100 kr. En betydeligt højere andel af de unge under 25 år har en timeløn under 100 kr. (39 pct.) end blandt de ældre aldersgrupper (5-8 pct.). Delårsbeskæftigede, ufaglærte, kvinder og ind­vandrede fra ikke-vestlige lande er ligeledes overrepræsenterede i gruppen med en timeløn under 100 kr.

Ledighedsforsikrede er underrepræsenterede i gruppen med en timeløn under 100 kr. i forhold til personer uden ledighedsforsikring.

7.6. Overførselssystemets betydning for forskelsbeløbet

Forskelsbeløb og kompensationsgrad afhænger af, hvilken type indkomst personen modtager i overførselsalternativet. Som nævnt i afsnit 7.2 skel­nes i beregningerne mellem ledighedsforsikrede, ikke-forsikrede, efter­lønsmodtagere samt en mindre restgruppe, der modtager orlovsydelser, uddannelsesydelse eller sygedagpenge. De ledighedsforsikrede modtager A-dagpenge i overførselsalternativet, og de ikke-forsikrede modtager kon­tanthjælp – hvis ægtefællens indkomst ikke er for høj.

Den gennemsnitlige kompensationsgrad for ikke-forsikrede skønnes fra 2001 til 2004 reduceret med 2,2 pct.enheder til 42,5 pct., jf. tabel 7.7. Reduktionen skønnes at være 0,3-0,6 pct.enheder kraftigere end reduk­tionen for de ledighedsforsikrede og for efterlønsmodtagerne. Det gen­nemsnitlige forskelsbeløb for ikke-forsikrede forventes samtidig forøget med ca. 580 kr. til omkring 8.500 kr.

Tabel 7.7. Forskelsbeløb og kompensationsgrader efter overførselsalter­nativ 2001 og 2004

	Forskelsbeløb			Kompensationsgrad
	2001	2004	Ændring 2001-2004	2001	2004	Ændring 2001-2004
Overførselsalternativ	Gnst. kr./mdr.			Gnst. pct.		Pct.enheder
Ledighedsforsikrede	4.900	5.400	500	68,6	66,7	-1,9
Ikke-forsikrede	7.900	8.500	580	44,7	42,5	-2,2
Efterlønsmodtager	4.300	4.700	370	68,7	67,1	-1,6
Øvrige	3.400	3.800	390	73,3	71,0	-2,3
Alle	5.400	5.900	520	64,6	62,6	-2,0

Anm.:  Forskelsbeløbet er angivet i 2001-lønniveau.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Nedenfor foretages en mere detaljeret gennemgang af variationerne i for­skelsbeløbet indenfor de 3 førstnævnte hovedgrupper hver for sig. For­skellene mellem grupperne skyldes ikke alene, at de enkelte typer af over­førselsindkomst har forskellige ydelsesniveauer, aftrapningsregler mv., men også forskelle med hensyn til potentiel timeløn, familieforhold mv.

Ikke-forsikrede

Gruppen af ikke-forsikrede består både af personer i beskæftigelse og af aktuelt ledige, der (overvejende) modtager kontanthjælp samt personer i støttet beskæftigelse og personer med aktiveringsydelse efter kontant­hjælpslovgivningen[8].

Gruppen er derfor ikke særlig homogen, idet den dels omfatter fuldt be­skæftigede, ofte med en betydelig lønindkomst, dels personer uden for arbejdsmarkedet, der aktuelt modtager kontanthjælp, og som har en relativt lav potentiel timeløn. En (stor) del af gruppen har således et bety­deligt økonomisk incitament til at være i beskæftigelse, mens en (mindre) del af gruppen har relativt begrænsede økonomiske incitamenter til at ar­bejde.

Kompensationsgraden forventes reduceret mest for den delgruppe af de ikke-forsikrede, der er fuldt ledige mfl., det vil sige for en gruppe, der kan benævnes langvarige kontanthjælpsmodtagere[9]. Den gennemsnitlige kom­pensationsgrad for denne gruppe skønnes reduceret med 4,8 pct.enheder fra 2001 til 2004, jf. tabel 7.8. De forventede ændringer er størst for gifte, navnlig for gifte med børn, hvor den gennemsnitlige kompensationsgrad forventes reduceret med 9,3 pct.enheder.

Tabel 7.8. Gennemsnitlige kompensationsgrader for ikke-forsikrede fordelt efter familiekategori og arbejdsmarkedsstatus, 2001 og 2004

	Fuldt beskæftigede	Delårs- beskæftigede	Fuldt ledige m.fl.	Alle
2001	Pct.
Gifte med børn	28,6	61,8	84,8	45,2
Samlevende med børn	56,1	74,7	79,4	66,7
Enlige med børn	64,3	82,0	86,8	79,2
Gifte uden børn	20,3	34,2	67,0	25,1
Samlevende uden børn	41,6	47,5	59,2	45,2
Enlige uden børn	38,8	37,4	57,9	42,6
Alle	34,9	46,6	71,1	44,7
2004	Pct.
Gifte med børn	29,4	59,0	75,5	43,2
Samlevende med børn	54,9	72,3	76,3	64,7
Enlige med børn	62,6	79,5	84,3	76,9
Gifte uden børn	20,2	32,0	60,3	24,2
Samlevende uden børn	39,3	43,7	55,3	42,5
Enlige uden børn	36,4	34,2	54,6	39,9
Alle	33,8	43,5	66,3	42,5
Ændring 2001-04	Pct.enheder
Gifte med børn	0,9	-2,9	-9,3	-2,0
Samlevende med børn	-1,1	-2,4	-3,2	-2,0
Enlige med børn	-1,8	-2,5	-2,5	-2,3
Gifte uden børn	-0,1	-2,2	-6,8	-0,9
Samlevende uden børn	-2,3	-3,8	-3,9	-2,7
Enlige uden børn	-2,4	-3,2	-3,3	-2,7
Alle	-1,1	-3,1	-4,8	-2,2

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Boks 7.3. Flere i arbejde

Regeringen har med aftalen Flere i arbejde gennemført en række initiativer, der har til formål at styrke kontanthjælpsmodtageres incitamenter til at søge og fastholde et ordinært arbejde. Nedenfor omtales de vigtigste initiativer med særlig vægt på de regelændringer, det har været muligt at implementere i beregningerne. Afskaffelse af beskæftigelsestillægget Ifølge de regler, der gjaldt indtil 1. januar 2003, kunne kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning få et beskæftigelsestillæg på 11,87 kr. pr. aktiveringstime (2003-PL-niveau). Dette tillæg blev afskaffet (dog ikke for modtagere af starthjælp), idet afskaffelsen i nogle tilfælde kan være delvist modsvaret af en forhøjelse af andre tillæg efter aktivloven. Dette element er indregnet for personer, der har modtaget kontanthjælp hele året. Nedsættelse af kontanthjælp med 516 kr. pr. måned pr. person og en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for ægtepar efter 6 sammenhængende måneder med kontanthjælp Kontanthjælpsmodtagere fik efter reglerne før 1/1-2003 et fradrag på 11,87 kr. pr. udført arbejdstime, i det omfang der ved beregning af kontanthjælpen sker et fradrag for egne eller ægtefællens indkomster. Hvis en kontanthjælpsmodtager er gift med en person i arbejde, er det således alene partnerens lønindkomst ud over de 11,87 kr. pr. time, der fører til en reduktion eller eventuelt bortfald af kon­tanthjælpen. Ægteparret vil dog altid være sikret en indkomstfremgang (før skat og udgifter) på de 11,87 kr. pr. arbejdstime. Fra 1. januar 2003 blev satsen på de 11,87 kr. forhøjet til 28,85 kr. efter 6 måneder på kontanthjælp. En kontanthjælpsmodtager, der er gift med en anden kontant­hjælpsmodtager, og som kommer i arbejde, vil således være sikret en indkomst­fremgang på (mindst) 28,85 kr. pr. time. Samtidig med forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget, reduceres kontanthjælpssatsen med 516 kr. pr. måned. Det betyder, at parfamilier, hvor begge modtager kon­tanthjælp, får reduceret deres disponible indkomst. Loft over ydelser til kontanthjælpsmodtagere Efter 6 måneders ledighed kan den samlede hjælp til kontanthjælpsmodtagere blive nedsat til et nærmere fastsat loft. Nedsættelsen sker ved at reducere eller fuldt ud aftrappe enten boligstøtte eller særlig støtte efter §34 i aktivloven (eller eventuelt en kombination). Det har ikke været muligt at indregne effekterne af en aftrapning af støtte efter §34 i beregningerne. Reglen trådte i kraft 1. januar 2004 og gælder efter 6 måneder på kontanthjælp og vil derfor formelt set først kunne få fuld helårsvirkning i 2005. Satser til unge under 25 år. Kontanthjælpssatsen for unge, der opgiver en uddannelse, dropper ud af et uddan­nelsestilbud eller lignende nedsættes (svarende til SU-niveauet) efter 6 måneders ledighed. Ikke indregnede elementer Afskaffelse af aktiveringsgodtgørelse på 1.500 kr. pr. måned. Elementet skønnes at vedrøre meget få personer. Individuel ydelse i offentlig jobtræning Elementet skønnes at berøre 700 helårspersoner. Det er ikke muligt at identificere den berørte personkreds i modelberegningerne. Udvidet adgang til forsørgertillæg Elementet skønnes at berøre 300 ægtepar. Kan ikke implementeres i beregningerne. Udvidet ungeindsats Der er gennemført forskellige initiativer, der forbedrer incitamenterne til beskæf­tigelse for de 25-29-årige, blandt andet en fremrykning af aktiveringsindsatsen. Initiativerne omfatter imidlertid ikke ændringer i satserne for overførselsindkoms­ten.

Denne relativt markante reduktion kan i høj grad tilskrives effekterne af initiativerne i Flere i arbejde, jf. boks 7.3, som for hovedpartens vedkom­mende indgår i beregningerne for 2004. Beregningerne er foretaget på basis af de regler, der gælder efter 6 måneders ledighed. Det vil blandt andet sige med reducerede kontanthjælpssatser for unge og for gifte og med et højere beskæftigelsesfradrag i kontanthjælpssystemet for gifte.

Faldet i kompensationsgraden skyldes således for nogle kontanthjælps­modtagere, at indkomsten i overførselsalternativet er lavere med 2004-regler, end den ville være med 2001-regler. Det gælder eksempelvis for unge under 25 år, at deres kontanthjælp med 2004-regler nedsættes efter 6 måneders ledighed.

Herudover bidrager forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget i kontanthjælps­systemet til en betydelig reduktion af kompensationsgraden for gruppen af gifte kontanthjælpsmodtagere.

