3. Sundhedsområdet

3. Sundhedsområdet

Sundhedsområdet består af to sektorer: Den primære sundhedssektor og den sekundære sundhedssektor.

Den primære sundhedssektor består af de praktiserende sundhedspersoner under den offentlige sygesikring samt de kommunale sundhedsordninger, det vil sige hjemmesygeplejen, den kommunale tandpleje og forebyggende sundhedsordninger.

Den sekundære sundhedssektor udgøres af sygehusvæsenet.

Den primære sundhedssektor/sygesikringsområdet

Inden for den primære sundhedssektor er der en lang række praktiserende sundhedspersoner, som leverer forskellige sundhedsydelser, der er omfattet af den offentlige sygesikringsordning. Det drejer sig om alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter og psykologer. 

Alle personer med fast bopæl i Danmark har som udgangspunkt ret til ydelser under den offentlige sygesikring. [19]

Inden for sygesikringsområdet skelnes der mellem ydelser med og uden egenbetaling fra patienternes side. Hos tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter og psykologer[20] betaler patienterne selv en del af ydelsens pris, mens sygesikringen dækker resten. Hos alment praktiserende læger og speciallæger dækkes hele ydelsens pris af sygesikringen, og behandlingen er gratis for patienten. Når sygesikringen dækker helt eller delvist, foregår afregningen direkte mellem sygesikringen og behandleren.

Såfremt en patient udebliver fra en aftalt tid, gives der ikke kompensation til behandleren fra sygesikringen.

Den sekundære sundhedssektor

Behandling inden for sygehusvæsenet er som udgangspunkt gratis for patienten.[21] Der skelnes mellem ambulante behandlinger og planlagte operationer med indlæggelse. Dertil kommer akutte behandlinger, som i sagens natur ikke er interessante i forhold til en udeblivelsesproblematik.

3.1. Sygesikringsområdet: Anvendelse af gebyrer ved udeblivelse på områder med egenbetaling

Der indgår bestemmelser om udeblivelsesbetaling i overenskomsterne mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og:

·  Dansk Kiropraktor Forening

·  Danske Fysioterapeuter

·  Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter

·  Dansk Psykolog Forening

·  Dansk Tandlægeforening

Fælles for udeblivelsesbestemmelserne i overenskomstaftalerne er, at de er af ældre dato.[22] Flere af udeblivelsesbestemmelserne er dog revideret løbende. Ingen af de ovennævnte organisationer har udarbejdet vejledninger til brug for medlemmerne ved anvendelse af udeblivelsesbestemmelser. Der findes således ikke fælles standarder for, hvad der fx udgør en undskyldelig udeblivelse. Endvidere er der ikke foretaget målinger af udeblivelsesbestemmelsernes effekt inden for nogen af faggrupperne, hvorfor nedenstående vurderinger af omfanget af udeblivelser og anvendelsen af gebyrer beror på skøn fra de relevante organisationer.

3.1.1. Kiropraktorer

3.1.1.1. Regelgrundlag

Udeblivelsesbestemmelsen i overenskomsten lyder: ”Afbud fra sikrede skal så vidt muligt meddeles kiropraktoren dagen før den aftalte behandlingsdato. Undlader sikrede gentagne gange at melde afbud senest kl. 9.00 på behandlingsdagen, kan kiropraktoren pålægge sikrede at godtgøre kr. 95 (grundhonorar).”[23]

3.1.1.2. Brugen af udeblivelsesbestemmelsen

Dansk Kiropraktor Forening vurderer, at udeblivelsesbestemmelserne benyttes i meget begrænset omfang. Kiropraktorområdet adskiller sig fra de øvrige private sundhedsområder ved, at lægehenvisning ikke er nødvendig forud for behandling.Patienter kan henvende sig direkte til kiropraktorerne uden foregående lægehenvisning og stadigvæk modtage tilskud fra Sygesikringen.

3.1.2. Fysioterapeuter

3.1.2.1. Regelgrundlag

Udeblivelsesbestemmelsen i overenskomsten lyder: ”Afbud fra patienten skal så vidt muligt meddeles fysioterapeuten dagen før den aftalte behandlingsdato. Undlader sikrede at melde afbud senest kl. 9.00 på behandlingsdagen, kan fysioterapeuten pålægge sikrede at godtgøre kr. 125,00 (ureguleret).”[24] Det er i bemærkningerne til aftaleteksten supplerende anført, at ”[p]arterne er enige om, at undskyldelige udeblivelser/sene afbud ikke kan betinge opkrævning af patientgodtgørelse.”

