Forrige12  af  14Næste

Aftale om udmøntning af UMTS-provenuet 2006-2008


Aftale om udmøntning af UMTS-provenuet 2006-2008

Aftale om udmøntning af UMTS-provenuet 2006-2008

UMTS-provenuet for perioden 2006-2008 er 855 mio. kr. I forligskredsen er der enighed om, at midlerne udmøntes som anført i tabel 1 nedenfor.

Tabel 1. Udmøntning af UMTS-provenuet 2006-2008

2006 2007 2008
Mio. kr. 2006-niveau
UMTS-reserven i alt 285,0 285,0 285,0
Forskning: 185,0 185,0 183,0
1. Det Strategiske Forskningsråd
Sundhedsindsats mod udefra kommende påvirk-ninger, herunder forskning i antidoping 26,0 26,0 26,0
Biologisk produktion 26,0 26,0 26,0
Vand som ressource og element i naturens kredsløb 26,0 26,0 26,0
HotSpots inkl. nye produktionsformer 26,0 26,0 26,0
Vedvarende energi 10,5 12,5 12,5
2. Det Frie Forskningsråd 40,0 40,0 40,0
3. Dansk deltagelse i EU's forskningsprogrammer 13,0 13,0 13,0
4. Digitalisering af kulturarven 6,5 6,5 6,5
5. Polarforskning, yderligere støtte til
Logistik/feltstationer (§19.55.05.31) - 3,0 3,0
Arktisk forskning (§19.55.05.30) - 6,0 4,0
6. Registerforskning 9,0 - -
7. Ørsted 2,0 - -
8. IKT: 45,0 45,0 45,0
Sammenhæng i offentlige IT-systemer, e-læring, e-business og styrket konkurrence m.v.
Innovation og videndeling: 55,0 55,0 57,0
9. Viden og vækst i virksomheder 10,0 10,0 12,0
10. Regional IT-satsning 30,0 30,0 30,0
11. Videnpiloter 15,0 15,0 15,0

1. Det Strategiske Forskningsråd
Der afsættes bevillinger til fem innovationsaccelererende forskningsplatforme og HotSpots under Det Strategiske Forskningsråd. De innovationsaccelererende forskningsplatforme er det Strategiske Forskningsråds forslag til strategiske satsninger, og er udvalgt på baggrund af en række kriterier, herunder a) at Danmark har forskningsmiljøer i international klasse, b) at Danmark har internationalt konkurrencedygtige erhvervsklynger, c) at der er et tydeligt behov for forskningsbaserede løsninger og d) hvor ny teknologi kan give innovationsgennembrud. Forligskredsen er enige om, at hovedparten af midlerne inden for initiativet "HotSpots inkl. nye produktionsformer" skal anvendes til at etablere HotSpots inden for videnområderne den globale virkelighed, innovation og kreativitet, oplevelsesøkonomi samt markedsforståelse og brugerdreven innovation hvor potentialet for samspil og vækst er særligt fremtrædende.

2. Det Frie Forskningsråd
Til styrkelse af forskningsrådenes frie midler (den almene fondsfunktion) afsættes en bevilling på 40,0 mio. kr. Konkurrencen om forskningsrådenes frie midler styrker kvaliteten af forskningsindsatsen i kraft af projekter af høj kvalitet.

3. Dansk deltagelse i EU’s forskningsprogrammer
Danmark arbejder for, at EU’s budget til forskning og udvikling forøges væsentligt i de kommende år. Det er derfor vigtigt, at Danmark er i stand til at udnytte dette og få del i de øgede midler til større strategiske projekter, der kan være med til at styrke danske institutioners og virksomheders konkurrenceposition. Der afsættes således 10,0 mio. kr. årligt til at støtte forberedelse af større ansøgninger under EU's 6. og 7. rammeprogram for forskning og udvikling. Desuden afsættes 3,0 mio. kr. årligt til støtte af forprojekter under det 6. og 7. rammeprogram for små og mellemstore virksomheder.