For en gift kontanthjælpsmodtager er gevinsten ved at komme i beskæf­tigelse gennemgående relativt lille over hele perioden 2001-2004. Hvis en sådan person kommer i beskæftigelse, reduceres eller bortfalder ægtefællens (eventuelle) kontanthjælp, idet lønindkomsten skal modregnes i kontant­hjælpen.[10] Lønindkomsten aftrappes således i ægtefællens kontanthjælp – dog efter et fradrag, der beregnes ud fra et kronebeløb pr. arbejdstime, det såkaldte beskæftigelsesfradrag (i kontanthjælpssystemet), jf. boks 7.3.

Med 2004-reglerne forøges beskæftigelsesfradraget (det vil formelt sige det nævnte kronebeløb). Det betyder, at et kontanthjælpspar, hvor en af parterne kommer i arbejde, vil kunne beholde en større del af lønnen end tidligere, jf. boks 7.4, hvor virkningen af aftrapningsreglerne er nærmere beskrevet.

Den gennemsnitlige kompensationsgrad for ikke-forsikrede, der er fuldt beskæftigede, skønnes reduceret med 1,1 pct.enhed fra 2001 til 2004, jf. tabel 7.8, hvilket er væsentlig mindre end for ikke-forsikrede fuldt ledige mfl. Reduktionen for ikke-forsikrede delårsbeskæftigede ligger imellem re­duktionen for fuldt ledige mfl. og reduktionen for fuldt beskæftigede.

Kompensationsgraden for ikke-forsikrede i beskæftigelse ligger gennem­gående på et lavt niveau, undtagen for gruppen af enlige med børn og til dels samlevende med børn, jf. tabel 7.8. Den gennemsnitlige kompensa­tionsgrad er særlig lav for gifte – fx er den i 2001 20 pct. for gifte uden børn. Det skyldes ligeledes kontanthjælpens afhængighed af ægtefællens indkomst. En gift ikke-forsikret, hvis ægtefælle har en meget høj ind­komst, vil således ikke kunne få kontanthjælp i tilfælde af ledighed, og vedkommende vil derfor have en kompensationsgrad på 0 og et højt forskelsbeløb.

Boks 7.4. Virkningen af kontanthjælpssystemets aftrapningsregler for ægtepar med børn, 2001 og 2004

	Efter 2001-regler vil et ægtepar med børn, hvor begge ægtefæller modtager kontanthjælp, samlet have en månedlig skattepligtig bruttoindkomst på 21.718 kr. (i 2003-PL-niveau), idet begge vil modtage 10.859 kr., jf. figur a.a. Hvis den ene af ægtefællerne kommer i beskæftigelse til en månedsløn (efter arbejdsmarkedsbidrag) på 21.000 kr., reduceres par­rets kontanthjælp til 2.617 kr. Figur a. Ægtefælleafhængighed i kontanthjælpssystemet, 2001- og 2004-regler
	a. 2001-regler, løn 21.000 kr.	b. 2004-regler, løn 21.000 kr.
	c. 2001-regler, løn 30.000 kr.	d. 2004-regler, løn 30.000 kr.
	Anm.:  Alle beløb er angivet i 2003-PL. 2004-regler er efter 6 måneder på kontanthjælp.              Eksemplerne vedrører ægtefæller med børn. For ægtefæller uden børn er kontant­hjælpssatserne lavere, men princippet for aftrapningen er det samme, og mønstret for resultaterne det samme som for forsørgere. Kilde:  Egne beregninger på basis af lovgivningens satser og grænser. Ved aftrapningen af kontanthjælpen ses der således bort fra lønindkomst på 11,87 kr. pr. time, svarende til 1.899 kr. pr. måned (idet det forudsættes, at personen er fuldtidsbeskæftiget, med 160 timer). Den resterende månedsløn på 19.101 kr. (=21.000 – 1.899 kr.) modregnes i den samlede kontanthjælp, parret ville kunne have fået. Det betyder, at ægtefællen får en kontanthjælp på 2.617 kr. (=21.718 – 19.101 kr.). Bruttoindkomsten før skat udgør dermed 23.617 kr., hvilket er 1.899 kr. højere end i overførselsalternativet. Efter 2004-regler (som de gælder efter 6 måneder på kontanthjælp) nedsættes kontanthjælpssatsen med 516 kr., og fradragsbeløbet øges til 4.616 kr. pr. måned. For ægteparret i eksemplet bliver forskellen i bruttoindkomsten før skat dermed for­øget med omkring 2.700 kr. til 4.616 kr., jf. figur a.b. I eksemplet i figur a.a og a.b er differencen i bruttoindkomsten netop lig med det månedlige beskæftigelsesfradrag. Nedsættelsen af kontanthjælpssatsen har ved dette lønniveau isoleret set ikke betydning for ændringen i denne difference (og dermed heller ikke for forøgelsen af forskelsbeløbet), idet satsnedsættelsen indebærer, at bruttoindkomsten i lønalternativet og i overførselsalternativet reduceres med samme beløb. Denne sammenhæng gælder for løn op til 23.617 kr. Ved et højere lønniveau, eksempelvis 30.000 kr., vil kontanthjælpen til ægtefællen helt bortfalde i beskæfti­gelsesalternativet, og forskellen i bruttoindkomsten bliver i dette tilfælde 8.282 kr. efter 2001-regler, jf. figur a.c. Ved dette højere indkomstniveau øges forskellen i bruttoindkomsten ved overgang til 2004-regler alene med de 1.032 kr. (2 gange 516 kr.), hvormed kontanthjælpen er reduceret, jf. figur a.d. I dette tilfælde har for­højelsen af beskæftigelsesfradraget i kontanthjælpssystemet ikke betydning for æn­dringen i forskelsbeløbet, da der alligevel ikke udbetales kontanthjælp til parret i beskæftigelsesalternativet. Opgjort efter skat, nettoværdien af pensioner, eventuelle overførselsindkomster og transportudgifter svarer forskellen i bruttoindkomsten i det første eksempel (hvor lønnen er 21.000 kr.) til et forskelsbeløb på omkring 1.000 kr. med 2001-regler, men beløbet kan variere en del afhængig af de konkrete omstændigheder. Med 2004-regler forøges forskelsbeløbet med omkring 1.500 kr. (til et niveau på omkring 2.500 kr.). Beskæftigelsesfradraget i Forårspakken bidrager til at øge for­skelsbeløbet yderligere. Effekten på kompensationsgraden er vanskelig at opgøre generelt, blandt andet fordi der i beskæftigelsesalternativet kan ske en overførsel af uudnyttede personfra­drag fra ægtefællen, der i beskæftigelsesalternativet muligvis kun vil få en meget begrænset indkomst.

