4. Voksen- og efteruddannelse

Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Voksen- og efteruddannelse (VEU) skal sikre en løbende opkvalificering af arbejdsstyrken, så efterspørgslen på arbejdsmarkedet imødekommes og bidrage til udviklingen af velstanden for borgere, virksomheder og samfundet. VEU skal endvidere mere grundlæggende sikre, at alle borgere har de basale færdigheder til at tage del i samfundslivet såsom at kunne læse og skrive.

VEU-indsatsen er i Danmark et fælles ansvar for arbejdsmarkedets parter og det offentlige. Det gælder både i forhold til at sikre udbud og efterspørgsel, men også finansiering. Det offentlige har en særlig forpligtelse over for de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

Kapitlet viser, at der fortsat er en udfordring i at sikre finansiering og kvalificeret efterspørgsel efter VEU. De vigtigste konklusioner er:

• Siden 2007 er de samlede udgifter til offentlig voksen- og efteruddannelse steget med knap 35 pct. til 7,4 mia. kr. samlet i 2009. Udgiftsstigningen er størst på det erhvervsrettede område.
• De stigende udgifter har sat den eksisterende finansieringsmodel under pres, og byrdefordelingen mellem arbejdsmarkedets parter og det offentlige i finansieringen af den erhvervsrettede VEU har ændret sig væsentligt, idet det offentlige bærer en større del af de samlede omkostninger.
• Vilkårene for at deltage i offentlig udbudt VEU er meget fordelagtige sammenlignet med privat VEU, og omkostningerne for den enkelte virksomhed ved deltagelse i VEU er begrænsede. Særligt i perioder med lav aktivitet på arbejdsmarkedet kan det føre til en overefterspørgsel.

4.1 Indretningen af den offentlige VEU-indsats

VEU er en samlebetegnelse for efteruddannelse for voksne i arbejdsstyrken og almen uddannelse for alle voksne. VEU er et supplement til ungdomsuddannelserne målrettet voksne og typisk tilrettelagt, så uddannelsen kan gennemføres samtidig med fuldtidsbeskæftigelse. VEU omfatter både efteruddannelse i offentligt og privat regi. I dette kapitel vil der primært være fokus på den offentlige udbudte VEU-indsats. Den private VEU-indsats beskrives kort.

4.1.1 Formålet med en offentlig VEU-indsats

Målet med VEU er at øge den samlede velstand og velfærd for den enkelte borger, virksomhederne og samfundet. Personer med kompetencegivende uddannelser har typisk større livsindkomst end ufaglærte. Virksomheder med uddannet arbejdskraft har en højere produktivitet. Og lande, der har investeret meget i uddannelse, har typisk en relativ høj velstand.

Den teknologiske udvikling og globaliseringen indebærer, at efterspørgslen efter arbejdskraft med lavt kompetenceniveau mindskes, mens der sker en stigning i efterspørgslen efter personer med kompetencegivende uddannelser. Det kommer til udtryk ved, at de job, der oprettes, oftest kræver andre og mere komplekse kompetencer, end de job, der forsvinder. Danmarks konkurrenceevne er derfor afhængig af en kvalificeret arbejdsstyrke, hvor kompetencerne løbende tilpasses virksomhedernes efterspørgsel.

Tilgangen af unge med kompetencegivende uddannelse i arbejdsstyrken kan ikke alene løse denne udfordring. Det stiller krav om et velfungerende VEU-system, der kan understøtte en løbende kompetenceudvikling af hele arbejdsstyrken. Det gælder ikke mindst udsatte grupper på arbejdsmarkedet, fx læse- og skrivesvage, herunder også indvandrere og efterkommere.

For den enkelte virksomhed eller person kan VEU betragtes som en investering, hvor omkostningerne ved at deltage i VEU skal kunne dækkes af et senere forventet afkast i form af øget produktivitet i virksomheden eller højere løn for den enkelte. Tilsvarende skal det offentliges engagement i VEU ses i sammenhæng med de positive samfundsøkonomiske effekter, som VEU-indsatsen forventes at have.

Som udgangspunkt skal den offentlige investering i VEU modsvares af et tilsvarende samfundsøkonomisk afkast. Et sådant afkast kan opgøres som de samlede velstandseffekter for borgere og virksomheder, men dertil kommer positive sideeffekter såsom spredning af viden og negative sideeffekter som fx forvridningstab ved skattefinansiering. Derudover tjener VEU mere velfærdsmæssige formål, hvor der ikke kan forventes et direkte afkast. I disse tilfælde vil der ikke nødvendigvis være balance mellem de offentlige omkostninger og de samfundsøkonomiske gevinster.

