Forord
|
Det globale opsving er godt i gang i USA, Japan og det meste af Asien, men er desværre endnu ikke for alvor nået til Europa. Det påvirker dansk økonomi og beskæftigelse. Vores økonomi er imidlertid sund, og vi har nødvendige overskud på både de offentlige finanser og på samhandlen med udlandet. Det giver os nogle handlemuligheder, som mange andre lande ikke har. På den baggrund har regeringen nu lanceret ”Forårspakken”, som vil sikre, at opsvinget i Danmark fremrykkes, og at ledigheden igen – med større sikkerhed end før – vil begynde at falde. Med Forårspakken fremrykkes de planlagte skattelettelser til i år, og sammen med suspensionen af SP-bidraget giver det et betydeligt løft i husholdningernes disponible indkomst. Erfaringen viser, at det øger aktiviteten i økonomien til gavn for beskæftigelse og ledighed. |
Forårs-pakken stimulerer desuden det offentligt støttede boligbyggeri, ligesom investeringsrammen for privat udlejningsbyggeri fremrykkes i både 2004 og 2005. Herudover prioriteres en intensiveret aktivering af de ledige. Sammen med finansloven for 2004 vil regeringens initiativer bidrage til, at antallet af ledige i slutningen af 2004 vil være ca. 22.000 personer lavere, end hvis finanspolitikken havde været neutral.
Det lykkedes at holde væksten i de samlede offentlige udgifter på et lavt niveau i 2003. Det er positivt. Skattestoppet fungerer efter hensigten, og finansloven er sammen med aftalerne med kommuner og amter med til at sikre et mærkbart positivt bidrag til vækst allerede fra starten af 2004.
Forårspakken hjælper os på vej.