Nogle af de fuldt beskæftigede ikke-forsikrede gifte vil i 2004 (i mod­sætning til i 2001) kunne få kontanthjælp, dersom de bliver ledige – om end med en stærkt nedsat sats – som følge af det højere beskæftigel­sesfradrag i kontanthjælpssystemet. Det berører især personer, der er gift med en fuldt beskæftigede. De vil dermed i 2004 få en lille, men dog positiv kompensationsgrad. Dette forhold forklarer stigningen i den gen­nemsnitlige kompensationsgrad fra 2001 til 2004 for fuldtidsbeskæf­tigede, ikke-forsikrede gifte med børn, jf. tabel 7.8.

Det gennemsnitlige forskelsbeløb og kompensationsgraderne varierer be­tydeligt med familieforholdene, jf. tabel 7.9. Reduktionen i kompensa­tionsgraden for gifte uden børn fra 2001 til 2004 forventes at være på 0,9 pct.enheder, hvilket er mindre end ændringerne for de andre familiegrup­per. Stigningen i forskelsbeløbet ventes at været højest for gifte (uanset om de har børn eller ej).

Tabel 7.9. Forskelsbeløb og kompensationsgrader for ikke-forsikrede efter familiekategori, 2001 og 2004

	Perso-	Forskelsbeløb			Kompensationsgrad
Familiekategori	ner	< 1.000 kr.	< 2.000 kr.	Gnst.	> 90		> 80	Gnst.
2001	1.000	Pct.		Kr./mdr.	Pct.
Gifte m. børn	85	11,4	22,4	9.700	13,2	24,5			45,2
Samlevende m børn	32	5,4	28,0	5.000	6,8	29,7			66,7
Enlige m. børn	26	5,6	53,5	3.200	23,0	65,8			79,2
Gifte u. børn	65	1,4	4,3	12.500	1,3	4,8			25,1
Samlevende u. børn	46	0,5	3,2	6.900	0,4	2,6			45,2
Enlige u. børn	177	0,3	1,8	6.800	0,4	1,5			42,6
Alle	430	3,4	11,4	7.900	4,9	12,6			44,7
2004	1.000	Pct.		Kr./mdr.	Pct.
Gifte m. børn	85	1,0	6,9	10.400	1,7	10,5			43,2
Samlevende m børn	32	3,3	16,2	5.500	4,0	19,5			64,7
Enlige m. børn	26	2,3	36,2	3.700	7,0	60,7			76,9
Gifte u. børn	65	0,1	0,7	13.100	0,3	1,5			24,2
Samlevende u. børn	46	0,3	1,3	7.500	0,3	1,2			42,5
Enlige u. børn.	177	0,2	0,8	7.400	0,3	0,8			39,9
Alle	430	0,7	5,3	8.500	1,2	7,8			42,5
Ændring 2001-04		Pct.		Kr./mdr.	Pct.
Gifte m. børn		-10,1	-15,5	680	-11,5	-13,0			-2,0
Samlevende m børn		-2,1	-11,8	470	-2,4	-10,2			-2,0
Enlige m. børn.		-3,3	-17,3	450	-16,0	-5,1			-2,3
Gifte u. børn		-1,3	-3,6	650	-1,0	-3,3			-0,9
Samlevende u. børn		-0,2	-2,1	600	-0,1	-1,4			-2,7
Enlige u. børn		-0,1	-1,0	560	-0,1	-0,7			-2,7
Alle		-2,7	-6,1	580	-3,7	-4,8			-2,2

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Andelen af ikke-forsikrede med kompensationsgrader over 90 pct. skøn­nes reduceret med knap 4 pct.enheder fra 2001 til 2004, kraftigst for for­sørgere. For ikke-forsørgere var andelen med kompensationsgrader over 90 pct. allerede i 2001 på et meget lavt niveau, og ændringerne fra 2001 til 2004 vil derfor være små.

Personer, der er gift med en kontanthjælpsmodtager

Som nævnt er kompensationsgraden for gifte (langvarige) kontanthjælps­modtagere reduceret betydeligt fra 2001 til 2004, primært på grund af det højere beskæftigelsesfradrag indeholdt i Flere i arbejde.

I dette afsnit fokuseres specifikt på de personer, der er gift med en kontant­hjælpsmodtager, idet denne persongruppe berøres mest af de ændrede reg­ler. Personer, der er gift med kontanthjælpsmodtagere, er ikke nødvendig­vis selv kontanthjælpsmodtagere (selv om det ganske ofte er tilfældet).

