20.08.2009

Finansministerens kommentar til Arbejdsmarkedskommissionens endelige rapport


Arbejdsmarkedskommissionen har i dag offentliggjort sin endelige rapport. Rapporten omfatter 44 anbefalinger inden for 7 temaer.

Arbejdsmarkedskommissionen blev nedsat af regeringen i december 2007 med henblik på at komme med forslag til, hvordan beskæftigelsen kan øges og hvordan man kan undgå faldende arbejdstid i takt med at arbejdsstyrken bliver ældre. Forslagene skal bidrage til at sikre en holdbar finanspolitik.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

  • Arbejdsmarkedskommissionen har afleveret en omfattende og fagligt velfunderet rapport.
  • Vi står i en anden situation end da kommissionen blev nedsat i 2007. Siden da er Danmark og den øvrige del af verden blevet ramt af et meget kraftigt økonomisk tilbageslag.
  • Regeringen har så sent som sidste efterår haft drøftelser med Folketingets partier om flere af de områder, som Arbejdsmarkedskommissionen peger på. Dengang var det ikke muligt at samle opbakning til reformer på arbejdsmarkedet. Det er regeringens vurdering, at der ikke er politisk grundlag for at genoptage drøftelser om hverken efterløn, dagpenge eller førtidspensionsområdet.
  • Regeringen har gennemført en række reformer, der på sigt giver mere arbejdskraft. Senest med skattereformen, som træder i kraft næste år. Jeg vil gerne understrege, at der fortsat er en langsigtet udfordring med mangel på arbejdskraft. Regeringen vil - som hidtil - løbende komme med initiativer, der kan løse den udfordring.
Arbejdsmarkedskommissionens rapport kan læses på www.amkom.dk

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer