5. Retsområdet

5. Retsområdet

I det følgende belyses udeblivelsesproblematikken på retsområdet. Der indledes med en kort beskrivelse af domstolenes organisation. Herefter beskrives dels de allerede eksisterende udeblivelsessanktioner, der er hjemlet i retsplejeloven, og dels omfanget af udeblivelserne på om­rådet inden for henholdsvis den civile retspleje, strafferetsplejen og udeblivelse fra afsoning ved Kriminalforsorgens institutioner.

5.1. Beskrivelse af domstolenes organisation

Højesteret, landsretterne, Sø- og Handelsretten og byretterne benævnes de almindelige domstole. Disse domstole behandler hhv. civile sager og straffesager.

Ved en civil sag forstås en sag, der anlægges – normalt ved byretten som 1. instans – for at få afgjort et mellemværende mellem 2 eller flere parter. Som eksempler på en civil sag kan nævnes mangler ved køb af såvel løsøre som fast ejendom, ægteskabssager mv.

Byretterne behandler ligeledes skiftesager, foged- og auktionssager, ligesom tinglysning af dokumenter foregår ved byretterne.

En straffesag foreligger, når retten skal tage stilling til, om en person skal straffes for en overtrædelse af loven. Afhængig af forbrydelsens karak­ter og sagens omstændigheder i øvrigt kan en straffesag starte ved både byretten og landsretten.

5.2. Konsekvenser af udeblivelse inden for den civile retspleje

5.2.1. Konsekvenser samt omfanget af udeblivelser

Ved domstolenes behandling af civile sager sondres der mellem to faser: en forberedelsesfase og en fase, hvor sagen domsforhandles og optages til dom. Udeblivelsesbegrebet kan endvidere anvendes både om den situation, hvor der sker fysisk (personel) udeblivelse, eller hvor den ene part undlader at fremlægge et processkrift (dokumentudeblivelse).

Forberedelsesfasen[45] starter, når en – fysisk eller juridisk – person (sagsøgeren) anlægger sag mod en eller flere andre personer (sagsøgte). Sagsøger betaler ved sagens anlæg en retsafgift, hvis størrelse afhænger af sagens værdi, jf. retsplejelovens (rpl.) § 228, stk. 1.

Retten forkynder herefter sagen for de(n) sagsøgte, jf. rpl. § 350, stk. 1. Ved skriftlig forberedelse får den eller de sagsøgte herefter en frist til at indlevere et svarskrift. Hvis sagsøgte ikke inden udløbet af den angivne frist fremsender sit svarskrift til retten, vil der som regel blive afsagt en udeblivelsesdom, da den pågældendes tavshed vil blive taget som udtryk for, at vedkommende erkender sagsøgerens krav.

I stedet for at pålægge sagsøgte at afgive et svarskrift, kan retten ligeledes vælge at indkalde den pågældende til et forberedende retsmøde, jf. rpl. § 351, stk. 1. Hvis sagsøgte ude­bliver fra dette møde, vil der normalt – ligesom ovenfor – blive afsagt en udeblivelsesdom. Sagsøgeren vil udover at få dom i overensstem­melse med sin påstand tillige få betalt de omkostninger, der har været forbundet med sagen (sagsomkostninger).

Hvis det omvendt er sagsøgeren, der udebliver fra et forberedende retsmøde, vil sagen blive afvist, jf. rpl. § 354, stk. 1. Herudover vil sagsøgte kunne få dækket sine omkostninger ved sagen.

Den, der er blevet dømt som udebleven, kan kræve sagen genoptaget, hvis retten skriftligt anmodes herom inden 4 uger fra dommens afsigelse. Retten kan dog stille som betingelse, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, vedkommende blev pålagt at betale ved udeblivelsesdommen, jf. rpl. § 367, stk. 1.

Udebliver en part fra et møde, hvor domsforhandlingen skal finde sted, har det samme retsvirkning, som ovenfor beskrevet. Også i dette tilfælde træffer retten afgørelse om sagsomkostninger.