I Danmark har det offentlige historisk set spillet en væsentlig rolle i udbuddet og finansieringen af VEU. Den offentliges primære opgave er at sikre udbuddet af uddannelser ved at yde driftstilskud til uddannelsesinstitutionerne. Herudover yder staten støtte i form af uddannelsesstøtte på almene og videregående kurser og bidrag til finansieringen af løntabsgodtgørelse på erhvervsrettede kurser.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev i marts 2006 enige om en fælles aftale på VEU-området. Aftalen indeholder blandt andet følgende målsætninger:

• Arbejdsstyrkens kompetencer skal løftes, herunder skal det sikres, at alle på arbejdsmarkedet har grundlæggende færdigheder.
• Det offentliges opgave har en særlig forpligtelse i forhold til de mest udsatte grupper, fx læse-, skrive- og regnesvage voksne og tosprogede.
• Udbuddet af VEU skal være målrettet og fleksibelt i forhold til virksomhedernes og den enkeltes behov.
• De styrings- og finansieringsmæssige rammer skal understøtte større aktivitet.

Trepartsaftalens målsætninger er senere udmøntet dels i Velfærdsaftalen fra juni 2006, dels i aftalen om udmøntningen af globaliseringspuljen fra november 2006 og opfølgningerne herpå. Begge aftaler indeholder en række initiativer på VEU-området, herunder særlige indsatser for udsatte grupper. Der blev endvidere i forbindelse med aftale om udmøntning af globaliseringspuljen afsat en midlertidig pulje på 1 mia. kr. til finansiering af øget aktivitet på erhvervsrettet VEU frem til 2012 (VEU-puljen).

I forlængelse af velfærds- og globaliseringsaftalerne er der oprettet kompetencefonde på det private arbejdsmarked i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2007. Oprettelse af fondene skal sikre en større medfinansiering af efteruddannelse fra arbejdsgiverne. Oprettelsen var desuden en betingelse for udmøntning af VEU-puljen.

Som led i kvalitetsreformen er der desuden indgået aftaler mellem KL, DR og arbejdsmarkedets parter om opkvalificering af ansatte i kommuner og regioner, herunder en aftale om mulighed for opkvalificering af 15.000 ufaglærte i perioden 2008-2015.

4.1.2 Det offentlige VEU-system

Det offentlige udbud af VEU omfatter uddannelse på alle niveauer og inden for en række forskellige fagområder. Der skelnes overordnet mellem tre typer af VEU:

• Almen VEU, som omfatter forberedende voksenundervisning (FVU), almen voksenuddannelse (AVU), Hf-enkeltfag og danskuddannelse for voksne udlændinge.
• Erhvervsrettet VEU, som vedrører arbejdsmarkedsuddannelse (AMU), voksenerhvervsuddannelse (VEUD), grundlæggende voksenuddannelse (GVU) og åben uddannelse/enkeltfag på erhvervsuddannelsesniveau.
• Videregående VEU, som er videregående voksenuddannelse (VVU), diplomuddannelser, masteruddannelser, anden åben uddannelse på videregående niveau samt deltidsuddannelse på universiteterne.

Helt overordnet følger strukturen for VEU-systemet strukturen for det ordinære uddannelsessystem, jf. figur 4.1.

Anm.: Figuren viser alene niveaumæssig placering; ikke aktivitetsomfang.

Almen VEU svarer til uddannelse på grundskole eller gymnasialt niveau samt dansk for voksne udlændinge, jf. figur 4.1 og tabel 4.1. Formålet med almen VEU er at forbedre deltagernes grundlæggende kompetencer, så deltagernes er i stand til at deltage i samfundet, videreuddanne sig og indgå på arbejdsmarkedet. Målet er således ikke kun at styrke de direkte arbejdsmarkedsrettede kompetencer, men bl.a. også at sikre, at alle voksne er i stand til at læse og regne. Almen VEU omfatter kurser på grundskole og gymnasieniveau. Målgruppen for almen VEU er voksne, der ikke har opnået de grundlæggende kompetencer, der er nødvendige i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i samfundet, herunder voksne udlændinge.

Erhvervsrettet VEU svarer til niveauet til og med erhvervsuddannelser i det ordinære uddannelsessystem. Kurserne er direkte målrettet de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Målet er at styrke deltagernes beskæftigelsesmuligheder. Erhvervsrettet VEU omfatter et bredt spektrum af fagområder, og udbuddet spænder fra korte kurser af en dags varighed til længere forløb. Som udgangspunkt er målgruppen voksne, der har uddannelsesmæssige kvalifikationer minimum på grunduddannelsesniveau og oftest også relevant beskæftigelsesmæssig erfaring. På de kortere AMU-kurser har ca. halvdelen af deltagerne en erhvervsuddannelse i forvejen.

Videregående VEU svarer til uddannelse på videregående niveau i det ordinære uddannelsessystem og omfatter blandt andet enkeltfagskurser på videregående uddannelser under åben uddannelse og længere sammenhængende forløb, fx diplom- og masteruddannelser. Målgruppen er personer, der har en adgangsgivende uddannelse og som oftest to til fem års relevant erhvervserfaring.

