4. Produktion, arbejdsmarked, løn og priser

Væksten i BNP forventes at aftage til omkring 1¼ pct. i år og ¾ pct. næste år. Det følger blandt andet af det vigende boligmarked, aftagende vækst i udlandet, svækket konkurrenceevne og forøgelsen af inflationen, herunder særligt energipriserne. Vækstforventningerne er dermed justeret lidt ned begge år i forhold til vurderingen i februar. Kapacitetspresset – som målt ved outputgabet – ventes reduceret fra omkring 3 pct. i 2007 til ca. 1½ pct. i 2009. Den forventede afdæmpning er udtryk for en nødvendig normalisering af konjunkturerne i en situation, hvor der i dansk økonomi er tydelige tegn på ophedning.

Den registrerede ledighed nåede i marts 2008 ned under 2 pct. af arbejdsstyrken, hvilket er det laveste siden starten af 1970’erne og noget under det ventede i februarvurderingen. Faldet i ledigheden forventes at flade ud omkring sommer, og ledigheden ventes herefter at stige igennem resten af 2008 og i 2009 navnlig som følge af aftagende vækst i efterspørgslen. På årsniveau ventes ledigheden at falde med 25.000 personer i 2008 og stige med 10.000 personer i 2009.

Beskæftigelsen er steget med 120.000 personer fra 2004 til 2007. I første halvår 2008 ventes den høje vækst i beskæftigelsen fra slutningen af 2007 at flade ud, hvorefter beskæftigelsen aftager i slutningen af 2008 og gennem 2009. På årsbasis indebærer det en stigning i beskæftigelsen på 17.000 personer i 2008 og et tilsvarende fald i 2009.

Den gradvise tilpasning i beskæftigelse og ledighed vil reducere presset på arbejdsmarkedet i de kommende år, men outputgabet vil som nævnt fortsat være positivt.

Lønstigningstakten for den private sektor ventes at blive henholdsvis 4,9 pct. og 4,8 pct. i 2008 og 2009 mod 4,1 pct. i 2007. Det er markant mere end i udlandet, og konkurrenceevnen bliver derfor svækket. For både 2008 og 2009 opjusteres skønnet marginalt med 0,1 pct.-enhed i forhold til februar, hvilket skal ses i sammenhæng med nedjusteringen af ledigheden samt højere inflation. For den offentlige sektor forudsættes lønstigningstakten at blive 3,1 pct. i 2007 og henholdsvis 3,9 pct. og 5,0 pct. i 2008 og 2009. Satsreguleringsprocenten er fastsat til 2,9 i 2008 og skønnet til 3,8 i 2009.

Forbrugerpriserne steg med 1,7 pct. i 2007, mens den gennemsnitlige inflation de første fire måneder af 2008 var 3,1 pct. Opgangen i inflationstakten afspejler især højere priser på energi og fødevarer. For hele 2008 skønnes inflationen at blive 3,3 pct. For 2009 ventes en afdæmpning af inflationstakten til 2,6 pct., hvilket blandt andet forudsætter, at olie- og fødevarepriserne stabiliseres, og at den uventede opgang i inflationen ikke medfører forøgede lønkrav i større omfang.

4.1 Produktion

I 2007 aftog væksten i BNP til 1,8 pct. mod 3,9 pct. i 2006. Dermed begyndte afdæmpningen af højkonjunkturen, som startede i slutningen af 2003. Væksten var vigende i den første del af 2007, men tiltog igen sidst på året, jf. figur 4.1a. Opgangen i BNP afspejler en overraskende kraftig vækst i den indenlandske efterspørgsel i andet halvår af 2007 – særligt i privatforbruget, som voksede med 4½ pct. fra 4. kvartal 2006 til 4. kvartal 2007.

Til trods for den overraskende opgang i slutningen af sidste år forventes væksten i efterspørgslen at aftage væsentligt i prognoseperioden. Dette skal blandt andet ses i lyset af den forventede fortsatte afdæmpning i kontantprisen på ejerboliger, den finansielle uro, som har påvirket renterne, de kraftigt stigende forbrugerpriser og forringede afsætningsmuligheder i udlandet.

Normaliseringen af konjunktursituationen forventes på den baggrund at fortsætte i prognoseperioden. BNP skønnes at vokse med henholdsvis 1,2 pct. og 0,7 pct. i 2008 og 2009, og outputgabet forventes at blive halveret til ca. 1½ pct. af BNP i 2009. Væksten i BNP er i prognoseårene desuden påvirket af et fald i Nordsø-produktionen.

I forhold til februarvurderingen er skønnet for BNP-væksten i 2008 og 2009 en anelse nedjusteret. Dette afspejler blandt andet, at erhvervsinvesteringerne, eksporten samt den offentlige efterspørgselsvækst er nedjusteret – navnlig som følge af ændrede forudsætninger for den internationale økonomi. I modsat retning trækker en opjustering af privatforbruget i lyset af det høje niveau ved udgangen af 2007 og en pæn realindkomstfremgang.

Figur 4.1a BNP-vækst		Figur 4.1b Vækstbidrag til BNP

Anm.:   I figur 4.1a vises et centreret trekvartalers glidende gennemsnit af annualiserede kvartalsvise vækstrater i BNP. I figur 4.1b vises vækstbidrag beregnet ved den såkaldte input-output-baserede metode, jf. boks 4.1 i Økonomisk Redegørelse, december 2006. Tallene øverst i figuren angiver BNP-væksten for det pågældende år.

Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

I de seneste år har opsvinget været bredt funderet med vækstbidrag fra både det private og offentlige forbrug, investeringer og eksporten, jf. figur 4.1b. I 2008 forventes BNP-væksten primært at blive drevet af det private forbrug. Det afspejler den fornyede opgang i privatforbruget i andet halvår af 2007, hvilket løfter væksten i 2008, selv om udviklingen i løbet af året er meget afdæmpet. I 2009 forventes fortsat et positivt men afdæmpet vækstbidrag fra det private forbrug.

Både det offentlige forbrug og eksporten påvirker ligeledes BNP-væksten positivt i prognoseperioden. Bidraget fra det offentlige forbrug forventes at aftage, mens bidraget fra eksporten dæmpes i forhold til 2005 og 2006 med baggrund i svækket konkurrenceevne og svækkede afsætningsmuligheder. Bruttoinvesteringerne forventes at bidrage negativt til BNP-væksten blandt andet som følge af fald i boliginvesteringerne.

Produktionen (BVT) i de private byerhverv steg med 3,2 pct. i 2007. På linje med udviklingen i BNP ventes væksten i produktionen at aftage til 1,7 pct. i 2008 og 1,1 pct. i 2009, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1
Vækst i produktionen (BVT) på udvalgte erhverv
		Andel	Gnst. 1990-2007		2007	2008		2009
		2007				Feb.	Maj	Feb.		Maj
			Realvækst i pct.
	Samlet produktion (BVT)	100,0	2,0	2,0		1,4	1,2		0,9	0,7
	Heraf
	- landbrug	2,5	2,6	-2,7		4,0	3,0		1,9	3,9
	- udvikling af olie og gas mv.	2,3	6,0	-9,5		-1,9	-6,0		-5,1	-7,0
	- bygge- og anlægsvirksomhed	5,6	1,4	3,2		-0,1	-1,1		-0,4	-1,7
	- industri mv.	16,5	1,1	1,9		0,9	0,1		1,3	0,7
	- private serviceerhverv	43,9	2,9	3,7		2,2	2,6		1,5	1,6
	- offentlige tjenester	20,2	1,2	0,6		0,5	0,4		0,3	0,2
	- øvrige erhverv	9,4	1,6	2,9		2,1	2,7		2,2	2,3
	Privat sektor	79,7	2,3	2,5		1,6	1,2		1,0	0,9
	Private byerhverv	66,1	2,3	3,2		1,7	1,7		1,3	1,1
	BNP-vækst		2,1	1,8		1,4	1,2		1,0	0,7
	Anm.:   Øvrige erhverv omfatter søtransport og boligbenyttelse. Private byerhverv er ekskl. søtransport og boligbenyttelse. Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Det var især de private serviceerhverv, der bidrog til BVT-væksten i 2007. Væksten i produktionen i serviceerhvervene, der står for godt 40 pct. af BVT, er opjusteret med 0,4 pct.-enheder til 2,6 pct. i 2008 blandt andet som følge af det opjusterede private forbrug. I 2009 ventes produktionsvæksten i serviceerhvervene at aftage til 1,6 pct. i takt med, at væksten i den samlede efterspørgsel dæmpes.

I industrien ventes en fremgang i produktionen på 0,1 pct. i 2008 efter en stigning på 1,9 pct. i 2007. Den forventede afdæmpede vækst i industriens produktion i 2008 afspejler de reducerede afsætningsmuligheder internationalt og forringet konkurrenceevne. I 2009 forventes industriens vækst at blive på 0,7 pct. som følge af den globale afmatning.

I prognoseperioden ventes aktiviteten i bygge- og anlægssektoren ligeledes at aftage, hvilket afspejler den forudgående kraftige opgang samt et vigende boligmarked.

Den store fremgang i beskæftigelsen i 2006 og 2007, jf. tabel 4.2, skal ses i lyset af den betydelige vækst i produktionen gennem 2005 og første halvdel af 2006, idet der sædvanligvis er en vis træghed i beskæftigelsestilpasningen. Stigningen i beskæftigelsen fra 2005 til 2007 kan primært henføres til de private serviceerhverv.

Tabel 4.2
Ændring i beskæftigelsen i udvalgte erhverv
		2004	2005	2006	2007	2008	2009
	Ændring, 1.000 personer
	Privat sektor	-15	21	45	49	16	-18
	Offentlig sektor	-1	3	0	1	1	1
	I alt	-16	24	45	51	17	-17
	- landbrug mv.	-5	-2	-1	2	-5	-5
	- bygge og anlæg	0	9	9	7	-3	-6
	- industri mv.	-18	-10	0	2	-1	-5
	- private serviceerhverv	8	25	33	41	24	-2
	- offentlige tjenester	0	2	4	-1	1	1
	Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Det har været karakteristisk for afslutningen på højkonjunkturen i både midt-80’erne og sidst i 1990’erne, at produktivitetsvæksten er aftaget, blandt andet som følge af at beskæftigelsen er træg i tilpasningen, og at de personer, der er ansat senest, har en lavere produktivitet. Starten af en opgangsperiode har derimod været kendetegnet ved blandt andet stigende produktivitet. Produktiviteten steg således også i højkonjunkturens begyndelse i 2003, men stigningen var mere afdæmpet end i tidligere opgangsperioder, og produktiviteten i perioden 2003-2006 har gennemsnitligt været lidt lavere end det historiske gennemsnit. I 2007 var den samlede produktivitet stort set uændret i forhold til året før. Udviklingen i produktiviteten understøtter dermed, at konjunkturen er ved at normalisere sig nu.

Produktiviteten i den private sektor var uændret fra 2006 til 2007, jf. tabel 4.3. Det afspejler blandt andet træghed i tilpasningen af beskæftigelsen, som steg kraftigt i 2007. I 2008 ventes en lille fremgang i mandeproduktiviteten i den private sektor som helhed på 0,4 pct., mens der forventes en stigning på 1,8 pct. i 2009. Væksten i mandeproduktiviteten i 2009 er tæt på det historiske gennemsnit på 1,9 pct., jf. figur 4.2a.

Tabel 4.3
Mandeproduktiviteten i udvalgte erhverv
		Gnst. 1990-2007	2005	2006	2007	2008	2009
	Realvækst i pct.
	Samlet	1,6	0,8	2,2	0,1	0,6	1,3
	Privat sektor	1,9	1,1	2,5	0,0	0,4	1,8
	Private byerhverv	1,6	0,8	2,7	0,6	0,6	1,8
	Bygge og anlæg	0,2	-1,9	5,7	-0,8	0,4	1,7
	Service	1,7	2,6	1,8	0,6	0,9	1,9
	Service ekskl. søtransport	1,3	3,8	1,0	-0,2	1,4	2,4
	Industri mv.	2,6	-1,0	6,0	1,5	0,3	1,9
	Anm.:   Private byerhverv er ekskl. søtransport og boligbenyttelse. Mandeproduktiviteten er opgjort som væksten i bruttoværditilvæksten per beskæftiget. Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Efter et fald i mandeproduktiviteten i bygge og anlæg i 2007 på 0,8 pct. ventes en svag stigning i produktiviteten på 0,4 pct. i 2008, jf. tabel 4.3. Faldet i produktiviteten i 2007 kan henføres til en opbremsningen af nybyggeri, der er kendetegnet ved at være mindre arbejdsintensiv end reparationer mv. I 2008 forventes beskæftigelsen at begynde at tilpasse sig den mere afdæmpede aktivitet, hvilket indebærer en fremgang i produktiviteten. I 2009 ventes væksten i mandeproduktiviteten at tiltage yderligere til 1,7 pct. som følge af beskæftigelsestilpasningen.

I 2007 var der fortsat en fremgang i såvel produktionen som beskæftigelsen i industrien, og produktivitetsvæksten var 1,5 pct. I 2008 ventes en lille stigning i mandeproduktiviteten på 0,3 pct., mens produktivitetsvæksten ventes at blive 1,9 pct. i 2009. Det er noget lavere end det historiske gennemsnit på 2,6 pct. Udviklingen i produktiviteten i prognoseperioden afspejler den forventede træge tilpasning i beskæftigelsen i industrien til det lavere produktionsniveau. Industribeskæftigelsen ventes at falde med 5.000 personer i 2009, hvilket nogenlunde svarer til det trendmæssige fald (på 7.000 personer) siden 1990.

BNP-væksten i 2007 på 1,8 pct. bidrog til fortsat at øge outputgabet til 3,1 pct.^[1], hvilket er højere end under tidligere opsving jf. figur 4.2b. Det positive outputgab afspejler en situation med høj kapacitetsudnyttelse og mangel på ledig kvalificeret arbejdskraft.

I 2008 og navnlig i 2009 ventes væksten at blive mindre end den trendmæssige vækst, hvilket vil bidrage til at mindske outputgabet til henholdsvis 3,0 pct. og 1,5 pct.

Figur 4.2a Produktivitetsudviklingen		Figur 4.2b Outputgab og kapacitetsudnyttelse

Anm.:   Produktivitetsvæksten er beregnet som BVT per beskæftiget (ifølge nationalregnskabet). Indikatoren for kapacitetsudnyttelsen i industrien er målt som afvigelser fra det historiske gennemsnit.

Kilde:  Danmarks Statistik og egne beregninger.

4.2 Beskæftigelse, arbejdsstyrke, ledighed og kapacitetspres

Ledigheden er faldet med godt 83.000 personer fra 2004 til 2007, mens beskæftigelsen i samme periode er steget med 120.000 personer. Arbejdsstyrken voksede hermed med 37.000 personer. Det er knap 1/3 af opgangen i beskæftigelsen, hvilket ikke er unormalt i en højkonjunktur. Presset på arbejdsmarkedet er højt, og ledigheden er markant under strukturledigheden, der afspejler det niveau, som er foreneligt med en stabil løn- og prisinflation på nogle års sigt.

Figur 4.3a Ændring i beskæftigelsen og BVT-vækst i den private sektor		Figur 4.3b Beskæftigelsen

Anm.:   BVT-væksten er vist som 2-års glidende gennemsnit, hvilket svarer til et halvt års forsinkelse.

Kilde:  Danmarks Statistik og egne skøn.

Efter en længere periode med kraftig aktivitetsfremgang har væksten i BNP siden 3. kvartal 2006 været mere afdæmpet, og der ventes som nævnt en yderligere afdæmpning i år og næste år. Tilpasningen i beskæftigelsen sker normalt med en vis forsinkelse i forhold til produktionen, jf. figur 4.3a. Den lavere vækst ventes således at slå igennem på arbejdsmarkedet i løbet af sommeren, således at presset på arbejdsmarkedet gradvist kan dæmpes.

Beskæftigelsen ventes at falde med 4.000 personer igennem andet halvår 2008 samtidig med, at bruttoledigheden stiger omtrent tilsvarende, jf. figur 4.3b. Stigningen i den registrerede ledighed er omkring halvt så stor, jf. figur 4.4a. Igennem 2009 ventes beskæftigelsen at falde med yderligere 24.000 personer, mens bruttoledigheden og den registrerede ledighed ventes at stige med henholdsvis 26.000 og knap 17.000 personer.

Fra 2006 til 2007 voksede arbejdsstyrken med 19.000 personer. I 2008 og 2009 ventes arbejdsstyrken at blive gradvist reduceret blandt andet som følge af den aftagende vækst, jf. figur 4.4b. Derudover vil demografien fortsat i de kommende år trække arbejdsstyrken ned, hvilket også i disse år kan blive modsvaret af tiltag på arbejdsmarkedet mv., herunder Jobplanen, Velfærdsaftalen og integrationsaftalen ”En ny chance til alle”.

Figur 4.4a Bruttoledigheden		Figur 4.4b Arbejdsstyrken

Anm.:   Bruttoledigheden er summen af de registrerede ledige og de aktiverede dagpengemodtagere. Siden februarvurderingen har Danmarks Statistik ændret ledighedsdefinitionen, hvilket betyder, at ledigheden er omkring 14.000 personer lavere.

Kilde:  Danmarks Statistik og egne skøn.

Ledighed og kapacitetspres

Den registrerede ledighed faldt gennem hele 2007, hvor årsniveauet var 77.400 personer, og ledigheden er fortsat med at falde i år. Den sæsonkorrigerede registrerede ledighed nåede i marts ned på 52.900 personer, hvilket er et fald på godt 7.000 personer siden årets begyndelse. Det svarer ifølge Danmarks Statistik til en ledighedsprocent på 1,9 pct.

Det ventes, at ledigheden øges i sidste del af 2008 og igennem 2009, så ledigheden i slutningen af 2009 er omkring 70.000 personer. Ledigheden i slutningen af prognoseperioden vil således stadig være meget lav og væsentlig under det strukturelle niveau.

Udviklingen i den registrerede ledighed påvirkes af udviklingen i antallet af aktiverede dagpengemodtagere. Det skyldes, at en registreret dagpengemodtager, som kommer i aktivering, i aktiveringsperioden ikke medregnes i den registrerede ledighed. Antallet af registrerede ledige plus aktiverede dagpengemodtagere afspejler derfor bedre den konjunkturmæssige ledighed.

I 2007 var antallet af ledige plus aktiverede dagpengemodtagere på 93.000 personer i gennemsnit, og antallet er faldet til 67.000 personer i marts 2008 dels på grund af faldet i ledigheden og dels som følge af det lave niveau for aktiveringsomfanget^[2]. Dermed er antallet af registrerede ledige plus aktiverede dagpengemodtagere (bruttoledigheden) faldet med ca. 7.500 personer siden årets begyndelse^[3]. I 2008 ventes en bruttoledighed på godt 67.000 personer, som dækker over en forudsat stigning i aktiveringsomfanget i andet halvår, herunder som følge af initiativerne i Velfærdsaftalen. I 2009 ventes en stigning i bruttoledigheden til godt 85.000 personer som følge af en stigning i både ledighed og aktiveringsomfang^[4].

Ledigheden i AKU-statistikken giver et billede af, hvor mange personer, der reelt står til rådighed på arbejdsmarkedet^[5]. Faldet i den registrerede ledighed siden 4. kvartal 2003 er først rigtigt slået igennem i AKU-ledigheden i løbet af 2005 og fortsat igennem 2006, jf. figur 4.5a. I 4. kvartal 2007 var AKU-ledigheden faldet med 17.000 personer i forhold til 1. kvartal 2007. Den stigning, der var i 1. kvartal 2007, skyldes muligvis, at grundlaget for AKU-statistikken blev øget markant fra starten af 2007, hvilket har givet et databrud mellem 2006 og 2007. Desuden er statistikken forbundet med nogen stikprøveusikkerhed.

AKU-ledigheden er nu højere end den registrerede ledighed, hvilket kan afspejle, at relativt flere – som ikke er registrerede ledige – er arbejdssøgende. I AKU vil fx studerende, efterlønsmodtagere og personer i matchgruppe 4 og 5 tælle som ledige, såfremt de selv tilkendegiver, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet og er jobsøgende, mens de ikke indgår i den registrerede ledighed. Uden beskæftigelse tæller disse personer derfor ikke med i arbejdsstyrkeopgørelsen, men arbejdsstyrken vil potentielt kunne øges, hvis disse mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet. Det faktiske beskæftigelsespotentiale målt ved AKU er dog ikke direkte sammenligneligt med beskæftigelsespotentialet målt ved den registrerede ledighed, idet AKU ikke angiver ledigheden i fuldtidspersoner men i faktiske personer, der ønsker at arbejde fra alt mellem få timer om ugen til fuld tid.

Figur 4.5a AKU-ledigheden		Figur 4.5b Faktisk og strukturel ledighed

Anm.:   Egen sæsonkorrektion i figur 4.5b. Niveauet for den strukturelle ledighed er behæftet med usikkerhed. Det skyldes, at strukturledigheden ikke kan observeres eller måles direkte, men i stedet skal beregnes med udgangspunkt i en økonomisk model. Strukturledigheden er anslået med en statistisk usikkerhed på i størrelsesordenen ±½ pct.-enhed (angivet som et 95-pct. konfidensinterval). Den anførte statistiske usikkerhed forudsætter, at den anvendte økonomiske model for strukturledigheden er dækkende og korrekt. Inklusive modelusikkerhed er usikkerheden større. Til illustration af usikkerheden vises konfidensbåndene, hvor den faktiske strukturledighed med 95 pct. statistisk sandsynlighed ligger inden for disse bånd.

Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

På baggrund af den faktiske ledigheds- og reallønsudvikling er den strukturelle ledighed beregnet til 4,3 pct. af arbejdsstyrken i 2007^[6]. Det beregnede niveau for den strukturelle ledighed i 2007 er reduceret med 0,7 pct.-enheder sammenlignet med februarredegørelsen, hvilket primært afspejler den nye ledighedsdefinition, jf. boks 4.1.

Initiativer i Velfærdsaftalen vedrørende blandt andet øget aktivering af registrerede ledige forudsættes at reducere den strukturelle ledighed yderligere til omkring 3,8 pct. af arbejdsstyrken i 2009. Initiativerne ventes blandt andet at øge jobsøgningen hos de ledige og dermed medføre større strukturel beskæftigelse.

Ledigheden ventes således at ligge mærkbart under det strukturelle niveau i prognoseperioden, jf. figur 4.5b. Ledighedsgabet (dvs. forskellen mellem den faktiske ledighed og den beregnede strukturelle ledighed) vurderes til -1½ pct.-enhed i 2007 og knap -2¼ pct.-enheder i 2008, jf. figur 4.6a. Det afspejler et stort pres på arbejdsmarkedet og høj konkurrence om arbejdskraften. I 2009 indsnævres ledighedsgabet til -1,6 pct.-enheder med baggrund i det forudsatte fald i den strukturelle ledighed og opgangen i den faktiske ledighed.