Der er beregnet forskelsbeløb for 20.000 personer, der er gift med en kontanthjælpsmodtager, jf. tabel 7.10. 14.000 af disse personer er selv kontanthjælpsmodtagere (dvs. ikke-forsikrede fuldt ledige mfl.), mens 6.000 personer enten er (delårs)beskæftigede eller fuldt ledige med dag­penge, orlovsydelser eller lignende.[11]

Ud af de 20.000 personer havde halvdelen med reglerne i 2001 et for­skelsbeløb under 1.000 kr., og 85 pct. et forskelsbeløb under 2.000 kr. Den gennemsnitlige kompensationsgrad var 88 pct., og det gennemsnit­lige forskelsbeløb 1.400 kr.

Det gennemsnitlige forskelsbeløb for denne gruppe skønnes i 2004 forøget med 1.500 kr. til 2.900 kr., svarende til en reduktion af den gen­nemsnitlige kompensationsgrad med 12,6 pct.enheder til omkring 75 pct. Andelen af personer med forskelsbeløb under 1.000 kr. forventes reduce­ret til omkring 6 pct., hvilket svarer til det gennemsnitlige niveau for alle grupperne i 2004, jf. tabel 7.4. Det gennemsnitlige forskelsbeløb for gruppen er dog fortsat relativt lavt i 2004.

Tabel 7.10. Forskelsbeløb og kompensationsgrader for personer gift med en kontanthjælpsmodtager, 2001 og 2004

	Perso-	Forskelsbeløb					Kompensationsgrad
	ner	< 1.000 kr.			< 2.000 kr.	Gnst.	> 90		> 80	Gnst.
2001	1.000	Pct.				Kr./mdr.	Pct.
Beskæftigede	4	36,8		61,6		2.300	41,6	65,6		83,1
Kontanthjælpsmodt	14	57,1		90,8		1.200	59,0	91,3		88,6
Andre fuldt ledige	2	28,6		84,3		1.400	41,4	85,7		87,1
I alt	20	50,4		84,7		1.400	53,9	85,9		87,5
2004	1.000	Pct.				Kr./mdr.	Pct.
Beskæftigede	4	24,8		42,4		3.100	28,0		50,4	77,4
Kontanthjælpsmodt.	14	0,4		7,5		2.900	0,4		13,8	73,7
Andre fuldt ledige	2	8,6		28,6		2.500	14,3		40,0	78,6
I alt.	20	5,8		16,1		2.900	7,0		23,3	74,9
Ændring 2001-04		Pct.				Kr./mdr.	Pct.
Beskæftigede		-12,0	-19,2			790	-13,6		-15,2		-5,7
Kontanthjælpsmodt.		-56,7	-87,1			1.700	-58,6		-77,5		-14,9
Andre fuldt ledige		-20,0	-55,7			1.030	-27,1		-45,7		-8,5
I alt		-44,5	-68,3			1.500	-46,9		-62,6		-12,6

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Skattefri tillæg til kontanthjælp

I kontanthjælpssystemet er der udover den løbende hjælp til forsørgelse i visse tilfælde mulighed for at modtage supplerende ydelser, enten i form af hjælp til uforudsete enkeltudgifter eller i form af særlig støtte til perso­ner med høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde. Ydelserne er skatte­frie. Den førstnævnte type af ydelser tildeles efter en konkret vurdering af de individuelle økonomiske forhold, hvorfor de ikke umiddelbart kan indregnes i forskelsbeløbet, selvom de kan have betydning for det økono­miske incitament til beskæftigelse.

Af de 97.000 fuldt ledige mfl. i 2001 med kontanthjælp som domineren­de ydelse modtog 39 pct. supplerende ydelser, jf. tabel 7.11. I gennemsnit udgjorde ydelserne 740 kr. om måneden for de personer, der modtog ydelsen, svarende til et gennemsnit på godt 290 kr. pr. måned for alle 97.000 kontanthjælpsmodtagere under ét. Generelt modtager enlige ofte­re supplerende ydelser end gifte[12].

Tabel 7.11. Supplerende ydelser til kontanthjælpsmodtagere, 2001

	Antal personer	Andel med supplerende ydelser	Gnst. ydelse for modtagere	Gnst. ydelse for alle
	1.000	Pct.	Kr. pr. mdr.	Kr. pr. mdr.
Gifte med børn	22	21	510	110
Gifte uden børn	6	29	570	160
Samlevende med børn	10	25	690	180
Samlevende u. børn	7	39	600	230
Enlige med børn	14	49	800	390
Enlige uden børn	38	51	830	420
Alle	97	39	740	290

Anm.:  Kun fuldt ledige mfl. med kontanthjælp som dominerende ydelse. Ydelser efter §§ 34, 81, 82, 83 og 85 i lov om aktiv socialpolitik indgår.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Det anførte gennemsnitsbeløb for modtagere af ydelserne svarer til knap 10 pct. af forskelsbeløbet for samtlige ikke-forsikrede og ligger på niveau med ændringen for ikke-forsikrede under ét fra 2001 til 2004. For nogle af modtagerne vil bidraget være større.

Knap halvdelen af de enlige kontanthjælpsmodtagere med børn modtager supplerende ydelser i 2001. De supplerende ydelser for hele delgruppen under ét udgjorde 390 kr., svarende til godt 12 pct. af det gennemsnitlige forskelsbeløb, hvilket modsvarer en forøgelse af den gennemsnitlige kom­pensationsgrad på knap 3 pct.enheder.