Tabel 4.1
Offentlig udbudt voksen- og efteruddannelse (VEU)

	Formål	Indhold	Typer	Udgifter (2009) Mia. kr.	Års-elever (2009)
Almen	Styrke de generelle kompetencer og forudsætninger for at fungere på arbejdsmarkedet og i samfundet. Kvalificere til videre uddannelse.	Undervisning i enkelt fag på grundskole og gymnasielt niveau. Danskuddannelse af voksne udlændinge.	Forberedende -voksenuddannelse Almen voksen-uddannelse HF-enkeltfag	1,8	17.295
Erhvervs-rettet	Styrke de arbejdsmarkedsrettede kompetencer og den enkeltes forudsætning for at opnå eller bevare varig beskæftigelse. Kvalificere til Videreuddannelse.	Kortere kurser, der giver kvalifikationer ofte målrettet specifikke jobfunktioner. Længere forløb eller enkeltfag med et bredere erhvervsrettet sigte.	Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) Erhvervsuddannelse for voksne Grunduddannelse for voksne Åben uddannelse i enkeltfag på erhvervsuddannelserne	3,7	15.092
Videre-gående	Styrke de arbejdsmarkedsrettede kompetencer på et videregående niveau og den enkeltes forudsætning for at opnå eller bevare varig beskæftigelse.	Længere forløb, der giver kvalifikationer på videregående niveau. Akademi-, diplom- og masteruddannelser, samt enkeltfag og deltidsstudier under universiteterne.	Videregående voksenuddannelse Diplomuddannelse Masteruddannelse Åben uddannelse og deltidsuddannelse på videregående niveau	1,9	17.229

Anm.: Udgifterne er anført i 2010-pl.
Kilde: Trepartsudvalget kortlægning 2006 og Undervisningsministeriet.

4.1.3 Finansiering af offentlig udbudt VEU

Omkostninger til det offentlige udbud af VEU finansieres dels af staten og dels af brugerne, dvs. borgere og virksomheder.

Driftsudgifter

Driftsudgifterne til VEU finansieres via offentlige driftsstilskud og deltagerbetaling. Deltagerbetalingen skal både bidrage til finansieringen af driftsudgifterne og til at kvalificere efterspørgslen. Princippet for deltagerbetalingen er, at egenbetalingen gradueres, så deltagerfinansieringen er lavest på almen VEU, lidt højere på de erhvervsrettede arbejdsmarkedsorienterede kurser og igen lidt højere på de videregående kurser, jf. tabel 4.2. Baggrunden er, at den offentlige forpligtelse er størst i forhold til at sikre arbejdsstyrkens grundlæggende kompetencer.

Det er undervisningsministeren, der fastsætter deltagerbetalingen for almen og visse dele af erhvervsrettet VEU, mens deltagerbetalingen på enkeltfag fra erhvervsuddannelser udbudt under åben uddannelse uden for en fælles kompetencebeskrivelse kan fastsættes frit af udbyderinstitutionen. Tilsvarende er der fri fastsættelse af deltagerbetalingen på enkeltfag fra videregående uddannelser inklusive VVU, diplomuddannelse og masteruddannelse.

Godtgørelse

Godtgørelsesudgifterne for videregående VEU afholdes af staten i form af Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). Godtgørelsesudgifterne for almen VEU afholdes af staten i form af SVU eller Statens Uddannelsesstøtte, jf. tabel 4.2.

På det erhvervsrettede område bidrager arbejdsgiverne til finansieringen af VEU-godtgørelsen i form af AER-bidraget (Arbejdsgivernes Elevrefusion). AER-bidraget er en fast sats pr. fuldtidsansat, som alle offentlige og private arbejdsgivere skal indbetale. Bidraget udgør 530 kr. pr. fuldtidsansat. Virksomhedens AER-bidrag er ens, uanset stort et forbrug af VEU virksomheden har, og hvor meget løntabsgodtgørelse virksomheden hjemtager.

Såfremt udgifterne til VEU-godtgørelsen overstiger AER-bidraget, afholder staten de resterende udgifter. Arbejdsgivernes AER-bidrag er ikke pl-reguleret siden 2001.

Tabel 4.2
Finansiering af VEU

	Driftsomkostninger	Godtgørelse
Almen voksenuddannelse	Statslig taxameterfinansiering og i mindre grad deltagerbetaling (2 pct.). Omkostningerne er afhængige af aktiviteten.	SVU/SU Finansieres af staten
Erhvervsrettet voksenuddannelse	Statslig taxameterfinansiering og deltagerbetaling (15 pct.). Finansieres inden for fast ramme på finansloven.	VEU-godtgørelse Finansieres af AER-bidrag og af staten. I 2009 udgjorde den statslige finansiering 37 pct.
Videregående voksenuddannelse	Statslig taxameterfinansiering og deltagerbetaling (70 pct.). Omkostningerne er afhængige af aktiviteten.	SVU Finansieres af staten

4.1.4 Vilkår for deltagelse i offentlig VEU

Alle i arbejdsstyrken – både beskæftigede og ledige – har som udgangspunkt ret til at deltage i offentlig udbudt VEU, hvis de opfylder adgangskriterierne på de enkelte VEU-typer. Der er ingen begrænsninger i forhold til fx alder eller uddannelsesniveau.

Adgang til løntabsgodtgørelse

Deltagere i offentligt udbudte voksen- og efteruddannelser har på alle niveauer mulighed for at få offentlig godtgørelse som led i uddannelsen under nærmere fastsatte vilkår (uddannelsesniveau, beskæftigelseskrav mv.) enten i form af Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) eller VEU-godtgørelse. Begge ydelser udgør højeste dagpengesats. En betingelse for at modtage godtgørelse er, at undervisningen foregår i arbejdstiden. Godtgørelsen udbetales enten til deltageren i stedet for løn, eller til arbejdsgiveren, hvis der udbetales almindelig løn ved efteruddannelse.

Det er ikke alle deltagere på VEU, der er berettigede til godtgørelse. På erhvervsrettet VEU udløser ca. 70 pct. af aktiviteten VEU-godtgørelse, mens under 10 pct. af aktiviteten på almen VEU med undtagelse af forberedende voksenundervisning (FVU), udløser SVU. På videregående VEU udløser under 20 pct. af aktiviteten SVU.

For mange arbejdsgivere betyder de fordelagtige godtgørelsesregler, at omkostningen ved at sende medarbejdere på VEU er beskeden, idet en stor del af lønudgiften dækkes af godtgørelse.

Forsikrede ledige har ret til seks ugers selvvalgt uddannelse inden for VEU-området. Ligesom beskæftigede, er ledige i denne periode berettigede til en ydelse svarende til højeste dagpengesats. Det betyder, at ledige, der ikke er på højeste dagpengesats, stiger i ydelse i den periode, de deltager i VEU. For visse ledige er der således en økonomisk tilskyndelse til deltagelse i VEU. I perioden, hvor den ledige deltager i VEU, står vedkommende ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

Deltagerbetaling

Med ganske få undtagelser er der deltagerbetaling ved deltagelse i VEU, men som nævnt oven for, er der stor forskel på deltagerbetalingsandelen på forskellige VEU-typer. Samlet set dækker deltagerbetalingen 20 pct. af driftsudgifterne på offentlig VEU, dækkende over et spænd fra 0 pct. på forberedende voksenundervisning og op til 70 pct. på videregående uddannelser, jf. tabel 4.2. På det erhvervsrettede område er deltagerbetalingen i gennemsnit 15 pct.

Samlet set er der meget gunstige vilkår for både arbejdsgiverne og for ledige til at deltage i offentligt udbudt VEU, da der både ydes tilskud til kursusudgifterne samt godtgørelse for lønudgifter. Det skal ses i sammenhæng med, at arbejdsgiverne finansierer de fulde kursus- og lønudgifter ved deltagelse i privat udbudt VEU, jf. boks 4.1 nedenfor.

4.1.5 Styring af VEU-området

Hovedansvaret for VEU-indsatsen ligger hos staten, men styringen af indhold og udbud af uddannelserne sker i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Dette gælder i særlig grad for erhvervsrettet VEU. De ansvarlige ministre fastsætter de overordnede regler på området, herunder regler for fastsættelsen af takster.

For de enkelte VEU-typer er der tilknyttet rådgivende organer, der rådgiver de ansvarlige ministre om forhold og emner, der vedrører voksen- og efteruddannelserne.

Styring af udbud og indhold

Det grundlæggende princip for styringen af udbuddet af VEU er, at uddannelserne skal have en uddannelses- og/eller beskæftigelsesmæssig relevans. Derudover er der et hensyn til geografisk nærhed.

Mål for og indholdet af uddannelserne fastsættes for almen og videregående VEU, samt visseerhvervsuddannelser, ligesom i det ordinære uddannelsessystem i bekendtgørelser enten af undervisnings- eller videnskabsministeren.

På det erhvervsrettede område er en stor del af ansvaret for fastsættelsen af uddannelsesmål og udbuddet af uddannelser lagt ud til brugerne, dvs. til arbejdsgiverne og lønmodtagerorganisationer i form af efteruddannelsesudvalg, der er organiseret efter brancher. Det skal sikre, at udbuddet løbende tilpasses behovene i de enkelte brancher.

Udbyderne af offentlig VEU vil som regel være selvejende uddannelsesinstitutioner.

