Forrige11  af  15Næste

9. Aftale om kapitalindskud i Danmarks Grundforskningsfond


Aftale om kapitalindskud i Danmarks Grundforskningsfond

Regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance er enige om at indskyde kapital til sikring af videreførelse af Danmarks Grundforskningsfond.

Med aftalen sikres fonden et langsigtet og stabilt arbejdsgrundlag, og fonden bevarer sin uafhængighed. Endvidere kan fonden fortsætte den fleksible uddeling af støtte, således at alle de bedste, og kun de bedste ansøgninger imødekommes. Endelig forenkles fondens finansiering, idet den fremover udelukkende vil finansiere sine aktiviteter med midler fra grundkapitalen.

Grundforskningsfonden blev oprettet ved lov i 1991 og blev etableret som en selvejende fond med en grundkapital på 2 mia. kr. Fondens hovedaktivitet er at oprette og finansiere grundforskningscentre. Uden tilførsel af ny kapital vil Grundforskningsfonden have opbrugt sine midler med udgangen af 2013, men allerede fra 2009 kan fonden ikke længere igangsætte nye aktiviteter, fordi kapitalen er bundet til finansiering af igangværende aktiviteter.

Med aftalen sikres fondens videreførelse i de næste 25 år gennem indskud af ny kapital på 3 mia. kr. i 2008.

Indskuddet finansieres delvist med det beløb, der i dag står i Finansieringsfonden på finansloven (ca. 1,6 mia. kr.). Dette indebærer, at den eksisterende finanslovsbevilling på 65 mio. kr. årligt, som er det beregnede afkast fra Finansieringsfonden, vil udgå af finansloven og fremover vil være en del af fondens egen økonomi. Herudover finansieres 0,4 mia. kr. ved ekstraordinære udlodninger fra IØ (0,2 mia. kr.) og IFU (0,2 mia. kr.). Den resterende finansiering på ca. 1,0 mia. kr. dækkes ind af salg og/eller omlægning af statslige aktiver.

For 2009 er der aftalt et uddelingsniveau for fonden på 275 mio. kr. I de følgende år giver kapitalindskuddet mulighed for et årligt uddelingsniveau på ca. 300 mio. kr.

Aftaleparterne er enige om at revidere loven om Danmarks Grundforskningsfond på dette økonomiske grundlag i indeværende folketingssamling.

Forrige11  af  15Næste