For årene 2007-2009 er ledighedsgabet fortsat større end i den seneste højkonjunktur i 1998-2000. Det store negative ledighedsgab har ført til en opgang i lønstigningstakten, der også ventes at ligge relativt højt i de kommende år. Det vil isoleret set svække konkurrenceevnen.

Figur 4.6a Presset på arbejdsmarkedet målt ved ledighedsgabet		Figur 4.6b Ledige fordelt på ydelse

Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Faldet i ledigheden siden december 2003 afspejler et fald i ledige dagpengemodtagere på 72 pct., svarende til 104.000 fultidspersoner, og et fald i antallet af ledige (arbejdsmarkedsparate) kontanthjælpsmodtagere på 55 pct., svarende til 14.000 personer, jf. figur 4.6b. Det relative fald har således været størst for dagpengemodtagerne.

Faldet i ledigheden siden slutningen af 2003 er slået igennem i alle a-kasser og særligt kraftigt i a-kasserne inden for byggefaget og metalarbejdere, jf. figur 4.7a. Der er tegn på, at ledighedsfaldet i byggefagene nu er bremset op, og de forsikrede ledige har det seneste års tid udgjort ca. 1½ pct. af de forsikrede. Metalarbejdernes ledighed er fortsat med at falde og er også nået ned på et meget lavt niveau, hvilket blandt andet afspejler et faldende udbud af metalarbejdere og gode jobmuligheder.

Figur 4.7a Ledighed i udvalgte grupper af a-kasser		Figur 4.7b Kontanthjælpsmodtagere fordelt på matchkategori

Kilde:  Danmarks Statistik, KMD, DREAM og egne beregninger.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med godt 26.000 personer fra starten af 2006 til slutningen af 2007 til knap 95.000 personer, jf. figur 4.7b. Heraf indgår omkring 30 pct. (ekskl. personer uden placering men i statsligt jobcenter) i opgørelsen af den registrerede ledighed, jf. boks 4.2. Antallet af disse arbejdsmarkedsparate ledige (ekskl. personer uden placering men i statsligt jobcenter) er faldet med godt 12.000 personer, mens antallet af de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige er steget med godt 8.000 personer. Der er således tendens til, at flere personer placeres i de ikke-arbejdsmarkedsparate kategorier, der ikke medregnes i den registrerede ledighed. Det kan dog skyldes, at antallet af personer med manglende placering er faldet meget i perioden. Det afspejler indfasningen efter matchkategoriseringen, der blev indført sidst i 2005 og indfaset i løbet af 2006.

Sygefravær med sygedagpenge

Sygefravær med sygedagpenge er vokset betydeligt de seneste år, jf. figur 4.8a. Fra konjunkturvendepunktet i 2004 til 2007 er antallet af sygedagpengemodtagere steget fra knap 78.000 til godt 92.000 helårspersoner. Dermed er der i dag flere modtagere af sygedagpenge end ledige (opgjort på fuldtidsbasis).

Figur 4.8a Modtagere af sygedagpenge (helårspersoner)		Figur 4.8b Modtagere af sygedagpenge, dekomponeret udvikling (2004-2007)

Kilde:  Beskæftigelsesministeriet, Kortperiodestatistikken, KMD og egne beregninger.

Stigningen i antallet af sygedagpengemodtagere kan overvejende tilskrives længere sygedagpengeforløb. Af den samlede stigning på godt 14.000 helårspersoner fra 2004 til 2007 udgør længere varigheder godt 9.000 helårspersoner, jf. figur 4.8b. Til sammenligning bidrager flere berørte personer til den samlede stigning med knap 4.000 helårspersoner.

Det er stigningen i de længere sygdomsforløb, der trækker varigheden opad. Mens antallet af korte forløb under 5 uger er steget ca. 5 pct., er antallet af længere forløb på 5 uger og derover steget tre gange så meget.

Udviklingen i antallet af sygedagpengemodtagere kan blandt andet forklares ved en række regelændringer på sygedagpengeområdet og beslægtede områder, der påvirker brugen af sygedagpenge^[7].

Sygedagpengelovens forlængelsesmuligheder er senest blevet udvidet i forbindelse med Finansloven for 2007. Erfaringsmæssigt giver udvidelser af forlængelsesmulighederne anledning til ændret adfærd, der trækker i retning af længere forløb for en større persongruppe.

Siden 1. januar 2006 har alle fleksjobbere været fritaget for det beskæftigelseskrav, der almindeligvis gælder for at modtage sygedagpenge. Det indebærer, at alle fleksjobbere i dag har ret til sygedagpenge fra første sygedag. Samtidig har fleks-jobordningen været i kraftig vækst over de seneste år.

Arbejdsskadereformen i 2004 har lempet anerkendelseskriterierne for nogle erhvervssygdomme. I takt med at det er blevet lettere at få anerkendt arbejdsskader, er anmeldelserne vokset. Dette kan bidrage til et stigende omfang af sygedagpenge, idet sygedagpengemodtagere, der har rejst sag om arbejdsskadeerstatning, kan modtage sygedagpenge frem til sagens afgørelse.

Konjunkturerne har også en vis betydning for udviklingen. Der er en tendens til, at antallet af sygedagpengemodtagere stiger under højkonjunkturer og falder under lavkonjunkturer, jf. figur 4.9a. Løbende regelændringer vanskeliggør dog sammenligninger over tid.

Tilstedeværelsen af en konjunkturel sammenhæng understøttes af Det Økonomiske Råd, som finder, at antallet af sygedagpengemodtagere stiger med omkring 0,07 pct.-enheder, når ledigheden falder med 1 pct.-enhed^[8]. Sammenhængen mellem konjunktur og sygefravær findes også i sammenlignelige lande såsom Norge, Sverige, Holland og England.

Figur 4.9a Sygedagpenge, ledighed og beskæftigelse, indekseret udvikling		Figur 4.9b Sygedagpengemodtagere fra ledighed, 2002-2006

Anm.:   Figur 4.9b opgør antallet af helårspersoner på sygedagpenge, som kommer fra bruttoledighed, opgjort som andel af den samlede bruttoledighed.

Kilde:  ADAM, Beskæftigelsesministeriet, jobindsats.dk, DREAM og egne beregninger.

Der kan være flere årsager til sammenhængen mellem konjunktur og omfanget af sygedagpengemodtagere. Stigende beskæftigelse medfører, at flere opfylder sygedagpengelovens beskæftigelseskrav og dermed erhverver retten til sygedagpenge under sygdom.

Personer, der går fra at være i beskæftigelse til at være på sygedagpenge, tæller med i beskæftigelsesopgørelsen, imens de er på sygedagpenge. Beskæftigede sygedagpengemodtagere kan enten modtage sygedagpenge på fuldtid eller deltid. Ved sidstnævnte anvendes en såkaldt delvis raskmelding. Opgjort samlet og i helårspersoner var der i 2006 60.000 beskæftigede personer på sygedagpenge, hvilket er en stigning på 13.000 personer siden 2002. Dermed steg andelen af de beskæftigede på sygedagpenge fra at udgøre 1,7 pct. i 2002 til at udgøre 2,2 pct. i 2006.

Stigende beskæftigelse betyder også, at svagere grupper med større risiko for sygefravær vinder fodfæste på arbejdsmarkedet. Desuden kan økonomisk fremgang, mangel på arbejdskraft og en intensiveret indsats over for ledige øge presset for at være aktivt jobsøgende, hvilket kan påvirke sygefraværet hos denne gruppe. Andelen af sygedagpengemodtagere, der kommer fra ledighed, er steget væsentligt i forhold til den samlede dagpengeledighed siden konjunkturvendepunktet, jf. figur 4.9b. Omvendt øger økonomisk afmatning risikoen for afskedigelse, hvilket kan afholde nogle beskæftigede fra at sygemelde sig.

En yderligere forklaring på stigningen i antallet af lange sygedagpengeforløb kan være den midlertidige opbremsning i tilkendelser af førtidspension i 2006 og 2007, der kan henføres til sagspukler og længere sagsbehandlingstider i kølvandet på kommunesammenlægningerne.

Opbremsningen påvirker omfanget af sygedagpengemodtagere med lange forløb, fordi sygedagpengemodtagere kan modtage ydelsen tidsubegrænset, når der er rejst sag om førtidspension. Omkring 37 pct. af de personer, der gik på førtidspension i 2006, kom fra sygedagpenge.

Beskæftigelse

Den private beskæftigelse voksede med 49.000 personer i 2007. Stigningen er hovedsageligt sket i serviceerhvervene, jf. tabel 4.4. I 2008 ventes en stigning i den private beskæftigelse på 16.000 personer, hvilket skyldes et højt niveau ved udgangen af 2007 og den fortsatte nedgang i ledigheden. Beskæftigelsen i serviceerhvervene ventes fortsat at stige, mens beskæftigelsen i byggeriet og industrien vil falde. I 2009 forudses et fald i den private beskæftigelse på 18.000 personer fordelt på alle erhverv.

Tabel 4.4
Beskæftigelse, arbejdsstyrke og ledighed
		2004- niveau	Gnst. 1990-2006	2006		2007	2008		2009
							Feb.	Maj	Feb.	Maj
		1.000 personer	Ændring, 1.000 personer
	Privat sektor	1.876	6	45	49		4	16	-18	-18
	Offentlig sektor	822	3	0	1		1	1	1	1
	I alt	2.698	10	45	51		5	17	-17	-17
	Landbrug mv.1)	102	-4	-1	2		-5	-5	-5	-5
	Industri	406	-7	0	2		-2	-1	-5	-5
	Bygge- og anlægsvirk.	161	2	9	7		-3	-3	-6	-6
	Private serviceehverv2)	1.234	16	33	41		13	24	-2	-2
	Offentlige tjenester	795	3	4	-1		1	1	1	1
	Arbejdsstyrke	2.858	0	13	19		-7	-8	-9	-7
	Ledighed	161	-10	-32	-32		-12	-25	9	10
	1)         Inkl. boligbenyttelse og udvinding af olie og gas mv. 2)         Inkl. søtransport. Kilde:  ADAM og egne beregninger.

De forskellige opgørelser af beskæftigelsen viser, at der efter en kraftig stigning fra midten af 2003 til slutningen af 2006 er sket en opbremsning i 2007, selvom beskæftigelsesvæksten også her var pæn, jf. figur 4.10a. AKU-statistikken^[9], som er stikprøvebaseret og derfor forbundet med stikprøveusikkerhed, viste modsat de øvrige opgørelser et fald i beskæftigelsen fra 4. kvartal 2006 til 4. kvartal 2007 på 34.000 personer og indikerer dermed en større opbremsning i beskæftigelsen end de øvrige beskæftigelsesstatistikker^[10].

Udviklingen i konjunkturbarometrene peger på, at der vil ske en yderligere opbremsning i beskæftigelsesvæksten i 2008 – særligt inden for byggebranchen og industrien. Således er konjunkturbarometeret for bygge- og anlægssektoren faldet noget tilbage i 2007 og de første fire måneder i år fra et historisk højt niveau i slutningen af 2006. Tilsvarende er konjunkturbarometeret for industrien samlet set faldet i samme periode, jf. figur 4.10b. Virksomhedernes forventning til fremgang i beskæftigelsen i serviceerhvervene (der udgør ca. 2/3 af den private beskæftigelse) er også faldet noget i 2007 og i de første fire måneder i år, men ligger fortsat på et rimeligt højt niveau.

Figur 4.10a År til år-ændringer i beskæftigelsen, forskellige statistikker		Figur 4.10b Konjunkturbarometre for erhvervene (sæsonkorrigeret)

Anm.:   I figur 4.10a er anvendt egen sæsonkorrektion af AKU og ATR beskæftigelsen.

Kilde:  Danmarks Statistik.

Arbejdsstyrke

Arbejdsstyrken steg med 19.000 personer i 2007 blandt andet som følge af de gode konjunkturer^[11]. Konjunktureffekten har sammen med reformer modvirket den underliggende demografiske udvikling, som isoleret set trækker arbejdsstyrken ned. Fremadrettet ventes effekten fra konjunkturerne at normaliseres, og arbejdsstyrken falder med 8.000 personer i 2008 og 7.000 personer i 2009. Demografien trækker isoleret set arbejdsstyrken ned med omkring 15.000 personer i 2008 og 2009, jf. tabel 4.5, hvilket modsvares af tiltag på arbejdsmarkedet mv., herunder Jobplanen, Velfærdsaftalen og integrationsaftalen ”En ny chance til alle”.

Stigningen i arbejdsstyrken i den seneste konjunkturopgang skal blandt andet ses i lyset af det stigende bidrag fra udenlandsk arbejdskraft, herunder pendling og bevægelser fra Østeuropa^[12]. Det afspejler blandt andet udvidelsen af EU, men også at konjunktursituationen har været bedre i Danmark end i eksempelvis Tyskland. Det er sandsynligt, at indstrømningen vil dæmpes, når normaliseringen i Danmark – herunder især i byggesektoren – sætter ind. Navnlig aktiviteten i byggeriet påregnes at aftage de næste år i takt med vigende huspriser, hvilket reducerer potentialet for indvandring fra blandt andet Central- og Østeuropa. Bidraget fra udenlandsk arbejdskraft vil også afhænge af mulige barrierer for vandringer. Mange lande, herunder Danmark, har gennemført regelændringer, der skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Senest er der i forbindelse med Jobplanen fremlagt en række initiativer, der sigter på at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Blandt forklaringerne på den stigende arbejdsstyrke er også et øget uddannelsesniveau^[13] og arbejdsmarkedsreformerne de senere år. Det er groft anslået, at bidraget herfra kan være i størrelsesordenen 21.000 personer i 2006 og 2007 og yderligere 17.000 personer frem til 2009. I 2006 og 2007 er det således ikke usandsynligt, at arbejdsmarkedsinitiativerne har opvejet det negative bidrag fra den demografiske udvikling.

Den resterende stigning i arbejdsstyrken på i størrelsesordnen 4.000 personer i 2006 og 23.000 personer i 2007 tilskrives konjunkturforhold, herunder som nævnt at udlændinge søger til Danmark for at arbejde, når jobmulighederne er bedre her. I det næste par år forventes konjunkturerne at bidrage negativt til arbejdsstyrken med omkring 17.000 personer.

Tabel 4.5
Bidrag til ændring i arbejdsstyrken, 2006-2009
		2006	2007	2008	2009
	Ændring i 1.000 personer
	Samlet befolkning	18	17	15	14
	20-64 år	-2	-2	-8	-9
	Over 64 år	10	11	18	21
	Arbejdsstyrken (=1+2+3)	13	19	-8	-7
	1. Demografi	-8	-10	-8	-7
	2. Bidrag fra tiltag på arbejdsmarkedet mv.	16	5	3	14
	3. Konjunkturer mv.	4	23	-4	-13
	Anm.:   Bidraget fra demografi er beregnet ved at fastholde andelen af befolkningen (fordelt på alder, køn og herkomst) i de enkelte arbejdsmarkedskategorier på niveauet i 2004. Bidraget fra tiltag indregner bidrag fra udfasningen af overgangsydelsen, effekten af førtidspensions- og efterlønsreformerne fra 1998, integrationsaftalen ”En ny chance til alle”, virkningen af Velfærdsaftalen samt Jobplanen. Desuden tages højde for stigende opholdstid blandt indvandrere og et øget uddannelsesniveau i befolkningen. Kilde:   Egne beregninger.

4.3 Løn

Det seneste år har den lokale løndannelse sammen med overenskomsterne bidraget til en forøgelse af stigningstakten på DA-området fra 3,2 pct. i 1. kvartal 2007 til 4,6 pct. i 4. kvartal 2007. Den forøgede lønstigningstakt i 2007 skal blandt andet ses i lyset af et tiltagende pres på arbejdsmarkedet som følge af den stærke konjunkturopgang de senere år. Ledigheden var under 2 pct. i marts 2008, hvilket skønnes at være ca. 2¼ pct.-enheder under det strukturelle ledighedsniveau. Lønudviklingen afspejler desuden, at lønstigningerne, som er aftalt i overenskomstaftalerne fra foråret 2007, gradvist er slået igennem i lønopgørelsen.

Lønstigningerne på DA-området igennem 2007 er bredt funderet på tværs af både brancher og ansættelsesforhold, jf. figur 4.11a og 4.11b. Fordelt på ansættelsesforhold er den største forøgelse af lønstigningstakten sket for arbejdere. I 4. kvartal 2007 udgjorde stigningstakterne i timefortjenesten ekskl. genetillæg for arbejdere således 5,1 pct., mens lønstigningerne for funktionærer udgjorde 4,0 pct.

Figur 4.11a Timefortjeneste på DA-området		Figur 4.11b Timefortjeneste for delt på brancher

Anm.:   I begge figurer illustreres timefortjenesten ekskl. genetillæg.

Kilde:  DA’s KonjunkturStatistik.

Inden for de forskellige brancher var den største lønstigning i 4. kvartal 2007 i bygge- og anlægssektoren med 5,4 pct. I industrien og de serviceprægede erhverv var lønstigningerne henholdsvis 4,5 pct. og 4,4 pct., jf. figur 4.11b.

Den tiltagende lønstigningstakt i 2007 afspejler den lokale løndannelse, samt at de aftalte lønforbedringer for 2. og 3. kvartal er opgjort med en vis forsinkelse i lønstatistikken. Forskellen mellem stigningen i timefortjenesten og det overenskomstmæssige referenceforløb er således blevet forøget i 3. og 4. kvartal, jf. figur 4.12a.

For 2007 som helhed var den gennemsnitlige årsstigning for timefortjenesten ekskl. genetillæg i KonjunkturStatistikken 4,1 pct. Det er det samme som opgjort i DA’s årlige StrukturStatistik, jf. figur 4.12b.

Dermed er tendensen til højere lønstigningstakter i StrukturStatistikken i 2005 og 2006 foreløbigt ophørt i 2007. Forskellen har historisk afspejlet kraftigere lønstigninger for funktionærer i StrukturStatistikken, hvilket formentlig blandt andet skyldes, at KonjunkturStatistikken – modsat StrukturStatistikken – ikke medregner irregulære betalinger, fx bonus, og fravær, jf. Økonomisk Redegørelse, februar 2008. For 2007 lå stigningstakterne i StrukturStatistikken for både funktionærer og arbejdere imidlertid på niveau med gennemsnittet i KonjunkturStatistikken.

Figur 4.12a Referenceforløb for normal- og mindstelønsområdet og timefortjeneste for DA-området		Figur 4.12b Kvartals- og årsstigningstakter (hele DA)

Anm.:   Referenceforløbet i figur 4.12b er baseret på fire centralt fastsatte lønelementer: lønsatser, pensionsbidrag og arbejdstid samt løn under sygdom og barsel. Bidragene fra arbejdstid samt løn under sygdom og barsel er samlet i kategorien ”Andet”. Referenceforløbet er sammenvejet på baggrund af de i foråret 2007 indgåede overenskomster for minimallønsområdet (75 pct.) og for normallønsområdet (25 pct.). Referenceforløbet indeholder ikke ændringer i normal arbejdstid. Den faktiske lønudvikling afspejler stigningen i timefortjenesten ekskl. genetillæg.

Kilde:  Dansk Arbejdsgiverforening, LO og egne beregninger.

For arbejdere er lønstigningstakten i StrukturStatistikken øget med knap 1 pct.-enhed i 2007 til 4,4 pct. Det bekræfter ligeledes billedet af et opadgående lønpres fra KonjunkturStatistikken, jf. figur 4.13a.

Figur 4.13a Lønstigningstakt for arbejdere		Figur 4.13b Lønstigningstakt for funktionærer

Kilde:  DA’s StrukturStatistik og KonjunkturStatistik.

Omvendt er stigningstakten for funktionærer faldet marginalt fra 3,7 til 3,6 pct. Det bryder med indtrykket fra KonjunkturStatistikken, som ligesom for arbejdere har vist en markant øget lønstigningstakt for funktionærer i 2007, jf. figur 4.13b. Derfor er den opgjorte stigningstakt for hele DA-området (4,1 pct.) også noget lavere, end det blev skønnet i februarredegørelsen (4,6 pct.).

Fordelt på sektorer var den største lønstigningstakt i StrukturStatistikken inden for fremstillingsvirksomhed med 4,6 pct. – en forøgelse med godt 1 pct.-enhed i forhold til 2006. I bygge og anlæg var stigningstakten også fortsat på et højt niveau, ligeledes 4,6 pct. (mod 4,7 pct. i 2006). Den kraftige lønudvikling i begge sektorer bekræfter således indtrykket af betydeligt pres inden for disse dele af det private arbejdsmarked. Omvendt lå stigningstakten i serviceerhvervene fortsat lavt med 3,2 pct. (mod 3,3 pct. i 2006).

Den noget forskelligartede lønstigningstakt mellem arbejdere og funktionærer genfindes i den regionale fordeling af lønstigningstakter. Her skiller Region Hovedstaden sig markant ud med et fald i lønstigningstakten fra 3,8 pct. til 3,3 pct. I alle andre regioner er lønstigningstakten derimod steget med 0,7-1,3 pct.-enheder til niveauer på 4½-5 pct. Det kunne tyde på, at der gør sig særlige forhold gældende for funktionærtunge virksomheder i hovedstadsområdet, og at udviklingen andre steder i højere grad afspejler det underliggende pres på det private arbejdsmarked.

I 2008 og 2009 skønnes lønstigningstakten som opgjort i StrukturStatistikken at udgøre henholdsvis 4,9 pct. og 4,8 pct., jf. tabel 4.6. Det afspejler resultatet af overenskomstforhandlingerne, som kan opgøres til godt 3¾ pct. i både 2008 og 2009 (fuldt relativt gennemslag) samt en forventet reststigning på 1,4 pct.-enheder i 2008 og 1,2 pct.-enheder i 2009. Reststigningen har dermed samme niveau som i slutningen af 1990’erne, hvor der også var pres på arbejdsmarkedet om end i lidt mindre grad, jf. figur 4.14a.

I forhold til februarvurderingen er lønskønnet for 2008 og 2009 opjusteret marginalt med 0,1 pct.-enhed. Opjusteringen sker på baggrund af den faldende ledighed og dermed det øgede pres på arbejdsmarkedet i de sidste tre måneder samt en udvidelse af det skønnede ledighedsgab i 2008 og 2009 i forhold til vurderingen i februar. Desuden kan højere inflation trække i retning af fortsat høje lønstigninger.

Figur 4.14a Reststigning og ledighedsgab		Figur 4.14b Reallønsstigning i den private sektor,StrukturStatistikken

Kilde: DA’s StrukturStatistik, egne beregninger og skøn.

I 2007 var der historisk ekstraordinære høje reallønsstigninger for den private sektor på ca. 2,3 pct., jf. figur 4.14b. På trods af den uventede opgang i inflationen i 2008 ventes reallønsstigninger på ca. 1,8 pct. i gennemsnit i perioden 2008 til 2009. Det er fortsat mere end det historiske gennemsnit på ca. 1,6 pct. siden 2000.