Som det fremgår af tabel 5.1. afgøres ca. 65 pct. af samtlige civile sager ved, at retten afsiger en udeblivelsesdom.

Tabel 5.1. Udeblivelser fra retssager

	2001		2002		2003
	Antal	Pct.	Antal	Pct.	Antal	Pct.
Antal sager	129.220	100	126.463	100	121.460	100
Udeblivelsesdomme	84.296	65,2	82.047	64,9	78.554	64,7
Kendelser om afvisning	4.592	3,6	4.708	3,7	4.522	3,7
Kilde: Notat om udeblivelser på domstolsområdet, Domstolsstyrelsen 2003.

Det skal for en god ordens skyld anføres, at en udeblivelsesdom har sam­me retsvirkning som andre domme, herunder at den kan bruges til med fogedens hjælp (fogedsager) at inddrive et eventuelt pengekrav hos den udeblevne (dom­fældte).

Hvis skyldneren udebliver fra et møde i fogedretten, hvortil vedkommende er indkaldt, vil fogedretten sædvanligvis tilkendegive, at den pågældende kan blive taget i forvaring af politiet med henblik på senere fremstilling. Den endelige afgørelse af, om der konkret skal foretages en politifremstilling, foretages af kreditor. En alternativ mulighed er, at der gennemføres en udkørende fogedforretning, hvor det på skyldnerens adresse undersøges, om vedkommende ejer aktiver, der kan gøres udlæg i.

Det skal endelig anføres, at der ikke på baggrund af de foreliggende statistikker kan oplyses noget sikkert om et særligt mønster i udeblivelserne, herunder om bestemte personer eller socialgrupper udebliver oftere end andre. Det er dog vurderingen, at ressourcesvage borgere udebliver oftere end andre.

5.2.2. Økonomiske konsekvenser af udeblivelser inden for den civile retspleje

Som det fremgår, er der allerede ved udformningen af retsplejeloven i vidt omfang taget højde for, at der i en række sager vil forekomme udeblivelser. De enkelte dom­stole tager endvidere højde herfor i tilrettelæggelsen af arbejdet.

Domstolsstyrelsen har således oplyst, at sagerne behandles efter en fast procedure. Hvis ikke sagsøgte – såfremt der anvendes skriftlig forberedelse - svarer inden for den ved forkyndelsen af stævningen fastsatte frist, forelægges sagen for en dommer eller dommerfuldmægtig, der vurderer om betingelserne for at afsige udeblivelsesdom er opfyldt. Hvis dette er tilfældet, afsiges der udeblivelsesdom, hvorefter sagen er afsluttet.

Hvor der ikke sker skriftlig forberedelse, afholdes der som nævnt et forberedende retsmøde. Disse møder afholdes normalt én bestemt dag om ug­en, er forholdsvis kortvarige, ligesom der oftest behandles et meget stort antal sager. I de tilfælde, hvor sagsøgte ikke møder, afsiges der normalt ude­blivelsesdom. I de sager, hvor sagsøgte møder og erkender kravet, afsiges der erkendelsesdom. I de sager, hvor sagsøgte møder og bestrider kravet, overgår sagen til videre forberedelse.

Den her skitserede arbejdstilrettelæggelse er således udtryk for et ønske om at anvende begrænsede ressourcer på de enkelte sager, indtil det er afklaret, om der foreligger en reel tvist.

Domstolsstyrelsen har ikke fundet at kunne vurdere de økonomiske konsekvenser, såfremt den ene part udebliver fra selve domsforhandlingen. Det er dog oplyst, at den dommer, der skulle have behandlet sagen, i stedet vil kunne bruge den afsatte tid på at løse andre opgaver. Den part, der møder, vil, som det fremgår, normalt vinde sagen og i den forbindelse blive tillagt sagsomkostninger. Denne part lider således principielt ikke noget tab i forbindelse med udeblivelsen.

