2. Generelle overvejelser vedr. anvendelse af udeblivelsesbetaling
2. Generelle overvejelser vedr. anvendelse af udeblivelsesbetaling
I forbindelse med en eventuel indførelse af betaling ved udeblivelse fra aftaler med offentlige myndigheder mv. er der en række forhold, der bør overvejes. I dette kapitel gennemgås en række problemstillinger, som har principiel og/eller tværgående karakter.
En aftale kan i almindelighed kun indgås, hvis begge (eller alle) parter ad frivillighedens vej er blevet enige om at ville forpligte sig i forhold til hinanden på en bestemt måde. I forhold til de emner, der behandles i denne rapport, er denne traditionelle definition ikke anvendelig på især retsområdet. Det kan eksempelvis anføres, at den enkelte ikke vil kunne nægte at blive sagsøgt eller nægte at imødekomme en tilsigelse om at møde til afsoning af en idømt frihedsstraf.
Når området alligevel er medtaget skyldes det dels, at der på dele af området har vist sig at være problemer med udeblivelser, dels at der inden for de givne rammer kan siges at bestå en vis aftalefrihed. Inden for den civile retspleje har parter således stor frihed til selv at fastlægge rammerne for konkrete sagers afvikling (dispositionsmaksimen), og i forhold til afsoningen af en idømt straf vil myndighederne – hvis der foreligger særlige grunde - i vidt omfang være indstillet på at imødekomme den dømtes ønsker m.h.t. tidspunktet for afsoningen.
En aftale defineres derfor i denne rapport som det forhold, at en borger enten selv har givet tilsagn om at møde, eller af en offentlig myndighed er blevet pålagt at indfinde sig et bestemt sted og/eller på et bestemt tidspunkt.
Ved en udeblivelse forstås: 1) At en borger ikke giver møde hos en offentlig myndighed mv. på et aftalt eller pålagt tidspunkt, eller 2) at en borger melder afbud så sent, at myndigheden ikke har mulighed for at indrette sig herpå.
Ad. 1) Udeblivelse kan foreligge på flere måder. Enten har borgeren accepteret et foreslået mødetidspunkt, eller også er deltagelsen i et konkret forløb en forudsætning for modtagelsen af en ønsket ydelse eller opnåelsen af en bestemt retstilstand.[1] Udeblivelse kan endvidere foreligge i situationer, hvor en borger er pålagt at møde op hos en offentlig myndighed fx i forbindelse med afsoning af straf.
Endelig er den situation, hvor borgeren møder hos en privat behandler eller lign. - efter henvisning fra en offentlig myndighed - ligeledes omfattet.
Ad. 2) Spørgsmålet må afgøres konkret. Det er afgørende for vurderingen, om den pågældende myndighed ved rimelig bestræbelse kan udfylde den afsatte tid, fx ved at en anden patient behandles i stedet.
Selvom der efter en konkret vurdering er tale om en udeblivelse, er det ikke givet, at det i hver enkelt situation vil være rimeligt at afkræve den pågældende borger en betaling som følge af udeblivelsen. Der kan således være tale om en undskyldelig udeblivelse.
Hvornår en udeblivelse er undskyldelig må ligeledes afgøres konkret. Der kan dog peges på en række eksempler, hvor en almindelig rimelighedsbetragtning taler for, at der ikke pålægges borgeren nogen betalingsforpligtelse. Der kan eksempelvis være tale om pludselig opstået sygdom, enten hos den pågældende selv eller vedkommendes nærmeste familie. Der kan også være tale om en undskyldelig udeblivelse, hvis det valgte transportmiddel fx bus eller tog er stærkt forsinket, således at borgerne ikke kan nå frem til et aftalt møde i tide.
I tilfælde hvor der ikke er tale om undskyldelige udeblivelser, kan det overvejes at pålægge borgeren en udeblivelsesbetaling. Dette kendes allerede på en række forskellige områder.