Tabel 4.6
Lønstigninger og beregningstekniske forudsætninger
		2004	2005	2006	2007	2008	2009
	Stigning, pct.
	Privat sektor:
	- samlede arbejdsomkostninger pr. time	2,6	3,7	3,6	4,1	4,9	4,9
	- timefortjeneste, StrukturStatistikken	2,8	3,6	3,6	4,1	4,9	4,8
	- årsløn for arbejdere	2,8	3,4	3,5	4,4	4,8	4,7
	- årsløn for funktionærer	2,9	3,8	3,7	3,6	5,0	4,9
	Offentlig sektor, årsløn ekskl. reststigning	3,5	2,7	3,5	3,1	3,9	5,0
	Timefortjeneste for offentlige ansatte	4,3	2,7	3,4
	Satsreguleringsprocent1)	2,9	2,0	2,0	2,4	2,9	3,8
	Anm.:   For den offentlige sektors årsløn er angivet den overenskomstmæssigt aftalte lønstigning inkl. bidrag fra reguleringsordningen, men ekskl. eventuel reststigning. Lønstigningstakterne for offentligt og privat ansatte kan derfor ikke sammenlignes. Årsløn ekskl. reststigning for offentlige ansatte er den sammenvejede fortjeneste i stat, regioner og kommuner ekskl. genetillæg, men inkl. løn under sygdom mv. Stigningen i timefortjenesten for offentlige ansatte er et sammenvejet gennemsnit af timefortjenesten for statsansatte og kommunalt ansatte ifølge Danmarks Statistiks lønindeks for den offentlige sektor. 1)         For 2009 skøn, jf. afsnit 3.1. Kilde: DA, Danmarks Statistik samt egne beregninger.

Stigningen i virksomhedernes samlede arbejdsomkostninger er i StrukturStatistikken opgjort til 4,1 pct. jf. tabel 4.6. De øvrige arbejdsomkostninger bidrog således ikke til en yderligere stigning i omkostningerne.

For 2008 forventes bidragene til AES nedsat som følge af overgangen fra reservehensættelsesordning til et ”pay-as-you-go” system. Det forventes at dæmpe stigningerne i de samlede arbejdsomkostninger med lidt under 0,2 pct.-enheder. Bidragene fra andre øvrige arbejdsomkostninger ventes dog at forøge de samlede arbejdsomkostninger med over 0,1 pct.-enhed primært som følge af øget virksomhedsbidrag til Kompetenceudviklingsfond og tillidsmandsarbejde. Alt i alt betyder disse ændringer, at væksten i de samlede arbejdsomkostninger ventes at udgøre 4,9 pct. i 2008, svarende til stigningstakten i timefortjenesten ekskl. genetillæg.

For 2009 forventes uændrede lovpligtige omkostninger. De aftalebestemte øvrige arbejdsomkostninger ventes at stige med 0,1 pct.-enhed som følge af øgede bidrag til Kompetenceudviklingsfonden. Det betyder, at de samlede arbejdsomkostninger i StrukturStatistikken ventes at udgøre 4,9 pct. i 2009.

De faktiske lønstigninger i den offentlige sektor følger generelt ganske tæt profilen for overenskomsten, som afspejles i referenceforløbet, jf. figur 4.15a og 4.15b. Dog har de opgjorte årlige lønstigninger i staten oftest været lidt højere end referenceforløbet. I gennemsnit har reststigningen således udgjort ca. 0,7 pct.-enheder over de sidste tre år på det statslige område. I kommunerne var reststigningerne i starten af 2007 negative, hvilket blandt andet kan henføres til implementeringen af kommunalreformen ved årsskiftet og dermed forsinket udmøntning af aftalte lokale lønstigninger. Den udskudte udmøntning i starten af 2007 betyder, at reststigningen i 1. kvartal 2008 var ekstraordinært stor.

Figur 4.15a Timefortjeneste og referenceforløb på det statslige område		Figur 4.15b Timefortjeneste og referenceforløb på det kommunale område

Anm.:   Referenceforløbet er baseret på den samlede aftalte overenskomstramme i henholdsvis staten (Finansministeren/CFU) og kommunerne (KL/KTO) i foråret 2008. Overenskomsterne gælder frem til og med 1. kvartal 2011.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

I starten af 2008 blev der indgået nye tre-årige overenskomster for hovedparten af den offentlige sektor. På både de statslige, kommunale og regionale områder er der aftalt en samlet ramme på 12,8 pct. over perioden, jf. appendiks 4.1.

Med baggrund i de nye overenskomster på det offentlige område vurderes lønstigningen inkl. bidrag fra reguleringsordningen, men ekskl. eventuel reststigning udover rammen at udgøre 3,9 pct. i 2008 for hele det offentlige område. I 2009 forventes de offentlige lønninger at stige med 5,0 pct. Således er de største lønstigninger for kommunerne og staten aftalt i overenskomstperiodens første to år, jf. figur 4.15a og 4.15b samt appendiks 4.1.

Som følge af ”Aftale om reviderede lønforudsætninger for 2008” skete der både for ansatte i den statslige og kommunale sektor en fremrykning af lønstigninger i 2008. Det betyder, at stigningstakten i de aftalte lønomkostninger inkl. reguleringsordningen er gradvist stigende i 2008 og derefter faldende. Især er der i slutningen af 2008 og 2009 meget høje årsstigningstakter på over 5 pct. på det statslige område og omkring 6 pct. på det kommunale område.

Reguleringsordningen videreføres i de nye overenskomster. Reguleringsordningens udmøntningstidspunkt er 1. april for staten og 1. oktober for det kommunale område de enkelte år i overenskomstperioden. Udmøntningen af ordningen indgår i procentreguleringen af lønstigningerne i den offentlige sektor. Nyt er dog, at der er elementer, som holdes uden for reguleringsordningen, jf. appendiks 4.1. Med elementer uden for reguleringsordningen i de offentlige overenskomster svækkes den parallellitet mellem den statslige og kommunale lønudvikling og den private lønudvikling, som reguleringsordningen har til hensigt at sikre.

Gennem skævdeling inden for de forskellige overenskomstområder er det ikke alle faggrupper, som får en lønstigning svarende til den overordnede ramme på 12,8 pct. Således er der i forliget mellem KL og FOA aftalt en lønstigning på over 13,9 pct. gennem overenskomstperioden for SOSU-gruppen.

Ved redaktionens afslutning er der fortsat ikke indgået overenskomstaftaler for en række offentlige områder, jf. appendiks 4.1.

De offentlige overenskomster kan være med til at bidrage til et fald i arbejdsudbuddet blandt ansatte i den offentlige sektor som følge af blandt andet retten til løn på barns 2. sygedag, en udvidelse af forældreorloven samt indførelsen af seniorbonus/-dage og plustid, jf. boks 4.3.

I de private overenskomster fra foråret 2007 var der ligeledes elementer, som kan reducere arbejdsudbuddet blandt de ansatte på det private arbejdsmarked. Det gælder blandt andet udvidelsen af forældreorloven og indførelsen af kompetenceudviklingsfonden, jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2007.

Satsreguleringsprocenten for overførselsindkomsterne er fastlagt til 2,4 i 2007 og 2,9 i 2008. For 2009 er satsreguleringsprocenten skønnet til 3,8, jf. afsnit 3.1.

Stigningen i enhedslønomkostningerne^[14] er i 2007 øget i forhold til 2006, jf. tabel 4.7. I de private byerhverv er enhedslønomkostningerne således steget med 3,1 pct. i 2007 mod 1,3 pct. i 2006^[15]. Det afspejler øgede lønstigningstakter og svag produktivitetsvækst.

Tabel 4.7
Årlig stigning i enhedslønomkostninger
		2006K1	2006K2	2006K3	2006K4	2007K1	2007K2	2007K3	2007K4
	Pct.
	Hele økonomien	0,3	1,7	1,8	3,3	1,3	5,3	4,1	2,9
	Privat sektor1	0,0	2,0	3,2	4,1	1,8	6,3	4,9	3,6
	Private byerhverv	4,7	4,1	3,8	3,8	5,5	1,2	2,5	2,9
		2000	2001	2002	2003	2004	2005	2006	2007
	Pct.
	Hele økonomien	-0,1	4,6	3,3	2,3	1,5	2,8	1,8	3,4
	Privat sektor1	-0,6	4,8	3,0	1,7	1,0	3,3	2,3	4,1
	Private byerhverv	0,2	4,8	3,2	1,5	0,8	3,3	1,3	3,1
	1)         Enhedslønomkostninger for den private sektor er beregnet med bruttoværditilvækst i faste priser. Øvrige variable er i kædede priser. Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Enhedslønomkostningerne skal på sigt stige med i underkanten af 2 pct. for at være forenelige med en inflation på knap 2 pct. Dermed vil reallønnen vokse nogenlunde i takt med produktiviteten.

Produktivitetsudviklingen har imidlertid været relativt moderat i Danmark de seneste ti år. Enhedslønomkostningerne er således vokset kraftigere end i andre lande opgjort i fælles valuta. På denne baggrund er lønkonkurrenceevnen korrigeret for produktivitet og valutakursbevægelser forringet markant frem til 2008 (over 35 pct. siden 2000).

Forringelsen af lønkonkurrenceevnen afspejles i, at Danmark er gået fra at være det OECD-land med de femte højeste lønomkostninger for industriarbejdere i 1995 til det land med de næsthøjeste lønomkostninger i 2006, jf. tabel 4.8.

Den danske lønstigningstakt skal begrænses ganske meget for at undgå yderligere forværring af lønkonkurrenceevnen. Ifølge EU-Kommissionens prognose fra foråret 2008 vil lønstigningerne i euroområdet være omkring 2 pct.-enheder lavere end de her skønnede lønstigningstakter for Danmark for 2008 og 2009. Lønstigningerne fra 2008 til 2009 ventes således at bidrage til en fortsat forværring af lønkonkurrenceevnen.

Tabel 4.8
Samlede lønomkostninger for industriarbejdere, kr. pr. time
		1995			2000			2006
	1	DEU	168	1	DEU	183	1	NOR	244
	2	CHE	162	2	NOR	183	2	DNK	211
	3	BEL	144	3	JPN	177	3	DEU	203
	4	AUT	141	4	DNK	174	4	NLD	192
	5	DNK	140	5	CHE	169	5	BEL	189
	6	NOR	139	6	SWE	168	6	SWE	189
	7	NLD	135	7	BEL	162	7	CHE	182
	8	JPN	132	8	USA	159	8	AUT	181
	9	FIN	127	9	NLD	156	9	FIN	178
	10	SWE	121	10	AUT	154	10	GBR	161
	11	FRA	108	11	FIN	144	11	AUS	155
	12	USA	96	12	GBR	136	12	IRE	154
	13	ITA	93	13	CAN	133	13	CAN	153
	14	CAN	92	14	FRA	125	14	ITA	149
	15	AUS	86	15	ITA	117	15	FRA	148
	16	IRE	79	16	AUS	116	16	USA	141
	17	GBR	77	17	IRE	107	17	JPN	120
	18	ESP	71	18	ESP	86	18	ESP	112
	19	NZL	58	19	NZL	68	19	GRC	96
	20	GRC	51	20	KOR	66	20	KOR	88
	21	KOR	41	21	GRC	61	21	NZL	86
	22	PRT	29	22	PRT	36	22	PRT	45
	23	HUN	15	23	CZE	24	23	CZE	40
	24	CZE	14	24	HUN	22	24	HUN	37
	Vægtet udlandsgnst.		126	Vægtet udlandsgnst.		155	Vægtet udlandsgnst.		170
	Danmark ift. udlandet1)		11	Danmark ift. udlandet1)		12	Danmark ift. udlandet1)		24
	Anm.:     I det vægtede udlandsgennemsnit er anvendt de pågældende landes vægte i det effektive kronekursindeks. 1)           Procentvis forskel i forhold til det vægtede udlandsgennemsnit. Kilde:   Bureau of Labor Statistics (BLS).

4.4 Priser

Forbrugerprisinflationen udgjorde i gennemsnit 3,1 pct. de første fire måneder af 2008, hvilket er markant højere end det skønnede niveau i Økonomisk Redegørelse, februar 2008. Det afspejler helt overvejende en kraftig opgang i olieprisen, mens opgangen i fødevarepriserne nogenlunde har været som ventet. Prisen på olie forudsættes at aftage svagt fra det aktuelle niveau, og på denne baggrund skønnes forbrugerprisinflationen i 2008 at blive 3,3 pct., hvilket er en opjustering med 0,7 pct.-enheder i forhold til skønnet i februarredegørelsen. Selv med moderate prisstigninger fremadrettet vil inflationen stige frem mod efteråret, hvor den vil nærme sig 4 pct. Højere energipriser bidrager også til en opjustering af forbrugerprisinflationen i 2009. Desuden vurderes den underliggende inflation at blive lidt kraftigere end hidtil ventet, blandt andet som følge af lønudviklingen og fordi de forhøjede oliepriser slår igennem på andre varer. I 2009 ventes inflationstakten at udgøre 2,6 pct., hvilket er 0,2 pct.-enheder mere end i februarvurderingen.

Forbrugerprisinflationen var i juli 2007 nede på 1,2 pct. men er siden steget kraftigt og udgjorde i april 3,2 pct., jf. figur 4.16a. Opgangen i inflationstakten skyldes i høj grad bevægelserne i energi- og fødevarepriserne, men stigende priser på tjenesteydelser har også medvirket, jf. figur 4.16b. Således kan prisstigningerne for tjenesteydelser forklare 0,2 pct.-enheder af stigningen i inflationstakten fra 2,9 pct. i januar til 3,2 pct. i april, mens varer forklarer 0,1 pct.-enhed. Bidraget fra tjenester afspejler blandt andet det stadigt tiltagende pres på arbejdsmarkedet i denne periode.

Figur 4.16a Forbrugerprisinflation og nettoprisinflation		Figur 4.16b Dekomponering af forbrugerpris-inflationen på bidrag fra hovedposter

Kilde:  Danmarks Statistik, ADAM, egne beregninger og skøn.

Af den gennemsnitlige forbrugerprisinflation på 3,1 pct. de første fire måneder af 2007 bidrog fødevarer og energi med henholdsvis 0,8 pct.-enheder og 0,7 pct.-enheder. Stigningen i råolieprisen satte ind i september 2007 og forplantede sig hurtigt i prisindeksene for blandt andet brændstof og brændsel mv., jf. figur 4.17a. I januar 2008 nåede stigningen i brændstofindekset (netto) således op på godt 35 pct. og i april udgjorde den godt 16 pct. For brændsel, el og gas var årsstigningstakten i nettoprisindekset 11,7 pct. i april.

Figur 4.17a Energiprisstigninger (nettopriser)		Figur 4.17b Fødevareprisstigninger (nettopriser)

Kilde:  Danmarks Statistik.

Det store bidrag til forbrugerinflationen fra fødevarer stammer især fra stigningen i priserne på brød og kornprodukter og mælk. Således er årsstigningstakten for nettoprisen på brød og kornprodukter øget til over 12 pct. i april 2008 fra under 4 pct. i juli 2007, jf. figur 4.17b. Tilsvarende er prisstigningerne på mælk forøget kraftigt fra ca. 4 pct. i august 2007 til godt 20 pct. i april 2008.

På længere sigt er der tale om en forholdsvis parallel udvikling mellem fødevarepriserne og de samlede forbrugerpriser, jf. figur 4.18a. Set over de seneste 20 år har der dog været en lidt mindre stigning i fødevarepriserne, som således er faldet realt med ca. 7 pct. siden 1985. Den seneste udvikling afspejler primært stor efterspørgselsvækst og udbudseffekter af fejlslagen høst mv., jf. boks 4.4.

Figur 4.18a Forbruger-, fødevare- og reale fødevarepriser		Figur 4.18b Forbrugerpriser med og uden energi og fødevarer

Kilde:  Danmarks Statistik og egne beregninger.

Fødevare- og energiprisstigningerne er ikke alene om at bidrage til stigningen i forbrugerprisinflationen siden september 2007. Forbrugerprisinflationen ekskl. energi og fødevarer er således steget fra 1,1 pct. i september til ca. 2 pct. april 2008, jf. figur 4.18b. Stigningen kan blandt andet henføres til kraftigere stigninger i priserne på tjenesteydelser.

Omvendt er der en række varer, som trækker nedad i forbrugerprisindekset. Det gælder blandt andet prisen på personbiler, som isoleret set reducerede forbrugerprisinflationen med 0,1 pct.-enhed i april. Folketinget vedtog i slutningen af april 2007 Lov om ændring af registreringsafgiftsloven og vægtafgiftsloven. Årsstigningen i forbrugerprisindekset for personbiler lå i april før afgiftsnedsættelsen på 0,5 pct. men er efter afgiftsnedsættelsen faldet markant og udgør -2,6 pct. i april 2008, jf. figur 4.19a. Det er en forskel på ca. 4 pct.-enheder i forhold til nettopriserne.

Figur 4.19a Bilprisstigninger		Figur 4.19b Inflation i Danmark og euroområdet (HICP)

Kilde:  Danmarks Statistik, Eurostat og egne beregninger.

HICP-inflationen^[16] i Danmark har i flere år været lavere end i euroområdet, jf. figur 4.19b. Det skyldes typisk noget lavere prisstigninger på varer. Således lå inflationen for varer på 3,6 pct. i april for Danmark, mens den i euroområdet lå på 4,0 pct.

I april vendte billedet, idet inflationen i Danmark var 0,1 pct.-enhed større end i euroområdet. Det skyldes især større prisstigningstakter for tjenester. I april var tjenesteinflationen således 3,2 pct. og 2,3 pct. i henholdsvis Danmark og euroområdet. De danske prisstigninger for tjenesteydelser har traditionelt ligget på niveau med euroområdets, men på det seneste har de ligget noget højere, hvilket blandt andet kan tilskrives øgede lønomkostninger i Danmark.

Årsstigningstakten for råvareprisindekset er forøget gennem 2007 fra under 5 pct. i foråret 2007 til over 16 pct. i april, jf. figur 4.20a. Udviklingen i råvareprisindekset følger i høj grad udviklingen i råolieprisen.

Udviklingen i råvareprisindekset og engrosprisindekset renset for energi har fra starten af 2006 til midten af 2007 været modsatrettet. Da stigningstakten for engrosprisindekset i denne periode ikke er forøget i samme grad som råvarepriserne, kan det øgede pres på engrosprisindekset være udtryk for større avancer og højere enhedslønomkostninger for virksomhederne.

Kerneinflationen – som udtrykker forbrugerprisinflationen renset for energi og uforarbejdede fødevarer – er tiltaget fra 1,4 pct. i september af 2007 til 2,6 pct. i april 2008. Forøgelsen af kerneinflationen i denne periode skyldes især forøgede priser på forarbejdede fødevarer. Desuden bidrager stigende priser på tjenesteydelser.

Figur 4.20a Kerneinflation og råvarepriser		Figur 4.20b Effektiv kronekurs og importeret inflation

Anm.:   I figur 4.20a er kerneinflationen opgjort som forbrugerprisinflationen ekskl. uforarbejdede fødevarer og energi. Da højreaksen er vendt om på figur 4.20b, svarer en opadgående kurve for den effektive kronekurs til en svækkelse af kronen.

Kilde:  Danmarks Statistik og Danmarks Nationalbank.

Siden februar 2006 er den effektive kronekurs blevet styrket, primært fordi dollaren er svækket over for euroen. Det har i lang tid medvirket til at dæmpe stigningstakten i importpriserne på forarbejdede varer, jf. figur 4.20b. På det seneste er årsstigningstakterne for importpriserne dog tiltaget til omkring 2 pct. især som følge af de højere energipriser.

Inflationsudsigterne

For 2008 forventes en forbrugerprisinflation på 3,3 pct., hvilket er en opjustering med 0,7 pct.-enheder i forhold til skønnet i februarredegørelsen, jf. tabel 4.9. Opjusteringen af forbrugerprisinflationen dækker over et højere bidrag fra især energi men også fra bolig og nydelsesmidler. Renset for energiprisstigninger opjusteres forbrugerprisinflationen i forhold til februar fra 2,7 pct. til 2,8 pct. Skønnet for den underliggende inflation^[17] er uændret i forhold til februar og ligger fortsat på 1,1 pct.

Som følge af de relativt lave energi- og fødevarepriser indtil 3. kvartal 2007 er basiseffekten^[18] særlig stor for disse varer i 2008. På denne baggrund skønnes forbrugerprisinflationen henover andet halvår 2008 at komme op på knap 4 pct., jf. figur 4.21a.

Stiger oliepriserne yderligere, kan der ske en stigning i en række andre priser som følge af gennemslag via varekredsløbet. En forøget oliepris vil selvsagt først og fremmest slå ud i energipriserne, men også priserne på kollektivtransport og øvrige ikke-varige varer påvirkes hurtigt.

Stiger den gennemsnitlige oliepris til 115 USD i 2008 i stedet for 105 USD som antaget i redegørelsen, skønnes forbrugerprisinflationen at blive omkring 3,6 pct. i 2008 altså 0,3 pct.-enheder større end skønnet i denne redegørelse. Heraf bidrager energi med 2/3, mens de resterende varer og tjenester bidrager med 1/3. Forbrugerprisinflationen vil i denne situation kunne komme over 4 pct. i løbet af 2008.

Skønnet for forbrugerprisinflationen for 2009 ligger på 2,6 pct., hvilket er en opjustering på 0,2 pct.-enheder i forhold til februar. Opjusteringen skyldes et højere bidrag fra energipriserne i 2009 men også forøget bidrag fra tjenesteydelser. Nedgangen i inflationstakten fra 2008 til 2009 kan henføres til dels bortfaldet af basiseffekter og dels forudsætningen om fremadrettede faldende råoliepriser. Bortfaldet af basiseffekter for energi og olieprisfaldet gennem 2009 bidrager således til et fald i forbrugerprisstigningen med 0,6 pct.-enheder sammenlignet med 2008. Tilsvarende bidrager fødevarepriserne med et fald på 0,5 pct.-enheder til inflationen i 2009.

Den underliggende inflation er hævet i forhold til februar og udgør 1,5 pct. i 2009. Det antages, at de opjusterede energipriser og lønomkostninger i 2008 og 2009 for alvor vil slå igennem på tjenesteydelseinflationen i 2009.

Figur 4.21a Forbrugerprisinflation		Figur 4.21b Danmarks inflation (HICP) samt Inflationskriterie

Anm.:   I figur 4.21b er HICP i Danmark angivet som et 12-måneders glidende gennemsnit.

Kilde:  Danmarks Statistik, Eurostat, Kommissionens efterårsprognose 2007 samt egne skøn og beregninger.

