6. Aftale om udmøntning af globaliseringspuljens midler til styrket voksen- og efteruddannelse
Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen Opfølgning på velfærdsaftalen Opfølgning på aftale om fremtidig indvandringNovember 2006 – 6. Aftale om udmøntning af globaliseringspuljens midler til styrket voksen- og efteruddannelse
Løbende voksen- og efteruddannelse gennem hele livet bidrager til, at virksomheder og medarbejdere er bedre rustede til omstilling på arbejdsmarkedet og til, at den enkelte højere op i alderen er efterspurgt på arbejdsmarkedet.
I internationale sammenligninger er voksen- og efteruddannelsesaktiviteten i Danmark allerede høj. En stor del af arbejdsstyrken deltager årligt i offentlig, privat eller virksomhedsintern voksen- og efteruddannelse. Alligevel har mange voksne problemer med at læse, skrive eller regne. Og personer med det svageste faglige udgangspunkt deltager mindst.
Med henblik på at styrke voksen- og efteruddannelsesindsatsen blev aftalepartierne i forbindelse med velfærdsaftalen enige om følgende elementer:
- Et markant løft og en målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne.
- Afsættelse af en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
- 2.000 flere voksenlærlinge og en forbedring af ordningen.
- Forenklet og permanent jobrotationsordning.
Herudover er aftalepartierne enige om følgende nye initiativer:
- Bedre vejledning og rådgivning til beskæftigede og virksomheder. Der afsættes en pulje til formålet med henblik på senere udmøntning.
- Øget anerkendelse af kompetencer opnået uden for det offentlige uddannelsessystem.
- Bedre tilbud til tosprogede.
- Flere og bedre tilbud for voksne på videregående niveau.
Den samlede prioritering af globaliseringspuljen til en styrkelse af voksen- og efteruddannelsesindsatsen fremgår af tabel 6.0.
| Tabel 6.0 | ||||||||
| Fordeling af midler fra globaliseringspuljen til en styrket voksen- og efteruddannelse | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| I alt | 141 | 534 | 540 | 547 | 217 | 217 | ||
| 6.1 Et markant løft og en målsæt-ning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne | 29 | 39 | 50 | 62 | 62 | 62 | ||
| 6.2 Afsættelse af en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse | - | 333 | 333 | 328 | - | - | ||
| 6.3 2.000 flere voksenlærlinge og en forbedring af ordningen | 36 | 55 | 55 | 61 | 61 | 61 | ||
| 6.4 Forenklet og permanent jobrotationsordning | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | ||
| 6.5 Nye initiativer på voksen- og efteruddannelsesområdet | 26 | 55 | 50 | - | - | - | ||
| Reserve til senere udmøntning | - | - | - | 42 | 42 | 42 | ||
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i foråret 2006 drøftet voksen- og efteruddannelsesindsatsen. Der er i slutdokumentet fra trepartsdrøftelsen 20. marts 2006 enighed om, at voksen- og efteruddannelsesindsatsen skal styrkes, og at alle – den enkelte, virksomhederne, arbejdsmarkedets parter og det offentlige – har et ansvar for, at opgaven løftes.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter afholdt 25. september 2006 trepartsmøde om voksen- og efteruddannelse, hvor det fælles ansvar for at styrke indsatsen blev bekræftet. Der var blandt andet enighed om, at rammevilkårene på erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesinstitutioner i højere grad skal sikre, at institutionerne prioriterer at udbyde voksen- og efteruddannelse. Regeringen har tilkendegivet at ville videreføre den midlertidige takstforhøjelse på arbejdsmarkedsuddannelserne i 2007. Dette medfører merudgifter i 2007 på ca. 30 mio. kr., som regeringen vil finansiere uden for globaliseringspuljen. Der er aftalt nyt trepartsmøde i forsommeren 2007.
Aftalepartierne vil i efteråret 2007 foretage en samlet drøftelse af rammevilkårene på det erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesområde, herunder med henblik på dels mere fleksibel og differentieret deltagerbetaling på arbejdsmarkedsuddannelserne og en ny takststruktur, dels en ny model for godtgørelse på det erhvervsrettede område. Aftalepartierne vil endvidere drøfte de konkrete vilkår for udbetaling fra puljen på 1 mia. kr., der er afsat til finansiering af øgede offentlige driftsudgifter til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsesaktivitet. Regeringen vil foretage en takstanalyse på arbejdsmarkedsuddannelserne for 2006 og vil justere den økonomiske styringsmodel på det erhvervsrettede område med virkning fra 2007.
De enkelte elementer i aftalen er beskrevet mere konkret i bilaget.
Bilag Elementer i en aftale om en styrket voksen- og efteruddannelsesindsats
6.1 Et markant løft og en målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne
Det er en forudsætning for at klare sig på arbejdsmarkedet, at man kan læse og skrive. Gode grundlæggende færdigheder medfører også højere livskvalitet og er nødvendige for, at den enkelte kan tage del i samfundslivet.
Voksne med utilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder deltager mindre i voksen- og efteruddannelse end andre. Ofte mangler motivationen, og gruppen søger i mindre grad end andre selv uddannelse.
Aftalepartierne er enige om, at antallet af kursister på læse-, skrive- og regnekurser for voksne (forberedende voksenundervisning) skal nå 40.000 årligt over de kommende år gennem følgende initiativer:
- Mulighederne for at kombinere voksenundervisning i læsning, skrivning og regning med en arbejdsmarkedsuddannelse forbedres.
- Undervisningen målrettes personer, der taler dansk, men har behov for bedre læse- og skrivefærdigheder.
- Undervisningen tilpasses i højere grad den enkelte og det maksimale timetal øges til 80 timer.
- Der afsættes midler til en permanentgørelse og styrkelse af indsatsen med opsøgende læse-, skrive- og regnekonsulenter. Samlet afsættes 40 mio. kr. årligt til en styrket opsøgende indsats samt bedre vejledning og rådgivning.
- Deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser får mulighed for screening af læse- og skrivefærdighederne.
- Der iværksættes et forsøg, hvor ledige i forbindelse med aktivering kan få screenet læse- og skrivefærdighederne. Forsøget målrettes personer med kort eller ingen uddannelse.
- Der iværksættes et forsøg med it og engelsk på forberedende voksenundervisningsniveau.
I 2004 var der ca. 23.000 kursister på forberedende voksenundervisning. Hvis målet om 40.000 kursister skal indfries, er det afgørende, at også arbejdsgivere, fagforeninger og kolleger bidrager til at stimulere efterspørgslen efter uddannelse hos de mindst motiverede.
| Tabel 6.1 | ||||||||
| Et markant løft og en målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-,skrive- og regnekurser for voksne | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| 6.1 Løft i læse-, skrive- og regnekurser forvoksne 1 | 29 | 39 | 50 | 62 | 62 | 62 | ||
| 1) Heraf 15 mio. kr. årligt til opsøgende læse-, skrive- og regnekonsulenter i 2007-2008 og 20 mio. kr. årligt i 2009-2012. | ||||||||
Der er videre enighed om, at offentlige udgifter til voksen- og efteruddannelse skal anvendes målrettet, så gevinsten til samfundet bliver størst mulig. Udgifterne skal prioriteres grupper med de største uddannelsesmæssige behov, der ofte ikke i tilstrækkelig grad er i fokus på arbejdspladserne.
6.2 Afsættelse af en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
Arbejdsmarkedets parter har med slutdokumentet fra trepartsdrøftelserne 20. marts 2006 en vigtig opgave i forhold til at understøtte udviklingen af arbejdsstyrkens kompetencer, især på det erhvervsrettede område, herunder arbejdsmarkedsuddannelserne. Arbejdsmarkedets parter kan fx løfte opgaven ved at indgå aftaler om opsparingsordninger til voksen- og efteruddannelse. Arbejdsmarkedets parter har tidligere – fx i forbindelse med udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne – løftet væsentlige samfundsopgaver.
Aftalepartierne er enige om at afsætte en midlertidig pulje på 1 mia. kr. til finansiering af øgede offentlige driftsudgifter til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsesaktivitet.
| Tabel 6.2 | ||||||||
| Afsættelse af en pulje på 1mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsesaktivitet | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| 6.2 Pulje på 1 mia. kr. 1 | - | 333 | 333 | 328 | - | - | ||
| 1) Forudsat udmøntning. 2 mio. kr. til jobrotation i 2007 finansieres af puljen på 1 mia. kr. i 2010. | ||||||||
Udbetaling fra puljen afhænger af, at arbejdsmarkedets parter øger finansieringsbidraget til en styrket voksen- og efteruddannelsesindsats fremadrettet. Puljen udmøntes fra 2008 og mindst frem til 2010. De konkrete vilkår herfor aftales nærmere i 2007. Regeringen vil drøfte vilkår for udbetaling med arbejdsmarkedets parter efter afslutningen af overenskomstforhandlingerne i foråret 2007.