Styring af aktiviteter og udgifter på VEU-området

Styring af det almene og videregående område

Både det almene og videregående område er taxameterstyret uden loft på udgifterne, hvor hovedparten af det statslige tilskud gives som et fastsat taxameterbeløb pr. elev, og hvor beløbet afhænger af, hvilket uddannelsestilbud eleverne anvender. De offentlige driftsudgifter følger derfor stort set aktiviteten. Det samme gør sig gældende for udgifterne til godtgørelse. Der er frit optag på begge VEU-områder. Det betyder, at der i princippet ikke er begrænsning på, hvor meget uddannelsesaktiviteten kan udvides, hvis efterspørgslen stiger.

Styringsmulighederne er derfor begrænsede på det almene og på det videregående område. Styringen af aktivitet og udgifter på det almene og videregående område kan primært ske gennem regulering af deltagerbetalingsandelen og satserne for godtgørelse, der kan medvirke til at påvirke efterspørgslen. En anden måde at påvirke aktiviteten er ved at ændre vilkårene for udbyderne gennem regulering af uddannelsestaxametrene.

Baggrunden for taxametermodellen er, at aktiviteten på området hidtil har været relativt stabil og ikke lige så følsom i forhold til konjunkturudsving som det erhvervsrettede område. Den øgede aktivitet, der har præget VEU-området som helhed de seneste par år, har dog også omfattet det almene og videregående område om end i mindre grad end det erhvervsrettede område.

Styring af det erhvervsrettede område

Styringsmodellen på det erhvervsrettede område adskiller sig fra de to andre områder. Området er ligesom det almene og videregående område taxameterstyret, men til forskel fra de to andre områder er der fastsat et udgiftsloft på finansloven i form af EVE-rammen. Det betyder, at både driftsudgifter og udgifter til godtgørelse som udgangspunkt skal holdes inden for en på forhånd fastsat ramme. Rammestyringen på området skyldes, at der er store skift i efterspørgslen, fx som følge af konjunkturudsving, der gør det vanskeligt at styre udgiftsudviklingen.

Det høje aktivitetsniveau i 2008 og 2009 – jf. afsnit 4.3 nedenfor – har sat den nuværende styringsmodel under pres, hvor det ikke har været muligt at holde udgifterne til erhvervsrettet VEU inden for den fastsatte ramme. Derfor har det været nødvendigt at fremrykke udmøntningen af VEU-puljen på 1 mia. kr., der oprindeligt var afsat til at dække øget aktivitet frem til 2012. For så vidt angår finansiering af godtgørelsen har den nuværende model, hvor staten finansierer udgiften til VEU-godtgørelsen, i det omfang AER-bidraget ikke dækker, betydet, at de offentlige udgifter til VEU-godtgørelsen markant har oversteget det budgetterede.

Tidligere blev udgifterne til forsikrede lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse afholdt under samme ramme som erhvervsrettet VEU, hvilket gjorde rammestyringen endnu mere følsom i forhold til konjunkturudsving. I forbindelse med finansloven for 2009 blev ledige med ret til seks ugers selvvalgt uddannelse flyttet fra Undervisningsministeriet til Beskæftigelsesministeriet. Samtidig blev udgifterne hertil lovbundne. Overflytning trådte i kraft pr. 1. august 2009. Den aktuelt stigende ledighed har derfor ikke lagt yderligere pres på EVE-rammen.

4.2 Aktivitets- og udgiftsudviklingen på det offentlige VEU-område

4.2.1 Udviklingen i udgifter og aktivitet

De samlede udgifter til offentlig VEU er steget markant fra 5,5 mia. kr. i 2007 til 7,4 mia. kr. i 2009, jf. figur 4.2a. Det er en realvækst på 35 pct. over to år.

Figur 4.2a Udgifter til VEU 2001-2009		Figur 4.2b Udgifter til erhvervsrettet VEU 2001-2009
Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009.		Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009.

Af udgiftsstigningen på 1,9 mia. kr. kan 1,2 mia. kr. henføres til det erhvervsrettede område. Her er sket en stigning i de samlede udgifter på knap 50 pct. fra 2,5 mia. kr. i 2007 til 3,7 mia. kr. 2009, jf. figur 4.2b. Både absolut og relativt er udgifterne til erhvervsrettet VEU steget mest. Den markante stigning i udgifterne til det erhvervsrettede område skal også ses i sammenhæng med, at overflytningen af lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse pr. 1. august 2009 har en skabt plads inden for rammen til yderligere aktivitet. Forbruget i de sidste fem måneder af 2009 på til seks ugers selvvalgt uddannelse på har været på 0,3 mia. kr. Hvis seks ugers selvvalg ikke var blevet overflyttet til Beskæftigelsesministeriet, ville udgifterne til erhvervsrettet VEU derfor være steget endnu mere eller have fortrængt efteruddannelse af beskæftigede.