Den danske HICP-inflation forventes at blive 3,6 pct. i 2008 og 2,4 pct. i 2009, jf. tabel 4.9. Inflationen for Danmark forventes således ikke at overholde ECB’s mellemfristede inflationsmålsætning om højst 2 pct. inflation. I kraft af fastkurspolitikken overfor euroen gælder dette mål implicit også for Danmark. Sammenlignes den forventede danske HICP-inflation med EU-Kommissionens prognose for konvergenskriteriet, vil den danske inflation ikke overstige konvergenskriteriet i perioden 2008 til 2009, jf. figur 4.21b.

ØMU’ens konvergenskriterium for inflationen beregnes som et gennemsnit af prisstigningstakten i de tre EU27-lande med de laveste 12 måneders glidende gennemsnit. Hertil lægges 1,5 pct.-enheder. Konvergenskriteriet er beregnet uden negative inflationsrater, eftersom EU-Kommissionen hidtil har ekskluderet deflationslande i sine beregninger. ECB har ikke direkte udelukket, at deflationslande kan indgå i beregningen, hvilket kan bringe konvergenskriteriet for inflationen længere ned.

Kerneinflationen har stort set bevæget sig i takt med fortegnet af outputgabet, jf. figur 4.22a. Med positivt outputgab har der været gradvis stigende kerneinflation – omvendt har kerneinflationen været faldende med negativt outputgab. Historisk har kerneinflationen toppet noget efter, at outputgabet har toppet. Som følge af det store positive outputgab i 2008 og det noget mindre i 2009 forventes det, at kerneinflationen vil udgøre 2,6 pct. og 2,7 pct. i henholdsvis 2008 og 2009.

Figur 4.22a Outputgab og kerneinflation (kvartalstal)		Figur 4.22b Tjenesteydelseinflation og lønstigninger

Anm.:   I figur 4.22a indikerer det grå felt perioden, hvor der har været et negativt outputgab, og hvor kerneinflationen har været faldende. Der renses alene for uforarbejdede fødevarer og ikke alle fødevarer for at bevare eventuelle prisstigninger på forarbejdede fødevarer, hvor der kan indgå bidrag fra fx øgede løn- og produktionsomkostninger. I figur 4.22b er lønstigningerne er forskudt med 5 kvartaler.

Kilde: Danmarks Statistik, Eurostat, DA’s KonjunkturStatistik for serviceprægede erhverv samt egne beregninger.

Tjenesteydelseinflationen har historisk fulgt lønstigningerne forholdsvist tæt med en forsinkelse på godt et års tid, jf. figur 4.22b. Samvariationen kan begrundes med et stort lønindhold i tjenesteydelserne. De seneste års lønstigningstakter har været stigende, hvilket tyder på øget tjenesteydelseinflation i de kommende kvartaler. Resultatet af overenskomstforhandlingerne og det fortsat høje pres på arbejdsmarkedet, jf. afsnit 4.3, peger på fortsat høje lønstigninger i de kommende år. I prognosen forventes en samlet tjenesteydelseinflation ekskl. husleje på 3,4 pct. i 2008 og lidt under 5 pct. i 2009.

Stigningen i det indenlandske inflationspres skal ses i sammenhæng med outputgabet. Udviklingen i det beregnede outputgab afspejler, at kapacitetspresset i virksomhederne og på arbejdsmarkedet er højt, hvilket normalt vil medføre pris- og lønpres. Dette afspejles blandt andet i store vækstrater i enhedslønomkostningerne, jf. tabel 4.9.

Tabel 4.9
Prisudvikling og forklarede faktorer
		2006	2007	2008		2009
				Feb.	Maj	Feb.	Maj
	Stigning, pct.
	Forbrugerprisindeks ekskl. energi	1,5	1,9	2,7	2,8	2,7	2,7
	EU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP)	1,9	1,7	2,7	3,6	2,4	2,4
	Forbrugerprisindeks	1,9	1,7	2,6	3,3	2,4	2,6
	Afgifter, bidrag	-0,2	-0,2	-0,2	-0,3	-0,1	-0,1
	Nettoprisindeks	2,0	1,9	2,8	3,6	2,6	2,7
	Heraf bidrag fra, pct.-enhed
	Fødevarer	0,3	0,5	0,7	0,7	0,4	0,3
	Energi	0,5	0,0	0,1	0,8	-0,1	0,1
	Husleje og off. takster	0,6	0,7	0,7	0,8	0,7	0,6
	Importvarer, ekskl. energi	0,1	0,2	0,2	0,1	0,2	0,1
	Underliggende inflation	0,6	0,5	1,1	1,1	1,4	1,5
	Pct.
	Outputgab	1,5	3,0	1,7	3,0	1,1	1,6
	Enhedslønomkostninger, stigning1)	1,3	3,1	2,3	3,4	2,1	2,3
	1)         Enhedslønomkostningerne er angivet for privat byerhverv. Kilde:  Danmarks Statistik, egne beregninger samt skøn.

Nettoprisindekset svarer til forbrugerprisindekset opgjort ekskl. bidrag fra afgifter. Nettoprisindekset skønnes at stige med 3,6 pct. i 2008 og 2,7 pct. i 2009. Fra og med 2008 indeksreguleres energiafgifterne med den forventede nettoprisudvikling fra 2008 til 2015, hvilket svarer til 1,8 pct. årligt. For de øvrige stykafgifter virker skattestoppets nominalprincip i hele prognoseperioden dæmpende på forbrugerprisinflationen. De høje energiprisstigninger medvirker derfor til, at bidraget fra afgifter trækker ekstra meget ned i forbrugerprisinflationen for især 2008.

---

^[1] Fastlæggelsen af outputgabets størrelse er forbundet med usikkerhed, navnlig i perioder med store skift i beskæftigelsen.

^[2] Det lave niveau for aktiveringen afspejler det lave ledighedsniveau.

^[3] Registrerede ledige plus aktiverede dagpengemodtagere er et bedre mål for den konjunkturbetingede ledighed, da dagpengemodtagere, som aktiveres, ikke indgår i den registrerede ledighed i aktiveringsperioden.

^[4] Der er foretaget en teknisk budgettering af aktiveringsomfanget i både 2008 og 2009.

^[5] Ledige er her defineret som personer uden beskæftigelse, der aktivt har søgt job inden for de sidste fire uger, og som kan tiltræde et arbejde inden for to uger. AKU-ledigheden omfatter dermed de personer, der selv tilkendegiver, at de står til rådighed og er jobsøgende.

^[6] Det beregnede niveau for strukturledigheden er behæftet med usikkerhed, jf. anmærkning til figur 4.5b.

^[7] Se Beskæftigelsesministeriets rapport Analyse af sygefraværet, april 2008 for en nærmere analyse af årsagerne til det stigende sygefravær.

^[8] Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi, foråret 2005.

^[9] Stikprøven til Arbejdskraftundersøgelsen (AKU-statistikken) er blevet udvidet fra ca. 16.700 personer til ca. 37.000 personer fra 1. kvartal 2007.

^[10] Opgørelsen af ATR og AKU omfatter ikke ansatte med bopæl i udlandet, men det kan ikke forklare den afvigende udvikling i AKU-statistikken.

^[11] Arbejdsstyrke og beskæftigelse kan være undervurderet i 2006 og 2007 som følge af usikkerhed om antallet af personer, der er beskæftiget i Danmark men bosat i udlandet.

^[12] Se boks 4.1 i Økonomisk Redegørelse, februar 2008.

^[13] Det gælder typisk, at personer med mere uddannelse har en højere erhvervsfrekvens.

^[14] Enhedslønomkostningerne måler lønomkostningerne per produceret enhed og tager dermed højde for produktivitetsudviklingen. Væksten i enhedslønomkostningerne svarer således til stigningen i timelønnen fratrukket væksten i produktiviteten (dvs. produktionen per arbejdstime).

^[15] Der ses på enhedslønomkostningerne for private byerhverv dels fordi opgørelsen af produktivitet for den offentlige sektor er problematisk og dels fordi det ønskes at rense for særlige erhverv fx landbruget, råstofudvinding og søtransport, hvor der kan være store sæsonudsving. Når der ses på enhedslønomkostningerne på længere sigt, bør der dog benyttes en mere bred definition af begrebet.

^[16] Med det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) kan inflationen bedre sammenlignes imellem EU-landene.

^[17] Den underliggende inflation beregnes ved at fratrække prisstigningerne (målt ved nettopriserne) for bidrag fra fødevarer, energi, øvrige importvarer, udgifter til bolig samt ydelser, hvor priserne fastsættes af det offentlige (fx daginstitutionstakster, busbilletter mv.). Den underliggende inflation er tænkt som et mål for den indenlandske markedsbestemte inflation.

^[18] Basiseffekten medfører, når der ses på årsstigningstakter, at allerede realiserede priser på et givet tidspunkt påvirker inflationen 12 måneder senere, fordi inflationen opgøres som stigningen i forbrugerprisindekset i forhold til den tilsvarende måned det foregående år.

Appendiks 4.1 Nye overenskomster

1. Den offentlige sektor

I foråret 2008 er der forhandlet nye overenskomster for perioden 1. april 2008 til 31. marts 2011 for det statslige, regionale og kommunale område.

Det første forlig blev indgået på det statslige område mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og finansministeren den 18. februar. To dage efter forliget med CFU indgik finansministeren endvidere forlig med Akademikernes Centralorganisation (AC). Begge aftaler indeholder en overordnet økonomisk ramme på 12,8 pct., som også blev et pejlemærke for de senere overenskomster på de kommunale og regionale områder, der blev forhandlet sideløbende med de statslige forhandlinger.

Den 1. og 2. marts blev der indgået et samlet forlig mellem Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og Kommunernes Landsforening (KL) samt Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Inden da var FOA udtrådt af KTO’s forhandlingsaftale for selv at prøve at opnå et forlig. Umiddelbart efter KTO-forligets indgåelse blev det forkastet af et flertal i Forbundet for pædagoger og klubfolks (BUPL) hovedbestyrelse. Endvidere brød KL’s og RLTN’s forhandlinger med Sundhedskartellet sammen. Forhandlingerne mellem BUPL, FOA og Sundhedskartellet og de kommunale og regionale parter overgik herefter til Forligsinstitutionen, samtidig med at der blev varslet konflikt for over 100.000 ansatte på ældreområdet, i sygehussektoren og i daginstitutionerne. Forhandlingerne i forligsinstitutionen startede 7. marts og mundede ud i, at Forligsmanden den 11. april fremsatte et mæglingsforslag på BUPL’s område, mens det ikke lykkedes at nærme sig et mæglingsforslag på de to øvrige områder. Den 16. april 2008 gik over 80.000 medarbejdere fra de offentlige sygehuse, daginstitutioner og ældreplejer i konflikt. Samme dag, som konflikten brød ud, stemte statens medarbejdere ja til det generelle forlig for staten.

Den 5. maj blev der indgået forlig mellem KL og FOA, og konflikten på dette område sluttede således foreløbig efter 20 dage den 6. maj.

Den 13. maj stemte BUPL’s medlemmer nej til mæglingsforslaget, og omkring 13.000 medlemmer i 15 kommuner gik i konflikt den 19. maj.

Der er ved redaktionens slutning fortsat ikke indgået overenskomster på de konfliktramte områder. Forliget mellem KL og FOA er til afstemning blandt FOA’s medlemmer frem til den 29. maj.

Statslige overenskomster

Den samlede ramme i den statslige sektor på 12,8 pct. over overenskomstperioden afhænger af den skønnede lønudvikling i den private sektor og den forudsatte reststigning, idet reguleringsordningen er aftalt videreført, jf. tabel A.1.

Af rammen afsættes 10,6 pct. til stigninger i lønsatsen. Desuden er der afsat 2,2 pct. til puljer, som blandt andet indeholder en udvidelse af retten til fravær ved barns 2. sygedag, forbedret barsels/forældreorlov, seniorbonus samt forbedrede pensionsordninger.

Som noget nyt er der aftalt elementer uden for reguleringsordningen. Det gælder således kompensation for personalegoder, og desuden er der i trepartsaftalerne aftalt, at virkningen på reguleringsordningen som følge af seniorordninger og voksenaftalen skal neutraliseres. Der foreligger endnu ikke en opgørelse af trepartsaftalen virkning på lønstigningerne, hvorfor disse ikke er indregnet i reguleringsordningen.

Tabel A.1
Rammen for OK08 i staten: Fordeling på generelle lønstigninger, puljer mv.
		1.4 2008	1.10 2008	1.4 2009	1.10 2009	1.4 2010	1.10 2010	I alt
	Pct.
	Generelle lønreguleringer	3,3	-	1,8	0,7	2,4	-	8,2
	Reguleringsordning (skøn) 1)	0,4	-	0,3	-	0,0	-	0,7
	Personalegoder kompens. 2)	-	-	0,2	-	-	-	0,2
	Forudsat reststigning 3)	0,5	-	0,5	-	0,5	-	1,5
	Stigninger i lønsats	4,2	0,0	2,8	0,7	2,9	-	10,6
	Puljer4)	0,1	1,5	0,6	-	0,1	-	2,2
	Aftalt ramme i alt	4,3	1,5	3,4	0,7	3,0	-	12,8
	1)         Den statslige reguleringsordning udmøntes pr. 1. april på baggrund af lønudviklingen i forhold til 3. kvartal året før. Reguleringsordning er her som aftalt/skønnet i overenskomsten. 2)         Det er aftalt, at kompensation for personalegoder og virkningen af trepartsaftalerne ikke indgår i opgørelsen af reguleringsordningen. 3)         Reststigningen er forudsat til at være 0,5 pct. årligt i overenskomstperioden. 4)              Puljemidlerne omfatter pensionsforbedringer, nye lønsystemer, lokalløn og chefløn, barselsvilkår, barns 2. sygedag, organisationsforhandlinger mv. Kilde:   Personalestyrelsen.

Yderligere indeholder forliget en række aftaler, som skal sikre, at statens arbejdspladser har et godt grundlag for at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere. En nyskabelse er ”plustid”, hvor medarbejdere får mulighed for at aftale en fast ugentlig arbejdstid, der er højere eller mindre end de normale 37 timer, mod en tilsvarende regulering i lønnen. For børnefamilier betyder forliget forbedret forældreorlov og frihed med løn på barns 2. sygedag. Den traditionelle 10 ugers forældreorlov med løn udvides for par ansat i staten således, at der i alt er 18 måneder til deling mellem begge forældre. Af udvidelsen er to uger forbeholdt faderen. Desuden er der indført en ret til seniorbonus, som kan omsættes til et antal seniordage, for de ansatte, der fortsætter ud over den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder. For staten afhænger retten til seniorbonus/-dage af uddannelseslængden. Endvidere sker der en fordobling af blandt andet kompetencemidlerne i forhold til den forrige overenskomstperiode.

Aftalen for den statslige sektor ventes at have en samlet budgetvirkning på de offentlige lønomkostninger på henholdsvis 3,8 pct., 4,4 pct. og 3,1 pct. for overenskomstperioden 2008 til 2010.

Kommunale og regionale overenskomster

For både regionerne og kommunerne blev der som på det statslige område aftalt en samlet ramme på 12,8 pct. over overenskomstperioden fra 1. april 2008 til 31. marts 2011, jf. tabel A.2. Rammen afhænger ligeledes af den skønnede lønudvikling i den private sektor og den forudsatte reststigning, idet reguleringsordningen er aftalt videreført.

Ud af den samlede ramme udgør stigninger i lønsatser inkl. den skønnede reguleringsordning ca. 7,9 pct. I rammen indgår desuden puljer på i alt 4,9 pct., som blandt andet dækker kompensation for fravær af personalegoder i forhold til det private arbejdsmarked, udvidelse af retten til fravær ved barns 2. sygedag, ekstra barselsorlov reserveret til fædre samt ret til 2-4 seniordage med løn. Desuden er der afsat væsentlige beløb til decentral fordeling i 2009 og til lokal løndannelse i 2010.

Tabel A.2
Kommunal og regional lønramme for OK08: Fordeling på generelle lønstigninger, puljer mv.
		Kommuner				Regioner
		1. år	2. år	3. år	I alt	2. år	2. år	3. år	I alt
	Pct.
	Generelle lønreguleringer	4,1	0,7	0,5	5,3	4,1	0,9	0,3	5,3
	Reguleringsordning (skøn) 1)	1,6	-0,1	0,6	2,1	1,6	-0,1	0,6	2,1
	Personalegoder kompens.²)	-	0,2	-	0,2	-	0,2	-	0,2
	Særlig feriegodtgørelse	-	-	0,4	0,4	-	-	0,4	0,4
	Stigninger i lønsats	5,7	0,8	1,5	7,9	5,7	0,9	1,3	7,9
	Puljer3)	0,1	3,6	1,3	4,9	0,1	3,4	1,5	4,9
	Aftalt ramme i alt4)	5,8	4,3	2,7	12,8	5,8	4,3	2,8	12,8
	1)         Den kommunale reguleringsordning udmøntes pr. 1. okt. på baggrund af lønstigningerne i maj, august og november året før og februar det pågældende år. Reguleringsordning er her som aftalt/skønnet i overenskomsten. 2)         Det er aftalt, at kompensation for personalegoder, den særlige feriegodtgørelse samt virkningen af trepartsaftalen ikke indgår i opgørelse af reguleringsordningen. 3)         Puljemidlerne omfatter organisationsforhandlinger (3,13 pct.), lokal løn (1,37 pct.), gennemsnitslønsgaranti (0,07 pct.), strukturkrav (0,06), ATP-forhøjelse (0,03), feriepenge i stedet for ferie-løn (0,02 pct.), seniordage (0,05 pct.), barns 2. sygedag (0,15 pct.), barselsvilkår mv. (0,04), ekstraordinær forhøjelse af bidrag til tillidsmandsuddannelse, AKUT (0,01 pct.). 4)         Reststigningen er forudsat til at være 0,0 pct. årligt i overenskomstperioden Kilde:   Personalestyrelsen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).

Ligesom i overenskomstaftalen for statsansatte er der i KTO-forliget aftalt elementer uden for reguleringsordningen. Dette gælder kompensation for personalegoder og den særlige feriegodtgørelse. Desuden er der i trepartsaftalerne aftalt, at virkningen på reguleringsordningen af voksenaftalen og seniorordninger skal neutraliseres. Den endelige virkning på reguleringsordningen af trepartsaftalen er dog endnu ikke fastlagt.

Forliget mellem FOA og KL holder sig ikke inden for rammen på de 12,8 pct. Forliget betyder, at der på SOSU-området bliver givet ekstraordinært store lønstigninger, og der sker en udvidelse af mulighederne for videreuddannelse. De ekstra midler til lønstigninger kommer delvist fra andre grupper i KTO.

Forliget for kommuner og regioner indeholder, ligesom for staten, en række aftaler til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere om løn på barns 2. sygedag samt forbedringer for børnefamilier og seniorer. Dog er der ikke som i statens overenskomster aftalt en plustidsordning. Desuden kan de aftalte seniordage, i modsætning til i staten, veksles fuldt ud til et antal feriedage for flertallet af ansatte, fra de er 58 år.

Aftalen for den kommunale og regionale sektor ventes at have en samlet budgetvirkning på de offentlige lønomkostninger på henholdsvis 4,0 pct., 5,2 pct. og 3,1 pct. for overenskomstperioden 1. april 2008 til 31. marts 2011.

2. Den finansielle sektor

Den 21. februar 2007 nåede finanssektorens forhandlere til enighed om en tre-årig overenskomst for ca. 55.000 ansatte i penge- og realkreditinstitutter.

Den samlede overenskomstramme er på 12,8 pct. over hele perioden, jf. tabel A.3. Aftalen indebærer en stigning i de samlede arbejdsomkostninger på henholdsvis 4,9 pct., 4,2 pct. og 3,7 pct. i de tre overenskomstår. Stigningerne er fordelt på generelle lønstigninger, lokale puljer, forhøjelse af pension samt et øget ferietillæg til dækning af én ekstra feriedag^[1]. Aftalen indebærer en generel lønstigning på 3,0 pct. pr. 1. juli 2008 og 2009 samt 3,2 pct. pr. 1. juli 2010. Herudover er der aftalt lokale puljer til forhandling af virksomhedsoverenskomster på 1 pct. pr. 1. juli 2008 og 2009 samt 0,5 pct. pr. 1. juli 2010.

Tabel A.3
Aftaleramme for finansområdet, pct. stigning
		2008	2009	2010	I alt
	Lønsats	3,0	3,0	3,2	9,2
	Lokalløn/puljer	1,0	1,0	0,5	2,5
	Samlet økonomiske ramme	4,0	4,0	3,7	11,7
	Pension	0,5	0,0	0,0	0,5
	Ferie	0,4	0,0	0,0	0,4
	Ferietillæg	0,0	0,2	0,0	0,2
	Arbejdsomkostninger i alt	4,9	4,2	3,7	12,8
	Kilde:   Slutprotokol, beregninger fra Finansforbundet.

Udover løn og pension dækker aftalen blandt andet:

• Styrket kompetenceudvikling og aftale om trivsel.
• Udvidelse af forældreorlovsperioden med fuld løn med 2 uger.
• Fleksibel arbejdstidsmodel, som betyder, at det lokalt kan aftales at tilrettelægge arbejdstiden som ”individuel fleksibel arbejdstid”. Dette giver mulighed for, at den enkelte kan fravige arbejdstidsnormen både i op- eller nedadgående retning for et år ad gangen, dog maksimalt op til 42,5 timer pr. uge.
• Permanent konfliktfriholdelsesaftale af hovedsageligt ansatte der betjener udenlandske enheder og kunder.

3. Overenskomster på det grønne område og for mejeriarbejdere

I løbet af marts blev der for godt 20.000 ansatte indgået forlig på forskellige områder mellem 3F’s Grønne Gruppe og blandt andet Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Danske Anlægsgartnere og Mejeribrugets Arbejdsgiverforening^[2]. Der er i alt blevet forhandlet 14 overenskomster på det grønne område. Det grønne områdes overenskomster er generelt normallønsoverenskomster lønsatserne gælder således for alle, der laver det samme arbejde. De største overenskomster er for gartneri og planteskoler, jordbrug og mejeriområdet.

Overenskomsterne for gartneri- og mejeriarbejderne indebærer lønstigninger på omkring 1.000 kr. mere om måneden^[3]. Desuden forhøjes pensionsbidraget til 12,75 pct., hvilket er noget mere end de 12 pct., som hidtil er blevet indbetalt i de fleste private overenskomster. Derudover er der på området aftalt en række andre forbedringer under de enkelte overenskomster.

---

Fodnoter

^[1] Fredagen efter Kr. Himmelfartsdag.

^[2] Overenskomsten forhandles på mejeriområdet af fagforeningerne 3F, NNF og Dansk Funktionærforbund.

^[3] For almindelige lønmodtagere, som arbejder inden for landbrug, gartneri mv., var den gennemsnitlige fortjeneste pr. måned ekskl. genetillæg 24.426 kr. i 2006, jf. udtræk fra Dansk Arbejdsgiverforenings løndatabase.