Opfølgning på aftale om fremtidig indvandring
Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen Opfølgning på velfærdsaftalen Opfølgning på aftale om fremtidig indvandringNovember 2006 – Opfølgning på aftale om fremtidig indvandring
Aftalen om fremtidig indvandring mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti indeholder følgende initiativer:
- Indvandringsprøve med test i dansk og danske samfundsforhold.
- Integrationseksamen.
- Udvidelse af jobkortordning.
- Green card-ordning.
Initiativerne udmøntes i følgende lovforslag:
- Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv socialpolitik. Dette lovforslag udmønter initiativerne om indvandringsprøve, integrationseksamen, udvidelse af jobkortordning og green card-ordning.
Indvandringsprøve med test i dansk og danske samfundsforhold
Der indføres en indvandringsprøve efter hollandsk forbillede med test i dansk og danske samfundsforhold for udlændinge, som ansøger om familiesammenføring til Danmark, og for religiøse forkyndere, der ansøger om opholdstilladelse i Danmark.
Integrationseksamen
Der indføres en integrationseksamen for indvandrere og flygtninge med det formål at øge tilskyndelsen til at søge og opnå beskæftigelse. Integrationseksamen indebærer et nyt krav om beskæftigelse i 2½ år for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og kontanthjælp. For at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse skal en udlænding endvidere bestå en danskprøve.
Udvidelse af jobkortordningen
Der gives opholdstilladelse til alle med et konkret jobtilbud med en årlig aflønning over 450.000 kr. Derudover udvides jobkortordningen, så flere jobtyper i fremtiden bliver optaget på listen, der udløser opholds- og arbejdstilladelse. Listen vil løbende blive tilpasset udviklingen på det danske arbejdsmarked.
Green card-ordning
Der etableres med aftalen om fremtidig indvandring en green card-ordning, der giver velkvalificerede udlændinge mulighed for at opnå opholdstilladelse i op til 6 måneder for at søge arbejde her i landet.
Ved indgåelsen af aftalen om fremtidig indvandring blev det besluttet, at den konkrete udformning af green card-ordningen drøftes i forligskredsen. Forligskredsen er nu enige om udformningen.
Green card-ordningen er udformet som et pointsystem, der giver udlændinge point efter kvalifikationer, som er relevante for, at den pågældende hurtigt kan finde arbejde i Danmark. Antallet af point afhænger af uddannelse, sprogfærdigheder, arbejdserfaring, hidtidig indkomst og alder, jf. bilag. Det kræver 80 point at opnå opholdstilladelse i op til 6 måneder for at søge arbejde her i landet.
Bilag
| Pointsystem for green card-ordning | ||||
| Kriterium | Kvalifikationer | Point | ||
| Uddannelse | Bachelorgrad | 20 | ||
| Kandidatgrad | 40 | |||
| Ph.d. | 55 | |||
| Bonus for uddannelsesretning | 25 | |||
| Sprogfærdigheder | Prøve i Dansk 1 eller prøve i engelsk/tysk svarende til prøve i Dansk 1 | 5 | ||
| Prøve i Dansk 2 eller prøve i engelsk/tysk svarende til prøve i Dansk 2 | 10 | |||
| Prøve i Dansk 3 eller prøve i engelsk /tysk svarende til prøve i Dansk 3 | 15 | |||
| Studieprøve i dansk eller prøve i engelsk /tysk svarende til studieprøven | 20 | |||
| Arbejdserfaring | 1-2 års arbejde de seneste 5 år | 15 | ||
| 3-5 års arbejde de seneste 5 år | 25 | |||
| Årlig lønindkomst | 150.000 kr. – 299.999 kr. | 15 | ||
| 300.000 kr. – 449.999 kr. | 30 | |||
| 450.000 kr. eller mere | 45 | |||
| Alder | 27 år eller yngre | 20 | ||
| 28-34 år | 10 | |||
| 35-40 år | 5 | |||