5.3. Konsekvenser af udeblivelser inden for strafferetsplejen

5.3.1. Konsekvenser samt omfanget af udeblivelser

Inden for strafferetsplejen sondres der hovedsageligt mellem tilståelsessager, domsmandssager og sager uden domsmænd. Fælles for disse sager er, at de udelukkende behandles efter begæring fra anklagemyndigheden. En straffesag starter derfor normalt med, at anklagemyndigheden rejser tiltale, jf. rpl. § 718.

En straffesag kan ikke behandles som en tilståelsessag, hvis den sigtede udebliver fra det retsmøde, hvor sagen skulle behandles. I dette tilfælde afsluttes sagen (foreløbigt) ved retten, og anklagemyndigheden må i stedet overveje, om der skal rejses tiltale enten som domsmandssag eller en sag uden domsmænd. Afgørelsen heraf vil bero på, om anklagemyndigheden vælger at nedlægge påstand om højere straf end bøde, jf. rpl. § 686, stk. 2.

Hvis tiltalte – i forbindelse med en domsmandssag – udebliver fra domsforhandlingen og ikke – eventuelt med politiets hjælp – kan bringes til stede, er udgangspunktet, at sagen udsættes. Retten kan dog – af procesbesparende grunde, og såfremt hensynet til den tiltalte ikke taler afgørende imod – beslutte, at der skal ske afhøring af vidner, der er mødt. Det er dog under alle omstændigheder et krav, at tiltaltes forsvarer er mødt.

Herudover kan retten i mindre sager – hvis retten ikke finder, at til­taltes tilstedeværelse er nødvendig - eventuelt gennemføre og optage  sagen til dom, selvom tiltalte ikke er mødt. Dette gælder fx, når ved­kom­mende ikke idømmes en højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning. En tiltalt, der er dømt som udebleven kan be­gære sagen genoptaget til ny domsforhandling, jf. rpl. § 847, stk. 3, nr. 4.

I sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden sende et såkaldt bødeforlæg til den sig­tede. Hvis vedkommende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og er villig til at betale bøden inden for en nærmere fastsat frist, kan sagen afgøres uden afholdelse af retsmøde. Såfremt den sigtede derimod ikke vedtager bøden, må anklagemyndigheden normalt fortsætte sagen som en sag uden domsmænd.

Det betyder konkret, at anklagemyndigheden sender et anklageskrift til retten. Der fastsættes herefter et tidspunkt, hvor sagen skal behandles i retten. Dette tidspunkt forkyndes for den tiltalte. Hvis vedkommende herefter – uden lovligt forfald – udebliver fra retsmødet eller nægter at afgive forklaring, kan retten, da der ikke er tale om højere straf end bøde, og hvis omstændighederne ikke taler imod, anse udeblivelsen som en tilståelse og afsige udeblivelsesdom med den virkning, at sagen afgøres uden bevisførelse, jf. rpl. § 934, stk. 1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) art. 6, stk. 1, der giver alle ret til en retfærdig rettergang, tillade at der kan fældes dom trods tiltaltes udeblivelse. I Menneskerettighedsdomstolens praksis er der imidlertid blevet lagt stor vægt på, at den tiltalte enten er blevet gjort bekendt med afholdelsen af domsforhandlingen, eller at myndighederne har foretaget alle rimelige bestræbelser på at komme i kontakt med den pågældende.[46] Der er i litteraturen enighed om, at Danmark med reglerne i  retsplejeloven opfylder sin forpligtelser i henhold til EMRK.[47]

Som det fremgår af tabel 5.2., afsiges der et betydeligt antal udeblivelsesdomme i forbindelse med straffesager uden deltagelse af domsmænd. Det drejer sig således om ca. 40 pct. af sagerne. Det fremgår endvidere, at det kun er i helt særegne tilfælde, at der er adgang til – og retterne benytter sig af muligheden for – at afsige udeblivelsesdom i domsmandssager.

