11. Privatisering

11.1. Indledning

Den overordnede målsætning for de statslige aktieselskaber er som tidligere fremhævet, at de skal drives på en sådan måde, at det vil være muligt at inddrage private medejere – også selv om privatisering ikke er aktuel for det pågældende selskab. Imidlertid vil en privatisering i mange tilfælde være et naturligt led i en succesfuld omstilling fra direkte statslig styring til markedsstyring.

Når størstedelen af nærværende rapport på trods heraf handler om udøvelsen af det statslige ejerskab, skyldes det, dels at aktieselskabsformen under visse forudsætninger kan anvendes, også selv om målet ikke er egentlig markedsstyring, dels at statsligt ejerskab i nogle tilfælde ud fra en samlet betragtning kan være at foretrække i en overgangsperiode.

Privatiseringer forudsætter således, at den nødvendige lovgivning mv. i videst muligt omfang er på plads og fungerer på tidspunktet for privatiseringen, så eventuelle sektorpolitiske hensyn kan tilgodeses også uden statsligt ejerskab. Særlige forpligtelser fra tiden som statsvirksomhed f.eks. i forhold til medarbejdere skal være afklarede. Endelig skal selskabet være salgsmodent og parat til at omstille sig til de ændrede rammebetingelser.

For staten giver privatiseringer mulighed for at drage nytte af private investorers aktive ejerskab. Private ejere kan tilføre forretningsmæssig indsigt, afkastkrav og en utvetydig forventning om, at alle beslutninger træffes på et forretningsmæssigt grundlag. Dette kan blandt andet medvirke til større værdiskabelse i selskabet og en bedre overensstemmelse mellem selskabets produktion og det, selskabets kunder efterspørger.

11.2. Privatiseringer i Danmark

Dem danske stat har siden 1990 solgt en række aktieposter og selskaber, jf. tabel 11.1.

Tabel 11.1. Oversigt over privatiseringer siden 1990

Selskab	År	Ejer­andel før/efter	Salgsmetode1	Brutto­provenu
		Pct.		Mio.kr.
Byggeriets Maskinstation A/S	1990	68/0	Blokhandel	40,8
Statsanstalten for Livsforsikring	1991	100/0	Strategisk salg	4.222,4
A/S Regnecentralen af 1979	1992	<5/0	Strategisk salg	0,5
GiroBank A/S	1993	100/49	Off. udbud	721,2
Tele Danmark A/S	1993	94/90	Off. udbud	81,7
Københavns Lufthavne A/S	1994	100/75	Off. udbud	695,8
Tele Danmark A/S	1994	90/52	Kapitalneds.	886,0
EKR Kreditforsikring A/S	1995	100/75	Strategisk salg	71,5
Københavns Lufthavne A/S	1996	75/51	Off. udbud	1.088,6
GiroBank A/S	1996	49/0	Strategisk salg	735,0
Datacentralen	1996	100/25	Strategisk salg	338,0
DEMKO	1996	100/0	Strategisk salg	28,3
Danfragt A/S	1996	33/0	Strategisk salg	0,0
UNI-C's internetaktiviteter	1997	-	Aktivsalg	37,0
EKR Kreditforsikring A/S.	1997	-	Aktivsalg	273,5
A/S Dyrehavsbakken	1997	50/0	Salg til selskabet	0,2
Tele Danmark A/S	1998	52/0	Strategisk salg/ salg til selskabet	31.140,0
Skand. Reisebüro GmbH	1998	100/0	Strategisk salg	6,4
Datacentralen A/S	1999	25/0	Strategisk salg	122,2
Københavns Lufthavne A/S	2000	51/34	Off. udbud	969,3
Combus A/S	2001	100/0	Strategisk salg	0,0
Banestyrelsens Rådgivningsdiv	2001	100/0	Strategisk salg	70,0

1) Salgsmetoderne er beskrevet nærmere nedenfor.