Inden for beskæftigelsesområdet medfører fx udeblivelse fra aktivering, at borgeren trækkes forholdsmæssigt i kontanthjælpen.[2] Som eksempel kan også nævnes Statens Bilinspektion, hvor der i henhold til færdselslovens § 124 opkræves et gebyr på halvdelen af ydelsens pris ved udeblivelser. [3] Udeblivelsesbetaling eksisterer også inden for sundhedsområdet. Ved udeblivelse fra tandlægeaftaler kan tandlægen opkræve et gebyr, og det samme gælder hos fysioterapeuter, psykologer og kiropraktorer. [4]
Udeblivelsesbetaling kan være tilrettelagt på forskellige måder. Der kan være tale om, at borgeren pålægges et gebyr ved udeblivelse. Dette er fx tilfældet hos Statens Bilinspektion. Der kan også være tale om, at borgeren på grund af en udeblivelse nægtes hele eller dele af en ydelse, som borgeren ellers var berettiget til. Dette gælder fx ved udeblivelse fra aktivering, hvor borgeren trækkes i kontanthjælpen.
Uanset hvordan udeblivelsesbetalinger er tilrettelagt, anses disse som gebyrer i henhold til regeringens gebyrpolitik, jf. notatet Principper for gebyrpolitikken.
Det er væsentligt at understrege, at de her omtalte gebyrer ikke må forveksles med bøder. Ved en bøde forstås en straf, der består i betalingen af et pengebeløb. Hjemlen til at pålægge bøder er givet dels i straffeloven og dels i særlovgivningen.
Eftersom en bøde er en straf, vil der ved eftergivelse eller nedsættelse af det skyldige beløb reelt være tale om en benådning. Benådningskompetencen er i medfør af grundlovens § 24 henlagt til Kongen (Justitsministeren).
Udover gebyrer findes der desuden i en række tilfælde indirekte sanktioner. Dette gælder særligt på det sociale område. Retssikkerhedslovens § 11 slår fast, at myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at fremskaffe de oplysninger, som er nødvendige for at behandle borgerens sag. Hvis borgeren ikke medvirker, kan myndigheden afgøre sagen om hjælp på det foreliggende grundlag. Dette vil i de fleste situationer være til borgerens ugunst, hvorved den indirekte sanktion opnås. Det kan fx dreje sig om, at en borger ansøger om hjælpemidler og derefter ikke møder op til en aftale, hvor hjælpemidlet skal udvælges og udleveres til borgeren. I dette tilfælde vil udeblivelsen have den konsekvens, at borgeren ikke modtager det pågældende hjælpemiddel, og udeblivelsen sanktioneres således indirekte.
I forlængelse af de eksisterende ordninger med udeblivelsesbetaling indenfor sundhedsområdet er muligheden for lignende ordninger blevet efterspurgt af blandt andet de alment praktiserende læger og de praktiserende speciallæger. Udeblivelsesbetaling og ønsket om sådanne ordninger er altså kendt i flere forskellige sammenhænge.
2.3. Formål med udeblivelsesbetaling
Der er to overordnede formål med at anvende betaling ved udeblivelse fra aftaler med offentlige myndigheder mv. For det første drejer det sig om en hensigtsmæssig udnyttelse af offentlige ressourcer, og for det andet kan udeblivelsesbetaling være udtryk for et noget-for-noget-princip, jf. regeringens oplæg om Noget-for-noget.
Det er et væsentligt formål med udeblivelsesbetaling at udnytte de offentlige ressourcer bedst muligt. Når borgere udebliver fra aftaler med offentlige myndigheder mv., kan det betyde, at systemerne belastes unødigt, og at pladsen optages for andre.
Det danske velfærdssystem er baseret på, at en række ydelser er gratis for brugerne. Systemet med omfattende gratisydelser indebærer imidlertid den risiko, at brugerne udebliver fra denne type aftaler uden gyldig grund eller uden at melde afbud, fordi ”det ikke koster noget”. I den sammenhæng kan udeblivelsesbetaling ses som en slags ”brugerbetaling på udeblivelse”, som har til hensigt at sikre, at de offentlige ressourcer udnyttes bedst muligt og ikke går til spilde på grund af udeblivelser og manglende afbud.
