1. Indledning og sammenfatning

1. Indledning og sammenfatning

1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium

I august 2003 fremlagde Regeringen et supplerende regeringsgrundlag. Re­geringsgrundlaget har blandt andet følgende ordlyd:

”Der skal være respekt for andres tid og ressourcer. Borgere, der udebliver fra aftaler med det offentlige spilder personalets tid og belaster unødigt de offentlige ressourcer. Det er der eksempler på inden for f.eks. sundhedssektoren og retsvæsenet. Regeringen vil fremlægge forslag om indførelse af betaling for borgere, der udebliver fra en aftale, på de områd­er, hvor det er rimeligt og praktisk muligt.”

Regeringen nedsatte efterfølgende en arbejdsgruppe. Af kommissoriet for arbejdsgruppen fremgår blandt andet:

”Arbejdsgruppen skal vurdere, i hvilket omfang ’noget-for-noget’-prin­cip­pet kan gælde ’begge veje’, og begrunde det i de tilfælde, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at indføre en lignende ordning, hvis det er det offentlige, der ikke lever op til sine forpligtelser.

[Arbejdsgruppen skal] for det første undersøge og beskrive i hvilket omfang borgere udebliver fra aftaler med det offentlige samt konsekvenserne heraf. Arbejdsgruppen skal endvidere beskrive hvilke sanktionsmulighed­er, der allerede er mulighed for at bringe i anvendelse ved udeblivelse fra aftaler.

Arbejdsgruppen skal for det andet udarbejde forslag til, hvordan en betalingsordning kan udformes på forskellige områder. Arbejdsgruppen skal herunder beskrive økonomiske og administrative konsekvenser af de udarbejdede forslag. Arbejdsgruppen skal endvidere belyse de særlige problemer, en sådan betalingsordning vil kunne medføre for socialt vanskeligt stillede grupper.

Arbejdsgruppen skal endelig foretage en vurdering af, på hvilke områder indførelsen af en betalingsordning vil være rimelig og praktisk gennemførlig, blandt andet henset til de omkostninger det offentlige påføres som følge af udeblivelsen.

Arbejdsgruppen kan indhente ekstern bistand.

Arbejdsgruppen skal afslutte sit arbejde senest den 1. marts 2004.”

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning

Arbejdsgruppen har haft deltagelse af følgende repræsentanter:

Controller Karsten Bo Larsen, Justitsministeriet

Chefkonsulent Anne Marie Toftegaard, Beskæftigelsesministeriet

Specialkonsulent Lisa Ibenfeldt Schulz, Socialministeriet

Fuldmægtig Line Hoelgaard Møller Hansen, Integrationsministeriet

Fuldmægtig Hans Lynggaard Jørgensen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Kontorchef Peter Kjærsgaard Pedersen, Finansministeriet (formand)

Arbejdsgruppen er blevet sekretariatsbetjent af fuldmægtig Louise Saabye Høst, fuldmægtig Morten C. Skrøjer og student Jonas Klinting, Finansministeriet.

1.3. Arbejdsgruppens arbejde

Arbejdsgruppen har afholdt 4 møder i perioden primo oktober 2003 – ultimo april 2004.

På beskæftigelses-, social- og integrationsområdet samt på området for skolefritidsordninger/fritidshjem har Den Sociale Ankestyrelse i perioden februar - marts 2004 på opdrag fra arbejdsgruppen gennemført en spørgeskemaundersøgelse med henblik på at afdække omfanget af udeblivelser i forbindelse med aftaler mellem borgere og myndigheder.

I forhold til vuggestuer/børnehaver har Kommunernes Landsforening i foråret 2003 gennemført en undersøgelse af omfanget af for sen afhentning af børn. Resultaterne af denne undersøgelse har været inddraget i arbejdsgruppens arbejde.

1.4. Sammenfatning af arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdsgruppen har undersøgt mulighederne for at indføre et gebyr i forbindelse med udeblivelser på følgende områder: sundhedsområdet, retsområdet, beskæftigelses-, social- og integrationsområdet, daginstitutioner og dagtilbud til børn.

1.4.1. Generelle overvejelser om aftaler og udeblivelsesbetaling

En aftale kan i almindelighed kun indgås, hvis begge eller alle aftaleparter ad frivillighedens vej er blevet enige om at ville forpligte sig i forhold til hinanden på en eller anden måde. I denne rapport anvendes aftalebegrebet imidlertid i en bredere betydning.

En aftale defineres i denne rapport som det forhold, at en borger enten selv har givet tilsagn om at møde, eller af en offentlig myndighed er blevet pålagt at indfinde sig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

I forhold til retsområdet kan det eksempelvis anføres, at den enkelte ikke vil kunne nægte at blive sagsøgt el­ler nægte at imødekomme en tilsigelse om at møde til afsoning af en idømt frihedsstraf. 

Anvendelsen af udeblivelsesgebyrer har som overordnet formål at sikre, at det offentliges ressourcer anvendes på den mest hensigtsmæssige måde.

Ved en udeblivelse forstås i denne rapport: 1) At en borger ikke giv­er møde hos en offentlig myndighed mv. på et aftalt eller pålagt tidspunkt, eller 2) at en bor­g­er melder afbud så sent, at myndigheden ikke har mulighed for at ind­rette sig herpå.

Om en udeblivelse er undskyldelig må afgøres konkret. Der kan dog peges på nogle eksempler, hvor pålæggelsen af et udeblivelsesgebyr må anses for ikke at være rimelig. Dette kan fx være tilfældet ved pludselig opstået sygdom en­ten hos den udeblevne selv eller vedkommendes nærmeste familie.

Anvendelsen af udeblivelsesbetaling kendes i dag fra eksempelvis Statens Bilinspektion, tandlæger og fysioterapeuter. Uanset hvordan udeblivelsesbetalingen er tilrettelagt, anses betalingen som gebyrer i henhold til regeringens gebyrpolitik.

Det skal endelig understreges, at de her omtalte gebyrer ikke må forveksles med bøder. Ved en bøde forstås en straf, hvis udståelse normalt sker gennem betalingen af et pengebeløb. Eftergivelse eller nedsættelse af en bøde kræver benådning.

1.4.2. Sundhedsområdet

Sundhedsområdet består af to sektorer: Den primære og den sekundære sundhedssektor.

1.4.2.1. Den primære sundhedssektor

Den primære sundhedssektor består af de praktiserende sundhedspersoner under den offentlige sygesikring og de kommunale sundhedsordninger (hjemmesygeplejen, den kommunale tandpleje og de forebyggende sundhedsordninger).

Alle personer med fast bopæl i Danmark har som udgangspunkt ret til ydelser under den offentlige sygesikring.

Inden for sygesikringsområdet sondres der mellem ydelser med og uden egenbetaling fra patientens side. Hos en række privatpraktiserende sundhedspersoner, fx tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer mv. betaler pa­ti­enterne selv en del af ydelsens pris, mens sygesikringen dækker resten. Hos alment praktiserende læger og speciallæger dækkes hele ydelsens pris af sygesikringen.

Når sygesikringen betaler helt eller delvist, foregår afregningen direkte mellem sygesikringen og behandleren. Såfremt en patient udebliver fra en aftalt tid, modtager behandleren ikke kompensation herfor.

Der er optaget regler om udeblivelsesbetaling i overenskomsterne for kiropraktorer, fysioterapeuter, fodterapeuter, psykologer og tandlæger. Arbejdsgruppens undersøgelser har vist, at anvendelsen af udeblivelsesbestemmelserne på disse områder er meget varierende, og at forholdet mellem patient og behandler ofte har stor betydning for i hvilket omfang, gebyrmuligheden anvendes.

Sygesikringsområdet består desuden af de alment praktiserende læger og speciallægerne. Ingen af disse to grupper har i dag mulighed for at opkræve gebyrer ved patienters udeblivelse.

Arbejdsgruppens undersøgelser af omfanget af udeblivelser fra aftaler hos de alment praktiserende læger viser, at udeblivelsesprocenten skønsmæssigt ligger på 4,5. Dette tal dækker dog over betydelige variationer.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at de ressourcemæssige konsekvenser af udeblivelser hos de alment praktiserende læger – grundet det løbende daglige indtag af patienter - må antages at være begrænset. Hos en alment praktiserende læge vil der således ofte sidde patienter i venteværelset, som kan tilses i tilfælde af andre patienters udeblivelse.