Kilde:  Statsregnskabet, diverse aktstykker

Privatiseringerne er typisk sket på baggrund af en konkret vurdering af selskaberne og deres udviklingsmuligheder snarere end som led i et egentligt privatiseringsprogram. Dette hænger formentligt sammen med, at den danske stat kun i forholdsvis begrænset omfang har været engageret i aktieselskaber, der driver virksomhed på konkurrenceudsatte markeder. Dermed har det i højere grad været udviklingen i markedsreguleringen i form af konkurrenceudsættelse og liberalisering, der har været styrende for privatiseringstidspunktet for den enkelte aktiepost.

Som det fremgår, er der gennemført knapt 20 privatiseringer af statslige aktieposter eller virksomheder siden 1990. Målt efter størrelsen af det statslige provenu har betydningen været meget forskellig – fra det sidste salg af aktier i Tele Danmark A/S, der gav et provenu på 31 mia.kr., til salg af en række selskaber, hvor provenuet var nul.

Mindre selskaber er typisk privatiseret ved salg af aktierne til en strategisk køber, dvs. et andet selskab inden for samme eller tilgrænsende branche eller ved et salg af selskabets aktiver. Offentligt udbud med salg af aktier til såvel private som institutionelle investorer og efterfølgende børsintroduktion har fortrinsvis været brugt ved privatisering af større selskaber – Girobank A/S, Tele Danmark A/S og Københavns Lufthavne A/S.

For disse selskabers vedkommende er statens aktier endvidere solgt i flere trin. Dette har givet mere kontrol med salgsprocessen, idet det har være muligt at evaluere udviklingen efter hvert aktiesalg.

11.3. Formål med privatiseringer

Formålene med privatiseringerne har ofte været de samme, og generelt kan privatiseringer medvirke til at opfylde følgende formål:

• Reduceret statslig involvering i markedsforhold
• Bedre udviklingsmuligheder for virksomhederne
• Provenu til nedbringelse af statsgælden

Reduceret statslig involvering i markedsforhold

Bedre service og lavere priser sikres gennem øget konkurrence. Forbrugernes og erhvervslivets frie valg giver de konkurrerende virksomheder en tilskyndelse til at forøge kvaliteten og nedbringe priserne. På længere sigt vil øget konkurrence også bidrage til større overensstemmelse mellem forbrugernes og erhvervslivets efterspørgsel og det, markedet kan tilbyde.

I princippet er det muligt både at liberalisere et marked og fastholde det statslige ejerskab i den tidligere monopolvirksomhed, der konkurrenceudsættes. I praksis taler meget dog for, at liberalisering og privatisering med fordel gennemføres som led i en samlet proces.

Privatiseringer må således i mange tilfælde anses som et naturligt skridt i en udvikling, hvor forretningsmæssige og politiske hensyn adskilles. Dvs. at de sektorpolitiske hensyn gradvist indkapsles fuldstændigt i sektorlovgivningen mv., så staten i udøvelsen af ejerskabet i et statsligt aktieselskab alene kan fokusere på den forretningsmæssige drift, og konkurrerende virksomheder får adgang til markedet.

Når rammerne for velfungerende konkurrence er etableret, er den statsejede virksomhed kun én ud af flere virksomheder, som kan levere de relevante varer og tjenesteydelser til markedet. Dermed bortfalder argumenterne for fortsat direkte statsligt ejerskab af en enkelt virksomhed i langt de fleste tilfælde.

Tværtimod kan der argumenteres for, at fortsat statsligt ejerskab af ét selskab i sig selv kan udgøre eller i det mindste opfattes som en barriere for etableringen af velfungerende konkurrence. Det kan således være vanskeligt at overbevise potentielle konkurrenter om, at staten ikke gennem f.eks. reguleringen søger at give det statslige aktieselskab en fortrinsstilling.

Et salg af aktier til private investorer kan derfor være et håndfast signal fra statens side om, at selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag inden for de rammer, der også gælder for de private konkurrenter, så der sikres lige konkurrencevilkår. Endvidere kan inddragelsen af private medejere bidrage til, at det privatiserede selskab i mindre grad orienterer sig mod staten og i højere grad mod de private aktionærer og kunderne. Det er således en væsentlig del af udviklingen fra statslig monopolvirksomhed til konkurrenceudsat privatiseret virksomhed, at det ikke længere er den statslige ejer, men selskabets selv, der må løse de problemer og imødegå de udfordringer, der opstår.

Det er ud fra sådanne overvejelser, at det må vurderes, at privatiseringer og reduceret direkte offentligt involvering i sig selv kan medvirke til etableringen af velfungerende markeder.

Disse gevinster vil i nogle tilfælde kunne opnås gennem en delvis privatisering, dvs. at staten i en periode beholder en aktiepost i selskabet. Det skyldes, at salg af en selv mindre aktiepost betyder, at staten ikke længere i udøvelsen af ejerskabet kan varetage andre hensyn end de rent forretningsmæssige, fordi staten derved ville påføre de øvrige aktionærer omkostninger.

Imidlertid kan det i visse situationer være svært at fastholde, at staten alene skal forfølge forretningsmæssige målsætninger. Det skyldes blandt andet, at de politiske forventninger til adfærden i de selskaber, hvor staten er medaktionær, kan være i modsætning til de rent forretningsmæssige hensyn. Delvise privatiseringer kan derfor føre til konflikter mellem de private aktionærer og staten.

Endvidere kan delvise privatiseringer lægge bindinger på de muligheder, staten har for at gennemføre yderligere aktiesalg eller eventuelt helt at afvikle medejerskabet. F.eks. vil en strategisk partner, der i første omgang indtræder som medaktionær i et statsligt selskab, ofte stille krav om at få en forkøbsret, såfremt staten på et senere tidspunkt måtte ønske at nedbringe ejerandelen yderligere. Denne problemstilling vurderes dog at være mindre udtalt, hvis den delvise privatisering sker i forbindelse med en børsintroduktion.

Bedre udviklingsmuligheder for virksomhederne

Et andet formål med privatiseringer er ofte at understøtte virksomhedernes udvikling.

Statslige aktieselskaber er ofte – direkte eller indirekte – underlagt begrænsninger, der forhindrer, at de kan udvikles i takt med ændringer i de krav, som forbrugerne og erhvervslivet stiller, og i takt med at markedet ændres. Der kan f.eks. være tale om, at selskabernes vedtægtsmæssige formål begrænser det geografiske område, hvori selskabet kan foretage investeringer, eller at selskaberne har vanskeligere ved at deltage i joint ventures eller lignende end deres private konkurrenter. Sådanne begrænsninger kan være formålstjenlige, så længe selskaberne er fuldt ud ejet af staten, da de reducerer statens forretningsmæssige risici.

Imidlertid kan disse begrænsninger forhindre, at et statsligt aktieselskab, der konkurrenceudsættes, gennem investeringer mv. kan positionere sig hensigtsmæssigt under de nye markedsvilkår. Tab af markedsandele på hjemmemarkedet, der er en uundgåelig konsekvens af en markedsåbning, kan dermed ikke imødegås gennem opdyrkning af nye forretningsområder enten i Danmark eller i udlandet. Dette kan føre til, at selskabets værdi reduceres, og at det ikke på sigt har et økonomisk grundlag, der kan sikre dets overlevelse som selvstændigt selskab.

Hvis det statslige aktieselskab privatiseres helt, vil det være op til de nye ejere at fastlægge den forretningsmæssige strategi. Herigennem kan det tidligere statsejede selskab få bedre muligheder for at tilpasse sig markedsvilkårene, og som privatiseret virksomhed vil den få bedre muligheder for at fremskaffe ny kapital, indgå alliancer mv.

Selv med en delvis privatisering kan nogle af disse fordele opnås. Selskabet kan få friere rammer til at forfølge forretningsmæssige mål, blandt andet fordi det ikke alene er staten, men også de øvrige medejere, der bærer de forretningsmæssige risici. Ved salg til en strategisk køber vil de private medaktionærer bidrage med viden og erfaring inden for forretningsmæssig virksomhed, så staten opnår større sikkerhed for, at de investeringer, der gennemføres, giver grundlag for forøget værdiskabelse. Ved et offentligt salg vil kursdannelsen på selskabets aktier udgøre en stærk styrings- og overvågningsmekanisme, blandt andet i kraft af bankernes aktieanalyser.