I nogle tilfælde kan de offentlige myndigheder udnytte den overskydende tid som følge af udeblivelser til andre gøremål, men i mange tilfælde vil en udeblivelse medføre et tab for de offentlige myndigheder mv., fordi aktiviteter ikke kan gennemføres som planlagt, samtidig med at omkostninger til fx personale er uændrede. Det kan fx dreje sig om, at en patient udebliver fra en operation, hvor det ikke er muligt at indkalde en anden patient med meget kort varsel. I det tilfælde vil sygehuset stadig have lønudgifter til personale, og operationsstuen vil stå tom. Samtidig oplever andre patienter unødvendig ventetid på operationer, fordi sygehuset ikke har mulighed for at udnytte ressourcerne effektivt.
Udeblivelsesbetaling kan være et redskab til at reducere problemet med udeblivelser og en måde til helt eller delvist at få dækket den offentlige sektors udgifter i forbindelse med udeblivelser.
Som nævnt ovenfor findes udeblivelsesbetaling på en række områder. I de fleste tilfælde foreligger der ikke dokumentation for betalingens effekt i forhold til at reducere antallet af udeblivelser. Hos Statens Bilinspektion er antallet af udeblivelser imidlertid blevet registreret før og efter indførelse af udeblivelsesbetaling i februar 2002. Betalingen beløber sig til halvdelen af den relevante ydelses pris, hvilket i praksis betyder betaling på 100-250 kr. [5]
Udeblivelsesbetaling har vist sig at have god effekt i forhold til at nedbringe antallet af udeblivelser. I forlængelse af indførelsen af betaling faldt udeblivelsesprocenten således fra ca. 12 pct. før udeblivelsessanktionen til ca. 5,5 pct. Det har medført en betydeligt bedre udnyttelse af ressourcerne hos Statens Bilinspektion og dermed en effektivitetsforøgelse.
Figur 2.1. Udeblivelser hos Statens Bilinspektion
Anm.: Farveskiftet illustrerer udeblivelsessanktionens indførelse.
Kilde: Statens Bilinspektion.
Det andet formål med udeblivelsesbetaling er at sikre, at der udvises konsekvens overfor borgere, som udebliver fra aftaler med offentlige myndigheder mv., for derigennem at sikre respekt for andres tid og ressourcer. Patienter, der udebliver fra operationer, eller borgere, der bliver væk fra retsmøder, spilder personalets tid og belaster de offentlige ressourcer unødigt. Det er centralt for et velfungerende samfund, at aftaler respekteres, og at borgere såvel som myndigheder udviser respekt for andres tid. Samtidig er det et udtryk for respekt for den enkelte, at der fra de offentlige myndigheders side stilles krav og udvises konsekvens, jf. regeringens oplæg Noget-for-noget.
2.4. Symmetri – ”noget-for-noget”
Arbejdsgruppen skal ifølge kommissoriet vurdere, ”i hvilket omfang ”noget-for-noget”-princippet kan gælde ”begge veje”, og begrunde det i de tilfælde, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at indføre en lignende ordning, hvis det er det offentlige, der ikke lever op til sine forpligtelser.”
Som det fremgår af afsnit 2.2. er formålet med udeblivelsesbetaling blandt andet at sikre, at borgere udviser respekt for andres tid. Princippet gælder imidlertid begge veje - det er også nødvendigt, at offentlige myndigheder mv. udviser respekt for borgernes tid. Der skal gælde et noget-for-noget-princip. Borgerne skal respektere aftaler med offentlige myndigheder mv., og de offentlige myndigheder skal udvise tilsvarende respekt for borgernes tid. I de tilfælde hvor borgere eller myndigheder mv. ikke udviser den fornødne respekt for andres tid, må der udvises konsekvens.
Princippet om ”noget-for-noget” kan udmøntes på to forskellige måder i relation til udeblivelsesbetaling. For det første kan der være tale om direkte symmetri. Direkte symmetri indebærer, at borgeren på den ene side pålægges at betale et beløb, hvis vedkommende udebliver fra en aftale med offentlige myndigheder mv., og hvor de offentlige myndigheder mv. på den anden side pålægges at betale et beløb til borgeren, såfremt det er myndigheden, der aflyser en aftale.