3.1.2.2. Brugen af udeblivelsesbestemmelsen

Danske Fysioterapeuter anbefaler deres medlemmer at benytte udeblivelsesbestemmelsen, hver gang dette er muligt. Ifølge Danske Fysioterapeuter er problemet med udeblivelser dog ikke stort. Danske Fysioterapeuter har ikke kunnet konstatere et fald i antallet af udeblivelser som følge af udeblivelsesbestemmelsen. Organisationen mener derfor ikke, at udeblivelsesbestemmelsen spiller nogen særlig rolle, som redskab til at reducere antallet af udeblivelser. Udeblivelsesbestemmelsen skal derfor snarere ses som et redskab til ”dækning af tabt indtægt” end som et redskab til at mindske udeblivelsesproblemet.

3.1.3. Fodterapeuter

3.1.3.1. Regelgrundlag

Udeblivelsesbestemmelsen i overenskomsten lyder: ”Afbud fra patienten skal så vidt muligt meddeles fodterapeuten dagen før den aftalte behandlingsdato. Undlader den sikrede gentagne gange at melde afbud, kan fodterapeuten pålægge sikrede at betale et beløb, der svarer til den aftalte behandling, dog maksimalt 125 kr. (ureguleret).”[25]

I forbindelse med den seneste overenskomst blev gebyret for udeblivelse hævet fra 50 kr. til 125 kr. Dette skyldtes ifølge Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter ikke en stigende tendens i antallet af udeblivelser. Ikke desto mindre har fodterapeuterne ønsket forbedrede sanktionsmuligheder.

3.1.3.2. Brugen af udeblivelsesbestemmelsen

Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter vurderer, at der ikke er et stort problem med udeblivelser fra behandling. Derfor bruges udeblivelsesbestemmelsen ifølge Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter kun sjældent. De enkelte fodterapeuter vurderer fra sag til sag, hvorvidt udeblivelsesbestemmelsen skal benyttes.

3.1.4. Psykologer

3.1.4.1. Regelgrundlag

Udeblivelsesbestemmelsen i overenskomsten lyder: ”Afbud fra den sikrede skal så vidt muligt meddeles psykologen dagen før den aftalte behandlingsdato (.) Undlader sikrede uden rimelig grund at melde afbud senest kl. 9.00 på behandlingsdagen, kan psykologen pålægge sikrede at godtgøre et beløb svarende til sikredes egen andel af honoraret.”[26]

Den sikredes egen andel af honoraret udgør 40 pct. Dermed vil udeblivelsesbetalingen ved en førstegangskonsultation være 281,56 kr. 

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i år 2000 blev udeblivelsesbestemmelserne skærpet. Tidligere kunne udeblivelsesbetaling først opkræves, hvis den sikrede gentagne gange undlod at melde afbud. Denne skærpelse var et ønske fra Dansk Psykolog Forenings medlemmer men kan, ifølge Dansk Psykolog Forening, ikke siges at skyldes et stigende problem med udeblivelser.

3.1.4.2. Brugen af udeblivelsesbestemmelsen

Dansk Psykolog Forening vurderer, at udeblivelsesbestemmelsen ofte bruges af foreningens medlemmer. Det præcise omfang er aldrig blevet gjort op, men der eksisterer en almindelig forståelse inden for faget om, at udeblivelsesgebyrer skal opkræves. Dog vurderes det, at brugen afhænger meget af den enkelte psykologs personlige holdning til udeblivelsesgebyrer.

3.1.5. Tandlæger

3.1.5.1. Regelgrundlag

Udeblivelsesbestemmelser i overenskomsten lyder: ”Såfremt en sikret er udeblevet fra behandling hos tandlægen uden senest to timer før gensidig accepteret aftalt tid at have meddelt dette til tandlægens klinik, er sikrede pligtig til at godtgøre tandlægen 174,68 kr. (grundhonorar) pr. udeblivelse.”[27]

Udeblivelsesbestemmelsen blev senest ændret i forbindelse med 1999-aftalen. Dansk Tandlægeforening ønskede en stramning af den oprindelige bestemmelse, hvorefter sanktioner kunne gives efter gentagne udeblivelser.

3.1.5.2. Brugen af udeblivelsesbestemmelsen

Der findes ikke tal på, hvor ofte udeblivelsesbestemmelsen benyttes til at opkræve et udeblivelsesgebyr. Dansk Tandlægeforening vurderer, at sanktionsmulighederne ikke benyttes særligt meget. Dog benyttes de i dag oftere end tidligere. Det er opfattelsen hos Dansk Tandlægeforening, at sank­tionerne har en ”opdragende” effekt og medvirker til at mindske stigningstaksten i antallet af udeblivelser.

Tandlægernes udeblivelsesbestemmelse adskiller sig fra de øvrige udeblivelsesbestemmelser ved, at formuleringen ”gensidigt aftalt tid” bliver benyttet. Således skal patienten aktivt give udtryk for sin accept af den aftalte tid, før en udeblivelse kan blive sanktioneret med et gebyr.[28] Det er altså ikke tilstrækkeligt, at patienten undlader at møde op til en aftale, hvor tandlægen kun har indkaldt via fx et postkort.

Der findes ikke en alment gældende fortolkning af, hvad der udgør ”undskyldeligt afbud”. I stedet vurderer tandlægerne i de enkelte tilfælde, om det er hensigtsmæssigt at opkræve et udeblivelsesgebyr. Eksempelvis venter flere tandlæger til patienten er udeblevet flere gange eller vælger helt at undlade at benytte det, hvis der fx er tale om odontofobi-patienter. [29]

3.1.6. Sammenfatning

Udeblivelsesbestemmelserne finder anvendelse i meget varieret omfang. Blandt fysioterapeuter og psykologer er det almindeligt at benytte gebyrer ved udeblivelser. Blandt kiropraktorer, fodterapeuter og tandlæger er det vurderingen, at udeblivelsesgebyrer ikke anvendes særlig ofte.

Det gælder for alle fem faggrupper, at beslutningen om brug af udeblivelsesgebyrer træffes af den praktiserende sundhedsperson. Ingen af faggrupperne har udarbejdet standarder for, hvad der udgør undskyldelige udeblivelser. Den konkrete vurdering af, om udeblivelsesgebyrer skal benyttes, beror blandt andet på relationen mellem behandler og patient, om behandleren vurderer, at et udeblivelsesgebyr vil have en fremmende eller hæmmende virkning i forhold til et handlingsforløb, og om udeblivelserne har fundet sted gentagne gange.

3.2. Udeblivelser på det øvrige sygesikringsområde

Det øvrige sygesikringsområde kendetegnes ved to hovedgrupper: De alment praktiserende læger og speciallægerne. Ingen af disse to grupper har i dag mulighed for at opkræve gebyrer ved patienters udeblivelse. I det følgende beskrives omfanget af udeblivelser fra aftaler hos henholdsvis de alment praktiserende læger og speciallægerne.

3.2.1. Alment praktiserende læger

Praktiserende Lægers Organisation har på opfordring fra arbejdsgruppen gennemført en spørgeskemaundersøgelse med henblik på at få oplyst en række forhold omkring patienters udeblivelser fra aftaler med alment praktiserende læger.

Undersøgelsens datagrundlag er en repræsentativ stikprøve på 531 praksiser ud af ca. 2.200 almene praksiser, der har en e-mail adresse registreret i organisationens medlemsregister. Undersøgelsen blev foretaget via e-mail, og 285 praksiser besvarede de stillede spørgsmål. Dette giver en svarprocent på 54. Undersøgelsens troværdighed bliver påvirket i negativ retning af, at besvarelserne baseres på skøn, da de praktiserende læger ikke systematisk registrerer udeblivelser.[30]

Undersøgelsen indeholdt ikke spørgsmål om økonomi. Det er derfor ikke muligt for organisationen at oplyse, hvor meget udeblivelserne årligt koster i arbejdstid og økonomi.

3.2.1.1. Udeblivelser

Et gennemsnit af de praktiserende lægers skøn viser, at det samlede antal udeblivelser ligger på 4,5 pct. Undersøgelsen giver ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt variationer i gennemsnitlig udeblivelsesprocent skyldes praksisens geografiske placering eller andre eksterne faktorer.

Udeblivelser opleves, ifølge Praktiserende Lægers Organisation, som et generelt problem, fordi det tager tid fra de andre patienter og øger ventetiden hos den praktiserende læge, såfremt der ikke er overbooket, og en anden patient kan overtage tiden. Praktiserende Lægers Organisation vurderer, at problemet med udeblivelser er størst i forbindelse med længerevarende konsultationer, fordi der her afsættes meget tid til patienten. Dette gælder eksempelvis udfærdigelse af generelle helbredsattester for kommunerne, hvor der ofte sættes en halv til en hel time af.

I dag har lægerne mulighed for at forsøge at ændre patienters adfærd omkring udeblivelse ved telefonisk, skriftlig eller personlig kontakt ved den følgende konsultation. Ca. 1/3 af undersøgelsens respondenter oplyser, at de foretager sådanne særlige tiltag for at nedbringe antallet af udeblivelser.

Eksempler på tiltag til nedbringelse af udeblivelsernes omfang er indførelse af åben konsultation, at lægen påtaler en udeblivelse over for patienten ved næste konsultation og at patienten kontaktes telefonisk eller ved brev ved udeblivelse.

