Forord
Det går godt i Danmark. Der har aldrig før været så mange i beskæftigelse, og ledigheden faldt ved udgangen af året til 75.000 personer – det laveste siden 1974. Den store fremgang i beskæftigelsen har givet nye grupper fodfæste på arbejdsmarkedet. Den stærke konjunktursituation bidrager også til solide offentlige overskud i disse år. De ekstraordinært store overskud går til gældsnedbringelse. Gælden var ca. 50 pct. af BNP i 2001, og er nu bragt ned til 25 pct. af BNP. Når man medregner den offentlige sektors finansielle aktiver, er vi i balance. Dermed er den offentlige nettogæld væk.
De gode tider må imidlertid ikke føre til, at man bliver blind for de udfordringer, der også er. Den lave ledighed presser arbejdsmarkedet, og lønningerne stiger noget hurtigere end i udlandet. Det er ikke godt for konkurrenceevnen og kan, som det før er set i Danmark, gå ud over beskæftigelsen. Fra solide overskud på betalingsbalancen bevæger vi os mod en situation, hvor vi kommer tæt på nul.
Vi ønsker ikke at sætte den gode udvikling over styr. Vi fremlægger en økonomisk politik for 2008, som samlet ikke øger presset på arbejdsmarkedet. Vi har fremlagt en job-plan med en række initiativer, der vil øge arbejdsudbuddet med op mod 4.000 personer i løbet af det første år. Hertil kommer virkningerne af arbejdsmarkedsreformerne i Velfærdsaftalen, hvoraf flere centrale initiativer får helårsvirkning i 2008.
Samtidig er finanspolitikkens aktivitetsvirkning i 2008 målt ved finanseffekten reduceret fra 0,3 til 0,2 pct. af BNP. Finanspolitikken medfører dermed samlet en mindre opgang i den samlede efterspørgsel end i august. Vi foreslår også en række initiativer, der skal sikre, at kommunerne overholder de indgåede økonomiaftaler.
Den seneste tids uro på de finansielle markeder med fald i aktiekurserne og nedgående pres på renterne har skabt usikkerhed om de internationale vækstudsigter. Danmark er dog godt rustet til at håndtere en lavere international vækst end forudsat, fordi der som udgangspunkt er stort pres på arbejdsmarkedet og behov for en afdæmpning af væksten i den samlede efterspørgsel.
Dansk økonomi er ligeledes godt rustet til de fremtidige udfordringer, der følger af at vi bliver færre i den erhvervsaktive alder og flere ældre. Regeringens 2015-plan sikrer, at udfordringen bliver mødt inden for en holdbar økonomisk politik.
![]() Lars Løkke Rasmussen Finansminister |
