3. Strategi og målsætninger frem til 2010

3.1 Mellemfristet strategi

De overordnede mål for finanspolitikken er en stabil økonomisk udvikling og en holdbar udvikling i de offentlige finanser. En holdbar finanspolitik kræver en mærkbar reduktion af den offentlige gæld (målt i pct. af BNP) i disse år, hvor blandt andet befolkningssammensætningen er gunstig med relativt mange i de traditionelt erhvervsaktive aldersgrupper.

Siden begyndelsen af 2001 er finanspolitikken blevet tilrettelagt med udgangspunkt i de finanspolitiske mål og forudsætninger i den såkaldte 2010-plan, der løbende er blevet opdateret blandt andet i forbindelse med Danmarks konvergensprogrammer.

Danmarks konvergensprogram for 2006 (KP06) er en opdatering af 2010-fremskrivningen, som indarbejder virkningerne af Velfærdsaftalen og anden ny information – herunder den seneste befolkningsprognose, som indebærer en væsentlig opjustering af den fremtidige stigning i levetiden og antallet af ældre.

I KP06 er der taget politisk stilling til den overordnede finanspolitiske prioritering frem til 2010, hvorefter beregningerne bygger på beregningstekniske antagelser samt virkningen af Velfærdsaftalen.

Regeringen vil i 2007 fremlægge en ny økonomisk flerårsplan, der mindst vil række til

2015. Den nye økonomiske plan vil blandt andet indeholde mål for beskæftigelse, offentlige finanser og gæld.

3.2 Målsætninger for den økonomiske politik

Den økonomiske politik sigter generelt mod at sikre høj og stabil beskæftigelse, en holdbar udvikling i de offentlige finanser og gode rammevilkår for vækst. De centrale mål for de enkelte politikområder er følgende:

Penge- og valutakurspolitik: Fortsat stabil valutakurs- og inflationsudvikling i kraft af den faste kronekurs over for euroen.
Finanspolitik: Stabilitetsorienteret med fokus på at sikre en holdbar udvikling i de offentlige finanser i langsigtet perspektiv. Det operationelle mellemfristede pejlemærke er strukturelle overskud på de offentlige finanser på mellem ½ og 1½ pct. af BNP frem mod 2010.^[1] Den mellemfristede målsætning (MTO) er afstemt med et holdbart finanspolitisk forløb givet Velfærdsaftalen, centrale skøn for beskæftigelsesudviklingen og de anvendte forudsætninger omkring rente, levetid mv.
Skattepolitik: Skattestoppet er omdrejningspunktet for skattepolitikken. Skattenedsættelser på arbejdsindkomst blev gennemført med virkning fra 2004 blandt andet i medfør af Forårspakken. Det fremgår desuden af regeringsgrundlaget, at såfremt det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst.
Udgiftspolitik: Den årlige vækstramme for det reale offentlige forbrug er omkring 1 pct. i gennemsnit i perioden 2007-2010. Ressourcerne vil primært blive prioriteret til en styrket indsats indenfor forskning og uddannelse samt sundhedsvæsenet og socialområdet – herunder ældrepleje og børnepasning. Der er sat ekstra fokus på mulighederne for at styrke kvaliteten af den offentlige service inden for de opstillede rammer. Der er derfor igangsat et større arbejde med en kvalitetsreform, som påtænkes offentliggjort medio 2007.
Struktur- og arbejdsmarkedspolitik: Beskæftigelsesinitiativerne i Velfærdsaftalen retter sig især mod senere tilbagetrækning, styrket erhvervsdeltagelse blandt indvandrere og efterkommere samt en generel styrkelse af arbejdsmarkedspolitikken, herunder blandt andet aktiveringsindsatsen og rådighedsforpligtelsen, jf. kapitel 2. Herudover vil de dele af Velfærdsaftalen, der vedrører uddannelse, forskning og innovation, bidrage til at øge vækstpotentialet på længere sigt. Produktivitetsvæksten skal ligeledes styrkes via øget konkurrence og færre administrative byrder.

Danmark opfyldte også i 2005 konvergenskriterierne for stabil valutakurs, inflation, rente samt offentlig saldo og gæld, jf. tabel 3.1.

Tabel 3.1
Konvergenskriterier i 2005

		Forbrugerprisinflation (HICP)¹⁾	Kapital- markedsrente (10 -årig stat)		Offentlig saldo (EDP-form)	Offentlig gæld (ØMU-gæld)
		Pct.		Pct.		Pct. af BNP
	Danmark	1,7¹⁾	3,4²⁾		4,9	35,9
	EU25	2,2¹⁾	3,8²⁾		-2,3	63,2
	Euroområdet	2,2¹⁾	3,4²⁾		-2,4	70,8
	Konvergenskriterier	2,5¹⁾	5,4¹⁾		-3,0	60,0
	1) Opgjort for december 2005. 2) Årsgennemsnit for 2005. Kilde: EU-kommissionen, Eurostat, Danmarks Statistik og egne beregninger.

I tabel 3.1 er det offentlige overskud på 4,9 pct. af BNP i 2005 opgjort i henhold til EU-proceduren om uforholdsmæssigt store underskud (EDP). Det vil blandt andet sige inklusive overskuddet i ATP-fonden. Samtidig er ØMU-gælden opgjort med fradrag for ATP’s beholdning af statsobligationer.

Fra og med den næstkommende EDP-indberetning i april 2007 vil opgørelsen af de offentlige finanser på EDP-form være eksklusiv ATP, mens ØMU-gælden vil blive opgjort uden fradrag for ATP’s beholdning af statsobligationer. Håndteringen af ATP har ingen betydning for de offentlige finansers holdbarhed, idet der er taget højde for, at midlerne i ATP-fonden altid har været disponeret til fremtidige pensionsudbetalinger, jf. Danmarks Konvergensprogram 2005, november 2005.

I augustvurderingen udgjorde overskuddet på de offentlige finanser 3,9 pct. af BNP i 2005 ifølge Danmarks Statistik – opgjort efter nationalregnskabets principper, hvor ATP ikke henregnes til den offentlige sektor.^[2] Det markante overskud skal blandt andet ses i lyset af den gunstige konjunktursituation og ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis pensionsafkastskatten og olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen. Den strukturelle saldo – hvor der korrigeres for både konjunktureffekter og andre midlertidige forhold for at få et udtryk for de underliggende offentlige finanser – er beregnet til 1,3 pct. af BNP i 2005, jf. afsnit 5.2.

Danmarks Statistik offentliggjorde 1. november nye tal for de offentlige finanser på nationalregnskabsform. De nye tal indebar en opjustering af det offentlige overskud fra 61 mia. kr. (3,9 pct. af BNP) til 72 mia. kr. (4,6 pct. af BNP) i 2005. Revisionen dækker primært over opjusteringer af indtægterne fra pensionsafkastskat og selskabsskat, som begge kan fluktuere ganske meget. Det vurderes, at det beregnede strukturelle overskud kun øges en smule som følge af revisionen af den faktiske saldo. Revisionen fører desuden alt andet lige til en opjustering af det offentlige overskud på EDP-form (inkl. ATP) fra 4,9 pct. af BNP til 5,6 pct. af BNP i 2005.

3.3 Penge- og valutakurspolitik

Pengepolitikken fastlægges med henblik på at holde en stabil kronekurs over for euroen. Rammen for fastkurspolitikken er ERMII-aftalen, der indebærer et snævert bånd for kronekursen på ±2¼ pct. omkring centralkursen over for euro. Kronekursen har i en årrække ligget tæt på centralkursen, jf. figur 3.1a. Siden euroens indførelse den 1. januar 1999 har kronekursens største (numeriske) afvigelse fra centralkursen udgjort ca. ½ pct. Siden medio 2005 har kronekursen ligget endog meget tæt på centralkursen.

Der er bred opbakning til fastkurspolitikken i Folketinget, og regeringen lægger vægt på, at troværdigheden omkring fastkurspolitikken fastholdes. Finanspolitisk fokus på stabilitet og langsigtet holdbarhed understøtter fastkurspolitikken.

Fastkurspolitikken har medført, at inflationen i en årrække har været lav og stabil. Med den faste kronekurs over for euro tjener euroområdets lave inflation som et anker for dansk inflation og inflationsforventninger. Siden starten af 1990’erne har inflationen i Danmark i store træk været i overensstemmelse med ECB’s definition af prisstabilitet.

Figur 3.1a Kronekurs siden indførelsen af euro	Figur 3.1b Rentespænd mellem Danmark og Tyskland

Kilde: Nationalbanken.

Nationalbankens udlånsrente følger stort set ECB’s minimumbudrente med et tillæg, som sikrer, at valutakursen ligger fast. Tillægget har siden midten af 2001 ligget i intervallet 15-50 basispoint. Rentespændet har historisk også afspejlet sig i de lange renter, jf. figur 3.1b, der viser rentespændet mellem Danmark og Tyskland for 10-årige statsobligationer. Det normalt positive rentespænd skal blandt andet ses i sammenhæng med, at Danmark står uden for eurosamarbejdet.

I visse perioder i 2005 og begyndelsen af 2006 har rentespændet været svagt negativt. Det hænger blandt andet sammen med den relativt gunstige økonomiske udvikling i Danmark med pæne overskud på de offentlige finanser og nedbringelse af den offentlige gæld.

Herudover har der været en tendens til, at rentespændet bliver mindre, når renteniveauet er lavt. Det kan blandt andet skyldes, at forsikrings- og pensionsselskabernes efterspørgsel efter lange kroneobligationer øges, når renten falder, idet lave renter øger pensionsselskabernes behov for afdækning af hensættelser til fremtidige pensionsforpligtelser.

I tilknytning til den senere tids stigende renteniveau og forbedringen af konjunktursituationen i euroområdet er rentespændet øget en smule. Rentespændet har således udgjort i størrelsesordenen 0-10 basispoint siden foråret 2006.

3.4 Finanspolitikken

Som nævnt tidligere sigter finanspolitikken mod at understøtte en stabil økonomisk udvikling og sikre en holdbar udvikling i de offentlige finanser. En holdbar finanspolitik kræver blandt andet en mærkbar reduktion af den offentlige gæld i disse år inden aldringen af befolkningen for alvor sætter ind.

Der er opstillet et operationelt pejlemærke, der tilsiger strukturelle overskud på de offentlige finanser på mellem ½ og 1½ pct. af BNP frem mod 2010. Målsætningen er angivet som et interval blandt andet i lyset af den usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de langsigtede finanspolitiske udfordringer. Målintervallet gælder for de offentlige finanser opgjort efter nationalregnskabets principper, dvs. ekskl. ATP.

Målsætningen om strukturelle overskud frem mod 2010 giver plads til, at de automatiske stabilisatorer kan virke fuldt ud og bidrage til at dæmpe konjunkturudsving. Målsætningen kræver tilbageholdenhed i finanspolitikken, når konjunkturerne er gode og ledigheden lav, og sikrer samtidig finanspolitiske handlemuligheder i tilfælde af større økonomiske tilbageslag med klare ubalancer.

Målintervallet er ikke ændret i forhold til KP05.^[3] Det beregnede krav til de offentlige overskud i et forløb, som præcis opfylder betingelsen om finanspolitisk holdbarhed, ligger således fortsat inden for disse rammer. Det afspejler, at Velfærdsaftalen – som styrker de offentlige finanser væsentligt på længere sigt – isoleret set reducerer kravet om offentlig opsparing frem mod 2010, mens en forøgelse af den forudsatte, langsigtede stigning i levetiden trækker i modsat retning.^[4]

I konvergensprogrammet skønnes det beregnede strukturelle overskud at falde fra knap 1½ pct. af BNP i 2006 til godt 1 pct. af BNP i 2010, jf. tabel 3.2. Den strukturelle saldo er dermed inden for det opstillede målinterval.

Tabel 3.2
De offentlige finanser, 2005-2010

		2005	2006	2007	2008	2009	2010
	Pct. af BNP
	Faktisk saldo (EDP-form)	4,9	4,1	3,8	3,5	2,8	2,2
	Faktisk saldo (NR-form)	3,9¹⁾	3,1	2,8	2,5	1,8	1,2
	Strukturel saldo (NR-form)	1,3	1,4	1,5	1,5	1,4	1,2
	Anm.: Den strukturelle saldo er korrigeret for suspensionen af bidrag til den Særlige Pensionsordning (SP) i perioden 2004-2007. SP er en ikke-omfordelende pensionsordning. 1) I november er det offentlige overskud på nationalregnskabsform oprevideret til 4,6 pct. af BNP i 2005. Revisionen fører til en tilsvarende opjustering af saldoen på EDP-form til 5,6 pct. af BNP i 2005, mens det strukturelle overskud vurderes at være nogenlunde upåvirket. Kilde: Danmarks Statistik og Finansministeriets beregninger.

Sammenlignet med KP05 er det strukturelle overskud reduceret med ca. ½ pct. af BNP i 2010. Det afspejler navnlig, at væksten i de offentlige forbrugsudgifter er forøget i kraft af Velfærdsaftalen (især som følge af globaliseringspuljen og arbejdsmarkedsinitiativerne), og at der ikke længere er indregnet et krav om, at nye (ikke besluttede) initiativer skal øge beskæftigelsen markant frem mod 2010.

Modstykket hertil er som nævnt, at Velfærdsaftalen medfører en betydelig forbedring af de offentlige finanser på længere sigt, navnlig fordi reformerne af tilbagetrækningssystemet styrker beskæftigelsen. Velfærdsaftalen indfrier dermed de krav om beskæftigelsesfremgang, som i KP05 var opstillet for at sikre finanspolitisk holdbarhed på langt sigt. Samtidig kan reformerne stort set finansiere, at udgiftsvæksten frem mod 2010 er forøget som følge af blandt andet globaliseringspuljen, samt at der i KP06 er indregnet en større stigning i levetiden end tidligere.

I beregningen af den strukturelle saldo er det centralt, at der – ud over konjunkturernes virkning på de offentlige finanser – også tages højde for effekten af en række øvrige midlertidige forhold – herunder fluktuationer i provenuet fra pensionsafkastskatten og indtægterne fra olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen, jf. også kapitel 5. Disse indtægter kan således udvise ganske voldsomme sving, der ikke nødvendigvis er korreleret med konjunkturerne. Eksempelvis steg indtægterne fra pensionsafkastskatten fra 0,4 pct. af BNP i 2003 til 2,0 pct. af BNP i 2005, mens der i 2006 forventes et yderst beskedent provenu på 0,1 pct. af BNP. Disse udsving hænger især sammen med udviklingen på de finansielle markeder.

Der korrigeres tillige for virkningen af suspensionen af bidragene til den Særlige Pensionsopsparing i årene 2004-2007. Suspensionen af SP-bidragene styrker alt andet lige de offentlige finanser med ca. 0,3 pct. af BNP. På den anden side betyder suspensionen, at de fremtidige skattepligtige udbetalinger fra SP bliver lavere, hvilket på længere sigt svækker de offentlige finanser. Suspensionen af SP-bidragene indebærer dermed helt overvejende en fremrykning af skattebetalingen og er ikke udtryk for skærpet beskatning. Suspensionen af SP-bidragene påvirker reelt ikke finanspolitikkens holdbarhed.

Den reformerede Stabilitets- og Vækstpagt fastholder den grundlæggende mellemfristede målsætning om en strukturel offentlig budgetsaldo ”tæt på balance eller i overskud”. Men som noget nyt indeholder den reformerede pagt også differentierede krav, idet den strukturelle saldo bør udvise et underskud på højst 1 pct. af BNP for lande med lav offentlig gæld og høj potentiel vækst og ”balance eller overskud” for lande med høj offentlig gæld og lav potentiel vækst.

Hertil kommer pagtens generelle tre-dobbelte krav om sikring af en tilstrækkelig sikkerhedsmargin i forhold til 3-procentsgrænsen for det faktiske underskud, sikring af hurtige fremskidt mod finanspolitisk holdbarhed og sikring af et budgetmæssigt manøvrerum.

Danmark bør som følge af kravet om en tilstrækkelig sikkerhedsmargin som minimum have en mellemfristet målsætning om en strukturel saldo i balance eller et underskud på ikke over 0,5 pct. af BNP.

Danmarks mellemfristede mål (medium-term objective, MTO) om strukturelle offentlige overskud i størrelsesordenen ½-1½ pct. af BNP frem mod 2010 lever således op til reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten.

3.5 Skattepolitik

Siden november 2001 har skattestoppet været omdrejningspunktet i skattepolitikken. Skattestoppet indebærer, at en skat eller afgift ikke må stige, uanset om den er fastsat i procent eller nominelle kronebeløb. Desuden er der loft over den nominelle ejendomsværdiskat. På grund af nominalprincippet for punktafgifter og ejendomsværdiskat bidrager skattestoppet isoleret set til en gradvis reduktion af skattestrykket.

Det skønnes, at skattestoppet samlet indebærer en skattereduktion på ca. 15 mia. kr. (knap 1 pct. af BNP) i 2007 sammenlignet med et hypotetisk forløb, som i det væsentlige indebærer, at punktafgifter i kronebeløb diskretionært opreguleres med udviklingen i nettopriserne og ejendomsværdiskatten følger prisudviklingen på boligmarkedet.

Selvom skattestoppet trækker i retning af lavere beskatning, giver det ikke sikkerhed for, at skattetrykket i alle år vil være faldende.

Skattetrykket steg således fra 47¾ pct. af BNP i 2003 til 49¾ pct. af BNP i 2005 på trods af skattestoppet og de gennemførte skattenedsættelser. Stigningen er ikke udtryk for en øget skattebelastning, men at visse skattegrundlag er steget mere end BNP.^[5]

Navnlig er indtægterne fra pensionsafkastskatten (med uændrede regler) som nævnt steget kraftigt fra at udgøre 0,4 pct. af BNP i 2003 til at udgøre 2,0 pct. af BNP i 2005. Samtidig er skatteindtægterne fra olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen (der primært udgøres af selskabsskat og kulbrinteskat) steget fra 0,5 pct. af BNP i 2003 til 1,2 pct. af BNP i 2005.^[6] Hertil kommer, at provenuet fra registreringsafgiften også er vokset hurtigt afledt af den kraftige vækst i bilsalget. Det gælder også for momsen blandt andet som følge af den forholdsvis store vækst i det private forbrug.

Skatten på arbejdsindkomst blev sænket med ca. 10 mia. kr. i 2004 svarende til 0,7 pct. af BNP. Skattenedsættelsen er ligeligt fordelt på et beskæftigelsesfradrag og en forhøjelse af grænsen for mellemskatten. Skattenedsættelsen øger tilskyndelsen til at finde et arbejde og arbejde mere, hvis man i forvejen har et job. Det er anslået, at skattenedsættelsen øger det effektive arbejdsudbud svarende til ca. 10.000 fuldtidsbeskæftigede.

Som nævnt tidligere fremgår det af regeringsgrundlaget, at såfremt det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst.

3.6 Udgiftspolitik

Udgiftspolitikken sigter overordnet mod en afdæmpet vækst i de samlede offentlige udgifter. Det offentlige forbrug forudsættes at stige realt med ca. 1 pct. i gennemsnit i perioden 2007-2010.

Vækstrammen for det offentlige forbrug er forøget siden KP05. Den større vækstramme skal ses i lyset af Velfærdsaftalen, der som nævnt bidrager til en mærkbar forbedring af de offentlige finanser på længere sigt, hvilket alt andet lige giver større handlemuligheder i den økonomiske politik på lidt kortere sigt.

I 2010-fremskrivningerne har der tidligere været forudsat en realvækst i det offentlige forbrug på ½ pct. i perioden 2007-2010. Hertil kommer nu virkningen af Velfærdsaftalen – herunder den såkaldte globaliseringspulje og arbejdsmarkedsinitiativerne – der i perioden 2007-2010 ligeledes forudsættes at svare til en årlig forbrugsvækst på ½ pct. realt i gennemsnit.

Globaliseringspuljen indfases gradvist med ca. 2 mia. kr. (2007-priser) om året i perioden 2007-2010 og yderligere 1 mia. kr. i 2011 og 2012. Globaliseringspuljen skal bidrage til at følgende mål kan nås:

De offentlige forskningsbevillinger øges så de udgør 1 pct. af BNP fra og med 2010.
Mindst 85 pct. af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2010 stigende til mindst 95 pct. i 2015
Mindst 50 pct. af alle unge skal gennemføre en videregående uddannelse i 2015.
Styrket voksen- og efteruddannelse.
Styrket innovation og iværksætteri.

Når målene på forsknings- og uddannelsesområdet er nået, fastholdes det nye højere aktivitetsniveau.

En stigning i det offentlige forbrug på ca. 1 pct. realt om året frem mod 2010, indebærer en lidt lavere realvækst end i perioden 2002-2005, og samtidig en mærkbart lavere vækst end i 1990’erne, hvor det offentlige forbrug steg med ca. 2 pct. om året i gennemsnit.

Ud over væksten i ressourcerne kan løbende effektiviseringer og produktivitetsforbedringer inden for den offentlige sektor give et yderligere bidrag til bedre service. I de senere år er der gennemført en række reformer og initiativer, som kan være med til at understøtte en sådan udvikling:

Reformen af den kommunale struktur og opgavefordelingen mellem de forskellige forvaltningsniveauer, der træder i kraft den 1. januar 2007.
Styrkelse af digitaliseringen af den offentlige sektor.
Øget brug af offentlig-private partnerskaber.
Frit valg blandt andet på ældre- og sygehusområdet.

I kølvandet på Velfærdsaftalen er fokus i højere grad rettet mod mulighederne for at styrke kvaliteten af den offentlige sektors service inden for de økonomiske rammer, som er stillet op. Der er nedsat et ministerudvalg med henblik på at skabe et grundlag for fortsatte forbedringer af den offentlige service, herunder i første række på ældre-, børne- og sundhedsområdet. Udvalgets arbejde skal resultere i et oplæg til en kvalitetsreform, der ventes offentliggjort medio 2007.

Indsatsen i struktur- og arbejdsmarkedspolitikken er – ud over initiativer i Velfærdsaftalen, jf. kapitel 2 – beskrevet mere detaljeret i Danmarks nationale reformprogram, oktober 2006.

Fodnoter

^[1] Målsætningen gælder for overskuddet opgjort på nationalregnskabsbasis.

^[2] Opgjort på EDP-form er det offentlige overskud således noget større end ifølge nationalregnskabet. Den primære årsag til forskellen på 1,0 pct. af BNP i 2005 er netop, at ATP-fondens overskud medregnes i saldoen på EDP-form til og med 2006, mens ATP henregnes til den private sektor i nationalregnskabet.

^[3] Målintervallet er ligeledes de facto uændret i forhold til den oprindelige 2010-plan, jf. En holdbar fremtid – Danmark 2010, januar 2001. I den oprindelige 2010-plan blev der godt nok opstillet et målinterval for de (strukturelle) offentlige overskud på 2-3 pct. af BNP. Men på daværende tidspunkt indgik ATP’s overskud (ca. 1 pct. af BNP) og bidragene til den Særlige Pensionsopsparing (ca. ½ pct. af BNP) imidlertid også i opgørelsen af den offentlige saldo. Det er ikke tilfældet længere. Idet hverken den ændrede nationalregnskabsmæssige placering af ATP-fonden eller den ændrede håndtering af SP-bidragene har betydning for kravene til finanspolitikken, er 2010-planens oprindelige målinterval for de (strukturelle) offentlige overskud på 2-3 pct. af BNP sammenfaldende med det nuværende målinterval på ½-1½ pct. af BNP. Forskellen afspejler således udelukkende ændrede regnskabsprincipper.

^[4] I Konvergensprogram 2005 var de beregnede holdbare overskud frem mod 2010 desuden i den øvre ende af målintervallet.

^[5] Udviklingen i skattetrykket er med andre ord ikke et velegnet mål for den økonomiske politiks bidrag til ændringer i skattebelastningen. De umiddelbare provenuvirkninger af diskretionært besluttede ændringer i skatte- og afgiftsregler giver et mere retvisende billede.

^[6] De offentlige indtægter fra olie- og gasaktiviteterne inkluderer herudover også overskudsdeling, der ikke er kategoriseret som en skat i nationalregnskabet (men som jordrente). Indtægterne herfra steg fra knap 0,2 pct. af BNP i 2003 til 0,5 pct. af BNP i 2005. Overskudsdelingen indebærer, at staten modtager et beløb svarende til 20 pct. af Nordsø-selskabernes overskud før skat og før nettorenteudgifter.

Forrige3 af 12Næste

Top

Indholdsfortegnelse