2. International økonomi og finansielle markeder

Væksten i verdensøkonomien har ligget over 5 pct. i årene 2004-06, hvilket er meget højt. Mens der som ventet er sket en mindre opbremsning i USA fra midten af 2006, er væksten i en række andre regioner fortsat høj. Der er således ikke indtruffet en egentlig afdæmpning. Den høje globale vækst ventes i prognoseperioden at fortsætte omkring eller lige under 5 pct. i 2007 og 2008. Risikobilledet præges fortsat af de globale ubalancer, mens sandsynligheden for et tilbageslag i USA nu synes mindre end i december. Den amerikanske centralbank har holdt en pause i renteændringerne siden sommeren 2006 og meget tyder på, at styringsrenten forbliver uændret i nogen tid, indtil der kommer klare tegn på et mindre inflationspres.

Opsvinget tiltog i styrke i anden halvdel af 2006 i euroområdet, så økonomien i 2006 voksede med den største vækstrate siden 2000. Hermed er det negative outputgab ved at være lukket. Blandt de store eurolande havde Spanien den kraftigste vækst i 2006, og den tyske økonomi udviklede sig også gunstigt. Derimod var væksten i Italien og Frankrig fortsat afdæmpet. Den relativt kraftige vækst i euroområdet skal ses i lyset af de øgede investeringer og den gunstige udvikling på arbejdsmarkederne med stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Specielt udviklingen i Tyskland overraskede positivt i 2006, om end en del af den kraftige vækst i den indenlandske efterspørgsel i andet halvår 2006 kan tilskrives effekter af den tidligere varslede tyske momsforhøjelse pr. 1. januar 2007. I euroområdet har den europæiske centralbank fastholdt sin strategi om at ”normalisere” den pengepolitiske rente, som ventes at stige yderligere i prognoseperiode.

Væksten i Storbritannien tiltog i 2006 til 2¾ pct. Fremgangen trækkes af den indenlandske efterspørgsel, herunder blandt andet af det private forbrug, der blandt andet er påvirket af udviklingen i boligpriserne. BNP-væksten skønnes at blive på 2,8 pct. og 2,5 pct. i henholdsvis 2007 og 2008.

I 2006 voksede både svensk og norsk økonomi med vækstrater på omkring 4½ pct. I Sverige ventes højkonjunkturen at fortsætte, og BNP-væksten skønnes at udgøre 3,8 pct. og 3,3 pct. i henholdsvis 2007 og 2008. Den økonomiske vækst i fastlands-Norge skønnes at dæmpes en anelse til 3,7 pct. og 2,5 pct. i henholdsvis 2007 og 2008, hvor presset på arbejdsmarkedet er mere udpræget.

I Asien er væksten uændret høj, drevet frem af især stigende eksport. Dette gælder især Kina, som fortsat forventes at have væsktrater på over 10 pct. For en række andre lav- og mellemindkomstlande er de typiske, forventede vækstrater på 5-8 pct. I Japan, hvor indkomstniveauet pr. capita allerede er højt er vækstraterne væsentlig lavere. Vækstforløbet har været en smule ujævnt og faren for fornyet deflation synes ikke helt overstået, men opsvinget må alligevel vurderes som solidt.

Endelig er vækstudsigterne positive i en række lande i Afrika og Latinamerika på grund af høje olie- og råvarepriser, som har medført større eksportindtægter og dermed forøget den indenlandske efterspørgsel. Samme effekt gør sig gældende for de olieproducerende lande, hvor de senere års kraftige vækst i olieindtægterne i stigende grad ser ud til at medføre større efterspørgsel efter varer fra blandt andet EU-området.

Der er risiko for, at det for tiden lave rentespænd mellem obligationer med høj og lav kreditvurdering stiger til et højere niveau, som svarer til de historiske erfaringer. En sådan korrektion kan få følgevirkninger for andre dele af de finansielle markeder.

2.1 Indledning

Væksten i verdensøkonomien ligger fortsat på omkring 5 pct. hvilket i historisk perspektiv er et højt niveau, jf. figur 2.1a. Mens der som ventet er sket en mindre opbremsning i USA, er væksten i en række andre regioner fortsat høj, jf. figur 2.1b. Ikke mindst udviklingen i Europa har overrasket positivt. Siden Økonomisk Redegørelse, december 2006 er vækstskønnene opjusteret en smule. Som helhed forventes en fortsat høj vækst i verdensøkonomien i prognoseperioden, om end en smule lavere end i 2006.

Opbremsningen i den amerikanske vækst kan især henføres til en afmatning på boligmarkedet og et deraf følgende fald i boliginvesteringerne. Også erhvervsinvesteringerne har været faldende, mens der ikke har kunnet konstateres nogen afsmittende virkning på privatforbruget, der fortsat understøttes af en lav ledighed og pæne lønstigninger.

I Europa har navnlig udviklingen i Tyskland været positiv. I 2006 stimulerede den planlagte momsforhøjelse pr. 1. januar 2007 efterspørgslen. Opsvinget forventes at være tilstrækkeligt robust til, at det vil kunne fortsætte i 2007-08, dog med lidt lavere vækstrater end i 2006.

Den japanske økonomi synes at være nogenlunde på sporet, om end vækstforløbet har været forholdsvist ujævnt. Vækstraterne i det øvrige Asien er fortsat meget høje, især i Kina, hvor den årlige vækst er på over 10 pct. på trods af mindre stramninger af den økonomiske politik.

Figur 2.1a BNP-vækst i Verdensøkonomien		Figur 2.1b Kvartalsvækst, USA, euroområdet og Japan

Kilde: EcoWin, EU-Kommissionen og egne beregninger.

I en længere periode har det givet anledning til nogen bekymring, at vækstraterne i verdens regioner var meget forskellige, og at der blev opbygget globale finansielle ubalancer, jf. tidligere udgaver af Økonomisk Redegørelse.

De globale ubalancer er fortsat meget betydelige. USA’s betalingsbalanceunderskud er forsat godt 1½ pct. af det globale BNP, hvilket modsvares af tilsvarende overskud i Asien og i de olieeksporterende lande. Vækstbilledet er blevet mere ens. Væksten i USA er aftaget, mens den i Europa er accelereret væsentligt i 2006. Denne mere balancerede udvikling er et væsentligt første skridt i retning mod en afvikling af de globale ubalancer. Betalingsbalanceunderskuddet i USA har således stabiliseret sig på omkring 6 pct. af BNP. Det er fortsat meget højt, og en varig reduktion vil formentlig kræve en styrkelse af incitamenterne til privat opsparing i USA.

De globale ubalancer udgør fortsat en risikofaktor, fx hvis investorernes risikovillighed generelt bliver mindre, eller hvis der mere systematisk opbygges forventninger om fald i afkastet på dollar-denominerede papirer.

Tabel 2.1 Vækstskøn for udlandet og dansk eksportmarkedsvækst

1) BNP-vækst for fastlands-Norge.
Kilde: EU-Kommissionen, Statistisk Sentralbyråd og Finansdepartementet i Norge samt egne beregninger.

I takt med afdæmpningen af væksten i USA og det markante olieprisfald aftog inflationen i USA fra midten af 2006. Den er efterfølgende steget lidt igen, delvis fordi olieprisen atter er steget, jf. figur 2.2a. I euroområdet og i Japan er der plads til yderligere vækst uden væsentligt kapacitetspres, men outputgabene ventes stort set at blive lukket i løbet af prognoseperioden.

Figur 2.2a Inflation i USA, euroområdet og Japan		Figur 2.2b Lange renter i USA og euroområdet

Anm.: Inflationen er målt ved forbrugerpriserne. I figur 2.2a angiver de stiplede linjer årsgennemsnit. MCI-indekset er beregnet som et vejet gennemsnit af korte og lange nominelle renter og nominelle effektive valutakurser. Vægtningen afspejler renternes henholdsvis valutakursernes beregnede betydning for BNP-væksten. En lav indeksværdi indikerer en stimulerende effekt på aktiviteten.

Kilde: EcoWin, egne skøn og beregninger.

Centralbankerne i de store økonomier står over for forskellige udfordringer, som afspejler, at de ikke befinder sig i samme konjunktursituation.

Den amerikanske centralbank har holdt en pause i renteændringerne siden juni sidste år. Den amerikanske centralbanks udfordring består i, at balancere pengepolitikken for at undgå en hård opbremsning i økonomien og samtidig holde kerneinflationen nede på et acceptabelt niveau. Det er forudsat, at den amerikanske centralbank sænker styringsrenten en enkelt gang i 2. halvår 2007 for herefter at holde den uændret ind i 2008. Den forventede nedsættelse af styringsrenten forudsætter, at presset på kerneinflationen aftager.

Den kraftige stigning i de korte renter i USA de seneste år har ikke haft nævneværdig effekt på de lange renter, og rentestrukturen er meget flad. Det tyder på forventninger om lavere styringsrente, jf. figur 2.2b.

I euroområdet har den europæiske centralbank fastholdt sin strategi med henblik på at ”normalisere” den pengepolitiske rente og har således hævet styringsrenten yderligere to gange siden decembervurderingen. Renteforhøjelserne skal ses i lyset af de positive vækstudsigter for euroområdet, forholdsvis høj pengemængde- og kreditvækst samt bekymring om stigende løn- og inflationspres. Det ventes, at den europæiske centralbank hæver styringsrenten yderligere to gange i prognoseperioden.

Stigningen i de korte renter i euroområdet har haft et gennemslag på de lange renter, som er steget med mere end 0,5 pct.-enheder siden starten af december.

