Forrige8  af  13Næste

6. Fortsatte investeringer i fremtiden


Regeringen har siden 2001 lagt stor vægt på at ruste Danmark og den danske økonomi til en stadigt mere globaliseret verden.

Der er på den baggrund foretaget væsentlige satsninger på uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri. Indsatsen skal blandt andet medvirke til at sikre, at Danmark bibeholder en stærk konkurrencekraft i den globaliserede markedsøkonomi.

Fortsatte investeringer i forskning, uddannelse, innovation og iværksætteri

I november 2006 indgik regeringen Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Aftalen følger op på Aftale om fremtidens velstand, velfærd og investeringer i fremtiden, der på baggrund af beskæftigelsesfremmende reformer tilvejebragte en globaliseringspulje på i alt 39 mia. kr. frem til 2012 til markante investeringer i forskning, uddannelse, innovation og iværksætteri. Globaliseringspuljen skal medvirke til at gøre Danmark til et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund.

Globaliseringspuljen udgør 2 mia. kr. i 2007. I 2008 fordobles globaliseringspuljens midler, idet der afsættes i alt 4 mia. kr. til fortsatte investeringer i fremtiden. I 2009-2010 afsættes yderligere 2 mia. kr. årligt og 1 mia. kr. årligt i 2011-2012. Puljen udgør således 10 mia. kr. i 2012.

Tabel 8
Overordnet udmøntning af globaliseringspuljen
 
    2007 2008 2009 2010 2011 2012  
  Mio. kr., 2007-priser              
                 
  I alt 2.000 4.000 6.000 8.000 9.000 10.000  
  Forskning og udvikling 1.000 2.000 3.300 4.600 4.900 5.200  
  Innovation og iværksætteri 350 400 400 5001) 5001) 5001)  
  Alle unge skal have en ungdomsuddannelse 308 781 1.220 1.702 2.232 2.620  
  Flere skal have en videregående uddannelse 200 285 537 650 1.147 1.461  
  Styrket voksen- og efteruddannelsesindsats 143 534 540 547 217 217  
  1) Fordelingen af globaliseringspuljen fra 2010-2012 afventer endelig afklaring mellem regeringen og aftalepartierne.  

I 2008 løftes basisbevillingerne til universiteterne med i alt cirka 500 mio. kr. sammenlignet med 2007. Universiteterne tilføres herudover cirka 300 mio. kr. mere i frie forskningsmidler set i forhold til 2007. Endelig øges midlerne til strategisk forskning på prioriterede områder som energi, miljø og sundhed med i alt cirka 105 mio. kr. fra 2007 til 2008.

De offentlige forskningsmidler vil samlet set være øget med 5,2 mia. kr. i perioden 2006-2010. Regeringens målsætning om offentlige forskningsmidler svarende til 1 pct. af BNP i 2010 vil dermed være opfyldt.

Figur 7
Offentlige forskningsmidler i mia. kr. og pct. af BNP

Figur 7. Offentlige forskningsmidler i mia. kr. og pct. af BNP


På uddannelsesområdet øges bevillingen med cirka 560 mio. kr. fra 2007 til 2008. Midlerne er prioriteret dels til en række nye initiativer vedrørende for eksempel reform af de korte videregående uddannelser, en udlandsstipendieordning og en tidlig indsats over for unge med risiko for ikke at påbegynde en ungdomsuddannelse. Dertil kommer den videre indfasning af flerårsaftalen for erhvervsuddannelserne, en øget efteruddannelsesindsats, kvalitetsløft på de mellemlange videregående uddannelser samt øget elevtilgang.

Rammen til innovation og iværksætteri øges fra cirka 350 mio. kr. til cirka 400 mio. kr. fra 2007 til 2008. De ekstra midler målrettes blandt andet en øget indsats for nye og mindre virksomheders vækstvilkår, herunder en styrkelse af de nye regionale væksthuse, samt en styrkelse af de erhvervsmæssige potentialer i kultur- og oplevelsesøkonomien.

Mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Voksen- og efteruddannelse spiller en vigtig rolle i forhold til at fastholde og videreudvikle arbejdsstyrkens kompetencer. Det gør virksomheder og medarbejdere bedre rustet til at møde udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked. Globaliseringen og den teknologiske udvikling vil også i fremtiden stille større krav til arbejdsstyrkens kompetencer.

Som led i aftalen om udmøntning af globaliseringspuljen fra 2006 er der derfor afsat 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse samt midler til blandt andet:

  • En målsætning om 40.000 kursister årligt på læse-, skrive- og regnekurser for voksne.
  • 2.000 ekstra voksenlærlingepladser.
  • En forenklet og permanent jobrotationsordning.

Boks 5
Pulje på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Regeringen afsatte sammen med partierne bag Aftale om fremtidens velstand, velfærd og investeringer i fremtiden en midlertidig pulje på 1 mia. kr. til driftsudgifter til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Udbetaling fra puljen er afhængig af, at arbejdsmarkedets parter øger finansieringsbidraget til en styrket voksen- og efteruddannelsesindsats fremadrettet.

Kompetenceudvikling udgør en vigtig del af de fornyede overenskomstaftaler på det private arbejdsmarked. Der oprettes bl.a. kompetenceudviklingsfonde, som skal understøtte medarbejdernes øgede brug af voksen- og efteruddannelsestilbud. Fondene finansieres af et årligt arbejdsgiverbidrag. Det viser, at arbejdsmarkedets parter har taget medansvar for en styrket voksen- og efteruddannelsesindsats.

På den baggrund er det regeringens opfattelse, at kriterierne for udbetaling af puljen på 1 mia. kr. til mere erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er opfyldt. Puljen udmøntes til rammen for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og udbetales fra 2008 og mindst frem til 2010. Udbetalingen drøftes med arbejdsmarkedet parter i sensommeren 2007 og aftales med forligspartierne til efteråret.


Løft til handelsskolerne (hhx)

For at styrke hhx-uddannelserne tildeles hhx et årligt takstløft på 60 mio. kr. fra 2008 og frem, hvoraf 20 mio. kr. finansieres af eksisterende kvalitetsudviklingsmidler.

Takstløftet betyder, at uddannelsestaxametret til hhx øges med 2.400 kr. pr. årselev.

Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark

Regeringen vil sikre, at Danmark får flere værtskaber for store internationale idrætsbegivenheder. Internationale idrætsbegivenheder kan medvirke til at vække begejstring og skabe interesse for idræt i det danske samfund. Samtidig er store idrætsbegivenheder med til at øge udlandets kendskab til Danmarks styrker og kompetencer.

Med den største satsning inden for eliteidræt siden 1980’erne har regeringen derfor fremlagt Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark.

Der er afsat 65 mio. kr. årligt til handlingsplanen i perioden 2008-2011.

Boks 6
Eksempler på initiativer i handlingsplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder

Handlingsplanen som indeholder i alt 14 initiativer, blandt andet:

  • Støtte til at afholde begivenheder
  • Støtte til at opgradere idrætsfaciliteter til internationale standarder
  • Støtte til mobile anlæg, eks. tribuner og VIP-faciliteter
  • Handicapfaciliteter til afholdelse af internationale mesterskaber i handikapidræt
  • Internationalt kompetenceløft til danske idrætsledere
  • Målretning af indsats i forhold til talenter med internationalt perspektiv

Dansk deltagelse ved verdensudstillingen EXPO 2010 i Kina

Danmark deltager i verdensudstillingen EXPO 2010, der afholdes i Shanghai fra 1. maj til 31. oktober 2010. Temaet for EXPO 2010 er ”Better City, Better Life”, hvilket giver mulighed for at præsentere Danmark og dansk erhvervs styrkepositioner inden for blandt andet arkitektur og byplanlægning, energibesparelse og miljøforbedring samt sundhed og socialudvikling.

Der forventes deltagelse af i alt 200 lande og internationale organisationer, og et samlet besøgstal på omkring 70 mio. mennesker. Der afsættes hertil en samlet ramme på i alt 75 mio. kr. i 2008-2010.

Regional udvikling

Som led i aftalen om regionernes økonomi for 2008 er der aftalt et løft i regionernes udviklingsmidler på 75 mio. kr. til initiativer for fremme af regional udvikling.




Forrige8  af  13Næste