Tabel 5.2. Udeblivelser fra straffesager

	2001		2002		2003
	Antal	Pct.	Antal	Pct.	Antal	Pct.
Sager uden domsmænd	70.549	100	68.178	100	69.838	100
Udeblivelsesdomme	27.401	38,8	27.590	40,5	28.822	41,3
Domsmandssager	12.325	100	13.127	100	13.932	100
Udeblivelsesdomme	2	0	1	0	1	0
Kilde: Notat om udeblivelser på domstolsområdet, Domstolsstyrelsen 2003.

Det skal endelig anføres, at der ikke på baggrund af de foreliggende statistikker kan oplyses noget sikkert om et særligt mønster i udeblivelserne, herunder om bestemte personer eller socialgrupper udebliver oftere end andre. Det er dog vurderingen, at ressourcesvage borgere udebliver oftere end andre.

5.3.2. Økonomiske konsekvenser af udeblivelse inden for strafferetsplejen

Det har ikke umiddelbart nogen konsekvenser for tiltalte at udeblive fra et retsmøde, som anklagemyndigheden har begæret for at fremme sagen som en tilståelsessag. Ofte vil alternativet hertil dog være, at sagen skal be­handles som en domsmandssag, der kræver bevisførelse mv., og som derfor vil kunne indebære yderligere omkostninger.

Af de ovennævnte grunde afsætter retten normalt relativt begrænset tid til behandlingen. Det har derfor ikke store ressourcemæssige konsekvenser for retterne, hvis sigtede udebliver. Det ville dog få store økonomiske konsekvenser, hvis samtlige – eller dog et betydeligt antal af - tilståelsessagerne i stedet skulle behandles som domsmandssager.

I domsmandssager er der også mulighed for at dømme tiltalte i en situation, hvor den pågældende udebliver fra domsforhandlingen. Denne mulighed blev udvidet med vedtagelsen af L 256 af 8. maj 2002. Muligheden be­nyttes, som det fremgår af tabel 5.2., dog kun yderst sjældent.

Der er næppe tvivl om, at det har økonomiske konsekvenser, at der er domsmandssager, hvor tiltalte udebliver, og sagen derfor må udsættes. Udeblivelsens økonomiske konsekvenser må dog afvejes i forhold til hensynet til tiltaltes retssikkerhed, idet udfaldet af en domsmandssag for den enkelte kan være ganske alvorligt (frihedsstraf).

5.4. Vidners udeblivelse

Arbejdsgruppen har ikke oplysninger om, at der skulle være særlige problemer med vidneudeblivelse inden for retsplejen. Omvendt er muligheden for at føre bevis i form af vidner en central del af et velfungerende retsvæsen. Af hensyn til en helhedsorienteret behandling af retsområdet har arbejdsgruppen derfor også overvejet, om der – i lyset af regeringsgrundlaget – kunne være anledning til at foreslå ændringer af retsplejelovens regler om vidneførelse og -tvang.

5.4.1. Retsplejelovens almindelige regler om vidner

Et vidne er en tredjemand - altså en person, der ikke er part i sagen – der for retten afgiver mundtlig forklaring, vidneudsagn eller vidnesbyrd.[48] Reglerne om vidner findes i retsplejelov­ens kapitel 18.

Udgangspunktet er, at enhver[49] har pligt til at afgive forklaring for retten som vidne, jf. retsplejelovens § 168. Vidnepligten omfatter dels en pligt til at møde personligt frem i retten dels en pligt til inden retsmødet at opfriske sin viden om den pågældende sag. Se hertil rpl. §§ 174 og 180.

Pligten til at afgive vidneforklaring er dog ikke ubegrænset. Retsplejeloven indeholder således for det første regler om persongrupper, der er udelukket fra at afgive vidneforklaring. Det drejer sig fx om tjenestemænd eller andre der virker i offentlig tjeneste, læger og advokater, jf. rpl. §§ 169 og 170.

