8. Medarbejderne i de statslige aktieselskaber

8.1. Indledning

Arbejdsgiver- og personalepolitik optræder i periferien af debatten om god selskabsledelse. Medarbejderforholdene gennemgår imidlertid ofte væsentlige forandringer, når en forvaltningsenhed omdannes til aktieselskab og eventuelt efterfølgende privatiseres. Staten vil derfor i sådanne processer skulle forholde sig til f.eks. selskabets mulighed for at tilslutte sig en arbejdsgiverforening og udstedelsen af medarbejderaktier.

Det er bestyrelse og direktion, som fastlægger selskabets løn- og personalepolitik. Rammebetingelserne for nogle af de statslige aktieselskaber er imidlertid på en række punkter forskellige fra andre aktieselskabers. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med overtagelsen af en stor gruppe af medarbejdere ansat efter tjenestemandsloven.

8.2. Tjenestemænd

Tjenestemandsansættelse er en særlig ansættelsesform, som tidligere har været meget anvendt i staten. I dag kan nyansættelse som tjenestemand som udgangspunkt kun ske i stillinger i forsvaret, politiet og retsvæsenet samt i lederstillinger, der er klassificeret som lønramme 37 eller derover, men der er fortsat et stort antal tjenestemænd ansat i staten.

En tjenestemand er blandt andet sikret en udvidet beskyttelse i ansættelsen, hvor især retten til rådighedsløn i tre år ved afsked på grund af stillingsnedlæggelse og pension ved afskedigelse adskiller sig fra, hvad der gælder på de overenskomstdækkede områder.

Tjenestemænds stilling ved selskabsdannelse og privatisering

Ved omdannelse af en statslig institution til aktieselskab kan de ansatte statslige tjenestemænd ikke ansættes direkte som tjenestemænd i det nye aktieselskab. Et statsligt aktieselskab anses således for et selvstændigt retssubjekt og ikke som en del af staten.

Tjenestemændene antages imidlertid at kunne forpligtes til at gøre tjeneste i det omdannede aktieselskab, så længe omdannelsen ikke påvirker deres arbejdsvilkår på en måde, så der vil være tale om forflyttelse, og så længe staten har kontrol over selskabet.

Ofte er det dog fundet hensigtsmæssigt ved dannelse af statslige aktieselskaber og privatiseringer at etablere en ordning, hvorved tjenestemændene frivilligt kunne overgå til overenskomstansættelse med bevarelse af ret til tjenestemandspension. Dels fordi selskabet derved kunne opnå flere frihedsgrader i forhold til fastlæggelsen af den enkelte medarbejders opgaver. Dels fordi tilstedeværelsen af et stort antal medarbejdere, der formelt set ikke var ansat i selskabet – men i staten – kunne modvirke den virksomhedskultur, der søgtes skabt i det nye aktieselskab.

I forbindelse med selskabsdannelser har der i en række tilfælde været anvendt en model med grundlæggende to elementer: (i) Tilbud til tjenestemændene om overgang til overenskomstansættelse mod økonomisk kompensation for de rettigheder, som den enkelte tjenestemand fraskrev sig, og (ii) de tjenestemænd, der ikke vil lade sig overenskomstansætte, blev forpligtet til at gøre tjeneste i den omdannede institution.

Disse elementer genfindes i den aftale, staten indgik med tjenestemændene forud for etableringen af Post Danmark A/S, jf. boks 8.1.

Lignende tilbud er enten ved stiftelsen af det statslige aktieselskab eller ved efterfølgende aktiesalg givet i blandt andet Københavns Lufthavne A/S og Tele Danmark A/S. Tilbudene har dog varieret fra selskab til selskab, idet det i alle tilfælde har været forsøgt at skabe en rimelig balance mellem de rettigheder, tjenestemændene anmodes om at opgive, og den økonomiske kompensation, de modtager.

Boks 8.1. Aftale med tjenestemændene i Post Danmark

1. januar 2002 overgik 11.272 statslige tjenestemænd til overenskomstansættelse i Post Danmark A/S. Tjenestemændene fik mulighed for at vælge mellem to forskellige modeller for overgang til overenskomstansættelse. Model 1 Bevarelse af retten til rådighedsløn eller ventepenge og tjenestemandspension. En engangsbetaling fra Post Danmark til medarbejderen på 50.000 kr. (før skat), som kompensation for accept af en udvidet fortolkning af begrebet "passende stilling". Medarbejderen forpligter sig således til at påtage sig andet arbejde inden for Post Danmark A/S med tilhørende datterselskaber, hvis medarbejderen er fysisk og kvalifikationsmæssigt i stand til at udføre det pågældende arbejde. Dette engangsvederlag kan konverteres til køb af forhøjet pension. Model 2 Bevarelse af retten til rådighedsløn eller ventepenge og tjenestemandspension. Pligt til at lade sig forflytte til anden passende stilling således, at udlån sker i henhold til den hidtidige praksis ved fortolkning af tjenestemandslovens § 12. Fælles for de to modeller var, at de tjenestemænd, som valgte at overgå til overenskomstansættelse, blev sikret de samme rettigheder, hvis Post Danmark A/S skulle gå konkurs, som de tjenestemænd, der valgte ikke at overgå til overenskomstansættelse. I alt valgte 10.627 personer at overgå til overenskomstansættelse i henhold til model 1, 1.645 personer valgte model 2, mens 502 personer valgte at forblive tjenestemænd. På tidspunktet for forslagets fremsættelse var yderligere 239 tjenestemænd på orlov. Disse personer vil ved deres tilbagevenden til tjeneste blive tilbudt overenskomstansættelse på tilsvarende vilkår.

I Post Danmark A/S’ tilfælde indebar overgangen til overenskomstansættelse primært mere fleksible muligheder for selskabet til rokere rundt på medarbejderne, mens de bevarede retten til såvel rådighedsløn som pension. Til gengæld var den økonomiske kompensation til den enkelte heller ikke stor, men givet at ca. 10.000 medarbejdere tog imod tilbuddet, udgjorde det en omkostning for selskabet på ca. 500 mio.kr.

Så længe forudsætningerne for, at tjenestemænd kan forpligtes til at gøre tjeneste i et statsligt aktieselskab, er opfyldt, kan det endvidere aftales, at den daglige personaleadministration foretages af det selskab, hvor tjenestemændene gør tjeneste. Visse administrative opgaver, såsom disciplinærsager, skal dog fortsat varetages af det ministerium, hvor de udlånte tjenestemænd er ansat.

Afgørende for, om en tjenestemand kan forpligtes til at lade sig beskæftige i et statsligt aktieselskab, er som nævnt, at der ikke sker sådanne ændringer i både rammerne for og det konkrete indhold i de pågældendes arbejdsforhold, at der er tale om en forflyttelse i tjenestemandslovens forstand.[1] Heri indgår også en vurdering af, hvorvidt selskabet drives efter de samme overordnede principper og under fuld statslig styring, som var gældende før omdannelsen til aktieselskab.

I den forbindelse er det ved overvejelser om en række aktiesalg blevet vurderet, om det forhold, at staten nedbringer sin ejerandel, i sig selv kan gøre, at der er tale om en forflyttelse i tjenestemandslovens forstand. Spørgsmålet har ikke været domstolsprøvet, men Justitsministeriet har vurderet, at salg af en mindre aktiepost næppe kan begrunde, at forflyttelsesgrænsen nås, hvis selskabet forsat drives efter de principper, der var gældende forud for omdannelsen. Derimod vurderes der at være tale om forflyttelse, hvis staten sælger større dele af aktiebeholdningen (mere end 25 pct.).

Det bemærkes, at denne grænse ikke er forankret i aktieselskabslovgivningen og er strammere end det, der normalt antages at give kontrol over et aktieselskab. I aktieselskabsloven er kvalificeret flertal således angivet som 2/3 af aktierne, hvilket giver mulighed for at gennemføre f.eks. vedtægtsændringer. Tilsvarende anvendes en grænse på 50 pct. af aktierne for, hvornår et aktieselskab opfattes som et datterselskaber og derfor skal indgå fuldt i koncernregnskaber. Endelig er et statsligt aktieselskab blandt andet defineret ved, om staten ejer over 50 pct. af aktierne. Grænsen på de 25 pct., der antages at gælde ved afgørelser om, hvorvidt tjenestemænd kan forpligtes til at lade sig udlåne, må således siges at yde tjenestemændene en betragtelig beskyttelse.