Boks 2.1. Kompensation – DSB og Metro
|
Princippet, om at borgere kompenseres ved forsinkelser og aflysninger, kendes blandt andet fra den kollektive trafik. · Hos DSB er det fastslået i forretningsbetingelserne, at DSB ved forsinkelser på mere end en time afholder passagerens ”rimelige udgifter til videre transport til den station i Danmark, hvortil passageren har billet eller kort.”[6] · Metroen har en såkaldt ”Rejsegaranti”, som indebærer, at Metroen dækker udgifter til taxa op til 200 kr., hvis Metroen er mere end en halv time forsinket.[7] |
For det andet kan der være tale om indirekte symmetri. Indirekte symmetri indebærer, at borgeren på den ene side pålægges betaling ved udeblivelse fra aftaler med den offentlige sektor. På den anden side pålægges de offentlige myndigheder mv. en ”sanktion”, hvis myndighederne aflyser en aftale med borgeren. Denne ”sanktion” kan fx indebære, at de offentlige myndigheder mv. pålægges at opstille klare servicemål samt at offentliggøre status for, om målene nås. Der kan også være tale om, at bevillinger knyttes til servicemålsætninger, således at bevillingerne reduceres, hvis de offentlige myndigheder mv. ikke lever op til de fastsatte målsætninger, eller at de offentlige myndigheder mv. gøres til genstand for incitamentsregulering i form af takststyring.
Boks 2.2. Indirekte sanktioner
|
Princippet om indirekte sanktioner kendes blandt andet fra integrationsområdet, sygehusområdet: · En kommune modtager et resultattilskud fra staten på 20.000 kr., hvis en udlænding inden for den treårige introduktionsperiode består danskprøven på det niveau, der er fastsat som mål i den individuelle kontrakt. Kommunen modtager et resultattilskud på 30.000 kr., hvis en udlænding er kommet i ordinær beskæftigelse inden for den treårige introduktionsperiode.[8] Det betyder, at kommunerne har et økonomisk incitament til at tilbyde den bedst mulige integrationsindsats. · Sygehusene er delvist takststyrede. Det betyder, at bevillingerne blandt andet er knyttet til aktivitetsniveauet på sygehusene. Dette giver sygehusene et incitament til høj produktivitet og optimal ressourceudnyttelse. Anvendelsen af takststyring skal gradvist forøges som følge af regeringens aftale med amterne om amternes økonomi for 2004.[9] |
2.5. Problemstillinger i relation til udmøntning af ordninger med udeblivelsesbetaling
I forbindelse med den konkrete administrative udmøntning af en beslutning om at indføre udeblivelsesbetaling er der en række forhold, der skal overvejes nærmere.
Der kan overordnet skelnes mellem to forskellige måder at indføre udeblivelsesbetaling på. For det første kan indførelse af udeblivelsesbetaling ske ved hjælp af en hjemmel, der giver relevante myndigheder mulighed for at opkræve betaling ved udeblivelser. Dette princip kendes blandt andet fra folkebibliotekerne, hvor kommunerne kan opkræve gebyr, hvis lånetiden på materialer overskrides.[10] For det andet kan udeblivelsesbetaling indføres ved, at relevante myndigheder pålægges en pligt til at opkræve betaling. Dette princip kendes blandt andet fra Statens Bilinspektion, som i henhold til færdselsloven skal opkræve et gebyr på halvdelen af ydelsens pris ved udeblivelser.[11]
Der kan desuden skelnes mellem situationer, hvor udeblivelsesbetaling opkræves første gang, en udeblivelse forekommer, og situationer hvor betaling først opkræves ved gentagne udeblivelser. Hos Statens Bilinspektion opkræves udeblivelsesgebyr både ved første og eventuelt efterfølgende udeblivelser, mens fx fodterapeuter og kiropraktorer først kan opkræve betaling efter ”gentagne” udeblivelser.