6.3 2.000 flere voksenlærlinge og en forbedring af ordningen
Mange ikke-faglærte voksne har fordel af et kompetenceløft. Det skal blandt andet ses i lyset af globaliseringen og den teknologiske udvikling. Voksenlærlingeordningen giver voksne bedre muligheder for at få en erhvervsuddannelse.
Aftalepartierne er enige om, at flere skal ind i voksenlærlingeforløb. Derfor afsættes midler til 2.000 ekstra voksenlærlingepladser med tilskud svarende til, at antallet af voksenlærlingepladser kommer op på knap 9.000 årligt i 2010. Løntilskud gives til voksnes erhvervsuddannelse på områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
| Tabel 6.3 | ||||||||
| 2.000 flere voksenlærlinge og en forbedringaf ordningen | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| 6.3 2.000 flere voksenlærlinge1 | 36 | 55 | 55 | 61 | 61 | 61 | ||
| 1) Hertil kommer udgifter på erhvervsuddannelserne på 21 mio. kr. i 2007 og 43 mio. kr. årligt i 2008-2012. Udgifterne finansieres ved omprioriteringer af eksisterende midler på Undervisningsministeriets område og finansieres således uden for globaliseringspuljen. Ordningen indfases med ca. 1.350 flere pladser i 2007, ca. 1.850 i 2008 og 2009 og 2.000 fra 2010. | ||||||||
6.4 Forenklet og permanent jobrotationsordning
Opkvalificering af ledige er en central del af den aktive beskæftigelsesindsats. Med jobrotationsordningen ansættes ledige som vikarer, mens arbejdsgiveren sender sine medarbejdere på efteruddannelse.
Aftalepartierne er enige om at gøre jobrotationsordningen permanent og lettere at anvende for virksomhederne.
Med den forenklede ordning kan virksomhederne modtage en særlig jobrotationsydelse på højeste dagpengeniveau plus 60 pct. Ydelsen skal være en støtte til virksomhedens samlede løn- og uddannelsesudgifter i forbindelse med ordningen. Der skal desuden være en ”time til time-relation” mellem den beskæftigede i uddannelse og vikaren, der ansættes. Virksomheden afgør selv, hvilken offentligt eller privat udbudt uddannelse, den beskæftigede skal deltage i.
Målgruppen af beskæftigede er ikke-faglærte og faglærte. Der afsættes en særlig pulje på 8 mio. kr. årligt til jobrotation for beskæftigede med en kort eller mellemlang videregående uddannelser. Pengene fordeles efter først-til-mølle princippet. Puljen evalueres efter 1 år.
| Tabel 6.4 | ||||||||
| Forenklet og permanent jobrotationsordning | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| 6.4 Jobrotationsordning1 | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | ||
| 1) Nettomerudgifter. 2 mio. kr. til jobrotation i 2007 finansieres af puljen på 1 mia. kr. i 2010. | ||||||||
Det er forudsætningen, at ca. 8.800 beskæftigede og ca. 1.650 ledige årligt vil anvende ordningen (ca. 440 helårspersoner fra henholdsvis beskæftigelse og ledighed). Efter indførelsen af ordningen følges udgifts- og aktivitetsudviklingen tæt, herunder om den udvikler sig som forudsat, og hvordan ordningen spiller sammen med andre godtgørelsesordninger. Hvis udgifterne væsentligt overstiger det forudsatte, gennemføres justeringer af ordningen med henblik på sikring af en aktivitet svarende til det forudsatte.
6.5 Nye initiativer på voksen- og efteruddannelsesområdet
Udover allerede aftalte initiativer i forbindelse med velfærdsaftalen er aftalepartierne enige om en række nye initiativer, herunder bedre vejledning og rådgivning, øget anerkendelse af kompetencer opnået udenfor det offentlige uddannelsessystem, bedre tilbud til tosprogede og flere og bedre tilbud på videregående niveau. Udgifterne prioriteres som det fremgår af tabel 6.5.
De nye initiativer evalueres efter 3 år. Det giver mulighed for på baggrund af evalueringerne og under hensyntagen til de til den tid værende behov eventuelt at fortsætte initiativerne, foretage justeringer eller omprioritere til andet.