Der er dog grund til at være opmærksom på, at staten kan afgive kontrol på anden vis end gennem aktiesalg. Hvis staten således afhænder en mindretalsaktiepost til en strategisk eller finansiel investor, vil denne typisk kræve indflydelse på f.eks. budgetter og forretningsplaner, hvis vedkommende skal skyde midler ind i et selskab, hvor staten bevarer aktiemajoriteten.

I sådanne tilfælde vil det bero på en konkret vurdering, om staten fortsat kan siges at have kontrollerende indflydelse og tjenestemændene dermed en forpligtelse til at lade sig udlåne til selskabet. Der har dog aldrig været tilfælde, hvor denne problemstilling har været aktuel, hvorfor det ikke er muligt at sige, hvor grænsen for statslig kontrol går.

Ved udgangen af 2002 var der knapt 500 tjenestemænd, der var udlånt ved lov til statslige aktieselskaber, mens godt 900 tjenestemænd har ladet sig frivilligt udlåne til selskaber, hvor staten er eller har været aktionær, jf. tabel 8.1.[2]

Tabel 8.1. Udlånte tjenestemænd, ultimo 2002

Selskab	Statslig ejerandel i pct.	Tjenestemænd udlånt ved til lov	Frivilligt udlånte tjenestemænd
Det Danske Klasselotteri A/S	100	4
Post Danmark A/S	100	477
Scandlines AG 1)	50		261
Københavns Lufthavne A/S	33		115
BG Bank A/S 1) 2)	0		513
Danica Liv I A/S 3)	0		1
NCM N.V. 4)	0		2
Arriva Danmark A/S 5)	0		2
W. S. Atkins International Ltd 6)	0		32
I alt	-	481	926

Anm.:  I tabellen er ikke medtaget tidligere tjenestemænd, der er overgået til overenskomstansættelse, men har bevaret ret til tjenestemandspension.

1)         Tal udgør antallet af registrerede aktive med tjenestemandspensionsret primo 2003

2)         BG Bank A/S købte i 1996 statens aktiepost i GiroBank A/S.

3)         Danica, som i dag er en del af Danske Bank-koncernen, varetager i dag aktiviteterne fra Statsanstalten for Livsforsikring A/S, der blev privatiseret i 1991.

4)         NCM N.V. overtog i 1997 EKR Kreditforsikring A/S.

5)         Arriva Danmark A/S overtog i 2001 Combus a/s.

6)         W. S. Atkins International Ltd overtog i 2001Banestyrelsens rådgivningsdivision.

Kilde:  Forslag til finanslov 2004.

Det er imidlertid ikke uproblematisk at etablere sådanne udlånsordninger, hvad enten tjenestemændene forpligtes til at lade sig udlåne eller gør det frivilligt. Erfaringer har vist, at en række udlånte tjenestemænd har følt sig dårligere behandlet end deres overenskomstansatte kolleger, da de udlånte tjenestemænd ikke er direkte ansat i virksomheden. Dette har givet sig udslag i en række klager fra udlånte medarbejdere til det ministerium, hvor den pågældende formelt er ansat.

Det har ligeledes fra visse selskabers side været fremført, at man foretrækker, at medarbejderne er ansat og ikke udlånt, idet det er vanskeligt at engagere udlånte medarbejdere i virksomheden.

Der således næppe megen tvivl om, at det set fra selskabets side er en fordel, hvis tjenestemandsproblematikken håndteres, inden et statsligt aktieselskab stiftes. Dette må dog ske på en måde, hvor tjenestemændenes rettigheder respekteres i den forstand, at de tilbydes en passende kompensation for frivilligt at opgive dem. Det må dog også slås fast, at tjenestemænd kan forpligtes til at lade sig udlåne, så længe staten bevarer kontrol, hvorfor tilstedeværelsen af tjenestemænd ikke i sig selv kan siges at udgøre en barriere for dannelsen af et statsligt aktieselskab.

Omvendt forholder det sig ved privatiseringer, der medfører, at staten ikke længere har kontrol. Såfremt et større antal tjenestemænd ikke ønsker at lade sig frivilligt udlåne, vil staten ifalde en betragtelig økonomisk forpligtelse. Det vil således ofte være vanskeligt at finde anden passende beskæftigelse inden for staten, hvorved de pågældende får ret til tre års rådighedsløn samt pension. Denne statslige økonomiske forpligtelse kan overstige de gevinster, der kan opnås ved en gennemførelse af privatiseringen.