Reglerne for supplerende ydelser til kontanthjælpsmodtagere er blevet strammet noget med Flere i arbejde for så vidt angår særligt tillæg til bo­ligudgifter, som følge af reglerne om loft over kontanthjælpen efter 6 måneders ledighed.

Ledighedsforsikrede

Gruppen omfatter personer, der er ledighedsforsikrede, herunder både fuldt beskæftigede, delårsbeskæftigede samt fuldt ledige, der modtager A-dagpenge.

Den gennemsnitlige kompensationsgrad for denne gruppe skønnes redu­ceret med 1,9 pct.enheder fra 68,6 pct. i 2001 til 66,7 pct. i 2004, jf. tabel 7.12. Det modsvarer en gennemsnitlig stigning i forskelsbeløbet på ca. 500 kr. pr. måned.

Andelen af ledighedsforsikrede med en kompensationsgrad over 90 pct. forventes reduceret fra 10 pct. til 7,5 pct. i 2004. Andelen med et for­skelsbeløb under 1.000 kr. reduceres tilsvarende.

For den relativt lille gruppe af ledighedsforsikrede, der er under 25 år, er den skønnede reduktion i kompensationsgraden lidt større – 2,3 pct.en­heder – mens forskelsbeløbet forventes reduceret med knap 400 kr., hvil­ket er mindre end gennemsnittet. Andelen med en kompensationsgrad over 90 pct. reduceres fra 26,4 pct. til 21,4 pct. Andelen med for­skelsbeløb under 1.000 kr. forventes tilsvarende reduceret med omkring 5 pct.enheder.

Tabel 7.12. Forskelsbeløb og kompensationsgrader for ledighedsforsik­rede, 2001 og 2004

	Personer	Forskelsbeløb				Kompensationsgrad
		< 1.000 kr.	< 2.000 kr.		Gnst.	> 90		> 80		Gnst.
2001	1.000	Pct.			Kr./mdr.	Pct.
18-24 år	76	26,4		45,8	2.600	26,4	50,0		79,4
25-66 år	1.819	8,2		18,4	5.000	9,3	23,9		68,1
I alt	1.895	9,0		19,5	4.900	10,0	24,9		68,6
2004	1.000	Pct.			Kr./mdr.	Pct.
18-24 år	76	21,2		39,8	3.000	21,4	44,7		77,1
25-66 år	1.819	5,9		14,3	5.500	6,9	19,5		66,2
I alt	1.895	6,5		15,3	5.400	7,5	20,5		66,7
Ændring 2001-04		Pct.			Kr./mdr.	Pct.
18-24 år		-5,2		-6,0	390	-5,0	-5,3		-2,3
25-66 år		-2,3		-4,1	500	-2,4	-4,4		-1,9
I alt		-2,5		-4,2	500	-2,5	-4,4		-1,9

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Andelen af yngre ledighedsforsikrede med lave forskelsbeløb henholdsvis høje kompensationsgrader er væsentlig større end for resten af de ledig­hedsforsikrede i 2001. Omkring 46 pct. af de ledighedsforsikrede under 25 år har således i 2001 et forskelsbeløb under 2.000 kr. Det kan blandt andet forklares ved, at den gennemsnitlige timeløn for unge under 25 år er markant lavere end for befolkningen som helhed, jf. afsnit 7.5.

A-dagpenge for unge under 25 år er beregnet efter de sædvanlige dag­pengeregler, som vil være relevante umiddelbart efter overgang til ledig­hed. Imidlertid nedsættes dagpenge for denne gruppe til 50 pct. af den maksimale dagpengesats efter 6 måneders ledighed, med mindre den ledi­ge har en kompetencegivende uddannelse af mindst 18 måneders varig­hed. Styrken af de økonomiske incitamenter for unge ledighedsforsikrede, og især for unge med længerevarende ledighed, undervurderes derfor no­get i beregningerne.[13]

Betydningen af at modtage dagpenge med den lavere sats kan illustreres med et familietypeeksempel for en enlig uden børn i lejebolig med en timeløn på 90 kr. I dette tilfælde vil forskelsbeløbet beregnet med ud­gangspunkt i de almindelige dagpengeregler være godt 600 kr. For en person på ungesatsen vil forskelsbeløbet derimod være cirka 4.000 kr.

Efterlønsmodtagere

Efterlønsberettigede 60-66-årige kan vælge mellem at gå på efterløn eller at forblive på arbejdsmarkedet. I modsætning til fx A-dagpenge og kon­tanthjælp er der ikke knyttet nogen rådighedsforpligtelse til efterlønnen. Beregningerne i det følgende omfatter kun personer, der faktisk har mod­taget efterløn i (hele) 2001. Incitamentet for 60-66-årige, der ikke har valgt efterløn, behandles ikke her.

Den gennemsnitlige kompensationsgrad for efterlønsmodtagere forventes

reduceret med 1,6 pct.enheder fra 2001 til 2004, fra 68,7 pct. til 67,1 pct., mens forskelsbeløbet skønnes øget med 370 kr. til godt 4.700 kr., jf. tabel 7.13. Den gennemsnitlige ændring i kompensationsgraden skønnes at være af samme størrelsesorden for de efterlønsmodtagere, der kommer fra ledighed, som for de, der kommer fra beskæftigelse.

For efterlønsmodtagere, der kommer fra ledighed er kompensations­graden betydeligt større end for dem, der kommer fra beskæftigelse.

