Forord
Forord
Statslige aktieselskaber og selvstændige offentlige virksomheder udfører virksomhed, der påvirker dagligdagen for de fleste danskere. Det er afgørende for regeringen, at disse virksomheder drives effektivt. Der er derfor i det sidste år sat fokus på, hvordan staten kan bidrage til, at selskaberne lever op til principperne for god selskabsledelse (”corporate governance”). Dette har blandt andet resulteret i rapporten fra Finansministeriet, Trafikministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, Staten som aktionær, januar 2004.
Åbenhed og gennemsigtighed om det statslige ejerskab er fremhævet som et vigtigt element i god selskabsledelse.
Statens selskaber 2004 udspringer direkte af ønsket om større åbenhed og gennemsigtighed. Publikationen erstatter således det årlige orienterende aktstykke, som finansministeren i de seneste godt ti år har fremsendt til Folketingets Finansudvalg. Ud over den ændrede form for den årlige afrapportering indeholder Statens selskaber 2004 som noget nyt centrale oplysninger om alle de selskaber og selvstændige offentlige virksomheder, som staten er engageret i.
Regeringen har endvidere ønsket at justere bestyrelsessammensætningen i de statslige selskaber for at skabe større klarhed om styringen og ansvarsfordelingen. Således er der i løbet af foråret sket en markant reduktion i antallet af bestyrelsesmedlemmer, der samtidig er statsansatte under instruktion af en minister.
Den statslige aktieportefølje er ikke konstant. Regeringen overvejer således løbende, om der fortsat er særlige begrundelser for statens direkte engagement i forretningsmæssig virksomhed. Hvis det ikke er tilfældet, ønsker regeringen at privatisere selskaberne – helt eller delvist. På den baggrund har regeringen igangsat arbejde for at inddrage private medejere i selskaber som Post Danmark A/S, TV 2/DANMARK A/S og DONG A/S.