Pensionsforpligtelsen ved selskabsdannelser

Statens pensionsforpligtelse over for tjenestemænd er et andet forhold, der må håndteres ved dannelsen af statslige aktieselskaber.

Systemet for tjenestemandspensionen er grundlæggende ”pay-as-you-go”. Dvs. den enkelte tjenestemand indbetaler ikke pensionsbidrag, og statens udgifter til tjenestemandspensioner afholdes ud af de løbende indtægter. Dog betaler statslige institutioner løbende et bidrag til statskassen, der i princippet modsvarer de pensionsbidrag, institutionerne og den enkelte overenskomstansatte medarbejder indbetaler til medarbejderens pensionsordning. Derved opnås, at institutionerne ikke får en utilsigtet tilskyndelse til at ansætte tjenestemænd frem for overenskomstansatte.

Ved dannelsen af et statsligt aktieselskab, der beskæftiger tjenestemænd eller tidligere tjenestemænd, som har bevaret retten til tjenestemandspension, er det nødvendigt, at der indgås en aftale mellem selskabet og Finansministeriet om indbetaling af pensionsbidrag. Ud over at modsvare statens fremtidige pensionsforpligtelse er indbetalingen af løbende pensionsbidrag også nødvendig, for at der ikke skal opstå en diskussion om, hvorvidt staten giver tilskud til dækning af selskabets omkostninger.

I de statslige aktieselskaber, hvor tjenestemændene er overgået til overenskomstansættelse, men har bevaret retten til statslig tjenestemandspension, er der indgået aftaler mellem selskabet og Finansministeriet til endelig afklaring af selskabets betalinger. Typisk udgør det aktuarmæssigt fastlagte pensionsdækningsbidrag 20-22 pct. af den pensionsgivende løn. 

I forhold til, hvad der normalt gælder på overenskomstområdet, er der tale om et forholdsvist højt pensionsbidrag, hvilket især i de laveste lønrammer betyder, at de samlede løn- og pensionsomkostninger er højere for en tjenestemand end for en overenskomstansat, jf. figur 8.1.

Figur 8.1. Løn og pension for tjenestemænd og overenskomstansatte i staten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dertil kommer, at betalingen for tjenestemandspensionsdelen ikke kan forhandles mellem virksomhed og medarbejdere, men er fastlagt i selskabets aftale med staten. Dermed har arbejdsgiveren ikke samme råderum vedrørende de tjenestemandsansatte.

Såfremt der etableres et statsligt selskab, der skal drive virksomhed i konkurrence med andre selskaber, og som beskæftiger et større antal tjenestemænd, er det statslige selskab så at sige født med en konkurrencemæssig svaghed. Det høje pensionsbidrag kan således medføre, at personaleomkostningerne er højere end konkurrenternes, hvilket kan forringe selskabets konkurrenceevne og dermed dets værdi. Idet den enkelte tjenestemand har retskrav på tjenestemandspension, er det ikke muligt at eliminere denne potentielle omkostningsforskel mellem et statsligt aktieselskab og dets konkurrenter, uden det direkte eller indirekte har statsfinansielle konsekvenser.

Dette forhold synes at have spillet en væsentlig rolle i forløbet vedrørende Combus a/s. Det er dog væsentligt at understrege, at det højere omkostningsniveau især bliver kritisk, hvis den statslige virksomhed konkurrenceudsættes. Givet der skal finde en konkurrenceudsættelse sted, må det vurderes underordnet for den statslige virksomheds langsigtede konkurrencedygtighed, om den er organiseret inden for den offentlige forvaltning eller som statsligt aktieselskab.

Et andet problem ved at drive en virksomhed med forholdsvis mange tjenestemænd kan opstå, hvis virksomheden taber markedsandele eller befinder sig på et marked i tilbagegang. Tilstedeværelsen af tjenestemænd kan i denne situation gøre personalereduktioner vanskelige, fordi det er omkostningsfuldt at skille sig af med overtallige tjenestemænd. Det skønnes typisk at koste ca. 2 mio.kr. at afskedige en tjenestemand med rådig­hedsløn og pension.

