11.05.2011

Styrket toldkontrol ved Danmarks grænser


Der skal bremses op for de seneste års markante stigning i den grænseoverskridende kriminalitet i Danmark. Derfor er regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne enige om at styrke grænsekontrollen med en permanent og synlig kontrol ved alle danske grænseovergange inden for rammerne af Schengen-aftalen.

Aftalen betyder betydelige investeringer i nye kontrolanlæg, markant flere toldere, omfattende videoovervågning af biler, der krydser de danske grænser, samt hurtig bistand fra politiet, hvis toldere opdager kriminalitet.

Tilstedeværelsen ved den landfaste dansk-tyske grænse, Øresundsforbindelsen, danske færge- og lufthavne samt de danske farvande intensiveres og gøres permanent. Og til mindst mulig gene for personer, der krydser de danske grænser.
 
Finansminister Claus Hjort Frederiksen er overbevist om, at den nye kontrol vil gøre en forskel for kriminaliteten i Danmark og øge trygheden.

- Vi har set for mange eksempler på vold, indbrud og brutal kriminalitet begået af forbrydere, der har krydset grænserne. Jeg er overbevist om, at vi med en mere intens kontrol kan komme noget af den kriminalitet til livs og dermed skabe mere tryghed herhjemme.

Den styrkede kontrolindsats ved de danske grænser forventes at have gevinster på områder som fx indsmugling af narkotika, våben, penge og mennesker. Der vil også være gevinster i forhold til socialt bedrageri og udenlandske virksomheder, der ikke er korrekt registeret i Danmark.

Læs mere om aftalen her.

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer