Forord

Det er gået stærkt i dansk økonomi. Der er flere i beskæftigelse end nogensinde før. Ledigheden er faldet med 80.000 personer siden december 2003 til det laveste niveau siden 1974. Ledigheden er dermed lavere end i næsten alle andre OECD-lande.

Opsvinget har givet store velfærdsgevinster. Nye grupper har fået bedre fat i arbejdsmarkedet. Velstanden er steget. Samtidig har vi styrket de borgernære serviceområder. Og siden 2001 er beskatningen reduceret med op mod 30 mia. kr.

Nu er vi på toppen af en højkonjunktur. Efterspørgslen efter arbejdskraft er usædvanlig høj. Det medfører, at rekrutteringsproblemerne er større, end de normalt vil være, og at lønstigningerne ser ud til at tage væsentligt til, også selv om arbejdsudbuddet er steget, og der er åbnet mere for udenlandsk arbejdskraft. Presset på arbejdsmarkedet afspejler blandt andet, at danskernes indkomster og formuer er steget meget kraftigt.

Dette kræver en ansvarlig finanspolitik. Ellers kan konsekvensen være svækket konkurrenceevne og et længere tilbageslag med høj arbejdsløshed. Det er det sidste, vi ønsker.

Den stærke konjunktursituation bidrager også til, at de offentlige overskud er særligt store disse år. Gælden er bragt ned til 30 pct. af BNP. Og når man medregner den offentlige sektors finansielle aktiver, så er vi faktisk i balance. Den offentlige nettogæld vil dermed være væk. Det er en milepæl.

Dermed er det først nu vi ”sætter penge i banken”, som vi senere får brug for til sundhed og pleje til flere ældre.

De store overskud vil falde fremover, blandt andet fordi vi får færre erhvervsaktive og flere ældre. Og fordi skatteprovenuet fra Nordsøen falder. Hvis vi ikke er forsigtige i finanspolitikken, så kan vi få store og vedholdende underskud om få år.

Med høj beskæftigelse, store overskud på de offentlige finanser, overskud på betalingsbalancen og moderat inflation er dansk økonomi stærk, både historisk set og sammenlignet med andre lande. Det skal vi holde fast i.

Thor Pedersen
Finansminister