Staten risikerer dermed, at et selskab disponerer med udgangspunkt i, at virksomheden under alle omstændigheder vil lide et tab, idet den så at sige ”hænger på omkostningerne” ved tjenestemændene, uanset om aktivitetsniveauet i realiteten berettiger til personaletilpasninger.

Sammenfattende rejser tilstedeværelsen af et større antal tjenestemænd en række problemstillinger ved både konkurrenceudsættelse og selskabsdannelser, som der ikke findes lette løsninger på. Det må imidlertid indgå ved stiftelsen af nye statslige aktieselskab, om selskabet har en omkostningsstruktur, der kan betyde, at dets indtjening bliver lavere, end der normalt ville blive krævet. I givet fald bør selskabet formentligt stiftes med højere soliditet, end det ellers ville være tilfældet.

Uanset ovenstående kan det i nogle situationer overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt, at et statsligt aktieselskab mod at betale en engangsbeløb kan få nedsat de fremtidige løbende pensionsbidrag.

Dette skete i forbindelse med stiftelsen af Post Danmark A/S. Selskabet indgik således en aftale med Finansministeriet om, at det fastsatte pensionsbidrag på 20 pct. kunne nedsættes til 12 pct. mod indbetaling af et samlet engangsbeløb til staten på 1,75 mia.kr. i 2002. Beløbet var aktuarmæssigt fastsat som nutidsværdien af den fremtidige besparelse for Post Danmark A/S ved den reducerede sats for pensionsbidragene.

Det skal dog bemærkes, at denne model hverken stiller Post Danmark A/S eller staten dårligere eller bedre. Der er alene tale om en tidsmæssig forskydning af de løbende pensionsbidrag. Post Danmark A/S vurderede imidlertid, at aftalen havde signalmæssige fordele. På grund af de reducerede løbende pensionsbidrag vil selskabet således i de kommende år have lavere personaleomkostninger end ellers. Dermed vil selskabets omkostningsstruktur komme til at minde mere om, hvad der findes i konkurrerende selskaber. Der vil heller ikke være forskel på en aktivitets lønsomhed, alt efter om den udføres af tjenestemænd eller overenskomstansatte.

Dette vurderedes at være en fordel f.eks. i en situation, hvor selskabet skal privatiseres, og der derfor gennemføres sammenligninger med andre selskaber for at vurdere Post Danmark A/S’ indtjeningspotentiale. Modstykket til de lavere personaleomkostninger vil dog være højere kapitalomkostninger, da Post Danmark A/S måtte optage lån for at kunne gennemføre engangsbetalingen til staten.

Tjenestemændenes stilling ved udbud af offentlige opgaver

Et sidste forhold vedrørende tjenestemænd, der skal omtales, er deres stilling ved udbud af offentlige opgaver. Således gælder for nogle statslige aktieselskaber, at deres opgaver i stadig højere grad bringes i udbud. Det er tidligere sket inden for bustransport, og senest blev en del af passagertransporten på jernbanen bragt i offentligt udbud.

Tilstedeværelsen af et større antal tjenestemænd i den statslige virksomhed, der hidtil har varetaget opgaven, komplicerer imidlertid udbudsprocessen. Statslige tjenestemænd er således ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, og de vil derfor ikke kunne overgå til ansættelse i den private virksomhed, der i givet fald måtte vinde det gennemførte udbud. Staten vil alene kunne indgå en aftale om frivilligt udlån af de tjenestemænd, hvis arbejdsopgaver frem over skal varetages af den private virksomhed. En sådan udlånsaftale vil være frivillig for såvel tjenestemænd som vinderen af udbuddet, men er eksempelvis indgået mellem staten og Arriva Danmark A/S, der vandt udbuddet af jernbanetrafikken, for de tjenestemænd, der udførte opgaverne for DSB.

Dette forhold kan vanskeliggøre udbud af statslige aktiviteter, hvor der er ansat tjenestemænd, da staten eller det statslige selskab kan risikere at stå tilbage med overtallige tjenestemænd, som kan gøre krav på afskedigelse med rådighedsløn og pension, såfremt de ikke kan anvises anden passende stilling inden for deres ansættelsesområde.