Tabel 7.13. Forskelsbeløb og kompensationsgrader for efterlønsmodta­gere 2001 og 2004

	Antal	Forskelsbeløb				Kompensationsgrad
	Personer	< 1.000 kr.	< 2.000 kr.		Gnst.	> 90	> 80	Gnst.
2001	1.000	Pct.			Kr.	Pct.
Fra ledighed mv.	42	7,9	60,3		2.000	7,8	50,1		79,5
Fra beskæftigelse	93	3,1	9,5		5.400	3,5	13,5		63,8
- heraf ufaglært	44	3,6	12,0		4.700	3,8	16,0		66,0
- heraf faglært	38	2,8	8,2		5.500	3,4	12,2		63,4
- heraf videreg. udd.	11	1,9	4,8		7.500	2,4	7,7		56,9
I alt	136	4,6	25,4		4.300	4,8	24,9		68,7
2004	1.000	Pct.			Kr.	Pct.
Fra ledighed mv.	42	4,5	30,8		2.200	5,0	38,9		77,8
Fra beskæftigelse	93	2,3	7,4		5.800	2,7	10,8		62,3
- heraf ufaglært	44	2,6	9,5		5.100	2,9	12,7		64,4
- heraf faglært	38	2,2	6,2		5.900	2,6	9,7		61,8
- heraf videreg. udd.	11	1,9	3,4		8.000	2,4	6,9		55,7
I alt.	136	3,0	14,7		4.700	3,4	19,5		67,1
Ændring 2001-04		Pct.			Kr.	Pct.
Fra ledighed mv.		-3,4		-29,5	220	-2,8	-11,2		-1,7
Fra beskæftigelse		-0,8		-2,1	440	-0,8	-2,7		-1,5
- heraf ufaglært		-1,0		-2,5	400	-0,9	-3,3		-1,6
- heraf faglært		-0,6		-2,0	460	-0,8	-2,5		-1,6
- heraf videreg. udd.		-0,0		-1,4	490	-0,0	-0,8		-1,2
I alt		-1,6		-10,7	370	-1,4	-5,4		-1,6

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Det gennemsnitlige forskelsbeløb for efterlønsmodtagere under ét skøn­nes at stige lidt mindre end for de forsikrede. For efterlønsmod­tagere, der kommer fra beskæftigelse, forventes det gennemsnitlige for­skelsbeløb at blive forøget med 400-500 kr., hvilket svarer nogenlunde til ændringen for fuldt beskæftigede under ét, jf. tabel 7.2.

Efterlønsmodtagere, der kommer fra ledighed, skønnes at få en stigning i forskelsbeløbet på omkring 200 kr., hvilket er lavere end alle øvrige grup­per. Dette skyldes, at forøgelsen af mellemskattegrænsen som udgangs­punkt ikke får betydning for denne gruppe som følge af antagelsen om en relativt lav potentiel timeløn. Beskæftigelsesfradraget fra Forårspakken in­debærer dog, at andelen med forskelsbeløb under 2.000 kr. halve­res, fra 60 pct. i 2001 til 30 pct. i 2004.

Der forventes i øvrigt at ske en relativt kraftig reduktion i andelen af efterlønsmodtagere med et forskelsbeløb på under 2.000 kr. – fra godt 25 pct. til godt 15 pct., hvorimod andelen med et forskelsbeløb på under 1.000 kr. ventes at forblive på et relativt lavt niveau. Det forventes således reduceret fra knap 5 pct. i 2001 til omkring 3 pct. i 2004.

Beregningerne illustrerer kun i begrænset omfang effekterne af den flek­sible efterlønsordning. Efterlønsmodtagere indgår med deres faktiske ind­komster, og langt de fleste i 2001 modtager efterløn efter de gamle efterlønsregler. Det er hovedsageligt effekterne af forårspakken for efter­lønsmodtagerne, der belyses i dette afsnit. I appendiks 7.3 er der en mere dybtgående gennemgang af efterlønsmodtageres incitamenter til beskæfti­gelse.

7.7. Indkomstaftrapning af indkomstafhængige ydelser

Indkomstaftrapning af indkomstafhængige ydelser påvirker det økono­miske incitament til at være i beskæftigelse. De indkomstafhængige ydel­ser omfatter i denne analyse boligstøtte, tilskud til daginstitutionsbetaling og ægtefælles eller samlevers sociale pension – det vil sige de samme ydel­ser (ekskl. aftrapning af ejendomsværdiskatterabat), der indgår i opgørel­sen af de sammensatte marginalprocenter i kapitel 6.

Det er i særlig grad enlige forsørgere, som er berørt af aftrapning af ind­komstafhængige ydelser. Ca. 76 pct. af de enlige forsørgere er berørt af aftrapning mod 22 pct. blandt alle 2,5 mio. personer, der er omfattet af beregningerne, jf. tabel 7.14[14]. For enlige forsørgere bidrager aftrapning af indkomstafhængige ydelser isoleret set til at øge den gennemsnitlige kom­pensationsgrad med 4,5 pct.enheder. For de øvrige grupper øges den gen­nemsnitlige kompensationsgrad med 0,7 pct.enheder.

Tabel 7.14. Aftrapning af indkomstafhængige ydelser efter familiekate­gori, 2001

	Personer		Forskelsbeløb		Kompensationsgrad
	Antal	Andel berørt af aftrapning	Gnst.	Bidrag fra aftrapning	I alt	Bidrag fra aftrapning
Familiekategori	1.000	Pct.	Kr./mdr.		Pct.	Pct.enheder
Enlige u, børn	612	22	5.200	100	61	0,7
Enlige m, børn. 100	100	76	3.600	700	78	4,5
Gifte/samlev. u, børn	901	9	5.600	0	64	0,7
Gifte/samlev. m. børn	889	29	5.500	100	66	0,7
Alle	2.502	22	5.400	100	65	0,9

Anm.:  Omfatter aftrapning af boligstøtte, tilskud til betaling af daginstitution og ægte­fælle eller samlevers sociale pension.