For tjenestemænd eller andre der virker i det offentliges tje­neste gælder vidneudelukkelsen udelukkende om forhold, der skal hem­meligholdes af hensyn til det offentliges interesser. Den myndighed, ved hvilken den pågældende er ansat, kan derfor beslutte, at vedkommende alligevel skal udtale sig.

Formålet med reglerne om vidneudelukkelse er at løse den konflikt, der ellers kunne opstå mellem hensyn­et til henholdsvis vidnepligten og reglerne om tavshedspligt, der findes i en række love, bl.a. forvaltningsloven, lægeloven og straffeloven.

For det andet er der i retsplejelovens §§ 171 og 172 opregnet en række situationer, hvor de nævnte personer er fritaget fra at afgive vidneforklaring. Det gælder fx en parts nærmeste eller redaktører og redaktionelle medarbejdere ved pressen. Dette indebærer, at den, der er fritaget for vidnepligt, som udgangspunkt[50] ikke kan tvinges til at afgive forklaring, men på den anden side gerne må afgive forklaring, hvis vedkommende ikke selv har noget i mod det. Beskyttelseshensynet er således her et andet (vidnet selv) end i forbindelse med vidneudelukkelse.

Det er væsentligt at slå fast, at et vidne ikke kan undlade at give møde, blot fordi vedkommende mener sig omfattet af en af de ovenfor omtalte undtagelsesbestemmelser. Det er således alene retten, der kan afgøre, om betingelserne for henholdsvis vidneudelukkelse eller vidnefritagelse konkret er opfyldt, jf. rpl. § 179.

5.4.2. Retsplejelovens regler om vidnetvang mv.

Domstolene har allerede i medfør af retsplejelovens nugældende regler en lang række reaktionsmuligheder overfor vidner der enten ikke møder, ikke vil afgive forklaring eller efter at have givet møde forlader retten uden ret­tens samtykke.

Reglerne om vidnetvang findes i retsplejelovens § 178. Sanktionerne omfatter: bøde, afhentning ved politiet og erstatning af de udgifter, som vidnets vægring eller udeblivelse har forårsaget. Den udeblevne kan endvidere idømmes tvangsbøder, ligesom vedkommende kan frihedsberøves indtil vidneforklaringen afgives. Længden af frihedsberøvelsen er begrænset til 6 måneder. 

Anvendelsen af de nævnte sanktioner er som noget selvfølgeligt betinget af, at den på­gældende er blevet tilsagt til at give møde for retten på lovlig vis, jf. retsplejelovens § 175.

5.5. Udeblivelse fra strafafsoning

En særlig problemstilling, der ligger i forlængelse af de ovenfor behandlede problemer er dømte personers udeblivelser fra afsoning ved Kriminalforsorgens institutioner. Det følgende tager sigte på at give en beskrivelse af hvilke regler, der allerede regulerer dette område.

5.5.1. Konsekvenser samt omfanget af udeblivelser

Udeblivelser fra strafafsoning giver anledning til både principielle og praktiske problemer. For det første forekommer det krænkende for den almindelige retsfølelse, at folk, der er blevet idømt en frihedsstraf, undslår sig udståelsen her­af ved uden gyldige grunde, at undlade at give møde på det tidspunkt afsoningen skal påbegyndes.

For det andet giver udeblivelser fra strafafsoning anledning til et mere praktisk problem, fordi det blandt andet skaber usikkerhed om kapacitetsudnyttelsen i Kriminalforsorgen og dermed nødvendiggør et vist mål af ”overbookning” hos de relevante institutioner. Disse tiltag indebærer imidlertid, at udeblivelserne ikke har givet pro­blemer med at udnytte kriminalforsorgens pladser fuldt ud.

Omfanget af udeblivelser i perioden 1999-2003 fremgår af tabel 5.3.

