19.11.2002

Finansministeren om DØR’s efterårsrapport


Finansminister Thor Pedersen udtaler følgende om efterårsrapporten fra Det Økonomiske Råd:

”Medierne har taget fat på at diskutere efterårsrapporten fra Det Økonomiske Råd, selv om den er klausuleret og først offentliggøres på mandag. Jeg forstår også, at rapporten fraråder en nedsættelse af personskatten, som ikke er finansieret.

Lad mig slå fast, at Regeringen først til foråret vil tage stilling til størrelse og mulig sammensætning af en eventuel skattelettelse. Jeg er helt enig med Vismændene i, at det nødvendige råderum skal være til stede. Det har hele tiden været udgangspunktet.

Vismændene mener, at finanspolitikken skal strammes ganske mærkbart, hvis det skal sikres, at der ikke overvæltes byrder på fremtiden. Det er jeg ikke enig i.

Med de forudsætninger som 2010-planen bygger på, er der ganske rigtig beregnet plads til en vis reduktion af beskatningen. Men det stiller blandt andet krav om, at det ambitiøse mål for beskæftigelse realiseres og at arbejdstiden ikke sættes yderligere ned. Mit hovedbudskab er derfor, at en holdbar reduktion af beskatningen stiller betydelige krav til den øvrige økonomiske politik og hvis disse forudsætninger er opfyldt er der ikke behov for stramninger.”

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer