Forrige6  af  13Næste

4. Svage og udsatte grupper


Regeringen har siden 2001 iværksat en lang række initiativer for samfundets svage og udsatte grupper, blandt andet som led i den årlige udmøntning af satspuljen.

Regeringen ønsker at give gruppen af udsatte en mere meningsfuld tilværelse blandt andet ved at hjælpe dem i beskæftigelse. Regeringen har endvidere prioriteret bekæmpelse af negativ social arv, iværksat en behandlingsgaranti for stof- og alkoholmisbrugere, foretaget en udvidelse af støtte- og kontaktpersonsordningen samt fremlagt en handlingsplan for handicapområdet. Endelig har regeringen nedsat Rådet for Socialt Udsatte samt indgået to omfattende psykiatriaftaler.

Regeringen vil forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper yderligere. Regeringen foreslår derfor, at satspuljen for 2008 prioriteres inden for følgende overordnede områder:

  • 120 mio. kr. til psykiatri i 2008: Regeringen foreslår, at der afsættes mere end 1 mia. kr. til en yderligere styrkelse af psykiatrien i perioden 2008-2011. Midlerne foreslås blandt andet målrettet en udrednings- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien og det retspsykiatriske område.
     
  • 150 mio. kr. til Handlingsplan for Lige Muligheder i 2008: Regeringen vil fremlægge en handlingsplan, der skal styrke de personlige ressourcer hos børn og unge, der er udsatte eller er i risiko for at blive udsatte, samt styrke forældrene, så børnene og de unge bliver i stand til at udnytte livets muligheder og skabe sig en god tilværelse med ansvar for eget liv. Regeringen foreslår, at der afsættes i alt 600 mio. kr. hertil i perioden 2008-2011.
     
  • 270 mio. kr. til udsatte grupper i 2008: Regeringen ønsker at forbedre forholdene yderligere for samfundets mest udsatte grupper, blandt andet hjemløse og stof- og alkoholmisbrugere. Regeringen vil blandt andet foreslå en strategi til bekæmpelse af ufrivillig hjemløshed. Samlet foreslår regeringen, at der afsættes ca. 1,1 mia. kr. hertil i perioden 2008-2011.
     
  • 284 mio. kr. til handicappede, integration og svage grupper på arbejdsmarkedet samt øvrige initiativer i 2008: Regeringen ønsker at forbedre vilkårene for handicappede, sætte fokus på integrationen og styrke beskæftigelsesindsatsen for svage grupper på kanten af arbejdsmarkedet. Der foreslås afsat knap 1,2 mia. kr. hertil i perioden 2008-2011.



Tabel 5
Regeringens forslag til udmøntning af satspuljen for 2008
 
    2008 2009 2010 2011  
  Mio. kr.          
  Psykiatri 120 268 303 336  
  Handlingsplan for Lige Muligheder 150 150 150 152  
  Udsatte grupper 270 279 279 279  
  Handicappede, integration og svage
grupper på arbejdsmarkedet samt øvrige initiativer
284¹ 267 307 317  
  I alt 824 964 1.039 1.084  
  1) Inklusive 38 mio. kr., som regeringen vil søge satspuljepartiernes tilslutning til at omprioritere.  
Forrige6  af  13Næste