8.3. Arbejdsgiver- og lønpolitik

De statslige aktieselskaber er selvstændige arbejdsgivere og har således kompetence til selv at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår med deres ansatte, dog bortset fra eventuelle udlånte tjenestemænd.

Løn- og arbejdsforhold i et statsligt aktieselskab må som udgangspunkt afspejle forholdene i lignende private selskaber. Det er afgørende for enhver virksomhed at kunne tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft, og det er derfor vigtigt, at statslige aktieselskaber formulerer en løn- og personalepolitik, som afspejler den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet.

Staten har dog samtidig en inter­esse i en afbalanceret lønudvikling i de statslige aktieselskaber dels som ejer, dels ud fra bredere samfunds-økonomiske hensyn, herunder risikoen for lønglidning på både det private og offentlige arbejdsmarked.

For at varetage disse hensyn blev det i 1992 besluttet, at statslige aktieselskaber, hvor der vurderedes at være et særligt styringsbehov for løn- og ansættelsesvilkår, skulle formulere selskabets arbejdsgiverpolitik i samråd med Finansministeriet. Vurderede Finansministeriet derimod, at der ikke var et særligt styringsbehov, kunne selskabet som alternativ til samrådsmodellen vælge at tilslutte sig en privat arbejdsgiverorganisation og dermed blive underlagt de kollektive overenskomster på det private område.

Samrådsmodellen medførte, at forhandlingsforløbet samt de overordnede rammer og principper for selskabets overenskomst­fornyelser skulle fastlægges forud for overenskomstfornyelserne i samråd med Finansministeriet. Dernæst skulle selskabet selvstændigt udforme og forhandle de enkelte overenskomster og aftaler efter indhentelse af mandat eller forhånds­godkendelse. Endelig skulle selskabet indrapportere de nødvendige løndata til Finansministeriet til brug for udarbejdelse af lønstatistikker mv.

Samrådsmodellen blev i en periode brugt over for en række statslige aktieselskaber.[3] Den faldt imidlertid gradvist bort, efterhånden som en række af disse selskaber blev privatiseret, eller de pågældende markeder blev fuldt liberaliseret.

Erfaringerne med samrådsmodellen var imidlertid også blandede, og modellen førte ikke til den indsigt i og indflydelse på lønudviklingen i selskaberne, som staten som udgangspunkt søgte at opnå.

Som et resultat heraf er der ikke indgået aftale om etableringen af en samrådsmodel i forbindelse med omdannelsen af Post Danmark til aktieselskab. Det fremgår tværtimod eksplicit i forarbejderne til stiftelsesloven, at Post Danmark A/S ikke vil være omfattet af det statslige forhandlingssystem, samt at det er op til Post Danmark A/S selv at beslutte, om selskabet vil melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation.

Gældende praksis er således i dag, at et statsligt aktieselskab ikke er omfattet af det statslige forhandlingssystem, og at det står selskabet frit for at organisere sig i en arbejdsgiverorganisation.

8.4. Medarbejderrepræsentation i selskabets bestyrelse

Medarbejdere i de større danske aktieselskaber har siden 1974 haft ret til repræsentation i selskabets bestyrelse. I selskaber, der de sidste tre år har beskæftiget i gennemsnit mindst 35 medarbejdere, har selskabets medarbejdere ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse, svarende til halvdelen af antallet af generalforsamlingsvalgte og udpegede medlemmer, dog mindst to personer. Ligeledes har medarbejdere i koncerner ret til repræsentation i f.eks. moderselskabets bestyrelse, uanset at medarbejdernes ansættelsesforhold er knyttet til et datterselskab.

Ved stiftelsen af statslige aktieselskaber er der typisk i de senere år indsat en bestemmelse i oprettelsesloven, der indebærer, at det normale krav om tre års ansættelse, før der opnås valgbarhed, sættes ud af kraft, så medarbejderne kan blive repræsenteret i bestyrelsen fra selskabets stiftelse. I dag er medarbejderne derfor repræsenteret i bestyrelserne i alle de statslige aktieselskaber, hvor de i henhold til loven har ret til det, samt DSB.

Flere statslige aktieselskaber har ikke en sådan størrelse, at selskabets medarbejdere har ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen. Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S har dog alligevel valgt at have medarbejderrepræsentation i bestyrelsen.