Endelig kan den praktiserende læge, såfremt en patient udebliver gentagne gange, anmode patienten om at skifte læge. Der forefindes intet materiale, der beskriver, hvor ofte dette sker.

Praktiserende læger har, modsat eksempelvis speciallæger, akutpatienter og andre ventende patienter, de kan tage i konsultation i stedet for den udeblevne. Det må derfor som udgangspunkt antages, at de negative konsekvenser som følge af udeblivelser hos de praktiserende læger er mindre end hos eksempelvis speciallæger. Den praktiserende læge vil i mindre grad være udsat for ventetid i forbindelse med udeblivelser.

63 pct. af respondenterne svarede bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt der er særlige grupper, der udebliver oftere end andre. Besvarelserne peger på, at det særligt er socialt svage grupper (misbrugere), der udebliver. Derudover fremhæves også, at unge og indvandrere udebliver oftere end andre.

3.2.1.2. Aflysninger

Undersøgelsen viser, at respondenterne i gennemsnit havde aflyst 27 patienter inden for det sidste år. [31] Dette tal skal sammenholdes med, at hver praktiserende læge i år 2003 havde et gennemsnit på 4.771 konsultationer årligt. Sættes de to tal i forhold til hinanden, fremgår det, at de praktiserende læger har en aflysningsprocent på ca. 0,6 pct.

Udover aflysninger er det arbejdsgruppens opfattelse, at der inden for de praktiserende lægers område forholdsvist hyppigt forekommer forsinkelser og ventetid for patienterne. Dette betragtes imidlertid ikke som deciderede aflysninger, medmindre lægen reelt er nødsaget til at aflyse. Skønsmæssigt kan det være svært at vurdere, hvornår en forsinkelse antager et sådant omfang, at der reelt er tale om en aflysning.

Praktiserende Lægers Organisation oplyser, at aflysninger fra lægens side typisk forekommer i forbindelse med lægens egen sygdom, akut tilkald til andre patienter eller behov for lægens deltagelse i andre uopsættelige aktiviteter. I forbindelse med aflysningen aftaler lægen en ny tid med patienten.

3.2.2. Praktiserende speciallæger

Arbejdsgruppen har i samarbejde med Foreningen af Speciallæger foretaget en spørgeskemaundersøgelse af omfanget af udeblivelser fra aftaler hos privatpraktiserende speciallæger. Spørgeskemaet blev sendt til i alt 840 speciallæger, hvoraf 314 besvarede spørgeskemaet. Dette giver en svarprocent på 37.

Da de praktiserende speciallæger ikke systematisk registrerer antallet af udeblivelser, er tilbagemeldingerne baseret på skøn. At indrapporteringen hviler på et skøn, frem for registreringer, påvirker troværdigheden af det indrapporterede materiale i negativ retning. Samtidig er en svarprocent på 37 lavt i denne type undersøgelser.

3.2.2.1. Udeblivelser

Et gennemsnit af de praktiserende speciallægers skøn viser, at den samlede udeblivelsesprocent ligger omkring 7,5 pct. Generelt er der ikke den store forskel i udeblivelsesprocenterne på tværs af specialer. Det vurderes dog, at de største udeblivelsesprocenter findes inden for pædiatri, psykiatri og børnepsykiatri. Derimod er udeblivelsesprocenterne inden for anæstesiologi, intern medicin og kirurgi relativt lavere.

Samlet set vurderer speciallægerne, at udeblivelserne i snit koster 10 arbejdsdage per år.

Over halvdelen af de praktiserende speciallæger, der har besvaret spørgeskemaet, vurderer, at der er en særlig gruppe af borgere, som udebliver oftere end andre. Speciallægerne peger på, at det hovedsageligt er indvandrere og borgere under 30 år, der befinder sig i denne gruppe.

To-tredjedele af de praktiserende speciallæger fortæller, at de ikke har iværksat tiltag for at nedbringe antallet af udeblivelser. 10 pct. udsender enten en ekstra, skriftlig indkaldelse få dage før besøget, eller ringer patienterne op kort før besøget. Ca. 25 pct. har iværksat andre former for tiltag.

3.2.2.2. Aflysninger

Den samlede aflysningsprocent ligger på 1,3 pct. Det noteres, at disse aflysningsprocenter svinger meget fra speciale til speciale og fra praksis til praksis.

Det er primært egen sygdom samt sygdom blandt personalet, der nævnes som årsagerne bag de praktiserende speciallægers aflysninger. Helt særligt nævnes strømsvigtet den 23. september 2003 som en årsag til aflysninger.

3.3. Udeblivelser på sygehusområdet

Arbejdsgruppen iværksatte i oktober 2003, med hjælp fra Amtsrådsforeningen og H:S, en spørgeskemaundersøgelse af omfanget af udeblivelser og aflysninger på landets sygehuse. Undersøgelsen blev udført for såvel ambulatoriebehandlinger som planlagte operationer med indlæggelse og blev opgjort inden for de enkelte specialer.

10 ud af 14 amter besvarede arbejdsgruppens spørgsmål. Det har vist sig, at deciderede registreringer af problematikken ofte mangler. Således har flere amter/afdelinger besvaret arbejdsgruppens spørgsmål ved skøn. [32] Når der i det følgende opstilles tabeller, er tallene i disse imidlertid baseret på registreringer. [33]

At forholdsvist få amter/afdelinger har gennemført registreringer forringer kvaliteten af undersøgelsen. Således har det i flere tilfælde været vanskeligt at gennemføre sammenligninger af registreret materiale. Det skal dog understreges, at undersøgelsens registrerede tal understøttes af vurderingerne fra de amter/afdelinger, hvor der ikke har været foretaget en registrering.

Det har ikke været muligt at klarlægge de økonomiske omkostninger ved udeblivelser for sygehusene. Dette skyldes blandt andet, at de økonomiske omkostninger afhænger af, hvor gode de enkelte afdelinger er til at udnytte tiden effektivt med andre patienter eller varetagelse af andre relevante opgaver.

3.3.1. Ambulatorier

Undersøgelsen har vist, at patienterne udebliver fra ca. 3-4 pct. af aftalerne med ambulatorierne. Tabel 3.1. viser en oversigt over udeblivelsesprocenterne på forskellige specialer i forskellige amter.

Tabel 3.1. Udeblivelser fra ambulatorieaftaler, fordelt på amter og specialer

Medicinsk område/Amt Tal i pct.	HS	Frb. Amt	Fyns Amt	Roskilde Amt	Ringkøbing Amt	Vejle Amt
Gynækologi/obstetrik	1,9	3,9	6,7	0,7	1,5	4,7
Medicin	5,6	4,3	3,3	4,6	3,2	3,3
Neurologi	5,0	6,6	-	8,8	3,6	-
Ortopædi	4,5	3,2	5,0	-	1,5	4,0
Reumatologi	3,4	2,3	-	13,6	-	-
Røntgen	0,4	-	-	12,6	-	-
Øre, Næse, Hals	4,4	7,6	0,1	5,7	1,4	-
Øjenklinikken	3,0	2,3		2,9	1,0	-
Samlet	4,0	3,8	4,0	4,6[34]	2,2	2,95[35]

Kilde: Undersøgelse foretaget af Finansministeriet, oktober 2003.

Som det også fremgår af tabellen, forholder det sig ikke entydigt således, at nogle specialer er mere ramt af udeblivelser end andre. Derimod er der udsving både mellem de forskellige specialer og mellem de forskellige amter. I nogle amter er udeblivelsesprocenterne særligt høje inden for det gynækologiske område, i andre amter findes de største udeblivelsesproblemer inden for øre-, næse-, og halsspecialet. Det kan heller ikke konkluderes, at det er bestemte geografiske områder, der har særlige problemer med høje udeblivelsesprocenter.

Den samlede udeblivelsesprocent for ambulatorieaftaler synes dog at holde sig rimelig konstant på ca. 3-4 pct. Dog er Ringkøbing Amt med en samlet udeblivelsesprocent på 2,2 pct. en undtagelse.

3.3.1.1. Aflysninger fra ambulatoriernes side

Få amter har registreret omfanget af aflysninger fra ambulatoriernes side. To af de registrerende amter - Bornholms Regionskommune og Vejle Amt – ligger med en forholdsvis lav aflysningsprocent på hhv. 0,6 pct. og 1,6 pct. Roskilde Amt skiller sig ud med en aflysningsprocent på 3.5 pct. Denne noget højere aflysningsprocent kan skyldes, at tallene fra Roskilde Amt inkluderer ændringer af aftaler, foretaget op til 31 dage før den dag,  aftalen er fastsat til. Roskilde Amt pointerer således, at der kun i sjældne tilfælde sker aflysninger fra sygehusets side i sidste øjeblik.[36] Det virker derfor sandsynligt, at den reelle aflysningsprocent for Roskilde Amt er noget lavere.

Selvom talmaterialet vedrørende ambulatoriernes egne aflysninger er begrænset, så tyder det på baggrund af det foreliggende materiale på, at aflysninger fra ambulatoriernes side er yderst sjældent forekommende.

