5. De offentlige serviceudgifter og privatforbruget

Udgifterne til offentlig service kaldes offentligt forbrug i nationalregnskabet, hvilket betyder, at det bliver nærliggende at sammenligne med udviklingen i det private forbrug, selvom det ofte ikke giver mening.

De offentlige udgifter til service voksede i perioden 1980-2006 i nogenlunde samme takt som det private forbrug målt i løbende priser, jf. figur 10.

Figur 10 Udviklingen i de offentlige udgifter til service og det private forbrug (løbende priser), 1980-2006		Figur 11 Offentlige serviceudgifter til hhv. borgerrettet og kollektiv service opgjort i pct. af det private forbrug, 1980-2006

Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse af det offentlige og private forbrug samt egne beregninger.

Siden 1980 har der således været et nogenlunde stabilt forhold mellem, hvor mange penge der bruges til henholdsvis offentlig service mv. og privat forbrug, jf. figur 11.

På de borgerrettede serviceområder er de offentlige serviceudgifter dog vokset mere end de samlede private forbrugsudgifter siden 1980. Derimod er de offentlige udgifter til kollektive opgaver (administration, politi, forsvar mv.) vokset mindre end privatforbruget i perioden. Forholdet mellem de offentlige serviceudgifter og udgifterne til privatforbruget kan variere over årene bl.a. som følge af konjunkturudviklingen. Eksempelvis har konjunkturfremgangen de senere år med høj vækst i privatforbruget medført et fald i de offentlige serviceudgifters andel af udgifterne til privatforbrug, men denne andel ligger fortsat på et højt niveau i 2006 i forhold til gennemsnittet siden 1980.

Hvis man ønsker at måle, hvad der fås for pengene, eller hvor mange ressourcer der bruges på henholdsvis privat forbrug og offentlig service, er væksten i udgifterne til offentligt forbrug målt i faste priser ikke sammenlignelig med væksten i privatforbruget.

Væksten i udgifterne til offentligt forbrug i faste priser afspejler, hvor mange flere ressourcer det offentlige bruger på at levere offentlig service til borgerne, dvs. hvor mange flere ansatte mv. I opgørelsen tages der således ikke højde for den yderligere forbedring af den offentlige service, der følger af fx bedre organisering og arbejdstilrettelæggelse i det offentlige.

Væksten i udgifterne til privat forbrug i faste priser afspejler derimod, at borgerne kan købe flere varer eller varer af en højere kvalitet, fordi producenterne af disse produkter løbende bliver mere effektive og kan gøre det billigere.

Populært sagt er realvæksten i det private forbrug dermed udtryk for, hvor mange sko, biler mv. man får for pengene, mens realvæksten i de offentlige serviceudgifter omvendt måler, hvor mange flere ansatte mv., der er med til at producere ydelser til borgerne.

De offentlige serviceudgifter anvendes til produktion af de skattefinansierede ydelser til borgerne. Borgernes forbrug af disse ydelser indgår ikke i det private forbrug. Privatforbruget omfatter kun køb af varer og tjenester, der er betalt direkte af brugerne. For afgrænsningen i nationalregnskabet er det således afgørende, om ydelserne finansieres over skatterne eller af brugerne.

Hovedparten af de personlige serviceydelser (velfærdsydelser), der bruges af borgerne, finansieres i Danmark over skatterne. Det skal bl.a. ses i sammenhæng med et hensyn til den økonomiske fordeling samt et ønske om at fremme bestemte typer af forbrug. Skatten kan imidlertid også have en negativ påvirkning på tilskyndelsen til at arbejde, og fordele ved at skattefinansiere bestemte serviceydelser skal derfor vejes op mod det forvridningstab, der opstår ved opkrævning af skatterne.