En række af de statslige aktieselskaber beskæftiger som nævnt fortsat statslige tjenestemænd. Disse tjenestemænd er vedvarende beskæftiget, men ikke formelt ansatte i selskabet og derfor heller ikke sikret repræsentation i selskabets bestyrelse på lige fod med de direkte ansatte medarbejdere. I oprettelsesloven for f.eks. Post Danmark A/S er disse tjenestemænd imidlertid sikret indflydelse på valg af medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse, jf. boks 8.2.

Boks 8.2. Tjenestemænds valgbarhed og stemmeret

Lov om Post Danmark A/S § 14, stk. 3. "De tjenestemænd, der udlånes til Post Danmark A/S, deltager på lige fod med selskabets medarbejdere ved valg af medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse, men er ikke selv valgbare til denne." Lov om Københavns Lufthavne A/S (jf. LBK nr. 517 af 9. juni 2000) § 7, stk. 6. "De tjenestemænd, der omfattes af stk. 1 og stk. 4, har på lige fod med selskabets øvrige medarbejdere ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse og er på tilsvarende måde valgbare til bestyrelsen, jf. aktieselskabslovgivningens bestemmelser herom."

8.5. Medarbejderaktier

Ved privatiseringer af statslige aktieselskaber er spørgsmålet om medarbejderaktier ofte blevet rejst. Medarbejderaktier udstedt til en særlig favørkurs anvendes ofte i private børsnoterede selskaber som et middel til at knytte medarbejderne tættere til selskabet.

For selskaber, der ikke er børsnoteret, kan der ikke umiddelbart skabes et aktieprogram for medarbejderne, da aktierne ikke frit kan handles og ikke løbende prisfastsættes. I princippet kan der skabes et kunstigt marked, hvor selskabet selv organisere handlen med aktierne. Erfaringer fra udlandet viser imidlertid, at sådanne ”fantom”-aktieprogrammer kan være meget omkostningsfulde at administrere. Derfor vil medarbejderaktieproblematikken altovervejende være relevant ved privatiseringer af statslige aktieselskaber i form af børsnoteringer.

Muligheden for tegning af medarbejderaktier i forbindelse med en hel eller delvis privatisering af selskabet er gjort eksplicit i stiftelseslovene for flere statslige aktieselskaber, jf. boks 8.3.

Boks 8.3. Tegning af medarbejderaktier

Lov om Post Danmark A/S § 4. Trafikministeren bemyndiges til at sælge op til 25 pct. af aktierne i Post Danmark A/S. Der kan tegnes medarbejderaktier. Af forarbejderne til loven fremgår, at: "I forbindelse med et salg gives der mulighed for at tegne medarbejderaktier, herunder til favørpris til de af selskabet ansatte medarbejdere. Baggrunden herfor er ønsket om at understøtte medarbejdernes tilknytning til virksomheden. [.]." Lov om Det Danske Klasselotteri A/S § 1, stk. 7. Skatteministeren bemyndiges til på statens vegne at afhænde aktier i selskabet. Stk. 9. Selskabet kan etablere medarbejderaktieordninger. Af forarbejderne til loven fremgår, at: "I bestemmelsen fastslås det, at selskabet skal kunne etablere medarbejderaktie-ordninger. Hensigten hermed er dels at sikre en bredere kreds af købere, dels at skabe større motivation hos selskabets medarbejdere, herunder kollektørerne, og fremme disses opbakning af selskabet. [.]."

I forbindelse med privatiseringerne af henholdsvis Statsanstalten for Livsforsikring A/S og Tele Danmark A/S samt ved nedbringelsen af den statslige ejerandel i Københavns Lufthavne A/S blev der i flere omgange udstedt medarbejderaktier, jf. tabel 8.2.

Tabel 8.2. Medarbejderaktier

Selskab	Tegningskurs/Udbudskurs	Udbudt antal
Københavns Lufthavne A/S 1) April 1994. November 1996. November 2000.	105/310 105/510 105/630	82.000 50.000 50.000
Tele Danmark A/S (i dag TDC) 2)  April 1994.	100/310	700.000
Statsanstalten for Livsforsikring A/S (i dag Danica Liv A/S) 3) Oktober 1990.	105/1.417	20.000

1)         Selskabets årsrapporter samt information fra selskabet.

2)         Børsprospekt 1994.

