1  af  10Næste

1. Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen


Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen Opfølgning på velfærdsaftalen Opfølgning på aftale om fremtidig indvandringNovember 2006 – 1. Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen

Som opfølgning på aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om fremtidens velstand, velfærd og investeringer i fremtiden er der aftalt en udmøntning af den tilvejebragte globaliseringspulje.

1.1 Den overordnede udmøntning af globaliseringspuljen

På baggrund af beskæftigelsesfremmende reformer i velfærdsaftalen blev tilvejebragt en globaliseringspulje til investeringer i fremtiden. Puljen udgør 2 mia. kr. i 2007 stigende til 8 mia. kr. i 2010. I 2011-2012 vil blive afsat yderligere 1 mia. kr. årligt, således at globaliseringspuljen udgør 10 mia. kr. i 2012.

Globaliseringspuljen skal medvirke til at gøre Danmark til et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund. Der er derfor aftalt, at følgende overordnede mål prioriteres på globaliseringsområdet:

  • De offentlige forskningsbevillinger øges, således at de fra og med 2010 udgør 1 pct. af BNP.
  • Mindst 85 pct. af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2010, og mindst 95 pct. i 2015.
  • Mindst 50 pct. af alle unge skal have en videregående uddannelse i 2015 samtidig med at færdiggørelsesalderen reduceres.
  • Målet er, at danske virksomheder og offentlige institutioner bliver blandt de mest innovative i verden, og at Danmark i 2015 bliver blandt de lande, hvor der er flest vækstiværksættere.
  • Voksen- og efteruddannelsen skal styrkes, herunder gennem et markant løft i læse-, skrive- og regneindsatsen for voksne, 2.000 flere voksenlærlinge samt en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsesaktivitet.

Med henblik på at realisere disse målsætninger er partierne enige om udmøntningen af globaliseringspuljen på de fem hovedområder, jf. tabel 1.1.

Tabel 1.1
Overordnet udmøntning af globaliseringspuljen
 
  Mio. kr. 2007 pl. 2007 2008 2009 2010 2011    2012  
  I alt 2.000 4.000 6.000 8.000 9.000 10.000  
  Forskning og udvikling 1.000 2.000 3.300 4.600 4.900 5.200  
  Innovation og iværksætteri 350 400 400 5001 5001 5001  
  Alle unge skal have en ungdomsuddannelse 308 781 1.220 1.702 2.232 2.620  
  Flere skal have videregående uddannelse 200 285 537 650 1.147 1.461  
  Styrket voksen- og efteruddannelsesindsats 141 534 540 547 217 217  
  1)          Fordelingen af globaliseringspuljen fra 2010-2012 afventer endelig afklaring mellem regeringen og
            aftalepartierne.
 

Forskning og udvikling

På forskningsområdet afsættes en stigende udgiftsprofil med henblik på at efterleve målsætningen om at øge de offentlige forskningsbevillinger til 1 pct. af BNP frem mod 2010. I 2011 og 2012 afsættes midler med henblik på at fastholde dette niveau efter 2010.

Forskningsmidlerne afsættes bl.a. til basisbevillinger, opbygning af forskningskapacitet, en styrkelse af den fri forskning og den strategiske forskning samt samarbejde med private om forskning og udvikling.

Innovation og iværksætteri

Målet er, at danske virksomheder og offentlige institutioner bliver blandt de mest innovative i verden, og at Danmark inden 2015 bliver blandt de lande, hvor der er flest vækstiværksættere. Hvis disse mål skal nås, er der behov for en styrket indsats. Der afsættes 350 mio. kr. i 2007 og 400 mio. kr. årligt i 2008 og 2009. Fra 2010 og frem er forudsat afsat 500 mio. kr. årligt til hovedområdet innovation og iværksætteri.

Der igangsættes et særligt program for brugerdreven innovation med henblik på at styrke innovationen i både virksomheder og offentlige institutioner i hele Danmark. Vilkårene for nye og mindre virksomheder skal styrkes gennem bedre rådgivning og adgang til risikovillig kapital. Det skal ske med udgangspunkt i de nye regionale iværksætter/væksthuse og i samarbejde med regionale og lokale aktører og viden-institutioner. Derudover skal markedsføringen af Danmark styrkes. Der skal iværksættes en handlingsplan for, hvordan vi bedre kan markedsføre Danmark gennem bl.a. en øget indsats over for investeringer, eksport, turisme og Danmark som kreativ nation. Hertil kommer en styrkelse af konkurrencen, fremme af idéudvikling i uddannelserne og en styrkelse af de erhvervsmæssige potentialer i kultur- og oplevelsesøkonomien.

Alle unge skal have en ungdomsuddannelse

For at nå målsætningerne om, at 85 pct. af en ungdomsårgang i 2010 og 95 pct. i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, afsættes midler til investering i kvalitet på ungdomsuddannelserne, samt udbygning af undervisningskapaciteten mv., der følger af, at et stigende antal elever ventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. I alt afsættes i 2007 ca. 300 mio. kr. stigende til ca. 2,6 mia. kr. i 2012.

Der er indgået en ny flerårsaftale for erhvervsuddannelserne mv. på ca. 270 mio. kr. i 2007 samt ca. 475 mio. kr. årligt i 2008 og 2009. Flerårsaftalen skal bl.a. sikre et kvalitetsløft gennem en differentieret pædagogisk indsats, en styrket og mere målrettet undervisning i grundforløbene, en styrket vejledningsindsats, et forstærket praktikpladsopsøgende arbejde og en forstærket uddannelsesgaranti.

Flere skal have en videregående uddannelse

Som på ungdomsuddannelsesområdet afsættes midler til både styrkelse af kvaliteten og undervisningskapaciteten på de videregående uddannelser. Midlerne skal medvirke til at realisere målsætningen om, at halvdelen af alle unge i 2015 gennemfører en videregående uddannelse. I alt afsættes 200 mio. kr. i 2007 stigende til knap 1,5 mia. kr. i 2012.

Der afsættes bl.a. midler til styrkelse af kvaliteten i uddannelserne med henblik på at få flere unge til at starte på en videregående uddannelse og nedbringe frafaldet på de videregående uddannelser. For at styrke undervisningskvaliteten afsættes midler til øget efteruddannelse af underviserne på de videregående uddannelsesinstitutioner, bedre udnyttelse af den nyeste viden i undervisningen og etablering af en uafhængig akkrediteringsinstitution. Der etableres professionshøjskoler for videregående uddannelse og gennemføres reform af de korte videregående uddannelser. Desuden skal der skabes flere attraktive uddannelsestilbud, herunder bl.a. ved at sikre bedre muligheder for at kombinere de videregående uddannelser i forhold til fagområder og tage dele af studiet i udlandet.

Styrket voksen- og efteruddannelsesindsats

For at styrke voksen- og efteruddannelsesområdet afsættes knap 150 mio. kr. i 2007, ca. 540 mio. kr. årligt i 2008-2010 og ca. 220 mio.kr. årligt i 2010-2012. De afsatte midler skal finansiere en række aftalte initiativer og målsætninger i velfærdsaftalen. Herunder et markant løft og en målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne, 2.000 ekstra voksenlærlingepladser, en forenklet og permanent jobrotationsordning samt en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsesaktivitet. Midlerne skal endvidere finansiere følgende nye initiativer: Bedre vejledning og rådgivning til beskæftigede og virksomheder, øget anerkendelse af kompetencer opnået uden for det offentlige uddannelsessystem, bedre tilbud til tosprogede og flere og bedre tilbud på videregående voksenuddannelsesniveau.

Aftalepartierne vil i efteråret 2007 foretage en samlet drøftelse af rammevilkårene på det erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesområde, herunder med henblik på dels mere fleksibel deltagerbetaling på arbejdsmarkedsuddannelserne og en ny takststruktur, dels en ny model for godtgørelse på området. Regeringen vil videreføre den eksisterende takstforhøjelse på arbejdsmarkedsuddannelserne i 2007 og vil justere den økonomiske styringsmodel på det erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesområde med virkning fra 2007.

1.2 Principper for udmøntning

Som opfølgning på velfærdsaftalen afsættes en del af midlerne som uudmøntede reserver inden for hvert af hovedområderne, der senere forhandles af aftalepartierne.

Aftalepartierne er enige om, at alle nye initiativer som hovedregel evalueres i 2009, med henblik på at vurdere om initiativerne skal fortsætte, justeres eller omprioriteres til andet. Evalueringerne skal sikre, at der sker en vurdering af det enkelte initiativs effektivitet bl.a. i forhold til de opstillede succeskriterier og mål. Konkret foretages evalueringen i første halvdel af det sidste år, initiativet er aftalt til at løbe, således at evalueringen vil danne grundlag for de politiske drøftelser af initiativet i det følgende efterår.

Mindreforbrug i forhold til de afsatte midler, herunder til kapacitetsudvidelser på ungdoms- og videregående uddannelser, forbliver i den samlede globaliseringspulje. Midlerne udmøntes efter drøftelse i den centrale aftalekreds til initiativer, som understøtter de overordnede mål, der indgår i velfærdsaftalen. Tilsvarende finansieres evt. merforbrug inden for den samlede globaliseringspulje. Opgørelser af evt. mer- og mindreforbrug foretages på baggrund af endelige regnskabstal og sker i forhold til det eksisterende udgiftsniveau på områderne foruden globaliseringspuljen, som fastlagt på finansloven for 2007.

1  af  10Næste