Ambulatoriernes aflysninger skyldes oftest personalemæssige årsager (såsom sygdom) og akutte patienter. Flere amter peger også på, at tekniske nedbrud bærer en del af skylden for sygehusenes aflysninger, ligesom patientens (forværrede) tilstand kan være afgørende for, om sygehusene vælger at afvikle den planlagte ambulatoriebehandling -  en del behandlinger aflyses som følge af, at patientens tilstand er blevet forværret i en sådan grad, at den planlagte behandling ikke kan gennemføres. Halvdelen af de planlagte ambulatoriebehandlinger, der ikke blev gennemført i Bornholms Regionskommune i registreringsperioden, skyldtes, at patienten havde en anden sygdom, der blev vurderet vigtigere end den sygdom, som havde ført til den planlagte behandling.

3.3.2. Psykiatriske ambulatorier

De registrerede indrapporteringer har vist, at der inden for de voksenpsykiatriske ambulatorier observeres særligt høje udeblivelsesprocenter.

Det har ikke været muligt at finde bredt dækkende tal for udeblivelser på psykiatriområdet. De tilgængelige tal tyder på, at omfanget af udeblivelser på det psykiatriske område er ca. dobbelt så stort som omfanget af udeblivelser inden for de ikke-psykiatriske sygdomme. Registreringer fra Århus Amt og Hovedstadens Sygehusfællesskab viser samlede udeblivelsesprocenter fra de psykiatriske ambulatorier på henholdsvis 8,2 pct. og 8,0 pct.

Udeblivelsesprocenterne varierer meget over tid og mellem de forskellige afdelinger. I juni 2003 udeblev 6,1 pct. af de ambulante psykiatripatienter på Holbæk Sygehus, i august 2003 var det tilsvarende tal 13,8 pct. Inden for Vejle Amt er der imellem afdelingerne store forskelle i udeblivelsesprocenterne. På Kolding Sygehus er udeblivelsesprocenten for ambulante psykiatripatienter tre gange så stor, som den tilsvarende udeblivelsesprocent på den næstmest ramte afdeling. Samme udsving i udeblivelsesprocent kan observeres inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor de hårdest ramte psykiatriambulatorier har udeblivelsesprocenter på 11-13 pct., mens de mindst ramte psykiatriambulatorier har udeblivelsesprocenter på omkring 2 pct.

Ud fra et forsigtigt skøn kan der dog samlet peges på, at udeblivelserne inden for psykiatrien ligger på omkring 8 pct.

3.3.3. Planlagte operationer med indlæggelse

3.3.3.1. Udeblivelser fra planlagte operationer med indlæggelse

Undersøgelsen har vist, at udeblivelsesprocenten for planlagte operationer med indlæggelse er meget lav. Undersøgelsen har vist, at udeblivelsesprocenten i Fyns Amt[37] ligger på 1,5. I Århus Amt er der tale om 0,7 pct., inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab er udeblivelsesprocenten på 0,5, og i Vejle Amt er tallet nede på 0,04 pct. Opgørelserne tyder således på en lav ude­blivelsesprocent. Tendensen går igen, når man ser på tallene for de enkelte specialer.

Tabel 3.2. Udeblivelser fra udvalgte planlagte operationer[38]

Speciale/Amt	Frederiksborg		Fyns		Vejle
Tal i pct.	Amt		Amt		Amt
Gynækologi/obstetrik	0,2		0		0
Organkirurgi	0,2		2,1		0,09
Ortopædkirurgi	0		1,3		0,02
Undersøgelse foretaget af Finansministeriet, oktober 2003.

Som tabel 3.2. viser, er udeblivelsesprocenterne generelt meget lave. Registreringen af en udeblivelsesprocent på 2,1 for organkirurgi i Fyns Amt er undersøgelsens højeste indrapportering.

Tabellen viser også, som det ligeledes gjorde sig gældende for udeblivelserne fra ambulatorieaftalerne, at udeblivelsesprocenten varierer mellem de forskellige specialer og de forskellige amter. Der kan ikke findes en entydig sammenhæng mellem disse faktorer.

3.3.3.2. Aflysninger fra sygehusenes side

Det indsamlede materiale viser, at sygehusene meget sjældent aflyser planlagte operationer med indlæggelse. Hvis der ses bort fra Bornholm Regionkommune, der har den højeste aflysningsprocent blandt undersøgelsens respondenter, og Hovedstadens Sygehusfællesskab, ligger andelen af aflyste operationer med en betydelig usikkerhed på omkring 1 pct. af de planlagte ope­rationer.

Tabel 3.3. Aflysningsprocenter fra sygehusenes side

	Frederiksborg	Fyns	Vejle	Bornholms	H:S
Tal i pct.	Amt	Amt	Amt	Regionsk.
Aflysninger fra
sygehusets side	0,4	1,2	0,8	3,34	2,43
Kilde: Undersøgelse foretaget af Finansministeriet, oktober 2003.

Når der i denne sammenhæng ses bort fra Bornholm Regionskommune, som har en særlig høj aflysningsprocent, skyldes det, at Centralsygehuset ikke har et akutleje. Da der ikke findes en afdeling, til at tage sig af de akutte patienter, vil enhver akut patient, der ankommer i det tidsrum, hvor der normalt planlægges operationer, resultere i en aflysning af en planlagt operation.

Sygehusenes aflysninger af planlagte operationer skyldes hovedsageligt to forhold, personalemæssige forhold (såsom sygdom blandt personalet) og indtag af akutte patienter.[39]

3.3.4. Initiativer til reduktion af udeblivelsernes omfang

En rundspørge til amterne viser, at der er meget varierende praksis i forhold til at begrænse antallet af udeblivelser. Det er typisk op til de enkelte afdelinger at tage selvstændige initiativer til at nedbringe antallet af udeblivelser.

Der er to initiativer, som benyttes i meget stort omfang. For det første forsøges det så vidt muligt at planlægge aftalerne efter patienternes ønsker. For det andet indeholder næsten alle indkaldelsesskrivelser en opfordring til patienterne om at melde afbud, såfremt den tilbudte tid ikke ønskes udnyttet.

Nogle afdelinger mener, at det bedste instrument til at nedbringe udeblivelsesprocenten er at udsende ekstra ”huskebreve” kort før den aftalte tid. To afdelinger arbejder i øjeblikket med konkrete projekter, hvis formål er at mindske udeblivelsesprocenten gennem en yderligere påmindelse af patienten. Det drejer sig om børneafdelingen på Kolding Sygehus og Vestsjællands Amts Diagnostiske center.

Boks 3.1. ”Huskebrevsforsøg” på Kolding Sygehus

Børneafdelingen på Kolding Sygehus har netop gennemført et projekt, hvor man sendte et ”huskebrev” ud til patienter, der skulle besøge afdelingen i lige uger, og ikke til patienter der skulle besøge afdelingen i ulige uger. Det endelige resultat af analysen foreligger endnu ikke, men foreløbige resultater peger på, at omfanget af udeblivelser er faldet for den gruppe, der har modtaget huskebrevet.

Kilde:Undersøgelse foretaget af Finansministeriet, oktober 2003.

Vestsjællands Amts Diagnostiske center har nedsat en arbejdsgruppe, der i øjeblikket overvejer, om de skal indføre et varslingssystem, der er udviklet og anvendt i Norge. Det norske varslingssystem har vist sig effektivt til at mindske udeblivelsesproblemerne.

Boks 3.2. Norsk system til automatisk varsling af patienter

Det norske firma eScienza har udviklet et edb-system, der automatisk varsler patienterne kort før den aftalte tid via SMS, e-mail eller telefon. Syghuset kan selv bestemme, hvor lang tid i forvejen det ønsker at varsle patienterne. Indbygget i eScienzas system er, at patienterne skal bekræfte deres aftale. Hvis patienten hverken svarer be- eller afkræftende på henvendelsen, vil edb-systemet automatisk foretage nye forsøg på at opnå kontakt. På ryg- og nakkeambulatoriet ved Haukeland Universitetssykehys er udeblivelsesprocenten faldet fra 14 pct. til 1 pct. efter, at varslingssystemet blev taget i brug.

Kilde:Artikel af Jacob Moe i Ugeskrift for læger, den 15. september 2003.

For at mindske de problemer, der følger af udeblivelserne, men ikke for at mindske udeblivelsernes omfang i sig selv, benytter flere afdelinger sig af såkaldte ”stjernelister”. Ideen bag stjernelisterne er, at der løbende ajourføres en liste over patienter, der har givet udtryk for, at de har mulighed for at blive tilkaldt med meget kort varsel. En enkelt afdeling har endvidere tilkendegivet, at de konsekvent overbooker. I disse to tilfælde har afdelingerne prøvet at mindske konsekvenserne af udeblivelserne uden at prøve at løse udeblivelsesproblemet i sig selv.

3.3.4.1. Sanktioner ved udeblivelser

Der anvendes også i et vist omfang sanktioner for at imødegå problemet med udeblivelser. Eksempelvis er der flere afdelinger, som afslutter behandlingen af patienten efter den anden udeblivelse. Afslutningen af behandlingen indebærer, at afdelingen returnerer henvisningen til den henvisende instans (fx den praktiserende læge), og patienten er derfor nødt til igen at henvende sig til sin praktiserende læge for at få en ny henvisning.