Samtidig er det arbejdsgruppens vurdering, at patienter ofte oplever at måtte vente i en kortere eller længere periode ved aftalte konsultationer hos den alment praktiserende læge.

Det er på den baggrund arbejdsgruppens vurdering, at anvendelsen af udeblivelsesgebyrer ikke vil være hensigtsmæssig i forhold til de alment praktiserende læger. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at de praktiserende lægers problemer med udeblivelser i høj grad modsvares af patienternes gener ved ventetid hos lægen.

Udeblivelsesprocenten på speciallægeområdet skønsmæssigt ligger på 7,6. Tallet dæk­ker imidlertid over store variationer inden for forskellige specialer og geo­grafiske områder. Speciallægerne har ikke det samme daglige indtag af pa­tienter som de alment praktiserende læger.

I lyset heraf har arbejdsgruppen drøftet nedenstående model for indførelse af gebyrer på speciallægeområdet (ved somatiske lidelser):

·  Regeringen vil støtte, at der i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Foreningen af speciallæger indføjes en hjemmel for de enkelte speciallæger til at opkræve et gebyr ved udeblivelser.

·  Det er en betingelse, at patienten er blevet gjort opmærksom på anvendelsen af udeblivelsesgebyret. Patienten kan fritages for en aftale ved at varsle sit afbud i god tid. Derudover vil patienter ikke skulle betale gebyr, hvis der er tale om en undskyldelig udeblivelse.

·  Gebyret skal have en størrelse, hvor det ikke nødvendigvis dækker speciallægens fulde omkostninger ved udeblivelsen men i stedet kan tænkes at virke adfærdsregulerende. Gebyrets præcise størrelse skal fastsættes i overenskomsten, men et beløb på mellem 100 – 300 kr. vurderes at være passende.

·  Gebyret skal opkræves af og tilfalder den praktiserende speciallæge som kompensation for speciallægens omkostninger.

Indførelsen af et gebyr skal som udgangspunkt vurderes i forhold til regeringens gebyrpolitik. Ved indførelsen af en hjemmel i speciallægernes overenskomst, som giver den enkelte speciallæge mulighed for at opkræve et udeblivelsesgebyr, er der imidlertid tale om at give en række private er­hvervsdrivende mulighed for en bedre udnyttelse af deres ressourcer. De praktiserende speciallæger er private erhvervsdrivende og er som sådan ikke omfattet af regeringens gebyrpolitik.

Speciallægerne modtager afregning fra sygesikringen i forhold til hver enkelt afviklet behandling og har derfor en klar interesse i ikke at aflyse aftaler med patienterne. Det er derfor arbejdsgruppens vurdering, at der ikke vil være behov for i yderligere omfang at indføre et noget-for-noget-prin­cip på området.

1.4.2.2. Den sekundære sundhedssektor

Den sekundære sundhedssektor består af sygehusvæsenet. Behandling ind­en for sygehusvæsenet er som udgangspunkt gratis for patienten. Der son­dres mellem ambulante be­handlinger og planlagte operationer med indlæg­gelse. Akutte behandlinger er ikke relevante i forhold til spørgsmålet om udeblivelser.

Arbejdsgruppens undersøgelser viser, at den gennemsnitlige udeblivelsesprocent i forhold til ambulante behandlinger er på omkring 4 pct. Denne gennemsnitlige udeblivelsesprocent dækker dog over store variationer inden for de enkelte specialer og forskellige geografiske områder. Andelen af udeblivelser fra planlagte operationer med indlæggelse er på ca. 1 pct.

Arbejdsgruppen har drøftet en model for indførelse af udeblivelsesgebyrer på sygehusområdet, der indebærer, at der i sygehusloven indføjes en bestemmelse, som giver mulighed for, at amterne kan etablere forsøgsordninger med udeblivelsesgebyrer. Indenrigs- og Sundhedsministeren har i marts 2004 fremsat lovforslag herom.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at en forsøgsordning bør udformes således, at patienterne i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med udeblivelsesgebyrets eksistens. En sådan bekendtgørelse kan blandt andet ske ved, at udeblivelsesgebyret omtales i indkaldelsesskrivelsen.

I forbindelse med overvejelser om indførelse af forsøgsordninger med et udeblivelsesgebyr bør der efter arbejdsgruppens opfattelse udvises særlig forsigtighed i relation til planlagte operationer med indlæggelse. Arbejdsgruppens undersøgelser har som nævnt ovenfor vist, at problemet med udeblivelser fra netop disse behandlinger er meget begrænset.

Udeblivelser fra planlagte operationer med indlæggelse er dog typisk mere om­kostningstunge for sygehusene end udeblivelser fra ambulante behandling­er.

Det fremgår af Regeringens aftale med Amtsrådsforeningen om amternes økonomi for 2004, at anvendelse af takststyring  på sygehusområdet gradvist skal forøges. Sygehusene vil således miste bevillinger, hvis der sker for mange aflysninger.

Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at princip­pet om noget-for-noget allerede i tilstrækkelig grad finder anvendelse i forhold til sygehusene.

Det skal endelig generelt bemærkes, at arbejdsgruppen ikke finder at anvendelse af udeblivelsesgebyrer er hensigtsmæssigt i relation til psykiatriske lidelser. De psykiatriske lidelser udgør efter arbejdsgruppens opfattelse en særlig kategori, hvor udeblivelse fra behandling ikke kan vurderes på linje med udeblivelser fra behandling af somatiske lidelser. Udeblivelse fra behandling af psykiatriske lidelser kan således i sig selv være et symptom på den pågældende lidelse.  

1.4.3. Retsområdet

På retsområdet har arbejdsgruppen vurderet udeblivelsesproblematikken i forhold til den civile retspleje, strafferetsplejen, vidners udeblivelser og ude­blivelse fra strafafsoning.

1.4.3.1. Civilretlige sager

Inden for den civile retspleje er der allerede i medfør af retsplejelovens gældende regelsæt mulighed for at lade en udeblivelse få ganske vidtrækkende konsekvenser. Således vil en sagsøgt, der udebliver, typisk tabe sagen, ligesom vedkommende vil blive pålagt at betale modpartens (rimelige) udgifter i forbindelse med sagsanlægget.

Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt på, at domstolenes arbejde i vidt omfang er tilrettelagt med muligheden for hyppige udeblivelser for øje. Det nuværende system synes således ud fra en proces­øko­no­misk synsvinkel at virke effektivt.

Ud fra en samlet vurdering har arbejdsgruppen derfor ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i forhold til de udeblivelsesvirkninger, der med retsplejelovens nuværende regelsæt er hjemlet på det civilretlige område.

1.4.3.2. Strafferetlige sager

På det strafferetlige område kan der som udgangspunkt udelukkende afsiges udeblivelsesdomme for rent bagatelagtige forhold, fx idømmelsen af en mindre bøde for en forseelse, som den tiltalte erkender at have begået. Konsekvensen af, at den tiltalte udebliver vil derfor normalt være, at sag­en må udsættes.

Arbejdsgruppens undersøgelser viser, at omfanget af udeblivelser på det strafferetlige område er forholdsvis beskedent. Omvendt må det anses for utvivlsomt, at det har økonomiske konsekvenser, hvis tiltalte udebliver, og sagen som følge heraf må udsættes.

Arbejdsgruppen har derfor overvejet om der – i de tilfælde, hvor der ikke kan afsiges udeblivelsesdom – burde gives retterne mulighed for at pålægge den tiltalte at betale et gebyr.

For indførelsen af et gebyr taler dels procesøkonomiske overvejelser dels hensynet til den almindelige retsfølelse.

Imod taler, at det formentlig må anses for tvivlsomt, om truslen om et gebyr i sig selv vil have nogen effekt på en person, der eksempelvis risikerer en dom på flere måneders fængsel. For at have nogen effekt ville et eventuelt gebyr derfor for­mentlig skulle have en betydelig størrelse. 

Samlet har arbejdsgruppen derfor ikke fundet anledning til at fore­slå indførelse af et gebyr ved udeblivelser på det straffeprocessu­el­le om­råde ændret.

1.4.3.3. Vidners udeblivelse

Som udgangspunkt har enhver pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. Vidnepligten omfatter dels en pligt til at møde personligt frem dels en pligt til inden retsmødet at opfriske sin viden om den pågældende sag.

Der foreligger ikke oplysninger om, at der ved retterne skulle være særlige problemer med, at tilsagte vidner ikke honorerer de ovennævnte krav.

Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt på, at retsplejeloven allerede giver retterne mulighed for at pålægge udeblevne vidner temmelig vidtgående sanktioner. Et vidne, der ikke giver møde, kan således allerede i medfør af de gældende regler blive pålagt at betale de udgifter, udeblivelsen har forårsaget, ligesom vedkommende i alvorlige tilfælde kan blive frihedsberøvet i op til et halvt år.

Arbejdsgruppen har derfor efter en samlet vurdering ikke fundet anledning til at foreslå de nuværende regler om vidners udeblivelse suppleret med et udeblivelsesgebyr.

1.4.3.4. Udeblivelse fra strafafsoning

Omkring hver fjerde af de personer, der er tilsagt til afsoning ved kriminalforsorgens institutioner, udebliver. Der er tale om en høj udeblivelsesprocent, hvorfor arbejdsgruppen har overvejet muligheden for at indføre et gebyr i forbindelse med ikke-undskyldelige udeblivelser.

For at indføre et udeblivelsesgebyr kunne tale, at udeblivelsen er et problem ikke alene i forhold til den almindelige retsfølelse men også i forhold til en fornuftig tilrettelæggelse af såvel kriminalforsorgens som politiets arbejde.

Imod taler – ligesom ved udeblivelser fra straffesager - at det må anses for tvivlsomt, om der herigennem vil kunne opnås den tilsigtede virkning. Der vil således også i denne forbindelse formentlig skulle indføres et gebyr af en anseelig størrelse, hvis det skal gøre indtryk på en person, der står overfor at skulle afsone en længere frihedsstraf.

Arbejdsgruppen er herudover opmærksom på, at der allerede i det gæld­ende regelsæt er mulighed for at lade en udeblivelse få nogle – for den enkelte – ganske vidtrækkende konsekvenser. Der tænkes her særligt på muligheden for at ændre den pågældendes afsoning (åbent eller lukket fængsel) eller for at få udgang under afsoningen.

Arbejdsgruppen er endelig opmærksom på, at regeringen i marts 2004 – som en del af ”noget-for-noget”-programmet - har be­sluttet, at udeblivelser fra strafafsoning blandt andet skal have den konsekvens, at den udeblevnes muligheder for at få fremrykket sin prøveløsladelse bliver forringet.

Arbejdsgruppen har derfor efter en samlet vurdering ikke fundet anledning til at foreslå, at der tillige indføres et gebyr i forbindelse med udeblivelser fra strafafsoning.

1.4.4. Beskæftigelses- og socialområdet

Der indgås en række aftaler mellem borgere og offentlige myndigheder inden for det, der med en samlebetegnelse kan benævnes beskæftigelses- og socialområdet. Den overvejende del af disse aftaler indgås i kommunalt regi.

Arbejdsgruppens undersøgelser har koncentreret sig om aftaler vedrørende overførselsindkomster og visse aftaler vedrørende tilbud efter serviceloven.

Som betingelse for udbetaling af overførselsindkomster stilles der en ræk­ke krav til modtageren. Eksempelvis skal vedkommende stå til rådighed for arbejdsmarkedet, deltage i aktiveringstilbud, ligesom der løbende gennemføres diverse opfølgningsforløb hos kommunen, der forudsætter den pågældendes deltagelse.

Aftaler efter serviceloven vedrører i denne sammenhæng den sagsbehandling, der går forud for afgørelser om tildeling af hjælpemidler eller tilrettelæggelse af forebyggende foranstaltninger i forbindelse med støtte til børn og unge som fx familiebehandling og praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

Arbejdsgruppens undersøgelser har vist, at omfanget af udeblivelser fra aftaler på social- og beskæftigelsesområdet er forholdsvis begrænset. Hertil kommer, at det ofte er meget ressourcesvage og socialt udsatte personer, der udebliver.

Som reglerne er indrettet, findes der allerede i dag sanktionsmuligheder, som kommunerne kan bringe i anvendelse, hvis en person udebliver fra aftaler i relation til overførselsindkomster. På kontanthjælpsområdet gælder det generelle princip, at borgeren skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis dette ikke er tilfældet, og der ikke foreligger en gyldig grund hertil, kan der ske reduktion i den pågældendes hjælp. I særligt grove tilfælde kan hjælpen helt bortfalde.