Provenu til nedbringelse af statsgælden

Endelig er det også et formål med privatiseringer at give staten et provenu. Der er dog flere grunde til, at hensynet til statsfinanserne ikke altid bør være den primære motivation for privatiseringer.

For det første må staten – i forhold til private aktionærer – anlægge et bredere syn ved aktiesalg end blot provenuet. Privatiseringer bør således gennemføres med henblik på at opnå det størst mulige samfundsmæssige afkast. Det kan f.eks. betyde, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at sælge en statslig virksomhed på en måde, der reducerer konkurrencen.

For det andet svarer en privatisering til et salg af et aktiv, der alternativt giver staten et afkast i form af udbyttebetalinger. Dvs. at et salgsprovenu her og nu modsvares af lavere løbende indtægter i fremtiden. Dette er også grunden til, at provenu fra privatiseringer som udgangspunkt bør medgå til at nedbringe statsgælden.

Selv om ønsket om at opnå et statsligt provenu således mange gange ikke kan stå alene, skal det naturligvis altid tilstræbes – inden for de rammer, som de overordnede samfundsmæssige hensyn giver – at opnå et så højt provenu som muligt.

11.4. Privatiseringsprocessen

Processens faser

Privatiseringsprocessen kan ofte opdeles i to faser: En forberedende fase, hvor der etableres det beslutningsgrundlag for den politiske beslutning om at gennemføre et salg, og en udførende fase, hvor privatiseringen gennemføres.

Den forberedende fase vil tage udgangspunkt i en foranalyse af mulighederne for at sælge aktieposten. Det vil ved udarbejdelsen af foranalysen ofte være nødvendigt at inddrage en ekstern finansiel rådgiver, ligesom der ofte vil være behov for juridisk rådgivning.

I foranalysen identificeres blandt andet de problemstillinger, der kræver afklaring eller politisk stillingtagen, inden en privatisering kan gennemføres, jf. boks 11.1. Typiske spørgsmål relaterer sig til selskabets rammebetingelser, dets værdi og kapitalstruktur, den solgte aktieposts størrelse og overgangsforholdene for medarbejdere, herunder særligt tjenestemænd. Det er vigtigt at få identificeret disse problemstillinger tidligt, fordi en manglende afklaring kan skabe usikkerhed og forsinke processen.

Boks 11.1. Foranalyserne af TV 2/DANMARK og Post Danmark A/S

Med henblik på at undersøge statens muligheder for at privatisere TV 2/DANMARK og sælge en aktiepost på i Post Danmark A/S har henholdsvis Danske Bank og N.M. Rothschild udarbejdet foranalyser af disse selskaber. I analyserne tages der blandt andet stilling til: Selskabernes og markedernes udvikling Omkostningerne ved forskellige politiske rammebetingelser og kvalitetskrav Mulige investorer og deres krav til rettigheder og beskyttelse Forskellige salgsprocesser og deres fordele og ulemper I begge tilfælde er et resumé af analysen blevet offentliggjort. For TV 2’s vedkommende er en mere omfattende analyse også offentligt tilgængelig, mens den fuldstændige analyse af Post Danmark A/S skønnes at indeholde så mange forretningsfølsomme oplysninger, at en offentliggørelse ville kunne skade selskabet. Det gælder generelt, at der i beslutningen om offentliggørelse af denne type analyser må gøres en afvejning mellem ønsket om åbenhed og hensynet til fortrolighed omkring forretningsfølsomme oplysninger.

På basis af de foreslåede løsningsmodeller fastlægger regering og Folketing de præcise rammebetingelser for selskabets fremtidige virke og træffer i givet fald beslutning om gennemførelse af privatiseringen.

Når først beslutningen om at privatisere en statslig aktiepost eller virksomhed er truffet, vil selve gennemførelsen af salget blive forestået af en eller flere finansielle rådgivere, der også sammen med selskabet vil udarbejde de fleste af de nødvendige dokumenter. Den endelige beslutning om salg træffes af den relevante minister efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg, hvis hjemmel til salg ikke forlods er indhentet.