Kilde:  Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Forskellen mellem de indkomstafhængige ydelser i en situation med hen­holdsvis beskæftigelse og ledighed er generelt størst for højtlønnede, for hvem ydelserne i en situation med beskæftigelse som oftest vil være fuldt aftrappet.

---

[1] I gængse modeller for arbejdsudbuddet sondres mellem to beslutninger. For det første deltagelsesbeslutningen: ”Skal jeg arbejde – eller modtage overførselsindkomst efter gæl­dende regler og forpligtigelser?” og for det andet – for de personer, der har valgt at delta­ge – timebeslutningen: ”Hvor mange timer (og til hvilken timeløn) skal jeg arbejde?”. Dette kapitel omhandler deltagelsesbeslutningen. De økonomiske incitamenter vedrø­rende timebeslutningen, det vil sige marginalskatten på arbejdsindkomst, er beskrevet i kapitel 6.

[2] For alle arbejdsmarkedsgrupper sammenlignes en situation med fuldtidsbeskæftigelse hele året (37 timer om ugen) med en situation uden beskæftigelse i løbet af året uanset de faktiske beskæftigelsesgrader.

[3] Udviklingen i forskelsbeløb og kompensations­grader efter 2001 er baseret på fremskriv­ninger med udgangspunkt i 2001-oplysninger. Der kan dermed skønnes over de isolere­de bidrag fra ændringerne i skatte- og overførselsreglerne, der har fundet sted i perioden.

[4] En yderligere målretning af beskæftigelsesfradraget mod personer med lave eller mel­lemstore indkomster i form af en gradvis aftrapning af fradraget med indkomst over en given grænse ville øge marginalskatten i visse indkomstintervaller og have en betydelig negativ effekt på arbejdsudbuddet, jf. omtale af BA-modellen i Fordeling og incitamenter 2002 kapitel 6 og 7.

[5] Overførsel af uudnyttede bundfradrag mellem ægtefæller komplicerer dog billedet, jf. omtale i kapitel 6.

[6] Andre forhold har betydning for de skønnede ændringer i forskelsbeløb og kompensa­tionsgraden, herunder indekseringseffekter ved fremskrivning af indkomster, transport­udgifter mv. fra 2001 til 2004 og tilbageskrivning af forskelsbeløbet fra 2004 til 2001. Endvidere afhænger de skønnede isolerede effekter af enkeltinitiativer teknisk set af ræk­kefølgen, i hvilken de forudsættes at være gennemført.

[7] Når relativt flere delårsbeskæftigede end fuldt ledige mfl. har et forskelsbeløb under 1.000 kr., skyldes det, at relativt flere delårsbeskæftigede er ledighedsforsikrede og der­med berettigede til A-dagpenge, som er højere end kontanthjælpsydelsen.

[8] Undersøgelsen omfatter ikke personer, der hverken er i beskæftigelse eller modtager overførselsindkomst. Nogle af disse personer havde muligvis været berettiget til at modtage kontanthjælp, hvis deres ægtefælles indkomst havde været lavere, og de kunne derfor have været rubriceret som ”potentielt kontanthjælpsberettigede” og have været medtaget i undersøgelsen i gruppen ikke-forsikrede. Det er imidlertid ikke muligt at udskille denne personkreds fra personer uden indkomst generelt.

[9] Antallet af personer i gruppen er lavere end antallet af kontanthjælpsmodtagere opgjort som helårsmodtagere, blandt andet fordi ikke-forsikrede delårsbeskæftigede ikke indgår.

[10]Bemærk, at en gift kontanthjælpsmodtager nærmest pr. definition ikke kan være gift med en fuldtidsbeskæftiget lønmodtager, da førstnævnte som følge af lønnen da ikke vil­le være berettiget til (fuld) kontanthjælp. Derimod afhænger flere andre typer indkomst­erstattende overførsler, for eksempel A-dagpenge og efterløn ikke af ægtefællens ind­komst.

[11] Derudover er der godt 7.000 personer, der er gift med en kontanthjælpsmodtager, men for hvem der ikke beregnes forskelsbeløb, da de er placeret i en af de andre person­grupper, eksempelvis førtidspensionister.

[12] Bemærk dog, at for et gift par, hvor begge modtager kontanthjælp, vil en supplerende ydelse, der reelt kommer begge til gode, kun være registreret hos den ene af parterne.

[13]Nedsættelsen af dagpengesatsen er en del af Ungeindsatsen, der er gennemført med henblik på at styrke tilskyndelsen til beskæftigelse og til uddannelse. Det har imidlertid ikke været muligt med tilstrækkelig sikkerhed at udskille den gruppe af de forsikrede unge, der ville være berørt af ordningen og således få dagpenge med 50-pct.satsen. Antal­let af unge under 25 år i gruppen fuldt ledige mfl., der er forsikrede og er ledige eller aktiverede hele året, er dog begrænset.

[14] Andelen, der er berørt af aftrapning, er væsentligt højere i analysen i dette kapitel end i kapitel 6. Det skyldes, at der i kapitel 6 foretages en sammenligning af en udgangssitua­tion og en situation med en marginal forøgelse af arbejdsindkomsten. I dette kapitel er forskellen mellem indkomsten – i henholdsvis beskæftigelse og ledighed mv. – betydeligt større.