Derudover må der tages stilling til, hvor udeblivelsesbetaling konkret skal reguleres. I henhold til statens budgetvejledning og almindelig statslig konteringspraksis skal gebyrer som hovedregel være fastsat i lovgivning. På sundhedsområdet gælder det særlige, at der inden for den primære sundhedssektor indgås overenskomster mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og en række forskellige sundhedsydere. I det tilfælde kan udeblivelsesbetaling fx reguleres via overenskomsterne (se også kapitel 3).
2.5.2. Forvaltningsrettens regler og grundsætninger
Ved overvejelser om indførelse af betaling ved udeblivelse fra aftaler med offentlige myndigheder mv. skal forvaltningsrettens regler inddrages. Det følger af forvaltningslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning. I det omfang det besluttes, at give offentlige myndigheder mv. mulighed for at opkræve betaling ved udeblivelse, vil denne beslutning være en forvaltningakt, der er omfattet af forvaltningslovens regler.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der for offentlige myndigheder i forbindelse med deres afgørelsesvirksomhed gælder et officialprincip, der betyder, at det er myndigheden, som har ansvaret for, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes en saglig afgørelse. Der kan endvidere peges på, at parten i fornødent omfang skal gives aktindsigt, at der med afgørelsen skal følge en individuel begrundelse for sagens udfald, og at afgørelsen blandt andet skal overholde ligheds- og proportionalitetsprincippet. Lighedsprincippet indebærer, at ensartede fakta skal føre til ensartede retsfølger. Proportionalitetsprincippet indebærer, at indgrebet som middel skal stå i et rimeligt forhold til målet.
I forlængelse af forvaltningsrettens regler og grundsætninger skal det overvejes, om der skal være mulighed for at klage over en beslutning om betaling for udeblivelse. Eller med andre ord om der skal være mulighed for administrativ rekurs.
Ved administrativ rekurs forstås en ordning, hvorefter den eller de, der er berørt af en forvaltningsmyndigheds afgørelse – eller ved lov er tillagt en særlig klageadgang – har ret til at klage over denne afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed, som – såfremt visse formelle betingelser er opfyldt – har pligt til at tage stilling til den påklagede afgørelse.
Baggrunden for administrativ rekurs er dels et retssikkerhedsmæssigt hensyn til den, der berøres af afgørelsen og dels en mere generel interesse i at kunne føre kontrol med, at lovgivers direktiver og intentioner føres ud i livet.
Der gælder en generel retssædvane, ifølge hvilken en afgørelse, der er truffet af en myndighed, der står i et underordnelsesforhold til en anden, af borgeren kan påklages til den højere myndighed. Inden for det normale administrative hierarki er der således ikke tvivl om, at afgørelser, der tager sigte på at pålægge borgeren en betaling i forbindelse med en udeblivelse vil kunne påklages.
På andre områder, herunder i forhold til kommunerne og i forhold til private (såfremt der ved lov er sket delegation af afgørelseskompetencen), vil adgangen til administrativ rekurs forudsætte lovhjemmel.
Det skal derfor overvejes dels, om der bør indføres en generel adgang til at påklage afgørelser om betaling i de tilfælde, der ikke er omfattet af den ovenfor nævnte retssædvane, og dels hvilke(n) myndighed(er) denne klage i givet fald skal kunne rettes til.
2.5.4. Afregnings-/opkrævningssystem
I forhold til den konkrete udmøntning af et forslag om at indføre udeblivelsesbetaling skal det overvejes, om der allerede forefindes et afregnings-/opkrævningssystem hos de relevante myndigheder, som kan bruges i forbindelse med opkrævning af udeblivelsesbetaling. Hos Statens Bilinspektion var det således relativt let at indføre udeblivelsesbetaling, fordi der allerede var et system til at opkræve betaling for bilsyn. Opkrævning af betaling ved udeblivelse kunne inkorporeres i dette system. Andre steder findes der ikke et tilsvarende betalingssystem. Det gælder fx på sygehusområdet, hvor behandling som udgangspunkt er gratis for borgeren, og hvor der derfor ikke har været behov for et afregningssystem.
Hvis der ikke i forvejen forefindes et afregningssystem må udgifterne til etablering af et sådant indregnes ved fastsættelsen af betalingens størrelse. Endvidere skal det overvejes, hvor megen ekstraadministration det vil medføre for de pågældende myndigheder (eller repræsentanter for myndigheder) at indføre en betalingsordning.
2.5.5. Fastsættelse af udeblivelsesbetalingens størrelse
Hvis der er ønske om at indføre en udeblivelsesbetaling, bør der tages stilling til, hvor høj en sådan udeblivelsesbetaling skal være. Som udgangspunkt skal betalingen som minimum være så høj, at den dækker omkostningerne ved at administrere betalingsordningen, herunder omkostningerne ved inddrivelse ved manglende betaling. Det er centralt, at en ordning med udeblivelsesbetaling ikke medfører en meromkostning for de offentlige myndigheder mv. Omvendt skal udeblivelsesbetaling heller ikke være en kilde til ekstraindtjening for de offentlige myndigheder mv.
Der kan anvendes to forskellige modeller til fastsættelse af betalingens størrelse. Den ene model indebærer, at betalingen fastsættes, således at indtægterne dækker omkostningerne ved at administrere betalingsordningen. I det tilfælde har ordningen hovedsageligt et adfærdsregulerende sigte. Den anden model indebærer, at betalingen fastsættes således at omkostningerne ved at administrere ordningen dækkes, og at betalingen helt eller delvist dækker et evt. tab, som de offentlige myndigheder mv. måtte have som følge af udeblivelser. I den anden model kan udeblivelsesbetalingen både have et adfærdsregulerende sigte samt et finansieringsmæssigt sigte.
Uanset, hvilken model der vælges, skal gebyret fastsættes således, at det som minimum dækker omkostningerne ved opkrævning og evt. inddrivelse ved manglende betaling. Omkostningerne ved opkrævning er opgjort i en undersøgelse af betalingsformidling i den offentlige sektor foretaget af KPMG for Finansministeriet i oktober 2003.
Der skelnes mellem opkrævningsomkostninger ved betaling via kontanter, betalingskort, checks og manuelle indbetalingskort på den ene side og automatisk/maskinelt håndterede indbetalingskort på den anden side. Den første type opkrævninger kan ske uden større forudgående teknologiske omkostninger men er til gengæld dyrere og mere administrationskrævende at håndtere. Den anden type opkrævninger, automatisk håndterede indbetalingskort, kræver større investeringer i forskellige edb-systemer, men er til gengæld billigere og betydeligt lettere at administrere.
Ved indførelse af udeblivelsesgebyrer på de i denne rapport beskrevne områder vil der ofte ikke forefindes fuldt automatiserede opkrævningssystemer i forvejen. Gebyret må derfor fastsættes således, at omkostningerne ved håndtering af hhv. kontantindbetaling, checkindbetaling og manuelle indbetalingskort dækkes.
Af KPMG’s analyse fremgår, at enhedsomkostningerne ved de forskellige ikke-automatiserede opkrævningstyper er som følger:
· En kontantindbetaling koster gennemsnitligt 48 kr. at håndtere.[12]
· En checkindbetaling koster gennemsnitligt 44 kr. at håndtere.[13]
· Et manuelt indbetalingskort koster i gennemsnit 33 kr. at håndtere.[14]
I disse beløb er indeholdt procesomkostninger (fx omkostninger til modtagelse, kvittering, optælling samt udgifter til kontorarealer, skriveborde mv.) og direkte omkostninger (fx omkostninger til at indløse og deponere kontanter eller checks, omkostninger til produktion, kuvertering og fremsendelse af den fysiske opkrævning).
Omkostninger til eventuelle rykkere skal lægges oveni disse enhedsomkostninger. KPMG vurderer, at en manuel rykker koster kr. 50 at håndtere.[15] I undersøgelsen vurderede KPMG, at statslige ministerier, styrelser og myndigheder samt kommunerne tilsammen udsendte godt 3,3 mio. rykkere i 2002.[16] Sat i forhold til antallet af foretagne indbetalinger, udsendes der rykkere i godt 10 pct. af tilfældene.