På det almene og på det videregående område har der været en stigning i udgifterne på 0,3 mia. kr. på begge områder siden 2007.

Der er tre primære årsager til den markante stigning i de samlede udgifter til offentlig VEU:

• Aktiviteten på erhvervsrettet VEU er steget siden 2007, jf. figur 4.3a. Erhvervsrettet VEU har således udgjort en stigende andel af den samlede VEU-aktivitet. Da erhvervsrettet VEU er væsentligt dyrere end almen og videregående VEU-aktiviteter, har det øget de samlede udgifter.
• Rammevilkårene for udbud af VEU er blevet forbedret, fx i form af mere fleksible regler og takstforhøjelser på AMU-området, hvilket har påvirket udbuddet af og udgifterne til erhvervsrettet VEU.
• Den samlede aktivitet var relativ stabil frem til 2008, men fra 2008 til 2009 steg det samlede antal årselever med 18 pct., jf. figur 4.3b. Det skyldes især en øget efterspørgsel blandt virksomhederne efter efteruddannelse fra 2008 til 2009. Den øgede efterspørgsel hænger tæt sammen med den finansielle krise og den heraf følgende opbremsning af aktiviteten i virksomhederne. På almen VEU skal aktivitetsstigningen ses i sammenhæng med den stigende ledighed blandt 18-30-årige.

Figur 4.3a Udvikling i aktivitet erhvervsrettet VEU i 2006-2009		Figur 4.3b Udvikling i aktivitet 2006-2009
Kilde: Undervisningsministeriet.		Kilde: Undervisningsministeriet.

Stigningen i udgifterne til erhvervsrettet VEU har betydet, at udgifterne hertil på 3,5 mia. kr. i 2009 næsten udgør halvdelen af de samlede udgifter, jf. tabel 4.3.

De samlede driftsomkostningerne og udgifter til godtgørelse udgjorde hhv. 5,1 mia. kr. og 2,3 mia. kr. i 2009.

Tabel 4.3
Udgifter til VEU i 2009

	Drift		Godtgørelse		I alt
Mia. kr. (2010-pl)	Driftstilskud	Deltagerbetaling	Statslig	AER-bidrag
Almen	1,5	0,0	0,2	-	1,8
Erhvervsrettet	1,7	0,3	0,6	1,1	3,7
Videregående	0,5	1,1	0,3	-	1,9
I alt	3,7	1,4	1,2	1,1	7,2
I alt	5,1		2,3		7,2

Anm.: På grund af afrundinger summer beløb ikke til totalerne. Deltagerbetalingen er estimater, da de endelige opgørelser af deltagerbetalingen for 2009 endnu ikke foreligger.

4.2.2 Finansiering af de enkelte VEU-typer

Af de samlede udgifter på 7,4 mia. kr. til offentlige VEU-aktiviteter i 2009 afholder staten i alt 4,9 mia. kr., fordelt med 3,7 mia. kr. af driftsomkostningerne og 1,2 mia. kr. af godtgørelserne, jf. tabel 4.3. Det offentlige finansierer således 66 pct. af de samlede udgifter.

Der er imidlertid forskel på andelen af offentlig finansiering for de enkelte VEU-typer. Det beror på de forskellige finansieringsmodeller.

Både hvad angår almen og videregående VEU har den offentlige andel af finansieringsandel været stabil i takt med stigningen i aktiviteten de seneste to år. For almen VEU var den offentlige finansiering på 98 pct., jf. figur 4.4a. Finansieringen af videregående VEU afspejler principperne om den graduerede deltagerbetaling. De offentlige udgifter til driftstilskud og SVU udgjorde 43 pct. af de samlede udgifter, jf. figur 4.4b.

Figur 4.4a Finansiering almen VEU, 2009		Figur 4.4b Finansiering videregående VEU, 2009
Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009. Deltagerbetaling er estimeret.		Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009. Deltagerbetaling er estimeret.

På erhvervsrettet VEU er det offentliges andel af de samlede udgifter derimod steget markant dels som følge af det øgede aktivitetsniveau, dels som følge af takstforhøjelser på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) i 2008 og 2009. Af det samlede forbrug på 3,7 mia. kr. til erhvervsrettet VEU i 2009 udgjorde den offentlige finansiering i form af driftstilskud 1,7 mia. kr. og medfinansiering af VEU-godtgørelse 0,6 mia. kr., svarende til hhv. 85 pct. af driftsudgifterne og 37 pct. af godtgørelserne i 2009, jf. figur 4.5b.

Figur 4.5a Offentlig finansiering af godtgørelsen til erhvervsrettet VEU 2005-2009		Figur 4.5b Offentlig andel af finansiering af godtgørelsen til erhvervsrettet VEU 2005-2009
Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009.		Kilde: Undervisningsministeriet – VEU-regnskab 2009.