Forudsætninger

Selv om mange af de problemstillinger, der skal tages stilling til i forbindelse med en privatisering, er specifikke for det enkelte selskab, kan der dog peges på nogle forudsætninger, der generelt vil skulle være opfyldt, hvis privatiseringen skal gennemføres succesfuldt, jf. boks 11.2.

Boks 11.2. Forudsætninger for en succesfuld privatisering

Staten formulerer klare målsætninger for privatiseringen. De lovgivningsmæssige rammer og regulering, der kan understøtte udviklingen af konkurrence, skal i videst muligt omfang være på plads. Offentlige serviceforpligtelser og andre politiske hensyn skal kunne opretholdes i fraværet af direkte statsligt ejerskab, og uden at det fører til offentlige merudgifter. Eventuelle særlige forpligtelser i forhold til medarbejdere, garantier osv., der påhviler selskabet, skal være afklaret. Selskabet skal være salgsmodent, dvs. parat til at omstille dets organisation og virksomhedskultur til de ændrede rammebetingelser

Det er som udgangspunkt afgørende, at statens målsætninger med privatiseringen tidligt i processen formuleres klart. Således har målsætningerne indflydelse på blandt andet valg af privatiseringsmetode, tidspunktet for en privatisering og de krav, der stilles til de potentielle købere.

Dernæst er det som allerede påpeget vigtigt, at de sektorpolitiske hensyn, der måtte knytte sig til det pågældende selskab, er fuldt ud indkapslet i sektorlovgivning, servicekontrakter og lignende. Dette er nødvendigt for at sikre, at eventuelle offentlige serviceforpligtelser og andre politiske målsætninger kan opretholdes i fraværet af direkte statsligt ejerskab, og uden at det fører til offentlige merudgifter.

Den endelige indkapsling af sektorpolitiske hensyn vil ofte være resultatet af en læreproces, hvor lovgivning mv. må justeres. Der kan derfor erfaringsmæssigt gå en årrække, hvor f.eks. et marked formelt er blevet åbnet for konkurrence, men hvor reguleringen stadig er under forandring. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor der politisk er valgt en gradvis liberaliseringsproces, hvor kun en del af det relevante marked til at begynde med åbnes for konkurrence, som det kendes fra både energi- og postområdet, eller hvor der også efter liberaliseringen er behov for regulering af f.eks. priser og adgangsvilkår for infrastruktur, der er karakteriseret ved at udgøre naturlige monopoler.

I en sådan overgangsfase kan det være vanskeligt at gennemføre en privatisering af et statsejet selskab. Dels fordi privat medejerskab gør det vanskeligere for staten at stramme rammevilkårene, dels fordi det forment­lig er lettere at forhindre en udnyttelse af utilsigtede ”huller” i lovgivningen, hvis et selskab er fuldt ud ejer af staten. Dette taler for, at staten i nogle tilfælde venter med at gennemføre en privatisering, selv om dette kan føre til kritik af, at staten i overgangsfasen forsøger at give statens selskab en fortrinsstilling i forhold til f.eks. konkurrenterne.

Klarhed om rammebetingelserne er samtidig en forudsætning for, at private investorer kan investere i de privatiserede statslige virksomheder i tillid til, at der ikke efterfølgende laves indgreb, der reducerer værdien af virksomheden. Usikkerhed herom vil generelt føre til et lavere provenu, og uventede indgreb kan give anledning til mistillid til staten som aftalepartner.

Selv om der i videst muligt omfang bør være klarhed om rammebetingelserne, før et statsligt aktieselskab privatiseres, bør dette hensyn afvejes mod de risici, der er forbundet med et fortsat statsligt ejerskab af et konkurrenceudsat selskab. Ud over at fortsat statsligt ejerskab i sig selv kan hæmme fremkomsten af velfungerende konkurrence, viser erfaringerne med blandt Combus a/s og Statens Konfektion A/S, at det kan være vanskeligt at sikre en hensigtsmæssig adfærd i et statsligt aktieselskab, der inden for kort tid udsættes for hård konkurrence.

Dette gælder særligt, hvis selskabet samtidig forventes privatiseret inden for en forholdsvis kort tidshorisont. Selskabets ledelse kan i denne situation have en tilskyndelse til at tænke mere på selskabets fremtidige placering på markedet end den statslige ejers målsætning om værdiskabelse. Investeringer, der ikke forventes at give et forretningsmæssigt afkast, kan f.eks. blive attraktive fra ledelsens synspunkt, fordi det kan styrke selskabets position.

Det må derfor bero på en konkret afvejning af på den ene side ønsket om klarhed om rammebetingelser og på den anden side de risici, der er forbundet med fortsat statsligt ejerskab, når der skal træffes beslutning om timingen af en privatisering.

Flere af de statslige selskaber er i dag underlagt særlige forpligtelser i forhold til medarbejdere, garantier eller andre former for særstilling som statsselskab. Det er vigtigt, at der sker en afklaring af sådanne særlige forpligtelser før en privatisering. Manglende afklaring slår direkte ud i salgsprisen og kan i værste fald gøre privatiseringen umulig.

Endelig er det væsentligt for en succesfuld privatisering, at selskabet er salgsmodent. Det indebærer blandt andet, at selskabet er parat til at omstille dets organisation og virksomhedskultur til de ændrede rammebetingelser for selskabets virksomhed. Indarbejdelse af en forretnings- og konkurrenceorienteret virksomhedskultur er en proces, der involverer både ejere, medarbejdere og ledelse. Det er imidlertid vanskeligt at opstille generelle retningslinjer for, hvor langt staten skal gå i en sådan salgsmodningsproces. Det kan således være, at de nye ejere vil have bedre forudsætninger end staten for at tilpasse selskabet til de nye markedsforhold.

Privatiseringsmetoder

En central beslutning ved enhver privatisering er valg af privatiseringsmetode, hvoraf de vigtigste er:

• Salg til strategiske eller finansielle investorer
• Offentligt udbud, hvor aktierne sælges til mange mindre investorer
• Salg til ledelse/gruppe af medarbejdere (”management buy-out”)

Salg til strategiske investorer, dvs. andre selskaber inden for samme eller en tilgrænsende branche, har været den hyppigst anvendte metode ved de senere års danske privatiseringer. Et strategisk salg vil ofte kunne tilføre selskabet værdi. En sådan værdi kan enten bestå i viden fra drift af lignende virksomhed eller i egentlige synergier ved sammenlægning med en anden virksomhed. Salg til strategiske investorer er blandt andet relevant i de tilfælde, hvor det privatiserede selskab vurderes for lille til at kunne klare sig selv. Strategiske investorer er undertiden parat til at betale en præmie for at få indflydelse i virksomheder, især i brancher der undergår en konsolideringsproces. Ulempen ved strategisk salg er, at det kan være vanskeligt at kombinere med et ønske om fortsat statslig kontrol i en overgangsperiode. Strategiske investorer ønsker således som udgangspunkt kontrol over virksomheden eller i det mindste en klar vej til en sådan kontrol, alternativt en mekanisme, der gør det muligt at udtræde af ejerkredsen igen.

Et offentligt udbud indebærer, at aktierne sælges til mange – det være sig danske og udenlandske institutionelle investorer og mindre, private investorer, hvorefter selskabet børsnoteres. Denne salgsmetode blev anvendt ved det første salg af aktier i Girobank A/S, ved det første store aktiesalg i Tele Danmark A/S og de hidtidige aktiesalg i Københavns Lufthavne A/S. Offentligt udbud er især relevant, hvis det selskab, der ønskes privatiseret, vurderes at være stort og stærkt nok til at kunne stå på egne ben, eller hvis staten ønsker at bevare en større aktiepost i selskabet, som det var tilfældet med både Girobank A/S og Københavns Lufthavne A/S. Dertil kommer, at privatiseringer gennem offentlige udbud kan understøtte et ønske om at skabe en privat aktiekultur.

Et succesfuldt offentligt salg forudsætter, at det selskab, der sælges, har ud­sigt til vækst i både omsætning og indtjening. Det er således afgørende, at der kan fortælles en troværdig historie om selskabets fremtidsudsigter, så investorerne kan investere i aktien med en forventning om et pænt afkast.

En ulempe ved offentlige udbud er, at det statslige provenu generelt vil være mindre end ved strategisk salg.

Et salg til ledelsen eller en gruppe af ledende medarbejdere (et såkaldt ”management buy-out”) kan være relevant i tilfælde, hvor en virksomheds værdi altovervejende hviler på aktuelle nøglemedarbejderes faglige viden og forretningsforbindelser. Salgsmetoden vil fortrinsvis være relevant for videnstunge og relativt små virksomheder.

Endelig kan kombinationer af de ovennævnte metoder benyttes, ligesom aktierne kan sælges på en gang eller i flere omgange, som det f.eks. er sket med Tele Danmark A/S og Københavns Lufthavne A/S. Et salg i flere omgange kan undertiden indbringe et større provenu, hvis tilstedeværelsen af private investorer fremmer en positiv udvikling af selskabet. Omvendt gør de faste omkostninger ved et salg af en statslig aktiepost, at salg i flere omgange fortrinsvis er relevant for store statslige aktieposter, ligesom det forhold, at der i et børsnoteret selskab er en stor resterende aktiepost, der potentielt kan komme til salg, kan være med til at trykke kursen på aktierne.

11.5. Sammenfatning

Den overordnede målsætning for de statslige aktieselskaber er, at de skal drives på en sådan måde, at det i princippet er muligt at inddrage private medejere. Det må imidlertid bero på en konkret politisk vurdering, om og hvornår en given statslig aktiepost er egnet til privatisering. Det er således afgørende, at privatiseringen ud fra en samlet samfundsmæssig vurdering er en fordel. I denne samfundsmæssige vurdering må indgå elementer som f.eks. konkurrencemæssige forhold, det statslige provenu, og om privatiseringen vil være til fordel for selskabet.

Privatiseringer kan imidlertid anses som et naturligt skridt i de tilfælde, hvor en statslig virksomhed gennemgår en udvikling fra at være et monopol underlagt direkte statslig kontrol til at være et konkurrenceudsat aktieselskab baseret på forretningsmæssig drift på markedsvilkår.

En succesfuld privatisering kræver imidlertid, at den er grundigt forberedt. Dette indebærer for det første, at uklarheder om selskabets rammevilkår og forhold i øvrigt er grundigt belyst og ideelt set ryddet af vejen, inden der træffes beslutning om at gennemføre et salg. For det andet bør statens målsætninger for den pågældende privatisering være entydigt fastlagt blandt andet med henblik på, at der kan vælges den mest hensigtsmæssige privatiseringsmetode.

Det vil i mange tilfælde derfor være nødvendigt at gennemføre en foranalyse – eventuelt med ekstern finansiel og juridisk rådgivning – der dels kan identificere forhold, der politisk bør afklares inden en privatisering, dels danne udgangspunkt for det politiske beslutningsgrundlag med hensyn til, om en privatisering er hensigtsmæssig, og hvordan og hvornår et salg bør gennemføres.

Dermed reduceres risikoen for, at der undervejs i selve salgsprocessen dukker uventede problemer op, der enten kan resultere i et lavere salgsprovenu eller i værste fald forhindre gennemførelsen af privatiseringen.

Størst mulig åbenhed om privatiseringsprocessen kan medvirke til at undgå unødig uro blandt medarbejdere, investorer og andre interessenter samt til at undgå mytedannelser og misforståelser. Samtidig bør der dog være mulighed for fortrolighed omkring forretningsfølsomme oplysninger.

En central beslutning ved privatiseringer er valg af privatiseringsmetode. Offentligt udbud med efterfølgende børsintroduktion vil fortrinsvist være relevant, hvis det selskab, der skal privatiseres, er forholdsvist stort, og hvis selskabet har gunstige fremtidsudsigter, således at investorerne kan investere med en forventning om et godt afkast. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, vil et strategisk salg som oftest være alternativet.