Den japanske centralbank har siden sin ”nul-rente”-politik frem til sommeren 2006 gradvist hævet styringsrenten. Prisstigningerne målt ved BNP-deflatoren er dog fortsat negative. Det ventes, at pengepolitikken i Japan strammes i takt med, at der kommer klare indikationer af et mere robust opsving og stigende inflation.

Forventningen om en lavere amerikansk styringsrente og højere styringsrente i euroområdet har medvirket til, at euroen er blevet styrket over for dollar. I kombination med de stigende renter i euroområdet har det medført, at de monetære vilkår i euroområdet er blevet strammere. I USA er de monetære vilkår derimod lempet en anelse siden decembervurderingen som følge af svækkelsen af dollaren, jf. figur 2.3a.

Renteforskellen mellem de korte og lange renter er nogenlunde uændret siden sidste konjunkturvurdering, jf. figur 2.3b. Dvs. at rentekurvens hældning fortsat er flad. De lange renter bestemmes som udgangspunkt ud fra forventede fremtidige korte renter. Dertil skal lægges en risikopræmie, der blandt andet afspejler inflationsusikkerheden. Den flade rentekurve indikerer, at risikopræmierne er forholdsvis lave.

Figur 2.3a MCI-indeks for renter og valutakurser, USA og euroområdet		Figur 2.3b Rentekurvens hældning, USA, euro-området og Danmark

Anm.: Rentekurvens hældning er opgjort som forskellen mellem den effektive rente på den 2-årige og den 10-årige statsobligation.

Kilde: EcoWin.

Rentespændet mellem obligationer med høj og lav kreditvurdering er faldet betydeligt i takt med, at misligholdelsesraten for obligationer med lav kreditværdighed er faldet, jf. figur 2.4a og 2.4b. Det indikerer, at risikopræmierne i øjeblikket er meget lave.

De seneste års lave renteniveauer har formentlig medført, at en række investorer har været villige til at acceptere en større risiko for at opnå højere afkast. Disse investeringer er blandt andet sket på alternative markeder (i fx hedgefonde og kapitalfonde), som kan virke mindre gennemskuelige og mere risikofyldte end de traditionelle aktie- og obligationsmarkeder.

De mere risikofyldte aktiver kan dog komme under pres, hvis den for tiden lave volatilitet vender tilbage til et niveau, der svarer til de historiske erfaringer. Hertil kommer risikoen for en hurtigere og mere pludselig tilpasning af de globale ubalancer, der kan skabe en øget usikkerhed og volatilitet på de finansielle markeder.

Figur 2.4a Udvalgte rentespænd på kreditobligationer		Figur 2.4b Global misligholdelsesrate og rentespænd på kreditobligationer

Anm.: Figur 2.4a: Rentespændet for emerging markets (J.P. Morgan) og US high yield obligationer (CSFB) er indekseret med indeks=100 i januar 1999 og er beregnet i forhold til et udvalg af amerikanske statspapirer. Niveauerne kan ikke umiddelbart sammenlignes med kreditspændet for 10-årige euroobligationer med kredit-rating A og BBB, som beregnes i forhold til den 10-årige statsobligationsrente i euroområdet.

Kilde: EcoWin og egne beregninger.

2.2 USA

Opbremsningen i den amerikanske økonomi er indtil nu forløbet omtrent som ventet, jf. figur 2.5a. Siden den meget kraftige vækst i første kvartal 2006, har væksten ligget på et væsentlig lavere niveau. Der forventes i 2007 en vækst på godt 2 pct., hvilket må vurderes at være lavere end den potentielle vækst, som imidlertid også ser ud til at være aftaget i USA. Outputgabet er dog blevet reduceret en smule siden begyndelsen af 2006, så det nu er omtrent nul, jf. figur 2.5b. Kapacitetsudnyttelsen i industrisektoren er dog fortsat stigende, og udbudssiden i den amerikanske økonomi giver således ikke umiddelbart mulighed for nogen kraftig acceleration i væksttempoet. En stigning i væksten for 2008 til knap 3 pct., dvs. stort set svarende til trendvæksten, vurderes som sandsynlig.

Det lavere væksttempo kan især henføres til en svagere udvikling i investeringerne. Boliginvesteringerne har udviklet sig svagt efter afmatningen på boligmarkedet, men også andre investeringer er faldet, som følge af den lidt svagere konjunkturudvikling.

Vækstbidraget fra udenrigshandlen er omtrent neutralt, mens privatforbruget fortsat vokser med ca. 2½ pct. på årsbasis. Dette kan især henføres til en fortsat gunstig udvikling i beskæftigelse og lønninger. Husholdningernes opsparingskvote er fortsat omtrent nul, hvilket i historisk perspektiv og i international sammenhæng er et lavt niveau. Tidligere er dette blevet forklaret med formueeffekten af stigende huspriser^[1]. At opsparingskvoten ikke er steget efter omslaget på boligmarkedet kan skyldes, at husholdningerne stadig råder over betydelige ubelånte friværdier. Fortsætter boligpriserne med at falde, vil privatforbruget dog være sårbart i kraft af den lave opsparingskvote.

Figur 2.5a BNP-vækstbidrag, USA		Figur 2.5b Kapacitetsudnyttelse og outputgab, USA

Anm.: Vækstbidraget fra investeringerne indeholder lagerinvesteringer.

Kilde: BEA, EU-Kommissionen, EcoWin og OECD.

Erhvervstilliden og forbrugertilliden ligger fortsat på et højt niveau, jf. figur 2.6a-b. Erhvervstilliden har dog vist en svagt vigende tendens i 2006. Forbrugertilliden ligger stabilt. University of Michigan-indikatoren for forbrugertillid viser en vis stigning de seneste måneder, hvilket dog skal ses i lyset af, at denne indikator har vist en lidt svagere tendens end Conference Board-indikatoren, og at de to indikatorer nu begge peger på, at forbrugertilliden ligger på langsigtsgennemsnittet.

Figur 2.6a Erhvervstillid i USA		Figur 2.6b Forbrugertillid i USA

Anm.: I figur 2.6a er vist erhvervstillid fra Institute for Supply Management, ISM. Værdier over 50 indikerer økonomisk ekspansion. Korrelationsfaktoren mellem industritilliden og væksten i industriproduktionen er ca. 0,7.

Kilde: EcoWin.

Opbremsningen i væksten er ikke slået igennem på ledighedsudviklingen, jf. figur 2.7a. Udviklingen har været bemærkelsesværdigt jævn, og ledigheden fortsætter med at falde på femte år. Den lavere vækst ventes at slå igennem på ledigheden i 2008, hvor ledigheden forventes at ligge ca. ½ pct.-enhed højere end i år.

Figur 2.7a Månedlig ændring i antal beskæftigede og ledighed i pct., USA		Figur 2.7b Betalingsbalance og offentlige finanser i USA

Anm.: I figur 2.7a er vist beskæftigelse uden for landbrug.

Kilde: EcoWin, U.S. Department of Labor Statistics, EU kommissionen og egne beregninger.

En væsentlig forklaring på opbremsningen i den amerikanske økonomi er, at boligmarkedet ikke længere stimulerer den indenlandske efterspørgsel. Efter en længere periode med årlige vækstrater på 10 pct. og derover, har den årlige prisstigningstakt i det meste af 2006 ligget under 5 pct., jf. figur 2.8a. I en række områder har der været tale om prisfald.

Figur 2.8a Priser for nyt byggeri		Figur 2.8b Beskæftigelsesvækst i byggeriet

Kilde: IMF.

Den svagere prisudvikling har ført til markant lavere boliginvesteringer i anden halvdel af 2006 og dermed en brat opbremsning i beskæftigelsen i byggesektoren, jf. figur 2.8b.

Boks 2.1 Det amerikanske subprime realkreditmarked

På det såkaldte subprime boliglånemarked i USA, dvs. markedet for boliglån med stor kreditrisiko, har der siden begyndelsen af 2006 kunnet spores en tendens til større betalingsvanskeligheder hos låntagerne, som kulminerede i marts i år, hvor subprime markedet kom under stort pres. Tendensen er dog begrænset til lån med variabel rente, som udgør ca. 7 pct. af det samlede marked for subprime boliglån, jf. boks 2.1. Uden for subprime segmentet og for lån med fast rente genfindes tendensen ikke i samme omfang. Betalingsvanskelighederne kan formentlig henføres til en kombination af stigende renter og manglende muligheder for at optage yderligere lån.

En større korrektion i boligpriserne kan få synlige konsekvenser for de finansielle markeder, hvis fx misligholdelsesraten for subprime lån stiger yderligere, men så længe beskæftigelsen er høj og renteniveauet ikke stiger yderligere, synes risikoen for større negative effekter på de finansielle markeder at være begrænset.

Risikoen for, at kraftige prisfald på boligmarkedet i USA kan medføre et tilbageslag må vurderes at være mindre end ved offentliggørelsen af Økonomisk Redegørelse, december 2006. Prisfaldet har bidraget til fald i investeringerne, men der har ikke været nogen tydelig afsmitning på privatforbruget. Både IMF og EU-Kommissionen vurderer, at vækstafdæmpningen i 2006 og 2007 vil blive afløst af fornyet vækst på trend-niveau, det vil sige ca. 3 pct. i 2008, og at problemerne på boligmarkedet ikke sætter sig varige spor.

Det amerikanske betalingsbalanceunderskud forventes i prognoseperioden at stabilisere sig på omkring 6 pct. af BNP. Dollarfaldet samt den lidt svagere forbrugsvækst medvirker hertil. Det spiller ligeledes ind, at der er sket en vis konsolidering af de offentlige finanser. Den strukturelle saldo er således forbedret fra -4½ pct. af BNP i 2004 til et forventet niveau på godt -2½ pct. af BNP i 2007. Dette underskud er dog fortsat betydeligt, og en yderligere konsolidering er formentlig påkrævet i lyset af øgede aldringsrelaterede udgifter.

Inflation og renteudvikling i USA

I takt med dæmpningen af væksten og det markante olieprisfald i løbet af 2006 er inflationen i USA reduceret betydeligt siden midten af 2006, jf. figur 2.9a. Kerneinflationen er endnu forholdsvis høj, hvilket formentlig afspejler såvel et vist kapacitetspres som andenrunde-effekter af en høj oliepris. Med den lidt lavere vækst og med et lidt mindre presset oliemarked, kan kerneinflationen forventes at falde i løbet af 2007.

Den aktuelle kerneinflation er lidt over den amerikanske centralbanks (Fed) foretrukne inflationsinterval. Det taler for, at pengepolitikken ikke lempes lige foreløbig.

Hvis forventningerne til den amerikanske inflation og outputgab indfries, vil den amerikanske pengepolitiske rente sandsynligvis blive lempet. Den beregnede Taylor-rente viser en tendens til en faldende kort rente i USA i 2007 og 2008, jf. figur 2.10a. Forwardrenterne indikerer ligeledes en pengepolitisk lempelse i USA i efteråret, jf. figur 2.10b.

Figur 2.9a Dekomponering af inflationen i USA		Figur 2.9b Pengepolitiske og kort rente i USA

Anm.: Figur 2.9a viser månedlige årsvækstrater. Kerneinflationen er CPI ekskl. bidrag fra fødevarer og energi. ”Energi” angiver den del af inflationen (i pct.-enheder), der kan forklares af energiprisstigninger.

Kilde: EcoWin, egne skøn og beregninger.

I renteskønnene er det lagt til grund, at Fed’s primære fokus er at holde kerneinflationen nede på et acceptabelt niveau. Der er i renteprognosen således kun forudsat én rentenedsættelse i 4. kvartal 2007 og ingen i 2008, jf. figur 2.9b.

Tabel 2.2 Skøn for renter og inflation i USA

Kilde: Ecowin og egne skøn.

De lange renter i USA er kun steget marginalt siden decembervurderingen, hvilket blandt andet skal ses i lyset af den uændrede pengepolitik. Dertil kommer, at der fortsat synes at være en række faktorer (både varige og konjunkturmæssige), som fastholder de lange renter på et lavt niveau vurderet ud fra historiske erfaringer.

Markedets renteforventninger udtrykt ved forwardrenterne indikerer, at markedet forventer en svag stigning i de lange renter i prognoseperioden, jf. figur 2.11a. I prognoseperioden forudsættes en marginal stigning i den lange rente. Den ventede rentestigning er en anelse større end markedets implicitte renteforventninger. Stigningen skal blandt andet ses i lyset af, at der kun forudsættes én rentenedsættelse af styringsrenten, mens markedet (målt ved de korte forwardrenter) synes at have indregnet yderligere pengepolitiske lempelser. Hvis markedets forventninger (i gennemsnit) om rentenedsættelser ikke indfries, kan det medføre et opadgående pres på de lange amerikanske renter. Skønnene for den lange amerikanske rente er uændret i 2007 og opjusteret marginalt i 2008 i forhold til decembervurderingen, jf. tabel 2.2.

Figur 2.10a Faktisk (skønnet) og beregnet kort rente i USA		Figur 2.10b Forwardrenter, 3 måneders rente, USA

Anm.: I figur 2.10a er båndet omkring den beregnede rente givet som den gennemsnitlige absolutte forskel mellem den beregnede rente og den historiske, faktiske rente. Den beregnede rente ved normal kapacitetsudnyttelse angiver renten ved en inflation på 2 pct. og et outputgab på nul. Estimeret på baggrund af data i perioden 1980-2005, jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2002.

Kilde: EcoWin, OECD, Nationalbanken og egne skøn og beregninger.

Både de korte og lange rentespænd mellem USA og euroområdet er indsnævret siden december 2006, jf. figur 2.11b. Indsnævringen af det lange rentespænd skal blandt andet ses i lyset af forventningen om faldende korte renter i USA og stigende korte renter i euroområdet samt svækkelsen af USD over for EUR.

Figur 2.11a Forwardrenter, 10-årig rente, USA		Figur 2.11b Rentespændet mellem 10-årige renter i USA og euroområdet

Kilde: Nationalbanken, Ecowin og egne beregninger.

2.3 Euroområdet

Opsvinget i euroområdet tiltog i styrke i anden halvdel af 2006, så økonomien i 2006 voksede med den største vækstrate siden 2000. Hermed er det negative outputgab ved at være lukket, jf. figur 2.12a. Blandt de store eurolande havde Spanien den kraftigste vækst i 2006, og den tyske økonomi udviklede sig også gunstigt. Derimod er væksten i Italien og Frankrig fortsat afdæmpet.

Den relativt kraftige vækst i euroområdet skal ses i lyset af de øgede investeringer og den gunstige udvikling på arbejdsmarkederne med stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Specielt udviklingen i Tyskland har overrasket positivt i 2006, om end en del af den kraftige vækst i den indenlandske efterspørgsel i andet halvår 2006 skal tilskrives effekter af den tyske momsforhøjelse pr. 1. januar 2007. Den tyske eksport steg betydeligt i 2006, men kan fremadrettet blive dæmpet af den styrkede euro og vækstafmatningen i USA. Den franske eksport ligger fortsat underdrejet, og nettoeksporten ventes også i de kommende år at bidrage negativt til væksten.

Euroområdets offentlige finanser er styrket, men styrkelsen skyldes primært de forbedrede konjunkturer, hvorimod de offentlige finanser kun i mindre grad er forbedret strukturelt.

Figur 2.12a Outputgab og ledighed, euroområdet		Figur 2.12b BNP-vækst samt vækstbidrag, euroområdet

Kilde: EU-Kommissionen, EcoWin og egne beregninger.

BNP i euroområdet voksede med 2,7 pct. i 2006, hvilket er over 1 pct.-enhed mere end i 2005 og lidt mere end forventet i decemberredegørelsen, jf. tabel 2.3. I 4. kvartal var den kvartalsvise BNP-vækst 0,9 pct. (sæson- og arbejdsdagskorrigeret), mens den i 1. kvartal 2007 var 0,6 pct. (flash-estimat), jf. figur 2.12b.

Privatforbruget har med en vækst på 1,7 pct. i 2006 bidraget med 1 pct.-enhed til den samlede BNP-vækst. Den fortsat faldende ledighed og stigende beskæftigelse udgør sammen med kraftigere lønudvikling og relativt afdæmpet prisudvikling et godt fundament for højere vækst i privatforbruget fremadrettet. Den europæiske forbrugertillid ligger over det historiske niveau, og den har været stigende siden juli 2005, jf. figur 2.13a.

Tabel 2.3 BNP-vækst og andre økonomiske nøgletal for euroområdet

1) Lagerinvesteringer er opgjort som pct. af BNP.
2) Korrigeret for intra-handel i euroområdet.
Kilde: Ecowin, EU-Kommissionen.

Efter vækst i investeringerne i 2006 på 4,7 pct., ventes investeringerne også fremover at stige pænt og trække op i væksten. På trods af de løbende pengepolitiske stramninger er både det korte og lange renteniveau fortsat lavt set i et historisk perspektiv, og virksomhedernes finansieringsvilkår er derfor fortsat gunstige. De gode finansieringsvilkår kombineret med store overskud i virksomhederne og stigende kapacitetsudnyttelse i de fleste eurolande holder væksten i erhvervsinvesteringerne oppe. Boliginvesteringerne ventes ligeledes understøttet af de fortsat lempelige finansieringsvilkår, ligesom de høje boligprisstigninger i mange lande understøtter boliginvesteringerne, jf. figur 2.13b. En begyndende opbremsning er dog i gang på visse eurolandes boligmarkeder, hvilket trækker i den modsatte retning.

Euroområdet sluttede 2006 med en kraftig eksportvækst på 3,6 pct. i 4. kvartal (k/k – sæsonkorrigeret), hvorved eksporten i hele 2006 steg med 8,2 pct. Den største eksportvækst stod Tyskland for, efterfulgt af Luxembourg og Finland. Bidraget til euroområdets økonomiske vækst fra nettoeksporten ventes at forblive positivt i de kommende år, idet eksporten understøttes af den fortsat kraftige globale vækst.

Figur 2.13a Konjunkturindikator og forbrugertillid, Euroområdet		Figur 2.13b Udviklingen i huspriser i udvalgte lande

Anm.: Konjunkturindikatoren (sentiment) sammenvejer EU-Kommissionens surveys for henholdsvis detailhandel, forbrugertillid, bygge og anlæg, serviceerhverv og industri.

Kilde: Eurostat, EU-Kommissionen og EcoWin.

Den igangværende afdæmpning af den amerikanske økonomi forventes dog at begrænse eksportvæksten, ligesom importen må forventes at øges i takt med at den indenlandske efterspørgsel tiltager yderligere. Endvidere dæmpes bidraget fra nettoeksporten af, at den effektive eurokurs er styrket siden marts 2006, jf. figur 2.14a. I begyndelsen af maj 2007 nåede eurokursen det højeste niveau over for dollaren i hele euroens levetid.

Figur 2.14a Effektiv real eurokurs		Figur 2.14b Detailomsætningsindeks (sæsonkorrigeret, faste priser), Tyskland

Kilde: Eurostat, EU-Kommissionen og EcoWin.

Efter et flere år langt tilløb kom tysk økonomi endelig op i gear i 2006. Med kvartalsvise sæsonkorrigerede vækstrater i alle fire kvartaler omkring 1 pct. blev væksten i hele 2006 3,0 pct. Hermed har det vist sig, at den af hensyn til de offentlige finanser gennemførte forhøjelse af den høje momssats per 1. januar 2007 kommer på et gavnligt tidspunkt, og ikke som frygtet vil dæmpe en i forvejen afkølet økonomi.

Det var ventet, at væksten i slutningen af 2006 ville blive forstærket af, at privatforbrug af især varige forbrugsgoder fremrykkedes i forbindelse med momsforhøjelsen. Tilsvarende var det ventet, at fremrykningen ville give et midlertidigt dyk i begyndelsen af 2007.

Flash-estimatet for 1. kvartal 2007 viser en kvartalsvis BNP-vækst på 0,5 pct. (sæsonkorrigeret), men tal for privatforbrug er endnu ikke tilgængelige. Fremrykningen af forbrug kan aflæses i tal for detailomsætningen, jf. figur 2.14b. Specielt i december 2006 var detailomsætningen høj, og især bilsalget var ekstraordinært stort forud for momsforhøjelsen. I januar faldt detailomsætningen markant, og især bilsalget er fortsat på et lavere niveau end i 2006.

Den dæmpende effekt af momsforhøjelsen har været mindre end forventet, hvilket blandt andet hænger sammen med, at momsforhøjelsen ser ud til i mindre grad at være slået igennem på forbrugerpriserne. Det var forudset, at momsforhøjelsen (og den samtidige ændring i forsikringsskatten) ville øge den tyske inflation med omkring 1 pct.-enhed., svarende til at omkring 2/3 af momsstigningen ville blive overvæltet i forbrugerpriserne, jf. Økonomisk Redegørelse, august 2006 s. 59. Det samlede tyske forbrugerindeks (HICP - sæsonkorrigeret) steg fra december til januar med 0,4 pct. Herved steg årsstigningstakten kun fra 1,4 pct. i december til 1,8 pct. i januar (og fra 1,4 pct. til 1,6 pct. opgjort med det nationale forbrugerprisindeks). I april var årsstigningstakten 2,0 pct. Den samlede forbrugerprisinflation er dog også påvirket af andre forhold, og fx faldt råolieprisen og dermed energipriserne lidt omkring årsskiftet, hvilket har trukket nedad i forbrugerprisinflationen. Ligeledes er effekten af momsstigningen ikke nødvendigvis koncentreret til januar måned. Prisstigningen kan være påbegyndt i 2006, som det var tilfældet for tobakspriserne, eller være forsinket godt ind i 2007.

Virksomhedernes overskud trækkes ned af, at momsforhøjelsen ikke fuldt ud er blevet væltet over i forbrugerpriserne, men set i lyset af de fortsat høje industritillidsindikatorer, og af at en stor del af den tyske industri er eksportorienteret, ventes dette ikke at påvirke erhvervsinvesteringerne nævneværdigt, jf. figur 2.15a.

Den tyske ledighed er fortsat med at falde kraftigt, jf. figur 2.15b, og samlet tegnes et billede af en tysk økonomi i kraftig fremgang. Tysklands outputgab (som har været negativt siden 2002, og som i 2005 udgjorde -1,8 pct. af BNP) indsnævredes i 2006 til -0,3 pct. af BNP og ventes positivt i 2007 og 2008. Væksten i 2007 og 2008 ventes at blive 2,5 og 2,4 pct., hvilket især for 2007 er en kraftig opjustering.

Der er forhandlet overenskomster på det tyske arbejdsmarked i dette forår. Lønstigningerne i Tyskland har i de seneste år været meget afdæmpede, og arbejdstagersiden har i forhandlingerne argumenteret for, at den kraftige opgang i tysk økonomi er en passende anledning til forøgede lønstigninger. Således meldte det største fagforbund IG Metall ud med et krav om en lønstigning på hele 6,5 pct. På det store ingeniørområde under IG Metall er der nu indgået en 19-måneders aftale med mere moderate lønstigninger, der svarer til en årlig lønstigning på lige under 4 pct.

Figur 2.15a BNP-vækst og konjunkturindikator i Tyskland		Figur 2.15b Ledighed, euroområdet og Tyskland

Kilde: EcoWin.

De tyske offentlige finanser forbedredes kraftigt i 2006. De økonomiske reformer, som blev vedtaget i forbindelse med dannelsen af koalitionsregeringen i efteråret 2005, havde som hovedformål at nedbringe det store offentlige budgetunderskud fra år 2007 og dermed komme under grænsen på 3 pct. af BNP. Hjulpet af den forbedrede konjunktursituation kom det tyske offentlige underskud helt ned på 1,7 pct. af BNP i 2006.

Væksten i Frankrig var 2,2 pct. i 2006. På trods af en opgang fra 1,2 pct. i 2005, kan den franske økonomi i modsætning til den tyske endnu ikke siges at være kommet ud af det dødvande, den har befundet sig i siden 2001. Frankrig kæmper fortsat med en høj ledighed (den højeste blandt EU15-landene), som i vidt omfang afspejler strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Vinderen af det nyligt afholdte franske præsidentvalg, Nicolas Sarkozy, har planer om at gennemføre liberaliseringer og reformer på arbejdsmarkedet, herunder øget fleksibilitet med hensyn til lønfastsættelse og ansættelsesregler efter nordisk forbillede og en svækkelse af fagforeningernes rolle, fx i forbindelse med forhandlinger om arbejdsmarkedslove.

Mens den indenlandske efterspørgsel er vokset pænt, er det især eksporten, som skuffer i Frankrig. Således bidrog nettoeksporten negativt med 0,8 pct.-enheder i 2006. Frankrigs andel af euroområdets samlede eksport har opgjort i mængder været nogenlunde konstant siden 1999, men opgjort i løbende priser har Frankrig tabt eksportmarkedsandele. Udover at Frankrigs eksport klarer sig dårligt relativt til resten af EU, vil eksporten fremadrettet blive dæmpet af den styrkede euro og vækstafmatningen i fx USA. Da importen samtidig har udsigt til at blive båret oppe af fortsat fremgang i den indenlandske efterspørgsel, ventes nettoeksporten også fremover at bidrage negativt til den franske BNP-vækst.

Italiens BNP-vækst udgjorde i 2006 1,9 pct., hvilket er den højeste vækstrate siden 2000. Specielt i 4. kvartal 2006 var væksten høj (1,1 pct. k/k - sæsonkorrigeret). Flash-estimatet for 1. kvartal 2007 viser en vækst på kun 0,2 pct. Italien står over for store udfordringer med at genoprette de offentlige finanser. Underskuddet på den offentlige saldo steg til 4,4 pct. af BNP i 2006 fra 4,2 pct. af BNP i 2005. En del af underskuddet i 2006 skyldtes dog engangsudgifter, og underskuddet ventes at komme under 3 pct. af BNP i 2007.

Figur 2.16a Ledigheden i euroområdet og udvalgte lande i marts 2007		Figur 2.16b Beskæftigelse og ledighed, euroområdet

Anm.: Ledigheden i EU er vist i procent af arbejdsstyrken og er harmoniseret og sæsonkorrigeret. Ledigheden Grækenland og Italien er tal for fjerde kvartal 2006, mens Storbritannien (UK) er tal for januar.

Kilde: Eurostat og EcoWin.

Den EU-harmoniserede ledighedsgrad i euroområdet var i marts 7,2 pct. Ledigheden i eurolandene er lavest i Holland (3,4) og Irland (3,9), mens den er højest i Frankrig (8,9) og Grækenland (8,6). Derimellem ligger Spanien (8,3), Tyskland (7,0) og Italien (6,5), jf. figur 2.16a. Til sammenligning var den standardiserede ledighedsgrad i Danmark 3,4 pct.

Ledigheden i euroområdet har været faldende siden 3. kvartal 2004 og ligger nu på et rekordlavt niveau, jf. figur 2.16b. Ledigheden ventes at falde yderligere gennem resten af 2007 og 2008. Ledigheden når dermed ned på et niveau, som kan give lønpres, på grund af strukturproblemer på arbejdsmarkederne i mange lande.

Eurolandenes gennemsnitlige underskud på de offentlige finanser udgjorde 1,6 pct. af BNP i 2006 og er således faldet tre år i træk siden 2003, hvor budgetunderskuddet udgjorde ca. 3 pct. af BNP. Underskuddet ventes reduceret yderligere til 1,0 pct. af BNP i 2007. Eurolandenes gennemsnitlige offentlige bruttogældskvote faldt til 69 pct. af BNP i 2006 og ventes at falde yderligere til ca. 67 pct. af BNP i 2007.

Den generelle forbedring af de offentlige finanser i euroområdet og EU skyldes dels det økonomiske opsving og dels en strukturel styrkelse af budgetstillingen som følge af tilpasninger af finanspolitikken i en række lande i de sidste par år.

Stabilitets- og Vækstpagtens grænse for offentlige budgetunderskud på ca. 3 pct. af BNP er gennem årene blevet overskredet af omtrent halvdelen af EU-landene i kortere eller længere tid, herunder seks eurolande. Disse lande har generelt nedbragt deres uforholdsmæssigt store underskud eller arbejder på det i overensstemmelse med EU’s anbefalinger.

Underskuddene overskred 3 pct. af BNP i fire eurolande i 2005, men blev bragt under 3-procentsgrænsen i 2006 i Tyskland (1,7 pct. af BNP), et år før EU’s frist, og i Grækenland (2,6 pct. af BNP). Underskuddene overskred derimod fortsat 3-procentsgrænsen i 2006 i Italien (4,4 pct. af BNP), hvor underskuddet dog ventes bragt ned under 3 pct. af BNP til fristen i 2007, og i Portugal (3,9 pct. af BNP), hvor der er større usikkerhed knyttet til muligheden for at overholde fristen i 2008.

Mens det økonomiske opsving hidtil i nogen grad er udnyttet til at sikre en strukturel styrkelse af de offentlige finanser i en række lande, ventes der kun moderate strukturelle budgetforbedringer i 2007 og 2008, hvor der fortsat vil være gunstige konjunkturforhold.

Det er imidlertid afgørende, at landene fuldt ud drager fordel af de gode tider til at styrke konsolideringen i retning af strukturel balance på de offentlige finanser i overensstemmelse med landenes egne mellemfristede budgetmål og de fælles regler i Pagten. Landene er generelt enige om behovet for at sikre underliggende budgetforbedringer især i år med pæn vækst og omvendt undgå procyklisk finanspolitik.

Finanspolitikken under den aktuelle højkonjunktur vurderes foreløbig generelt at bidrage til stabilisering og konsolidering – i modsætning til finanspolitikken under den seneste højkonjunktur omkring 2000 – men kunne i en række tilfælde fremadrettet være mere ambitiøs i lyset af landenes mellem- og langfristede udfordringer.

Den fortsat høje aktivitet bør således udnyttes mest muligt til at gennemføre strukturelle budgetforbedringer, som dels kan skabe et råderum til blandt andet stabilisering under den næste lavkonjunktur, og som dels – i kombination med strukturreformer, herunder fuld gennemførelse af de planlagte pensionsreformer mv. – kan bidrage til en holdbar udvikling i de offentlige finanser på længere sigt i takt med, at der bliver flere ældre, og at levetiden stiger.

Inflation og renteudvikling i euroområdet

Forbrugerprisinflationen (HICP) udgjorde i første halvdel af 2006 omkring 2,4 pct., men faldt kraftigt i september 2006, primært som følge af faldet i råolieprisen i august og september samt bortfald af effekten af de høje energiprisstigninger, som fandt sted tilbage i sensommeren 2005. Siden september 2006 har inflationen ligget nogenlunde stabilt omkring 1,8 pct., jf. figur 2.17a.

Kerneinflationen (forbrugerprisinflationen renset for energi og uforarbejdede fødevarer) har i et års tid ligget nogenlunde stabilt omkring 1,5 pct., men er tiltaget til 1,9 pct. på det seneste. På trods af den mindre end forventede effekt af momsforøgelsen i Tyskland vil forhøjelsen have mærkbar, men midlertidig effekt på inflationen i 2007.

Figur 2.17a Dekomponering af inflationen, euroområdet		Figur 2.17b Pengepolitisk og pengemarkedsrente, euroområdet

Anm.: Inflationen er vist som månedlige år til år-vækstrater. Kerneinflationen i euroområdet defineres som inflati-onen ekskl. bidrag fra uforarbejdede fødevarer og energi. Energi angiver bidraget i pct.-enheder fra energiprisstigninger.

Kilde: EcoWin, Eurostat og egne beregninger.

For 2007 og 2008 venter EU-Kommissionen en inflation i euroområdet på 1,9 pct. i begge år, jf. tabel 2.4. Hermed ventes inflationen at ligge inden for rammerne af ECB’s definition af prisstabilitet, hvilket den ikke har gjort i nogen af årene 2001 til 2006.

Tabel 2.4 Skøn for renter og inflation i euroområdet

Kilde: Ecowin, EU-Kommissionen og egne skøn.

Den europæiske centralbank forventes at fortsætte stramningsforløbet i 2007, jf. figur 2.17b. På det seneste rentemøde i maj i år blev det indikeret, at styringsrenten sættes yderligere 0,25 pct.-enheder op i juni i år.

Hvad der herefter sker med hensyn til pengepolitikken er mere usikkert og afhænger blandt af inflationspresset og udviklingen i pengemængde- og kreditvæksten.

Forwardrenterne (3-måneder) for euroområdet indikerer, at markedet med stor sandsynlighed forventer en renteforhøjelse i juni, jf. figur 2.18b. Umiddelbart synes markedet nu at være på vej til i højere grad også at inddiskontere en rentestigning i efteråret 2007.

Taylor-renten peger i retning af en nogenlunde uændret styringsrente, som ligger en anelse under den skønnede profil, jf. figur 2.18a.

Dertil kommer en generel høj kapacitetsudnyttelse i europæisk økonomi og risikoen for yderligere lønpres. Endvidere er erhvervstilliden høj og forventningerne til beskæftigelsen positive. Alt i alt peger det i retning af de to indlagte renteforhøjelser i resten af 2007. Der forudsættes ingen renteændringer i 2008.

Skønnene for den 3-måneders pengemarkedsrente i euroområdet er på den baggrund opjusteret med 0,4 pct.-enheder i 2007 og med 0,5 pct.-enheder i 2008 i forhold til decembervurderingen.

Figur 2.18a Faktisk (skønnet) og beregnet kort rente i euroområdet		Figur 2.18b Forwardrenter, 3 måneders rente, euroområdet

Anm.: I figur 2.18a er båndet omkring den beregnede rente givet som den gennemsnitlige absolutte forskel mellem den beregnede rente og den historiske, faktiske rente. Den beregnede rente ved normal kapacitetsudnyttelse angiver renten ved en inflation på 2 pct. og et outputgab på nul. Estimeret på baggrund af data i perioden 1980-2007, jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2002.

Kilde: EU-Kommissionen, OECD, Nationalbanken og egne beregninger og skøn.

Stigningen i de korte renter i euroområdet har haft et gennemslag på de lange renter, som også er steget med mere end 0,5 pct.-enheder siden starten af december, jf. figur 2.3b. Stigningen var dog i store træk indregnet i decembervurderingen.

Med udsigten til yderligere renteforhøjelser fra ECB’s side og kun svagt stigende lange renter kan der således forventes en fortsat flad rentestruktur i euroområdet.

Det såkaldte intra-europæiske rentespænd, målt ved eurolandenes rentespænd til den tyske 10-årige statsobligationsrente, er steget en anelse siden decembervurderingen, jf. figur 2.19b. Rentespændet udvides generelt, når renten stiger, mens det typisk indsnævres ved et rentefald^[2]. Dertil kommer, at den tyske økonomi, som rentespændet beregnes ud fra, har haft en positiv udvikling med forholdsvis høje vækstforventninger og øget konsolidering af de offentlige finanser. Det kan have medvirket til at gøre tyske statsobligationer mere attraktive og dermed udvidet rentespændene.

Figur 2.19a Forwardrenter, 10-årig rente, euroområdet		Figur 2.19b Rentespænd til den tyske 10-årige eurorente, udvalgte lande

Kilde: Nationalbanken og egne beregninger.

2.4 Storbritannien, Norden og nye EU-lande

Den økonomiske vækst i Storbritannien er tiltaget i forhold til den mere afdæmpede udvikling i 2005. BNP-væksten er således øget fra 1,9 pct. i 2005 til 2,8 pct. i 2006. Fremgangen ventes herefter at blive 2,8 pct. og 2,5 pct. i henholdsvis 2007 og 2008 – en lille opjustering i forhold til decemberredegørelsen, jf. tabel 2.5.

Tabel 2.5 Vækstskøn for Storbritannien, Sverige og Norge

1) Gennemsnitlig årlig vækst.
2) BNP-vækst for fastlands-Norge.
Kilde: EU-Kommissionen, EcoWin, Finansdepartementet i Norge samt egne skøn.

Opsvinget i britisk økonomi skyldes en forøget vækst i den indenlandske efterspørgsel, især som følge af at væksten i erhvervsinvesteringerne er tiltaget. Erhvervslivets investeringslyst er tiltaget på grund af ikke mindst historisk høj indtjening i virksomhederne samt gunstige udsigter med forventede vækstrater mellem 2½-3 pct. i de kommende år.

Samtidig tog det private forbrug efter et år med lav vækst igen fart i 2006. Væksten i privatforbruget er drevet af en opgang i husholdningernes bolig- og finansielle formuer, jf. figur 2.20a.

Det private forbrug forventes i prognosen gradvist at overtage rollen som den primære kilde til væksten i den indenlandske efterspørgsel, mens investeringsvæksten efterhånden modereres.

For 2008 forventes den økonomiske vækst at aftage til 2½ pct. som følge af en nedgang i både privat forbrug og erhvervsinvesteringerne. Den dæmpede forbrugs- og investeringslyst skal ses i sammenhæng med, at den nuværende opgang i renterne på sigt forventes at øge opsparingskvoten. Samtidig ventes forbrugseffekten fra den gunstige udvikling i husholdningernes formuer at aftage.

Figur 2.20a Væksten i privat forbrug i UK, Sverige og Norge		Figur 2.20b Pengepolitiske renter i UK, Sverige og Norge

Kilde: EcoWin, EU-kommissionen.

Siden midten af 2006 har Bank of England (BoE) gradvist øget de pengepolitiske renter i takt med, at inflationen er tiltaget og i en stor del af 2006 og ind i 2007 har ligget over BoE’s inflationsmålsætning på 2 pct., jf. figur 2.20b.

Opgangen i inflationen skyldes primært en midlertidig udvikling i form af høje prisstigninger på gas, elektricitet og fødevarer. Kerneinflationen – et mål for det underliggende inflationspres i økonomien ligger fortsat under 2 pct. De stigende pengepolitiske renter afspejler derfor en vurdering af, at den nuværende høje inflation kan risikere at blive indarbejdet i inflationsforventningerne og derved få en mere varig effekt på prisudviklingen. Senest har BoE i maj øget den pengepolitiske rente fra 5¼ pct. til 5½ pct. – det højeste niveau siden 2001.

Arbejdsstyrken er forøget igennem 2005 og 2006 som følge af en betydelig indvandring, samt en højere deltagelsesfrekvens for både kvinder og ældre. Stigningen i arbejdsstyrken har på kort sigt betydet, at beskæftigelsen er steget, uden at ledigheden er faldet, jf. figur 2.21b. I 2007 og 2008 ventes både indvandringen og væksten i arbejdsstyrken at normaliseres. I den sammenhæng forventes den relativt høje økonomiske aktivitet at lede til faldende ledighed og stigende pres på arbejdsmarkedet.

Figur 2.21a Forbrugerprisinflation i UK, Sverige og Norge		Figur 2.21b Udvikling i ledigheden i UK, Sverige og Norge

Kilde: EcoWin, EU-kommissionen.

Trods en vis nedgang i den offentlige forbrugsvækst i forhold til de seneste år lå den i løbende priser fortsat over 6 pct. i 2006. I 2007 og 2008 ventes en lille nedgang i forbrugsvæksten til ca. 5 pct. i begge år. Det er medvirkende til at forbedre de offentlige finanser en anelse i 2007 og 2008. Underskuddet på de offentlige finanser er dog fortsat stort i europæiske sammenhæng og ventes at udgøre omkring 2½ pct. af BNP i 2007 og 2008.

Finansloven for Storbritannien indeholder i lyset af ovenstående en fremadrettet forventning om, at underskuddene bliver vent til overskud frem mod 2011-12 og at man herefter overholder målsætningen om balance eller overskud på de offentlige finanser i gennemsnit over en konjunkturcykel.

Svensk økonomi oplever i disse år en højkonjunktur, og BNP voksede således med 4½ pct. i 2006, jf. tabel 2.5. Der ventes en mindre nedgang i væksten til 3,8 og 3,3 pct. i henholdsvis 2007 og 2008. Men billedet af, at svensk økonomi er oppe i høj fart, og opererer tæt på kapacitetsgrænsen, er uændret. I forhold til decembervurderingen er skønnene for BNP-væksten opjusteret med 0,5 pct.-enheder for 2007 og 0,2 pct.-enheder for 2008. Sverige vil således fortsat være en af de hurtigst voksende økonomier i Europa.

Den stærke økonomiske vækst præger både husholdninger og erhvervslivet. Både privatforbruget og erhvervsinvesteringer har i de seneste år været inde i en gunstig udvikling, ikke mindst på grund af øget beskæftigelse, et stærkt boligmarked, lave renter og høj kapacitetsudnyttelse. Dertil kommer en pæn fremgang i eksporten.

Privatforbruget ventes at accelerere kraftigt i 2007 og 2008 med vækstrater på omkring 3¾ pct. og yder i disse år det primære bidrag til den høje BNP-vækst. Opgangen i forbruget skal ses i lyset af, at voksende beskæftigelse og stigende reallønninger påvirker de disponible indkomster positivt. De disponible indkomster understøttes også af den svenske regerings skattenedsættelser, herunder indførelsen af et jobfradrag.

Efter nogle år med negativ eller svag vækst i beskæftigelsen viste beskæftigelsesudviklingen en pæn fremgang med en vækst på omkring 2 pct. i 2006. Fremgangen forventes at fortsætte i 2007, mens beskæftigelsesvæksten vurderes at falde til knap 1 pct. i 2008. I takt med forbedringen af arbejdsmarkedet ventes ledigheden at falde fra 7 pct. i 2006 til 5½ pct. af arbejdsstyrken i 2008, jf. figur 2.21b.

Aktivitetsfremgangen betyder, at outputgabet gradvist udvides fra 0,2 pct. i 2006 til 0,8 pct. i 2008. Det afspejler, at svensk økonomi efterhånden nærmer sig kapacitetsgrænsen. Presset mærkes på arbejdsmarkedet, hvor flere sektorer (bygge- og anlæg samt serviceerhvervene) melder om mangel på arbejdskraft.

Manglen på arbejdskraft afspejles i overenskomstaftalerne i foråret. Således forventes en stigning i lønomkostningerne over 4 pct. i 2007 og 2008. Årets fornyelse af lønaftaler i Sverige omfatter stort set alle brancher (bortset fra transport- og banksektoren) og omkring 80 pct. af alle lønmodtagere.

Inflationsudvikling er på nuværende tidspunkt fortsat moderat og har i 1. kvartal 2007 ligger stabilt på 1¾ pct. Men lønstigningerne vil gradvist løfte det underliggende inflationspres. Stigningen i den underliggende inflation bliver dog til dels modsvaret af lavere energipriser og styrket svensk krone, således at inflationen trods indenlandsk inflationspres fortsat ligger under 2 pct. i 2007 og 2008.

I lyset af at aktiviteten i Sverige ligger over dets potentielle niveau koblet med et gradvist stigende løn- og prispres har Sveriges Riksbank hævet styringsrenten flere gange i 2006 og en enkelte gang i 2007, jf. figur 2.20b. Riksbankens styringsrente er i alt blevet hævet med 1¾ pct.-enhed siden januar 2006.

Den stærke økonomiske fremgang har bidraget til et solidt overskud på de offentlige finanser på 2,2 pct. af BNP i 2006.

Den gunstige udvikling i de offentlige finanser ventes at fortsætte i 2007 og 2008, hvor overskuddet ventes at blive henholdsvis 2¼ pct. og 2½ pct. Den konjunkturmæssige forbedring af de offentlige finanser vil derfor mere end modsvare den finanspolitiske lempelse, der er indeholdt i regeringens finanslov for 2007.

Den økonomiske vækst i Norge har ligget væsentligt over det potentielle niveau i de seneste år. Efter vendingen i konjunkturerne i 2003 har BNP-væksten for fastlands-Norge således ligget stabilt på 4½ pct. i de seneste tre år, jf. tabel 2.5. Opgangen i fastlands-økonomien vurderes at dæmpes gradvist i 2007 og 2008 til henholdsvis 3,7 pct. og 2,5 pct. I forhold til decembervurderingen er skønnene opjusteret med 1,0 og 0,3 pct.-enheder for henholdsvis 2007 og 2008.

Figur 2.22a Offentlig saldo for UK, Sverige og Norge		Figur 2.22b Lønudvikling i UK, Sverige og Norge

Kilde: EcoWin, EU-kommissionen og OECD.

Den stærke økonomiske vækst skyldes blandt andet en høj vækst i det private forbrug – ikke mindst på grund af kraftig vækst i beskæftigelsen. Erhvervs- og boliginvesteringerne vokser ligeledes kraftigt, blandt andet stimuleret af et lavt renteniveau. Frem mod 2008 ventes BNP-væksten gradvist at dæmpes. Det bygger blandt andet på en udsigt til stigende renter, der kan medvirke til lavere fremgang i privatforbruget og erhvervsinvesteringerne.

Væksten holdes blandt andet oppe af en fremgang i eksporten i 2007 og især i 2008 og samlet set øges vækstbidraget fra nettoeksporten fra -2,1 pct.-enheder i 2006 til 0,9 pct.-enheder i 2008.

De offentlige finanser viser i lyset af store olieindtægter markante overskud på op mod 20 pct. af BNP i 2006-2008. Den strukturelle oliekorrigerede offentlige saldo – som afspejler finanspolitikkens aktivitetsvirkning – viser imidlertid underskud på 3,8 pct. af BNP i 2006. I 2007 ventes et underskud på 4,3 pct. af BNP. Underskuddene er i overensstemmelse med den såkaldte handlingsregel for den norske finanspolitik. Finanspolitikken må i det lys vurderes at være lempelig i perioden.

Det modsvares til dels af en modcyklisk pengepolitik. Norges Bank har siden sommeren 2005 hævet den pengepolitiske styringsrente med 2¼ pct.-enhed – om end fra et ret lavt niveau. Norges Bank har i deres renteprognose indikeret, at man kan vente yderligere renteforhøjelse i 2007 og 2008.

Den høje økonomiske aktivitet betyder, at der aktuelt er et betydeligt pres på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden er aftaget til et meget lavt niveau og i 2007 og 2008 kan forventes at ligge stabilt under 3 pct. af arbejdsstyrken.

Situationen på arbejdsmarkedet afspejles i resultatet af foråret overenskomster. De nye lønaftaler som kom i hus i marts tilsiger øgede lønstigninger i 2007 og 2008. Konkret vurderes lønninger at stige mellem 4½ pct. og 5 pct. i de næste to år, hvilket er en opgang i forhold til de seneste år, hvor lønstigningstakten har ligget på knap 4 pct. De højere lønstigningerne skønnes gradvist at bidrage til øget inflation og kan medvirke til at svække den norske konkurrenceevne.

EU blev d. 1. januar 2007 udvidet med to nye medlemslande, nemlig Bulgarien og Rumænien. Bulgarien er med sine omkring 8 mio. indbyggere målt på befolkningens størrelse lidt større end Danmark. Bulgariens BNP er dog kun omkring en femtedel af Danmarks, og i økonomisk henseende er Bulgarien et af EU’s mindste lande. Rumænien har omkring 22 mio. indbyggere, og landets BNP er lidt mindre end Danmarks.

Bulgarien har siden årtusindeskiftet haft årlige BNP-vækstrater omkring 6 pct., mens Rumæniens vækstrater har svinget mellem 5 og 8 pct. EU-Kommissionen venter en BNP-vækst i de kommende år i begge lande omkring 6 pct. De høje vækstrater sammenlignet med vesteuropæiske lande kan genfindes for de hovedparten af de tidligere østblok-lande, og den kraftige vækst skal sammenholdes med landenes relativt lave BNP-niveauer.

Inflationen er højere i Bulgarien og Rumænien end i de gamle EU-lande. Både Bulgarien og Rumænien oplevede tocifrede inflationsrater i 1990’erne, men Bulgarien har siden årtusindeskiftet haft en inflation omkring 6 pct. EU-Kommissionen venter, at den bulgarske inflation falder til 4 pct. i 2007. Den rumænske inflation var så sent som i 2002 på hele 22,5 pct., men den er siden aftaget til samme niveau som i Bulgarien. Den relativt høje inflation kan blandt andet tilskrives, at priserne (og lønningerne) er ved at tilpasse sig det generelt højere nominelle prisniveau i eurolandene. Specielt en række administrerede priser samt priserne på fødevarer og brændstoffer stiger markant.

Den bulgarske arbejdsløshed er faldet fra 18 pct. i 2002 til 9 pct. i 2006, og ventes at falde yderligere til 7 pct. i 2008. Den rumænske arbejdsløshed har i flere år ligget omkring 7 pct. Mens arbejdspladser nedlægges i stor stil i de store statsejede virksomheder, skabes mange job i den private sektor, blandt andet i kraft af udenlandske investeringer. Ligeledes mindskes størrelsen af den uformelle økonomi løbende.

Bulgarien har som et af få EU-lande overskud på de offentlige finanser. Overskuddet ventes at falde fra 3 pct. af BNP i 2006 til 2 pct. af BNP i 2008. Det rumænske budgetunderskud udgjorde 2 pct. af BNP i 2006. Skatteindtægterne er øget løbende i takt med at skatteopkrævningen er effektiviseret og den uformelle økonomi som nævnt er mindsket i størrelse.

2.5 Japan, Kina og øvrige lande

Selvom den økonomiske vækst i Japan har været noget svingende, er der tegn på, at opsvinget er blevet solidt. Væksten blev på 2,2 pct. i 2006, hvilket svarer nogenlunde til trendvæksten og forventes opretholdt i prognoseperioden.

I de første kvartaler i 2006 var væksten forholdsvis beskeden, især i kraft af en svag udvikling i privatforbruget, jf. figur 2.23a. I fjerde kvartal var væksten igen pæn, drevet af såvel forbrug som investeringer. Vækstforløbet har således været ujævnt i 2006, men det samlede billede viser, at opsvinget nu synes at være stabilt og bredt funderet. Risikoen for fornyet deflation kan dermed være mindsket, jf. figur 2.24a. Det må dog bemærkes, at prisstigningerne målt ved BNP-deflatoren fortsat er negative.

Figur 2.23a Vækstbidrag for Japan		Figur 2.23b BNP-vækst (å/å) og erhvervstillid, Japan

Anm.: I figur 2.23a er investeringerne inkl. lagerinvesteringer. I figur 2.23b angiver den vandrette linje det historiske gennemsnit for Tankan-indekset for erhvervstillid.

Kilde: EcoWin, EU-Kommissionen og OECD.

Erhvervstilliden målt ved Tankan-indekset har de seneste tre år ligget over sit langsigtede gennemsnit og på et væsentligt højere niveau end i de forudgående ti år, og indekset viser ingen tegn på svækkelse, jf. figur 2.23b. Det styrker forventningen om, at investeringerne også i den kommende tid vil understøtte væksten i den indenlandske efterspørgsel. BNP-væksten vil dog næppe ligge væsentligt over 2 pct., idet outputgabet er positivt, jf. figur 2.24a. Høj kapacitetsudnyttelse i Japan kan være med til at reducere risikoen for deflation, idet inflationsforventningerne kan øges. Det kræver blandt andet en relativ lempelig pengepolitik.

Den kinesiske økonomi fortsætter med at vokse meget hurtigt, jf. figur 2.24b. I 2006 var vækstraten på 10,7 pct. Dette meget høje vækstniveau forventes at vare ved i hele prognoseperioden, hvor den årlige vækstrate ventes at ligge over 10 pct. For at dæmpe væksten har myndighederne forsøgt at stramme pengepolitikken uden at ændre grundlæggende på fastkurspolitikken over for den amerikanske dollar. Dette er blandt andet sket gennem renteforhøjelser samt ved regulering af banksektorens långivning, både direkte via de statslige banker og indirekte via regulering. Effekten af disse tiltag er dog rimeligvis lille.

Figur 2.24a Outputgab og inflation i Japan		Figur 2.24b BNP-vækst og betalingsbalance i Kina

Kilde: EcoWin, OECD og IMF.

De grundlæggende makroøkonomiske størrelser i den kinesiske økonomi adskiller sig markant fra andre landes. Investeringerne udgør ca. 50 pct. af BNP. Betalingsbalanceoverskuddet er på ca. 10 pct. af BNP, jf. figur 2.24b. Disse størrelser tilsiger, at forbruget på lidt længere sigt må stige markant. Udfordringen for den kinesiske økonomi er at sikre, at omstillingen sker gradvis, således at udbudssiden kan nå at tilpasse sig. Et andet og delvis relateret risikomoment er, hvor robust de kinesiske virksomheder vil være over for en ændring i efterspørgselsforholdene, fx en afmatning i eksportvæksten. En analyse foretaget af IMF peger på, at der i betydelig grad er sket over- og fejlinvestering, blandt andet fordi de statsstyrede banker har ydet lån til projekter med ringere indtjeningspotentiale end de private banker.

Kina er den største økonomi i det såkaldte Emerging Asia^[3], og samtidig den hurtigst voksende. For regionen som helhed ventes en vækstrate i de kommende år på omkring 8 pct. med en svagt aftagende tendens. Ses der bort fra Indien og Pakistan med forventede vækstrater på over 7 pct., ligger den typiske forventede vækstrate i regionen på omkring 5 pct., ligeledes med en faldende tendens som følge af lidt svagere vækst i verdensøkonomien, navnlig i USA.

Det globale opsving har, navnlig i kraft af den højere oliepris, givet større indkomster og dermed bidraget til højere vækst i de olieeksporterende lande. De mellemøstlige hovedeksportører, Saudi Arabien, Kuwait og Iran forventes således at vokse med 6 pct. i 2006 og lidt mindre i 2007-08. Olieprisen påvirker købekraften og dermed væksten i disse lande kraftigt.

Olieproduktionen spiller ligeledes en meget betydelig rolle for Ruslands og det øvrige SNG’s økonomier. I SNG som helhed samt i Rusland har væksten været omkring 6-7 pct. I de mest olieafhængige dele af SNG har vækstraterne været højere, særlig markant i Azerbajdzhan, hvis økonomi i de kommende år forventes at fortsætte med at vokse med 25-30 pct. Betalingsbalancen for SNG som helhed har i de senere år udvist store overskud, som dog forventes at falde en smule i de kommende år. SNG-landene har haft vanskeligt ved at sterilisere den ekspansive effekt. Dette har resulteret i høj inflation i flertallet af landene, omkring 10 pct. i gennemsnit. IMF har anbefalet, at pengepolitikken i højere grad fokuseres på inflationsbekæmpelse, blandt andet ved at man tillader appreciering af valutakurserne.

I kraft af fortsat høje priser på olie og andre råvarer, og efterspørgselseffekten heraf på andre sektorer, er den økonomiske udvikling i Afrika generelt positiv. Som helhed ligger vækstraten stabilt på 5-6 pct. En markant undtagelse er Zimbabwe, som befinder sig i en dyb, hyperinflationær recession. Også i Latinamerika er vækstraterne relativt høje, delvis i kraft af høje priser på olie, metaller og andre råvarer. Samlet set forventes en vækstrate på 5 pct. i 2007 og lidt lavere i 2008.

2.6 Finansielle markeder i Danmark

Danmarks Nationalbank har fulgt ECB’s seneste renteforhøjelser og hævet styringsrenten i december og marts med 0,25 pct.-enheder til det aktuelle niveau på 4,0 pct.

I kraft af fastkurspolitikken forudsættes Nationalbanken at skygge ECB’s ventede renteforhøjelser i juni og oktober 2007. Således skønnes styringsrenten at udgøre 4,5 pct. ultimo 2007. Der regnes ikke med yderligere renteændringer i prognoseperioden.

Det korte rentespænd mellem Danmark og euroområdet er udvidet siden decembervurderingen og udgør nu ca. 0,2 pct.-enheder mod ca. 0,1 pct.-enhed ved decembervurderingen. Udvidelsen af det korte spænd skal ses i lyset af, at den pengepolitiske rente i Danmark er 0,25 pct.-enheder højere end euroområdet. Markedet indregner dermed en lavere sandsynlighed for, at Nationalbanken (på kort sigt) indsnævrer det pengepolitiske rentespænd til euroområdet. Skønnet for den korte danske rente er opjusteret med 0,5 pct.-enheder i 2007 og 0,6 pct.-enheder 2008 i forhold til decembervurderingen, jf. tabel 2.6.

Rentespændet mellem en dansk og tysk 10-årig statsobligation er i øjeblikket meget lavt, og har i perioder i starten af 2007 været svagt negativt, jf. figur 2.25a og 2.25b. Det skyldes blandt andet, at den kraftige danske gældsnedbringelse har mindsket udbuddet af danske statsobligationer. Rentespændet til Tyskland er de seneste måneder igen blevet positivt, hvilket blandt andet skal ses i lyset af den positive udvikling i den tyske økonomi.

Der skønnes ikke at være noget langt rentespænd til euroområdet i 2007, men spændet antages at stige til 0,1 pct.-enhed i 2008 som følge af, at rentespændet historisk set udvides ved rentestigninger. Dertil kommer, at det korte rentespænd, som tidligere anført, er steget til 0,2 pct.-enheder.

Tabel 2.6 Skøn for renter i Danmark og rentespænd (TPP)

1) Løbetidskorrigeret 10-årig statsobligation.
Kilde: EcoWin, CSE og egne skøn.

Figur 2.25a 10-årigt rentespænd mellem Danmark og Tyskland		Figur 2.25b 10-årige statsobligationsrenter, Danmark og Tyskland

Anm.: I figur 2.25a er rentespændet beregnet på baggrund af løbetidskorrigerede 10-årige statsobligationsrenter (par-renter). I figur 2.25b er vist rentespændet mellem Danmark og Tyskland på 10-årige (benchmark) statsobligationer.

Kilde: EcoWin og Nationalbanken.

Den traditionelle fastforrentede 5 pct. 30-årige realkreditobligation er kun steget med ca. 0,2 pct.-enheder siden decembervurderingen, mens 3 måneders renten og 10-årige statsobligationsrente i samme periode steg med over 0,5 pct.-enheder.

Markedet for boliglån har hidtil været domineret af realkreditinstitutterne, men med den nye lov om særligt dækkede obligationer (SDO) får pengeinstitutterne fra den 1. juli 2007 også mulighed for at tilbyde lån, som realkreditinstitutterne tidligere havde eneret på. I boks 2.2 er de nye lånemuligheder nærmere beskrevet.

Boks 2.2 Særligt dækkede obligationer (SDO)

Den lavere stigningstakt for fastforrentede realkreditobligationer skyldes blandt andet, at rentekurvens hældning er fladet yderligere ud. Dertil kommer, at prisen for konverteringsoptionen falder, når de lange renter stiger.

De korte rentetilpasningsobligationer med 1-årig rentetilpasning er ligeledes steget med ca. 0,5 pct.-enheder siden sidste konjunkturvurdering og er mere end fordoblet siden sommeren 2005.

Aktiemarkeder

Aktiemarkederne har siden sidste konjunkturvurdering været kendetegnet ved en forholdsvis optimistisk periode med stigende aktiekurser, jf. figur 2.26a. Der var dog en midlertidig korrektion på aktiemarkederne i februar og marts i år, hvor fx danske aktier faldt med 8 pct., men efterfølgende steg aktierne igen til et rekord højt niveau, således at danske aktier er steget med i alt ca. 16 pct. i 2007, jf. tabel 2.7. Det midlertidige fald i aktiekurserne i februar og marts i år skyldes blandt andet store udsving på kinesiske aktier og efterfølgende usikkerhed på det amerikanske subprime lånemarked.

Effekterne af en strammere pengepolitik og højere obligationsrenter har gjort aktier relativt mindre attraktive i forhold til obligationer. En fortsat stigende rente kan lægge en yderligere dæmper på virksomhedernes indtjeningsmuligheder.

Figur 2.26a Udvalgte aktieindeks, med reinvesteret udbyttebetaling målt i DKK		Figur 2.26b Aktiekurser i Europa og USA samt gennemsnitlige P/E-værdier

Anm.: Figur 2.26a: Det danske aktieindeks, OMXC, er Københavns Fondsbørs totalindeks.

Kilde: EcoWin og egne beregninger.

Selv om aktiekurserne i både USA og euroområdet er steget markant i begyndelsen af 2007 har P/E forholdet^[4] været nogenlunde stabilt, jf. figur 2.26b. Det indikerer, at de høje kursstigninger på aktier til en vis grad kan forklares med en stigende indtjening i virksomhederne.

Volatiliteten på aktiemarkedet synes i øjeblikket lav set ud fra historiske erfaringer, jf. figur 2.27a og 2.27b. Den lave volatilitet og stigende aktiekurser skal ses i lyset af de i øjeblikket lave risikopræmier.

Tabel 2.7 Aktiekursændringer i udvalgte lande og regioner opgjort i DKK, inkl. reinvesterede udbytter

Anm.: Der er anvendt følgende aktieindeks inkl. reinvesteret udbyttebetaling: S&P 500 (USA), Eurostoxx Broad (Europa), Topix 500 (Japan), OMXC (Danmark), MSCI Emerging Markets (nye markeder; ud valgte asiatiske lande, Østeuropa og Sydamerika mfl.). Alle afkast er opgjort i DKK.
1) Gennemsnitlig årlig vækst.
2) År-til-dato (15. maj 2007).
3) Data kun til og med 30. april 2007.
4) Data er for Nikkei 225 (ekskl. udbyttebetaling).
5) Data er for KFX (ekskl. udbyttebetaling).
Kilde: EcoWin og egne beregninger.

Figur 2.27a Volatilitet og kursudvikling for amerikanske aktier (Nasdaq)		Figur 2.27b Volatilitet og kursudvikling for europæiske aktier

Kilde: EcoWin.

2.7 Råvare- og valutamarkeder

I juli 2006 nåede olieprisen 78 dollar pr. tønde. Siden da er der indtrådt et betydeligt fald, og prisen i slutningen af 2006 lå tæt på 50 dollar pr. tønde, jf. figur 2.28a. Den høje pris skal ses i lyset af den ekstraordinære situation i sommeren 2006, hvor både akut usikkerhed i Mellemøsten og bekymringer for forsyningen pressede priserne op. Siden hen betød en mild vinter og en forbedret forsyningssituation, at prisen kunne falde betydeligt. Fra begyndelsen af 2007 har beskæring af produktionen og fornyet politisk usikkerhed atter presset prisen opad.

For resten af 2007 baseres prognosen for olieprisen på futures-kontrakter, jf. figur 2.28b. Priserne på disse kontrakter har vist sig at følge spotpriserne relativt tæt, og har således forholdsvis beskeden selvstændig værdi som prognosegrundlag. For 2008 baseres prognosen på en mere strukturel analyse foretaget af Det Internationale Energiagentur. Ifølge denne analyse vil der i de kommende 4-5 år være en svag tilbøjelighed til faldende priser, fordi der mange steder fortsat er mulighed for at udbygge kapaciteten til forholdsvis lave omkostninger. Herefter ventes den mere grundlæggende knaphed at sætte ind og give anledning til svagt stigende priser i de følgende årtier. Prognoseforudsætningerne er vist i tabel 2.8.

Figur 2.20a Oliepris i dollar og kroner		Figur 2.20b Faktisk og skønnet pris på Brent-olie i USD

Anm.: Der er vist månedsgennemsnit for Reuters commodity indeks og olie af typen Brent.

Kilde: EcoWin og egne beregninger.

Tabel 2.8 Olieprisforudsætninger i prognosen

Kilde: EcoWin og egne skøn.

Givet de senere års betydelig fald i dollarkursen, især i forhold til euroen og andre europæiske valutaer, har olieprisfaldet reelt været noget mindre end priserne i dollar kunne antyde, jf. figur 2.28a. Valutakursudviklingen har således indebåret, at Europa bærer en mindre del af byrden ved de høje oliepriser. Tages det yderligere i betragtning, at afgiftsniveauet i Europa er relativt højt, betyder dette, at olieprisernes effekt på husholdningssektoren og dermed privatforbruget er relativ lille i Europa.

Ligesom olien er en række andre råvarer steget i pris siden 2000, jf. figur 2.29a. Som omtalt i Økonomisk Redegørelse, december 2006 har priserne i et længere tidsperspektiv imidlertid udvist en klart faldende tendens. Kun i de senere år er tendensen blevet brudt, og kun for metaller, dvs. ikke for fx landbrugsvarer. Dette tyder på, at råvarepriserne kan falde i de kommende år, efterhånden som kapaciteten udbygges. For en række metalpriser har olieprisen betydning for udviklingen, idet udvinding af metallerne er energiintensiv. Mulighederne for prisfald på metaller begrænses således af, at olien også i de kommende årtier vil være en knap resurse. Inden for metal-segmentet er det ikke alle priser, der har været ubrudt stigende, jf. figur 2.29b.  Priserne for zink og kobber har været faldende på det seneste.

Figur 2.29a Råvarepriser		Figur 2.29b Metalpriser

Kilde: IMF.

I prognoseperioden forudsættes valutakurserne at ligge uændret på deres nuværende niveauer, jf. tabel 2.9. Medio maj er dollaren lidt svagere end lagt til grund i denne vurdering.

Tabel 2.9 Valutakursforudsætninger

Anm.: Beregningsteknisk er valutakurserne fremskrevet med gennemsnittet af de sidste to uger i april, svarende til 10 handelsdage.
Kilde: EcoWin og egne skøn.

Fodnoter

^[1] Se blandt andet Økonomisk Redegørelse, december 2006.

^[2] Rentespændets størrelse bestemmes blandt andet af landenes kreditværdighed og likviditeten i de bagvedliggende statsobligationsserier, jf. Økonomisk Redegørelse, august 2006.

^[3] Emerging Asia defineres som Kina, Indien, Pakistan, Bangladesh, Indonesien, Thailand, Filippinerne, Malaysia, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore.

^[4] P/E–forholdet udtrykker forholdet mellem markedskursen og indtjeningen pr. aktie. P/E-forholdet udtrykker således, hvor meget en investor skal betale pr. aktie for at få del i virksomhedens indtjening og indikerer, om aktien er højt eller lavt vurderet i forhold til virksomhedens indtjening.