1  af  9Næste

Forord


Finansminister Thor Pedersen

Dansk økonomi er i fortsat fremgang. Væksten tegner robust, og udviklingen på arbejdsmarkedet går i den rigtige retning. Beskæftigelsen er steget, og ledigheden er faldet siden årsskiftet.

Samtidig har væksten i udlandet været større, end vi regnede med. Selv om oliepriserne er steget, er der også udsigt til pæn fremgang de næste par år. Det er med til at understøtte de positive vækstudsigter for Danmark.

Dansk økonomi har nydt godt af skattenedsættelserne og Forårspakken. Stigningen i de disponible indkomster er solid og giver anledning til højere privat forbrug. Det bidrager til, at fremgangen i beskæftigelsen og faldet i ledigheden kan fortsætte videre ind i det nye år.

Den offentlige økonomi er samlet set i god stand. Vi har overskud på den offentlige saldo. Vi har overskud på statens regnskab. Og den offentlige gæld nedbringes fortsat. EU-kommissionens vurderinger bekræfter, at stillingen på de samlede offentlige finanser i Danmark er bedre end i de fleste andre lande i EU.

Vi har et stort overskud på betalingsbalancen, inflationen er afdæmpet, renterne er lave, og husholdningerne har en god økonomi.

Med en sund økonomisk politik har vi et godt grundlag for at håndtere de fremtidige udfordringer.

Finansminister Thor Pedersens underskrift

1  af  9Næste