Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies
Forrige11  af  13Næste

9. Hovedtal på finanslovforslaget for 2010


Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Statens finanser

På finanslovforslaget for 2010 udviser statens drifts-, anlægs- og udlånsbudget – også kaldet DAU-saldoen – et underskud på 91 mia. kr.

Underskuddet på DAU-saldoen afspejler i vidt omfang virkningerne af konjunkturtilbageslaget, som fører til færre statslige indtægter fra skatter og afgifter, mens udgifterne til fx arbejdsløshedsdagpenge stiger. Herudover indebærer den aktive finanspolitiske indsats, at udgifterne til fx offentlige investeringer forøges, mens indtægterne fra indkomstskatterne sættes ned, jf. Forårspakke 2.0.

Statens udgifter

De samlede statslige udgifter forventes at blive ca. 667½ mia. kr. i 2010. En betydelig del af udgifterne udgøres af de såkaldte indkomstoverførsler. Det er overførsler til personer i form af fx folkepension, efterløn, SU og arbejdsløshedsdagpenge. På finanslovforslaget for 2010 udgør indkomstoverførslerne ca. 259 mia. kr. Det svarer til 39 pct. af de statslige udgifter.

De statslige driftsudgifter – også kaldet driftsrammen – er budgetteret til knap 120 mia. kr. i 2010 eller 18 pct. af de samlede udgifter på finanslovforslaget. Driftsudgifterne omfatter blandt andet løn til statens ansatte og en række andre udgifter, der skal afholdes for at drive de statslige institutioner – herunder fx universiteter, gymnasier, Forsvaret og politiet.

Statens udgifter til bloktilskud mv. til kommuner og regioner udgør i alt 187 mia. kr. i 2010, hvilket svarer til 28 pct. af de samlede udgifter. Størrelsen af tilskuddene fastsættes hvert år ved forhandlinger mellem staten, kommunerne og regionerne. Økonomiaftalerne for 2010 blev således indgået i juni 2009.

Figur 6
Statens udgifter
  Figur 7
Statens indtægter
Figur 6. Statens udgifter Figur 7. Statens indtægter

Hertil kommer, at renteudgifterne af statens gæld mv. skønnes til 29 mia. kr. Desuden udgør statens anlægsbudget godt 12 mia. kr. Anlægsudgifterne går blandt andet til at forbedre veje og jernbaner.

Endelig udgør statens øvrige udgifter 60½ mia. kr. i 2010. De øvrige udgifter omfatter primært Danmarks internationale indsats – herunder udviklingsbistand – og Danmarks bidrag til EU.

Statens indtægter

De statslige indtægter er budgetteret til ca. 576½ mia. kr. på finanslovforslaget for 2010. Momsen er den største indtægtskilde for staten med 175 mia. kr. svarende til godt 30 pct. af de samlede indtægter. Herefter kommer personskatterne, der skønnes at indebære indtægter for staten på 141 mia. kr. eller 24½ pct. af de samlede indtægter i 2010.

Indtægterne fra afgifter o.lign. – fx på tobak, alkohol, benzin og el – ventes samlet set at blive på ca. 95 mia. kr. i 2010. Det svarer til 16½ pct. af statens indtægter.

Herudover er indtægterne fra arbejdsmarkedsbidrag mv. budgetteret til 100½ mia. kr., mens provenuet fra erhvervsskatterne er skønnet til 41½ mia. kr., hvilket svarer til henholdsvis 17½ pct. og 7 pct. af statens samlede indtægter til næste år.

De øvrige indtægter, som blandt andet omfatter statens renteindtægter, udbytter fra statens aktier og overskudsdeling vedrørende Nordsø-aktiviteter, ventes at indbringe knap 23½ mia. kr. i 2010.

Forrige11  af  13Næste