4. Digitalisering af kulturarven
Det er både bevaringsmæssigt og formidlingsmæssigt vigtigt, at arbejdet med at digitalisere kulturarven fortsættes, og at der er fokus på hele bevarings- og formidlingsproblematikken. I forlængelse af de afsatte bevillinger i 2002 afsættes således yderligere 6,5 mio. kr. årligt til digitalisering på kulturområdet. Bevillingerne udmøntes til en række forsknings- og udviklingsprojekter på institutioner under Kulturministeriets område. Der afsættes bevillinger til følgende emner: a) Metodeudvikling inden for bevaring (1,0 mio. kr. i 2006 og 1,5 mio. kr. i 2007 og 2008), b) Forskningsprojekter vedrørende Industrikulturens År (1,3 mio. kr. årligt), c) Styrkelse af forskning i Statens Arkiver (1,2 mio. kr. årligt), d) Konservering og passiv klimatisering af museumsmagasiner (1,0 mio. kr. årligt), e) Dansk kunst på nettet (1,0 mio. kr. årligt) og f) Digitalisering af Dansk Blindebibliotek (1,0 mio. kr. i 2006 og 0,5 mio. kr. i 2007 og 2008). Projekter om forskningsstøtte kvalitetssikres på sædvanlig vis i forskningsrådene.

5. Polarforskning
I 2007-2009 afholdes Det Internationale Polarår (IPY), og på denne baggrund styrkes de eksisterende puljer til arktisk forskning og logistikstøtte. Udmøntningen sker gennem henholdsvis Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og Dansk Polarcenter.

6. Registerforskning
Der afsættes en bevilling til fortsat drift af ForskerServiceenhederne i 2006. Disse blev etableret ved Danmarks Statistik og Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udmøntningen af UMTS-midlerne i 2002. Begge institutioner ligger inde med store mængde data, som især sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige forskere ønsker at anvende i deres forskning.

7. Ørsted
Der afsættes midler til fortsat drift af Ørsted-satellitten i 2006. Da Ørsted satellitten blev opsendt i februar 1999, havde den en forventet levetid på 3 til 12 mdr., men satellitten har siden opsendelsen tilbragt over 6½ år i sit kredsløb om jorden og fungerer, efter omstændighederne og sin alder i betragtning, stadig upåklageligt. Bevillingen giver en unik mulighed for databehandling i forbindelse med målinger af jordens magnetfelt i yderpunkterne af solens 11-årige solpletperiode.

8. IKT
En relevant, billig og velfungerende informations- og kommunikationsinfrastruktur er en grundbetingelse for udviklingen af vidensamfundet og den økonomiske vækst. Derfor afsættes der midler til bl.a. at fremme sammenhængen i offentlige IT-systemer, herunder etablering af et videncenter for software, til at fremme e-business og e-læring og styrke konkurrencen på området.

9. Viden og vækst i virksomheder
Der afsættes en bevilling til igangsætning af et projekt, som retter sig mod små videnintensive og højteknologiske virksomheder, og sigter mod at udvikle virksomhederne til vækstvirksomheder med stor omsætning, høj værdi og relativt mange medarbejdere. De deltagende virksomheder udvælges i en åben proces. Projektet omfatter deltagelse i coaching og netværksaktiviteter i samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT). Med henblik på at sikre en stærk forankring af initiativet og kompetencer blandt de aktører, der er centrale i forhold til at omsætte ideer til gode forretninger, inddrages eksisterende institutioner. Projektet vil blive fulgt af en følgegruppe med repræsentation af forskningsmæssig ekspertise.

10. Regional IT-satsning
I 2002 blev der indgået et bredt politisk forlig om at tildele det jysk-fynske område 175 mio. kr. til en markant IT-satsning i perioden 2002-2005. Som opfølgning på dette initiativ afsættes en bevilling til forsættelse af projektet, hvor samarbejdet udvides til at dække Danmark bredere. Projekterne vil blive udvalgt således, at den regionale videnspredning er i fokus. Derudover udvides satsningen med en tværgående formidlingsaktivitet.

11. Videnpiloter
På baggrund af de hidtidige erfaringer med den eksisterende ordning, afsættes der yderligere bevillinger til regionale videnpiloter. Ordningen sigter på at styrke små og mellemstore regionale virksomheders innovation og kompetencer via ansættelse af højtuddannet arbejdskraft.

Forrige12  af  14Næste