2.5.6. Inddrivelsesregler/manglende betaling
I det omfang det på udvalgte områder anbefales, at der indføres betaling for borgernes udeblivelser fra aftaler med offentlige myndigheder mv., skal det overvejes om og i givet fald, hvordan og af hvem disse krav skal kunne inddrives, såfremt den udeblevne ikke betaler.
De nuværende inddrivelsesregler findes spredt i en række forskellige love, ligesom reglernes indhold varierer fra område til område. Generelt skal det dog overvejes hvilke inddrivelsesinstrumenter, der bør kunne tages i anvendelse. Der kan her fx peges på muligheden for at foretage modregning for kravet i eksempelvis overskydende skat og muligheden for at foretage lønindeholdelse mv.
I de konkrete betalingsordninger bør udgifter til inddrivelse finansieres via gebyrer, således at borgere, som ikke har betalt et skyldigt beløb efter gennemførelse af rykkerprocedure, pålægges at betale alle omkostninger til inddrivelse. Denne metode kendes blandt andet fra staten og fra kommunerne, hvor borgere pålægges et yderligere gebyr, såfremt det er nødvendigt for kommunen at tage inddrivelsesinstrumenter i brug.
Det følger af kommissoriet, at arbejdsgruppen skal ”belyse de særlige problemer, en sådan betalingsordning vil kunne medføre for socialt vanskeligt stillede grupper”.
Velfærdssystemet bygger på et grundlæggende princip om, at det er et fælles ansvar at sikre socialt udsatte[17] rimelige levevilkår. I forlængelse af dette må det overvejes, om indførelse af udeblivelsesbetaling på forskellige områder vil ramme socialt udsatte grupper ekstra hårdt. Det kan fx være i tilfælde, hvor det særligt er socialt udsatte grupper, der udebliver. Det er også et forhold, som bør overvejes i forbindelse med fastsættelse af udeblivelsesbetalingens størrelse, hvor en høj betaling kan ramme mennesker med en ringe indkomst ekstra hårdt. Udformningen af eventuelle betalingsordninger bør således tage hensyn til, at hensigten ikke er at ramme socialt udsatte grupper.
Derudover bør forholdet til eksisterende sanktioner overvejes ved forslag om indførelse af udeblivelsesbetaling. En eventuel indførelse af udeblivelsesbetaling skal tage hensyn til princippet om proportionalitet, hvorefter et indgreb som middel skal stå i et rimeligt forhold til målet. I den forbindelse er det relevant at se på, om der allerede eksisterer sanktioner ved udeblivelse på de pågældende områder, og om disse sanktioner på rimelig vis er dækkende i forhold til formålet med at indføre udeblivelsesbetaling.
Endelig skal modeller for indførelse af udeblivelsesbetaling vurderes i forhold til regeringens gebyrpolitik. Som udgangspunkt gælder, at betaling ved udeblivelse i henhold til regeringens gebyrpolitik, jf. notatet ”Principper for gebyrpolitikken”, skal regnes som et gebyr i relation til kontrol- og tilsynsopgaver.
For indførelse af et gebyr til dækning af omkostninger ved en ny kontrol- og tilsynsopgave gælder ifølge Regeringens gebyrpolitik at:
”Der skal - uafhængigt af skattestoppet - udvises forsigtighed med at indføre nye former for brugerbetaling eller hæve brugerbetalingsandelen. Ønsker herom skal forelægges Økonomiudvalget (fsva. det statslige område), som træffer beslutning på baggrund af de konkrete begrundelser. Hvis ønsket om øget brugerbetaling er utilstrækkeligt begrundede, afvises de. [.] Provenuet fra den øgede brugerbetaling skal anvendes til sænkning af skatter eller afgifter. [.] Frit valg er ikke relevant i forhold til kontrol- og tilsynsopgaver, fordi myndighedsudøvelse i form af kontrol, tilsyn mv. i højere grad er begrundet i at kunne regulere og føre tilsyn med erhverv og borgere.”[18]
Indførelse af et gebyr kan således gennemføres i overensstemmelse med principperne i Regeringens gebyrpolitik, forudsat at Økonomiudvalget godkender ordningen, og at et evt. merprovenu ved ordningen som udgangspunkt indgår i puljen til skattenedsættelser.