| Tabel 6.5 | ||||||||
| Nye initiativer på voksen- og efteruddannelsesområdet | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| I alt | 26 | 55 | 50 | 42 | 42 | 42 | ||
| 6.5.1 Bedrevejledning og rådgivning til beskæftigede og virksomheder | 20 | 30 | 25 | - | - | - | ||
| 6.5.2 Øgetanerkendelse af kompetencer opnåetuden for det offentlige uddannelsessystem 1 | 1 | 11 | 8 | - | - | - | ||
| 6.5.3 Bedretilbud til tosprogede | 5 | 11 | 11 | - | - | - | ||
| 6.5.4 Flereog bedre tilbud på videre gåendeniveau | - | 3 | 6 | - | - | - | ||
| Reserve til senere udmøntning | - | - | - | 42 | 42 | 42 | ||
| 1) Derer i 2008 afsat en ramme på 3 mio. kr. til finansiering af realkompetencevurderingi forbindelse med uddannelse på videregående niveau for ikke-faglærteog faglærte. Midlerne finansierer udgifterne både i 2008 og 2009. | ||||||||
6.5.1 Bedre vejledning og rådgivning til beskæftigede og virksomheder
En effektiv vejlednings- og rådgivningsindsats er vigtig for at sikre, at alle får de rette tilbud og flere bliver motiveret for efteruddannelse. Både det offentlige og arbejdsmarkedets parter har væsentlige opgaver i forhold til at sikre bedre vejledning og rådgivning.
Behovet for vejledning og rådgivning varierer betydeligt fra person til person og fra virksomhed til virksomhed, både i omfang og karakter. For nogle beskæftigede og virksomheder kan lettilgængelige internetbaserede informationer og værktøjer være den rette adgang til vejleding og rådgivning. Andre grupper på arbejdsmarkedet, herunder fx personer med relativ lav motivation for efteruddannelse, kan have behov for en mere personlig opsøgende vejledningsindsats. Arbejdsmarkedets parter kan også bidrage til at styrke den opsøgende indsats.
Aftalepartierne er enige om at afsætte en pulje til bedre vejledning og rådgivning på 20 mio. kr. i 2007, 30 mio. kr. i 2008 og 25 mio. kr. i 2009. Regeringen vil udarbejde et forslag til konkret udmøntning af puljen med henblik på drøftelse med aftalepartierne i marts 2007. Forslaget til udmøntning vil blive udformet således, at der sikres et samspil med den øvrige offentligt forankrede vejledning og rådgivning, herunder på jobcentre og uddannelsesinstitutioner, og den vejledning, der tilbydes af interesseorganisationer og andre lokale aktører. Forslaget vil især tage højde for særlige behov hos kortuddannede og på små og mellemstore virksomheder.
Efter 2009 finansieres en styrket vejlednings- og rådgivningsindsats inden for den afsatte reserve på 42 mio. kr. årligt til senere udmøntning på voksen- og efteruddannelsesområdet.
6.5.2 Øget anerkendelse af kompetencer opnået uden for det offentlige ud dannelsessystem
Bedre kompetencer opnås ikke kun gennem deltagelse i formel voksen- og efteruddannelsesaktivitet. En stor del af arbejdsstyrken tilegner sig primært kompetencer på jobbet. Sådanne kompetencer bliver imidlertid kun i begrænset omfang anerkendt i uddannelsessystemet.
Større anerkendelse af kompetencer vil øge motivationen for videre uddannelse og lette jobskifte, fx i forbindelse med en virksomhedslukning. Særligt ikke-faglærte og faglærte kan have behov for bedre at kunne signalere uformelle kompetencer. Aftalepartierne er enige om:
- Realkompetencevurderinger kan være adgangsgivende til og eventuelt afkorte voksenuddannelsesforløb. Større anerkendelse af praksiserfaring vil øge antallet af potentielle deltagere i voksen- og efteruddannelse.
- Realkompetencevurderingen kan medføre udstedelse af et uddannelsesbevis og/eller et kompetencebevis, der dokumenterer resultatet.
- Der udvikles realkompetencevurderinger i forhold til almen voksenuddannelse og gymnasiale uddannelser på voksenuddannelsescentre.
- Der afsættes midler til flere realkompetencevurderinger på arbejdsmarkedsuddannelsesområdet.
- Der sikres adgang til realkompetencevurderinger i forbindelse med videregående voksenuddannelse og diplomuddannelse.
- Realkompetencevurdering friholdes for deltagerbetaling for ikke-faglærte og faglærte.
6.5.3 Bedre tilbud til tosprogede
Mangelfulde danskkundskaber hos tosprogede udgør en særlig barriere i forhold til at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet.
Nytilkomne har gode muligheder for at lære dansk gennem introduktionsprogrammet. Tosprogede, der har opholdt sig i Danmark i en årrække, men som har utilstrækkelige danskkundskaber, kan imidlertid have vanskeligt ved at finde et tilstrækkeligt målrettet tilbud i danskundervisning. Samtidig kan udbuddet være svært at overskue. Aftalepartierne er enige om:
- Der udvikles et grundtilbud i arbejdsmarkedsdansk. Uddannelsen skal tilrettelægges med henblik på arbejdsmarkedets behov og evt. senere deltagelse i fx en arbejdsmarkedsuddannelse eller en almen voksenuddannelse. Uddannelsen udbydes som et 3-årigt forsøg under Integrationsministeriet.
- Der oprettes et kort praksisorienteret AMU-kursus i dansk som andetsprog med det formål at understøtte deltagernes gennemførelse af en specifik faglig arbejdsmarkedsuddannelse.
- Almen voksenuddannelsen i dansk som andetsprog (basis) opbygges i moduler eller fagelementer med henblik på at give større fleksibilitet i uddannelsen og øge antallet af gennemførte forløb.
- Der iværksættes en landsdækkende informationskampagne om nye og eksisterende voksen- og efteruddannelsestilbud specielt målrettet tosprogede, herunder om de eksisterende muligheder for, at indvandrere kan få anerkendt medbragt uddannelse. Anerkendelse af medbragt uddannelse forbedrer mulighederne på det danske arbejdsmarked. Forslaget har dermed også et realkompetencevurderingssigte.
6.5.4 Flere og bedre tilbud på videregående niveau
På visse områder er udbuddet af videregående voksenuddannelse ikke tilstrækkeligt bredt, og der mangler uddannelsestilbud inden for konkrete fagområder. Aftalepartierne er enige om:
- Der udvikles nye videregående voksenuddannelser på områder, hvor der ikke i dag findes tilbud med udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov. Det kan understøtte et kompetenceløft for især faglærte.
- Der skal løbende ske en vurdering af udækkede og fremtidsrettede kompetence- og uddannelsesbehov og på den baggrund ske en vurdering af behovet for justering af eksisterende videregående uddannelser.
- Universiteterne skal i udviklingskontrakterne opstille mål for udbud af korte forskningsbaserede og brugerfinansierede kurser, som er målrettet arbejdsmarkedets behov.
| Styrket voksen- og efteruddannelse | ||||||||
| Mio. kr. 2007 pl. | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | ||
| I alt | 141 | 534 | 540 | 547 | 217 | 217 | ||
| 6.1 Et markant løft og en målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne1 | 29 | 39 | 50 | 62 | 62 | 62 | ||
| 6.2 Afsættelse af en pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse2, 6 | - | 333 | 333 | 328 | - | - | ||
| 6.3 2.000 flere voksenlærlinge og en forbedring af ordningen³ | 36 | 55 | 55 | 61 | 61 | 61 | ||
| 6.4 Forenklet og permanent jobrotationsordning4, 6 | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 | ||
| 6.5 Nye initiativer på voksen- og efteruddannelsesområdet | 26 | 55 | 50 | 0 | 0 | 0 | ||
| 6.5.1 Bedre vejledning og rådgivning til beskæftigedeog virksomheder | 20 | 30 | 25 | - | - | - | ||
| 6.5.2 Øget anerkendelse af kompetencer opnåetuden for det offentlige uddannelsessystem5 | 1 | 11 | 8 | - | - | - | ||
| 6.5.3 Bedre tilbud til tosprogede | 5 | 11 | 11 | - | - | - | ||
| 6.5.4 Flere og bedre tilbud på videregående niveau | - | 3 | 6 | - | - | - | ||
| Reserve til senere udmøntning | - | - | - | 42 | 42 | 42 | ||
| 1) Heraf 15 mio. kr. årligt til en større opsøgende læse-, skrive- og regneindsats i 2007-2008 og 20 mio. kr. årligt i 2009-2012. 2) Forudsat udmøntning. 3) Hertil kommer udgifter på erhvervsuddannelserne på 21 mio. kr. i 2007 og 43 mio. kr. årligt i 2008-2012. Udgifterne finansieres ved omprioriteringer på Undervisningsministeriets område og finansieres således uden for globaliseringspuljen. Ordningen indfases med ca. 1.350 flere pladser i 2007, ca. 1.850 i 2008 og 2009 og 2.000 fra 2010. 4) Nettomerudgifter. 5) Der er i 2008 afsat en ramme på 3 mio. kr. til finansiering af realkompetencevurdering i forbindelse med uddannelse på videregående niveau for ikke-faglærte og faglærte. Midlerne finansierer udgifterne både i 2008 og 2009. 6) 2 mio. kr. til jobrotation i 2007 finansieres af puljen på 1 mia. kr. i 2010. |
||||||||