Stigningen i aktiviteten siden 2007 har således betydet, at byrdefordelingen mellem staten og arbejdsmarkedets parter er blevet forskudt, således at det offentlige bærer en væsentlig større del af udgifterne på det erhvervsrettede område. Det skyldes, at udgifterne til VEU-godtgørelse ikke længere balancerer med indtægten fra arbejdsgivernes AER-bidrag. AER-bidraget ved det nuværende aktivitetsniveau langt fra dække udgifterne til VEU-godtgørelse som oprindeligt forudsat.

I forbindelse med trepartsaftalen fra 2006 blev det aftalt, at VEU-godtgørelsen som led i en ny styringsmodel skulle afkobles, således at staten ikke længere skulle bære finansieringsansvaret på marginen, hvis udgifterne ikke kunne holdes inden for de eksisterende rammer. Det ville i givet fald betyde, at arbejdsgiverne skulle bære hele udgiften til VEU-godtgørelse. Ved den seneste drøftelse i efteråret 2009 blev det besluttet at udskyde drøftelser om ændring af finansieringsmodellen til efter 2011.

De betydelige offentlige udgifter til erhvervsrettet VEU skal ses i sammenhæng med, at en undersøgelse fra AKF peger på, at det har klare positive effekter i form af øget beskæftigelse for den enkelte medarbejder, men at der kun er begrænsede positive effekter af erhvervsrettet VEU ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, jf. boks 4.2.

4.2.3 Udgifter og finansiering i et internationalt perspektiv

I internationale sammenligninger ligger VEU-aktiviteten i Danmark i top. Der er en betydelig VEU-aktivitet i privat regi, og det offentliges engagement er i en international sammenhæng særdeles højt.

I Eurostats arbejdskraftsundersøgelse, der omfatter alle former for uddannelse og oplæring for 30-64-årige, har Danmark siden 2006 været det land i EU, hvor flest deltager i efteruddannelse, jf. figur 4.6a. I 2008 svarende ca. 28 pct. af alle 30-64-årige, at de havde deltaget i uddannelse inden for de seneste fire uger.

Figur 4.6a Deltagelse i VEU – alle 30-64-årige i 2000-2008		Figur 4.6b Offentlige udgifter til VEU i pct. af BNP i OECD-lande i 2006
Anm.: Undersøgelsen omfatter personer over 30 år i de ordinære uddannelsessystem og udelader personer under 30 år, der deltager i VEU. Kilde: Eurostat Labour Survey 2009.		Kilde: OECD 2008.

Når aktiviteten er så markant høj, hænger det givetvis sammen med, at Danmark er det land i verden, hvor det offentlige finansierer en meget stor andel af VEU-udgifterne. De offentlige udgifter til VEU svarede i 2006 til 0,4 pct. af BNP. Det er det højeste niveau i OECD.

I de øvrige OECD-lande spiller den private finansiering og finansiering via fonde og kollektivaftaler mellem parterne en langt større rolle end offentlig finansiering, som primært er rettet mod grundlæggende almene kompetencer og mod initiativer i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

4.3 Hvad koster VEU sammenlignet med anden uddannelse?

4.3.1 Prisen på VEU set i forhold til ungdomsuddannelse

Det er generelt mere omkostningsfuldt at uddanne voksne end at uddanne børn og unge. Det skyldes to forhold:

• At løntabsgodtgørelsen for VEU er væsentligt højere end satsen for SU. Højeste dagpengesats 195.520 kr. årligt, mens SU-satsen til sammenligning er 64.606 kr. årligt.
• Driftsomkostningerne for VEU er højere end for tilsvarende uddannelser i det ordinære udannelsessystem.

De to forhold betyder, at det samfundsøkonomiske afkast på uddannelse i det ordinære system er væsentlig højere end på VEU, både fordi det er væsentlig billigere at uddanne folk som unge, samtidig med at de kan bidrage med deres kvalifikationer på arbejdsmarkedet i en længere periode.

De højere satser for godtgørelse på VEU sammenlignet med SU skal ses i lys af, at ydelsen retter sig mod beskæftigede voksne, der forventes at have behov for et højere forsørgelsesgrundlag. Da virksomhederne som tidligere nævnt i langt de fleste tilfælde betaler de ansattes løn, når de er på kursus, får godtgørelsen imidlertid karakter af et tilskud til virksomhederne, hvorved den oprindelige begrundelse for den høje sats ikke længere er til stede.