Tabel 5.3. Omfanget af udeblivelser i perioden 1999-2003

	1999	2000	2001	2002	2003
Antal tilsagte	5.076	4.459	4.740	5.616	6.015
Antal udeblevne	1.432	1.160	1.246	1.520	1.565
Udeblevne i pct.	28,2%	26,0%	26,3%	27,1%	26,0%
Kilde: Kriminalforsorgen

Tabel 5.3. omfatter personer, der er udeblevet fra strafafsoning og samtidig opfylder samtlige nedenstående betingelser:

·  Er idømt en fængselsstraf

·  Er tilsagt på et bestemt tidspunkt uden at give møde

·  Ikke har søgt udsættelse eller benådning

·  Er indberettet til politiet som udebleven

I forhold til fastlæggelsen af det konkrete afsoningstidspunkt eksisterer der en række muligheder for at søge om ændring af det fra Kriminalforsorgen udmeldte afsoningstidspunkt, fx af sociale hensyn. Såfremt en anmodning herom ikke imødekommes, skal den pågældende imidlertid give møde som påbudt.

Der er således tale om en pligt og ikke en ret for den enkelte. Overhold­elsen af pligten sikres i givet fald gennem tvang, herunder har politiet mulighed for at afhente den pågældende.

Straffuldbyrdelsesloven[51] med tilhørende administrative forskrifter indeholder følgende reaktionsmuligheder i forhold til personer, der udebliver efter at være tilsagt til afsoning:

1. Iværksættelse/efterlysning. En udeblivelse fører til, at politiet underrettes med henblik på anholdelse og indsættelse til afsoning.[52]

2. Åbent/lukket fængsel. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 4, nr. 1, kan fuldbyrdelse ske i lukket fængsel, hvis der efter de foreliggende oplysninger er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige. Ifølge anbringelsesvejledningen[53] pkt. 29 kan oplysninger om, at den dømte er udeblevet efter at være blevet tilsagt til afsoning, tillægges betydning ved bedømmelsen af undvigelsesrisikoen.

Efter iværksættelsesbekendtgørelsens[54] § 14, stk. 2, nr. 3, skal indkaldelsen indeholde oplysninger om, at afsoningsinstitutionen kan ændres fra åben til lukket institution, hvis den dømte udebliver mv.

3. Udgang. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, nr. 6, skal det tillægges vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelse, hvis den dømte ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.

Efter iværksættelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 4, skal indkaldelsen indeholde oplysning om, at det tillægges betydning ved vurderingen af risikoen for misbrug af en eventuel senere udgangstilladelse, hvis den dømte ikke er mødt frem i overensstemmelse med indkaldelsen.

4. Disciplinærstraf. Disciplinærstraf kan i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, alene pålægges dømte, for hvem straffuldbyrdelsen er iværksat, altså indsatte. Udeblivelse fra strafafsoningen, hvilket er en handling, der i tid ligger forud for indsættelsen, kan således ikke danne grundlag for pålæggelse af disciplinær straf.

5. Straffelovens[55] regler. Udeblivelser efter tilsigelse til afsoning er ikke omfattet af straffelovens regler om straf for undvigelser mv.[56]

Desuden har justitsministeren iværksat en øget indsats mod ude­bliv­else fra afsoning, der omfatter

·  Øget politiindsats med hensyn til eftersøgning og anholdelse af dømte, der udebliver

·  Skærpede procedurer for at undgå forældelse

·  Dømte som udebliver, vil som udgangspunkt ikke kunne regne med at blive omfattet af den fremskyndede prøveløsladelse (”noget for nog­et”).

5.6. Arbejdsgruppens overvejelser om behovet for ændringer

Som bekendt følger det af regeringsgrundlaget, at regeringen bl.a. på retsområdet ”vil fremlægge forslag om indførelse af betaling for borgere, der udebliver fra en aftale (.), hvor det er rimeligt og praktisk gennemførligt.”