Den samme mulighed for direkte at sanktionere en udeblivelse findes ikke i serviceloven. Der er dog mulighed for, at en udeblivelse kan sanktioneres indirekte ved at blive tillagt processuel skadevirkning (dvs. at der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag – som regel til ugunst for den udeblevne).

På baggrund af ovenstående finder arbejdsgruppen ikke, at der er grundlag for at indføre en betaling ved udeblivelser fra aftaler på beskæftigelses- og socialområdet.

1.4.5. Integrationsområdet

Integrationsområdet (introduktionsprogrammet) er kendetegnet ved, at en stor del af aftalerne mellem borgere og det offentlige tager form af undervisning. Det drejer sig blandt andet om danskundervisning og kurser i sam­fundsforståelse. En anden type aftaler vedrører forskellige tilbud om aktivering, fx vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik mv.

På integrationsområdet findes der allerede i dag udbredte sanktionsmuligheder, som kommunerne skal benytte, hvis borgerne udebliver fra møder med offentlige myndigheder. Eksempler herpå er nedsættelse og fratagelse af introduktionsydelse.

Arbejdsgruppens undersøgelse af borgernes udeblivelser fra møder med offentlige myndigheder viser, at det generelt er en mindre gruppe, der ikke møder op til aftalerne. Omkring tre-fjerdedele af kommunerne har således oplyst, at andelen af borgere, der udebliver fra tilbud under introduktionsprogrammet, er på under 10 pct.

Tallet dækker dog over betydelige forskelle. I lidt over halvdelen af kommunerne ligger udeblivelsesprocenten således på mellem 0-5. Omvendt peger nogle få kommuner på udeblivelsesprocenter på mellem 31 og 40.

Lidt over to-tredjedele af kommunerne har endvidere oplyst, at der er stor forskel på, hvilke grupper der udebliver. Personer med psykiske handicap, personer med sociale problemer og personer med mindreårige børn udebliver således oftere end andre.

Ud fra en samlet vurdering er det arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at indføre en ordning med udeblivelsesbetaling på integrationsområdet.

Det er i den forbindelse blevet tillagt særlig vægt, at de eksiste­rende sanktionsmuligheder efter arbejdsgruppens opfattelse udgør et tilstrækkeligt redskab til at sikre, at udeblivelserne fra aftaler mellem borgere og myndigheder begrænses mest muligt.

1.4.6. Daginstitutioner og dagtilbud til børn

Kommunerne har det overordnede ansvar for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud. Benyttelsen af daginstitutionstilbud og tilbud om deltagelse i skolefritidsordninger eller fritidshjem er forbundet med egenbetaling.

I relation til daginstitutionsområdet og dagtilbud til børn er der typisk ikke tale om udeblivelser i gængs forstand: At borgeren helt udebliver fra en aftale med den pågældende institution. Til gengæld opleves det i et vist omfang, at forældre ikke afhenter deres børn til en aftalt tid, hvilket vil sige inden for institutionens normale åbningstid.

Arbejdsgruppens undersøgelse af omfanget af for sene afhentninger i vug­gestue/børnehave og skolefritidsordninger/fritidshjem viser, at det kun er en beskeden andel af forældrene, der afhenter deres børn for sent. I vug­gestue/børnehave er det kun ganske få forældre, der afhenter for sent. I skolefritidsordning/fritidshjem sker for sen afhentning i under 5 pct. af tilfældene.

Den typiske forsinkelse er på under 10 minutter. Flertallet af kom­mu­ner­ne mener endvidere ikke, at der forekommer ressourcetab som følge af de for sene afhentninger i skolefritidsordninger/fritidshjem.

Samlet er det arbejdsgruppens vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at indføre en ordning med udeblivelsesbetaling i forbindelse med for sen afhentning af børn i daginstitutioner og skolefritidsordninger/fri­tidshjem.

Der er herved lagt særlig vægt på, at problemet med udeblivelser er relativt begrænset, at de forsinkelser, der forekommer, typisk kun er på nogle få minutter, og at kommunerne ikke vurderer, at forsinkelserne medfører et ressourcetab. Derudover kan der peges på, at indførelsen af et udeblivelsesgebyr kan medføre en administrativ merbelastning for de pågældende institutioner. Endelig er det arbejdsgruppens opfattelse, at indførelse af udeblivelsesbetaling vil kunne medføre en uhensigtsmæssig relation mellem forældre og pædagoger.