Boks 3.3. Sanktionsforsøg i Frederiksborg Amt

På øre-, næse-, og halsafdelingen i Frederiksborg Amt startede den 1. oktober 2003 et forsøg, hvor et behandlingsforløb registreres som afsluttet allerede efter første udeblivelse fra undersøgelse og behandling. Tidligere kunne patienterne udeblive to gange, før det fik konsekvenser, men nu skal de allerede efter én udeblivelse have en ny henvisning fra lægen. Det betyder med andre ord, at de bliver placeret bagerst på ventelisten. Samtidig ændres indkaldelsesbrevene, således at det klart fremgår, hvilke konsekvenser en eventuel udeblivelse vil få. Forsøget forventes foreløbigt at gælde 6 måneder, hvorefter spørgsmålet vil blive behandlet på et sundhedsudvalgsmøde i foråret 2004.

Kilde: Undersøgelse foretaget af Finansministeriet, oktober 2003.

Afslutningsvis skal det nævnes, at flere afdelinger har givet udtryk for, at de ikke har foretaget sig noget for at mindske antallet af udeblivelser, da de finder, at udeblivelserne ligger på et acceptabelt niveau.

3.3.5. Særlige forhold

Foruden omfanget af udeblivelser søgte undersøgelsen også at belyse, om der er et mønster i, hvem der udebliver, herunder om socialt svage grupper har en højere udeblivelsesfrekvens end andre. Da sygehusene ikke foretager en registrering af patienters sociale status, har sygehusene imidlertid alene givet en kvalitativ vurdering af, hvem der udebliver.

De indkomne besvarelser tyder ikke på, at der er en klar sammenhæng mellem social status og udeblivelsesfrekvens. De fleste besvarelser peger således på, at der ikke i væsentligt omfang er bestemte socialgrupper, der udebliver mere end andre. Nogle få afdelinger peger dog på, at der er en svag overrepræsentation af ressourcesvage personer og indvandrere blandt de udeblevne. Et enkelt amt angiver endelig, at der er en tendens til at yngre erhvervsaktive udebliver lidt oftere end andre. Det er dog værd at bemærke, at disse vurderinger alene baserer sig på skøn, hvorfor der kan være sammenhænge, som ikke kommer til udtryk i denne undersøgelse.

Til gengæld tyder det på, at der en sammenhæng mellem, hvor alvorlig lidelsen er og udeblivelsernes omfang. Der synes således at være en tendens til flere udeblivelser ved behandling af mindre alvorlige lidelser. I forlængelse af dette er der også flere udeblivelser ved ambulante behandlinger, end der er ved operationer med indlæggelse.

De psykiatriske lidelser skiller sig ud. En afdelingsleder på Odense Universitetshospital fremhæver, ”at man skal være forsigtig med at sammenligne udeblivelser fra en psykiatrisk afdeling med udeblivelser inden for ikke-psykiatriske sygdomme. En udeblivelse bliver hos psykiatrien ofte taget som et varsel i retning af, at patienten er blevet dårligere, dvs. at der er en dårlig compliance til behandlingen.”[40]

Personale på Middelfart og Svendborg psykiatriske ambulatorier gør opmærksom på, ”at der med psykiatripatienterne [er] tale om en meget sårbar patientgruppe, som det kan være vanskeligt at motivere til en fortsat ambulant kontrol, særligt hvis patienten bliver mødt med sanktioner ved udeblivelse.”[41]

3.3.6. Sammenfatning

Der skelnes mellem udeblivelser fra ambulatorier og udeblivelser fra planlagte operationer med indlæggelse. Udeblivelsesprocenten på ambulatorier ligger på omkring 3-4 pct. Der er dog ganske stor variation mellem de forskellige specialer og geografiske områder. Der er imidlertid ikke et entydigt mønster i denne variation.

Aflysninger fra ambulatoriernes side er sjældent forekommende. Eventuelle aflysninger skyldes primært sygdom hos personalet eller indtag af akutte patienter.

Udeblivelser fra planlagte operationer er uhyre sjældent forekommende, og andelen af udeblivelser kan med betydelig usikkerhed fastsættes til omkring 1 pct. Andelen af aflysninger af planlagte operationer fra sygehusenes side ligger i samme størrelsesorden og skyldes primært sygdom hos personalet og indtag af akutte patienter.

Overordnet set tyder det ikke på, at der er en entydig sammenhæng mellem social status og udeblivelsesmønstre. Der er således ikke en klar tendens til, at socialt svage grupper udebliver mere end andre.

Der synes at være en tendens til flere udeblivelser ved behandling af mindre alvorlige lidelser. I forlængelse af dette er der også flere udeblivelser ved ambulante behandlinger, end der er ved operationer med indlæggelse.