I lyset af de problemstillinger, der er blevet beskrevet ovenfor, præsenteres i det følgende arbejdsgruppens overvejelser om mulige æn­dringer i de nugældende retsgrundlag.

Som beskrevet i indledningen skal aftalebegrebet i forhold til beskrivelsen af retsvæsenet forstås bredt, idet der næppe i de beskrevne si­­tuationer kan siges at være tale om aftaler i gængs forstand.

5.6.1. Sagens parter udebliver

Som det fremgår, er der i medfør af retsplejelovens gældende regler mulighed for at lade en udeblivelse få ganske vidtrækkende konsekvenser for den udeblevne part. I det følgende beskrives arbejdsgruppens overvejelser vedrørende parters udeblivelse.

5.6.1.1. Parternes udeblivelse i civilretlige sager

En sagsøgt, der udebliver fra et civilretligt søgsmål, vil typisk tabe sagen, ligesom vedkommende vil blive pålagt at dække modpartens (rimelige) udgifter i forbindelse med sags­anlægget.

Hvis sagens tema for så vidt er uomtvisteligt (fx at A skylder B 100.000 kr., men at B blot ikke kan eller vil betale det skyldige beløb) vil det være en fordel for ikke alene sagens parter, men også retterne, at sagen afgøres ved en udeblivelsesdom. Alternativet ville være, at der skulle bruges tid og penge på sagsforberedelse og efterfølgende domsforhandling, der alligevel ikke vil medføre et andet resultat.

Hertil kommer, at Domstolsstyrelsen har oplyst, at domstolenes arbejde i meget vidt omfang er tilrettelagt med muligheden for hyppige udeblivelser for øje. Det nuværende system synes således også ud fra en procesøkono­misk synsvinkel at virke effektivt.

På baggrund af ovenstående har arbejdsgruppen ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i forhold til de udeblivelsesvirkninger, der med retsplejelovens nuværende regelsæt er hjemlet på det civilretlige område.

5.6.1.2. Parternes udeblivelse i strafferetlige sager

På det strafferetlige områder forholder det sig noget anderledes. Der er således som udgangspunkt ikke mulighed for at afsige udeblivelsesdomme for andet end rent bagatelagtige forhold, fx idømmelsen af en mindre bødestraf for en forseelse, som den tiltalte erkender at have begået. Konsekvensen af, at den tiltalte udebliver, vil således som hovedregel være, at sagen må udsættes.

Som det fremgår, synes problemet med udeblivelser fra sager inden for strafferettens område at være forholdsvis beskedent. Omvendt må det anses for utvivlsomt, at det har økonomiske konsekvenser, hvis tiltalte udebliver, og sagen som følge heraf må udsættes.

I de tilfælde, hvor hensynet til tiltaltes retssikkerhed taler imod afsigelsen af en udeblivelsesdom, har arbejdsgruppen overvejet, om der i stedet burde gives retterne adgang til at pålægge den tiltalte at betale et gebyr. Det erindres fra gennemgangen ovenfor, at der fx allerede er mulighed for at pålægge vidner, der ikke giver møde, at betale de med udeblivelsen forbundne omkostninger.

For at indføre et udeblivelsesgebyr ved tiltaltes ikke-undskyldelige udeblivelse kan det for det første anføres, at procesøkonomiske overvejelser ta­ler herfor.

Der er således næppe tvivl om, at en udeblivelse fører til en uhensigtsmæssig anvendelse af alle de involveredes tid: Der skal berammes et nyt retsmøde, de i sagen deltagende domsmænd skal tilsiges på ny, anklager og forsvarer skal møde igen, vidner skal genindkaldes og der skal afsiges kendelse om politiafhentning mv. Hertil kommer, at udeblivelsen må antages at kunne få negativ indflydelse på en hensigtsmæssig afvikling af andre sager ved den pågældende ret.

For det andet kan der peges på, at udeblivelser i straffesager – og heraf følgende ud­sættelse af domsafsigelsen – kan være krænkende ikke alene for den forurettede, men også for den almindelige retsfølelse.

Imod taler, at det formentlig må anses for tvivlsomt, om truslen om et ge­byr i sig selv vil have nogen effekt på en person, der eksempelvis risikerer en dom på flere måneders fængsel. Såfremt et gebyr skal have nogen effekt, må det således antages, at det skal have en be­tydelig størrelse.

Ud fra en samlet vurdering har arbejdsgruppen ikke fundet anledning til at foreslå, at der indføres et gebyr i forbindelse med tiltaltes udeblivelse i strafferetlige sager.

5.6.2. Vidners udeblivelse

Som nævnt ovenfor foreligger der ikke oplysninger om, at der ved retterne skulle være særlige problemer med, at tilsagte vidner ikke møder.

Arbejdsgruppen finder endvidere at måtte lægge vægt på, at retsplejeloven allerede giver retterne mulighed for at pålægge udeblevne vidner temmelig vidtgående sanktioner. I medfør af de nuværende regler kan vidner, der ikke møder, således blive pålagt at betale de udgifter, udeblivelsen har forårsaget, ligesom vedkommende i alvorlige tilfælde kan blive frihedsberøvet.

I lyset af de konsekvenser en udeblivelse allerede med de nuværende regler kan få, finder arbejdsgruppen ikke anledning til at foreslå de gældende regler om vidners udeblivelse suppleret med indførelsen af et udeblivelsesgebyr.

5.6.3. Udeblivelse fra strafafsoning

Cirka hver fjerde af de personer, der er tilsagt fra fri fod til afsoning ved kriminalforsorgens institutioner, udebliver fra afsoningen. Der er således tale om en forholdsvis høj udeblivelsesprocent. Arbejdsgruppen har derfor overvejet muligheden af at indføre et gebyr i forbindelse med ikke-undskylde­lige ude­­blivelser.

For at indføre et udeblivelsesgebyr kunne tale, at det manglende fremmøde er et problem ikke alene i forhold til den almindelige retsfølelse, men også i for­­hold til en fornuftig tilrettelæggelse af såvel kriminalforsorgens som politiets arbejde.

I lighed med udeblivelse fra straffesager kan det tale imod indførelse af et udeblivelsesgebyr, at det må anses for tvivlsomt, om der herigennem vil kun­ne opnås den tilsigtede virkning. Der vil således også i denne forbindelse formentlig skulle være tale om et gebyr af en anseelig størrelse, hvis det skal gøre indtryk på en person, der står overfor at skulle afsone en længere fængselsstraf. Det må dog efter arbejdsgruppens vurdering anses for tvivlsomt, om der – selv ved indførelsen af et ganske stort udeblivelsesgebyr – vil kunne opnås den ønskede effekt.

Arbejdsgruppen er herudover opmærksom på, at der allerede i det gæld­en­de regelsæt er mulighed for at lade en udeblivelse få nogle – for den enkelte - ganske vidtrækkende konsekvenser. Der tænkes her særligt på muligheden for at ændre på forhold vedrørende den pågældendes afsoning (åbent eller lukket fængsel) eller for at få udgang under afsoningen.

Arbejdsgruppen er endelig opmærksom på, at regeringen i marts 2004 som en del af ”noget for noget”-programmet har besluttet, at udeblivelser fra strafafsoning blandt andet skal have den konse­kvens, at den udeblevnes muligheder for at få fremrykket sin prøveløs­ladelse bliver forringet. Derudover har justitsministeren iværksat en øget politiindsats i relation til personer, der udeblivelser fra afso­n­ing.

Overvejelser om en skærpelse af de allerede eksisterende sanktionsmuligheder, herunder muligheden for på anden vis at ændre i en indsats aftjening, såfremt den pågældende ikke møder frivilligt til afsoningen, falder uden for arbejdsgruppens kommissorium.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor ikke, at der indføres et gebyr for udeblivelse fra strafafsoning.