24.10.2007

DONG Energy A/S - børsnotering


Regeringen og de øvrige partier (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) bag aftalen af 7. oktober 2004 om vilkårene for salg af aktier i DONG Energy A/S blev tirsdag den 23. oktober 2007 enige om børsnotering af DONG Energy A/S.

Finansministeriet har på det grundlag d.d. oversendt det aktstykke til Folketinget, der skal give Finansministeriet de nødvendige bemyndigelser for gennemførelsen af børsnoteringen.

Udskrivelsen af valg til Folketinget til afholdelse den 13. november 2007 betyder imidlertid, at Folketinget først vil kunne behandle sagen, efter at det nye Folketing er trådt sammen. Som konsekvens heraf vil det ikke som hidtil forventet være muligt at gennemføre børsnoteringen inden udgangen af 2007.

Finansminister Thor Pedersen udtaler i den forbindelse:

”Det er tilfredsstillende, at partier, der tilsammen udgør et bredt flertal i Folketinget, er enige om at gennemføre børsnoteringen af DONG Energy A/S og det salg af aktier, der vil ske i tilknytning hertil. Arbejdet med at forberede børsnoteringen vil således kunne genoptages, når valget er afholdt.”

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Niels Nørgaard
2526 2759
nieno@fm.dk

Publikationer