3)         Børsprospekt 1990. 

Der har i de nævnte tilfælde været stor interesse for medarbejderaktierne. Eksempelvis valgte 80 pct. af de berettigede medarbejdere i Københavns Lufthavne A/S at tegne med­ar­­bejderaktier. En medvirkende faktor til dette har utvivlsomt været, at medarbejderaktierne blev udbudt til pari eller tæt på pari, mens udbudskursen for andre var 3-14 gange højere.

Statens mulighed for at tilbyde medarbejderaktieprogrammer i forbindelse med privatiseringer vil i væsentligt omfang afhænge af privatiseringsmetoden. Hvis der er tale om en børsnotering, vil staten ud fra en konkret vurdering kunne bestemme, om medarbejderne skal tilbydes aktier, som det skete i tilfældet med Københavns Lufthavne A/S. Derimod vil det i høj grad være op til de nye ejere at beslutte, om medarbejderne kan tilbydes aktier, hvis staten sælger til en strategisk eller finansiel investor.

8.6. Sammenfatning

Tilstedeværelsen af tjenestemænd rejser en række særlige spørgsmål, hvis en statslig aktivitet ønskes udskilt i et aktieselskab, eller hvis et statsligt aktieselskab ønskes privatiseret. Det er afgørende, at der i arbejdet op til den enkelte omdannelse eller privatisering udvises skyldig hensyntagen til disse problemer, herunder at de økonomiske konsekvenser for såvel selskab som staten er fuldt belyst og afklaret.

Der er gennem tiden udviklet modeller for håndteringen af tjenestemandsproblematikken, der har vist sig holdbare. Meget afhænger dog af, hvordan modellerne bringes i anvendelse i forhold til det enkelte selskabs konkrete situation. Hvis et statsligt aktieselskab konkurrenceudsættes, er det særligt afgørende, at der f.eks. gennem hensættelser eller lignende forsøges taget højde for, at tilstedeværelsen af et større antal tjenestemænd giver det statslige aktieselskab højere omkostninger end konkurrenter, og at personalereduktioner kan være særligt omkostningsfulde. 

For så vidt angår udarbejdelsen af løn- og personalepolitik i øvrigt, er det først og fremmest et anliggende for selskabernes ledelse. Tidligere bestræbelser på at styre lønudviklingen gennem den såkaldte samrådsmodel førte ikke til de ønskede resultater. Som konsekvens heraf står det enkelte statslige aktieselskab frit med hensyn til, hvordan overenskomster med medarbejderne indgås. Tilsvarende kan et statsligt aktieselskab selv vælge ud fra en vurdering af selskabets forhold, om det vil være hensigtsmæssigt at tilslutte sig en arbejdsgiverforening.

Personaleomkostningerne i de statslige aktieselskaber vil dog løbende blive fulgt, og det forudsættes, at de statslige aktieselskaber udviser økonomisk ansvarlighed ved fastlæggelsen af løn- og ansættelsesvilkårene.

Endelig kan udstedelsen af medarbejderaktier i forbindelse med privatiseringer af statslige aktieselskaber være et nyttigt middel med hensyn til både at knytte medarbejderne tættere til virksomheden og at sikre medarbejdernes opbakning til selve privatiseringsprocessen. Brugen af dette instrument vil dog være i praksis være begrænset til situationer, hvor privatiseringen sker ved børsnoteringen eller salg af yderligere aktier i et allerede børsnoteret selskab. I andre tilfælde må det være op til den nye ejer at beslutte.

---

[1] Følgende er baseret på Justitsministeriets notat af 24. august 1989 om tjenestemænds retsstilling i forbindelse med privatisering som fremsendt den 31. oktober 1989 som svar på et spørgsmål fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del – bilag 3).

[2] Det bemærkes, at DSB beskæftiger et betydeligt antal tjenestemænd, men er organiseret som et selvstændig offentlig virksomhed netop for at bevare tjenestemændenes tilknytning til staten, således at der ikke er tale om, at de er udlånt til virksomheden.

[3] Blandt andet DSB Rederi A/S (Scandlines), DSB Busser A/S (Combus), DSB S-tog A/S, EKR Kreditforsikring A/S, GiroBank A/S, Statens Konfektion A/S, Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S og Tele Danmark A/S.