VEU er dyrere end ordinær uddannelse på alle niveauer, hvis man sammenligner den gennemsnitlige omkostning pr. årselev på forskellige VEU-typer med omkostningerne i det ordinære system, jf. tabel 4.4. Fx er driftstilskuddet pr. årselev på det almene VEU-område 86.000 kr., hvor det årlige tilskud pr. elev i folkeskolen er 63.000 kr. og 83.000 kr. i gymnasiet. På videregående VEU er driftstilskuddet pr. årselev markant lavere end tilskuddet til videregående uddannelserne i det ordinære uddannelsessystem. Det kan henføres til den høje deltagerbetalingsandel, der er på videregående VEU. På erhvervsområdet er det mere vanskeligt at sammenligne, hvad uddannelserne koster, da der ikke er lignende uddannelser i det ordinære uddannelsessystem.

En del af forklaringen på de høje priser pr. elev skyldes, at VEU ofte gennemføres i mindre kurser eller som enkeltfag, hvilket betyder, at aktiviteten er spredt ud over langt flere personer end på fuldtidsuddannelserne i det ordinære system.

Tabel 4.4
Driftsomkostninger til uddannelse pr. helårselev i 2008 (2009-pl)

	Egenbetaling		Gnst. driftstilskud pr. årselev
	VEU		Ordinære
Almen	2.000 kr.	86.000 kr.	63.000 kr. (folkeskole) 83.000 kr. (gymnasium)
Erhvervsrettet	20.000 kr.	114.000 kr.	70.000 kr. (merkantile erhvervsuddannelser) 111.000 kr. (tekniske erhvervsuddannelser)
Videregående	60.000 kr.	25.000 kr.	87.000 kr. (KVU) 73.000 kr. (MVU) 68.700 kr. (LVU)

Anm.: Priser pr. årselev på VEU er beregnet på baggrund af udgifts- og aktivitetstal for 2008.

4.3.2 Deltagerprisen for offentlig VEU set i forhold til privat VEU

En anden måde at betragte prisen for VEU er ved at sammenligne, hvad offentligt støttet VEU koster virksomhederne i form af deltagerbetaling og lønopfyldning i forhold til, hvad virksomhederne betaler for VEU i det private system.

En sådan sammenligning kan ske på basis af udvalgte priseksempler på, hvad det koster at sende en medarbejder på kursus. Den seneste undersøgelse af priserne for privat VEU, der blev udarbejdet i forbindelse med trepartsudvalgets analyse af VEU-området i 2006, viser, at den gennemsnitlige pris pr. kursusdag på privat udbudt VEU var på 2.500 kr. (2010-pl) ekskl. evt. overnatning. Priserne for privat VEU varierer fra nogle få hundrede kroner for en kursusdag til op til 16.000 kr.

På AMU-området er der en fast deltagerbetaling, mens der på EUD-området og på videregående VEU er fri fastsættelse af deltagerbetalingen for udbyderne, hvorfor prisen pr. kursusdag kan variere ganske meget, jf. tabel 4.5. Da offentlig VEU ofte udbydes som længere forløb, fx hele uddannelser eller semestre, kan det endvidere være vanskeligt at opgøre prisen pr. kursusdag.

Tabel 4.5
Udvalgte priseksempler 2010 – offentlig og privat VEU (ca. pris pr. kursusdag)

Privat	Offentlig
2.500 kr. (Gnst. pris privat VEU)	120 kr. (AMU-kurser)
	900 kr. (ÅU på universiteter)
	1.500 kr. (HD diplomuddannelse)

Anm.: Gennemsnitsprisen pr. kursusdag for privat VEU er udregnet med udgangspunkt i prisen for 2005
For offentlig VEU er prisen pr. kursusdag opgjort ud fra et skøn over den samlede undervisningsaktivitet på baggrund af udbydernes oplysninger.
Kilde: Trepartsudvalgets kortlægning 2006, Undervisningsministeriet, Københavns Universitet og CBS.

Uanset hvilken type offentlig VEU, der sammenlignes med, er privat VEU dyrere pr. kursusdag. Dertil kommer, at virksomheden selv afholder den fulde lønudgift under uddannelsen ved deltagelse i privat VEU.

Mens VEU-uddannelserne således er omkostningsfulde for det offentlige, er offentlig VEU for virksomhederne et billigt alternativ til privat VEU på grund af den lave egenbetaling og løntabsgodtgørelsen. De lave økonomiske omkostninger for virksomhederne kan betyde, at deres krav til afkast af VEU i form af øget produktivitet begrænses. Risikoen er, at der stilles mindre krav til indholdet af uddannelserne, og at efterspørgslen efter VEU ikke er tilstrækkeligt kvalificeret og dermed for højt ud fra en samfundsøkonomisk betragtning.

Effektmålingen af VEU bekræfter i nogen grad denne antagelse, idet der er en klar sammenhæng mellem graden af deltagerbetaling og afkastet, jf. boks 4.2. Forskellene i afkastet på forskellige kursustyper er med til at forstærke billedet af, at vilkårene på VEU-området ikke nødvendigvis skaber den efterspørgsel, der giver det største afkast for den enkelte og for samfundet.